Om reality-tv og 'Jobmatch' - og til slut en gammel kronik om et stadig aktuelt tv-fænomen

For nylig var der en debat i medierne, bl.a. i Politiken, om den "reality-serie" med titlen 'Jobmatch' som blev afviklet over nogle dage i regi af DR´s studie-magasinprogram Aftenshowet der følger lige efter 18.30-Tv-avisen. 

   Kritikken inden serien blev sendt gik på at Aftenshowet ville "slå plat på de arbejdsløse" - fordi det jo i  virkeligheden var en slags talent-show a la 'X-Factor' og lignende underholdningsformater hvor almindelige mennesker skulle konkurrere og deltage i et udskilningsløb - her altså om at få et job.

   Den kritik blev afvist af Henriette Ladegaard Petersen der er redaktionschef for Aftenshowet, her citeret fra Politiken:

Der er ikke tale om hverken underholdning eller reality. Hvilket vi heller aldrig har sagt. Vi har faktisk været helt uforstående overfor, hvor den genrebetegnelse er opstået? Der er derimod tale om et program, der i den grad tager arbejdsløse alvorligt. Og som udkommer i Aftenshowet, der er et aktualitetsprogram. (...)

   Formålet er at give alle arbejdsløse – både dem, der optræder i programmet, men ikke mindst alle dem, der ser med – et nyt sæt værktøjer til at slå hul på bylden i en fastlåst situation og få et nyt håb for fremtiden. 3 vil ende med et job – 27 vil stå med et forbedret potentiale for at få et job (og hvem ved, andre jobtilbud?). Og seerne vil blive meget, meget klogere.

Efter serien kom der en meget kritisk kommentar af Kristian Madsen i Politkens 'Signatur'-klumme på debatsiden, under rubrikken: 

Hvis nu 160.000 stalker Pernille Aalund

Kritikken i Kristian Madsens kommentar går først og fremmest på den bagvedliggende ideologi og det værdisystem som selve konceptets grundlæggende plot formidler. 

   Kommentaren slutter med denne 'grusomme salve':

Som menigheden i en frikirke afæskes de skiftevis bekendelser om, hvor meget de har lært af ’Jobmatch’, hvor glade de er for pæne ord fra direktøren, selvom de blev siet fra, og hvor meget gåpåmod, de nu er fulde af.

   På et tidspunkt brydes manuskriptet, da deltageren Sariai bliver spurgt, hvorfor hun ikke havde fået et arbejde: »Først og fremmest er der mangel på ressourcer og arbejdspladser ude i samfundet«, sagde den ledige sygeplejerske til studieværtens beklemte ubehag. Sariai ville i hvert fald aldrig kunne få job som vært på Aftenshowet.

   For i ’Jobmatch’ handler det ikke om ’samfundet’. Samfundet er en dårlig undskyldning for din egen utilstrækkelighed. Har du været åben og positiv nok? Har du fulgt tipsene fra programmets netværkscoach? Spillede du din rolle rigtigt, da vi skulle flytte kopper i samarbejdsøvelsen?

   Ledighed er i ’Jobmatch’s prisme ikke et fælles problem, men et individuelt problem. Derfor nytter det heller ikke noget at lede efter svaret for de 160.000 ledige i den politiske eller samfundsøkonomiske sfære.

   Det skal findes inde i dig selv med hjælp fra jobkonsulenter og HR-folk og psykologer. Og først og fremmest skal du have drive. »Dybest set kan man sige, at hvis man stalker mig tilstrækkelig længe, får man nok et job på et tidspunkt«, siger Pernille Aalund. Det kunne være sjovt, hvis 160.000 mennesker en dag tog hende på ordet.

Det med den bagvedliggende ideologi, er jeg faktisk enig med Kristian Madsen i. 

   Men at det skulle være noget man specielt skulle kritiserer Aftenshowets nye format for, synes jeg til gengæld er udtryk for at Politikens lederskribent kører på mental automatpilot. 

   Ideologien gennemsyrer nemlig stort set alle medier, alle kulturprodukter, al journalistik. Man kan ikke læse et nummer af Politiken og dets mange magasintillæg uden at det vrimler med tilsvarende eksempler.

   Systemkritik som forklaring på noget som helst er OUT. At du personligt er ansvarlig for din skæbne  er IN. Det afspejler sig i alle medier, og i alle politikeres udtalelser. 

   Det er i øvrigt et tema jeg vender tilbage til i et senere indlæg i serien 'Thinking Fast and Slow' - om to slags årsagsforklaringer og deres forskellige brugbarhed i medierne.

