"The King´s Speach" - en god film - et godt plot - og "based on at true story"

Jeg var i forgårs nede i vores lokale biograf i Vordingborg og se en "snigpremiere" på en film, som vel så snart kommer op i Dagmar eller Grand i København. Titlen er "The King´s Speach", og Wikipedia fortæller:

The King's Speech is a 2010 British historical drama film directed by Tom Hooper and written by David Seidler. The film won the 2010 Toronto International Film Festival People's Choice Award and was nominated for fourteen BAFTAs, of which it won seven; twelve Academy Awards; and seven Golden Globes, with Colin Firth winning for Best Actor. Firth plays King George VI, who, to overcome his stutter, is introduced to Lionel Logue, an unorthodox speech therapist played by Geoffrey Rush. The two men become friends as they work together, and after his brother abdicates, the King relies on Logue to help him make a radio broadcast at the beginning of World War II.

Manuskriptforfatteren David Seidler har selv lidt af den samme taleforstyrrelse - at stamme - som kongen, fremgår det. Så han har en personlig aktie i historien og har på den baggrund kunnet bruge sin på egen erfaring baseret fantasi til at give plottet et realistisk twist, til karaktertegningen af kongens lidelser med sin taleblokering og til beskrivelsen af dynamikken mellem hovedkarakteren og hjælper-/mentor-figuren.
   Filmen respekterer langt hen ad vejen de historiske kendsgerninger, men afviger også på en række væsentlige punkter. Primært begrundet i hensynet til dramaturgien.
   Om kongen får vi at vide at han i sin barndom blev tvunget til at skrive med højre hånd selvom han var venstrehåndet, og at han fik "rettet" sine kalveknæ med metalskinner. Det synes at være dokumenteret.
   Og det er korrekt at han havde store problemer med sin stammen som barn og ung. Åbningsscenen i filmen hvor han som prins skal holde en tale på Wembly 1926, men næsten ikke kan få et ord over sine stammen læber, er også veldokumenteret.
   Men mødet med talepædagogen foregår meget tidligere i den historiske virkelighede end i filmenens og han bliver også hjulpet til at komme over sine taleblokeringer meget hurtigere i virkeligheden end i filmen. Her er han stadig plaget af stammen da han modvilligt må overtage tronen efter sin abdicerende storebror. Denne modviljen synes også at være historisk dokumenteret.
  I øvrigt fortæller Wikipedia at talepædagogens notesbøger med notater fra taleøvelserne med prinsen/kongen, var blevet fundet, og en række citater herfra blev indkorporeret i dialogen mellem den kongelige klient/patient og taleterapeuten, hvad der jo var med til at øge dens autenticitet.

Der er altså i filmens univers og fremstilling tale om genremæssig blending, både i forhold til manuskriptforfatterens egne erfaringer med stammen, og hvordan man kan hjælpes til at komme over den, og i forhold til den historisk virkelighed.
   Filmen er et produkt af kreativ tænkning og udgør en integreret audiovisuel blanding af virkelighed og fiktion, der så er blevet underlagt Hollywood-dramaturgiens krav til komprimering af tid, sted og handling - og til udformning af plot, dialog og karaktertegning.

I kreativitetssammenhæng synes jeg også at den teknik som pædagogen i filmen anvender til at få den kongelige klient til at overkomme sin stammen, er særedeles interessant og relevant.
   Det viser sig i filmen at hovedpersonen under bestemte omstændigheder ikke stammer når han siger noget:

• når han skal fortælle sin døtre som han elsker højt, "skæve" eventyr hvor han påtager sig en særlig "fortæller rolle" 
• når han bliver stiktosset og rasende
• hvis han synger de ord han skulle sige
• hvis han danser mens han skal sige det han vil sige
• hvis han undervejs i talen jævnligt bander og siger frække ord

Det udnytter terapeuten så i sine taleterapeutiske øvelser.

På mange måder er det jo parallelt med de vilkår som fremmer kreativ tænkning, og som muliggør at man "omgår" de mentale blokeringer for kreativ udvikling: Man defokuserer og afleder opmærksomheden i forhold til problemet - ved f.eks. at meditere eller ved at udføre noget kropsligt krævende. 

   Det minder også om den tænkning som Tim Gallway med "The Inner Game"-bøgerne om coaching gør sig til talsmand for hvis man skal performe optimalt som sportsmand eller leder. Ikke mindst hans skelnen mellem "self 1" og "self 2" ligner det vi filmen ser hos den kongelige stammer, hvor "self 1" der fokuserer på angst og stress ved oplevede forventninger og krav fra omverdenen, blokerer for at "self 2" kan udvikle og udfolde sig frit - en blokering der så kommer til udtryk som stammen.

   Det taleterapeuten "lærer" den royale klient, er at få indsigt i at han rent faktisk har et "self 1" der kan tale og udtrykke sig uden at stamme. Og at det er muligt ved hjælp af forskellige teknikker at snyde "self 2".

God film, god blanding, fin oplevelse plus indsigt.

