'Fake news' - 'fup-nyheder og 'falske nyheder' - aprilsnar hele året rundt - hvad er opskriften - og hvad er konsekvenserne?

Fotos der viser hvor mange tilskuere der var foran det hvide hus da hhv. Obama og Trump blev indsat som USA´s præsident. Men er de taget på samme tidspunkt på dagen?

Min Facebook-ven David Trads skrev følgende opdatering den 23-01-17:

FAKE NEWS
Til almindelig orientering, så blokerer jeg frem over folk, der spreder fake news, straks jeg opdager det.
Fem er lige røget ud for at sprede løgnen om, at der i virkeligheden var flere til Trumps indsættelse end til Obamas.
Hvad tror de tosser ellers på?
At Elvis lever? At månelandingen var fup? At Trump taler sandt?

Jeg har faktisk selv  i nogen tid gået og bagt på  et indlæg om det som alle aviser også skriver om for tiden: fup-nyheder - falske nyheder- eller det som mange skriver - det engelske udtryk: Fake News.

   Nyheder og nyhedshistorier som er fulde af løgn - et opdigtet indhold, men som fremtræder og formidles så nogle læsere/brugere - eller mange - tror på dem som sandhed, som nogen der er dækning for i virkeligheden.

Når alle skriver om det, så er det fordi 'man' (fx FBI/CIA) mener at en række falske nyheder er udsendt af luskede hjemmesider - der ligner nyhedssider - men er oprettet netop med det formål at de 'nyheder' de lancerer, har skullet påvirke den amerikanske valgkamp ved at nogle vælgere og medier troede på dem.

  Og flere steder i pressen har jeg nu læst at udtrykket "Fake News" allerede har skiftet betydning i flere diskussioner, og for nogle sprogbrugere altså 'bare' betyder "nyheder hvis indhold jeg ikke sympatiserer med."

   I den betydning har jeg læst at fx Donald Trump bruger udtrykket. Ligesom hans talsmand er fræk nok til at kalde en bevidst og indiskutabelt løgnagtig nyhed for én nyheder der bygger på "alternative facts."

Jeg gik nogle dage i sidste uge rundt og spekulerede på hvordan jeg skulle finde et godt og helt sikkert eksempel på en falsk-nyhed - til at eksemplificere genren.

   Og så røg jeg jeg selv i sumpe med en ordentlig maveplaster! Til mine over tusinde FB-vennerne måtte jeg skrive denne opdatering - med flovmandens rødeste ører:

Kære FB-venner:

Jeg beklager at jeg for et par dage siden var for hurtig til at dele en falsk nyhed, som jeg naturligvis nu har slettet. Overskriften startede med "Israeli President: ..." og så fulgte et "citat" af en udtalelse som den nuværende israelske præsident Reuven Rivlin aldrig er kommet med.

   Artiklen stammer fra en "nyhedshjemmeside" der forkortes AWD ("Another Western Dawn") som angiveligt er publiceret fra Pakistan. Den var delt af en troværdig ven, og en anden troværdig ven gjorde mig opmærksom på brøleren.

   Og det var netop som jeg var ved at lægge an til at skrive et blogindlæg om "fake news" (på dansk "fup-nyheder"), som jo ud fra det synspunkt at de på snedig vis blander falskt og sandt, interesserer mig som en form for 'faktion' (ligesom fx 'mocumentary' eller 'aprilsnar'). Men så kan jeg lære det, kan jeg!?!?!? Og undskyld venner!

Det jeg og min kilde var gået i vandet på, var efter alt at dømme en ægte 'fake news'-artikel fra en ægte falsk-nyheds-netside.

 

Wikipedia skelner mellem 'Fake News Websites' også kaldet 'Hoax News', og 'Satire News Sites'.

    Man kan finde aktuelle lister på engelsk over de to slags fup-nyhedssider.

Her et link til en liste med 'satirenyhedssider', der defineres sådan her:

This is a list of satirical news websites which are satirical bent, or parodies of news, which consists of fake news stories and other humor. They are not to be confused with fake news websites, which deliberately publish hoaxes in an attempt to profit from gullible readers.

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_satirical_news_websites

Her et følger et link til en liste med 'fake news sites' der defineres sådan her:

These sites intentionally publish hoaxes and disinformation for purposes other than news satire.  

   This list also excludes sites that promote conspiracy theories based on apparently genuine belief (as opposed to a conscious intent to misinform or to gather web traffic).

   Some of these sites use a URL that ends in .co or otherwise resembling genuine news sites

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_fake_news_websites

Det er naturligvis vigtigt at (kunne) skelne mellem løgne for sjov og løgne for alvor. Og helst lige så skarpt som i Piet Heins begavede gruk:

Den, som kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

Til de formål som kendetegner bevidst løgnagtige 'fake news sites' hører: god gammeldags propaganda, poltisk dis- og misinformation,  bevidst forbrugervildledning (fx annoncer for varer man ikke har), og falske, men troværdige sensationsnyheder - udsendt på nettet bare for at få så mange reklameklik som muligt - og altså for at tjene penge.

På Facebook kunne jeg også for et par dage siden se at en ATS-historie var. som det hedder, 'gået viralt' på nettet - og var blevet kommenteret i lange forargede spor som om den var sand.

   For læsere af denne blog som ikke kender til ATS (forkortelsen står for "At Tænke Sig") og hvad en ATS-historie er, kan jeg oplyse (og tro mig) at der under den genrerubrik i en fast spalte på bagsiden af Politiken netop bringes mange "falske nyheder": format, form, vinkling, citater, sprog og illustrationer er den typiske avisnyheds, indholdet er satirisk eller parodisk rettet mod mere eller mindre absurde eller latterlige artikler eller udtalelser i medierne, herunder i Politikens egen 'seriøse' del.

   ATS-historien som jeg selv morede mig meget over, var illustreret med dette foto:

Historien fortalte at det helt almindelige danske ægtepar som for nylig havde vundet en lottogevinst på over 100 millioner kroner, nu af "retten" var blevet fradømt gevinsten igen fordi de - fantasiløst - i første omgang ikke ville bruge pengene til andet end nye tagrender og køb af en bil - og så oven i købet kun en kedelig Hyundai:

ATS: Lottovindere dømt til at betale gevinst tilbage

ATS-DOMSTOLEN: LOTTOVINDERE DØMT. 

Thi kendes for ret! 

Ægteparret Leif og Aase fra Ølsted, som har vundet 114 millioner i Eurojackpot, findes skyldige i manglende fantasi ved offentligt at have erklæret, at de vil bruge pengene på nye tagrender til deres hus samt en bil af mærket Hyundai.
   Retten finder, at dette er alt for uambitiøst, og at de tiltaltes udtalelser er egnet til at håne spilkunder, der drømmer om den store gevinst for at kunne rejse Jorden rundt, bade i champagne og leve et generelt luksusliv iført spraglet sommertøj.
   Med hensyn til de af Leif og Aase fremsatte ønsker finder vi, at et nyt hus samt en Tesla eller en Porsche ville have været mere passende i forhold til gevinstens størrelse.
   De tiltalte skal inden 1. februar tilbagebetale 114.000.000 kr. til Danske Spil og frakendes samtidig retten til at deltage i lottotrækninger i en periode af 5 år.

http://politiken.dk/bagsiden/art5792877/Lottovindere-d%C3%B8mt-til-at-betale-gevinst-tilbage

Hvad er det lige ATS her forholder sig parodierende og satirisk til?

   Det er reaktionerne på blandt andet Facebook og viderefortalt af EB, BT og MetroXpress m.fl. over at der ikke lå en god eventyrlig og fantastisk historie i vindernes reaktion på at have vundet lottopræmien.

Ifølge 'Læsernes Redaktør' Bjarne Schillings faste søndagsspalte i Politiken, var der altså chokerende mange bruger der havde kommenteret ATS-historien på Facebook som om det var en rigtig - altså sandfærdig - nyhedsartikel!

   Og forargelsen blandt disse kommentatorer var gevaldig stor.

   Her et eksempel på en typisk kommentar:

De skal have lov til at beholde deres velfortjente 114 mill og så må danske spil og deres juridiske retningslinjer straks fjerne deres klamme hænder fra deres gevinst. De må bruge dem på lige nøjagtig det de vil. Og det skal hverken en organisation eller staten gøre sig til herre over vil jeg mene. Om de så ville holde grillfest for hele den lille by. De er en om´er dansk spil.

Og her et eksempel mere på en kommentar til den ATS-historie:

ej hvor jeg brækker mig, hvem fuck skal bestemme hvad de bruger deres penge på! folk skal bare stoppe med at have så ondt i røven. FUCKING TIL GRIN! Pinligt danmark.

Der er ikke noget nyt under solen, fristes man - lidt arrogant og elitært - til at sige.

Enhver traditionel papiravis har siden tidernes morgen på bagsiden haft "morsomme" artikler, vittigheder, citater, tegninger.

   Genren er kendt i Danmark helt tilbage fra Meir Aron Goldschmidts satire-ugeavis Corsaren (1840-1855) som blandt andet udleverederede Kirkegaards særprægede 'apparition' når han gik rundt i byen - til morskab for københavnerne.

    På TV havde DR i 70´erne og 80´erne tradition for hver lørdag at udsende en række parodier og satire-indslag under forskellige navne som "Hov Hov" eller "Uha Uha".

    På DR-radioens P1 har man hver morgen en gang om ugen  i en årrække lidt i 8 kunnet høre satiremagasinet "Selvsving". Det er nu netop holdt op.

    Og i USA var "The Daily Show" med komikeren John Stewart som vært, i årevis - efter sigende - en vigtig kilde for mange unge amerikanere til at forstå hvad der foregik i de forskellige kanalers seriøse "News"-udsendelser. Og vi kunne også se udsendelserne på en af DR´s kanaler.

   Daily News kører videre med en ny, og ikke nær så populær vært.

   Den franske satireavis "Den lænkede and" der kombinere satire med undersøgende journalistik, blev udsat for et forfærdeligt terrorangreb fordi de gjorde grin med Muhammed.

Hvad er fælles her?

   Der er tale om en tekstlig eller visuel fremstilling der ikke er sand, men opdigtet - og som i form og udtryk ligner og fremtræder som en sandhed.

   Og i de ovennævnte eksempler er meningen at publikum skal gennemskue 'løgnen' og forstå den som en slags fiktion, og morer sig over dens - helst overraskende - lighed med en sandhed.

   Men det kan de ikke altid, viser det sig.

Hvordan gennemskuer et publikum at der er tale om en satirisk løgn iklædt sandhedens form og udtryk?

   Det handler altid om konteksten - om den udtryksmæssige ramme som signalerer at det der fortælles ikke skal tages for alvor, men er for sjov.

   En sådan kontekstramme er fx overskriften "ATS" og placeringen i en enkelt spalte placeret helt ude til højre på bagsiden af Politikens første sektion.

