Logicomix - logik for tegneserienørder og andre hjerneblæste burhøns

Lige inden jeg tog til Norge for at undervise norske nordmænd fra norsk tv i dramaturgi, klippede jeg en anmeldelse i Politikens bogtillæg lørdag den 18. februar. Rubrikken var:

Logikkens gåder som tegneserie

I indledningen minder anmelder Søren Vinterberg om en litterær bølge i 90´erne, hvor der udkom en række romaner hvis formål ikke var at underholde, men at formidle svært fagligt stof til en bredere skare af publikummer: "encyklopædiske romaner". Blandt andet af forfattere som Eco, Høeg m.fl. 

   Til dem hørte også "Sofies Verden" af nordmanden Jostein Gaarder, som jeg læste med interesse og stadig har i min reol.

   Til dem hørte også "Onkel Petros og Goldbachs formodning" af matematikeren Apostolos Doxiadis, som jeg ikke før har hørt om eller læst.

Denne forfatter og videnskabsmand prøver nu igen at formidle abstrakt og svært stof gennem konceptuel blending i tegneserieromanen: "Logicomix - En tegnet fortælling om jagten på sandhed". 

   Doxiadis forsøger "at skabe levende fiktion ud af matematiske og logiske problemstillinger så tørre som klipfisk. Nu altså som tegnet roman og med den litterære nobleprismodtager, filosoffen Bertrand Russel (1872-1970) som hovedperson."

  Illustrationerne fra tegneserie-romane til anmeldelsen er i den fransk-belgiske Tintin-inspirerede realistiske stil. 

   Jeg googler for at se nærmere på den:

 

 

 

 

 

 

Ikke tosset, forekommer det mig.
   Jeg har en svaghed for den stil. Men original og fascinationsskabende er den jo ikke - som Boetius mangainspirerede SF-stil var det (set et par indlæg tilbage). 

Søren Vinterberg konkluderer:

Desværre lykkes projektet ikke helt. Selv om stregen er klar og ferm, og glimt af snakken på den tegnestude i Athen, hvor serien bliver til, føjer (endnu) et meta-lag til fortællingen, er stoffet - ligesom i tidligere tegneserieintroduktioner til marxismen, til buddhismen m.m. -  åbenlyst for stort til  og ikke prioriteret skarpt nok som fortælling. Her når vi hverken dybt nok i Russels private livsanfægtelser eller i logikkens selvåbnende afgrunde under hvert aksion. Det bliver ved introducerende stikord til logikken og distraherende hints til de mange kloge hoveders psyki(atri)ske

ejendommeligheder.

Bjarke Ingels - arkitektionisk kreativitet vs håndværksmæssig kvalitet

Jeg har i en række blogindlæg hyldet arkitekten Bjarke Ingels for hans arkitektoniske kreativitet - præget af konceptuel blending: bygning og landskab i et greb.

   Jeg har set en række af hans byggerier på Amager; sidst "8-tallet". Selv om fruen og jeg er glade for at bo i et byhus i provinsen, så kunne vi godt være fristet af det rette tilbud i København og omegn.

   Så da de første lejligheder i 8-tallet blev udbudt, så var vi inde og kigge. Og det var flot tænkt - og vi var fristet.

 

Men når vi så byggeriet helt tæt på, så virkede det billigt. Dels i materialerne og dels den måde de var skruet, limet og boltet sammen på. Mange "ufilede" rå kanter og skarpe sammenføjninger.

   Så disse sansede næroptagelser gjorde at vi aldrig kom længere.

   Og jeg husker sidste år at jeg læste et sted at byggeriet var blevet kåret til "verdens bedste boligbyggeri".

Derfor bliver jeg også fanget af bagsideartiklen i Politikens kulturtillæg i Søndags den 11. marts. Af avisens arkitekt-redaktør Karsten S. Ifversen. Billede viste 8-tallet i et sne- og is-dækket fladt Amager-landskab.

