Akvarelmaleriets mysterier (26) - akvarel vs. akryl - og mødet med Hans Christian Rylanders malerskole

Det er længe siden jeg har skrevet om min mentale rejse ind i akvarelmaleriets mysterier - i praksis og teori.
   Sidst handlede et indlæg om mit overraskende møde med forfatteren til "Hobitten" og "Ringenes Herrer": Tolkien, som, viste det sig, var en meget kompetent (amatør)akvarelmaler, og som havde brugt sine evner til at lave nogle for mig dybt fascinerende akvarelillustrationer til - især - Hobitten.

 
Siden har jeg selv på akvarelfronten prøvet lidt af hvert. En af de erkendelsesmæssig pointer jeg havde med fra flere foregående blogindlæg, var at det at blende akvarelmaleri med tusch-tegning, som fx bladtegneren Roald Als gør, faktisk indebar nogle muligheder når man malede fugle.

   Og fugle-illustrationer har jeg en særlig svaghed for, nå de er udført af den berømte amerikanske fugle-illustrator J. J. Audubon fra først halvdel af 1800-tallet som de vises i kæmpeværket "Birds of America".
   Ifølge de bøger jeg har anskaffet om Audubon og hans teknik, så kombinerede han tegning med akvarel og guache (dækfarver på vandbasis). 

   Jeg viser lige nogle eksempler på hans enestående kombinerede tegne- og malekunst. Og så er han selvlært - autodidakt - oven i købet:

Når jeg fremhæver netop ham og hans berømte fuglebilleder, så er det fordi jeg inden for det sidst halve år har udfordret mig selv med at male fugle - efter fotos. Det er blevet til tre, og i alle tre tilfælde overskrider jeg nogle af mine egne tekniske grænser.

   Jeg tegner både nogle af konturerne og maler nogle af de mest udtryksfulde dele af fuglene - næb, øjne, fødder - med en sort tuschstreg. Og så kæmper jeg i øvrigt med at få en gennemsigt lethed i fjerdragtens aftegninger og skygger:

De er alle tre kommet i glas og ramme, som udtryk for at jeg er - nogenlunde - tilfreds.

Det er afsætte for denne akvarel af en skarv der sidder og tørrer sine vinger - en akvarel som ikke er færdig - men klippet ud af et - ja hvad skal man kalde det - et lærestykke:

Historien bag det er følgende:

Jeg er ind imellem på udkig efter dygtige og professionelle malere som kan lære mig mere - en  mulighed for opfølgning på Bardur Jakupssons to akvarelkurser. 

   Og fruen havde via en anden aktiv kvinde på det lokale fitness-center fundet ud af at en kendt og meget dygtig kunstmaler Hans Christian Rylander som boede og havde atelier på Bogø, havde ledige pladser på sin "malerskole".

   Vi meldte os til - uden egentlig at vide hvad det indebar. Og fik i hvert fald en på opleveren.

Hans Christian Rylanders malerier kender jeg godt lidt til. 

   Han har udstillet lokalt, og for cirka et år siden havde hans elever på skolen også en lokal udstilling som faktisk var spændende og interessant.

   Rylanders egne billeder er for det meste meget store, farverige og stærkt udtryksfulde - fabulerende - og i udtalt grad et produkt af den kreative proces jeg på denne blog har beskrevet ud fra mange forskellige synsvinkler og i mange forskellige kontekster: 'conceptual blending' - dette at man mixer, kombinerer og integrerer forskellige ideer, betydninger, former og udtryk som traditionelt er adskilt og isoleret i klart forskellige konceptuelle domænder, for derigennem at skabe nyt: forestillinger, tænkning, fortællinger.

   Sådan:

I andre sammenhænge ville man nok tale om forskellige former for 'montage' eller 'collage' - hvor publikum må konstruere mening og sammenhæng ud af sammenstødene mellem forskellige delmotiver, størrelsesforhold og perspektiver. 

   Min umiddelbare oplevelse af samlingen af malerier i Rylanders atelier var: Wau! Fascinerende, provokerende, surrealistisk. 

    Flere af malerierne indeholdt som delelement et portræt af Rylander selv, stirrende direkte ud mod beskueren, som her:

Karakteristisk for hans stil er - ud over montageformen - at der ikke er nogen form for centralperspektivisk dybde i det enkelte billede som helhed, men at hvert enkelt delmotiv var malet med med dybde gennem især modellering af lys og skygge.
   Jeg oplever en ekspressiv vrede, næsten sarkastisk vrængende, som bagvedliggende mental drivkraft i mange af Rylanders billeder. Et eller andet 'fuck you'-agtigt - adresseret til den pæne, borgerlige og bornerte samtids verden.

   Faktisk kan man også sige at hans billeder udtryksmæssigt er beslægtede med Dronning Margrethes 'decupager' - selv om jeg ikke er sikker på at Rylander vil bryde sig om den association:

I Rylanders billeder er hvert delmotiv malet med af en form for klassisk naturalisme i udtrykket. Og der er typisk brugt fotografiske og skulpturelle forbilleder/referencebilleder for det enkelte delmotiv.