   Enhver tekst og ethvert billede inden for den ramme, skal forstås ironisk, og de 'kendsgerninger' der leveres i teksterne, er typisk en blanding af sandt og falskt.

   Og sådan forstås  det også af enhver fast læser af Politiken - og af mange andre avis-fortrolige borgere.

Men hvad hvis man ikke læser avis og ikke kender til Politiken og dens faste satirespalte på bagsiden? Og ikke ved at overskriften ATS er navnet på den spalte? Og man kun ser historien på Facebook uden den avis-kontekst som ellers udgør dens papiravis-reservat? Og man så i øvrigt har en tåget forestilling om at samfundets institutioner godt kan tænkes at være så mægtige at de kan trække en lottogevinst tilbage hvis de er utilfreds med vindernes måde at ville bruge pengene på.

   Så er forargelsen vel berettiget? Og det at give udtryk for den i en kommentar på Facebook vel helt OK? Og ikke noget at grine af?

 

Læsernes redaktør forklarer at man havde troet sig sikker mod misforståelser med følgende oplysende kontekst:

På Facebook havde overskriften fået tilføjet 'ATS:' Og lige under den blev det forklaret, at 'ATS er Politikens satirespalte'. Fra selve nyheden var der et link til hele ATS. Så skulle man tro, at alle var med på, at det var tant og fjas. 

Ja, måske kender mange Facebook-brugere heller ikke betydningen af udtrykket 'satire' og 'satirespalte', tænker jeg. Men Politikens læsere og journalister gør det jo nok!?

Læsernes redaktør kan så berette at det slet ikke er første gang at ATS-artikler er blevet taget for pålydende:

Da ATS i sin tid citerede bstyrelsesmedlem Abbdid Wahut fra det muslimske flertal i boligforeningen Egedalsvænge i Kokkedal for, at der ikke måtte spises flæskesteg på fællesarealerne.

Da ATS under overskriften 'Nye krav til perleplader i Randers' kunne meddele, at kommunen havde pålagt sine daginstitutioner, at grise skulle indgå som  motiv, når børnene lavede perleplader.

I princippet fungerer den slags historier i forhold til et relativt uvidende læsersegment på samme måde som de aprilsnar-artikler/-indslag man hvert år finder eksempler på i de fleste skrevne og elektroniske medier den 1. april.

Aprilsnarre i medierne er en veletableret genre som udnytter fascinationen hos læserne eller publikum ved mødet med en - gys-givende og latter-vækkende - blanding af fakta og fiktion. Når den erkendes som opdigtet, vel at mærke.

   Så får man ikke bare en AHA-oplevelse, men en HA-HA-HA-oplevelse.

I den vestlige pressetradition har journalisterne (og også reklamefolk) lov til en gang om året at narre læserne til at tro at en opfundet nyhed, iklædt journalistikkens nyhedsformater i ord, lyd og billeder, og placeret mellem alle de ægte nyheder, at den er den rene og skære journalistiske sandhed.

   Igen er det konteksten der leverer forståelsen - eller misforståelsen.

Hvilke konventioner og spilleregler der er for disse aprilsnarre, det har jeg skrevet om og beskrevet i en række tidligere indlæg her på blokken.

   'Opskriften' fra 2011 gengiver jeg her i sin fulde længde:

En nyheds-aprilsnar er en en fantasi forklædt som sandhed. Andre betegnelser jeg har har opfundet til lejligheden, er "fup-nyhed", elller "mock(ing) news" - analogt til betegnelserne "mockumentary/fup-dokumentar".

   Ideen med fup-nyheden er at få læseren, lytteren eller seeren til "at bide på krogen", dvs. tro at den er sand, at den fortæller en sandhed som bidrager med en interessant og overraskende udvidelse til vores forestillinger om virkeligheden.

   Opskriften har fire ingredienser: en madding, en krog, en indpakning, og evt. et eller flere set ups til den aha-oplevelse som er aprilsnarens mål. 

Maddingen skal være en løgn der kunne være sand, sammenfattet i en påstand som hvis den var sand, har stor nyhedsværdi. Kravet er at den skal være provokerende og debatskabende - eller indeholde noget man ville frygte eller ønske var sandt. Formlen er: "utroligt, men sandt".

   Aprilsnarren må meget gerne indeholde en påstand som læserne ville ønske var sand - "a dream come true" - som f.eks. at forskerne har udviklet en ny snegleart der kan bekæmpe dræbersnegle.

   Krogen skal være udbredt viden om tendenser og foreteelser i samfundet som i andre sammenhænge har givet nyheder. Eller det skal være allerede eksisterende nyhedsframes eller nyhedsskabeloner som fup-nyheden matcher eller "logisk" ligger i forlængelse af. Det er altså krogen der leverer en vigtig del af troværdigheden.

   Indpakning af maddingen er også afgørende for aprilsnarrens troværdighed. Fup-nyheden skal sprogligt, form- og billedmæssigt være formatteret som en nyhed, dvs. der skal være dokumentation i form af citater fra troværdige kilder eller autentiske fotooptagelser/grafik der illustrerer/dokumenterer dele af nyheden. Hvis det er en tv-aprilsnar, er det lidt mere besværligt for så skal man overtale kendte eksperter, politikere eller kendiser er til at medvirke. Mange vil dog gerne være med.

   Aha-oplevelsen er målet; det - helst overraskende - pay off. Ligesom vittigheder, anekdoter og gåder, er meningen med den dramaturgiske konstruktion i en aprilsnar, at forløbet skal munde ud i en aha-oplevelse, nemlig når det publikum der er offer for den, bliver klar over at de er blevet fuppet. For nogen sker det allerede under eller lige efter læsningen. For andre kommer oplevelsen først dagen efter i når medierne afslører det, eller når den sensationelle historie bliver genstand for snak og moro i butikker, på arbejdspladser eller i omklædningsrum.

   Et indbygget set up til afsløringen af at aprilsnar-nyheden er fup, er ikke obligatorisk, men bidrager til fornøjelsen når det er med og alligevel overses. Det kan være at man i selve teksten simpelt hen nævner datoen - eller bare måneden april, eller at man fx i teksten indarbejder en ellers helt ukendt betegnelse på et fænomen i historien.

Profetisk afslutter jeg et tidligere indlæg om genren med dette 'tankeeksperiment':

Lad os afslutningsvis forestille os at man vedtog en social konvention om at nu skulle det ikke kun være en gang om året: 1. april, men en gang om måneden eller en gang om ugen, eller om dagen, man måtte lave fup-nyheder. Hvad ville der ske?

   I løbet af ingen tid ville der ske et totalt sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk (og megen anden) kommunikation forudsætter og er indlejret i. Enhver historie som var tilstrækkeligt overraskende - havde tilstrækkelig sensationsværdi - ville blive udsat for tvivl eller afvist som - "dagens", "ugens" eller "månedens nar".

   Et tankeeksperiment der viser at påstanden om at alle tekster er fiktion, eller at det ikke er muligt videnskabsteoretisk at skelne mellem faktive og fiktive tekster og udsagn, er uholdbar.

Men det er jo faktisk det der ser ud til at være ved at ske i disse år: et gradvist sammenbrud af den uudtalte faktakontrakt som al journalistisk mediebåret kommunikation forudsætter og er indlejret i, og som også de fleste af de vidende og højtuddannede eksperter som journalisterne citerer, har lænet sig op ad og levet højt på i århundreder.

Det ser ud til at det for (alt for) mange mennesker er hip som hap om det de læser, hører eller ser i medierne - og især på nettet, er fakta eller fiktion. Og det bliver udnyttet af kyniske og kreative mennesker og institutioner til en række mere eller mindre lyssky formål.

   Og hvis Face-book eller Twitter efterhånden bliver den dominerende tolknings- og forståelses-bestemmende kontekst for de fleste læsere, så vil der til sidst ikke være nogen der tror på noget af det de læser på disse medier - men ej heller på de de digitale medier og hjemmesider der stadig redigerer og 'varedeklarerer' deres oplysninger og tekster/billeder som serøs og troværdig journalistik.

Forskere og journalister har søsat termen 'det postfaktuelle samfund' - med oprindelse i det engelske begreb 'postfactual politics' - til at beskrive dette at såvel politikere som vælgere tilsyneladende over en bred bank tillægger det stadig mindre betydning om et udsagn om (dele af) samfundet er korrekt eller ej, om det kan dokumenteres eller er mere eller mindre fri fantasi. Og at forargelsen i offentligheden over at nogen bevidst og uden blusel fremsætter helt eller halvt løgnagtige påstande, simpelt hen oftere og oftere udebliver.

 

Det fortæller jeg mere om i et følgende indlæg hvor jeg også kommer ind på hvorfor vi "hopper på den", også selv om vi er oplyste og kritisk indstillede.

Her følger links til en række tidligere indlæg jeg har skrevet om 'aprilsnarre' og deres dramaturgi - med en masse illustrerende eksempler:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015_04_02_archive.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/mellemkd-og-anogenitaldistancen.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/kort-opskrift-pa-en-aprilsnar-en.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/aprilsnare-i-medierne.html

Om opfindsomme fupprofiler og fakede læserbreve - i agurketiden

Fakta eller fiktion. Faktion! 

   Jeg har botaniseret lidt i agurketidens kreative historier der har udfoldet sig omkring spørgsmålet om sandt eller falskt, virkeligt eller opdigtet. skjult eller udstillet. 

Det handler identitet, om kræftsygdom til døden, om tildækkede eller bare bryster.

For godt 14 dage siden blomstrede en agurketid-debat op - om falske profiler på de sociale medier. Afsættet var afsløringen af at en falsk profil på Instagram hvis indlæg angiveligt var fra en kræftsyg ung kvinde der løbende fortalte om udviklingen af sin alvorlige kræftsygdom, der til sidst endte med hendes død.

   Metroxpress skrev fx den 8. juli en artikel med rubrikken:

Fup-profil: 'Kræftsyg' kvinde inspirerede tusinder

Efterfulgt af manchetten: 

En ung kræftramt pige har på Instagram inspireret tusindvis af danskere med sit livsmod, ind til hun natten til tirsdag døde. Aalborg Universitetshospital afviser dog hendes påstand om, at hun har været patient der.

Serien af indlæg fra profilen slutter ifølge MetroXpress´ artikel sådan her: 

'Er blevet så dårlig, at i nat bliver sidste gang jeg lukker øjnene.'

   Sådan lyder den sidste opdateringen fra kræftsyge Clara Maria natten til tirsdag. Tre timer senere døde hun. Den 21-årige pige fra Aalborg med Instagram-profilen @Kemoland, blev fulgt af over 18.000 mennesker.

   Den dårlige nyhed kom allerede dagen efter på hendes profil. Her var det hendes læge Jakob, der skrev.

   'Jeg var med i nat kl. 03:16 da hun trak vejret fra sidste gang. Jeg savner hende. Meget.'

   Det rørte hendes følgere dybt, og mange udtrykker stadig deres følelser på de sociale medier. En enkelt har sendt en gave til Onkologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, hvor hun flere steder har skrevet, hun er indlagt. 