Også kritikken om at det er kritisabelt at anvende reality-plot i alvorligt journalistisk øjemed, det er deja-vue for mig. 

   Da en af denne blogs 'helte', Poul Martinsen, for nogle år siden producerede reality-dokumentar-serien 'Krigerne', sendt på DR1 i prime time, fik han og DR også på puklen. Serien skulle dokumentere at helt almindelige yngre danskere kunne forføres til - under de rette vilkår - at begå tortur og overtræde Geneve-konventions regler. Og det gjorde den. 

   Den ret enslydende kritik gik især på det realitylignende plot - og for uetisk behandling af de medvirkende for at underholde tv-seerne.

   Og mange kritikere forholdt sig alene på grund af form og format og påstået formål slet ikke til det meget oplysende og delvist selvkritiske budskab som serien videregav.

Med til historien hører så også at Poul Martinsen kunne fortælle at han havde fået forbud af DR´s 'højere magter' mod at etikettere serien med hybridbetegnelsen 'reality-dokumentar' - angiveligt med begrundelsen: "DR laver principielt ikke reality-tv."

   Jeg mener det var før X-Factor blev produceret og sendt i DR. Og også før serien 'Blod, sved og T-shirt' - med efterfølgere de næste sæsoner, blev sendt. Og før 'Maestro' blev produceret. 

   Men Henriette Ladegaards svar på kritikken kunne, citeret oven for, tyde på at hun har haft samme problem som Poul Martinsen med 'dem oppe i huset'.

På Facebook skriver Henriette Ladegaard til sine fb-venner umiddelbart efter sidste Jobmatch-udsendelse:

Er stolt! Over at min redaktion turde trodse mediestormen, bryde et tabu og have hjertet på rette sted. Tak til Danmarks sejeste arbejdssøgende, erhvervsledere og en top-dedikeret redaktion!

Og så henviser hun så i øvrigt med et link til en af de deltagende men ikke-vindende jobsøgere i programmet, Søren Riisgaard Mortensen. Han fortæller i en lang beretning på Kommunikationsforums hjemmeside om hvad han faktisk har fået ud af at deltage. Han skriver blandt andet:

Skåret helt ind til benet har jeg i løbet af Jobmatch-processen sendt en noget atypisk og personlig ansøgning på skrift og video om at deltage. Jeg har solgt mig selv på to minutter til en af Danmarks mest innovative, fremtids- og menneskeorienterede virksomheder foran 9 andre ukendte ”konkurrenter” og ført nogle korte samtaler med erhvervslederne fra de tre virksomheder. Det lyder ikke af meget, men det har alligevel været en hektisk periode, for DR har gjort meget for at vi ikke blot bliver til brug-og-smid-væk-statister i deres bestræbelser på at det nye koncept skal lykkes. Vi er blevet udfordret i nogle af vores grundopfattelser om os selv og tvunget til at tænke i nye baner, alt sammen ført an af to dygtige og inspirerende coaches, som vi har fået stillet til rådighed. Kort sagt er vi deltagere i Jobmatch nok de mest forkælede arbejdsløse, man kan opdrive i hele kongeriget. Og vi har det sgu godt i de her dage.

Det interessante er at deltagerne i 'Krigerne' fortalte noget lignende. De havde ikke følt sig udnyttet og misbrugt, og trods lidelser og barske vilkår indbygget i plottet, og det at de blev udstillet som"onde", så havde de efter eget udsagn lært en masse om sig selv.
   Altså: De afviste enstemmigt de etisk-bekymrede anmelderes og kommentatorers kritik. Og i det tilfælde var seriens egentlig formål endda blevet holdt skjult for dem, indtil alle optagelserne var i kassen. 

Læsere af denne blog vil vide at jeg ikke har nogen principielle kvababbelser over reality som underholdning - og som en blanding af fiktion og journalistisk virkelighed.
   Og jeg synes heller ikke det er synd for deltagerne. De er oplyste og moderne mediebevidste brugere af medierne, og tager som en helt naturlig ting ansvaret for de konsekvenser det har at deltage. De tager en chance for at afprøve sig selv. Også hvis de er arbejdsløse og deltager i Aftenshowets 'Jobmatch'.

Med fænomenet 'reality-tv' er der tale om en bred vifte af moderne og tidsvarende genreblandinger og simulerede virkelighedsplot der udnytter tv-dramaturgiens muligheder effektivt. Og genren har i hvert fald mindst 20 år på bagen. Eller mange flere år hvis man regner tv-programmer af Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen med.

   Personligt er jeg er vild med 'Maestro' og ser (endnuda) med fornøjelse 'X-Factor'. Jeg var stærkt begejstret for serien 'Gal eller normal' og for 'Det røde kapel'. 'Paradise-hotel' er dog ikke i min boldgade som seer.

