Alle mennesker kender fra barnsben til lysten til og glæde ved at blive kælet for, nusset i nakken, kløet på rygge - eller bare at blive holdt i hånden og dermed hud-berørt af et andet venligt og forstående menneske.
Men rigtig mange i vore dage, i alle aldre, kender også til det modsatte - at savne berøring.
Det er noget der er svært at tale (og skrive) om, så man må igang med billedsproget, klicheerne, metaforerne.
Politikerne og journalisterne bruger en metafor når de skal beskrive de negative sociale og psykologiske følger af nedskæringer og besparelser i kommunerne der betyder at der bliver færre sosu-assistenter og færre pædagoger i de forskellige kommunale institutioner og afdelinger: De bruger metaforen ...
varme hænder
... som der altså bliver færre af - og underforstået - for få af.
Fx bragte Berlingske.dk den 21/02/18 en overskrift (rubrik) og en underoverskrift (manchet) en gang i februar der lød:
Kommuner har sparet på varme hænder og ansat flere akademikere
Kommunalreformen har banet vejen for DJØFernes indtog på landets rådhuse. 6.300 flere akademikere i kommunerne er det blevet til, mens antallet af ansatte generelt er faldet med 35.000.
Journalistens navn: Bent Winther.
Jeg har ikke tjekket, men jeg kan meget vel forestille mig at det er en artikel (eller en af de mange lignende i de dage) jeg kan have delt på Facebook til minen FB-venner.
Det billedlige udtrykket er jo fint fundet på, hvis man ser det fra fx FOAs, BUBLs eller Dansk Sygplejeråds synsvinkel.
Der er tale om en meget effektiv metaforisk 'framing' (=mental og konceptuel afgrænsning), som rigtig mange politikere der vil spare og skære ned, har rigtig ondt i røven over.
For det suggestive sprogbillede har i den grad bidt sig fast i almindelige menneskers bevidsthed: dem som har børn i institution, har syge familiemedlemmer (eller i ambulant behandling) på hospitaler, eller som er på plejehjem eller sidder isoleret i deres lejligheder.
Af overskriften og undeoverskriften er det indlysende hvorfor politikerne og embedsmændende selv om de nok aldrig vil indrømme det offentligt, føler sig presset af den logiske slutning som også fremgår: nemlig at akademikere i embedsmand-stillinger i kommuner, har ...
kolde hænder
Stort set alle mennesker har hænder, er fortrolige med dem, og kender dem som næsten de vigtigste lemmer når det gælder arbejde, madlavning, børnepleje, rengøring og sex- og kærlighedsliv.
Og det er endda sådan at alle også på egen krop har opleve det modsatte - ikke som metafor, men rent fysisk: 'kolde hænder' - når de for længe har været ude i noget barskt vintervejr, og deres hænder og fingre er blevet stive af kulde.
Og hvordan er det lige med udtrykket "kold" i andre kropsrefererende metaforer?
- 'give en kold skulder' = 'afvisende'
- 'havde kolde øjne', 'et køligt blik' = 'afvisende', 'uforstående'
- 'kolde fødder' = 'blev bange og fortrød en aftale'
- 'kold i røven som han er' = 'kynisk', 'ufølsom'
- 'løbe koldt ned ad ryggen' = 'blev bange ved tanken om'
- 'den kolde krig' - 'en de fakto krig hvor der ikke bruges militære våben i aktion'
- 'det er en kold tid' = titel af en af Kim Larsens samfundkritiske sange der forudsætter at alle kender til hvad "kold" metaforisk er blevet brugt i både privat og offentligt sprog.
Udtrykke 'KOLD' og dets semantiske modsætning 'VARM' i overført betydning, er det som Mark Johnson og George Lakoff i deres bog "Metaphors We Live By" karakteriserer som en 'konceptuel metafor', en konkret billedsprog-brug som er livsnødvendig for at vi kan tale simpelt og forståeligt om nære, men abstrakte emner som følelser, menneskelige relationer, oplevelser af andre, m.m.
Hvad er historien? - Hvem fandt på det? - Hvem fik første gang den geniale ide at bruge metaforen 'varme hænder'?
