Sider

tirsdag den 17. maj 2011

Avisen som aktivist - grænse- og norm-brydende kampagne i Politiken

Kreativitet indebære at sociale og mentale grænser overskrides, og at adskilte konceptuelle rum blandes og integreres - for at skabe noget nyt.
   Politiken fik ny chefredaktør den 26. april, Bo Lidegaard, velanskrevet forfatter til flere politiske biografier og tidligere højt profileret embedsmand i centraladministrationen.
   Den 9. maj igangsætter avisen så en indsamling til støtte for en engelsksproget avis i Yemen og dens kvindelige chefredaktør.
   Man må vel gå ud fra at indsamlingen har været forberedt et stykke tid, og det er ikke Bo Lidegaard som er dens "ansigt" på web-tv-indslaget men den international redaktør Michael Jarlner. Men Bo Lidegaard kunne jo have sat sig igennem og stoppet kampagnen hvis han ikke stod inde for den. Og man kan vel ikke udelukke at han selv har været initiativtager - for over for medarbejderne at markere at når det gælder "aktivisme" så følger han i Thøger Seidenfadens fodspor.

Pressen har altid været partisk, og forskellige aviser har sympatiseret og holdt med forskellige politiske retninger - eller ligefrem været partiaviser som i gamle dage. Samtidig med at de i de seneste mange år over en bred kam offentligt har erklæret at de er uafhængige af økonomiske og partipolitiske særinteresser.
   Journalister skal - det siger det professionelle rolleideal - også være uafhængige af deres kilder og rapporterer distanceret og tilstræbt objektivt om den virkelighed de vil formidle videre. Men de skal samtidig være kritiske. Og hvem og hvad  de så skal gø ad og bide i haserne, det er en redaktionel beslutning styret af en formuleret eller uformuleret policy?
   Idealet/kravet om uafhængighed, alsidighed og upartiskhed har haft en særlig toning i public service-medierne som er statstøttede eller finansierede via licensen. Derfor balladen om "de røde lejesvende" i 60´erne og 70´erne. Og detbatten om Jacob Rosenkrands dokumentarserie "Jagten på de røde lejesvende" som blev udsendt i efteråret og genudsendt i revideret form i sidste uge. (Den serie set gennem kreativitetsteoriens optik, vender jeg tilbage til i et senere indlæg).

Denne indledning er motiveret af at jeg har indsendt et bidrag til Politikens journalistisk begrundede indsamling som nu har kørt et par dage under temarubrikken:

"Yemen. Hjælp Nadia og Yemen Times."

At avisen sætter den indsamling i gang, og at den lader sine journalister styre deres dækning i forhold til temaet og indsamlingen, er jo derfor udtryk for normbrydning og grænseoverskridende kreativitet på redaktionen - med hel- eller halvhjertet opbakning fra den nye chefredaktør. Som dermed også udsætter sig og avisen for kritik kort tid efter sin tiltræden.

Det er ikke første gang Politiken gør den slags: journalistisk arbejder med en aktivistisk dagsorden. Sidste gang var det omkring indsamlingen til "Iraq Centeret" i efteråret 2009. Så vidt man kunne forstå den gang var det chefredaktøren Thøger Seidenfaden selv der var primus motor, og den gang var der så vidt jeg husker det en del kritik blandt avisens journalister om det acceptable i det initiativ.
   Ideen bag Iraq Centret blev den gang i avisen beskrevet sådan:  
Centerets fokus er at hjælpe de omkring 100 irakere, der i årevis har siddet i danske flygtningecentre, fordi de hverken kunne få status som flygtning eller vende tilbage til Irak som del af en hjemsendelsesaftale. Gennem centeret skal de afviste irakere ansættes til at drive oplysningsvirksomhed om Irak og irakiske forhold, og med en månedsløn på 32.000 kroner vil de hurtigt kunne søge arbejds- og opholdstilladelse under den såkaldte beløbsordning.
Lisbeth Knudsen, chefredaktør og direktør for Berlingske Tidende med omliggende avisterritorier, skrev ironisk-kritisk om kampagnen på sin blog:
Danmark har fået et nyt politisk parti. Det stiller ikke op til hverken kommunalvalget eller næste folketingsvalg. Dets politik er populistiske enkeltsager tilsat centrum-venstre-humanitært tilsnit, og det agerer som opsamlingssted for borgere, der er af den ene eller anden grund er vrede over den gældende lovgivning eller hvad et politisk flertal måtte mene.
Der var også rigtig meget kritik fra borgerlige politikere - og ligefrem politiske tiltag for via lovgivning at få stoppet aktionen.
   Her gik grænsen for dem!

Denne gang - tre dage efter at kampagnen for økonomisk støtte til avisen Yemen Times og dens chefredaktør Nadia Al-Sakkaf blev igangsat - har der ingen kritik lydt hverken fra politikere eller andre medier, så vidt man kan vurderer ved at google på nettet.
   Er grænsen flyttet?