   Men ligesom viden om atomfysik kan misbruges til atombomber, så kan viden om reality-dramaturgiens muligheder også misbruges til dårligt tv, som den fx blev det i serien 'Blod, sved og T-shirt' med efterfølgere. Se hvorfor her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/nar-blandingsgenren-skiller-om-dr1-tv.html

I min bog 'De levende billeders dramaturgi' bind 2. om TV kan man læse om reality-dramaturgiens principper, skrevet på et tidspunkt for små 10 år siden hvor den slags tv stadig var noget relativt nyt og friskt, kreativt og kontroversielt.

   Jeg skrev faktisk også en kronik til Fyns Stiftstidende omkring det tidspunkt som kan have - i hvert fald historisk - interesse i denne sammenhæng:

Reality i fantasien - og i virkeligheden

Af Peter Harms Larsen, professor i journalistik, Syddansk Universitet.  

Vi er landet på Fristelsernes Ø! Baren er åben! Vil du være årets supermodel? Hvor stor er din Fear Factor? Drømmesamfundets virkelighedsmaskine kører igen. Tv-reality-serierne fylder atter tv-skærmene. Journalisterne står på spring. Debatten vil blomstre. De kloge vil tage afstand. De unge vil forsvare.

    Der er godt nok mange af dem. Sidste år blev der i dansk tv sendt en halv snes reality-shows. Og alle kanaler var med på vognen. I foråret får seerne bl.a. adgang til ”Baren” – i ny festlig indpakning, ”71 grader Nord” i ny udgave, en skandinavisk version af ”Temptation Island”, ”Fear Factor” – og indtil flere kloninger af ”Popstars”-formatet - blot med modeller i stedet for. 

   Ingen tv-genre har udviklet sig mere og hurtigere end reality-shows i de senere år. Og udviklingen er ikke gået stille af. I Sverige kostede første udgave af ”Robinson” tv-underholdninschefen hendes stilling, angiveligt fordi en deltager et halvt år efter optagelserne begik selvmord. I Tyskland greb regeringen ind mod Big Brother og dekreterede en times kamerablack-out pr. døgn, i Norge kostede ”Temptation Island” en tv-direktør hans job, i flere udenlandske versioner af Robinson er medvirkende kommet alvorligt til skade som følge af de indlagte strabadser, i USA er kører der retssager af deltagere mod tv-selskaber for manipulation af tv-virkeligheden med konsekvenser for udfaldet og præmiefordelingen, og retssager for tyveri og plagiat af reality-koncepter tv-selskaber imellem.

   Avisdækningen har givet skældsord som ”snage-tv” og ”skod-tv”. Diskussionen har som regel taget genren på ordet og betragtet den som virkelighedsskildring - en særlig slags dokumentarisme. Ikke mindst anmelderne har ment at disse programmer dokumentarisk set var uvederhæftigt manipulerende, platte og gabende kedelige. Enkelte sympatisører, bl. a. Naser Khadar og Erik Meir Calsen har fremhævet deres muligheder for at give indsigt i hvordan ”de sociale mekanismer, normer og regler fungerer i dagens Danmark”.

  Men diskussionen er skæv. Reality-shows er først og fremmest fiktion – forklædt som virkelighed.

Formålet er det samme som for biograffilm og tv-serier: at underholde. I konstruktionen af koncepter og formater for relity-shows går man målrettet efter maksimal identifikation og fascination hos publikum: Det ”virkelige” i programmerne er en effekt der er underordnet de dramatiske oplevelseskvaliteter. Arnold Shapiro, Big Brother-producer i USA, siger: “We are looking for the same ingredients you look for in fictional drama. What we are trying to make is a real, live soap opera. So what do you look for? You look for all the variables of a dramatic story – character development, plot, emotion.” Og Mark Burnett, en af de hovedansvarlige bag produktionen af ”Survivor” (”Robinson” på amerikansk) betegner den slags programmer som ”unscriptet drama”. 

   Går man tæt på, bliver fiktionskonstruktionen tydelig. Reality-shows handler om de samme menneskelige grundtemaer som kendetegner fiktionen: kærlighed og erotik, venskab og venskabsbrud, magt og afmagt, konflikt og overlevelse, svig og sammenhold. Som i fiktionen bliver de medvirkendes sociale og moralske kvaliteter løbende sat på prøve: solidaritet versus egeninteresse, uselviskhed over for kynisme, mod over for fejhed. Personlige dilemmaer sættes i spil og eksistentielle spørgsmål rejses: – Hvor går mine grænser? – Hvilke midler helliger målet at vinde? Og vi oplever i de lange reality-føljetonerat nogle medvirkende, ligesom et dramas hovedpersoner, udvikler sig og træder i karakter under det pres og gennem de kriser og valg som den opfundne virkelighed udsætter de medvirkende for. 