Det svarer danske Wikipedia på - eller retter kun på hvornår metaforen 'varme hænder' - 'slog igennem' (også en metafor der indebærer at 'offentligt sprog' = 'en kampplads'):
Varme hænder er et udtryk, der for alvor vandt indpas i forbindelse med overenskomstforhandlingerne og de senere strejker i 2008.Udtrykket refererer til, at der ifølge de faglige organisationer var brug for flere pædagoger, social- og sundhedsassistenter og andet omsorgspersonale på det offentlige arbejdsmarked.
Metaforen "varme hænder" = 'ansatte som har daglig og fysisk omgang med børn, gamle og syge', er utroligt effektiv. Og den vil være rigtig svær at komme af med fordi den forudsætter en konceptuel metafor som er en helt fundamental del af vores forståelse af store og abstrakte, men kropsnære og sansenære forhold.
Lad os for en ordens skyld også lige opridse nogle faste vendinger - klicheer(?) der trækker på den konceptuelle metafor indlejret i udtrykke 'VARM':
- 'have varme følelser for' - 'emotionelt at holde af'
- 'sende glødende blikke mod' = 'være forelsket i'
- 'et varmt hjerte' = 'at have medfølelse og empati for andre (i nød!)'
- 'et varmt venskab' - 'et gensidigt forhold mellem venner hvor positive følelser indgår som en del af forholdet'
- 'få varme kinder over' = 'blive berørt så stærkt at man er lidt flov over det'
- 'en varm mavefølelse' = 'en positiv tankeløs følelser ved oplevelsen af noget eller nogen'.
Jeg forestiller mig at også metaforen 'varme hænder' i den moderne betydning oprindelig kommer fra engelsk , som så meget andet indlån i de seneste mange år.
Så jeg googler "warm hands as a metaphor", og får som det første - og som en overraskelse - denne tekst fra et engelsk leksikon:
cold hands, warm heart. Cold hands—or, by extension, a reserved disposition—are often traits of a kind, loving person. A: "Don't touch me with your icy hands!" B: "Come on, cold hands, warm heart." I always thought he was aloof before he donated so generously to our cause. I guess he's just one of those cold hands, warm heart people."
Nu skal det her ikke blive for nørdet - en grøft jeg nemt falder i (og 'grøft' er også en metafor der styres af billedet af et varieret landskab med bakker, grøfter og faldgruber); men det her udtryk går i hvert fald på engelsk tilbage til omkring 1900, hvor man kan finde det citeret i et leksikon fra den gang.
Jeg tænker fordomsfuldt: Det er sgu nok fra Shakespeare!
Fruen der hele livet fysisk har været plaget af kolde fingre og hænder, husker udtrykket som et bevinget ord fra sin barndom på Amager:
Når jeg kom ind med kolde fingre i våde vanter fra at have leget i sneen, så sagde farmor trøstende: "Nåååh... Men har du kolde fingre, har du et varmt hjerte."Det var en ringe trøst, når jeg faktisk frøs rigtig meget om fingerne.
Det meget populære tv-quiz-program i DR: "Gæt og Grimasser" (1979-93, er siden blevet videreført som en ide og et koncept til en voksenleg til fester.
På hjemmesiden festabc.dk ("Alt til fest og gæst") opregnes en lang række gamle folkelige talemåder og ordsprog, heriblandt denne variant:
Den, der har en kold hånd, har ofte et varmt hjerte.
Selv husker jeg ikke at have hørt eller læst dette udtryk eller beslægtede udtryk nogensinde før.
Men uanset sproghistorien, så er der på et tidspunkt, sikkert en gang i 1900-tallet, sket en en semantisk kortslutning og glidning - fra "varmt hjerte" til "varme hænder" på grund af bogstavrimet vh>vh - og en semantisk omvending fra "kold hånd"(minus) til "varme hænder"(plus) - sikkert hjulpet godt på vej af den bagved-styrende konceptuelle metafor-modsætning: KOLD-VARM - som jeg har beskrevet ovenfor.
Og det, tror jeg, har udløst en aha-oplevelse hos en af de mennesker (journalist, reklamemand) der har siddet og planlagt propagandaen i annoncer for A-siden ved overenskomst-forhandlingerne 2008.
Håber han har fået løn, som fortjent.
Det var en lang, snørklet omvej....
Men, men ...