Men den journalistiske opfølgning afslører at profilen altså er falsk. Man kender ikke noget til pigen på den hospitalsafdeling, og har heller ikke nogen læge ansat ved navn Jakob. Det viser sig også at flere af billederne fra Clara-Maria-profilen er importeret fra andre profiler på nettet. 

http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/12965989

En ekspert på adfærd på sociale medier, Jacob Brøndum Pedersen, forklarer i Berlingske tendensen til at udnytte muligheden for falske profiler og fakede historier på nettet som en slags "leg med identiteten":

»Man leger med sin identitet, og man får opmærksomhed, likes og følgere ud af det. Det er ikke så ofte, man går hen til 100 eller 1.000 personer og snakker om kemobehandling, så pointen er, at man kan skjule sig på nettet og være anonym,« siger kommunikationskonsulenten, som dog mangler et økonomisk motiv i den konkrete historie om Kemoland:

   »Historien er ligesom et regnestykke, hvor der er for meget usikkert i. Handler det om likes, eller handler det om penge? Der er for mange ubesvarede spørgsmål, men det tyder på, at det handler om opmærksomhed.«

http://www.b.dk/nationalt/ekspert-falsk-kraeftprofil-afspejler-leg-paa-nettet

Sådan er det med nettet. Der er ingen 'gatekeepere'  og ingen garanter for at afsenderen af indlæg, tekster og billeder er den som han/hun udgiver sig for. 

   

Men betyder det noget? 

   Selvfølgelig vil mange af profilens 'følgere' føle sig forarget og taget ved næsen. 

    Men de oplevelser af empati og medfølelse og indsigt som 'følgerne' har haft undervejs ved at følge den fiktive historie som indlæggende har illustreret, har jo sådan set været gode nok, og muligvis både lærerige og emotionelt forløsende i forhold til den slags mere eller mindre tabuiserede historier.

   På mange måder minder det jo om en god aprilsnar hvor udbyttet for dem der hopper på den, er at de ved afsløringen kommer til at reflekterer over deres overdrevne tillid til medierne. 

Jeg har tidlige i år skrevet et indlæg om aprilsnarre og det der ligner i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/aprilsnar-dramaturgi-mocumentary-spoof.html

Her beskriver jeg også en af mine egne 'gimmicks' som jeg som universitetslærer udførte over for de studerende i et 'hus' på den humanistiske basisuddannelse på RUC februar -75, en 'gimmick' som var tænkt som et forsøg på at skabe debat om nogle af de ekstremt autoritære krav til elev-adfærd som 'hardcore' kommunister stillede på marxistisk orienterede skoler og universiteter.

    Jeg afslørede aldrig over for de RUC-studerende at de 'husregler' jeg foreslog indført, var fake og fiktion, iklædt terminologi og retorik fra autentiske 'ordensregler' fra det sovjettiske uddannelsessystem.

Den situation og hvad der fulgte af den, er jeg blevet mindet om af en anden agurketids-journalistisk historie der har affødt en livlig debat og forskellige opfølgninger i flere medier: historien om kvinderne der i dag ikke vil vise deres blottede bryster på stranden - i modsætning til i 70´erne hvor måske mere end 50% gjorde det - vel at mærke uden at opleve skam eller ubehag ved at vise sig offentligt uden bikinitop.

   Det er en historie der har alt: bred appel til fascination og nyfigenhed hos både mænd og kvinder, unge og gamle, et mulighed for historisk perspektiv på et markant sociokulturelt udtryk, mulighed for at diskutere 'nypuritanisme' og kropsidealer, repetition af historier og billeder fra kvindeaktivist-bevægelsen 'Femen' hvor de kvindelige demonstranter er topløse og skriver politiske budskaber på den blottede overkrop. Etc. etc.

   Jeg mener historien startede i Politiken som nyhedshistorie på forsiden i mandags under denne rubrik og underrubrik:

På Amager Strand: Kun en enkelt kvinde ligger topløs
»Det er blevet så tabubelagt, at kvinder har bryster«, siger 30-årige Sara

Serien fik fællestitlen: "Fra topløs til tækkelig". Ophavsmand var journalist Camilla Stockmann, og det var også hende der klimaksede rækken af artikler i lørdagens kulturtillæg med en omfattende feature under rubrikken:

Hvad blev der af den topløse danske kvinde?

Og manchetten: 

Danske kvinder dækker deres bryster med bikinitoppe og badedragter, fordi nøgenheden ikke længere føles naturlig. Det føles som et tilbageslag i frihed siger en af hippiebevægelsens kvinder. Men brysters betydning har altid ændres sig og blande unge kvinder gryr oprøret måske på ny.

Featurens ene bærende billede er fra Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie. Den sidste sommer' - og viser et foto fra den gang der viser en af hans kilder, Karen Grue, på vej i særtog til Thylejren:

http://oevig.dk/hippien-og-de-autonome/

Information har så også hægtet sig på historien i sit lørdagstillæg 'Højsæson', og har fundet sin helt egen historiske vinkel på historien om bare bryster: nemlig via et læserbrev fra sommeren -75 - altså nogenlunde samtidig med min pædagogiske og debatprovokerende gimmick på RUC. 

   Artiklen er af Kristian Villesen, og har rubrikken 

Nordkystens mystiske bryster

Kernen i artiklen er et læserbrev i avisen fra den 27. juni 1975 under overskriften "Beklagelige bare bryster"

»Det er jo dejligt vejr for tiden, så jeg besluttede mig for at tage en tur op til nordkysten og kigge mig om. Vi er jo så heldige her i landet, at næsten hver anden pige er frisk på at smide BHen når de er på stranden,« starter Jens Falkdorf kækt, inden han kommer til sagen: »Men ak, hvad ser man? Bryster der enten er for små eller fuldstændig flade og nogle var helt rynkede. Jeg tror kun jeg så to ordentlige par bryster ud af måske 100. Og ved ordentlige bryster forstår jeg bryster der strutter lige ud i luften. Ikke for store, det virker perverst,« skriver han og refererer til Ekstra Bladet: »Når man hver dag læser Ekstra Bladet, kunne man få det indtryk, at der er bunker af flotte piger med flotte bryster på stranden, men det er der slet ikke.«

Læserbrevet affødte en agurketidsdebat i Infomation som er sammenlignelig med den der nu har hærget Politikens spalter i en lille uge, den affødte nemlig hele 43 indlæg. Og efterlod et mysterium: Hvem var forfatteren til læserbrevet? Det viste sig nemlig at "Jens Falkdorf, Dalslandsgade 8, 2300 København S" som angiveligt var afsender, at han var falsk og fiktiv - ligesom vores Instagram-profil som indledte dette indlæg.

   Informations artikel følger så det klassiske plot fra undersøgende journalistik, hvor vi efter en præsentation og gennemgang af debatten, skridt for skridt får fortalt og dokumenteret jagten på den rigtige forfatter af læserbrevet. 

   Og det lykkes til sidst. Satiretegneren Peter Lautrup som illustrerede debatten den gang, kan afsløre at forfatteren var den daværende debatredaktører Morten Sørensen:

»Jeg delte kontor med Morten Sørensen i 1975. Der var ingen, der brød sig om at være debatredaktør, så vi skiftedes til at være det, og i den periode hang den på Morten. Han sad og brokkede sig over, at der ikke var nok gode læsebreve, og så digtede han ganske simpelt det brev,« siger Peter Lautrop.

   Først efter, det var kommet i avisen, fortalte Morten Sørensen sin hemmelighed til Lautrop:

   »Han sagde: ’Det er mit brev, og du skal holde din kæft.’ Og det har jeg gjort lige ind til nu,« siger Peter Lautrop og tilføjer: »Hvis det var blevet opdaget, var han blevet fyret.«

Set fra mit synspunkt er det faktisk interessant at dette faktionslæserbrev har stort set samme oprindelses- og motiviationshistorie som mit fakede forslag til 'marxistisk ordenregler' for 'huset' på RUC et halvt år før: En dyb frustration der afføder en kreativ og ekstremt virkningsfuld løsning: en provokerende tekst som er fiktion, men udgives for fakta.

    Redaktionen var faktisk blevet spurgt af en læser som havde fundet ud af at der ikke fandtes en Jens Falkdorf på den adresse, om man syntes at læserbrevet "var sjovt". Den vagthavden skrev som svar:

»Til evt. læseres orientering vil jeg oplyse, at Debatsidens redaktør den pågældende dag, Morten Sørensen, syntes at J.F.’s brev var 50 pct. sjovt!,«

Den morsomme og også i flere dimensioner perspektivgivende artikel i Information slutter med behørig redaktionel anger og brødebetyngethed - og ikke mindst - en interessant forklarende kontekst - som netop har med fakede læserbreve at gøre:

Sagen om nordkystens bryster er med andre ord løst – med god hjælp fra de gamle koryfæer. Den må siges at have udviklet sig i en uheldig retning for Dagbladet Information, for det er ikke ligefrem god skik, at debatredaktøren selv skriver læserbreve. Og timingen kunne ikke være dårligere, for i foråret lavede DR en historie om, at redaktionen selv har skrevet nogle af brevene i Informations lørdagsbrevkasse. Og ved en fejl fremstod det, som om vi på Information selv skriver vores læserbreve, og det gør vi ikke, understregede vi tydeligt dengang, og DR har bragt en rettelse. Og så kommer debatten om nordkystens bryster pludselig og roder op i det hele. Men det er vel den slags uheldigheder, man må være forberedt på, når man sætter et kommissionsarbejde i gang.

  Morten Sørensen er død, men Peter Lautrop kan i øvrigt fortælle, at brevet nok var en spøg fra hans side – og så alligevel ikke helt:

   »Han vidste, at det kunne sætte gang i en debat. Den der kvindesag var stor, og det hele lå og skvulpede rundt i de år, så det var meget præcist anbragt.«

   Men ren form og underholdning var det alligevel ikke fra gerningsmandens side: »Han havde altså et eller andet forhold til de der bryster. Han brokkede sig over dem,« siger Peter Lautrop.

   Det svar, som Morten Sørensen gav Vibeke Nielsen fra Værløse i sommeren 1975 var med andre ord korrekt: læserbrevet om nordkystens bryster var 50 procent sjovt.

http://www.information.dk/540268

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (9) - fakta og fiktion og spørgsmålet om genrer når broad-cast-tv transformeres til webformater

(Jeg fortsætter her blog-serien om web-tv-dramaturgi. Men skal samtidig advarer om at teksten er skrevet for fire år siden, og ikke er researchet up-to-date hvad angår eksempler fra nettet, så det er mere ræsonnement end logik end substans man skal læse efter).