   Motoren i al fiktion er en udfordring til fantasien: ”Tænk hvis…” – Tænk hvis marsboerne invaderede Jorden! – Tænk hvis du mødte den store kærlighed, men familierne var dødsfjender! – Tænk hvis en fordrukken bonde endte i baronens seng! Kunsten består jo så i at få publikum til at tro på fiktionen som en slags virkelighed – en illuderet virkelighed – på engelsk kaldet en ”make believe-world”. 

   Det er til gengæld ingen kunst i reality-shows, men de er konstrueret over samme formel: - Tænk hvis du strandende på en øde ø uden moderne bekvemmeligheder! – Tænk hvis du blev spærret inde og overvåget døgnet rundt! – Tænk hvis du og din kæreste blev fristet til sidespring af skønne singler! – Tænk hvis du kunne blive en popstjerne og vinde rigdom og berømmelse! 

   Tricket i reality shows er det samme som ellers altid har været fiktionens hjemmebane: at gøre en udbredt fantasi eller drøm til en konfliktfyldt virkelighed, for så at vise hvordan aktørerne reagere i den realiserede fantasi. Reality-shows fascinerer ved at virkeliggøre både ønskedrømme og angstdrømme og mixe dem på sindrig vis i konceptet for den enkelte programserie. Lystfyldte drømme og fantasier om at leve på en paradisisk sydhavsø, om mulighed for et harem af villige kvinder eller mænd, om at leve i vild luksus, blandes med angstdrømme, mareridt og fobier: at opleve psykisk og fysisk ydmygelse, dødsangst, at blive beluret, klaustrofobi, højdeskræk og angst for kryb, at fjenden invaderer privatlivet, udstødelse af fællesskabet. 

   Ofte realiseres disse drømme via henvisninger til fælleskulturelt myte- og fabelstof, og med referencer til kendte eventyr og historier fra litteraturhistorien: Robinson Cruso, Temtation Island, Big Brother, Harem, Villa Medusa – fortællinger der så bruges som gennemgående idebank for diverse opgaver, konkurrencer, arrangerede events, præmier og trofæer.

   Men uanset realiserede drømme og eventyrlige rammer, så er mennesker i det daglige samværs rutiner som regel dødkedelige at se og høre på. I fiktionen er det plottet der sikrer fremdrift, spænding og dramatiske vendepunkter. I reality-shows indplanter man med samme mål serier af games med plotfunktion: opgaver, konkurrencer, tvungne valg og afstemninger – og ikke mindst interventioner fra tilrettelæggernes side undervejs: overraskende gæster, nye regler, ekstra straf eller belønning. Alt sammen for at skabe drama ud af den udramatiske virkelighed. 

   Særligt vigtige for genrens fiktionseffekt, og noget af det der har gjort genren mest suspekt i kritikernes øjne, er de mange mind-games. Det er opgaver der gennem valgsituationer tvinger de medvirkende til at vise følelser og til at afsløre gode eller dårlige sider af sig selv - egenskaber som de under almindeligt socialt samvær ikke frivilligt og åbenlyst ville vise frem. Gennemgående er kravet om at udstøde gruppemedlemmer gennem afstemning eller nominering – og begrunde hvorfor. Heri ligger kilden til de intrigeplot som deltagerne dermed bliver tvunget ind i hvis de vil vinde. Også de indbyggede fristelser eller prøvelser hvor den enkeltes mentale styrke og svaghed testes, er afgørende for at seerne både fascineres og kan identificere sig med deltagerne. Et andet afgørende mind-game-element er sekvenser, f.eks. i form af ”skriftestole”, hvor deltagerne taler privat til seerne om hvad de føler og tænker før og efter de dramatiske game-situationer. Seernes fascination er beslægtet med fornøjelsen ved sladder. Man får inside-viden, så man kan aflæse en masse undertekst i deltagernes indbyrdes snak.

   Voyeurisme er navnet på lysten til at kigge på andre mennesker uden selv at blive set. Når folk fænges og fanges af film- og tv-fiktion, er drivkraften denne basale menneskelig lyst der får dem til at forglemme sig selv mens de ser på. Og det er det også når publikum bliver optaget af at se reality-shows. Ekshibitionisme er det modsatte: lysten til vise sig frem og blive set på. Enhver god skuespiller drives af denne lyst når han optræder på scenen eller filmlærredet. Og den lyst er også en vigtig del af reality-deltagernes grund til at være med – lysten til at være på og blive set. Når reality-showet rigtig kører går publikums indre peeping-tom i tæt symbiose med deltagernes lyst til at vise sig frem. 

