Jeg har lige været til frisør og er blevet klippet. Jeg er blevet klippet i hans salon lige siden jeg blev chef for TV2 Øst og flyttede til Vordingborg i 1992. Den gang havde salonen en aftale med tv-stationen om at værterne kunne blive klippet og få ordnet hår, mod at salonen blev krediteret. Derfor begyndte jeg at komme der.
Forretningen er klart byens dyrest frisør. Og sikkert også den bedste. Og i de senere år er ejeren blevet min faste frisør, dels fordi han klipper mig perfekt, og dels fordi vi meget tidligt fandt ud af at vi snakkede godt sammen.
Nu hører det jo til frisørrollens særlige socialpsykologiske kvalifikationer at have en personlighed der forstår at holde snakken gående med small-talk med kunderne mens man klipper og ordner deres hår. Men i forhold til min faste frisør er der stort set aldrig small-talk.
Jeg fandt ud af at han var et aktivt og udadvendt menneske, med andre og bredere interesser end frisørhåndværket og frisørforretningen. Til interesserne hørte film og dramaturgi, så mens jeg skrev dramaturgibøgerne og bøgerne om Poul Martinsen, så blev både film- og tv-dramaturgi og teorier om den kreative personlighed tilbagevendende emner for vores snak. Det endte med at jeg betalte en klipning med et eksemplar af Dramaturgibogen.
Som mange andre særligt kreative mennesker er han også en slags mønsterbryder. Han er vokset op i et arbejderhjem i København, og det lå ikke i kortene at han skulle blive en vel anskrevet stor frisørmester i provinsen. Han salon er smart og moderne og designmæssigt oser den af kvalitet. Han er i øvrigt fast indforskrevet censor når frisørsvendene i Danmark skal op til den afsluttende eksamen.
I dag fortalte han mig så begejstret og tydeligt engageret om sit arbejde med som kreativ konsulent at hjælpe med at udvikle og producere en hjemmeside for Intercoiffiure, hvor han både havde arbejdet med digital billedbehandling og udnyttelse af video på YouTube.
Det fine og fascinerende resultatet kan man gå ind og se på: http://www.intercoiffure.dk/
Men det at være en god frisør, kræver jo i sig selv kreativ tænkning de mange gange dagligt man konfronteres med en kunde. Den gode frisør kan lynhurtigt ud af sit kognitive ubevidste, det man kunne kalde den professionelle frisørintuition, forestille sig en række mulige klipningsmåder og frisurer der vil klæde netop den kunde. Og derefter, når valget er foretaget, lader den gode frisør hænderne og øjnene tage over - stort set på samme måde som når man kører bil: Den frisure kræver at jeg starter sådan, bruger de sakse, kommer det og det i håret, etc. Og han kan også, ligesom når man køer bil, snakke om helt andre ting mens han klipper.
Altså, han har et repertoire af frames og et repertoire af moves inden for hver frame, som han aktiverer automatisk uden at skulle tænke bevidst over det, men som sørger for hurtigt, effektivt og sikkert at han når til det optimale resultat: den perfekte frisure til netop den kunde.
Undervejs konverserer han så med situationen, dvs konsulterer kunden om de minivalg der skal træffes undervejs, og som indebærer at han må justerer forestillingen om slutresultatet løbende under klipningen. Skal det være lidt kortere her, skal vi lade den krølle gå ned i panden, skal vi lave en skarp kant eller "takke" kanten lidt så den bliver blødere???
Med andre ord: Donald Shöns teori om den reflektererende praktiker funger i detaljer som en dækkende beskrivelse af hvad den gode frisør kan og gør når han udfører sit kreative frisørarbejde. Der er tale det Shön kalder "thinking in action", og som Ettema og Glasser i deres bog 'Cutsodians of Conscience' applicerer på de undersøgende journalisters praksis.
Hvis man går ind på http://www.justgirls.dk/Artikler/107-Find-den-rette-frisure!.aspx så illustreres her klart og anskueligt det jeg beskriver oven for omkring frisørens internaliserede repertoire af frames og moves.
Endelig kan man spørge om der i selve frisørens praksis indgår blending, som jo er den tankeoperation som kendetegner en masse kreative processer. Og det gør der selvfølgelig.
Det ene konceptuelle input-rum udgøres af det aktuelle udsende som kundens hår har når han/hun sætter sig i stolen. Det andet input-rum udgøres af det generelle billede af den valgte frisure han skal klippe efter. Og det blendede rum er så den konkrete, men hypotetiske forestilling som frisøren har, om hvordan kunden vil se ud når klipningen efter skabelonen er gennemført.
Altså en helt analog proces til forestillingen om en bolighaj - et blend brugt som sprogligt prædikat om en kynisk og hensynsløs boligudlejer. I det en konceptuelle rum har vi forestillingen om boligudlejeren, i det andet den generelle forestilling om en haj. Og så i det blendede rum: 'bolighaj´.
