Allan Gaarde, Maslow og peak-experience

Eks-fodboldspilleren Allan Gaarde, som jeg skrev om i foregående blog-indlæg, beskriver den oplevelse han havde lige efter at han havde meddelt sine holdkammerater i Vejle at han måtte holde op på grund af en knæskade.

   "Skal vi ikke give ham en hånd", siger holdlederen. Det gør de. Allan kniber en tåre. Kammeraterne  løber ud på grønsværen for at træne. Allan humper ud af omklædningsrummet:

"Det var som en ekstremt lang film, der flimrede forbi på indersiden af mine øjenlåg. Specielt de gode øjeblikke, som jeg har haft rigtig mange af  gennem årene, passerede revy på få sekunder."

Den oplevelse har jeg set beskrevet masser af gange før, nemlig fra skildringer af folk der tror de er ved at drukne. Hans miniberetning her følger et velkendt narrativt skema for lige-før-jeg-dør-oplevelser.
   Man bemærker den metaforiske sammenligning "som en film på indersiden af mine øjenlåg", som modsvarer mange andre lignende metaforer til at fastholde tilstanden af genkaldte erindringer: "det indre blik", "det indre øje".

Allan Gaarde taler om "de gode øjeblikke". Og jeg associerer fra film-dramaturgi og plotpunkter til en pyskologisk tilstand som jeg har læst om et eller andet sted: "højdepunktsoplevelse".

   Jeg googler og støder på bogen "Psykologiens veje" af Ole Schultz Larsen. Han fører heri begrebet tilbage til Abraham Maslow, som jeg ellers kender som ophavsmand til den såkaldte behovspyramide. Schultz Larsen kobler det videre sammen med Csíkszentmihály´s flow-tilstand.

   Wikipedia fortæller om  Maslows begreb "peak experince" at det er et han har udviklet i sin bog "Religions, Values and Peak Experiences" fra 1964. Og fortæller videre:

Peak experiences are described by Maslow as especially joyous and exciting moments in life, involving sudden feelings of intense happiness and well-being, wonder and awe, and possibly also involving an awareness of transcendental unity or knowledge of higher truth (as though perceiving the world from an altered, and often vastly profound and awe-inspiring perspective). They usually come on suddenly and are often inspired by deep meditation, intense feelings of love, exposure to great art or music, or the overwhelming beauty of nature. Peak experiences can also be triggered pharmacologically.

   Maslow describes how the peak experience tends to be uplifting and ego-transcending; it releases creative energies; it affirms the meaning and value of existence; it gives a sense of purpose to the individual; it gives a feeling of integration; it leaves a permanent mark on the individual, evidently changing them for the better.

Karakteristikken af peak-experience ligner beskrivelsen af flow, blot koncentreret i en kort periode, og dermed så meget desto stærkere.

   Den ligner også fænomenet katharsis, som er den oplevelse af forløsning publikum skal opleve ved slutningen af en tragedie i følge Aristoteles. Og jeg har tidligere været inde på at den kreative proces´ oplysende aha-oplevelse svarer til den forløsning som den velfungerende dramaturgi i en film eller en fortælling skal levere som det store pay off  i fortællingens klimaks. 
   Man kunne få den ide at det at Allan Gaarde ser den film han fortæller om: en indre film i fast motion med mange af højdepunktoplevelserne fra fodboldkarrieren, selv er en slags negativ højdepunktoplevelse der kan være en sindets egne kreative overlevelsesstrategi i en akut krisesituation.

Allan Gaarde - eks-fodboldspiller om flowtilstanden der forsvandt - og Jens Otto Krags nedtur

Information i tillægget Moderne Tider i dag. Et portrætinterview med Allan Gaarde, en tidligere professionel fodboldspiller, som er holdt op for et år siden på grund af en knæskade. Journalist Henning Due.

  Temaet for artiklen er "Sporskifte", og vinklen er at fodboldspilleren nu "kæmper for at skabe sig et nyt liv uden for grønsværen og opbygge en identitet som andet end ham eks-fodbolspilleren".

Begrebet at være "in the flow", har jeg omtalt flere gang tidligere. Men udgangspunktet har været teoretikere som har beskrevet tilstanden, og flere har bl.a. fremhævet at den korresponderer med udløsningen af et mix af hormoner og signalstoffer i hjernen, som kan forklarer at folk kan føle sig "høje", eller som om de var "på stoffer", altså "internt dopede". Og at de kan blive afhængige af det, ligesom ludomaner af spil. Og kan opleve slemme abstinenssymptomer, ved afkald på de aktiviteter som kan føre til flow-tilstanden.

   I interviewet her bruger Allan Gaarde, hvis hele liv i mange år har været ekstremt fokuseret på tilværelsen som professionel fodboldspiller, selv begrebet "flow" til at forklare hvorfor han har så svært ved at forlade fodbolden.

Allan Gaarde savner ikke selve fodboldspillet. Han savner heller ikke at stå op hver morgen med ondt i vristerne, knæet, rygge eller et fjerde sted, at sidde på sengekanten og vente tre minutter på, at anklerne bløder op. Eller at køre ned på træningsanlægget og føle, at han aldrig kommer igennem en hel træningsdag på grund af smerterne.

   "Men jeg savner udfordringen", siger han og smiler med det faste blik.

   Han savner også at sidde i omklædningsrummet efter træningen eller en kamp og føle, at han har præsteret alt, hvad han kan sammen med holdet.

   "Det er den optimale følelse, en slags lykkefølelse, en følelse af at være i flow."

   Det kunne han mærke for nylig, da han vandt sin første akademiske sejr i en case-konkurrence for Coloplast på CBS. Der fik han følelsen igen for første gang, siden han stoppede fodboldkarrieren.

Jeg kommer af en eller anden grund i tanker om Jens Otto Krag, der gik ned med flaget da han holdt op efter mange, mange år som socialdemokratisk toppolitiker. Han havde en drøm om at male da han holdt op - men gik til i druk.

   Det er ikke urimeligt at forestille sig at han opdagede at han ikke kunne komme i flow ved at male, og måtte dulme savnet med sprut.