Sider

mandag den 27. januar 2014

Akvarelmaleriets mysterier (28) - fortællingen om skarven som blev klippet ud og klistret ind på en nye akvarelmalet baggrund

Det var hvad der fysisk og visuelt kom ud af mit møde med kunstneren H. C. Rylanders malerskole for godt 14 dage siden: 
   En udklippet skarv malet i akvarel - vel at mærke klippet ud i tre dele som så blev tapet sammen på bagsiden. 
   På fotoet her kan man lige ane at den yderste tredjedel af hver vinge er adskilt fra resten ved en sammenføjningslinie.


Skulle den akvarelmalede skarv være indgået som det centrale motiv i et helt akvarelmaleri, så skulle baggrunden med tynde laveringer ("washes") af sø, himmel og evt. søbred være malet først - og så skarven malet i en række lag oven på grundlaveringen.
   Men nu var den altså det "amputerede" resultat af en indledende øvelsesopgave som Hans Christian Rylander satte mig til - for at vurderer hvad jeg kunne og hvordan jeg evt. burde kunne videreudvikle mig. Alle nye elever blev testet på den måde.
   Læs mere om dette mit møde med Rylander og hans malerskole her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-26-akvarel.html
Når det særligt ærgrede mig at der ikke kom en hel færdig akvarel ud af denne malerskole-opgave, så var det blandt andet fordi jeg faktisk med akvarellen af den udstoppede skarve havde prøvet at male fjer og fjerdragt på en fugl i en detaljeringsgrad og med en omhyggelighed jeg slet ikke tidligere havde prøvet. Det krævede megen koncentration, og det tog samlet små to arbejdsdage at tegne og male den færdig. Og selv var jeg lidt stolt af det da jeg syntes opgaven var løst.
   Jo mere ambitiøs med en akvarel man er, jo mere anspændt bliver man hen mod færdiggørelsen - af frygt for at lave en synlig fejl i valg af farve og penselføring som ikke kan rettes.

Selv om Rylander omtalte billedet som en fin "illustration", så syntes jeg faktisk selv at jeg lidt havde nærmet mig forbillederne og idealerne fra J. J. Audubons fantastiske fugleillustrationer  fra første halvdel af 1800-tallet og Walton Fords moderne, men endnu mere eventyrlige malerier der mimer den selvsamme gamle, klassisk illustratorstil, som fx den her:

Walton Ford, "Ornithomancy No. 3," 2000. Watercolor, gouache, ink and pencil on paper; 26 x 19 inches. Collection of the Bowdoin College Museum of Art, Brunswick, Maine. Given in memory of John Stuart Fallow, Jr., Class of 1948, by Laura-Lee Whittier Woods. Courtesy Paul Kasmin Gallery, New York.
Walton Ford, "Ornithomancy No. 3," 2000. Watercolor, gouache, ink and pencil on paper; 26 x 19 inches.
Collection of the Bowdoin College Museum of Art, Brunswick, Maine.

Jeg fik så den ide at jeg ville lave en ny "baggrundsakvarel" til min udklippede skarv som jeg så bagefter ville klistre ind i baggrundsbilledet.
    Ideen til det fik jeg da jeg læste om hvordan J.J. Audebon arbejdede. Ud over akvarel, brugte han også tusch, blyant og gouache - og det fremgår af min kilde at han kombinerede malemedier og teknikker frit for at opnå lige det resultat han ønskede. 
   Han var autodidakt og havde ingen fine fornemmelser med hensyn til de malemidler han syntes var nødvendige for at nå målet.
   "Mixed media", ville der stå som en del af titelteksten på et moderne maleri der brugte den blanding af teknikker og udtryksformer.
   Audubon gjorde så også jævnligt det at han klippede sine malede fugle ud af deres oprindelige "kontekstbillede" - og kombinerede dem ved at lime dem ind i et nyt fælles billede - med en særlig landskabsmæssig eller plantemæssig baggrund:

Der er altså faktisk tale om en slag montage. Og når Audubon kan gøre det, så kan jeg vel også. 
   
