Min kreative kat - kan lære ved at imitere en anden kat - og har spejlneuroner i hjernen

Hvor intelligente og kreative er dyr? Et spørgsmål som mange har stillet sig i forskellige sammenhænge. Både forskere og lægmænd. Fx også lægmænd der har katte eller hunde. 

   Den moderne neurovidenskab bidrager i hvert fald til at udviske forskellene mellem mennesker og dyr når det gælder forestillinger om hvorvidt dyr har følelser, og om om de kan tænke abstrakt og dermed løse problemer. Men hvor lærenemme er de forskellige arter?

  Menneskeaber kan meget af det mennesker kan, bare i en simplere udgave. Hvaler og elefanter, papegøjer og ravnefugle er også meget intelligente og lærenemme.På nogle områder mere end menneskeaber.

Jeg og min familie har haft katte i mange år. Og jeg kan  i hvert fald bevidne at huskatte kan opdrage deres mennesker til at opføre sig på en måde som katten ønsker. Og utvivlsomt også at katte kan kommunikere - ønsker, fx om at blive lukket ud, eller om at få mad. Men ellers er en kat jo som der står i litteraturen "sin egen".

Vi har i flere omgange forsøgt at lære vores voksne katte at bruge en kattelem, så de selv kunne gå ind og ud af huset. Men det er aldrig lykkedes. Vi har nok ikke været tålmodige nok.

   På den anden side er jeg ikke i tvivl om at katte kan lære af deres mor, og at en del af interaktionen mellem mor og killing går ud på at lære killingen færdigheder som den får brug for som voksen. Men hvordan det egentlig foregår sådan helt ned i detaljen, ved jeg ikke.

   Men nu har vores 7 år gamle hun-skovkat, Donna, lært at bruge vores kattelem. Vi har for 14 dage siden fået en ny halvvoksen kastreret han-skovkat, Fister. Den gamle han døde i sommers. og katte er sjovest når de indbyrdes kan interagere.

  Donna har hvæset af den nye han i nogle dage når den kom for nær, men hun gør det ikke mere, og de er nu så småt begyndt at lege - jagte hinanden på skrømt.

   Fister kommer fra et hjem med kattelem, og han fandt hurtigt ud af hvor vores aldrig bruget kattelem var og at udnytte den til komme ud og ind ad den på egen hånd. Donna har i nogle dage kigget interesseret på. Og pludselig i går, så var den gået ud gennem kattelemmen. I første forsøg.

Den eneste forklaring på det er at det må Donna jo have lært ved at se Fister gøre det i nogle dage. Og så  har Donna imiteret hans handling.

   Altså mimetisk indlæring - læring ved efterligning. Den mest basale form for menneskelig læring, som bl. a. ligger bag den menneskelige sprogindlæring. Og en stor del af den undervisning vi modtager.

  En af neurovidenskabens forklaringer på at mimetisk indlæring foregår, er spejlneuroner. Altså dette at vi har nogle neuroner i hjernen som aktiveres både når vi ser andre gøre en bestemt handling og når vi ser andre gøre det samme.

  Aber har spejlneuroner i hjernen, har man konstateret. Det var faktisk forsøg med aber der gjorde at man opdagede dem og deres særlige funktion. Også fugle har spejlneuroner som aktiveres både når de høre en arstfælle synge og når de selv synger.

Så jeg gætter på at forklaringen på at Donna har lært sig at bruge kattelemmen, må være fordi katte også har spejlneuroner, neuroner som i første omgang har været aktiveret når den så Fister gør det, og som derefter har lagt et "handleprogram" ind i præmtorkortex som gjord det muligt for Donna efter et  stykke tids prægning at gennemføre den samme handling som hun så Fister gøre mange gange.

   Men har katte spejlneuroner? Det har jeg ikke læst nogen steder. Jeg googler og finder i første omgang en anmeldelse af et tv-program "Nature: Why We Love Cats and Dogs" på Los Angeles Times hjemmeside, som fortæller:

Cats possess "mirror neurons" that allow them to mirror the emotions of other animals (it's "the neural basis for empathy"). They live in a "time-sharing society," and see the world not as patches of territory but as paths.

http://articles.latimes.com/2009/feb/14/entertainment/et-catsanddogs14

Bingo! Donna har lært at bruge kattelem ved at imitere Fister - sikkert via spejlneuronernes mentale mekanismer.