Skellet mellem fakta og fiktion på tv er forholdsvis klart. Der er nogle grundlæggende, men som oftest uskrevne kontrakter eller overenskomster mellem afsender og modtager som fastlægger om vi befinder os inden for fakta-familien eller inden for fiktionsfamilien af genrer, når vi har med tv-udsendelser at gøre. For seerne betyder det at de har afgørende forskellige forventninger når de ser et faktaprogram og når de ser et fiktionsprogram eller en spillefilm.

Forventningerne går på hvad seerne/publikum kanregne med at få ud af det de ser og hører. 

   For faktas vedkommende drejer det sig om viden, argumenter og faktuel indsigt der gør det muligt at orientere sig, beslutte og handle i virkeligheden. 

    For fiktion drejer udbyttet sig om noget som vi ikke har noget særlig godt ord for: ”forestillinger”, "oplevelser", "mentale spor og aftryk" der kan levere inspiration og stof til fantasier, drømme og subjektive erkendelser der transcendere den konkrete foreliggende eller historiske virkelighed.

Forventningerne går også på hvordan de historier og fortællinger vi ser i film og på tv er produceret og hvilke retningslinjer de er produceret efter. For faktas vedkommende en række bindinger til meget specifikke produktionsvilkår og begrænsninger omkring produktion og redigering, brug af speak, mv. For fiktionens vedkommende en frihed til at producere og redigere efter hvad der kan levere de ønskede uforpligtede og uforpligtende forestillinger.

Der findes imidlertid også genrer hvor kontrakterne og dermed skellet mellem fakta og fiktion af forskellige grunde er tågede og uklare: 

    Det gælder når afsender-intentionen primært er underholdning, det gælder såkaldte blandingsgenrer og hybridformer som 'dokudrama' og 'dramadok', 'infortainment' og 'fakta-light', og den brede vifte af reality-formater hvori indgår karakterafprøvning og (social)psykologiske eksperimenter og -forsøgsopstillinger, tv-former som dokumentaristen Poul Martinsen har været pioner inden for.

   Det gælder i et eller andet altid diskutabelt forhold også såkaldte 'dokumentarfilm' – hvor der i selve genreoverenskomsten traditionelt ligger en relativt større frihed med hensyn til subjektivitet og subjektiv prægning fra afsenderen end i andre faktagenrer, somme tider omtalt som ”kunstnerisk frihed”. 

   Så gælder det også forskellige eksplicit eller implicit propaganderende genrer som reklamefilm eller ”informationsfilm” fra og om virksomheder.

I sidste instans er kontrakterne forankret i nogle garantier eller fravær af garantier omkring produktionsvirkeligheden fra en afsender(instans) i forholdet til publikum: forholdet mellem det vi som publikum ser og hører og så den virkelighed som produktionen i et eller andet omfang afspejler.

    I fakta kan man holde afsenderen ansvarlig og han/hun er forpligtet på sandheden og seriøsiteten i udsagn, og på autenticiteten i billed- og lyd-udtrykket, mens i fiktion er afsenderen legende uvederhæftig, og forbeholder sig kontraktmæssigt ret til at leger skjul med modtageren i kraft af at modtageren inviteres til at suspendere skepsis og mistro i forhold til det der vises og fortælles på skærm eller lærred – og gå ind i et ”vi lader som om det er sandt og virkeligt”-forhold til afsenderen.

I min optik drejer det sig om videre om i forhold til dette landkort af broadcast-genrer at identificere genre og formater der udspringer af eller tilpasser sig nettets formatmuligheder og særlige relationer til brugerne. 

   I hvilket omfang og på hvilke måder præger nettet og den måde det bruges på, æstetikken og dramaturgien i tv-/video-indslag på nettet - i sammenligning med broadcast tv-genrerne? 

• Hvilke broadcast-genrer bliver umiddelbart overført og hvorfor? 
• Hvilke bliver tillempet og tilpasset og hvordan?
• Hvilke er helt nye som kun kan tænkes til nettet og hvad kendetegner dem?

Kortforms-tv: 

Blandt kortformerne kan vi skelne mellem informerende genrer, som typisk er nyheder, og promoverende genrer som primært er tv-reklamer og forannoncerende selvpromoer (trailere); tv-oplysning-for borgerne, ligger midt imellem. 

   I princippet kan disse kortformer stort set uændret overføres til nettet. Det er dog spørgsmålet om produktionsomkostningerne ikke ofte er for høje, hvis de kun produceres direkte til nettet. 

   Man må imidlertid forestille sig en forenkling af fortælleteknikken når indslag kun er til nettet, en forenkling som specielt vil reducere redigeringsomkostninger, dvs. omkostninger til at lægge speak på, til at have mange klip og til sekvensklippede scener. 

   Det vil forenkle og billiggøre produktionen hvis der ikke skal redigeres så meget (eller slet ikke),og man kan i vore dage med den moderne teknologi lave kortformer hvor man har klippet i kameraet under optagelserne.

   Nyhedsindslag på nettet kan derfor forventes at være mere "rå" og "primitive" end til broadcast. Først og fremmest har man rene talking heads-interview-syncer og råklip fra dramatiske og fascinerende begivenheder som selvstændige indslag i på nyhedssites.

Den lyriske montage:

En kortform som stort set er fraværende på broadcast-tv, er 'den lyriske montage': sammensat af speak, stem­ningsbilleder (både still- og levende) og musik/reallyd. Kunstvideo-agtig.

   Den form finder vi til gengæld ofte på nettet – netop fordi den lyriske montage i kraft af sin genre (ikke-narrativ) er en kortform med ingen eller meget lidt dramatisk eller retorisk fremdrift, som kan og skal ”nydes” isoleret som en ren oplevelse. 

   På broadcast-tv vil en sådan montage altid være nødt til at indgå i et flow og der vil den fungere som en stopklods og en invitation til zapning, hvorfor den er en stor sjældenhed og altid har karakter af forsøg og eksperiment.

Lange former og formater: 

Her skelnes i broadcast-tv mellem: 

• fakta/dokumentar (illustrerende, demonstrerende, afslørende, afdækkende, afprøvende),
• underholdning (fakta light, docusoap, reality-show, sceneshow, quiz, talk-show, stand up),
• fiktion (drama-serier (føljeton), krimiserier (føljeton/episode) comedy, satire).

Hvad vi så finder på nettet er tit korte klip på 1-5 minutter som er hevet ud af udsendelseskonteksten som citater/klip fra disse broadcast-formater der jo typisk er på en halv time eller længere. 

   Klippene har karakter af ”highlights”,”gyldne øjeblikke”, "moneyshots", "watercoolermoments" – fra de længere fortællinger, dvs. dramatiske vendepunkter og klimakser, sjove 5-minutters entréer, særlig dramatisk action-scener med overraskende eller tragisk udfald. 

Fiktion:

Grundlæggende er video- eller tv-fiktion på nettet en relativ sjældenhed, med mindre man tænker på direkte download af tv-serier eller film – eller porno. Der er dog eksempler på kortforms-serier opdelt i ”webisodes” på få minutter og som direkte er produceret til netmediet. (dette kan være forældet i 2013). 

   Her citerer jeg fra power-point slide af Rune Michelsen fra vores fælles kursus Power TV-Ultra

Webtilpasset fiktion

- Korte formater (3-6 min.)

- Produceret til nettet og med fokus på playeren:

- Mange nærbilleder, få ”speciel effects”, drama i skuespillet frem for i redigeringen/ klipningen

- Ofte serier, bundet sammen kontekstuelt

- Tilknyttede communities

- Mange typer af producenter/afsendere: Professionelle, amatører, medier, ”coming-ups” med virksomheder i ryggen, konkurrencer.

- Eksempler: 'Sex, Løgn og Badminton’ (Ekstrabladet.dk), Julekalendere, ’Reaching Julie’ (Filmaka.com)

Endelig er der fiktion på nettet som specifikt udnytter hvad man kunne kalde 'interktionsfremdrift' - den fremdrift der er knyttet til at brugerne selv kan indgå i fiktionsplottets udvikling ved at skabe vendepunkter, indføre nye karakterer, etc.

Interaktiv web-tv-fiktion

- Brugerne præger handlingen

- Debatfora, blogs og polls er rammen

- Manuskriptet og dramaturgien tager afsæt i brugernes ideer, holdninger eller adfærd

Eksempel

- "Deleted” (deletedthegame.com)”…is a web TV show that promises to blur the lines between fantasy and reality by drawing viewers into an interactive game…”

- Plot: Jelly mister (i episode 1) hukommelsen efter en mystisk ulykke…Men hvad skete der?

- Producenterne lægger ledetråde, links, ekstramateriale, etc. ud, så brugerne selv kan være med til at opklare mysteriet….

Som en særligt netbaseret fiktionsgenre er der er også de såkaldt ”viraler” – indslag beregnet til ”viral markedsføring” som mimer UGC´ere (se nedenfor om brugergenereret indhold), men som altså er sat i omløb som markedsføring fordi de har skal have samme høje underholdningsværdi som mange af de autentiske UGC-indslag, og fordi netbrugerne generelt er uinter­esserede i afsender-forankring, -identifikation og-autoritet – og dermed om det er fakta eller fiktion. Bare det er sjovt.

De længere fakta-genrer transponeret til nettet

Nogle af fakta-genrerne kan fortsætte stort set uændret på nettet, blot klippet op i 5 minutters sekvenser så man både kan se dem i sin helehed, og se dele af dem i fri rækkefølge og i frit udvalg. Det gælder især 'demonstrerende' og 'illustrerende' fakta hvor 'bølgemodellen' er den dominerende form, og hvor hver ”bølge” har sin egen spændingsbue et et vist selvstændigt indhold.

   De 'afdæk­kende' fluen på væggen-faktaformer indebærer fordybelse, indlevelse, fascination. Og specielt dem der er bundet til og komponeret i et samlet kronologisk forløb med fx flere flettede historier og en lang samlet overgribende spændingsbue, vil ikke umiddelbart egne sig til nettet. 

   Principielt kan man dog tænke sig at flette enkelthisorierne ud igen, og lave små selvstændige forløbshistorier i stedet lagt efter hinanden– med tematisk sammenhæng. Men så man også kunne vælge at se dem hver for sig - og i fri rækkefølge.

   De afdækkende dokumentarer som primært er bygget op af et masterinterview med en hovedperson der portrætteres, vil kunne brydes op i enkelthistorier eller kortere sekvenser som kan ses isoleret.

   'De afslørende' faktaprogrammer transponeret til nettet, vil kunne udnytte at man kan splitte dokumentationen op og skille den ud fra den kritiske hovedhistories fortælleforløb. Og den kritiske hovedhistorie og den skriftlige del af dokumentationen vil måske slet ikke blive fortalt gennem video, men i skrevet form af en eller flere tekstartikler, således at videoen vil blive forbeholdt offer-case-syncer, afslørende klip med skjult kamera og evenetullle konfrontationsinterview. 

   I forbindelse med afslørende journalistik på nettet kan man tænke sig gådeplottet eller udfordringsplottet udnyttet interaktivt idet man kan beder brugerne om at levere yderligere dokumentation på video efter man har lanceret historien i en kort og uafsluttet version.

