Det sker sjældent, men dog af og til at jeg springer en nats søvn over, eller kun sover en time eller to.
Jeg har ikke lagt mærke til det før, men har nogle erindringer om at jeg har tendens til at få gode ideer, eller generelt at blive mere aktivt kreativ, dagen(e) efter.
Sidst var langfredag hvor jeg og fruen havde været til fest. Jeg havde undtagelsesvis ikke drukket andet end nogle få øller, og da vi så kom hjem ved omkring 01-tiden, så kunne jeg ikke falde i søvn, og endte med at stå op og morgensvømme som normalt om lørdagen kl. 07 uden at have lukket et øje.
Og ganske rigtigt: hele lørdagen vrimlede det med tanker og ideer til nye blogindlæg og planer om nye forsøg ud i akvarelmaleriets mysterier.
Forklaringen fik jeg i Søndagsavisen for et par dage siden. En artikel som handlede om ny forskning, havde rubrikken:
Du er mest kreativ, når du er træt
Underrubrikken uddyber:
Hjernen sænker paraderne, og det vælter frem med kreative idéer.
En amerikansk forsker i arbejdsmarked og psykologi Ron Friedman har fundet ud af at der er en klar sammenhæng mellem træthed og kreativitet, en sammenhæng som går imod det man umiddelbart skulle forvente, nemlig at jo trættere man er, jo sløvere er man også til at få ideer.
Men faktisk ser det ud til at træthed stimulerer kreativiteten. Friedman fortæller:
»Vi er faktisk bedre til at være kreative, når vi er trætte, hvilket er en lidt ulogisk indsigt. Og det er delvist fordi, at for at være kreativ har du sommetider brug for at overveje idéer, som ikke nødvendigvis føles, som om de er i linje med det, du prøver at opnå. Og at få alle disse idéer, når du er træt, fordi du der ikke er i stand skubbe dem væk, gør dig faktisk mere kreativ.«
Forklaringen skulle ifølge Friedman være at når man er træt og søvnig-vågen, så er man mere distræt og mindre koncentreret i forhold til omverdenen, og det betyder at man filtrerer idestrømmen mindre og er mere åben for hvad der måtte komme af uplanlagte tanker.
I en terminologi jeg tidligere har brugt, så er der altså tale om at træthed og mangel på søvn svækker den latente hæmning som er hjernens forsvarsberedskab mod for meget og for stærkt uønsket tankemylder.
Man kan også sige at træthed og mangel på søvn fremmer at hjernen kommer i såkaldt 'åben tilstand'.
"I stille perioder er vi sommetider mindre fokuserede og kan overskue en bredere vifte af information. Dette brede spektrum giver os adgang til flere alternativer og forskellige fortolkninger, hvilket fostrer innovation og indsigt," siger Ron Friedman.