Hvorfor kaster jeg mig nu lige ud i den her analyse af metaforer og bevingede klicheer omkring den metaforiske modsætning KOLD-VARM?
Det er der flere grunde til!
'Gnisten' der lå og ulmede i baghovedet, opstod via koblingen til en artikel i min daglige første morgenavis MetroXpress fra den 7. marts.
Artiklens overskrift har et citat fra en læge-kilde:
Læge: 'Hudsult' er ikke kun for gamle mennesker
Jeg blev paf ved overskriften. Hvad the fuck er 'hudsult'?
Jeg er gammel (og ret syg og dårligt gående - og ret belæst i aviser og på nettet), men jeg har aldrig hørt eller læst udtrykket 'hudsult' før. Og jeg får faktisk en aha-oplevelse - men noget forsinket - efter læsningen af artiklen i MX
Manchetten gav vinklen:
Følelsen af at huden hungrer efter at blive berørt, kan ramme alle, og manglende fysisk kontakt skydes blandt andet, at vi tror, vi er social på de sociale medier, mener læge.
Journalisten er en kvinde: Trina Nielsen.
Nedenunder kunne man læse den journalistisk 'case-artikel' som de fleste redaktionchefer vil afkræve journalisten inden hun/han får lov til at udsende en videnskabsnyhed med en læge som afgørende kilde (=højtudannet akademiker >ingen identifikation fra læserne uden eller kun med kortere uddannelser).
Overskriften er også et citat, men med det afgørende citat inden i - en ægte rammefortælling:
"Bryd tabuet, og sig: 'Hey, jeg savner at blive rørt ved'"
Der er ingen manchet-tekst efter overskriften, men der er i artiklen indlagt et uddybende citat fra kilden som er vist med et foto af "forfatteren og foredragsholder" Lucy Vittrup m.m, som vi ser iklædt smart og ungdommeligt denim-tøj:
"Vi skesualiserer fysisk kontakt. Vi tænker, hvis vi rører ved hinanden, så er vi igang med at knalde. Og det bliver altså ikke bedre i den her Metoo-tid."
Det der var underforstået i manchetten til den første artikel, og det som kommenteres af Lucy Vittrup i den anden, det fortælles i en faktaboks til højre på siden. Her besvares spørgsmålet "Hvad er hudsult?":
Begrebet hudsult er ikke videnskabeligt dokumenteret. Det er et begreb, som er opstået inden for plejesektoren.- Hudsult kommer af, at kroppen mangler oxytocin, som udløses, når du har tæt fysisk kontakt til et andet menneske.
- Symptomerne kan vise sig som søvnløshed og angst, og du kan føle dig stresset og deprimeret.
- Selv om symptomerne kan ligne tegn på dårligt mentalt helbred, betyder det ikke nødvendigvis, at du lider af en mental sygdom.
- Du kan stille din hudsult gennem sex, da det ikke er et seksuelt behov.
"Oxytocin"!!! Det var koblingen!
For fire et halvt år siden holdt jeg min 70 års fødselsdag.
Alle 60 gæster var kommet (i alle aldersklasser fra 74 år og ned til tre små vilde drenge i børnehave-alderen) og var forsamlet på terrassen.
Jeg indledte med at byde velkommen efter en 'velkomstdrinks'. Og, som jeg husker det, gav jeg derefter alle gæsterne besked om at de skulle finde sammen i små grupper på fire som ikke kendte hinanden (særlig godt).
Så gik kommandoen på at de skulle give hinanden (=de andre tre) et ordentligt kram og et knus.
Mit stikord til denne indledende gæsteleg som gav anledning til megen latter og fnis, viste jeg på et stort skilt. Og hvad stod der på det?
Ja, selvfølgelig:
oxytocin
Down memory lane:
Jeg var meget syg ('svagelig') som barn i årene omkring 1950, og havde i en årrække mange fysiske kontakter med lokale praktiserende læger. Og der indgik altid berøring af (syge eller raske) dele af kroppen i konsultationer og under lægebesøg i hjemmet.
Mange år efter - omkring 1998 - 2003 - hvor kontakten med læger og sygehuse igen blev hyppig, konstaterede jeg at det var uhyre sjældent, og meget minimalt at sygehuslægerne rørte ved mig og min hud som et led i at stille diagnosen.