   'De afprøvende' faktaprogrammer er jo defineret ved at plottet i sig selv udgør den bærende ide og fungerer som hovedmotoreren i fortællingen, og de kræver derfor umiddelbart et længere forløb på mindst en halv time til at eksekvere plottet med en række 'sand­hedens øjeblikke' til sidst. 

   Dog kan eksperimenter og forsøg på video godt i sig selv udgøre tematisk forbundne web-tv-episoder, som så stykvis kan illustrere eller dokumentere en overordnet præmis - ligesom ved de afslørende. Specielt hvis de genremæssigt nærmer sig en mere rent underholdende form, som enkeltepisoder i candid-camera-tv-udsendelser.

UGC-videor: 

'UGC' står for "User Generated Content". Og spørgsmålet er her: Hvilke særlige undergenrer kendetegner web-video-indslag når de ikke udsendes af institutioner der promoverer sig selv via web-sider, eller som formidler nyheder og anden faktuel information med en faglig/journalistisk autoritet bag? 

   Det er i hvert fald karakteristisk at de udtryksmæssigt har en rå og relativt ubearbejdet karakter, og altså i selve deres udtryk som regel signalerer at de er uautoriserede fortællinger eller ugaranterede virkelighedsklip. At afsenderen altså kommunikerer gennem video på egne vegne, som privatperson og med sit eget subjektive forhold til det fortalte og til modtagerne. 

   UGC-video-indslag er i høj grad formet under hensyn til den indholds- eller genre-invitation der ligger på det site eller den portal som brugerne uploader til. 

   Det site der hedder ”5minut.com” inviterer amatøreksperter til at vise hvordan man løser praktiske problemer, altså en UGC-variant af demonstrerende faktaprogrammer:

   Her er f.eks. hvordan ”5minut.com” inviterer brugerne:

5min is a place to find short video solutions for practical questions and a place for people to share their knowledge. The idea behind 5min is very simple: any solution can be visually explained in no more than 5 minutes. Our goal is to create the first communal Life Video­pedia allowing users from all over the globe to contribute their knowledge by sharing visual guides in areas such as arts, business, fashion, sports, health, tech, food, and much more.

5minu.com findes ikke mere på nettet, og følger man linket, henvises man til en kæmpe nyhedsvideo-side: http://on.aol.com/ . Men genren 'how-to-video' vrimler det med i alle mulige webkontekster.

”YouTube” har jo i princippet alle tv- og vide-genrer repræsenteret, både broad-cast og webtilpassede og webspecifikke. Sitet inviterer bl.a. og ikke mindst til skæg og ballade, underholdning, og fakta light-klip. 

   Her er et link til de mest set YouTube-videor 2012 fordelt på genrer.

http://www.reelseo.com/youtube-top-10-videos-genre-2012/

”BBC Video Nation” inviterede bl.a. til personlige betroelser, testimonials, subjektiv følelses- og stemningsudtryk, som i dette projekt "My Story" hvor invitationen lød: 

My Story started off as a BBC project looking for ordinary people with EXTRAordinary true stories. Video Nation Network gives you the chance to share an experience which really touched your life.

Projektet er afsluttet. 'Gravskriften' på BBC-hjemmesiden: 

In 2009, the BBC launched the My Story competition to find the most remarkable true life stories in Britain. Altogether over 7,500 people sent in their stories by post or through this website. The winners' stories were broadcast on BBC One in 2010 and the judges' top stories were published as books.
http://www.bbc.co.uk/videonation/features/my_story/index.shtml  

Her er et link til en typisk video-hjemmeside med et bredt spektrum af 5 minutters klip og videoer inden for stort set alle emner:

http://www.5minmedia.com/VideoLibrary

En række hjemmesider er decideret rettet mod underholdende hjemmevideoklip som inviterer til video klip inden for følgende kategorier: 

Funny Videos - Crazy Videos - Sexy Videos - Cool Videos - Fight Videos - Extreme Videos - Stupid Videos

Generelt er skellet fakta-fiktion udvisket omkring UGC´erne, og er tilsyneladende ikke så afgørende for modtagerne. 

   Det har nok dels at gøre med at der jo ikke er nogen redaktionel og ansvarlig gatekeeper som overordnet afsender til at garantere sandhed og virkelighed til de enkelte indslag. 

   Dels har det at gøre med at de ikke indgår i et tv-flow hvor generelle genreforventninger og garantier indrammer alle indslagene i flowet. 

   Og endelig er disse web-videoers væsentligste funktion under alle omstændigheder at un­der­­holde og dele oplevelser snarer end at levere seriøs information. 

   Man kan i den sammenhæng notere sig en genre der går på tværs af skellet mellem UGC og PGC (Professsional Generatede Content) som kaldes 'spoof videos', som udgøres af visuelle sketcher, parodier og satirer, og som også lanceres som viraler.

   Og helt generelt finder man på nettet uendelige mængder af par­o­dier på allerede eksisterende mere seriøse tv-formater som nyheder og reklamer blandt de indslag som er produceret af brugerne, fx på YouTube.

Suspension of disbelief - vs - suspension of belief - noget om fakta og fiktion - og betydningen af cases i journalistikken

Jeg sidder som censor og læser en opgave i tv-tilrettelæggelse om hvordan børn reagerer på beskrivelser og fremstillinger af døden og de handlinger, oplevelser og tanker der går forud. 

   Og videre tænker jeg på de uendelige diskussioner i gennem årene i medier og blandt forskere om hvad vi kan udsætte børn (og barnlige sjæle) for uden at de bliver mærket negativt psykisk og mentalt af at blive eksponeret for den slags fremstillinger i medierne. 

   Dette jo også i lyset af gyserhistorier, zombiehistorier, spøgelseshistorier, historier og tv-indslag om massakrer på børn og voksne i krige og udsat for terrorbegivenheder. Og simpelt hen: voldsfilm!
  Men gør det noget, om alt det ækle, grusomme, blodige, rædselsvækkende i medierne, er fakta eller fiktion - journalistik eller fantacy?

Spejlneuroner  virker automatisk - alt er for så vidt lige virkeligt, set fra 'deres synspunkt'. Vores krop og den hurtigt reagerende del af vores hjerne tror umiddelbart på det øjnene ser - og spejlneuronerne er aktive som var det os selv der foretog hadlingen, når vi ser andre udføre en handling, læser om at andre gøre det - eller bar selv tænker på os selv eller andre gøre det. Og om det er virkelighed, film eller fortælling skelner de ikke mellem.

   Set fra 'spejlneuron-synspunktet' - er der ikke nogen forskel på faktiske og fiktive fremstillinger eller forestillinger. Premotorcortex-dele af hjernen aktiveres og programmeres - og de følelser som automatisk er forbundet med de oplevede eller forestillede handlinger aktiveres også. Derfor virker pornografi, blandt andet. Og en masse propaganda.

   Lidt provokerende sagt, så er alle former for visuelle oplevelser af andre menneskers handlinger lige faktuelle i her og nu-situationen. Og børn lærer først i 6-8 års alderen gradvist at skelne mellem digt og faktuel fremstilling. Nogen senere end andre.

   

Det at lære at skele fakta fra fiktion i sproglige og og-audiovisuelle fremstillinger, betyder altså at man lærer 'suspension of belief' - altså: Du skal ikke tro på at det du har hørt og set, også er sandt og virkeligt. 

    Når vi i medie- og genresammenhænge diskuterer eksplicitte og implicitte 'fakta- og fiktionskontrakter' (og spørgsmålet om 'faktion') knyttet til bestemte medier, genrer og udtryksformer, så er det altså fiktionskontrakterne der er det første man lærer at afkode og dermed udskille fra suppen af uigennemsigtig og flydende virkelighed og sandhed - dette at man bevidst skal kunne suspendere sin tro på og tillid til fortællerinstansens ærlighed og troværdighed i forhold til det der fremstilles og fortælles. 

Man plejer jo ellers at fremhæve at det at opleve fiktion - og betingelsen for at fiktion kan have realitetseffekter på modtageren - er 'suspension of disbelief' hos publikum - at man skal lære at lade som om det man godt ved er uvirkeligt - for the time being - her i biografen, i teatret - eller 'nu mens jeg læser kriminalromanen' - er virkeligt - skal tages for en slags sandhed, sådan i overført betyding. 

   Denne mentale operation - "make believe-operationen" - må være noget som foretages af de samarbejdende dele af hjernen som kaldes 'the default (mode) network' - et netværk som er kendetegnet ved at det er aktivt når vi ikke foretager os noget udadvendt og målrettet - løser opgaver og tackler udfordringer. Derfor kaldes det også i faglitteraturen 'the task-negative nework'.

   Dette netværk i hjernen udvikles langsomt over tid helt op til de sene teenagerår - sandsynligvis delvist afhængigt af det register af oplevelser, interaktioner og relationer som den enkelte møder og udsættes for op gennem barndommen, svarede til at vi nu ved at hjernen er meget mere plastisk end man hidtil har troet.

   Så sandsynligvis er der nogle mennesker der har meget let ved at "suspendere sin skepsis" i mødet med en mediebåret fremstilling, mens andre har sværere ved det. 

   Man forbinder den mentale forskel i dagligsproget med begrebet 'fantasi' - ved  fx at kunne sige at "den dreng der er meget fantasifuld" - mens "ham der er ganske jordbunden og fantasiforladt". 

Dette underbygges af de mange erindringer fra forfattere, kunstnere og videnskabsmænd som kan berette at de i deres barndom læste - slugte - helt vildt mange bøger - uanset genre og litterære kvaliteter. 

   Jeg hørte selv til den kategori - og det gjorde fruen også. 

Da jeg var 12 år flyttede min familie fra Holeby til Stege. Vi var installeret på et hotel i Stege i nogle dage, mens mine forældre gik og gjorde lejligheden i stand. Set fra mit synspunkt var den helt afgørende forskel på de to små provinsbyer i det sydøstlige Danmark, at Stege havde et rigtigt bibliotek - mens Holeby ikke havde det.
   Den først dag i Stege blev jeg sluppet løs i biblioteket, lånte en taskefuld bøger, blev fulgt hjem på hotellet. Og så havde mine forældre fred for mig i hele ugen, hvor jeg bare lå på hotelsengen og slugte bog efter bog - fakta og fiktion - fin- og trivi-litteratur - i et skønsomt rodsammen.

For de mennesker hvis hjerne er særligt disponeret i den retning, indgår stærk og aktiv fantasivirksomhed i symbiose med hjernens belønningssystem, idet man kommer i flow under læsningen. Så jeg var 'høj' og 'fjern' på bøger og fantasi i den uge. Og mange år efter.

   Jeg husker at også jeg blev kaldt "bognarkoman" af min mor i de år. Jeg ville ofte hellere blive hjemme og læse drengebøger og Anders And-hæfter end tage med familien på skovtur eller på besøg hos vener. 

Hvad siger Wikipedia om "suspension of disbelief"?