Jeg giver nu et bidrag til denne - ligesom jeg gjorde til Iraq Centret.  Sådan støtter du indsamlingen:
Bankoverførsel: Reg.nr. 3100, konto 1111 9999

Tintins mørke fætter - Jacques Tati som tegnefilm - Hogarths Tarzan

Jeg fik forleden lyst til lige at bladre lidt i nogle af mine mange tegneseriehæfter: Tintin, Tarzan, Blueberry, Asterix,  Linda og Valentin, Prins Valiant.
   Anledningen var en lille artikel i en af aviserne der fortalte at et gammelt aldrig filmatiseret manuskript af filminstruktøren og -skuespilleren Jacques Tati var blevet filmatiseret - men som tegnefilm. Den vil jeg se at få set. Her er traileren fra YouTube:


Tegnefilmen er jo et smukt eksempel på blending af to konceptuelle input-rum: en Tati-historie i det ene og en forholdsvis klassisk tegneserie/-film-stil i det andet. Og dette "blend" løser altså problemet at den elskede instruktør der ifølge manuskriptet skulle optræde i sin egen film, forlængst er død.
   Men jeg tror ikke den tegnede version, uanset hvor Tati-autentisk den er tegnet og fortalt, kan have den effekt som hans spillefilm havde den gang jeg så dem som ung i biografen i centrum af København.    
   Når man kom ud fra biografen efter at have set "Playtime", "Mon Oncle" eller "Traffic", så var det som om filmen bare fortsatte i mødet med det københavnske gadebillede - med dets mylder af mennesker og larmende trafik.
   Et smukt eksempel på at fiktionsfilmen kan fungere som "source" i en metafor - og med den aktuelle reelle virkelighed som "target" som man (jeg) - her helt bogstaveligt - så og oplevede gennem "kildens" optik: Tati-filmenes visuelle fiktionsfortælling prægede for en tid min umiddelbare oplevelse af de syns- og høreindtryk jeg modtog.
   Det var utroligt stærkt.

I Politiken i dag er der et andet eksempel på tegneserie-blending som aktiverer minder og lyst til at genlæse og se nogle af min mange hæfter. En anmeldelse af Kim Skotte under rubrikken "Tintin spejlvendt og forpint". Anmeldelsen beskriver og illustrerer en såkaldt "graphic novel" af en kunstner jeg ikke har kendt til før: Charles Burns. Titlen: "X´et ud".
   Forsiden ser sådan ud og associerer ved første øjekast til Tintin-albummet "Den mystiske stjerne":


Og både af den hele serie-side der er vist i Politiken, og af anmelderreferatet af dømme, så har denne nye serie altså "Titin" som betydningsbærende ironisk "undertekst", hvilket markeres ved imitation af både stil og hovedpersonens udseende.
   Hæftet er det første bind af tre som jeg fristes til at købe, selv om det efterhådnen er ret mange år siden jeg holdt op med at købe flere tegneserier.
   Den manisfeste historie med Tintin-klonen "Dough" er også i sig selv et "blend" hvor der glides mellem to planer: "drøm" og "virkelighed". Spændende.
   Tegneren ha tidligere udgivet en serie "Black Hole" som jeg svagt husker anmeldt for et års tid siden, men den fristede ikke.

Med "X´et ud" er der vel nærmest tale om det forfatterne til bogen "The Way We Think" - kalder "double scope-blending" - altså en kreativ konceptuel konstruktion hvor elementer fra de to input-rum der blandes, gensidigt belyser og oplader hinandens betydning - ligesom i kontrafaktiske udsagn.  For særligt interesserede, se denne artikel:


Tegneserier har haft stor betydning i mit liv. Min mor mente det nok egentlig var skadeligt at læse tegneserier - fx Anders And - da jeg var barn. Det var i hvert fald ikke noget hun mente jeg havde godt af at læse. Dem læste jeg så hos en kammerat. Men fik slet ikke nok, syntes jeg
   Og jeg husker også et filmugeblad hvis navn jeg har glemt (Tempo, måske), hvor der var hele sider med nogle fatastiske fascinerende Tarzan-striber, som jeg læste rundt omkring hos mine kammerater hvor familien ikke synes de var for fine til at købe den slags ugeblade.
   Som voksen har jeg fundet ud af hvad han hedder, ham der  den var aller bedste Tarzan-tegner, Burne Hogarth. Og jeg anskaffede mig også, da jeg havde mit voksen-tegneserieflip i 70´erne og 80´erne, en pæn samling hæfter med Burne Hogarth Tarzan-striber, så jeg kunne få stillet min visuelle lyst og sult og opleve gensynsglæden:

Photo: Musee du Quai Branly
Jeg husker jeg med en voksne tegneserie-soul mate energisk har diskuteret hvem der var bedst: Hogarth eller forgængeren Hal Foster (der senere tegner Prins Valiant); her en Hal Foster-side:


Jeg synes stadig Hogartth vinder - med et mulehår. 
   Men jeg betages ved gensynet. Endorfiner, adrenalin og de andre humørstimulerende stoffer skyller gennem hjernen, og det kilder i maven.