Allerede mens jeg malede den udstoppede skarv, havde jeg i hovedet et billede med flere andre skarver i baggrunden der også sad og tørrede vinger, og nogle dunhammerplanter til at give dekorativ identitet til søen som skarverne 'holder møde' i. 
   Det hører med til den historie at vi i vores egen sø ved sommerhuset både har haft besøg af skarver der har siddet og tørret vinger på en pæl, og har en del dekorative dunhammerplanter der stikker op af vandet rundt omkring blandt søens almindelige sivvækster.
   Så jeg tegnede et omrids af hvor min udklippede skarv skulle sidde, og så første tegnede jeg og derefter malede jeg ellers løs på baggrundsmotivet som hvis jeg var begyndt forfra på det samlede billede.
   Opslag i en illustreret fauna og senere søgning af billeder på nettet viste mig at dunhammerplantens blade er nogle stive, kedelige, sivagtige javerter. Så da der var tale om et "drømmebillede" og et "fantasilandskab", tegnede jeg bladene inspireret af jugendstilen, hvilket gav dem en slags  levende personlighed, syntes jeg.
   Da jeg var nogenlunde tilfreds med baggrundsbilledet, limede jeg min skarv uden på som forgrund.
   Sådan:


Ikke så tosset, tænker jeg. 
   Det kan man jo gøre en anden gang hvis noget af en akvarel mislykkes, mens noget andet kan genbruges i et nyt billede - frem for at man skal begynde helt forfra igen.
   
Mens jeg har kæmpet med min skarv-akvarel, har jeg også været på jagt efter en lærer eller et kursus som jeg og fruen kunne få mere ud af - rent akvarelteknisk. 
   Personligt er det klart at jeg hænger fast i - eller føler mig mest tryg ved - vådt-på-tørt-teknikken - hvor alt sådan set er under kontrol, Man maler lag på lag, og man får associationer til tegneseriers og tegnefilms særlige udtryksformer - med rødder tilbage til de japanske træsnitmestre. 
   Og der skal også helst være nogle forbilleder, referencebiller, som jeg kan tegne og male ud fra.

Og nu har jeg fundet en kunstner som udbyder kurser som vi sandsynligvis vil melde os til en gang i efteråret. Navnet Ane Grete Aaagaard. Og hun er god, som her kan dokumenteres:


Se mere på Anne Grete Aagaards hjemmeside her:
http://www.anegrete.dk/index.html
Ane Grete Aagaard er bl.a. inspireret af den svenske akvarelprofessor Arne Isacsson der er stifter af en kendt og velanskrevet kunstskole, Gerlesborgskolen, der ligger i skærgården nord for Göteborg , og som har givet navn til en udforskning af akvarelmalingens stilmæssige udtryksmuligheder som omtales som 'Gerlesborg-teknikken'. Skolen har nu godt 70 år på bagen.
   Arne Isacsson har skrevet flere meget roste bøger om akvarelteknik, blandt andet disse to som det er min plan at anskaffe mig:

Forsideomslag


Alene coverbillederne er inspirerende!

fredag den 24. januar 2014

Akvarelmaleriets mysterier (27) - om snelandskaber og lidt personlige erindringer

Før Jul forsøgte jeg mig med et par akvarelmalede snelandskabsmotiver - der stilmæssigt pegede i meget forskellig retning, og som ikke havde fotografier som forbilleder.
   Interessen for at male snelandskaber med akvarel ligger i forlængelse af min fascination ved at hvidt i skyer og vand og natur - hvis man skal følge et akvareldogme - skal males ved at lade papiret stå umalet der hvor den hvide farve skal være.
   
Her en relativt ny akvarel der er minimalistisk i sit udtryk - klart inspireret af min kærlighed til japanske træsnit af mestrene Hokusai og Hiroshige og andre japanske kunstnere fra 1800-tallet:

nedgående sol, snedækket mark, træ og hegn i silhuet
Her følger nogle japanske landskabsbilleder i træsnitform - af Hiroshige og Hokusai:

Image
Japansk træsnit - af Hokusai
Japansk træsnit - af Hiroshige
Min akvarel med den nedgående leverrøde sol, den snedækkede mark og træet og hegnet i silhuet i forgrunden, trækker stilmæssigt og motivisk også linjer tilbage til min ungdoms sorthvide tusch-tegninger som fx. de her:

Egen tuschtegning 1966
Egen tuschtegning 1966
I den forbindelse kommer jeg i tanker om en indrammet tuschtegning som fruen fandt ved en oprydning for nylig, og som er af nyere dato end de to her, nemlig tilbage fra 1990. 
   Den er tegnet "live" ved direkte langvarig iagttagelse af motivet - uden fotografi-mellemkomst - mens vi holdt ferie på en græsk ø. 
   Først tegnet med blyant og derefter tegnet op med tusch:

Egen friluftstegning - pinjetræ på græsk ø
Jeg husker jeg sad i parasolskyggen på en lille taverna og så ud over vandet gennem de gamle pinjetræstammer mens jeg tegnede. Det tog vel sammenlagt 3-4 dage at få den færdig.
    Jeg havde den gang lige (gen)læst Betty Ewards meget inspirerende og pædagogiske bog "At tegne er at se" ("Drawing on the Right Side of the Brain"), og pålagde mig selv den restriktion - det 'benspænd' som det hedder i vore dage - at jeg kun måtte tegne så meget af træets stammer, grene og kviste som jeg faktisk kunne se. Når der var grønne nåle der dækkede for nogle af grenene, så skulle der være "blankt" i tegningen.
    Det blev ikke til mere end den ene sommerferietegning på det tidspunkt i mit liv hvor jeg ellers var travlt optaget af tjene penge som rundrejsende konsulent på forskellige radio- og tv-stationer i Skandinavien. Men jeg kan se nu at denne tegning pegede fremad mod den måde at arbejde på som jeg siden tog op da jeg begyndte at male naturalistiske akvareller efter oplevede og fotograferede motiver.

Tuschtegningen af de gamle græske pinjetræer er også et udtryk for at der allerede på det tidspunkt har ligget og luret et savn efter at genopleve glæden fra min ungdom ved at tegne/male, et savn som Betty Edwards-bogen havde mindet mig om. 
   Ewards helt afgørende pædagogiske pointe var at hvis man skulle tegne noget der virkelig lignede, så skulle man lukke ned for venstre hjernehalvdels kategoriske forhåndsforestillinger om hvordan motivet så ud, for  virkelig at kunne se og tegne de "abstrakte" linjer, former og konturer i motivet i de rette proportione.

I forhold til det at male snelandskaber, var akvarellen uden referencebillede med den leverrøde nedgående sol og det nøgne træ i silhuet jo ikke svær at lave - og egentlig var det alt for let, for jeg fulgte jo langt hen ad vejen bare et gammelt velkendt grafisk spor fra min ungdom, som man ser.

Til gengæld havde jeg ingen som helst erfaring med eller maleteknik til fx at male grantræer dækket med sne. Og det var et oplagt motiv at udfordrer mig selv med da vi næremed os Jul, også selvom jeg ikke kunne skaffe mig referencefotos fra egne optagelser.
   Jeg efterspurgte hjælp blandt de mange how-to-instruktionsvideor der findes på YouTube. Jeg søgte på "snowlandscapes" - og fandt en akvarel-tutorial-video der viste mig teknikken og processen.
   Her er resultatet som jeg egentlig er godt tilfreds med:

Grantræer i sne - malet efter how-to-video
Men i forhold til de akvareldogmer jeg indtil nu har nogenlunde har overholdt, så var det "snyd". For de hvide puder af sne på grantræerne fremkommer ikke ved at det hvide papir umalet skinner igennem, men ved at jeg har bruge dækfarvehvidt som er lagt på til aller sidst.
   Fruen som jeg viste denne akvarel til først, reagerede spontant - ikke på brugen af hvid dækfarve, men på det næsten monokrone - 'kedelige' - farveudtryk: "Der mangler noget rødt," var hendes reaktion.
   Grøn er komplementærfarve til rød, så det havde hun jo i den grad ret i. I mine akvareller fra Færøerne sørgede jeg også for det meste at få en eller anden rød artifakt med i billedet, her vores akvarelærer Bardur Jakupssons røde Berlingo:

Egen akvarel fra Færøerne
Udfordringen var så at finde noget rødt der 'naturligt' kunne indlægges i akvarellen "grantræer i sne". En rødkælk var min første ide - i forlængelse af at jeg havde malet flere fugleakvareller (jfr. foregående blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier), men den ville være alt for lille til at kunne ses hvis de naturlige størrelsesforhold i billedet skulle bevares:

Foto af rødkælk, hentet fra nettet
J
Jeg fandt på to ideer som jeg så klippede ud fra illustrationer på nettet og klistrede ind. 