Suspension of disbelief or willing suspension of disbelief is a term coined in 1817 by the poet and aesthetic philosopher Samuel Taylor Coleridge, who suggested that if a writer could infuse a "human interest and a semblance of truth" into a fantastic tale, the reader would suspend judgment concerning the implausibility of the narrative. Suspension of disbelief often applies to fictional works of the action, comedy, fantasy, and horror genres, as well as in professional wrestling. Cognitive estrangement in fiction involves using a person's ignorance or lack of knowledge to promote suspension of disbelief.

   The phrase "suspension of disbelief" came to be used more loosely in the later 20th century, often used to imply that the burden was on the reader, rather than the writer, to achieve it. This might be used to refer to the willingness of the audience to overlook the limitations of a medium, so that these do not interfere with the acceptance of those premises. These fictional premises may also lend to the engagement of the mind and perhaps proposition of thoughts, ideas, art and theories.[1]

    Suspension of disbelief is often an essential element for a magic act or a circus sideshow act. For example, an audience is not expected to actually believe that a woman is cut in half or transforms into a gorilla[2] in order to enjoy the performance.

Jeg synes jo dette er interessant i lyset af den dyrkelse af cases som i de sidste 20-30 år er blevet mere og mere udbredt i journalistikken, både den skrevne og den tv-bårne. 

   Politiken havde fx denne illustrative rubrik den 18. december 2012:

'Fattige Carina' og 'Dovne Robert' har ændret danskernes syn på kontanthjælp

Og med underrubrikken: "

Fire ud af ti danskere har ændret holdning til kontanthjælp efter mediesager.

Casenes  funktion er at få læserne eller seerne til at suspendere deres mistro til journalister og journalistiske udsagn og til at neutralisere den mistro til abstrakte logiske fremstillinger af virkeligheden som de - naturligt - har svært ved at forankre til de nemme og mentalt spiselige 'basic-level-kategoriseringer'. 

   Og dermed også til at overlade den primære effekt af fremstillingen til spejlneuronernes emotionelle automatreaktioner - og altså til den 'tænkning' som Daniel Kahneman kalder 'thinking fast' (= 'System 1'):

System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious

System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Jeg har skrevet mange indlæg om Daniel Khaneman som du kan finde ved at søge på hans navn i denne blogs søgefelt. Det første her:

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/thinking-fast-and-slow-journalistik-om.html

To af de centrale mekanismer i 'thinking fast-systemet' er princippet 'All You See Is All There Is" - og princippet om 'cognitive ease' som gør at selve oplevelsen af casen bliver det som bevidstheden hovedsagelig forholder sig til. Identifikationen buldrer igennem.

Så spørger du måske om hvad 'basic-level-kategoriseringer' er for noget. Det har jeg også skrevet om flere gange - fx her:

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/simulations-semantik-og-de-grundlggende.html

Men her er lige en kort beskrivelse fra en af de mange pædagogiske kilder på nettet:

In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories. Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.

http://www.wisegeek.com/what-is-a-basic-level-category.htm 

'Basic-level-kategorier' er den centralt definerende del af det jeg for mange år siden navngav 'erfaringssprog', og dermed definerende for den tækning og kognition som den sprogform er forbundet med. 

   Og der er en intim sammenhæng mellem brug af 'basic-level-kategorier' i en sproglig eller audiovisuel fremstilling på den ene side - og så oplevelsen af 'cognitive ease' på den anden. 

   'Basic-level-kategorier' udfoldet i sprog, lyd og billeder, de fungerer som forførende glidecreme for forståelsen. 

   Som sofastykket "En kronhjort ved skovsøen".

Jeg har netop besøgt en kunstsamler hvor stort set alle malerier og grafiske arbejder der hang på væggene, netop ikke inviterede til 'cognitive ease' - mens næsten alle skulpturerne var sjove og cognitivt lige til at gå til! Ved første blik, men så ...!

Hvor langt er der fra film til handling - fra Lars von Triers "Dogville" til Anders Breiviks ugerninger

    (fortsat fra forrige indlæg)

Mens Pia Kjærsgaard og hendes retoriske og mentale danske følgesvende afviser ethvert medansvar for at have inspireret Andres Breivik til hans ugerninger, så gælder det jo ikke de ideologisk set nært beslægtede søsterpartier i Norge og Sverige: Fremskridstpartiet og Sverigesdemokraterne. De har offentligt givet udtryk for at de har "besindet" sig.
   Og de har dermed accepteret at deres retorik i forhold til muslimske indvandrere kan have fungeret som mentale byggesten i hans mixofobiske simulationsrum: manifestet.

   Det har filminstruktøren Lars von Trier også. Han har ifølge et Ritzau-telegram fortrudt (slutningen på) sin film "Dogville":

- Jeg har det vanvittig dårligt med at tænke på, at Dogville, som ellers i mine øjne er en af mine mest vellykkede film, skulle have været en slags drejebog for ham. Det er rædselsvækkende, siger Lars von Trier.

   Dogville ender med, at den kvindelige hovedperson spillet af Nicole Kidman, som er blevet misbrugt af de smålige og skinhellige indbyggere i landsbyen Dogville, lader sin fars gangsterbande skyde dem alle ned.

- Min hensigt med 'Dogville' var fuldstændig modsat. Nemlig at undersøge, om man kan acceptere en hovedperson, som hævner sig på hele landsbyen. Og her tager jeg absolut afstand fra hævnen, siger von Trier.

- Det er en måde at nuancere hovedpersonen og vores følelser på og måske oven i købet afdække det, så det netop ikke bliver sort-hvidt.

Lars von Trier forstår præcis hvad det er der kan tænkes at foregå i samspillet mellem hans films slutning og Anders Breiviks mentale univers når han taler om at filmen kan have fungeret som "en drejebog".  

   Filmen "Dogville" - specielt dens slutning - leverer et levende og visuelt påtrængende simulationsrum for Andre Breiviks fantasi. Gennem filmens dramaturgiske identifikations- og fascinationsgreb kan Anders Brivik - i sin fantasi - få lavet en stedfortrædende prøve på det han har gået og tænkt på og planlagt i en periode på mindst 9 år.

En fiktionsfilm, et teaterstykke, eller en roman - eller et realistisk maleri - har det til fælles at de har karakter af metaforer med det fiktive univers som "kilde" ("source") og med tilskueren eller læseren som "mål" ("target"). 

For forfatteren, instruktøren, maleren er produktionen en sproglig eller (audio)visuel simulation af en ide eller en tankegang: Hvad nu hvis..., Tænk hvis...
   Hans eller hendes værk er et visuelt eller verbalt udtrykt "tankeeksperiement" - og det står enhver modtager frit for gennem en spejlende automatisk og i princippet ubevidst simulation - at føle sig "ramt" - og dermed få udvidet og nuanceret sit selvbillede: fx til at forstå at ethvert menneske kan mentalt kan føres til at begå grusomme og umenneskelige handlinger - som hævn. 

   Eller modsat  at sige: Den historie, det univers, det maleri, den film, det "siger mig ikke noget", "lader mig kold".

   Men der er glidninger: Fiktioner har somme tider og i bestemte sammehænge fået faktaeffekt, som fx forfatteren Upton Sinclair med sin roman "The Jungle". Wikipedia:

Upton Beall Sinclair Jr. (September 20, 1878 – November 25, 1968), was an American author who wrote close to 100 books in many genres. He achieved popularity in the first half of the 20th century, acquiring particular fame for his 1906 muckrakingnovel The Jungle. It exposed conditions in the U.S. meat packing industry, causing a public uproar that contributed in part to the passage a few months later of the 1906 Pure Food and Drug Act and the Meat Inspection Act.Time magazine called him "a man with every gift except humor and silence."

Herhjemme fik Jeppe Aakjær også effekt på lovgivningen med sin roman Vredens Børn fra 1904. Den startede en voldsom debat om tyendets forhold, og fra regeringens side blev der nedsat en tyendekommision, der havde til opgave at revidere tyendeloven. Det tog dog sin tid. Først med grundlovsændringen i 1915 fik tyende stemmeret, og først med Medhjælperloven, der i 1921 afløste Tyendeloven, blev revselsesretten afskaffet.

   I begge tilfælde er der her nogle lovgivere som gennem den påvirkning af den offentlige opinion disse romaner bevirkede, følte sig "ramt" til ændre en umoralsk lovgivning.
   Og Poul Martinsen fik med sin dokumentarfilm med et iscenesat plot "Dagbog fra en fristad" påvirket opinionen så stærkt herhjemme at Folketinget i 1976 opgave at vedtage et lovforslag om Christianias nedlæggelse.

Tilbage til hovedsporet:

Man kan ikke bebrejde Lars von Trier eller nogen som helst andre kunstnere at Anders Breivik - i stedet for at forstå fiktions-filmen som en metafor - forstår den som en manual - en "drejebog" - for handling - altså som en slag fakta. Altså helt parallelt til når han går på nettet og finder manualer for hvordan man laver en bombe ud af kunstgødning. 

   Det fremgår af referater af hans manifest at mange andre forfattere og fx erfaringer med at spille krigsspil på nettet har bidraget til drejebogen. Og at faktiske begivenheder - fx også muslimske terroerhandlinger - eller nogen af de terrorhandlinger der er foregået i USA (Oklahoma-bombemanden) - har inspireret ham. 

   Det helt grundlæggende problem er den konceptuelle blending af fakta og fiktion som i Anders Breiviks mentale set up fører til at han befinder sig i et selvkonstrueret simulationsrum hvor de ugerninger som han har udført i virkeligheden, er legitime og fornuftige.

Teorien om at "neural simulation som en ubevidst og automatisk måde at forstå på" siger også at en stor del af det vi lærer når vi lærer noget nyt, sker gennem imitation, og at det er noget som spejlneuronerne formidler idet de forbinder visuelt input (synet af en andens handlinger) med motoriske output (det at man selv forsøger at udfører de handlinger man har set en anden gøre). 

   Og teorien indebærer derfor også at ikke alt det vi ser andre gøre, gør vi også automatisk og ublokeret. Der må i hjernen findes "hæmmemekanismer" som sikrer at ikke alt det som hjernen via spejlneuronerne simulerer, rent faktisk udføres som handling i virkeligheden. 

   I bogen "Mirrors in the Brain  - How our Minds Share Actions and Emotions" som jeg netop har læst, skriver forfatterne Gicomor Rizzolatti og Corrado Sinigaglia:

Imitation requiers a system which controls the mirror neurons, and this system must have two functions: facilitatory and ihibitatory. It must facilitate the transition from potential action, coded by the mirror neurons, to the actual execution of the motor act itself whwn this is requiered by the observer; but it must also be able to inhibit thes transition. If this were not so, our system would go into loop moe; every motor act we see, would immediately be replicatede. Fortunately for us this is not the case!