   Reality-shows er tænkt som fiktion, konstrueret som fiktion og fungerer som fiktion. Et helt legitimt projekt. Lige indtil man slipper virkelige mennesker løs som aktører i disse fantastiske universer. Så skifter optikken og balladen starter. Når deltagerne sulter, så sulter de rigtigt, når de hader hinanden, så hader for alvor, når de har sex under dynen, kommer der pletter på lagnet. Seeren bliver automatisk gjort til en ægte voyeur. Og aktørernes ekshibitionisme er ikke noget de bare spiller på, de blotter sig for alvor. 

   Ligheden med det der stadig forgår i Spaniens tyrefægtningsarenaer og som udspillede sig i det gamle Roms Colossæum, er slående. Gladiatorkampe og kristne som løvemad var ”skuespil” – datidens realitys-hows – endda med indbygget publikumsafstemning: tomlen ned – døden, tomlen op – overlevelse. Seerne til vor tids tv-reality-shows opfatter det der foregår på skærmen med samme lystfyldte fornemmelse af uvirkelighed som når spanske tilskuere oplever tyrens og toreadorens dødedans i arenaen. 

   At iscenesætte virkeligheder efter skabeloner fra ønskedrømme og mareridt, er ikke forbeholdt tv. Varierende cocktails af lyst og lidelse, fascination og kvalme præger kulturlivets ritualer ved indgangen til det nye århundrede: polterabend med fristelser og ydmygelser før drømmebrylluppet, dyrkelse af ”extreme sports” med indbygget livsfare, nedværdigende rustur-ritualer for nye universitetsstuderende, kanindræberkurser for ledere, udmattende stroppeture i vildmarken for indvandredrenge, kunstnere der hænger sig selv op i kødkroge eller udstiller døde svinekroppe og guldfisk i blendere. 

   Det er i lyset af det man skal se udviklingen af nyere reality-show-formater efter de grove urformer ”Robinson og ”Big Brother”. Der sker en rendyrkning af den virkeliggjorte fantasi. Og dermed en fokusering på bestemte følelsesmæssige registre i det enkelte format. I ”Popstars”, går man enstrenget efter stjernedrømmene og prøvelsernes vej derhen. I ”Bootcamp”, som vi ikke har set herhjemme (endnu?), udsættes deltagerne for nedværdigende tvang og psykisk ydmygelse af samme barske karakter som jægersoldater og frømænd udsættes for under deres uddannelse. I ”Temptation Island” går man målrettet efter at skabe jalousi gennem emotionel tiltrækning og erotisk fristelse: Veletablerede kærestepar tester deres forholds ved at udsætte sig for eventyrlige ”dates” i eksotiske rammer, med attraktive singler af det modsatte køn. Og med det særlige mind-game indlagt at de undervejs kan se optagelser fra kærestens dates. I ”Fear Factor” udsættes deltagerne for rædsels- eller afskyvækkende ”stunts” – som at spise levende orme eller rå fåreøjne, blive overhældt med slanger, kravle gennem mørke kloakrør med rotter, springe mellem biler i høj hastighed, blive overfaldet af glubske hunde. På nettet opfordres publikum til at opfinde nye stunts til fremtidige programmer og deltagere. 

   Et helt ny journalistisk ”beat” er opstået: ”reality-journalistik” – på linie med andre fagspecialer som sportsjournalistik og trafikjournalistik. Netop fordi disse fiktioner er befolket med virkelig mennesker, er reality-programmerne for journalisterne en guldgrube af ”gode historier” med uudtømmelige muligheder af indbydende vinkler. Lige i øjet til beboerne af ”The Dream Society”. De medvirkende stiller op for et godt ord, historierne skriver næsten sig selv. Den yngste journalistpraktikant kan være med fra første dag. Og selv om seertallene måske ikke er så høje, så står annoncørernes darlings, de unge seere, på i stort tal. Producenterne smiler smørret, mens produktionsselskabernes idéfolk har travlt med at tyre psykologibøgerne og verdenslitteraturen igennem for ideer til nye virkelighedsdramaer. The show will go on!

   Og bliver man træt af det, så er der det nye polititske fear-factor-show “Med ryggen til fremtiden – og af med hovedet” – med ø-råds-massakren og i tusindvis af offentligt ansatte der bliver stemt hjem af Big Thor.