   Rubrikken:

Et spark i røven uden sans for materialerne

Karsten Ifversen fortæller om fagforeningen 3F´s tidsskrift "Fagligt Fokus" som har fået den ide at sende en faguddannet tømrer og en do bygningssnedker ud for at inspicere den håndværksmæssige kvalitet i byggeriet. 

   De var mildest talt kritiske over den håndværksmæssige udførelse. Allerede skimmelsvamp udendørs og opvarmningsrum, dårlige belægninger på stier med materialer der modarbejder hinanden, og skruer og plader ved kanter der ikke tåler vinterens saltning. 

Politikens arkitekturredaktør konkluderer:

Bjarke Ingels generation repræsenterer et gevaldigt spark i røven til dansk velfærdsarkitektur og har sendt rygtet om den langt ud over de nationale grænser. Jeg savner bare, at dens projekter også stofligt forbandt sig til nogle nordisk dyder. Jeg begejstres for ideerne, elsker rummene, men mærker sjældent omsorg for materialern.

Se indlægget:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/en-srligt-kreativ-personlighed-arkitekt.html

The Artist - metafilm og konceptuel blending

Fruen og jeg var inde og se den Oscarvindende film "The Artist" i den lokale provinsbiograf.

   Vi var vel en 20 mennesker til en forestilling sent søndag eftermiddag.

Da vi forlod biografsalen efter filmen, var der stuvende fuldt uden for i caffeen og helt ud på gaden. Hvilken film ventede de på at komme ind og se? "Hvidsteen Gruppen".

"The Artist" er en fremragende film, begavet og underholdende. Instruktøren er franskmanden Mchel Hazanavicius. Det er en metafilm, en selvreflekterende film. Derfor er der ikke mange i vores provinsby som kunne finde på at betale for at gå ind og se den.

   Historien foregår i Hollywood 1927 og følgende år. Det er i den periode skiftet sker fra stumfilm til talefilm.

   Twistet i filmen er at vi får fortalt en historie om en døende teknik, en døende genre og en døende skuespilkunst - stumfilmens, gennem en mimende revival af præcis den teknik, den genre og den skuespilkunst: stumfilmens.

   Den historie der fortælles er et melodrama.

Der er altså tale om en pastiche, og som alle pasticher har den en iboende ironi - og altså et resultat af konceptuel blending.

   Et særligt fortællemæssigt scoop er det at en drømmescene - en slags hovedpersonens mareridt - er det eneste der spilles med lyd på - dog uden at hovedpersonen selv i sin drøm kan få et hørbart ord frem.

  Også i slutscenen er der lyd og tale. Her hører vi hovedpersonen sige en enkelt frase: "With pleasure" - med tyk fransk accent. Dermed får vi antydning af forklaringen på det der ellers er uforståeligt. Hvorfor han så stædigt holder fast ved ikke at ville optræde som talende skuespiller i de nye talefilm.

   Ellers er der kun et fantastisk flot og fængende musikspor under hele filmen, med referencer til en lang række films underlægningsmusik. Musikken under klimaksscenen er inspireret af Hitchkocks musik under hans selvreflekterende metafilm "Vertigo".

Og så må jeg sige: Jeg nød filmen - var imponeret over dens gennemførthed som jo havde karakter af en stilistisk tour de force - underlagt skrappe kreative restriktioner.

   Men jeg blev aldrig for alvor grebet, nok fordi jeg ikke kunne identificerer mig med hovedpersonen, og derfor aldrig rigtig "gik på komedie".

 

Uden den indlagte hund, med en afgørende rolle i en række af plottets vendpunkter,  havde filmen aldrig vundet alle de priser, er min påstand. 

   Også hunden er nok en henvisning til Hitchkocks anden dybe metafilm "Rear Window", hvor en af familierne som vi ser gennem vinduet med James Stewards øjne, har en tilsvarende hund. Den bliver slået i hjel fordi den kan afslører morderen.

Struense som gæst i talk-show-teater - blended historieformidling

På forsiden af Politiken kulturtillæg i går, var der en artikel som fortalte om et smukt eksempel på faglig formidling gennem genremæssig blending.

