Sider

fredag den 15. juli 2011

Høstede metaforer på briksen - til analyse hos dr. Harms

I det følgende har jeg samlet en række eksempler på forskellig brug af metaforer i konkrete aktuelle (avis)tekster.

Her er et eksempel på en "lokal" metafor som fungerer som illustrerende og levendegørende udsmykning af en tekst, og som dermed svarer til hvad den klassiske retorik anså for det væsentlige ved metaforens funktion.
Forbløffelsen opstod, da det blev klart, at disse tre sociale grobrianer ganske enkelt ikke forstod hvad Dr.  Phil talte om. Begreber som manerer, empati og hensyn var dem lige så fremmede som Noam Chomskys teoridannelser for en nyfødt leopardunge. De fattede ikke en klap
          Fra en tv-anmeldelse af Politikens Henrik Palle, 15. juli 
Tekniske set er der dog tale om en sammenligning - ikke en "rigtig" metafor. Det er en absurd analogi til at illustrere og fastslå en værdilade pointe. Og hvordan Henrik Palles krølllede hjerne når fra oplevelsen af et talk-shows medvirkende og deres forhold til dets vært - og så til at få aktiveret et simuleret rum hvori Noam Chomsky holder oplæg for nyfødte leopardunger, må guderne vide.
   Men sjovt er det. Tillykke! 

Her er så et eksempel på en personificerende metafor der fungerer så den formidler forståelse for indholdet i en hel tekst: en hjernes forskellige hukommelsescentre anskues som en række forskellige "arkivarer".
I hjernen sidder flere arkivarer og forvalter Deres hukommelse. Noget skal sidde på rygraden, andet ligger lige på tungen, og noget helt tredje skal gemmes til at give gode eller dårlige mavefornemmelser. Nu viser det sig, at arkivarerne har et tættere samarbejde, og at nye informatoiner lagres langt hurtigere end man tidligere har antaget.
   Ny forskning fra University of Edingburgh vise, at vore erindringer lagres i både netocortex og hippocampus på samme tid, hvis der er en eksisterende kontekst, som det nye minde eller den nye tanke kan knytte forbindelse til.
    Fra Weekendavisens tillæg Ideer, referat fra Science 7. juli
Jeg har lige været i biografen og set en fransk film der fik gode anmeldelser: "Potiche". Den var også glimrende - og morsom.
  Titlen i direkte oversættelse betyder "en dekorativ vase", men er altså her en metafor for en hustru som er blevet gift med en velhavende mand for sit smukke udseendes skyld.


Titlen er ironisk ment.
   Den oversætte i de danske anmeldelser til "trofæhustru", som er en metafor på linie med "bolighaj" eller "skrankepave". Og det danske udtryk er er lånt fra engelsk: "trophy wife".
  Hovedpersonen er blevet gift med sin velhavende mand for at kunne tjene som en dekorativ udsmykning  af hans liv, og som symbol på at han er en vinder der har fortjent hende som et trofæ der kan vises frem. Og som sådan anses hun af familien og omgivelserne for at være en tom "pyntedukke" - som er den metafor filmens danske undertekster anvender.
   Ideen i filmen er så at den frame holder ikke for hovedpersonen, som spilles af Catherine Deneuve. Hun sprænger den og viser sig at indeholde meget mere:  en midaldrende kvinde med skjulte og uanede udviklingsmuligheder - som virksomhedsleder og kommende medlem af den franske nationalforsamling.


