Udstillet kunst i forskellige konceptuelle 'frames' (1) - Hans Oldau Krull (og Sven Dalsgaard)

Jeg har på bloggen her ofte skrevet om "konceptuelle rammer" i forskellige sammenhæng, men vist ikke i forhold til kunst.

   På engelsk taler man om: "frames" og "framing": dette at man mentalt og begrebsmæssigt anskuer noget - fx mennesket, politik, skolen, klimaet - inden for en bestemt metaforisk defineret kategori eller optik - en mental rammesætning der indebærer at man fokuserer på bestemte sider af et fænomen, mens man bortskærer eller udelukker andre sider.

- Som fx når præsident Bush i sin tid efter 9/11-angrebet, definerede terrorisme som 'krig', og erklærede "war against terror",

- Eller når journalister i deres avisdækning anskuer politik og politiske debat som "sportskamp", kaldet "horserace journalism"

- Eller når man benævner en række oprør i arabiske lande som "det arabiske forår",

- Eller når politikere der er imod arveafgiften 'framer' den som "dødskat".

Malerkunst og kunstmalere har i århundredernes løb også været konceptuelt rammesat eller "framet" på bestemte måder:

• maleriet som repræsentant for religiøse/mytologiske fortællinger (som i middelalderen)
• maleriet som et vindue ud til en genkendelig virkelighed, 
• maleriet som en flade med former og farver,
• maleriet som et spejl af kunstnerens indre subjektive verden, 
• maleriet som en abstrakt tanke eller ide, 
• maleriet som en vits og en vrængen ad konventioner

Besøger man fx en kunstudstilling kun med én mulig frame i hovedet: billedet skal ligned den virkelighed det fremstiller og mimer, så kan man som publikummer får stor problemer ved mødet med de fleste af de billeder man kunne se på kunstmuseet Fuglsangs Svend Dalsgaard-udstilling. Eller ved mødet med Hans Oldau Krulls billeder, udstillet på biblioteket i Vordingborg.
   Man kan vel sige at kunsthistoriens forskellige '-ismer', nogenlunde modsvares af en frame eller af en fusion af flere frames: naturalisme, impressionisme, ekspressionisme, kubisme, surrealisme, etc.

Den internationalt anerkendte neuropsykolog V. S. Ramachandran har i sin bog "The Tell-Tale Brain" opstillet nogle universelle såkaldt 'bioæstetiske' principper, som han altså mener er en del af vores hjernes biologisk set up, og som al (visuel) kunstnerisk udfoldelse og oplevelse trækker på:

• Peak shift (overdrivelse, som fx i karikaturer) 
• Perceptual grouping and binding (gruppering i gestalter - efter lighed og forskel) 
• Contrast 
• Isolation 
• Perceptual problem solving/Peekaboo (noget er (delvis) skjult og udgør et problem/borte-tit) 
• Symmetry 
• Abhorrence of coincidence/generic viewpoint (svært at forklare: afsmag for alt for heldige tilfældigheder) 
• Orderliness (gentagelse, rytme, rim, remser)
• Metaphor (noget skal ses og forstås i overført betydning - gennem noget andet)
• Metonym

Det sidste princip "metonym" er min tilføjelse: dette at en karakteristisk (konkret) del står for en større (abstrakt) helhed som den er en typisk del af.

   Men der kan udmærket være andre og flere bioæstetiske principper på spil nå kunstnere udøver og publikum oplever kunst.
   I disse to blogindlæg fra bloggen "mixingmemory" gennemgåes principperne meget pædagogisk, synes jeg:

http://mixingmemory.blogspot.dk/2005/01/cognitive-science-of-art-ramachandrans_22.htmlhttp://mixingmemory.blogspot.dk/2005/01/cognitive-science-of-art-ramachandrans.html

Jeg har selv brugt Ramachandrans principper når jeg ville forstå hvad det egentlig var for noget der styrede mine egne forsøg og erfaringer med at male akvarel, som det blandt andet fremgår af disse to indlæg på denne blog:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akmvariemaleriets-mysterier-2-og_10.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmalerierts-mysterier-3-om-at.html

Såvel de forskellige kunstframes som neuroæstetikkens principper kan give perspektiv til de to lokale kunstudstillinger jeg har besøgt inden for de sidste par uger, den ene med værker af Hans Oldau Krull, den anden og større udstilling med billeder af afdøde Sven Dalsgaard

Vordingborg Kunstforening står for en udstilling med godt 30 værker af Hans Oldau Krull på Vordingborg Bibliotek - også kaldet 'Kulturarkaden'. Og kunstmuseet Fuglsang på Lolland viser en omfattende retrospektiv udstilling af værker af Sven Dalsgaard.