Thomas Blachman - særligt kreativ personlighed - og improvisator

I det foregående indlæg skrev jeg om improvisation - især i musiksammenhæng - og hvordan denne form for kreativ aktivitet kom til udtryk i hjernen. 

   Og ikke så snart er begrebet improvisation kommet ind på den indre nethinde, før jeg i Politiken i dag læser et interview med Thomas BLachman, den barske og provokerende dommer i X-factor i flere omgange, hvor begrebet dukker op i slutning af interviewet:

Selv var Thomas Blachman en katastrofe i skolen. Han var ordblind og lavede aldrig lektier. Gik på syv-otte forskellige skoler, indtil han kom på Bernadotteskolen, hvor de anbefalede ham at spille musik. I musikke vendte han ordblindheden til en fordel.

   "Jeg har været overladt til abstraktionen, når bogstaverne i en tekst løsriver sig fra hinanden, og nye ord opstår; sindsygt mange på hver linie. Jeg associerer hurtigt, og det har gjort, at jeg blev jazzmusiker og færdes med stor tryghed i et irrelevant abstrakt rum."

   Du har ikke haft problemer med at improvisere. Men har du savnet mangel på struktur?   "Helt vildt. Jeg har aldrig fået en ADHD-diagnose. Eller autisme, eller noget. Men jeg  kæmper med disciplinen", svarer han.

   "Det er nok også en del af forklaringen på, at jeg tit bliver træt af ideer, så snart jeg har fået dem. Bare jeg har set den for mig, er den næsten realiseret. Systematikken er det hårde arbejd. At gøre tingene færdige," siger Thomas Blachman, der har tre fire plader liggende, som bare mangler at blive udgivet, men som han allerede er træt af.

Ordblind. Skoleproblemer og mange skoleskift. Aktivt fantasiliv ("abstraktionen"). Det lugter langt væk af den særligt kreative personligheds typiske barndomshistorie. 

   Og af artiklen, skrevet af Peter Nicolai Gudme Christiansen, fremgår i øvrigt at Blachman er et musikalsk multitalent og grænseorverskridende kreativ. Og som mange i hans kategori: uhæmmet ærlig og derfor stærkt provokerende.

   Hvad kan jeg finde om hans barndom i øvrigt? Forholdet til faderen fx?

Hjerteblodet kommer fra et foretagsomt forældrepar. Faren af russisk jødisk afstamning. Moren ejede tøjbutikkerne Vi Unge og undertøjsforretningen Babs & Nutte. Faren opfinder bl.a. af den fuldautomatiske telefonsvarer. Barndomshjemmet var uhyre velhavende.

   Thomas Blachman har arvet morens fornemmelse for tøj, og farens opfindergen. Evnen til at tænke hurtigt og den kompromisløse stil har Thomas med hjemmefra. Som dreng var han ordblind. En enspænder, som senere har spejlet sig i historien om H.C. Andersens historie om den grimme ælling. - Jeg følte mig anderledes, for min mor klædte mig altid på med mærkeligt tøj, og jeg har jo det der mærkelige efternavn, har han sagt.

   Før krakket med Man Rec. kørte han i Rover og boede i en kæmpe villa på Østerbro fyldt med dyre møbler. Til dels finansieret af farens opfindelser.

   - Måske har jeg gjort oprør mod mine forældre ved at ville have mit helt eget domæne, som min far har accepteret, men aldrig har kunnet trænge ind i. Min far er en ekstremt dominerende type, har Blachman sagt.

http://www.bt.dk/underholdning/blachman-nyder-vaere-et-dumt-svin

Af udseende og temperament kunne han jo i øvrigt godt ligne min gamle legekammerat udi dramaturgiens verden, Ingolf Gabold, som også hører til den særligt kreative personlighedstype.

   Som jeg også må se at få ind i et selvstændigt indlæg her på bloggen, inden han snart går af som DR´s TV-dramachef.