Her følger så nedenfor en dobbelt metafor som fungerer som metaforisk frame - en frame der tjener  til at  fremhæve og udstille særlige kendetegn ved en person som tekstforfatteren vil forføre læserne til at "se" på en bestemt måde.  
   Under etiketten "Signatur" lyder rubrikken i Politikens kultursektion den 14. juli: "Agent 00 hedder Bond, Junk Bond". Og manchetten: "Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har udspillet sin rolle som hemmelig agent."
Dansk samfundøkonomi er 'shaken, not sirred'. Hvis finansminister Claus hjort Frederiksen (V) var et værdipapir, var han forlængst blevet solgt til spotpris. Det værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti, som den tidligere partisekretær har været bannerfører for i 00´ern, er endt som det, der i finansielle kredse kaldes  en 'junk bond'; en højrisikabel spekulationsobligation, som man straks bør sælge, hvis man overhovedet kan finde en køber.
   Men der er heller ikke mange der tør satse på Agent Dobbeltnu, Claus Hjort Hvis de aktuelle meningsmålinger holder stik, vil han med stor sandsynlighed ryge ud af Folketinge senere her i 2011.
Her forsøges en blending af to metaforer til at indkredse og ramme "the target": Claus Hjort Frederiksen. "Kilden" til den ene er fænomenet "junk bond" - et værdipapir som der ikke er dækning for. "Kilden" til den anden er "Agent 007 - Bond, James Bond" - en hemmelig agent på mission for nationen. Og "målet" som denne metaforiske lagkage skulle ramme lige i smasken er den nuværende finansminister.
   Det som er indholdet i det fælles generisk referencerum, er "bond" - et udtryk der optræder i to betydninger: som en værdipapirkategori - og som et berømt efternavn på en fiktiv figur.
   Kommentaren opregner og kildeunderbygger derefter hvor dårligt - "en fiasko" - det er gået med dansk økonomi i den periode Claus Hjort har været ved magten - i forskellige roller: chefstrateg, arbejdsminister, finansminister.
   Kommentaren slutter:
Den en gang så hemmelige og i offentligheden ukendte partiagent Claus Hjort er ved at have udspillet sin rolle. Trods alt er der dog to ud af tre vælgere, som ved, at han er finansminister - ifølge en Gallup-måling. Dermed er han sigende for en VK-regerings gennemslagskraft mere kendt end folk som Bertel Haarder (V) og Brian Nielsen (K), som kun én ud af hver tredje kan sætte ministertaburet på.
   Problemet for Claus Hjort er blot, at han ikke er kendt for økonomisk lederskab. Tværtimod. Venstres gamle chefstrateg er blevet selve symbolet på de ekstremt høje omkostninger ved at basere den økonomiske politik på Dansk Folkeparti.: Hans nye navn er Bond, Junk Bond.
Hvorfor fungerer denne blending-operation ikke? Hvorfor skiller den? - Fordi sammenkoblingen via fælles egenskaber i det generiske rum for blendingen ikke er indholdsmæssig, men rent lydlig.  Blending-operationens forsøg på ironisk-satirisk udstilling fuser derfor ud:
   Lagene i lagkagen kommer aldrig til at smelte sammen. Der sker ingen forførelse af læserne - fordi - man merkt die Absicht... alt for tydeligt.
   Lars Trier Mogensen er kommentatoren!
   Et godt råd når lydassociationer forfører kreative skribenten: Kill your darling!

PS! Det er ikke så tit jeg på disse sider har omtalt "det generiske rum"/"generic space" i forbindelse med blending-analyser. Men det er altså det konceptuelle rum som fungerer som en slags mellemregnings når to ellers klart adskilte input-rum skal blendes i et output-rum. I det generiske rum findes de betydningselementer som er fælles for de to input-rum opg som overføres til output-rummet: "the blend". 
   I metaforen "bolighaj" er der altså generiske elementer som er fælles for en boligudlejer og en haj: "grådighed", "aggressivitet", "udnytter sin magt over andre.
      Problemet i Lars Trier Mogensens blending-operation er at det eneste element der er fælles er et ord med to helt forskellige betydninger som ikke er forbundet af andet end et fælles lydligt udtryk: "bond", så hvad er det egentligt der overføres ved operationen - andet end et indholdtomt ordspil
    Uden at der er et eller andet til fælles mellem de to input-rum, kan blending slet ikke foregå. 
   Se eksemplet til illustration i mit blogindlæg fra den 9. april 2010:
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/fileblending-theoryjpg.html

Grænser i grænseland - skarpe skel eller eller miljøer for kulturel blending

Weekendavisen har i dag en stor artikel i en sommerserie med temaet "grænser". Denne er af Uffe Østergaard, og har rubrikken: "Den gennemtrængelige grænse". 
   Det der er artiklens centrale pointe er at vores moderne opfattelse af nationale grænser, som skarpe linjer på et landkort, som noget der skarpt skiller og adskiller to nationer, at den grænse-frame netop er - en frame! 

