"At finde en figur til en tegnefilm" - ved at tegne og tegne om igen indtil den er der - etc.

Jeg har siden jeg var barn elsket tegneserier og tegnefilm. Og går stadig ind og ser tegnefilm i biografen hvis de har fået gode anmeldelser. I de senere år har jeg specielt været meget begejstret for og fascineret af japaneren Hayo Miyazakis manga-tegnefilm, f.eks. Min nabo Totoro og Porco Rosso.       
   Lørdagspolitikens kulturtillæg har en artikel med rubrikken der er et citat fra artiklen: "Jo mere hun bliver holdt tilbage, desto mere rumsterer grokraften i hende". Det kunne næsten være mottoet for den særligt kreative personlighed.
   Manchetten fortæller: "Disneyveteranen Glen Keane har tegnet Tarzan ned på alle fire og givet havfruen Ariel ben at gå på. Og nu har han fundet frem til en moderne udgave af Rapunzel med det 25 meter lange hår til den premiereaktuelle film 'To på flugt'." Det er Søren Vinterberg der har interviewet tegneseriekunstneren.
   Artiklen er illustreret med en fascinerende tegning af film-hovedfiguren i aktion med det lange hår nærmest som et angrebsvåben, som det ses her i beskåret form:

Rapunzel figuren som hovedperson i en tegnefilm har været længe undervejs. Allerede gamle Disney havde hende på idestadiet i 40´erne, fortæller artiklen. Glen Kean fortæller om udviklingen af den tegnede figur:

"At designe sådan en person føles faktisk som at opdage én der hele tiden har gemt sig i papiret. (...) Jeg tegner og tegner, nej, det der er ikke hende ... heller ikke det ... Jeg ved ikke hvorfor ikke. Men jeg ved det, når jeg så ser hende: Dér er hun! Ligesom da jeg mødte min kone første gang: Jeg var 17 og sto i billetkøen til 'The Godfather', vendte mig om - og følte at jeg kendte den pige der. Remarkable."

I kreativitetssammenhæng er det citat særligt interessant, synes jeg. Billedet - den visuelle tanke eller ide om tegnefilmfiguren Rapunzel - må jo være aflejret i den del af bevidstheden Glen Keane ikke har direkte adgang til. Han kan åbenbart ikke bare bevidst forestille sig den og "se den for sig", som man siger. Han må tegne og tegne om igen indtil der er "et match" (ligesom med fingeraftryk) mellem det ubevidste billede og det han tegner på papiret.
   Citatet viser at der klart er tale om en slags aha-oplevelse - af lykke og lettelse: Der var hun! Endelig!

Det minder mig om Poul Martinsen der havde forestillinger fra barndommens familieliv og miljø - ubevidst - liggende i erindringen, billeder der var følelsesladede og fungerede som drivkraft for Martinsen til finde "et match" med mennesker og miljøer i den aktuelle virkelighed som "lignede" barndommens så meget at de kunne og skulle bruges til figurer i hans dokumentarfilmen.

Jeg mindes også mange romanforfattere der i interviews har fortalt at deres romanfigurer efter nogen tids skrivning tilsyneladende får deres eget liv og "selv bestemmer" romanens udvikling.
  Også det må betyde at den ubevidste forestilling om hovedpersonen og historien er meget mere omfattende end den bevidste forestilling forfatteren begynder at skrive ud fra. Og at skriveprocessen får karakter af en opdagelsesrejse - her i sproget - af en person der for en meget stor dels vedkommende er "gemt" for forfatteren i starten.

Og jeg får pludselig en erindring om den følelse jeg havde da jeg for første gang skulle skrive manuskript til en skoleradioudsendelse i begyndelsen af 70´erne, og gjorde den opdagelse at jeg havde adgang til et andet sprog - en anden stemme - som pludselig kunne forklare børnelytterne indviklede ting på en helt uakademisk og ligefrem måde.
   Det var en stærk aha-oplevelse den gang, som jeg reflekterede over, og som førte til at jeg begrebsmæssigt fandt på den skelnen jeg siden benævnte: erfaringssprog vs. videnssprog (beskrevet nærmere i et tidligere blogindlæg).