   Rubrikken var i citationstegn:

"Struense ville aldrig have haft en spindoktor"

Artiklen fortæller om en ny historisk vidensfestival i Aarhus, arrangeret af Folkeuniversitet, Aarhus Universitet og en række kulturinstitutioner i fællesskab.

   Artiklen, skrevet af Mette Lützhøft, starter "in media res" - i form af en scenisk beskrivelse:

Johan Friedrich Struense har rejst sig op fra den røde designerstol.

   "Det er for gement, Krause, at du bringer denne her sag frem", tordner han.

   "Vi havde aftalt at dette talkshow skulle handle om mi liv som læge."

   Han skyder brystets flæser og slø'jfer frem og tager nogle hurtige skridt væk, så han indtager scenens midtpunkt.

   "Men i virkeligheden er Deres hensigt blot at bore i mit forhold til dronning Caroline Mathilde," konkluderer han.

   Journalist og politisk kommentator Niels Krause-Kjær, manden der netop har stillet Struense sit spørgsmål, drejer sig en halv omgang på stolen.

   "Jamen, det hænger jo uløseligt sammen med dit fald fra magten," prøver ha og vifter bestemt mod den tomme stol på scenen.

   "Sæt dig nu ned."

   Struense, iført jakke med guldborter, spænder på skoene, og pudret paryk, makker ret, om end med en smule modvilje. Talkshowet skal vare en time endnu, så det går ikke, at hovedpersonen skrider. Slet ikke når Niels Krause-Kjær, som han påstår i starten, harbruge krudt på at hente den for længst afdøde livlæge for kong Christian VII op fra graven, så han kunne medvirke i dagens hstoriske talkwhow i Musikhuset i Aarhus.

Der er tale om en teaterforestilling, Struense spilles af en skuespiller, men Niels Krause Kjær spilles af - Niels Krause Kjær. Og formålet er ikke "kun" at underholde, men som på Holbergs tid: at gavne og fornøje. Dvs. at oplyse om den del af 1700-tallets danske historie, som havde kongens livlæge som en slags hovedperson.

    Stykket bygger på historikeren Ulrik Langens bøger. Han forklarer om hvad fidusen er ved denne sære genreblanding er:

"Når man laver en film eller et teaterstykke over historiske begivenheder, er man nødt til at binde det op på personer og deres følelsesmæssige dramaer. Men i et talkshow får man både den personliggjorte fortælling, de større sammenhænge og indblikket i datidens magtstruktuerer. Man får kommentatorsporet."

Instruktøren Bent Nørgaard har skrevet versioneringen af historieforskerens bøger, fortæller om denne blanding af fakta og fiktion:

"Det har været sindsygt sjovt at lege med formen. Struense er jo en teaterfigur, hvor Krause er virkeligheden. Udfordringen var at få balancen mellem de to i orden, så det det udvikler sig til et talkshow med både nutidige og historiske elementer."

Instruktøren fortæller videre at rigtige talkshow-formaterer og værter har været inspirationskilder: "Her er dit liv", "Ophra" og "The Late Show" med David Lettermann.

Historikeren Ulrik Lange har lært noget af eksperimentet: "Historikerne skal blive bedre til at gentænke vores udtryksmåde. Vi skal kunne koge vores budskab ned til et koncentrat, for det giver gennemslagskraft og vækker interessen hos folk."

   Det er præcis det dramaturgien kan gøre ved et "stof".

Altså: 4 genrer og fortælleformer er her blandet sammen: teater (fiktion), talkshow (tv-underholdning), reality (Krause-Kjær) og fakta (1700-tallets Danmarkshistorie. Ved at se på, anskue og forstå Danmarkshistorien gennem den optik som talkshow-formatet leverer - med en reel journalist som været, så bliver det muligt at formidle historien på en måde der når bredere ud end den akademiske historieskrivning.

Jeg minder om det teater-eksperiment som magasinet Zetland stod for, for en måneds tid siden, og vil gentage til maj: "Zetland Live". Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2012/01/serendipitet-teaterjournalistik-pa.html