Går man til den romerske forestilling om grænser, så var det en sti eller en vej, som romerriget kunne transportere soldater ad, kaldet "limes". 
Tankegangen bag den romerske grænsedragning var anderledes end grænserne mellem moderne nationer, hvor det gælder om at kontrollere personer og varestrømme. Ganske vist markeredes grænsen ofte fysisk i landskabet, hvor det ikke havde form af en flod eller et hav. Men reelt var grænseområderne brede, ret flydende definerede områder af kulturel og politisk indflydelse, præget af blandinger af kulturen. 
Romerne havde altså en anden frame for forståelsen af en grænse end vi har. Og realiteten var at grænse-markeringerne i form af mure, kasteller, voldgrave og palisader først og fremmest var metonymer og metaforer - symbolske udtryk med et budskab:
I rituel forstand opfattede romerne graven og volden som en plovfure, der løb rundt om hele riget, en circumductio. På den måde markerede de romerske folk ikke blot sin ejendomsret til landet, men også imperiets ukrænkelighed.
   Her har vi ifølge historikeren Peter Ørsted forklaringen på  den relativt svage udbygning af befæstningen. Det var ikke svært for germanerne at bryde gennem volden, men havde de først  krydset denne hellige grænse, var de (...) legitimt bytte for de romerske tropper i garnisionen.
Realiteten var at de markerede grænser på den måde den røde tråd i et bredt geografisk bælte for  blending af konceptuelle rum inden for kultur, sprog og mytologier - formidlet gennem handel, udveksling af teknologi og arbejdskraft. 
   Det er klart at romerne altså havde en helt anden grænse-frame end vi har i vore dage. Eller rettee: end den - ideologiske - frame mange tænker ud fra i dag.

Interessant i artiklen er også karakteristikken af det Osmanniske riges forestillinger om grænser, forestillinger som var udsprunget af en særlig nationale selvforståelse.I osmannernes optik var grænserne grundlæggende midlertidige fordi ideologien var entydigt ekspansionistisk. En grænse var kun en grænse indtil næste erobring og dermed flytning af grænsen. Og tilsvarende med nederlag, så trak man sig tilbage til en ældre grænsepositioner. "På grund af disse  permanente bevægelser havde Dt Osmanniske Rige derfor på intet tidspunkt klare og veldefinerede grænser," konkluderer det afsnit af artiklen.
   Dette kan så jævnføres med EU som jo også har være i en tilstand af permanent grænseusikkerhed, fordi der jævnligt er sket udvidelser. 

Artiklen slutter med at forholde sig til det der sikkert også har været anledningen til sommer-tema-serien:
De, der som Dansk Folkepartis ideologer hævder grænsernes faste og uændrede karakter, kan kun gøre det ved at benægte historieske fakta. Men det er de jo også ret gode til. Som partiet blandt meget andet manifesterer ved at have købt den den gamle grænsestation ved Sød i Tønder og indrettet den til museum for den tid, da der var rigtige grænser til, og tyskerne blev hjemme hos sig selv.

 

H.C.Andersen - en skæv og særligt kreativ personlighed

Weekendavisens bogtillæg har en anmeldelse af en nyudgivelse af en række af HC.Andersens skriverier. Udvalgt af en af mine gamle studiekammerater på danskstudiet i 60´erne, Finn Hauberg Mortensen. Titlen er "H.C. Andersen: Skæve skrifter".


At tale om at "skrifter" kan være "skæve" er på en gang et metonymisk og et metaforisk udtryk. Metonymet går på at det er forfatteren - personligheden - som er "skæv". Altså et produkt for producent-metonym.
   Og at en personlighed kan være "skæv" er en konceptuel metafor hvor en PERSON er en RUMLIG GENDSTAND, svarende til at man har ikke metaforiske sætninger som: "Skabet står skævt", "Billedet hænger skævt" - "skæv" altså i modsætning til "lige". Skal altså forstås som synonymt med "sær", "usædvanlig" og "afvigende".