Når rygere spejler sig i film - og hvad deraf følger: spejlneuroner og ammehormoner

"Fristende filmrøg" er rubrikken på en af de korte nyhedartikler om aktuel forskning i Weekendavisens tillæg "Ideer" (26-01-11). Den handler om forskellen på rygeres og ikke-rygers hjerneaktivitet når de ser personer på film ryge. Og det gør de stort set i alle film frem til for omkring 7-10 år siden.  Den forskel har forskerne nemlig undersøgt ved hjerneskanninger, fortæller nyhedsartiklen - med henvisning til The Journal of Neuroscience:

Hos rygerne kunne forskerne se en tydelig aktivitet i de områder af hjernen, som normalt er forbundet med med opfattelse og koordination af motoriske handlinger, med særlig aktivitet af den del af hjernen som er forbundet med bevægelse af højre hånd. (/) Det ser altså ud til , at rygernes hjerner i høj grad opført sig på samme måde, som når rygeren tager en cigaret og fører den op til munden. Netop denne bevægelse bliver hurtig til en fast rutine for en ryger. Bevægelsen forbindes med det nikotin-kick, cigarretter giver, og bliver hurtigt så indgroet, at rygere kan komme til at gøre bevægelsen ubevidst.

Artiklen nævner ikke spejlneuroner og deres måde at virke på, men det kunne jo se ud som præcis den mekanisme som opdagelsen af spejlneuronernes funktion i hjernen afslørede: at de centrer i hjernen som aktiveres når vi selv udfører en bestemt handling, også aktiveres når vi ser andre gør en lignende handling. Og spejlneuronerne må jo være en del af den biologiske forklaring på det helt centrale begreb i både dramaturgi, journalistik og kærlighed: identifikation: indlevelse gennem genkendelse.
   Men spejlneuronerne kan kun være en del af forklaringen på hvordan og hvorfor identifikationen virker og fungerer så stærkt som den gør. Den siger ikke noget om de positive følelser der er en vigtig del af identifikationsmekanismen. Og her ser jeg det interessante i ovenstående forskningsresultat. For spejlingen er jo her koblet sammen med noget hjernekemi: det "kick" - dvs. den følelse af velvære - som nikotinen fra cigaretten så kobler bevægelsen sammen med.

For at forklare identifkationsmekanismen helt generelt, må vi have et eller flere kemiske stoffer som aktiveres i hjernen og skaber positive følelser ved den genkendelse som spejlneuronerne muliggør. Og her kunne "ammehormonet" oxytocin komme ind som en mulig kandidat.
   Hormonet kaldes også på engelske  "bonding hormone" - eller i den folkelige version:  "love hormone" - et hormon der aktiveres i forbindelse med fødsler, amning og sex - men som også viser sig at være aktivt i positive sociale relationer som venskaber. Og en en af  de konstaterede virkninger er at øge tillid og gavmildhed i forhold til andre mennesker.

Der er så også lavet forsøg med at vise "oplysnngsfilm" for et publikum der skulle få dem til at at være positive over for et budskab om at bidrage økonomisk til en god sag. Man delte publikum i to grupper - en gruppe som fik et skud oxytocin ind i hjernen via næsespray - og en anden gruppe som fik et snydestof i næsesprayen. Og - aha! - de to grupper reagerede meget forskelligt:

De, der havde fået oxytocin gav udtryk for lang større forståelse for de præsenterede sager, og de gav 56 procent flere penge end kontrolgruppen. (/) Professor PhD Paul Zak, der har stået i spidsen for forsøgene, siger, at resultaterne af undersøgelsen viser, ”hvorfor der altid er babyer og hundehvalpe i toiletpapirreklamer”. (/) - Meget tyder på, at hvis annoncører bruger billeder, der får vores hjerner til at frigive oxytocin, så er der større chance for at skabe tillid til et mærke eller et produkt hos forbrugerne - og dermed øge omsætningen.

Hvis vi dermed er på vej til at forstå identifikationen som en kobling af spejlneutronernes genkendelsesmkanisme med den positive følelse af "tilhør" som oxytocin skaber, så ligger det lige for at på samme måde at forklare oplevelsen af spænding og fremdrift (suspense) i action- og gyser-film med en udløsning af hormonet adrenalin som emotionelt aktiverer til kamp eller flugt når det kobles sammen med spejlneuronernes genkendelse af de truede personer i filmen.
   Eksemplet på virkningen af oxytocin når man ser film, er omtalt på: http://www.markedsforing.dk/artikler/vis/artikel/amme-hormon-saelger-varer/

Det indlysende spørgsmål er naturligvis om det her hormon er forbeholdt kvinder, for så kan det jo ikke bruges. Også mænd kan identificerer sig og have venskaber, etc. Det viser sig  at hormonet også produceres i mænds hjerne, men at de oven i købet har et andet "bonding hormone": vasopressin, der har en lignende effekt: at forstærke den positive følelse af samhørighed.
   Et forsøg med vasopressin-næsespray, viste at mænd efter at have fået en injektion af hormonet, blev bedre til at genekende og aflæse følelser (glæde og vrede) i billeder af andre menneskers ansigter. Se:http://www.newscientist.com/article/mg20627604.600-bonding-hormone-helps-men-recognise-emotions.html