Rubrikken i Politiken igår onsdag: "Ung Vivaldi uden kitch".
Billedet der illustrerer anmeldelsen, fanger mig - en ung kvindelig cellist med blond bølgende løsthængende hår ned ovre bare skuldre - som det sig hør og bør med unge kvindelige klassiske musikere med star-kvaliteter.
Kvinden hedder Sol Gabetta, og hun har udgivet en ny cd med Vivaldi-musik. Hun er fra Argentina, 30 år gammel, har allerede mange udgivelser bag sig, optræder som solist over hele verden, og har vundet et hav af internationale priser
Sådan så det foto ud som Politiken havde fundet frem:
Vivaldi-musik holder jeg af - for dets beroligende - meditationslignende effekt. Det som hjerneforskerne kalder "Mozart-effekten".
Sol Gabetta er ikke lige min type. Men gad vide om ikke hjerneforskerne også vil kunne komme op med en tilsvarende "madonna-effekt" - når det gælder virkningen på sindet af dette motivs visuelle æstetik.
Sol Gabetta er ikke lige min type. Men gad vide om ikke hjerneforskerne også vil kunne komme op med en tilsvarende "madonna-effekt" - når det gælder virkningen på sindet af dette motivs visuelle æstetik.
Men jeg er jo begyndt at kigge efter fotos med motiver af mennesker som er belyst på en måde så der er meget "hvidt" i billedet. Og som det derfor kunne være lidt af en krævende "kunst" for mig at male - men som samtidig netop derfor egner sig til akvarel.
Jeg syntes det var en udfordring at male safranbonden (se de to foregående numre af akvarelmaleriets mysterier). Dels var han et menneske, og dels skulle det hvide i motivet isoleres fra starten og stå umalet i det færdige billede.
Her har vi en kvinde med meget lyst hår og meget lys hud. Og belyst fra venstre som giver en meget markeret profilering gennem fordelingen af lys og skygge. Og farverne er næsten monokrome.
Her har vi en kvinde med meget lyst hår og meget lys hud. Og belyst fra venstre som giver en meget markeret profilering gennem fordelingen af lys og skygge. Og farverne er næsten monokrome.
Jeg beslutter mig til at prøve. Hvor langt kan jeg komme?
Her er resultatet. Originalens størrelse er postkortformat - ligesom "forbilledet" i Politiken:
Jeg er ikke tilfreds, men heller ikke helt utilfreds.
Det jeg er tilfreds med er billedets karakter af konceptuel blending - mellem det visuelle rum som foto-forbilledet udgør, og så den forvrængning som transponeringen af motivet til et akvarelmalet visuelt rum har bidraget med.
Det jeg er tilfreds med er billedets karakter af konceptuel blending - mellem det visuelle rum som foto-forbilledet udgør, og så den forvrængning som transponeringen af motivet til et akvarelmalet visuelt rum har bidraget med.
Jeg har forenklet, isoleret, overdrevet. Og brugt op til 5 lag oven i hinanden. Jeg føler faktisk jeg har bidraget med nogle æstetiske kvaliteter i kraft af min "oversættelsen" fra foto til akvarel.
Ansigtet er ikke helt tosset med sin fordeling af lys og skygge. Og celloens spiralformede "hoved" fungerer også rimeligt.
Jeg måtte opgive at få celloens strenge med. Vi kan dog godt mentalt interpolere dem i motivet selv om de ikke kan ses.
Men, men... Hårets farve er blevet alt for gul-grønt. Og det lys som jeg synes gør ansigt og overkrop og arme interessant, har jeg slet ikke fået med i håret.
Øjenbrynene er malet alt for mørke.
Men, men... Hårets farve er blevet alt for gul-grønt. Og det lys som jeg synes gør ansigt og overkrop og arme interessant, har jeg slet ikke fået med i håret.
Øjenbrynene er malet alt for mørke.
Der er fin balance i kompositionen, men det er så ikke min skyld, men fotografens. Og jeg kan godt lide at man aner en drejning af hovedet hen mod fotografen.
