For to indlæg tilbage skrev jeg at jeg ikke var den helt store fan af Woody Allen, samtidig med at jeg ud fra beskrivelsen af dokumentaren om og med ham, konstaterede en lang række påfaldende sammenfald mellem ham og Poul Martinsen - som jeg er en stor fan af.
Indlægget var det sidste i rækken af indlæg om fænomenet 'serendipitet', begrebet der beskriver hvordan der sker mærkelige - heldige og betydningsladede - sammentræf når man søger noget og finder noget helt andet; eller man finder noget nyt og interessant uden over hovedet at lede.
Serendipitet hænger uløseligt sammen med kreativitet.
Serendipitet hænger uløseligt sammen med kreativitet.
Nu har jeg været inde og se filmen 'Woody Allen: At Documentary'. Og der er i hvert fald et par sammentræf mere end dem jeg nævnte i det foregående indlæg.
Woody Allen anskaffer sigt tidligt i sin ungdom et par briller med et tykt mørkt stel, og det bliver en del af hans - lidt nørdede - identitet.
Det samme med Poul Martinsen. Allerede de første fotografier af ham som ung journalist viser ham med tilsvarende briller med markant mørkt stel. Her et foto fra forsiden af min bog om ham.
Martinsen fortalte gang på gang hvor "eventyrligt heldig" han syntes han havde været. I en af de sidste sync´er med Allen i dokumentaren om ham siger han direkte at hans liv har været præget af en masse held, nærmest som et eventyr.
I øvrigt er der en god chance for at Martinsen har været til et af Woody Allans stand up-shows da Martinsen var i New York og studerede på Columbia School of Journalism 1964-65.
Men først og fremmest er de jo begge det man i filmvidenskabens sprog kalder 'auteur' - altså filminstruktører som forfølger basale, dybe og menneskelige temaer og problemstillinger i deres film - og hele tiden vender tilbage til dem og tager dem op i nye kontekster og fra nye vinkler gennem årene.
Det fremgår af Robert Weides dokumentarfilmen om Woody Allen at det helt afgørende for denne filmoriginal er at han er sin egen herre, så han så at sige har frihed til at leve sit live og reflekterer over det gennem de film han producerer.
Også de træk finder man hos Poul Martinsen, selv om han i mange mange år var ansat i DR - og derfor hele tiden skulle have accept oppe i huset for sine dokumentarideer. Og det fik han stort set - men under stadig symbolsk "kamp med" og "oprør mod" chefen for Kulturafdelingen, Verner Svendsen.
Men i virkeligheden er jeg egentlig større fan af Woody Allen end jeg umiddelbart giver udtryk for - men en masse af hans film tænder jeg altså ikke på.
Manden er jo grundlæggen ironiker og humorist - en moderne superreflekteret klovn. Og for mig betyder det at mange af hans film netop ikke griber og fænger fordi ironien hele tiden punkterer den indlevelse som jeg også søger i en film.
Det jeg fascineres af hos ham, er først og fremmest nogle af hans 'meta-film' - de film hvor han blender fakta og fiktion - eller producerer fiktion med flere realitetsniveauer flettet sammen.
I disse dobbeltbundede meta-film udfolder ironien sig form og udtryksmæssigt igennem konceptuel blending af flere realitetsplaner. Og så er det altså lige mig.
Skulle jeg fremhæve en blandt mange af disse film, så bliver det 'The Purple Rose of Cairo'.
Blandt han tidlige film bliver det 'Play it again, Sam' som jeg sætter rigtig højt.
Og så syntes jeg at den sidste film han udkom med: 'Midnight in Paris', at den var - simpelt hen - fremragende.