Improvisation, kreativitet og hjernens funktion - ud fra Charles Limb´s forsøg

Det at kunne improvisere er udtryk for kreativitet. Det kan alle vist hurtigt blive enige om. At improvisere indebærer at man delvis eller for en tid forlader et mønster og et givet spor i udøvelsen af en målrettet handling. Man opfinder nyt hvor der foreligger et mønster i forvejen som man så improviserer over.

   Ikke mindst kender vi det jo fra musikken - og især jazmusikken har kravet eller ønsket om improvisation været set som et genrekendetegn.

Wikipedia definerer:

Improvisation er en skabende handling hvor resultatet, eller udsagnet, ikke er bestemt på forhånd, men bliver skabt på stedet. Improvisation som metode spiller en stor rolle i flere kunstformer som musik, teater og dans.

Og senere skriver leksikonnet om "improvisation i dagligdagen" at det også har at gøre med centrale kreativitetsbegreber som "intuition"

I dagligdagen kan man gøre brug af improvisation. Det kan for eksempel ske i arbejdssammenhæng, hvis man befinder sig i en situation, hvortil ens normale arbejdsrutiner ikke rækker - så må man improvisere. En anden situation kan være i trafikken, hvis den kendte rute er spærret, og man ikke har kort og/eller GPS-udstyr til rådighed. Også her må man improvisere. Mennesker kan have større eller mindre evner til at improvisere i sådanne situationer, og hvis man tænker på erhvervslivet, er begrebet "omstillingsparathed", som er blevet et modeord de senere år, netop et udtryk for evner til at improvisere i jobbet.

   Et andet begreb, der kan sidestilles med improvisation i denne sammenhæng, er intuition, som kan være nyttig, når man står i ukendte situationer.

Jeg mener ikke jeg har været inde på det begreb tidligere i min blog. Og det kan jo sådan set undre i betragtning af hvor centralt det er i en række kunstarter.  

Når jeg tager det op her og nu, så er det fordi jeg ved en søgning på nettet kom ind på en side der sagde noget spændende om sammenhængen mellem musikimprovisation og hjernens funktion.

   Kilden var en hjerneforsker og musiker Charles Limb. Det han have fundet ud af, var at når jazmusikere begyndte at improvisere, så deaktiverede den del af prefrontal cortex - de forreste pandelapper - som vi ved varetager en række overordende styrende, kontrollerende og hæmmende funktioner (lateral prefrontal cortex). Samtidig med denne "nedlukning" af "hæmmecentrene", blev dele af the default network aktiveret (medial prefrontal cortex):

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

  They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

  The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.

Her er manden selv der fortæller om forsøget:

I et interview forklarer Charles Limb om hvad der skete under forsøget:

The activity in the medial prefrontal area went up—that's this autobiographical, self-referential, self-expressive area. And the lateral prefrontal regions went down—those are self-inhibitory, self-censoring, self-monitoring regions of the brain. That's a pattern of activity that is not commonly seen. The way we interpreted it—and this is with a lot of caveats—is that this might be one of the neural signatures of spontaneous creativity.

Charles Limbs samarbejdspartner Allen Braun har lavet skanninger af hjernen mens den drømmer, og nået frem til at der er store ligheder i hjernens måde at fungere på når den drømmer og når der improviseres:

My co-author in the jazz study, Allen Braun at the NIH, did some studies of dreaming using PET scanning. He found this similar increase in medial-prefrontal activity. Dreaming is de-focused, random associations, and the decreased lateral peripheral activity that he saw during dreaming he interpreted as turning off the barriers of rationality that normally link our thoughts together. So what does that imply? Well, maybe dreaming and improvisation do overlap cognitively. You can understand that qualitatively, but to prove that definitively is hard.

 Når der i litteraturen om kreativitetsteknikker tales om nødvendigheden af at komme i "åben tilstand" og at man skal suspendere vurderinger når man fx laver en fælles brainstorm, så betyder det vel rent neurologisk at man lukker ned for medial prefrontal cortex-delen - og åbner op for større eller mindre dele af the default network.