Der er også en fascination ved det som ligger uden for billedet: buen som højre (afskårne) arm må holde ind mod strengene på celloen. Det som Ramachandran kaldte borte-tit-princippet.
Jeg kunne måske godt om et par år blive illustrator til familiebladenes trivial-noveller og føljetonromaner.
Hvad er det jeg - under møje og besvær og mentalt skrig og skrål - er igang med at lære? I virkeligheden det samme som jeg lærte af Betty Edwards da jeg for mange år siden læste hendes to bøger om at tegne: at for at komme i højre-hjernehalvdels-indstilling, så må jeg glemme hvad jeg tror om motivet - og bare se det "objektivt" som det er, dvs. se dets enkeltelementer "analytisk" - uafhængigt af mine mentalt præfabrikerede forestillinger om det.
Betty Edwards bruger en række tricks og pædagogiske teknikker til at lære én det. Fx at tegne motivet på hovedet - så man frigør sig fra at det forestiller noget bestemt og velkendt. Eller at tegne "negative" flader.
Se videre i hendes første bog som er kommet på dansk "At tegne er at se".
Det der gik galt i akvarellen af kvinden med cello, var især håret.
Problemet var at jeg ikke havde set isoleret på håret og analyseret hvilke lys- og skygge-elementer det i virkeligheden var bygget op af.
Jeg var for utålmodig: "Håret har den farve regner jeg med, og så skal der males lidt mørkere skyggelinjer rundt omkring. Det er nemt, det klarer vi hurtigt." Det er en rekonstruktion af den mentale proces der ligger bag kvindens hår i min akvarel.
Det samme med den forreste arm hvis hånd griber om celloens hals. Jeg havde ikke analyseret den tilstrækkelig i lys-skygge-detalje-elementer. Og så penslede jeg nogle skyggefelter ind som slet ikke var i forbilledet.
Øjenbrynene er trukket alt for hårdt op.
Men der er også noget med farver som jeg må have bedre fat om. Og til alt held har jeg fundet ud af at Betty Ewards også har lavet en bog om farver: "Color - A course in mastering the art of mixing colors".
Den vender jeg tilbage til når jeg har fået den bestilt hjem fra Amazon.co.uk.
Jeg erindrer fra min ungdoms kunsthistoriske læsning noget med "Czezannes metode" - som var en af forudsætningerne for kubismen. Han analyserede også - sådan husker jeg det - sine motiver i geometriske elementer og farvede felter.
Jeg søger og finder herunder frem til en interessant artikel på "Journalisten": http://journalisten.dk/tyvstjalet-eller-bare-kraftigt-inspireret.
Det artiklen tager op, er om og i hvilket omfang man faktisk overtræder - i det her tilfælde en fotografs ophavsret ved at bruge hans foto som forlæg for et maleri. Og i hvilket omfang der er tale om kunstnerisk frihed til at lade sig "tæt" inspirere.
Artiklen bringer to illustrationer. Først den berømte plakat af Obama - med teksten "Hope" - af kunstneren Shepard Fairey:
Og det andet er såmænd af Gauguin:
Se mange flere eksempler her - på kendte og anerkendet malere som har brugt fotografier som forbilleder for deres malerier:
Der er en lang tradition for at man lærer at male ved at prøve at kopiere "de gamle mestre". Picasso er berømt for at lade sig inspirerer af dem.
Og så er der den såkaldte Hockney-Falco-tese som går ud på at en lang række af de helt store mestre, fx. Jan Vermeer, har brugt camera obscura som hjælpemiddel når de malede så utroligt realistisk, som fx. et af de mest berømte af alle: "Pige med perleørering".
Der er lavet en fiktionsfilm med samme titel - med dette maleri som udgangspunkt hvor man ser maleren bruge camera obscura til at sikre den næsten fotografiske realisme i sit maleri.
Læg mærke til hvordan figuren er analyseret i selvstændige abstrakte former i forbindelse med fordelingen af lys og skygge. Og hvordan det hvide i øjnene, den hvide krave, og den hvide refleks i perlen får lov til at stå helt klart og rent.
