At der er en særlig sammenhæng mellem musik og kreativitet er indlysende. Musikere er kreative mennesker, nogle former for musik stimulerer til meditation, musik skaber stemninger og vækker følelser, musik forfører. Køer producerer mere mælk hvis der spilles Mozart i stalden. I den pædagogik som betegnes superlearning, forstærkes indlæringspotentialet hos eleverne hvis man spiller musik af f.eks. Mozart eller Bach i lokalet. Musik aktiverer erindringer.
Hvorfor nu denne udladning og lovprisning af musikken?
Jeg finder i en bunke gamle avissider jeg skal til at smide ud, en artikel fra Weekendavisens sektion 'Ideer' fra sidste år (14. august) om en hjerneforsker, Daniel Levitin, som har skrevet flere bøger om hvordan musik influerer på hjernen, og hvordan nogle af det tinge vi ved om musik, kan forklares ved hjernens måde at reagere på. Jeg citerer fra artiklen med rubrikken "Høj på musik" af Hidi Laura:
I sin bog fra 2007, This Is Your Brain on Music, forklarede Levitin, hvordan musikalsk hukommelse set med en hjernescanner til forveksling ligner, at man faktisk lytter til musikken. At huske musik er som at gentage den oprindelige sanseoplevelse, og mange husker musik, de holder af, langt mere præcist, end de aner, typisk endda i den korrekte tonart. Vi sætter tilsyneladende den samme gruppe neuroner i sving i vores hjerne for at huske musikken, som vi i sin tid brugte til at sanse musikken med og danner med det en slags "mentalt billede" af musikken som lagres. At hukommelse og musikoplevelse ligger så tæt på hinanden rent neurologisk forklarer måske, at musik er så stærk en støtte for hukommelsen - og omvendt - hvorfor vi af og til kan få "musik på hjernen", som vi ikke kan holde op med at høre for vores indre øre: den pågældende er neurongruppe er gået i loop i vores indre.
Lignende iagttagelser har jeg tidligere refereret: dette at forestillingen om en handling i fantasien, aktiverer samme områder i hjernen som aktiveres når man rent faktisk gør det.
Artiklen fortæller også om hvilke hormoner og andre stoffer der påvirker vores sociale relationer og vores stemninger, og som er udløst af musik og sang:
Når vi synger stiger niveauet af hormonet oxytocin i vores blod - samme hormon, som udskilles når en kvinde ammer sit barn, eller når man får orgasme - og som styrker følelsen af samhørighed. (...) Udover oxytocin har både det at lytte til og at udøve musik en markant indflydelse på immunoglobin A, et antistof som hjælper med at bekæmpe virusinfektioner. Ligesom melatonin, norefidrin og epifedrin produceres i rigeligere mængde og hver for sig hjælper os med at regulere søvn og bekæmpe depression og gøre os mere opmærksomme. Endelig har musik en markant påvirkning på vores serotonin-niveau, som er direkte forbundet med sindsstemning.
For mig personligt er der ingen tvivl om at bestemte stykker musik og sang er med til at fremkalde livagtige erindringer ledsaget af stemninger, som har haft stor betydning i mit liv. Og også at jeg i perioder hvor jeg har været "nede" mentalt, bevidst har brugt bestemte musiknumre og musikgenrer til at opnå en "helende" effekt på sindet.
Som 14-årig flyttede jeg fra Holeby til Stege - og var ensom. Biblioteket i Stege var min "redning": De havde Tusind og en nat stående, og jeg slugte alle bindende med de fantastiske fortællinger i en køre. Nogle år senere anskaffede min mor en lp-plade med Rimsky-Korzakovs symfoniske orkesterværk 'Sceherazade', og det at lytte til den, fik mig til mindes Tusind og en nat-historierne i de mest livagtige erindringsbilleder.