Forfatterne begrunder eksistensens af en sådan i "inhibition"-mekanisme med iagttagelser fra eksempler på hjerneskader: 

Patients with extensive lesions to the frontal lobe are known to have difficulty in stopping themselves frem repeating actions they see performe by others, particulay by the doctors treating them (imitation behavior).

Selv fremhævede jeg i det foregående indlæg at i det omfang simulation var forbundet med følelser, så var det ikke altid at simulationen mentalt set blev inden døre: latter og gråd som "smitter", vrede som "smitter".

En mekanisme der tilsvarende forhindrer os i at forveksle fakta og fiktion må også være noget de fleste mennesker får indbygget i hjernens mentale set up ret tidligt i deres udvikling. Og som fx må have konsekvenser for hvornår vi oplagrer information fra et medieprodukt i den deskriptive hukommelse som vi har modtaget gennem et medieprodukt eller en kilde, og hvornår vi sortere den fra.

   For nogle er Bbiblen og dens fortællinger litterære metaforer, for andre er den indiskutabel fakta.

Børn har som regel ingen problemer med at skelne mellem at de leger "røvere og politi" eller "cowboydere og indianere" - og altså simulerer voldshandlinger og død - og så rigtig og alvorlig vold, kriminalitet og forbrydelser. 

  De fleste mennesker har heller ikke problemer med at skelne mellem faktiske synsindtryk af fx en solnedgang og så de billeder de kan fremkalde for deres "indre syn" af en smuk solnedgang. Eller med at skelne mellem ønskedrømme og virkelighed. 

   Også her må der være indbygget en hæmningsmekanism som gør at den indre visuelle simulation af en forestilling, opleves som en meget "svækket" udgave af en tilsvarende virkelig oplevelse.
   For nogle grupper af sindsyge - fx skizofrene - er problemet netop at indre impulser opleves så stærkt og påtrængende at de antages som virkelige og udefra kommende, det der kaldes hallucinationer.

Men i denne blogs perspektiv er det jo interessant: den konceptuelle blending af historie og nutid som er foregået i Anders Breiviks hoved, og som kommer til udtryk i hans manifest, er jo en mental "kreativ" operation hvorved input fra aktuel nutid og input fra historisk fortid komprimeres i et nyt konceptuelt blended rum som for ham optræder som påtrængende virkelighed. 

   Anders Breivik forstår og tolker sin nutid og sin aktuelle situation ved at anskue den gennem den konceptuelle optik som udgøres af fx tempelriddernes farverige og myteomspundne historie og fx historien om osmannernse fejlslagne forsøg på at erobre Wien i 1683. Og han ser sig selv som en kriger i den kamp som stadig pågår.

   Nutidens virkelighed frames for ham gennem udvalget historiske begivenheder i fortiden som den ses i forlængelse af: kampen mellem en muslimsk verden og kultur og en kristen verden og kultur. 

   Og dem der ikke framer som ham og ser det på samme måde, dem der accepterer at kulturer blandes i vores moderne verden, de skal straffes som "forrædere".

Hvor langt er der fra ord til handling - fra Pia Kjærsgaards retorik til Anders Breiviks ugerninger? (2)

I det foregående blogindlæg forsøgte jeg summarisk at sige noget om hvorvidt vores måde at tale om indvandrere på kan få indflydelse på folk som Anders Breivik - i lyset af den teori om sammenhængen mellem tænkning, sprog, hjerne og handling (NTL) som jeg har forsøgt at forstå og videreformidle i en række tidligere blogindlæg (se slutningen af indlægget fra i går).

   Spørgsmålet er jo meget relevant og interessant fordi debatten herhjemme og i de andre nordiske lande i høj grad har drejet sig om variationer over dette tema:

Indebærer den meget aggressive - grænsende til det fjendtlige - måde at tale om indvandrere på i vores samfund - og om farerne ved af vi har fået multikulturelle samfund - at de politikere og politiske partier der har formuleret sig sådan igennem årene, har et medansvar for Anders Breiviks ugerninger og forvillede tænkning sådan som den kommer til udtryk i hans 1500 sider lange manifest? Eller er hans tænkning og handlinger noget som skal forstå som et isoleret udtryk for en gal mands sind og hjerne?

Hvor kort eller langt er der fra ord til handling - mentalt og kognitivt set? Det er det mere principielle spørgsmål.

   

Det er ikke ligetil at svare på. Og spørgsmålet er ikke nyt, men er blevet vendt og drejet i forbindelse med politisk, ideologisk og religiøst begrundede forbrydelser gennem årtier og århundreder.

   Breivik selv har legitimeret sine handlinger gennem henvisning til sit manifestet på 1500 sider. Og manifestet er er et klokkeklart udtryk for konceptuel blending af en lang række kilder, hvoraf mange har formuleret synspunkter og holdninger som er identiske med dem som Dansk Folkeparti og partiets meningsfæller offentligt har givet udtryk for: Jesper Langballe, Mogens Camre, Lars Hedegaard m.fl.

Den traditionelle forestilling - både hos hjerneforskere og menigmand - om forholdet mellem ord/tænkning på den ene side og handling på den anden, er at de to ting foregår i klart adskilte områder af hjernen. Ud fra den forestilling er der derfor mentalt set "langt fra ord til handling". En tanke udformes og sættes evt. i ord i en del af hjernen, og så sendes der en besked til en anden del: Udfør (de og de bevægelser som tilsammen udgør) handlingen.

   Når mennesker handler, så administreres og eksekveres handlingerne neuralt i et tæt samarbejde mellem de to nabomoduler i hjernen: præmotorcortex og motorcortex: Den overordnede organisering af handlingen foregår i præmotorcortex, og kommandoen til de enkelte muskelbevægelser som handlingen er sammensat af udspringer fra motorcortex.
   Tilbagemeldingen til hjerne fra alle sanserne om handlingen er blevet gennemført som simuleret, registreres i den del af hjernen som kaldes somastosensorisk cortex (postcentral gyrus).

Det som NTL-teorien siger, er at vores sprog og tænkning er "embodied" - kropsindlejret. 

   Det vil sige at de samme neurale netværk i hjernens præmotorcortex og motorcortex er aktive og "tænder": både 1) når et menneske selv udfører en specifik handling (fx tager en kop med hånden og drikker), og 2) når mennesket perciperer (ser og hører) et andet menneske udføre den samme handling, og 3) når det i tankerne forestiller sig udførelsen af den samme handling - fx foranlediget af at læse eller høre nogen beskrive handlingen i ord - eller af selv at kalde den frem i erindringen.

   Man kan nemt se dette som en neurologisk pendant til det vi kender fra den kognitive semantik som conceptual blending - som jo indebærer at man mentalt simulerer et nyt konceptuelt rum hvor eksisterende input blandes for at give ny betydning - som fx i metaforiske eller kontrafaktiske udsagn.

Dette sammenfald skyldes - siger forskerne - eksistensen af de såkaldte spejlneuroner i præmotorcortex - som funger sådan at de "tænder" i alle tre situationer. De er altså en afgørende faktor i dette at mennesker kan aflæse andre menneskers intentioner og følelser - ud fra perceptionen af deres bevægelser og ansigtmimik - idet de andres ydre adfærd opleves som spejlinger af det man selv tænker og føler i forbindelse med handlinger og ansigtsudtryk.

   De ting ved man fra ud fra iagttagelser af cases hvor forskellige dele af hjernen er beskadiget og folk fx mister evnen til at "læse" andre mennesker og dermed evnen til at omgås andre socialt.

Et bevinget slagord ord i den moderne neuroscience  er:

Neurons that fire together, wire together

Og konstateringen af det neurale sammenfald mellem handling, iagttagelse af andres handling, og tækning/ord om samme handling, er baggrunden for grundantagelsen i NTL-teorien:

Understanding as simulation  

Det indebærer simpelt hen at man forstår sproglige udsagn der beskriver en handling, ved at hjernen ubevidst simulerer handlingen, idet de samme neurale netværk er aktive og "tænder" som hvis man rent faktisk udførte denne handling.

   En engelsksproget blogger har fat i samme teori og formulerer den sådan her:

There is a relatively recent theory of linguistic meaning (semantics) called simulation semantics. It's basic idea is that when you understand the meaning of a sentence, you actually simulate what the sentence means in your head, actually firing the exact same neural structures which you would use to do the action you are hearing. So let's say, you are talking about kicking a ball. The exact same neurons which you use to kick the ball fire allowing you to understand the meaning of a sentence about kicking the ball. Your brain runs a simulation of the physical action, and that is how we are able to communicate meaning from one person to the next using language.

Skal man tage den her teori nogenlunde alvorligt, så betyder det at der hverken biologisk-fysiologisk eller mentalt er langt fra ord til handling - fra at læse om og tænke på noget - og så til at udføre det. 

   Begge dele udnytter de samme moduler i hjernen og de samme neurale netværk, men til to forskellige opgaver: en indre: simulering - og en ydre: kropslig handling.

   Dette er vel ganske relevant at overveje når man diskuterer hvad den indvandrerfjendske retorik der fx kalder fok "landsforrædere" nå de accepterer at vores samfund er blevet multikulturelt, hvad den retorik kan betyde for personlighedstyper som Anders Breivik.

Der er siden den første opdagelse af spejlneuroner i motorcortex i slutningen af 90´erne, fundet spejlneuroner i mange andre hjernemoduler. 

   I de dele af hjernen der tænder når den registrerer følelser, fx. smerte når man bliver stukket med en nål, der viser det sig at de samme neurale netværk er aktive og tænder når man ser en anden person blive stukket. 

   I sin smæknyebog "The Tell-Tale Brain - Unlocking the Mystery of Human Nature beskriver en af de helt tunge drenge inden for neuroscience, V.S. Ramachandran, om opdagelsen af "sensory pain neurons" som en slags spejlneuroner:

I like calling these cells "Ghandi neurons" becaus they blur the boudary between selv and others - not just metaphorically, but quite litterally,since the neuron can´t tell the difference. Similar neurons for touch have since been discovered in the parietal lobe by a group headede by Christian Keysers using brain-imaging teckniques.

   Think of what this means. Anytime you watch someone doing something, the neurons that your brain would use to do the same thing become active - as if you yourself where doing it. If you see a person being poked with a needle, your pain neurons fire away as though you were being poked. It is utterly fascinating, and it raises som interesting questions. What prevents you from blindly imitating every action you see? Or from litteraly feeling someone else´s pain?

Eller kunne man i forlængelse heraf spørge: Hvad forhindrer at du udfører enhver handling du får fortalt om, eller selv tænker på og overvejer, når det nu er de samme neurale kredsløb som er aktive både i tanke og handling. Hvad sikrer at den ubevidste simulering forbliver et tankeeksperiment under bevidsthedsgrænsen.

   Det forskerne oprindelig opfattede som det epokegørende i opdagelsen af spejlneuroner, var at de kunne forklare afgørende psykologiske fænomener som fx identifikation, empati, indlevelse og medfølelse - og grundlæggende sociale kompetencer som forståelsen af at de andres indre er nogenlunde indrettet på samme måde som en selv - kaldet "the theory of mind".