   Først til Krull.

Hans Oldau Krull, født 1952 i Svendborg, er ud af en gammel sømands- og kunstnerslægt på Ærø. Og still going strong, fremgår det af udstillingen. Billederne er dramatiske, ekstremt udtrykstærke både i farver, tegning og motiver.

   Min gode morgensvømmerven som også er kunstsamler, karakteriserede ham som 'fabulerende kolorist'. Og det er ramt lige i plet, men hvilke fabler har Krull gang i?

 

Sjov og provokerende udtryksfuld er han i hvert fald. Og uden tvivl konceptuelt beslægtet med ekspressionisterne fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet.

   I den lokale Krull-udstilling møder man en lang række værker med regulære religiøse/mytiske motiver som visuelt blander figurer fra nordisk, græsk, kristen, egyptisk og østasiatisk mytologi. I mange billeder indgår også en masse åbne både - uden sejl.

   Med alle de henvisninger til mytologiske figurer, universer og miljøer, er han et klokkeklart eksempel på det der kendetegner kreativitet: grænseoverskridende 'konceptuel blending': en montage og kollage af betydninger fra kilder der ellers er adskilt og hører til i vidt forskellige universer og symbolsystemer.

   Deri ligger naturligvis en stor del af fascinationen. Og de bioæstetiske principper han især trækker på og appellerer til, er: overdrivelse (peak shift), borte-tit (perceptuel problem solving), kontrast, perceptuel gruppering, metafor og metonym. 

   Nogle af motiverne er også styret af symmetri, som jo kendetegner megen religiøs kunst og arkitektur.

 

Hvilke kunst-frames arbejder han inden for - og integrerer?

• maleriet som et spejl af kunstnerens indre subjektive verden, 
• maleriet som en visualisering af religiøse og mytologiske fortællinger
• maleriet som en flade med former og farver,
• maleriet som en vits og en vrængen ad konventioner

 Her nogle eksempler hentet fra nettet - som gennem titlerne refererer til græsk og nordisk mytologi. "Styx" er fx den flod der i græsk mytologi omkranser dødsriget, og som man altså skal krydse for at komme dertil - eller derfra:

Venner på Styx

Thor

Frigg og Loke

På denne udstilling var vel omkring en tredjedel af billederne med 'englemotiver' og -titler, og flere af 'englene' sejler i åbne robåde, hvad der ud fra en umiddelbar betragtning kan undre da de jo er udstyret med vinger og kan flyve. 

   Det er så ikke konventionelle engle(basser) i lange hvide, lyserøde og lyseblå gevanter billederne fremstiller, men nøgne frodige kvinder som så- som en slags tillægsgevinster - er udstyret med vinger.

   Måske repræsenterer figurerne slet ikke kristne engle, men skal associere til fantasy-verdenernes alfer og feer:

Mens fantasy-illustrationer typisk er super-realistiske og malet med en nærmest fotografisk teknik (ligesom fx Niels Strøbeks malerier, eller Otto Frellos), så er Krulls godt nok slet ikke 'realist'. Men motiverne i hans malerier er i hvert fald figurative og dermed delvist genkendelige.

   Du kan i øvrigt læse et indlæg som delvist handler om Niels Strøbek, her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

I flere af de mytologiske universer som fantasy-kunst i film, tegneserier og bøger trækker på, findes kvindefigurerer med vinger: 

   For eksempel er de nordiske valkyrier i nogle sammenhænge udstyret med svanevinger, og det er dem der i krig bestemmer hvem der skal dø og hvem leve. 

   Og i græsk mytologi har vi sejrsgudinden Nike, der afbildes som en kvinde med vinger, ofte som en slags galionsfigur i en båd.

