 |
| Illustrerende computerhjulpet billede af 'Tivoli Kanten' som ikke blev til noget, men næsten .... |
I de to foregående indlæg om "det som ligner, men ikke er" har jeg fokuseret på modeller som noget modelbyggerne og modelkunstnerne lavede "for sjov" - for at opnå en - i bred forstand - 'underholdnings- eller fascinations-effekt': en umiddelbar oplevet fascination ved at modellen havde skiftet materiale i forhold til originalen, og/eller størrelsesforhold og/eller placering i virkeligheden - i forhold til det den var en model af.
Nogle modeller, fx skibsmodellerne på museet i Helsingør, bliver også lavet for at publikum kan nyde muligheden for at overskue en ellers uoverskuelig artefakt ved at modellen mht. udseende på den ene side er en nøjeregnende kopi i mindste detalje, men på den anden side nedskaleret så den er til at overskue i noget der minder om et fugleperspektiv.
I alle tilfældene var der noget magisk i den måde modellerne fungerede i forhold til et publikum.
Det følgende handler om tegnede modeller på papir af bygninger som ved hjælp af 500 år-gamle principper for perspektivtegning fungerer effektivt redskab for arkitekter til at visualiserer det de ved hjælp af sin forestillingsevne ellers kun kan se for sit indre øje.
Da jeg for mange år siden arbejdede i DR's interne udviklings- og kursus-afdeling, havde man ovre hos scenograferne fået anskaffet sig det nyeste nye inden for computer-hjulpet tegning af scenografier til tv: et sikkert smadder dyrt grafisk computerprogram som gjorde det muligt at se en tegnet scenografi fra alle mulige vinkler og beskæringer - ved at klikke igennem en række instrukser.
Og det var vigtigt for produceren i kontrolrummet når han skulle planlæge kameragangen: Hvad hans/hendes forskellige studiekameraer kunne vise af billeder fra forskellige vinkler og med forskellig afstand til motivet.
Jeg overværede en enkelt demonstration og var dybt imponeret og - ikke mindst - fascineret. Computermodellerne på skærmen gjorde det muligt for producer og scenograf at arbejde meget bedre og kreativt sammen - inden selve produktionen skulle afvikles.
Men, og det husker jeg også, det tog lang tid for computeren at indløse bestillingen, den stod og 'tænkte' længe inden svaret kom. Og det krævede megen computerkraft der fyldte rigtig meget som fysiske kasser i rummet.
Jeg er ikke sikker, men jeg tror man kaldte denne grafiske computer for "monster".
Her er vi inde på en form for 'modeller' som noget der ligner noget, de ikke er, men som helst skal blive virkeliggjort. Modellen som en forudsigelse af en mulig virkelighed - en scenografi - der skal konstrueres efter modellen.
Og i vore dage går det hurtig. Fra den gang at være et monster, så er det for vore dages arkitekter, computerhjælp til tegninger en hurtig og smart genvej i forhold til at modellere og visualiserer de tænkte, foreslåed og planlagte byggeprojekter
Modeller i den forstand skal anskues som et fysisk udtryk for en fantasi hos en arkitekt til brug for beslutninger om at realisere eller forkaste et planlagt byggeri eller ændre på det. Men også som udgangspunkt og afsæt for de konstruktionstegninger som man i næste fase skal styre byggeriet efter.
På engelsk har man begrebet 'the mind's eye', dette at man som menneske kan forestille sig noget - en fantasi fx - for sit 'indre blik'/på den 'indre skærm'.
Her drejer det sig om at oversætter billeder fra 'the mind's eye' hos en arkitekt til en ydre fysisk visuel ting - en tegnet eller bygget model så han kan dele forestillingen med andre.
Idag har Politiken en anmeldelse af et af de nyeste arkitekttegnede - og -tænkte bygningsværker i det centrale København: 'Tivoli Hjørnet', hedder det nu, på hjørnet af Bernstorffsgade og Vesterbrogade, på den grund hvor restaurant Nimb tidligere havde til huse. Og før igen: restaurant Wivex.
 |
| Restaurant Nimb-hjørnet, med Tivoli i baggrunden. |
Det færdige byggeri der åbnede fredag den 17/11/17, bliver bedømt meget positivt af Boris Brorman Jensen, som medgiver at han fra starten var skeptisk.