Undersøgende journalistik, kreativitet og hypotetisk tænkning

Igår beordrede Statsminister Lars Løkke Rasmussen ifølge Information "integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til over for Folketinget skriftligt at redegøre for hele sagen om de statsløse. Dét er netop, hvad hun hidtil har afvist." 
   Idag har Information på forsiden rubrikken: "Rønn ignorerede ulovlig sagsbehandling i over et år". Og med underrubrikken: "Ifølge oplysninger fra Sverige må integrationsminister Birthe Rønne Hornbech siden december 2008 have kendt til de ulovlige afslag til statsløse. Allevel fortsatte ministeriet fejlbehandlingen." 
   Artiklens journalister er dem der stædigt og med næsen i sporet har forfulgt denne sag i Information i længere tid: Anton Geist og Ulrik Dahlin.

Jeg har tidligere skrevet om kontrafaktisk historiefortælling og om tilbage til fremtiden-fortællinger, dvs. fremtidsscenarier fortalt "i bakspejlet" - fra et tænkt fremtidigt tidspunkt. I begge tilfælde er der tale om konceptuel blending af noget faktisk og noget fantaseret - udfoldet i en tekst. I begge tilfælde kan man tale om at disse tekster har karakter af svar på hver sin slags hypotetiske spørgsmål:

- hvis noget var sket som ikke skete, hvordan ville historien så have set ud frem til idag?
- hvis verden udvikler sig ifølge kendte lovmæssigheder, hvordan vil den så se ud om x antal år?

Det der så slår mig, er at den undersøgende journalistik, som i mange år har været et af mine interesseområder, har kendetegn der ligner de to foregående eksempler. Eller rettere: Den tænkning der ligger bag et stykke undersøgende journalistisk arbejde, bygger også på konceptuel blending, er mit postulat.
   Her drejer det sig på den ene side om en kendt og accepteret samfundsmæssig tilstand og forhistorie hvori alt er i den kønneste orden, love og regler følges, der administreres efter reglerne, og hvori f.eks. økonomiske, politiske og administrative magthaver er lige så retlinede og uselviske som de giver sig ud for. Det er det ene mentale input-rum, lad os kalde det idealscenariet.
   På den anden side er der forestillingen om at idelascenariet er i realiteten er falsk, og der bag det - skjult og i hemmelighed for offentligheden - er et andet scenarie hvor nogen har snydt og bedraget og begået ulovligheder, og hvor samfundets institutioner - private eller offentlige - har svigtet sine idealer. Lad os kalde dette andet input-rum for realitetscenariet. Og ud af det kommer et stykke undersøgende journalistik - et blend - hvor realitetscenariet forsøger at bekæmpe og udkonkurrere idealscenariet i en kamp om sandheden.

For at være en god undersøgende journalist skal man være tunet ind på en helt bestemt måde i forhold til idealscenariet: Som grundindstilling skal man være mistænksom og gå ud fra at dette scenarie ikke repræsenterer virkeligheden og sandheden, men er en fiktion - ønsketænkning, skønmaleri. Og den undersøgende journalist skal - måske ud fra et tip eller et enkelt spor - kunne forestille sig at et alternativt scenarie som værende virkeligt og sande, et realitetsscenarie der gennem research skal kunne dokumentere at idealscenariet i et eller andet omfang er: løgn og latin.
   Altså lige som de to foregående blendede tekstformer skal undersøgend journalistik kunne give svar på et hypotetisk spørgsmål:
- Hvis det som offentligheden tror er virkeligt og sandt, ikke er det, men kun "overflade", hvordan vil verden så i virkeligheden se ud?

Som eksempel: Hvis borgmester Peter Brixtofte ikke er den karismatiske og kreative borgmester som han fremtræder, men en svindeler og bedrager, hvordan kan han så tænkes at have opført sig.
   Man kan sige at den undersøgende journalistik er udtryk for en slags omvendt kontrafaktisk tænkning, hvis mål er at revidere "historien" ved - gennem kritisk journalistisk undersøgelse - at erstatte den eksisterende idealiserede historie med en anden der er sandere.

Kravet til den undersøgende journalist er jo naturligvis at han/hun skal føle sig forpligtet på sandheden uanset hvad. Men først og fremmest skal han/hun være særligt kreativ - i den forstand at han/hun så at sige permanent skal have det man kalder "en rigtig beskidt fantasi". Og  altså kunne forstille sig (= "Hvad nu hvis...") økonomisk, social og psykologisk råddenskab og svamp overalt i samfundet, skjult bag en overflade hvor alt tilsyneladende er rent og pænt.
   Trukket helt ud til kanten: Den undersøgende journalist skal kunne forestille sig det næsten utænkelige. Det er der så heldigvis indimellem nogen som kan:

Hvad nu hvis cand. jur., tidligere politimester, tidligere retsordfører for Venstre  og nuværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, i flere år har vidst og dermed accepteret en sagsbehandling af de statsløse unge, der klart og utvetydigt overtræder flere FN-konventioner som Danmark har underskrevet?

Tillykke Information, tillykke Anton Geist og Ulrik Dahlin