Vermeer er også berømt for i sine oliemalerier at bruge en lag på lag-teknik der minder om akvarelmaleriets.
Hvad er det jeg - under møje og besvær og mentalt skrig og skrål - er igang med at lære? I virkeligheden det samme som jeg lærte af Betty Edwards da jeg for mange år siden læste hendes to bøger om at tegne: at for at komme i højre-hjernehalvdels-indstilling, så må jeg glemme hvad jeg tror om motivet - og bare se det "objektivt" som det er, dvs. se dets enkeltelementer "analytisk" - uafhængigt af mine mentalt præfabrikerede forestillinger om det.
Betty Edwards bruger en række tricks og pædagogiske teknikker til at lære én det. Fx at tegne motivet på hovedet - så man frigør sig fra at det forestiller noget bestemt og velkendt. Eller at tegne "negative" flader.
Se videre i hendes første bog som er kommet på dansk "At tegne er at se".
Det der gik galt i akvarellen af kvinden med cello, var især håret.
Problemet var at jeg ikke havde set isoleret på håret og analyseret hvilke lys- og skygge-elementer det i virkeligheden var bygget op af.
Jeg var for utålmodig: "Håret har den farve regner jeg med, og så skal der males lidt mørkere skyggelinjer rundt omkring. Det er nemt, det klarer vi hurtigt." Det er en rekonstruktion af den mentale proces der ligger bag kvindens hår i min akvarel.
Det samme med den forreste arm hvis hånd griber om celloens hals. Jeg havde ikke analyseret den tilstrækkelig i lys-skygge-detalje-elementer. Og så penslede jeg nogle skyggefelter ind som slet ikke var i forbilledet.
Øjenbrynene er trukket alt for hårdt op.
Men der er også noget med farver som jeg må have bedre fat om. Og til alt held har jeg fundet ud af at Betty Ewards også har lavet en bog om farver: "Color - A course in mastering the art of mixing colors".
Den vender jeg tilbage til når jeg har fået den bestilt hjem fra Amazon.co.uk.
Jeg erindrer fra min ungdoms kunsthistoriske læsning noget med "Czezannes metode" - som var en af forudsætningerne for kubismen. Han analyserede også - sådan husker jeg det - sine motiver i geometriske elementer og farvede felter.
Jeg søger og finder herunder frem til en interessant artikel på "Journalisten": http://journalisten.dk/tyvstjalet-eller-bare-kraftigt-inspireret.
Det artiklen tager op, er om og i hvilket omfang man faktisk overtræder - i det her tilfælde en fotografs ophavsret ved at bruge hans foto som forlæg for et maleri. Og i hvilket omfang der er tale om kunstnerisk frihed til at lade sig "tæt" inspirere.
Artiklen bringer to illustrationer. Først den berømte plakat af Obama - med teksten "Hope" - af kunstneren Shepard Fairey:
Og det andet er såmænd af Gauguin:
Se mange flere eksempler her - på kendte og anerkendet malere som har brugt fotografier som forbilleder for deres malerier:
http://www.fogonazos.es/2006/11/famous-painters-copied-photopraphs_06.html
Der er en lang tradition for at man lærer at male ved at prøve at kopiere "de gamle mestre". Picasso er berømt for at lade sig inspirerer af dem.
Og så er der den såkaldte Hockney-Falco-tese som går ud på at en lang række af de helt store mestre, fx. Jan Vermeer, har brugt camera obscura som hjælpemiddel når de malede så utroligt realistisk, som fx. et af de mest berømte af alle: "Pige med perleørering".
Der er lavet en fiktionsfilm med samme titel - med dette maleri som udgangspunkt hvor man ser maleren bruge camera obscura til at sikre den næsten fotografiske realisme i sit maleri.
Læg mærke til hvordan figuren er analyseret i selvstændige abstrakte former i forbindelse med fordelingen af lys og skygge. Og hvordan det hvide i øjnene, den hvide krave, og den hvide refleks i perlen får lov til at stå helt klart og rent.
Vermeer er også berømt for i sine oliemalerier at bruge en lag på lag-teknik der minder om akvarelmaleriets.