Man kan ellers sige at det arkitektfirma der har tegnet projektet, borger for både kvalitet og originalitet: Pei Cobb Freed & Partners, som ifølge artiklen er arvtagere efter "selveste M. J. Pei, som mange sikkert forbinder med glaspyramiden foran hovedindgangen til Louvre Museet i Paris."
Det gjorde jeg nu ikke lige, men til gengæld forbandt jeg navnet med et fantastisk og fascinerende kunstmuseum som jeg og fruen besøgte i Japan i 2009: The Miho Museum.
Vejen ind til museet går igennem en tunnel boret gennem et bjergmassiv. Og selve museet er for størstedelens vedkommende gravet ind i bjergsiden, hvis natur og udseende derefter er reetableret. Så museumsbygningen er meget lidt synlig udefra.
 |
| Indgangen til The Miho Museum. |
Læs mere her om arkitekten M. J. Pei, og hans karriere som en af de helt store modernistiske arkitekter - ja, og som har udfoldet sin kreative virksomhed i rigtig mange lande:
Tilbage til København og hjørnet mellem Vesterbrogade og Bernstorffsgade ...
Jeg er næsten sikker på at der er lavet fysiske 3 D-modeller af bygningen som nu udgør det nybyggede 'Tivoli Hjørnet', og at der - efter projekt blev godkendt - også er lavet en række nøjagtige konstruktions-tegninger som arkitekterne har fodret ind i en computer som så har svaret med på skærmen at levere tegnede og delvist farvelagte billeder i det rigtige perspektiv: fugle- eller i øjenhøjde, eller hvad der nu er brug for.
Men jeg har ikke lige kunnet finde dem på nettet.
Går man tilbage i tiden, så kan man godt på nettet finde konstruktionstegninger til byggerier af kendte arkitekter til ambitiøse projekter som de har liggende i arkivet - og som kan ses i digitaliserede udgaver.
Og for nylig har Politiken så bragte en historie om at Københavns Kommune der efter digitalisering af en tredjedel af tegningerne i deres arkiv, har brændt originalerne, fx orginaltegningerne af P.V. Jensen Klint til Grundtvigskirken som har skullet afleveres til datidens 'Teknisk forvaltning' for at få godkendt projektet:
Men det er en anden historie som jeg vender tilbage til en anden gang: Hvorfor er den digitaliserede udgave ikke lige så god som originalerne? kunne man spørge.
Tilbage til Tivoli-fornyelsen ...
Da en store del af 'Tivoli-Kanten/-Hjørnet'-projektet er med gennemsigtige glasfacader, er det måske grunden til at man ikke har villet vise pap-og plastik-moddeller af det tænkte byggeri.
Den slags fysiske 3 D-modeller i den slags materialer kunne faktisk komme til at se så relativt primitive og ucharmerende ud at politikerne alene af det synsindtryk kunne finde på ikke at ville godkende den.
Dog: Her er en såkaldt isometrisk tegning af projektets første version set fra luften, vist i flere avisartikler foråret 2014:
| Skitsetegnet ideoplæg til 'Tivoli-Kanten/-Hjørnet', som blev nedstemt af politikerne forår 2014 |
Den her er i fugleperspektiv og giver nogenlunde samme muligheder for at fantasere sig til det endelige resultat for politikere og borgere, som en nedskaleret hvid pap-/plastik-model ville kunne levere.
Men man kan ikke gå rundt om den. Og jeg kan ikke udelukke at der findes tilsvarende tegninger fra andre vinkler.
I først omgang blev projektet som vist ovenfor, stemt ned af et flertal af politikerne i Københavns rådhus: 7-3, som man kan læse om her:
Ud over tegningen her har politikerne også fået vist flere delvist computertegnede og selvfølgelig stærkt idealiserede fotolignende fremstillinger - som har mindet mere de gamle fantasi-stimulerenede akvareltegninger som alle arkitekter tidligere havde lært at at lave på Arkitektskolen - for at kunne 'sælge' dere ideer og visioner til byggeherren.