   Ikke bare skal delelement-motiverne nemlig ligne, men de skal også ligne rigtig godt - uden at der dog er tale om en fotografisk realisme som fx hos Thomas Kluge - her eksemplificeret ved hans seneste repræsentative maleri af kongefamilien:

Jeg og fruen tilbragte to dage på Rylanders malerskole - som en slags prøvetimer.
   Og Rylanders reaktion på at jeg gerne ville male akvarel, var ikke specielt imødekommende, men heller ikke totalt afvisende.
   Stort set alle andre elever malede akryl - som jo også er en slags vandfarver, men maleteknisk inviterer akrylfarver til at male på en måde som ligner oliemaling.

   Professionelt tog Rylander jo udfordringen op og gjorde opmærksom på at akvarel malerteknisk set var og er en specialitet. Og tydeligvis forbandt han akvarel som malemedie med det at tegne og male illustrationer - altså mere en særlig form for (kunst)håndværk end egentlig kunst, kunne man fornemme at han mente.

   

Jeg og fruen fik begge en indledende opgave: Find en genstand - en 'artefakt' - blandt de flere hundreder der var spredt rundt omkring i atelieret; stil den op foran dig og tegn den; og for mit vedkommende: mal den derefter med dine akvarelfarver.

   Jeg fandt en lidt støvet og mølædt udstoppet skarv med udbredte vinger til tørring - som jeg har set det mange gange også i virkeligheden i vores sø ved sommerhuset, og gik så igang med at tegne den.

Skarver har blandt andet en særlig plads i min bevidsthed fordi da fruen og jeg var i Kina for tre år siden, da oplevede vi en ældgammel fiskerimetode hvor man bruger tamme skarver til at fiske med: De får et bånd bundet stramt om halsen, så når de fanger en fisk, kan de ikke sluge den, men den bliver i halsen indtil fiskeren tvinger den til at spytte fisken hel ud ved hjemkomsten, som vist her:

Og selv fik jeg den euforiske oplevelse at få en tam skarv siddende på min skulder så jeg kunne klø den på halsen:

Så derfor valgte jeg Rylanders udstoppede skarv som øvelsesopgave for min tegning og min akvarel, vel vidende at jeg aldrig havde prøvet at male noget så detaljeret som dens vingefjer og dens spættede fjerdragt.

   Jeg havde det problem at mit medbragte akvarelpapir var for lille til motivet, så jeg måtte "øge" papiret i bredden med ekstra ark så det yderste af de to vinger kunne males med.

   Man aner måske lige de lodrette linjer i vingerne der markerer at de er klippet ud og klistret sammen fra forskellige ark.

Og da akvarellen var færdig, kunne jeg ikke komme videre med maleriet, fordi den store baggrund ikke kunne males efter 'akvarelprincipperne' når først skarven i forgrunden var lavet.

   Jeg manglede både referencebilleder af fx vandplanter og andre skarver, og muligheden for at lave jævne og tonede laveringer - 'washes' - af vand, landskab og himmel i baggrunden.

Når Rylander underviste de andre elver, så var to ting slående: 

   At mange af dem simpelt hen malede som Rylander - var "elver" af ham i helt gammeldags forstand. 

    Og at et maleri for ham og elverne var et langtidsprojekt hvor man prøvede noget, malede over, forbedrede - eller gjorde det dårligere - og om og om igen. Altså i høj grad en form for trial-and-error-læreproces i en fortsat kamp med motiv, farver, penselstrøg. 

   Så vidt jeg kunne se, kunne mange af elevernes billeder tage både måneder og halve år at blive færdige med. Og de fleste elvemalerier var også ganske store - meget større end selv de få lidt større akvareller jeg har malet.

   

Det var klart at Rylander var noget på udebane hvad angår akvarel-teknik og akvarel-pædaggoik, hvad man jo ikke kan bebrejde ham. Han havde ét klart råd undervejs, som han gentog: Mal på større ark.

   Og så var hans spontane kommentar til min færdige akvarel af hans udstoppede skarv, at den havde karakter af 'en illustration'. Og det mente han ikke positivt.

Det skal så siges at på anden dagen var der en tilbagemeldings-seance hvor han kommenterede elevernes arbejder - så langt de nu var kommet.

   Jeg havde taget en halv snes af minde indrammed akvareller med - både fra Burma, fra Kap Verde og fra Færøerne.

   De fik faktisk ros af Rylander. "Fortsæt" var vel egentlig essensen af hvad han sagde

Hvad lærte jeg? 

   At jeg faktisk godt kunne akvarelmale så detaljeret og disciplineret som skarv-motivet krævede.
   At det var kunstnerisk legitimt at bruge fotos og modeller som forbilleder/inspirationskilder/referencebilleder og montere forskellige kilder sammen til en ny helhed

Og så blev jeg mig for alvor og endnu mere bevidst hvor forskellig processen er når man maler billeder med olie- og akrylfarver i forhold til det at male med akvarel.

   Citatet af Olaf Rude om kunsten at male en god akvarel, et citat som var slået op på væggen da en stor samling af hans akvareller var udstillet på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, blev virkelig sat i perspektiv:

Tænk længe, mal hurtigt

Mens Rylanders metode når det gjaldt akryl, måske kunne udtrykkes med disse ord:

Mal, se, tænk, mal, se, tænk, mal, se, tænk ... og og bliv ved indtil det lykkes

Historien om akvarel-skarven fortsætter i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-28.html