   Men grundlæggende får jeg fornemmelsen af at disse mange forskellige referencer ikke skal tages alt for alvorligt når det hele har være i gennem fantasi-blenderen i Krulls krøllede hjerne - en af 'englene' er fx udstyret med en  gammeldags gul flyverhjelm med beskyttelsesbriller.

   Der er gennemgående megen - ofte grotesk - humor og en del konceptuel 'vrængen' i forhold ti de mytologiske og religiøse konventioner i Krulls billeder. 

   Billederne skal altså nok primært ses som metaforiske og metonymiske mentale spejle - som symbolske udtryk for Krulls  indre subjektive univers, som man godt kan fornemme kredser en del om døden og - måske - en slags genopstandelse, hvad et "bannermaleri" på udstillingen direkte illustrerer:

 

Jeg får associationer til 'new age'-billder her:

Her et lille udvalg af Krulls "englebilleder" fra udstillingen, fotograferet med mit mobilkamera; den ene skulptur der var udstillet var også en 'engel':

Preben Winther skriver om Krull i Kunstavisen i forbindelse med en anden udstilling - og bruger karakteristisk nok metaforen "sampling" til at beskrive hans særkende.

Hans Krull har igennem hele sin tilværelse rejst og boet mange forskellige steder på kloden. Han er en meget vidende kunstner, der i sine værker anvender et hav af referencer. Det kan være til hændelser i hans eget liv, eller til mennesker, der har betydet meget for ham, eller han sampler historiske begivenheder og personer, der kan bruges til at formidle hans budskab, lige fra Svend Trøst til Kristus og ægyptiske og balinesiske guddomme. Mange af hans værker har mytologiske temaer og centrerer sig på en eller anden vis om døden; døden set som en forvandling, en transformation, som overgang fra livet til det ukendte.

Ved at google 'Hans Krull' får man indtryk af at han nok skifter motiver og referencer gennem årene, men at han malerisk stort set trækker på samme register: vidtfavnende og højtflyvende fabuleren kombineret med en udtalt grafisk glæde ved stærke kontraster i form og farve. Og han synes at være meget trofast inden for den kombination af 'kunstframes' som jeg nævnte ovenfor.

   Motiv- og udtryksmæssig er han altså stabil over mange år - på samme måde som Hundetwasser som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/hundertwasser-kreativ-multipersonlighed.html

Jeg spekulerer på om Krull har arbejdet med tegneserier som medie. I hvert fald tyder nogle af de over hundrede festival- og forestillings-plakater han har lavet i årenes løb, på at han med fordel kunne afprøve den form:

Her udfolder Sven Dalsgaard (1924-1999) sig konceptuelt og malerisk i en helt anden boldgade end Krull. Det er andre kunstframes Dalsgaard forholder sig til og befinder sig i - og han udvikler sig ved at bruge dem op og skifte dem ud periodisk.   

   Hvor Krulls billeder er gennemsyret af en næsten glubsk lyst til overskud og overflod - indholds-, form- og udtryksmæssige excesser, så er Sven Dalsgaard en maler som i sin udvikling følger et spor og en retning som man kunne kalde "less is more" - indtil der egentlig ikke er noget "kunst" tilbage i hans billeder. Men mange 'kunstigheder'.

Sevn Dalsgaard-udstillingen på Fuglsang er retrospektiv og viser malerier fra omkring 1940 og helt frem til hans død.
        Sven Dalsgaard er født samme år som Asger Jorn. Han var aldrig medlem af Cobra-gruppen, men kunne godt have været det. Han udstillede i 50´erne sammen med flere af de danske medlemmer af gruppen.

De tidligste billeder af Dalsgaard vi så på udstillingen, var fra første halvdel af fyrrene, og de var klare eksempler på den retning som herhjemme Vilhelm Freddie var mest kendt for: surrealismen.
   Her er et af Dalsgaards malerier fra 1943 med titlen "Portræt af enhver" - som også var med på udstillingen:

Her to andre malerier hvis titler jeg ikke lige har kunnet finde:

Surrealisme? - Ja, men et klart Sven Dalsgaard-særpræg.
   Der er som hos Krull næsten altid nøgne damer med i motivet, men frodige er de ikke - nærmest det rene skind og ben.

Nej, nu bliver det for langt - fortsættelse følger - i næste indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/udstilet-kunst-i-forskellige.html