Her en af den slags computerhjulpne farvede og fotorealistiske visualiseringer af det første skitseprojekt som blev afvist af politikerne.
 |
| Computertegnet og farvelagt visualisering af det nedstemte projekt. Illustrationen gør brug af 2-punktsperspektiv, men ligger tæt op af 1-punktsperspektiv |
Billedet illustrerer en moderne form for visualisering til brug for offentligheden og bygherren som skal godkende/købe det. Der er tale om en 'model' hvor man monterer fotografier af omgivelserne sammen med en fotorealistisk fremstilling af selve projektet.
Altså en slag faktion - konceptuel blending - som er blevet muligt efter at man ved computerprogrammers hjælp usynligt for øjet kan mixe fotos med tegnede og farvede modeller af projektet.
Og som et lille sidspring: Det er værd at bemærke at Arne Jacobsens akvareller til mange af sine projekter er højt anerkendte for deres artistiske kvaliteter - og derfor udgivet i en fin bog for nogle år siden (som jeg har).
Det samme gælder i øvrigt akvarelfarvede tegninger af mange af Finn Juhls møbler (der har jeg også bogen).
Et halvt år efter blev et projekt der lignede ganske meget, fra de samme arkitekter så alligevel godkendt som grundlag for at Tivoli kunne fortsætte med byggeplanerne:
| Isometrisk skitse af det godkendte ideoplæg, som man efterår 2014 fik grønt lys for at gå videre med af politikerne. Illustrationen gør brug af 2-punktsperspektiv. |
Også den her modeltegning opfylder nogenlunde den samme funktion som en hvid pap-/plastik-model ville have kunnet levere. Men man kan også her kun se byggeriet fra én fugleperspektiv-position (men til gengæld er version 1 og 2 nemme af sammenligne).
Her nærbillede-tegninger af 'Tivoli Hjørnet' der først hed 'Tivoli Kanten' monteret sammen med et fotografi af omgivelserne - hovedbanegården.
Først vises en visualisering af den forkastede version, så af den godkendte - begge set i et øjenhøjde-perspektiv:
 |
| Nærbillede af Tivoli Kanten/Hjørnet i det afviste skitseprojekt. Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv |
 |
| Nærbillede af Tivoli Hjørnet i de senere godkendte projekt. Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv |
Her endnu en nærbillede-visualisering fra en anden vinkel af det nedstemte projekt hvor 'sammenstødet' mellem den gamle ny-klassicistiske indgangsportal og den nye organisk 'bølgende' glasarkitektur tydeligt illustreres.
Og det var åbenbart 'bare for meget' for flertallet af politikerene:
 |
| Hjørnet i det forkastede projekt der støder op mod den gamle Tivoli-indgangsom bliver bevaret. Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv |
Den slags næsten fotorealistiske model-visualiseringer kunne arkitekterne vanskeligt lave for 50 år siden og tidligere.
Her til sammenligning et par af Arne Jacobsens arkitekturtegninger - håndtegnede og håndmalede akvareller fra 30'erne:
 |
| Skitsetegnet akvarel til projekt 'tankstation' der blev realiseret 1936 |
Bemærk at tankstationen er set i fugleperspektiv, som også ville være det perspektiv vi ville se den i hvis det havde været et foto af en fysisk bygget 3 D- pap-/plastik-model. På en måde kombinerer sådan en akvarel-skitse de to slags visualiseringer som vi har set brugt ved 'Tivoli Hjørnet'.
Netop i dette perspektiv kan man se at Arne Jacobsen har taget afsæt i sin egen spisestuestol 'Myren' da han designede taget til tankstationen.
Her et foto af den virkeliggjorte arkitektoniske fantasi, fotograferet og dermed set i øjenhøjde:
 |
| Arne Jacobsen: Tankestation - foto af realiseret projekt |
En tilsvarende udgave af motivet og næsten lige så fotorealistisk som dette ville man idag kunnet lave ved computerens hjælp.
Men som Pei Cobb Freed & Partners, så mødte Arne Jacobsen også flere gange modstand fra rådhuspolitikere som rekvirenter på projekter som arkitekt-sagkundskaben eller bedømte som fremragende forsalg.
