Kreativitet indebære at sociale og mentale grænser overskrides, og at adskilte konceptuelle rum blandes og integreres - for at skabe noget nyt.
Politiken fik ny chefredaktør den 26. april, Bo Lidegaard, velanskrevet forfatter til flere politiske biografier og tidligere højt profileret embedsmand i centraladministrationen.
Den 9. maj igangsætter avisen så en indsamling til støtte for en engelsksproget avis i Yemen og dens kvindelige chefredaktør.
Man må vel gå ud fra at indsamlingen har været forberedt et stykke tid, og det er ikke Bo Lidegaard som er dens "ansigt" på web-tv-indslaget men den international redaktør Michael Jarlner. Men Bo Lidegaard kunne jo have sat sig igennem og stoppet kampagnen hvis han ikke stod inde for den. Og man kan vel ikke udelukke at han selv har været initiativtager - for over for medarbejderne at markere at når det gælder "aktivisme" så følger han i Thøger Seidenfadens fodspor.
Pressen har altid været partisk, og forskellige aviser har sympatiseret og holdt med forskellige politiske retninger - eller ligefrem været partiaviser som i gamle dage. Samtidig med at de i de seneste mange år over en bred kam offentligt har erklæret at de er uafhængige af økonomiske og partipolitiske særinteresser.
Journalister skal - det siger det professionelle rolleideal - også være uafhængige af deres kilder og rapporterer distanceret og tilstræbt objektivt om den virkelighed de vil formidle videre. Men de skal samtidig være kritiske. Og hvem og hvad de så skal gø ad og bide i haserne, det er en redaktionel beslutning styret af en formuleret eller uformuleret policy?
Idealet/kravet om uafhængighed, alsidighed og upartiskhed har haft en særlig toning i public service-medierne som er statstøttede eller finansierede via licensen. Derfor balladen om "de røde lejesvende" i 60´erne og 70´erne. Og detbatten om Jacob Rosenkrands dokumentarserie "Jagten på de røde lejesvende" som blev udsendt i efteråret og genudsendt i revideret form i sidste uge. (Den serie set gennem kreativitetsteoriens optik, vender jeg tilbage til i et senere indlæg).
Denne indledning er motiveret af at jeg har indsendt et bidrag til Politikens journalistisk begrundede indsamling som nu har kørt et par dage under temarubrikken:
"Yemen. Hjælp Nadia og Yemen Times."
At avisen sætter den indsamling i gang, og at den lader sine journalister styre deres dækning i forhold til temaet og indsamlingen, er jo derfor udtryk for normbrydning og grænseoverskridende kreativitet på redaktionen - med hel- eller halvhjertet opbakning fra den nye chefredaktør. Som dermed også udsætter sig og avisen for kritik kort tid efter sin tiltræden.
Det er ikke første gang Politiken gør den slags: journalistisk arbejder med en aktivistisk dagsorden. Sidste gang var det omkring indsamlingen til "Iraq Centeret" i efteråret 2009. Så vidt man kunne forstå den gang var det chefredaktøren Thøger Seidenfaden selv der var primus motor, og den gang var der så vidt jeg husker det en del kritik blandt avisens journalister om det acceptable i det initiativ.
Ideen bag Iraq Centret blev den gang i avisen beskrevet sådan:
Centerets fokus er at hjælpe de omkring 100 irakere, der i årevis har siddet i danske flygtningecentre, fordi de hverken kunne få status som flygtning eller vende tilbage til Irak som del af en hjemsendelsesaftale. Gennem centeret skal de afviste irakere ansættes til at drive oplysningsvirksomhed om Irak og irakiske forhold, og med en månedsløn på 32.000 kroner vil de hurtigt kunne søge arbejds- og opholdstilladelse under den såkaldte beløbsordning.
Lisbeth Knudsen, chefredaktør og direktør for Berlingske Tidende med omliggende avisterritorier, skrev ironisk-kritisk om kampagnen på sin blog:
Danmark har fået et nyt politisk parti. Det stiller ikke op til hverken kommunalvalget eller næste folketingsvalg. Dets politik er populistiske enkeltsager tilsat centrum-venstre-humanitært tilsnit, og det agerer som opsamlingssted for borgere, der er af den ene eller anden grund er vrede over den gældende lovgivning eller hvad et politisk flertal måtte mene.
Der var også rigtig meget kritik fra borgerlige politikere - og ligefrem politiske tiltag for via lovgivning at få stoppet aktionen.
Her gik grænsen for dem!
Denne gang - tre dage efter at kampagnen for økonomisk støtte til avisen Yemen Times og dens chefredaktør Nadia Al-Sakkaf blev igangsat - har der ingen kritik lydt hverken fra politikere eller andre medier, så vidt man kan vurderer ved at google på nettet.
Er grænsen flyttet?
Jeg giver nu et bidrag til denne - ligesom jeg gjorde til Iraq Centret. Sådan støtter du indsamlingen:
Bankoverførsel: Reg.nr. 3100, konto 1111 9999Onlinebetaling: politikenbillet.dk/indsamling
