Lars von Trier - den dobbelte mand - den blendede personlighed - og hangen til skandaler

Lars von Triers nye film "Melancolia" var topkandidat til Guldpalmerne i Cannes.
   Det er den ikke mere. Han kom til at "tale over sig". Eller med en anden metafor: "Hvad hjerte er fuld af, løber munden over med".

Lars von Trier er vel et af de mest ekstremt tydelige eksempler på den særligt kreative personlighed,- en personlighed der er er kendetegnet ved at være - mindst - "to personer i en", ironisk i udtryk, en blanding af stor generthed og stor lyst til at indtage scenen, stærkt selvkritisk, aldrig tilfreds, æstetisk hyperfølsom, etc.

   Der er også noget med problemer i barndommen, og med at han har ondt i både mor- og farforholdet, husker jeg svagt at jeg har læst en gang.

   Her får Henrik Dahl godt nok baghjul på alle parametre. Men der er naturligvis en sammenhæng mellem Henrik Dahls nye bog med karaktermord på Helle Thorning Smith, som jeg skrev om tidligere, og så Lars von Triers karaktermord - på sig selv.

Alle Lars von Triers film er jo udtryk for konceptuel metaforisk tænkning og blending. Han film er auteurfilm - og som sådan metaforer på sider af og konflikter i egen personlighed - og med hans eget liv og hans egen identitet som "target".

   Han blender i alle sine film konceptuelle rum hentet fra erindringerne med konceptuelle rum hentet fra myternes og eventyrernes verden. Den sidste film hedder "Melanchola", og handler om "jordens undergang". Så kan det vist ikke siges tydeligere - i omskrevet form.
Og den foregående hed: "Antichrist" - hvor myten er vendt på hovedet, bagsiden er blevet forside, det nederste er blevet det øverste.

På pressekonferencen dokumenterer Lars von Triers udtalelser at han er "to personer i en" - mindst:

"Længe troede jeg, at jeg var jøde, og jeg var lykkelig over at være jøde. Senere dukkede så Susanne Bier op, og så var jeg ikke så lykkelig over at være jøde. Nej, det var en joke. Undskyld."   "Jeg ville virkelig gerne være jøde, og så fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden var nazi, fordi min familie var tysk, hvilket også gav mig en vis tilfredsstillelse."

Jeg søger på nettet om hans barndom og finder et interview af Nielst Thorsen (en anden særligt kreativ personlighed) fra 17. maj 2009. Et par uddrag:

En tid malede han og skrev også et par romaner. Da han ikke kom ind på Filmskolen, læste han i stedet filmvidenskab, mens han lavede to film, den ene på fransk, selv om han ikke kan et ord fransk. I den anden optrådte han selv i hovedrollen klædt i naziuniform og kvindetøj.

Fransk film uden at kunne fransk. Naziuniform og kvindetøj ... to personer i en! Og... selvudslettende mindreværd og storhedsfantasier: 

»Det er mærkeligt, for jeg har jo al den angst og underlegenhed på forskellige måder. Samtidig er jeg fuldstændig overbevist om min egen værdi inden for det område. Jeg mener jo ... siger han og tilkaster mig et blik over brillekanten.

   »... at jeg er verdens bedste instruktør«.

Udsat for mobning i skolen...

Lars var »en lillebitte splejs«, da han begyndte i den lokale folkeskole, hvor han skulle møde børn fra andre samfundslag, som hans forældre sagde.

   Det gjorde han så. I hvert frikvarter, hvor han blev fanget og holdt fast på en bænk og slået eller fik mavetamtam.

   Den værste rædsel var nu den, de voksne spredte.

Den næsten S/M-agtige lyst ved i at udsætte sig selv og andre for "kreative restriktioner": "Kyskhedsløftet" udtrykt i "dogmefilm-reglerne". Og "De fem benspænd" som Jørgen Leth skulle udfordres med er klokkeklare eksempler.