Her to visualisering fra Arne Jacobsens deltagelse i en konkurrence om at tegne Industriens hus, 1965.
Han vandt godt nok førstepræmien, men projektet blev ikke det bygherren ville have:
 |
| Akvarel af Arne Jacobsen til konkurrencen for Industriens Hus i 1965 Tydelig 2-punktsperspektiv |
 |
| Akvarel af Arne Jacobsen til konkurrencen for Industriens Hus i 1965 |
Om igen: Selv om projektet vandt, blev det aldrig realiseret. Der var stor offentlig modstand mod det - mange syntes dets arkitektur-udtryk blev for dominerende og fremmedartet i forhold til Tivolis traditionelle udtryk.
Arne Jacobsen arbejdede videre på projektet.
Her et foto af en fysisk 3 D-model i pap som altså heller ikke fandt nåde for politikernes øjne:
 |
| Fysisk 3 D-model af Arne Jacobsen forslag til Industriens Hus på Rådhuspladsen |
Der blev arbejdet på forskellige kompromisser.
Erik Møller der var elev af Arne Jacobsen, kom med ind over og skulle forsøge at hjælpe med at forlige de arkitekturæstetiske modsætninger. Dog uden held.
Erik Møller der var elev af Arne Jacobsen, kom med ind over og skulle forsøge at hjælpe med at forlige de arkitekturæstetiske modsætninger. Dog uden held.
Arne Jacobsen døde i 1971.
Det hele endte med at Erik Møller fik godkendt det projekt som man siden 1978 og til for et fire år siden har kunnet se på Rådhuspladsen: En brunrød, ret anonym bygning med en beklædning af tegl og plastret til med reklamer:
 |
| Erik Møller: Industriens hus, Rådhuspladsen, 1978 |
Næsten fra starten efter færdiggørelsen, var der kritik af byggeriet: For at det ikke skulle genere Tivolis udtryk, var det selv blevet et karakterløst og billigt udseende byggeri - på en af Danmarks mest attraktive byggegrunde.
Kritikken endte med en stor ombygning og renovering (dog ikke en nedrivning). Grundkonstruktionen blev 'pakket ind', må man vel nærmest sige - i - ja, selvfølgelig - glas.
Sådan her har det set ud siden 2013:
 |
| Ombygget Industriens hus på Rådhuspladsen, 2013 |
En forbedring er det vel nok i forhold til den rødbrune forgænger, men stadig ret så anonymt og karakterløst - om dagen.
Men i solskin får det jo liv af spejlinger af de andre bygninger på Rådhuspladsen, som man ser.
Men i solskin får det jo liv af spejlinger af de andre bygninger på Rådhuspladsen, som man ser.
Og om natten, så fascinerer bygningen (og harmonerer i udtryk med Tivoli) fordi det er muligt at variere farverne og budskaber i de neonrør flettet på skrå som indgår i alle glaselementerne:
 |
| Industriens hus, by night |
 |
| Industriens hus, by night |
En anden historie der endte mere lykkeligt for arkitekterne:
Arne Jacobsen og Peter Møller arbejdede sammen om et forslag til et nyt og moderne rådhus i Aarhus. Og de vandt konkurrencen 14. august 1937 med et projekt der var enstemmighed om hos fagdommerne var det bedste.
Arne Jacobsen og Peter Møller arbejdede sammen om et forslag til et nyt og moderne rådhus i Aarhus. Og de vandt konkurrencen 14. august 1937 med et projekt der var enstemmighed om hos fagdommerne var det bedste.
Her er en akvarel til illustration af forslaget.
 |
| Akvarel af forslag til nyt Rådhus i Aarhus af Arne Jacobsen 1937 og Peter Møller. 2-punktsperspektiv |
En flot, ren og konsekvent funkis-bygning.
Men igen var der ballade i offentligheden, og rekvirenterne, de århusianske byrådspolitikere, var over en bred front uenige med de arkitekturkyndige fagdommere om projektets æstetiske kvaliteter.
Men igen var der ballade i offentligheden, og rekvirenterne, de århusianske byrådspolitikere, var over en bred front uenige med de arkitekturkyndige fagdommere om projektets æstetiske kvaliteter.