Det sidste blev så brugt til en ekstra julehilsen til familie og venner.

onsdag den 22. januar 2014

Akvarelmaleriets mysterier (26) - akvarel vs. akryl - og mødet med Hans Christian Rylanders malerskole

Det er længe siden jeg har skrevet om min mentale rejse ind i akvarelmaleriets mysterier - i praksis og teori.
   Sidst handlede et indlæg om mit overraskende møde med forfatteren til "Hobitten" og "Ringenes Herrer": Tolkien, som, viste det sig, var en meget kompetent (amatør)akvarelmaler, og som havde brugt sine evner til at lave nogle for mig dybt fascinerende akvarelillustrationer til - især - Hobitten.
 
Siden har jeg selv på akvarelfronten prøvet lidt af hvert. En af de erkendelsesmæssig pointer jeg havde med fra flere foregående blogindlæg, var at det at blende akvarelmaleri med tusch-tegning, som fx bladtegneren Roald Als gør, faktisk indebar nogle muligheder når man malede fugle.
   Og fugle-illustrationer har jeg en særlig svaghed for, nå de er udført af den berømte amerikanske fugle-illustrator J. J. Audubon fra først halvdel af 1800-tallet som de vises i kæmpeværket "Birds of America".
   Ifølge de bøger jeg har anskaffet om Audubon og hans teknik, så kombinerede han tegning med akvarel og guache (dækfarver på vandbasis). 
   Jeg viser lige nogle eksempler på hans enestående kombinerede tegne- og malekunst. Og så er han selvlært - autodidakt - oven i købet:


Når jeg fremhæver netop ham og hans berømte fuglebilleder, så er det fordi jeg inden for det sidst halve år har udfordret mig selv med at male fugle - efter fotos. Det er blevet til tre, og i alle tre tilfælde overskrider jeg nogle af mine egne tekniske grænser.
   Jeg tegner både nogle af konturerne og maler nogle af de mest udtryksfulde dele af fuglene - næb, øjne, fødder - med en sort tuschstreg. Og så kæmper jeg i øvrigt med at få en gennemsigt lethed i fjerdragtens aftegninger og skygger:


De er alle tre kommet i glas og ramme, som udtryk for at jeg er - nogenlunde - tilfreds.

Det er afsætte for denne akvarel af en skarv der sidder og tørrer sine vinger - en akvarel som ikke er færdig - men klippet ud af et - ja hvad skal man kalde det - et lærestykke:


Historien bag det er følgende:

Jeg er ind imellem på udkig efter dygtige og professionelle malere som kan lære mig mere - en  mulighed for opfølgning på Bardur Jakupssons to akvarelkurser. 
   Og fruen havde via en anden aktiv kvinde på det lokale fitness-center fundet ud af at en kendt og meget dygtig kunstmaler Hans Christian Rylander som boede og havde atelier på Bogø, havde ledige pladser på sin "malerskole".
   Vi meldte os til - uden egentlig at vide hvad det indebar. Og fik i hvert fald en på opleveren.

Hans Christian Rylanders malerier kender jeg godt lidt til. 
   Han har udstillet lokalt, og for cirka et år siden havde hans elever på skolen også en lokal udstilling som faktisk var spændende og interessant.
   Rylanders egne billeder er for det meste meget store, farverige og stærkt udtryksfulde - fabulerende - og i udtalt grad et produkt af den kreative proces jeg på denne blog har beskrevet ud fra mange forskellige synsvinkler og i mange forskellige kontekster: 'conceptual blending' - dette at man mixer, kombinerer og integrerer forskellige ideer, betydninger, former og udtryk som traditionelt er adskilt og isoleret i klart forskellige konceptuelle domænder, for derigennem at skabe nyt: forestillinger, tænkning, fortællinger.
   Sådan:


I andre sammenhænge ville man nok tale om forskellige former for 'montage' eller 'collage' - hvor publikum må konstruere mening og sammenhæng ud af sammenstødene mellem forskellige delmotiver, størrelsesforhold og perspektiver. 
   Min umiddelbare oplevelse af samlingen af malerier i Rylanders atelier var: Wau! Fascinerende, provokerende, surrealistisk. 
    Flere af malerierne indeholdt som delelement et portræt af Rylander selv, stirrende direkte ud mod beskueren, som her:


Karakteristisk for hans stil er - ud over montageformen - at der ikke er nogen form for centralperspektivisk dybde i det enkelte billede som helhed, men at hvert enkelt delmotiv var malet med med dybde gennem især modellering af lys og skygge.
   Jeg oplever en ekspressiv vrede, næsten sarkastisk vrængende, som bagvedliggende mental drivkraft i mange af Rylanders billeder. Et eller andet 'fuck you'-agtigt - adresseret til den pæne, borgerlige og bornerte samtids verden.
   Faktisk kan man også sige at hans billeder udtryksmæssigt er beslægtede med Dronning Margrethes 'decupager' - selv om jeg ikke er sikker på at Rylander vil bryde sig om den association:


I Rylanders billeder er hvert delmotiv malet med af en form for klassisk naturalisme i udtrykket. Og der er typisk brugt fotografiske og skulpturelle forbilleder/referencebilleder for det enkelte delmotiv.
   Ikke bare skal delelement-motiverne nemlig ligne, men de skal også ligne rigtig godt - uden at der dog er tale om en fotografisk realisme som fx hos Thomas Kluge - her eksemplificeret ved hans seneste repræsentative maleri af kongefamilien:


Jeg og fruen tilbragte to dage på Rylanders malerskole - som en slags prøvetimer.
   Og Rylanders reaktion på at jeg gerne ville male akvarel, var ikke specielt imødekommende, men heller ikke totalt afvisende.
   Stort set alle andre elever malede akryl - som jo også er en slags vandfarver, men maleteknisk inviterer akrylfarver til at male på en måde som ligner oliemaling.
   Professionelt tog Rylander jo udfordringen op og gjorde opmærksom på at akvarel malerteknisk set var og er en specialitet. Og tydeligvis forbandt han akvarel som malemedie med det at tegne og male illustrationer - altså mere en særlig form for (kunst)håndværk end egentlig kunst, kunne man fornemme at han mente.
   
Jeg og fruen fik begge en indledende opgave: Find en genstand - en 'artefakt' - blandt de flere hundreder der var spredt rundt omkring i atelieret; stil den op foran dig og tegn den; og for mit vedkommende: mal den derefter med dine akvarelfarver.
   Jeg fandt en lidt støvet og mølædt udstoppet skarv med udbredte vinger til tørring - som jeg har set det mange gange også i virkeligheden i vores sø ved sommerhuset, og gik så igang med at tegne den.

Skarver har blandt andet en særlig plads i min bevidsthed fordi da fruen og jeg var i Kina for tre år siden, da oplevede vi en ældgammel fiskerimetode hvor man bruger tamme skarver til at fiske med: De får et bånd bundet stramt om halsen, så når de fanger en fisk, kan de ikke sluge den, men den bliver i halsen indtil fiskeren tvinger den til at spytte fisken hel ud ved hjemkomsten, som vist her:

2010-09-10-38, Yangshou, skarvfiskeri - 1802-web.jpg

Og selv fik jeg den euforiske oplevelse at få en tam skarv siddende på min skulder så jeg kunne klø den på halsen:


Så derfor valgte jeg Rylanders udstoppede skarv som øvelsesopgave for min tegning og min akvarel, vel vidende at jeg aldrig havde prøvet at male noget så detaljeret som dens vingefjer og dens spættede fjerdragt.
   Jeg havde det problem at mit medbragte akvarelpapir var for lille til motivet, så jeg måtte "øge" papiret i bredden med ekstra ark så det yderste af de to vinger kunne males med.
   Man aner måske lige de lodrette linjer i vingerne der markerer at de er klippet ud og klistret sammen fra forskellige ark.



Og da akvarellen var færdig, kunne jeg ikke komme videre med maleriet, fordi den store baggrund ikke kunne males efter 'akvarelprincipperne' når først skarven i forgrunden var lavet.
   Jeg manglede både referencebilleder af fx vandplanter og andre skarver, og muligheden for at lave jævne og tonede laveringer - 'washes' - af vand, landskab og himmel i baggrunden.

Når Rylander underviste de andre elver, så var to ting slående: 
   At mange af dem simpelt hen malede som Rylander - var "elver" af ham i helt gammeldags forstand. 
    Og at et maleri for ham og elverne var et langtidsprojekt hvor man prøvede noget, malede over, forbedrede - eller gjorde det dårligere - og om og om igen. Altså i høj grad en form for trial-and-error-læreproces i en fortsat kamp med motiv, farver, penselstrøg. 
   Så vidt jeg kunne se, kunne mange af elevernes billeder tage både måneder og halve år at blive færdige med. Og de fleste elvemalerier var også ganske store - meget større end selv de få lidt større akvareller jeg har malet.
   
