Jeg var til et fagligt seminar i dag. Sproglærere og journalistundervisere fra de tre journalistuddannelser i Danmark: DJH, SDU, RUC - havde et daglangt fagligt seminar med et tema: journalistisk vinkling. Jeg hørte jo sådan set ikke til gruppen, men var glad for at komme med, fordi temaet var noget jeg har været optaget af i mange år. Det var et glimrende seminar, fordi der var stor åbenhed omkring det at udvikle fælles tanker og ideer - og "komme videre". Og der komme en lang række oplysende indlæg fra deltagerne.
Jeg har længe været frustreret over at gode, kloge og kreative folk inden for den journalistiske profession stadig tumlede rundt i diffuse og uklare definitioner, når jeg nu i hvert fald siden sådan ca. 1990 var nået frem til hvad det var begrebet dækkede i journalistisk praksis. Nu fik jeg så her lejlighed til at markedsføre min definition over for centrale interessenter, og fortælle hvilke erfaringer og sociale sammenhænge der har bidraget til at jeg nåede frem til den:
En journalistisk vinkel er en påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør eller beviser.
Det er selvfølgelig lidt arrogant af mig at sige at sådan er det, men jeg har empiriske grunde for at sige det, fremgik det af mit indlæg. Det viste sig så at det lidt var som at slå en dør ind der allerede var åben. Der var stort set ingen modstand, og flere af de andre indlæg byggede faktisk også på at en vinkel er en påstand-ideen.
Men det var egentlig slet ikke det jeg ville skrive om her, men på en måde har det klart og entydigt at definere "journalistisk vinkel" også med kreativitet at gøre.
Men det var egentlig et af de andre begreber som var oppe at vende i et par indlæg, jeg vil se nærmere på: "frame".
Det er et begreb som en række medieforskere i Danmark har brugt og udnyttet analytisk i deres forskning, men som ikke siger journalister og journalistiske håndværksundervisere en hujende fis. Stort set det samme, men med modsat fortegne, gælder så begrebet vinkel som journalister føler sig hjemme i, men som ikke siger forskerne noget.
Begrebet frame i sociologiske eller socialpsykologisk sammenhæng er mig bekendt først udmøntet som et fagligt begreb af Erving Goffmann, som jeg tidligere har frehævet for sin banebrydende metaforiske teori om at menneskers optræden er defineret og bestemt af om de optræder i sociale "front stage"-situationer, eller i sociale "back stage"-situationer.
Jeg har læst flere fremstillinger inden for journalistik- og medieforskning hvor forskellige forskere så har forsøgt at bruge begrebet frame og framing til at beskrive og forklare nogle overordnede og bagvedliggende mentale eller konceptuelle styringsprincipper omkring fælles virkelighedsselektion og værdiorientering i journalistisk praksis.
Problemet er at journaliststuderende - og muligvis også journalistik-forskere - har svært ved at skelne mellem journalistisk vinkel og frame - og måske mere tydeligt - mellem de procesuelle kategoriseringer: vinkling og framing. Der er i begge tilfælde tale om processer hvorigennem der udvælges, fremhæves og bortskæres i journalistiske produkter i forhold til et mere omfattende og komplekst virkelighedsbillede. Og vi har altså den samme situation som omkring begrebet vinkling: Der foreligger ikke klare og entydige definitioner, så diskussionerne bliver rodede, og der bruges en masse energi på at finde ud af hvad man snakker om fordi man snakker om forskellige fænomenter.
Til sagen: Ud fra de gange jeg har vejledt journaliststuderende som var rendt ind i begrebet frame og skulle bruge det analytisk i deres projekter og opgaver, kan jeg her, som på seminaret, fortælle hvad der har været min operationelle løsning på spørgsmålene : Hvad er en frame? Hvordan skal jeg formulere eller sammenfatte en frame, så den kan bruges analytisk operationelt? "X er Y" - sådan har jeg sagt det til de studerende - det er formlen for en frame og for framing - hvor "X" er det der udsættes for framing og "Y" er en verbal eller tankemæssig kategori der leverer framen. Det er jo faktisk en formel der ligener meget den formulering af en metafor som vi finder i bogen Metaphors We Live By: "Argument is war"; "Life is a travel", "Time is money". Eksempler:
- modstandsfolk er frihedskæmpere/modstandsfolk er terrorister (hhv. danskernes frame og den tyske besættelsesmagts frame)
- politik er interessekonflikt og kamp om magt/politik er kompromisset kunst (hhv. politikernes frame i årene efter Fogh Rasmussen, og politikernes frame i de første 10-år efter Anden Verdenskrig
- sindslidende er potentielt kriminelle/sindslidende er ofre for deres sygdom (hhv. Jyllandspostens frame og Politikens frame i historier der handler om de samme be givenheder hvori sindslidende kommer i konflikt med mennesker og politi i det offentlige rum
- patienter er apparater med fejl der gør at de på forskelige områder ikke fungerer, men som kan repareres/patienter er hele mennesker med behov for anekendelse og omsorg (hhv. lægers og sygeplejerskers frame med deres forskellige syn på og behandling af patienter)
Hvis dette ikke kan forstås, så må man vente til et senere indlæg.
Men at et (journalistisk)udsagn er styret af eller domineret af en bestemt frame, betyder altså efter min mening, at subjektet i udsagnet (X) ses og forstås gennem den optik (Y) som enten leveres gennem en metafor eller en mere abstrakt kategori som prædikat.
Nå og hvor kommer så kreativiteten ind?
Frames er jo noget der begrænser og lukker og leverer skyklapper. Når man metaforisk siger at man skal "tænke ud af boksen", så betyder det at man skal overskride den frame inden for hvilken
tankerne om et bestemt problem er låst fast.
I kreativitetssammenæng må det opfattes som udtryk for kreativitet hvis man i sin tænkning frit og utvunget kan veksle mellem to frames - som ellers opfattes som hinandens diametrale modsætninger; på engelsk: frameshifting.
Eller hvis man i forhold til to frames kan producere et konceptuel rum som indeholder dem begge, eller som forener elementer i begge frames: frame-integration, frame-syntese.
Der findes i hvert fald, har jeg set, teorier om frameshifting som en kreativ proces. En artikel på nettet nævner et eksempel på en sætning hvor der under læsning/modtagelse sker frameshifting:
Alle var så begejstrede for at lave udspring fra træet ned i svømmepølen, at vi besluttede fylde vand i den.
Mange vittigheder, gåder og anekdoter fungerer i kraft af at de tvinger modtageren til frameshifting - og det kilder og er morsomt.