Ydermurerne i forslaget var uden anden beklædning end det hvidmalede beton, og fornemmelsen hos rekvirenterne og deres bagland var at der manglede 'et eller andet', noget som kunne sikre den 'monumentalitet' i udtrykket som folk ifølge politikerne forbandt med 'et rådhus' (der jo skulle være det nye moderne lokale politiske magtcentrum for 'den lille jyske storby').
De to arkitekter fik den 28. oktober 1937 i opdrag af byrådet at komme tilbage med et nyt forslag, et forslag som bl.a. blev visualiseret i den her akvarel:
 |
| Akvarel af revideret projekt for nyt rådhus i Aarhus |
Den her type næsten perspektivløse perspektiv i en arkitekturtegning, som gør motivet meget fladt og ligesom ses meget langt fra, kaldes på engelske 'an elevation'. Dog er pladsen foran og omgivelserne stadig styret af et 1-punkts linearperpsktiv.
'An elevation' som i dansk oversættelse kaldes 'en opstalt'. defineres sådan her:
'An elevation' som i dansk oversættelse kaldes 'en opstalt'. defineres sådan her:
An elevation is a view of a building seen from one side, a flat representation of one façade. This is the most common view used to describe the external appearance of a building. Each elevation is labelled in relation to the compass direction it faces, e.g. looking toward the north you would be seeing the southern elevation of the building. Buildings are rarely a simple rectangular shape in plan, so a typical elevation may show all the parts of the building that are seen from a particular direction.Geometrically, an elevation is a horizontal orthographic projection of a building on to a vertical plane, the vertical plane normally being parallel to one side of the building.
 |
| Elevation of the principal façade of the Panthéon, Paris |
Det er klart at det er konfrontationen med den oprindelige visualisering som har fået offentligheden og politikerne til at føle at 'der mangler noget'. Et hvidt firkantet funkishus er bare ikke godt nok til vores - ganske vist diffuse og i ord vanskeligt formulerede fornemmelser af mangler ved projektets udtryk.
For at få den fornemmelse hos 'folket' til at forsvinde, satte Arne Jacobsen og Erik Møller et tårn på rådhuset og beklædte facaden med plader af norsk marmor.
Her Wikipedias beskrivelse af forløbet:
Den 15. november kunne arkitekterne sende en ny og revideret udgave af rådhusprojektet til godkendelse i byrådet. I den reviderede udgave af planen for rådhusbygningen var der to ændringer, der umiddelbart faldt i øjnene.For det første havde man i det nye projektudkast valgt at beklæde hele bygningen med 6000 m² marmorplader fra Porsgrunn i Norge der ellers var helstøbt jernbeton.[1]For det andet, og nok mere væsentligt, var der nu tilføjet et 60 meter højt tårn til bygningen. Et tårn, hvis tidligere mangel sandsynligvis havde været en af hovedårsagerne til den store modstand mod opførelsen af det nye rådhus.De to ændringer af rådhusbyggeriet kunne foretages, uden at man ellers ville være nødt til at forandre noget af betydning ved det oprindelige projekt.De forandringer de to arkitekter havde foreslået var med andre ord, alene af kosmetisk betydning og ændrede dermed ikke ved bygningens oprindelige funktionalitet.På denne måde var det dermed lykkedes arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller at tilføre deres bygning den monumentale karakter, den ifølge nogle kritikere havde savnet.Det betød, at byrådet allerede 18. november 1937, kun tre dage efter afleveringen af det reviderede projekt vedtog, at man ville påbegynde opførelsen af det ny rådhus.
Man bemærker at mens akvarellen af det første forslag tydeligt er tegnet i et 2-punkts linearperspektiv (se neden for), så er visualiseringen af det nye forslag mere traditionel og næsten uden mærkbart perspektiv - altså tegnet efter det der på engelsk omtales som 'elevation' eller 'facade'.
Og det synes jeg er tydeligt at se: Det er klart med til at gøre synsindtrykket mere visuelt imponerende.
Og det synes jeg er tydeligt at se: Det er klart med til at gøre synsindtrykket mere visuelt imponerende.