Det var klart at Rylander var noget på udebane hvad angår akvarel-teknik og akvarel-pædaggoik, hvad man jo ikke kan bebrejde ham. Han havde ét klart råd undervejs, som han gentog: Mal på større ark.
   Og så var hans spontane kommentar til min færdige akvarel af hans udstoppede skarv, at den havde karakter af 'en illustration'. Og det mente han ikke positivt.

Det skal så siges at på anden dagen var der en tilbagemeldings-seance hvor han kommenterede elevernes arbejder - så langt de nu var kommet.
   Jeg havde taget en halv snes af minde indrammed akvareller med - både fra Burma, fra Kap Verde og fra Færøerne.
   De fik faktisk ros af Rylander. "Fortsæt" var vel egentlig essensen af hvad han sagde

Hvad lærte jeg? 
   At jeg faktisk godt kunne akvarelmale så detaljeret og disciplineret som skarv-motivet krævede.
   At det var kunstnerisk legitimt at bruge fotos og modeller som forbilleder/inspirationskilder/referencebilleder og montere forskellige kilder sammen til en ny helhed

Og så blev jeg mig for alvor og endnu mere bevidst hvor forskellig processen er når man maler billeder med olie- og akrylfarver i forhold til det at male med akvarel.
   Citatet af Olaf Rude om kunsten at male en god akvarel, et citat som var slået op på væggen da en stor samling af hans akvareller var udstillet på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, blev virkelig sat i perspektiv:
Tænk længe, mal hurtigt
Mens Rylanders metode når det gjaldt akryl, måske kunne udtrykkes med disse ord:
Mal, se, tænk, mal, se, tænk, mal, se, tænk ... og og bliv ved indtil det lykkes
Historien om akvarel-skarven fortsætter i dette indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/01/akvarelmaleriets-mysterier-28.html 

fredag den 17. januar 2014

Nyskabende tv - eller en historieløs genopfindelse af den dybe tallerken - tanker i anledning af tv-serien 'Ond, ondere, ondest'

Denne blog er tilegnet udforskningen og eksemplificeringen af 'kreativitet'. Temaet var i høj grad inspireret af mit samarbejde med tv-dokumentaristen Poul Martinsen i forbindelse med min bog om ham fra 2007: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed - fortællinger om en tv-dokumentarist og hans værk".
   Manden hører til et af de mest kreative mennesker jeg har mødt i mit liv, og hans opfindsomhed når det gælder at udvikle og afprøve ny tv-dokumentariske genrer og formater er næsten legendarisk.
   For eksempel fortalte en anden af de store gamle tv-dokumentarister, Lars Engel, at da de sammen med en række andre af datidens bedste tv-dokumentarister mødtes i den nyoprettede 'dokumentargruppe' i 1988 for at udvikle ideer, at: "Hver gang vi andre kom frem med en ide, så have Poul altid mindst syv liggende klar." En anden af kollegerne i gruppen fortalte at hver gang nogen fik en ide til et nyt og originalt program, så opdagede de: "Martinsen was here first!
   En af de tv-genrer som Martinsen var pioner inden for, var det man i vore dage naturlig ville kunde kalde 'reality-dokumentar' - tv-dokumentarer som bruger videnskabelige psykologiske eksperimenter som inspirationskilde til tv-programmer hvis reality-plot illustrerer disse eksperimenters 'sensationelle' sandhed. 
  Det mest slagkraftige af dem alle var tv-udsendelsen "Dagbog fra Christiania" fra 1977" som førte til at en planlagt lov i Folketinget der skulle lukke Fristaden once and for all, fik så megen folkelig  og mediebåret opinion imod sig at loven aldrig blev vedtaget. 
   Uden udsendelse af det program havde der ikke været noget Christiania idag som vi kender det.

Den erindring dukkede op da jeg læste mine to aviser i går. Og det foranledigede at jeg - undtagelsesvis - skrev et meget langt indlæg på min Facebook-side.
   Det synes jeg også de læsere af min blog som ikke er mine facebook-venner, kan have fornøjelse af at læse. Det handler om...