Da jeg for mange år siden havde nogle møder med nogle chefredaktører om hvad de efterspurgte hos journalistpraktikanter og ny journalister, så var det gennemgående svar: nogen der er "lidt skæve". Dermed mente de personligheder der afveg fra "standardjournalisten".
   Deres kreative "skævhed" skulle komme til udtryk i at de var godet til at finde anderledes historier og nye vinkler når de skrev. De skulle også gerne kunne levere artikler med et "levende sprog".


H.C. Andersens barndom og ungdom er jo i store træk bekendt, men her en koncentreret repetition. Han fremstår i den grad om prototype på den kreative personligheds barndom og ungdom:

En far der døde da han var omkring 10 år. Moderen og han måtte flytte, og moderen måtte ernære sig som vaksekone. Efter et par år efter giftede sig med en meget yngre mand som blev Hans Christians stedfar. Han selv viste sig tidligt begavet med en livlig fantasi som skilte ham så meget ud blandt kammerater at han blev mobbet. Han havde allerede som barn flere kvindelige mentorer, og da han rejste hjemmefra allerede som 14 årig, var der også sponsorer der hjalp ham.
  I København forsøgte han sig tidligt som sanger, skuespiller og forfatter, og fandt også mentorer og velyndere, som dog var enige om at han i den grad manglede sproglig dannelse og kultur.
  Som 17-årig kom han i Slagelse latinskole og blev placeret i 2. klasse sammen med klassekammerater der var 11-12 år gamle. Forholdet til skolelederen uviklede sig til en så stærk mental belastning for Hans Christian at han overvejede selvmord.


Mange særlige kreative personligheder er kendt for at være ordblinde. Man har også ment at H.C. Andersen var det fordi hans stavning i dagbøger og manuskripter var mildest talt "kreativ".
   Han skolegang i Odense var sporadisk, og han har sikkert lært at læse visuelt, og ikke gennem den mundtlige stavemetode. Og han har sikkert talt kraftig fynsk dialekt da han kom til København, og har kæmpet for at tilegne sig det Københavnske borgerskabs "rigssprog".
   På den måde har han allerede på det tidspunkt været en "blended" personlighed. Han var kreativ på mange områder, og havde drømme om at syng og danse på teatret. Senere blev han en for tilhørerne  fascinerende oplæser af sine egne eventyr. Han var en glimrende tegner og både tegningerne og hans fantastiske papirklip er at betragte som originale kunstneriske udtryk.
  Barndom med savn og fadertab, stærkt fantasiliv, mobning i skolen, radikal flytning og sprogskift,  skolevanskeligeheder. Det er lige efter bogen. Permanent indentitetusikkerhed og -søgning gennem sin kunst. Flere personligheder i en!


Lyst til blending og metaforisk tænkning kendetegner hans produktion. Og det er det der har givet ham "evigt liv" som kunstner: "Eventyr for børn" var ikke for børn - men simulerede at de var det.
   Hans sprog i eventyrene var et blendede kunstprodukt: skriftsprog som simulerede talesprog, og som simulerede en fortællerrolle og et fortællerum med børn som tilhørere.
   Hans "eventyr" var en ny blended genre - det litterære kunst-eventyr som nok trak på folkeeventyrets skabeloner, men fusionerede dem med en lang række andre genrer og litterære figurer: fabler, myter, lignelser, og ind i mellem: kras socialrealisme - i én blended pærevælling.


En meget stor del af han produktion er direkte eller indirekte selvbiografisk - og selvreflekterende.
   Der er tale om underliggende metaforiske tænkning i flere planer: Han ser og forstår sit eget liv gennem kunsteventyrets optik - som i "Den grimme ælling".
   Men i samme hug er samtidens borgerskab - læserne - også målet for hans i fablens form omskrevne sociale og moralske kritik.
   Som et meget moderne træk er der tale om faktions- og dobbeltkontrakter med læserpublikummet.
   I sin samtid var han på en gang feteret og berømt - også internationalt. Men samtidig følte han sig ikke for alvor anekendt på det litterære parnas.
   En hjemløs outsider der hele tiden måtte rejse og være gæst i fremmede hjem - helst adeliges eller berømtes.

Og under alle hans geniale blandinger, allegoriske krumspring og metaforiske saltomortaler gemmer der sig utvivlsom en stor kreativ vrede.