Keine Hexerei nur Behändigkeit,
Tilbage til nybyggeriet af Tivoli Hjørnet ... som jo også var løbet ind i modstand hos de politiske rekvirenter på rådhuset da de så visualiseringerne af forslaget.
Her et længere citat fra en net-artikel i magasinet Kbh.dk der forklarer hvad politikerne i første omgang tog afstand fra, og hvad det så var i de ændringer af det visuelle udtryk som førte til godkendelse:
Planen om at ombygge Tivolis hjørne af Vesterbrogade til en bugtende glasarkade med shopping og spisning lever igen. Københavns politikere har vendt en indledende tommelfinger op for en revideret udgave af forlystelseshavens stjernearkitekttegnede prestigeprojekt, som de ellers afviste sidste år.Arkaden har nu ændret navn fra Tivoli Kanten til Tivoli Hjørnet – og har da også fået mindre kant siden sidst. Byggeriet blev nemlig nedstemt, fordi arkitekturen skilte sig for meget ud fra sine omgivelser, og Tivoli er derfor vendt tilbage med et nyt facadedesign. Det er stadig gennemsigtigt, men de bugtende linjer er rundet mere af og får nu den samme rødbrune lerfarve som Tivolis hovedindgang.Det har tilfredsstillet Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, og dermed kan den egentlige lokalplansproces gå i gang. Tivoli Hjørnet forventes at komme i offentlig høring i løbet af 2015, og forløber det uden yderlige forsinkelser frem til den endelige godkendelse, vil byggeriet formentlig kunne gå i gang i 2016.
Projektets forhistorie kort:
Den gamle haves drømme om at udnytte muren ud til byen blev oprindeligt præsenteret i 2008, hvor man forestillede sig Tivoli Kanten gå hele vejen halvvejs rundt om Tivoli fra Industriens Hus på Vesterbrogade, langs hele Bernstorffsgade og til koncertsalen på Tietgensgade.Siden er projektet altså skrumpet ind til to bygninger på hver sin side af hovedindgangen, hvoraf den største stopper ved Tivolis sideudgang overfor Hovedbanen på den første del af Bernstorffsgade.
Det er karakteristisk for alle de (computer)tegnede modeller og visualiseringer som jeg har vist i dette indlæg - med eller uden farvelægning - at de er styret af den form for illusionstegne-teknik som gør brug af principperne for perspektivtegning.
Disse principper sammenfatter man under begrebet 'linearperspektiv' der indebærer at arkitekt og/eller 'computerassistenten' som noget grundlæggende gør brug af hjælpelinjer der mødes i såkaldte 'forsvindingspunkter' der kan være et, to eller tre af i et billede.
Her illustreres et- og to-punkts linearperspektivet:
Principperne for linearperspektivet blev udviklet allerede i Renæssancen. De bygger på en visuel-geometrisk matematik som gør det muligt på et fladt stykke papir i to dimensioner (2 D) at narre synet til at tro at man ser motivet - et landskab eller en by med bygninger som blev de set i virkelighedens 3 dimensioner.
Og det er det der gør at man, altså fx arkitekter, nu kan fodre en computer med programmer og formler som nemt og hurtigt kan omforme de forskelige udgaver af traditionelle arkitekttegninger til hinanden, som så kan viderebearbejdes til det særlige formål, den målgruppe, og det sted i arbejdsprocessen som arkitekten har brug for at visualisere - vise en model for.
Jeg ville have sluttet dette indlæg med at se nærmere på modeller og modeltegninger af det nye byggeri der ligger næsten lige over for Tivolis hovedindgang, og som blev indviet godt 5 måneder tidligere:Axel Towers:
 |
| Axel Towers, indviet juni 2017 |
Men som sædvanlig er mit indlæg blevet for langt, så det udsætter jeg til et senere indlæg.
Jeg har også under min research til denne serie af indlæg om 'Det som ligner, men ikke er`(= 'modeller') - søgt efter om der mon skulle være en faglig disciplin - svarende til den jeg mener jeg har opfundet: 'neurojournalistik' - men som handler om forholdet mellem arkitektur og arkitekters produkter, og så det man efterhånden ved foregår i hjernen: Det heddet selvfølgelig:
Neuroarchitecture
(fortsættes)