Historieløshed blandt yngre journalister - i anledning af DR3-serien: "Ond, ondere, ondest"
Begge mine daglige aviser, Politiken og Information, havde igår to siders opslag i deres film/tv-tillæg om den nye DR3-serie "Ond, ondere, ondest", hvis første afsnit blev sendt i onsdags. 
   Jeg søgte i første omgang på kreditlisten til det første program efter et helt bestemt navn: Poul Martinsen - som "konsulent", eller under rubrikken "Tak til". Nix! 
   Så genlæste jeg de to artikler i de to avistillæg, stod der noget om Poul Martinsen? Nix!

Så sent som i 2006 udsendte Danmarks Radio på DR 1 reality-dokumentarserien "Krigerne" med dansk tv-dokumentarismes grand old man Poul Martinsen som tilrettelægger og instruktør, en meget vellykket serie som netop skulle dokumentere at helt almindelige mennesker af sociale rammer, omstændigheder og spilleregler kunne forføres eller forledes til at udøve tortur over for andre danskere. Altså udøve ondskab. 
   Og det kunne de, dokumenterede serien.

Fra optagelser af Poul Martinsens "Krigerne"

Den ledsagende avisdebat om etik den gang, var næsten ord til anden den som refereres i de to avisartikler i går. 
   Også "Krigerne" var et tv-eksperiment inspireret af Zimbardos 'Stanford-eksperiement'. Også der var en psykolog med, professor Rolf Kuschel, som 'etisk sikkerhedsnet', en mands som i øvrigt den gang endte med at forlade optagelserne til sidst for ikke at få sig fedtet ind i en sag hvor han kunne anklages for uetisk adfærd af psykologforeningen.

Poul Martinsen er berømt (og blandt nogle berygtet) som tv-dokumentar-pioner - blandt andet for at have tematiseret ondskab og autoritets- og gruppepres i forskellige reality-lignende tv-udsendelser lige siden han begyndte som tv-journalist og -dokumentarist i DR i 1968. 
  Hans mest berømte udsendelse i den genre, "Lydighedens dilemma" fra 1978, havde også karakter af et tv-eksperiment som var et direkte re-make af et andet berømt og etisk berygtet psykologisk eksperiment, foretaget af den amerikanske psykolog Stanley Milgram i starten af 60´erne. 
   Det eksperiment dokumenterede ligesom tv-udsendelsen at helt almindelige mennesker af en psykolog i hvid kittel kunne forledes til at udøve tortur mod andre - i en god sags tjeneste. 
   En af deltagerne blev faktisk så påvirket af at være med i tv-eksperimentet at hun måtte gå til psykologisk behandling bag efter.

Af andre den gang opsigtvækkende 'tv-eksperimenter' inspireret af socialpsykologiske eksperimenter som Martinsen producerede, var "Broen" fra 1970 hvor en hippie fik øretæver af en af de Vilde Engle, og "Isolation" fra 1979 der dokumenterede at kort tids 'sensoriske deprivation' (=isolation) påvirkede hjernen så stærkt at de isolerede fik hallucinationer.

Det hører med til historien om den sidste serie "Krigerne", at Poul Martinsen fik den besked fra de ledende lag i DR-hierarkiet at den ikke måtte kaldes en "reality-dokumentar" fordi, var begrundelsen, "DR producerer simpelt hen ikke reality-tv, basta" ("reality-tv"="trash-tv")
   Det er kun 8 år siden "Krigerne" blev udsendt, så der er godt nok sket et DR-kulturskred i og med at DR nu har fået DR 3 som skal ramme de unge. 

Det som ryster mig lidt - eller måske mere end 'lidt' - er DR 3-radaktionen bag "Ond, ondere, ondest" ikke har lavet den minimale research der ville have ført til at de kunne trække på Martinsens ekspertise. Og se og lære af de programmer som DR har liggende i sit arkiv. 
   Og man burde naturligvis i foromtalen henvise til "Krigerne", hvad man ikke har gjort!

Det ryster mig også at avisjournalisterne ingen historiske referencer har til de tidligere DR-programmer der tematiserer 'ondskab', men refererer til udsendelsesserien "Ond, ondere, ondest" som om det er noget sprit-nyt og originalt. Og meget kreativt og kontroversielt.

Hvis de herrer og damer journalister og redaktører - i bakspejlet - vil vide mere, så kan de med fordel læse historierne om Poul Martinsens tv-eksperiment-programmer baseret på videnskabelige menneskeforsøg i min bog om ham: "Poul Martinsen - Besat af virkelighed" fra 2007 - udgivet af - naturligvis - Danmarks Radios eget forlag!!!