De refererede i stedet typisk til blodprøve-resultater og røntgenbilleder og andre former for måleinstrument-svar, scanning-resultater, m.m.
Hoftekirurger og skulder-kirurger som jeg har haft kontakt med i flere omgange, både den gang og i årene efter, dem har jeg nu også igen mødt flere af - for et halvt år siden
Udviklingen i 'sygehuskulturen' er gået sådan at de (måske) somme tider læser journaler og i hvert fald ser på røntgenbilleder når de afgør om en operativ udskiftning af en brusknedslidt hofte med en kunstig, er mulig eller nødvendig. Afstanden i rummet mellem læge og patient er mindst 3 meter.
Og absolut ingen hudkontakt. Og en taleafstand der kan være et problem hvis man har bruger hørerapparat.
Men så er de også fri for at vaske hænder eller spritte dem efter hver konsultation.
Det sparer tid - mange arbejdstimer - set over et år. Eller et helt lægeliv.
Det med fysisk berøringer af patienter, er nu stort set overladt til menige sygeplejersker og -elever, blodprøve-laboranter, sygehjælpere og portører.
Og så er det fysioterapeuter, fodterapeuter, kiropraktorer og frisører der tager over og hjælper til at stille 'hudsulten' med professionelle, men 'varme hænder' når patienterne kommer hjem.
Det skal i retfærdighedens navn siges at min erfaring også er at de praktiserende læger, sikkert især af de ældre årgange, stadig også godt kan finde ud af at røre ved og føle på deres patienters hud - hoveder, kroppe og lemmer - på helt gammeldags vis - når en diagnose skal stilles,
Jeg har ikke tal på hvor mange fys´er og fod-dame-klinikker vi har i Vordingborg, men det er uforholdsmæssigt mange, alene i hovedgaden Algade.
Og i de lokale gratis-aviser vrimler det med annoncer for Massage (ikke sex), Zone-terapi, Kranio-Sakral Terapi, m.m.
Hos min egen kreative frisør som jeg flere gange har skrevet om her på bloggen, får man automatisk - som forspil til en tæt herreklipning - vasket hår med flere gange massage af hovedbunden.
Det tager tid - og gøres professionelt.
Folk, inklusive mig selv, vil tilsyneladende godt betale ganske meget og meget ofte mange gange om året - for at få deres 'hudsult' stillet, også selv om det "kun" er fødder, ryggen og hovedbunden (og evt. skægget) der bliver udsat for andre hænders helende berøring og manipulation.
Og hvis man er medlem af Danmark, så giver det afslag/kompensation i prisen i flere af professionernes honorarer.
Den anden grund til at jeg pludselig fik energi til at skrive dette indlæg, var fordi jeg havde besluttet at skrive mere om Peter Bros nys-udkomne bog om kreativitet: "Aha-oplevelsen - Arven fra Alfred Nobel" - en opgave jeg synes var meget sværere.
Jeg har foreløbig skrevet et indlæg:
- og planlægger flere hen ad vejen.
Men det blev så ikke lige idag, selv om det var planen.
Der var også en tredje grund som har med et yderligere planlagt blogindlæg om metaforer at gøre, men den venter jeg med til en anden god gang.
Så en foreløbig læresætning man kan trække ud af alle de her snørklede associations-baner - er denne:
Støder du på modstand og blokering, og oplever at en skrive- og analyse-opgave er for svær lige nu, så kan den deraf følgende frustration og 'vrede', slå over i noget konstruktivt og opfindsomt. Og dermed blive en slags 'katalysator' (af Peter Bro kaldet "indfaldsvinkel") til at skrive om noget andet - som minder og ligner og associerer til det der udgør modstanden, men som samtidig også undviger og smutter uden om 'muren' der 'blokere' for skriveriet.
Og som derfor er gennemførligt her og nu.
En skatkiste af klicheer med hel- og halv-døde metaforer, bevingede ord, gamle ordsprog og talemåder, findes her:
http://ordsprogogtalemaader.dk/?page_id=697
 |
Og på engelsk er der her en oversigt over metaforer og berøring:
http://changingminds.org/techniques/language/metaphor/metaphor_touch.htm