   Og i sidste instans kunne det forklare opståen af det menneskelige sprog og den menneskelige sevreflekterende bevidsthed og tænkning.

Men tilbage til spørgsmålet om neurologisk hæmning. Hvad forhindrer at ikke enhver mental simulation omsættes til impulsiv handling (eller tale)?

   V.S. Ramachandram skriver:

In the case of motor mirror neurons, on answer is that there may be frontal ihibitory circuits that suppress the automatic mimicry when it is inappropiate. In a delicious paradox, this need to inhibit unwanted or impulsive action may have been a major reason for the evolution of free will. Your left inferior prietal lobe constantly conjures up with vivid images of multiple options for action that are available in any given context, and your frontal cortex suppresse alle but one of them.

At der er spejlneuroner på spil også når det gælder følelser og følelsesudtryk, kender enhver. Og vi har  også alle erfaringer med at de impulser som spejlneuronerne foranlediger gennem simulation, ikke altid lader sig hæmme. 

   Følelser kan "smite": Når én griner, kommer andre til at grine; gråd hos ét barn, kan udløse gråd hos et andet, ligesom gråd på filmlærredet kan udløse gråd hos publikum; sidder én med afvisende korslagte arme, gør modparten det også; ser man én blive stukket med en nål, så vender mange sig bort; ser man én der bløder, kan man selv finde på at besvime som var bodtabet ens eget.

Spejlneuronerne når det gælder sansninger og følelser, gør det muligt at aflæse sine medmenneskers indre tilstand gennem indre simulation af observeret ydre mimik: smil>glæde, nedadbøjede mundvige>ked af det-hed, gråd>sorg, åben mund og opspilede øjne>overraskelse/frygt, krampede kæbemuskler og sammenknebne læber og øjne>vrede.

V.S. Ramachandram stiller spørgsmålet hvorfor de sensoriske spejlneuroner ikke automatisk og altid får os til for alvor at føle alt det vi er vidne til hos andre. Han forklarer det med at "nul-signaler" fra egne "receptorer" (=sansenerver i huden) kan tænkes at fungerer som en hæmning:

Speaking in more general terms, it is the dynamic interplay of signals from frontal inhibitory circuits, mirror neurons (both frontal and parietal), and null signals from receptors that allow you to enjou reciprocity with others while simutanously perserving your individuality.

Det den kloge mand refererer til, er altså at der i den del af hjernen som kaldes prefrontal cortex sidder to centrer: ét som planlægger og organiserer handlinger (den øvre dorsolatrale cortex), og et andet som er sæde for bedømmelse og kritik af handlinger, samt center for intern belønning og straf (den orbifrontale cortex). Og som derfor i samspil med spejlneuroner og sensoriske receptores "tavshed", bestemmer om mentale simulationer omsættes til handlingsimpulser eller de bliver "tilbageholdt" i hjerne som som ubevidste eller bevidste tanker, forestillinger og fantasier.

Jeg får en association til skellet mellem fakta og fiktion. 

   I princippet skulle fx en film eller en skreven tekst set gennem spejlneuronernes optik, opleves og forstås gennem mental simulation på samme måde - uanset om den er faktiv eller fiktiv.
   Men nogle tekster og billeder lagres ikke som faktisk oplysninger om den virkelige verden, mens andre gør.

   Der må  være en neurologisk hæmme- og sorteringsmekanisme på spil der minder om det samspil som Ramachandran beskriver ovenfor, en mekanisme som gør at vi kan skelne mellem fakta og fiktion, og som frasorterer alle fiktionernes input fra at indgå i det mentale billede af den ydre fysiske omverden som vi orienterer os efter og handler i forhold til. 

   Samtidig kan vi godt blive følelsesmæssigt berørt af en fiktiosfilm som om vi levede og handlede i fiktionens verden. Dér er der ikke nogen hæmning.

Min blogger fra før er også optaget af de spejlneuroner som er aktive ved at spejle følelsesudtryk hos andre og følelser beskrevet i ord:

This research has also gotten into emotion, so when you hear the sentence "John is happy" some of the same neural structures that are the emotion of being happy are engaged. (...)

   This is all a very powerful idea and would seem to tell us a lot about why art works. Here I am thinking about reading fiction. If reading a happy story engages the very neurons which make us happy, then it makes sense that books have the effect they do. It is also useful for personal Emotional Intelligence for lack of a better term. Namely, it explains why people can get in a cycle of sulking. They start off thinking about some bad experience; this then starts a sad simulation; if not completely blocked, you start feeling sad; then you think more sad things; etc and you go off on a spiral of sulkiness that you have a hard time breaking out of.

http://pacatrue.blogspot.com/2005/05/simulation-emotion-and-runaway.html

"Sulk" betyder at være ked af det eller at surmule.
   Og så primitiv beskrivelsen end er, så er den på en sær måde et meget godt billede på den mentale nedsmeltning over 9 år, som Anders Breivik ifølge medierne har gennemløbet samtidig med at han har samlet citater ind der kognitivt kunne underbygge og bekræfte hans paranoide simulation af verden og sin egen rolle i den.

Jeg har tidligere beskrevet at retorik og dramaturgi er redskaber til at skabe komplekse symbolske simulationsrum - i princippet sådan at dramaturgien er orienteret mod de fiktive og retorikken mod de faktive.

   Fidusen ved simulationsrum skabt gennem ord og billeder (romaner, film, afhandlinger, manifester, journalistiske rapporteringer, historie) er at de gør det muligt for et publikum mentalt "at se sig selv"  og i tanken "at prøve sig selv af" i dem.  Og "at se" er jo stadigvæk metafor for "at forstå" (=simulation).

   Publikum skal, når disse fremstillinger fungerer efter hensigten, ende med at "føle sig hjemme" i de simulationsrum - og dermed blive forført til eller overbevist om de handlemuligheder som disse rum muliggør og retfærdiggør.

   Jeg citerer endnu en gang fra James Gearys bog "I is an Other" hvor hans konklusion er at en fortælling er et en "prøve" i bevidstheden - en simulation - på en "forestilling" der kan eller skal spilles i virkeligheden:

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals.

   Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life.

   The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters.

   Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds.

   Stories are rehearsals for real life.

Jeg repeterer lige med stor skrift:

Stories are rehearsals for real life

Man kunne måske ud fra en naiv betragtning tro at Anders Breiviks handling er en følge af en skadet hjerne, en ødelagt orbifrontal pandelap som normalt hæmmer impulsive destruktive handlinger.

   Men det stemmer ikke med at han i 9 år har skrevet på sit monstrøse manifest og detaljere planlagt sine ugerninger.
   Måske er det mere frugtbart at se hans manifest som en overdimensioneret fortælling hvorigennem  han i fantasien har afprøvet - simuleret - sine planlagte terrorhandlinger.

Hvad er det Anders Breivik har skrevet på i alle de år - i sit manifest med titlen: "2083"?

   Det er et verbalt,  visuelt og emotionelt paranoidt simulationrum hvor fakta og fiktion er blevet blended i en stor konceptuel pærevælling - gennem input fra et utal af kilder: citater, slagord, rollemodeller, analogier, metaforer, lignelser, metonymier (jfr. billedet af ham selv i uniform), mytologiske fortællinger (tempelridderne, kristendommens historie).

   Det simulationsrum som han har bygget op - "mursten" for "mursten" - har han sammenstykket efter en indre konstruktionsplan sådan at han mentalt kunne "føle sig hjemme" i det. En konstruktionsplan som har været styret af hans mixofobi.

I det konceptuelle rum som han har set som et sandt billede af den faktiske virkelighed, har planerne for hans monstrøse ugerninger derfor også set helt fornuftige og legitime ud. Og først og fremmest har det været "nødvendige", som han selv har sagt. 

   Og han selv har derfor ikke været underlagt de hæmmende mekanismer som for os andre gøre det muligt at skelne simulerende fiktion fra simulerende fakta - at sætte en mental grænse mellem metaforiske fantasier på den ene side og en virkelighed man kan handle i på den anden.

Har Pia Kjærsgaard og ligesindede politikere og bloggere bidraget væsentligt til dette mixofobiske og superblendede simulationsrum?

   Ja, det har de - ingen tvivl om det. Det ligner rigtig meget på mange punkter.

   Men de kan hævde at når de taler om den aktuelle virkelighed og om frygten for fremtidens samfund, så er en stor del af det metaforisk ment: "krig" mellem kulturer, "kamp" mellem religioner, "forræderi" mod nationens værdier etc. 

   Dog har de også jævnligt blandet fakta og fiktion. Når fx Mogens Camre citeres for det følgende, så er der ikke megen metaforik i det: 

Vores samfund har en voksende underklasse af mennesker, som aldrig vil blive integreret, men som dag for dag vil rive det danske samfund i stykker, fordi den islamiske kultur ødelægger ethvert samfund. Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores fremtid, og vi vil hindre, at islam sætter nogen dagsorden i Europa. Den tro hører til i en mørk fortid og dens politiske mål er lige så ødelæggende som nazismens. Islam skal ikke have muligheden for at tage Europa fra os.

Megen metaforik er der heller ikke at spore når Lars Hedegaard citeres for:

De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.

Ej heller når Pia Kjærsgaard kan citeres for:

De ville nemlig ikke i deres vildeste fantasi have kunnet forestille sig [i 1900], at store bydele i København og andre danske storbyer, i 2005 ville være befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin. Med medbragte primitive og grusomme skikke, såsom æresdrab, tvangsægteskaber, halalslagtning - og blodhævn. Det er nemlig lige præcis det, der er sket. At titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005 - i stedet for i 2005 - er søgt til et land, der for århundreder siden lagde middelalderen bag sig.

Hvis disse folk selv blander mixofobiske fantasier med faktuelle udsagn, så kan det netop inviterer og inspirerer personlighedstyper som Anders Breivik til at gøre det samme.

Har de samme mennesker et moralsk (med)ansvar for det samlede mentale byggeri - manifestet "2083" - som Anders Breivik har legitimeret sine ugerninger med? Og dermed indirekte for hans uhyrlige terrorhandlinger?

   Vel ikke noget større ansvar end den presse og de journalister som i alle årene - gennem citater og referater fra de indvandrerfjendske og multikultur-kritiske kilder - har leveret autoritativt stof og hadsk stemning til Anders Breiviks mentale arbejde for at få bekræftet sin mixofobi.

   Men det har de måske også?

P.S. Hører Anders Breivik til kategorien af "særligt kreative personligheder"? 

   Ja, i den grad er han jo "to personer i en": Dr. Jerkyll og Mr. Hyde. 

   Beskrivelsen af hans barndoms- og ungdomsår: skilsmisseforældre, flyttet omkring i verden, ondt i farforholdet, mobbet i skolen. Det er "lige efter bogen".
   Men "vreden" og grænseoverskridelsen blev ikke kreativ, men i ren destruktion.

     (fortsættelse følger)