   "Ondt i mor- og far-forholdet"...! Den danske Wikipedia fortæller historien om "hans navn og herkomst":

Filminstruktøren Lars von Trier er søn af Inger Trier, født Høst (1915-1989), og bærer navnet Trier, men fik på moderens dødsleje i 1989 at vide, at hans far, kontorchef Ulf Trier (1907-1978) ikke var hans biologiske far. Det var embedsmanden og modstandsmanden Fritz Michael Hartmann (1909-2000), der var kontorchef i Socialministeriet, og som tilhørte Hartmann-slægten. Trier fik dog aldrig noget hjerteligt forhold til sin "nye" far, der ikke ville kendes ved Lars. Modsat offentlige udtalelser, som Trier er kommet med, var faderen ikke nazist, men derimod aktiv modstandsmand i Frit Danmarks tjenestemandsgruppe. Triers onkel er filminstruktøren Børge Høst. Stedfaderen Ulf Trier var halvt jøde, søn af folketingsmand Sven Trier og Bergliot Trier født Moe, og Inger Trier opdrog Lars i den tro, at han havde jødiske rødder. Derfor var det et chok, da han to dage før moderens død opdagede, at han havde mistet både sin stedfar, sin mor og sin identitet. Dertil kom Hartmanns afvisning af at have noget med Lars at gøre

   Adelsprædikatet von opstod som en morsomhed på filmskolen. Triers medstuderende Thomas Gislason fortalte i DR2s temaudsendelse 12. juni 2007, at en lærer, Gert Fredholm, under en heftig diskussion med Trier kaldte ham "von" for at karakterisere ham som aristokratisk i sit filmsyn. I sin afgangsfilms rulletekster brugte Trier drillende dette von, som er blevet hængende.

Så det var det "hjertet var fuldt af". Det var det han havde i "baghovedet" da han "talte over sig" og kom med sin skandaløse "for-talelse"  på pressemødet!

   Særligt kreative personligheder foretager permanent konceptuelle blendingoperationer i deres produktioners udtryk og indhold - omkring deres egen identitet og omkring det de oplever de har tabt. Og de fantaserer næsten manisk over svarene på spørgsmålene: Hvem er jeg - egentlig? Hvad nu hvis jeg var en anden?
   Finder måske ro for en tid - i de reaktioner som de udløser ved deres harakiri-agtige selvmorderiske udtalelser.

 

Jeg henviser i øvrigt til mit blogindlæg fra den 13. april 2010 som diskuterer sammenhængen mellem kreativitet og skandaler, inspireret af endnu en særligt kreativ personlighed: Poul Nesgaard.

   Og til mit indlæg fra den 10. april 2010 som forbinder kreativitet og melankoli. En søgning på nettet i dag giver umiddelbart en artikel fra filmtidsskriftet Ekko: "Fire grader af nordisk melankoli", og et foredrag i regi af IKI (= Initiativ for kreativitet og innovation) af en mand der hedder Jørn Henrik Olsen med titlen - ja, såmænd: "Kreativitet og melankoli"; det forannonceres sådan:

Det tomme rum er mulighedens rum. Det er også et rum med grænse og modstand. Grænsen er et vækstområde. Det er dér, nyskabelsen sker. Omvendt må man slippe eller overskride grænser for at kunne gribe noget nyt. Det kan skabe svimmelhed og ubalance – og åbne vejen til ny erkendelse. Kaos og kompleksitet er råstoffet for kreativitet. I samme forbindelse er sorgen, trætheden og melankolien kilde til indsigt, innovation og kreativitet.

Selv om jeg ved det kan være lidt trættende, henviser jeg også endnu en gang til Poul Martinsen som jeg har skrevet om. Med hans trang til isolation, hans generthed, "ondt i farforholdet" - og også dette at han jævnligt lavede "skandaler" med sine udsendelser: om Tutta Rosenberg, om Frømandskorpsets "Helvedesuge", om "Lydighedens Dilemma", om "Clark Olofsson".