Poul Martinsen lever i bedste velgående, er still going strong, og udgav for et par år siden den opsigtsvækkende dokumentar-bog om "Hypnosemorderen Palle Hardrup" - som angiveligt begik drab på to bankfolk under hypnose fra en anden mand Bjørn Schouw Nielsen. De blev begge dømt for mordene. Ondskab eller forførelse?
   Så sent som i 2008 dokumenterede Poul Martinsen i en temalørdag-udsendelse at det rent faktisk var muligt at få almindelige mennesker til at begå forbrydelser under hypnose. Ondskab eller forførelse?

Tænk hvis man kunne have bygget videre på ondskabstemaet fra "Krigerne", i stedet for - historieløst og ukreativt - at bruge tid og ressourcer på at genopfinde den dybe tallerken.
   Historieløshed er historieløshed er historieløshed! 

mandag den 13. januar 2014

Hjerne-fitness - godt nyt for gamle hoveder - lidt personlige refleksioner og tilbageblik

I forlængelse af serien af indlæg om køn, hjerne, tænkning og kreativitet, fulgte jeg sporet fra bogen "The New Executive Brain - Frontal Lobes in a Complex World" - Elkhonon Goldberg.
   Han havde flere referencer til Ronald Davidson, og hans forskning der sandsynliggjorde at hjernen var fleksibel og formbar også når den var 'færdigudviklet' omkring 20 års alderen, og at både ydre vilkår og omstændigheder og indre mentale viljeshandlinger som fx. meditation kunne ændre på dens "wiring", på dens "connectivity" og "architecture" (=de neurologiske baner, deres grad af "hul igennem", og hjernens opbygning).
   Og dermed indvirke kraftigt ændrende på 'personligheden' hos voksne og ældre personer, den 'personlighed' som er hjernens psykiske, mentale og kropslige udtryk i samspil med andre hjerner. 
   I den forbindelse brugte Goldberg begrebet "brain-fitness" - nærmest spøgende - som en metaforisk indfangning af dette at man altså kan opfatte hjernen på samme måde som vi  i dag opfatter muskler, dvs som et eller flere kropsorganer der ved træning og kontinuert øvelse kan udvikles og komme i bedre form og kondition, og som også kan forfalde hvis de ikke aktiveres jævnligt.
   Et eksempel som citeres vidt og bredt er eksemplet med taxachaufførerne i London. Gamle taxachauffører har et markant forstørret hjernemodul end gennemsnithjernen i det område i højre hjernehalvdel som vi bruger til stedgenkendelse og geografisk orientering.

Wikipedia fortæller - lidt med en noget kølig distancering i formuleringerne:
The term brain fitness reflects a hypothesis that cognitive abilities can be maintained or improved by exercising the brain, in analogy to the way physical fitness is improved by exercising the body. Although there is strong evidence that aspects of brain structure remain plastic throughout life, and that high levels of mental activity are associated with reduced risks of age-related dementia, scientific support for the concept of "brain fitness" is limited. The term is virtually never used in the scientific literature, but is commonly used in the context of self-help books and commercial products.[1] It first came into play in the 1980s, and appeared in the titles of self-help books in 1989[2] and 1990.[3]
En billedsøgning på begrebet 'brain fitness' eller 'mental fitness' giver en lang række billeder der viser at tegnere og illustratorer har følt sig inspireret og opmuntret af støde på og skulle illustrere begrebet:


Når det med 'hjerne-fittness' interesserede mig, så var det fordi jeg må være stødt på begrebet - eller stødt på den bagvedliggende tænkning, teoretiseren og forskning i avisartikler allerede et stykke tid før jeg begyndt på bloggen her - marts 2010.
   Og også før jeg begyndte at genoptage min ungdoms interesse for at male og tegne - men nu med et ret ensporet fokus på akvarelmaleriets udfordringer og 'mysterier'.


Jeg er mig nogenlunde bevidst at jeg i efteråret 2009 var begyndt at tænke på at holde op med at undervise på universitetet (seriøs forskning opgave jeg allerede da jeg forlod journalistikuddannelsen på SDU i 2004). Og jeg var også begyndt at tænke på at holde op med at påtage mig større eller mindre konsulentopgaver, privat kursusundervisning, m.v. 
   Jeg syntes at både undervisning og konsulentopgaverne mere og mere var blevet kedsommelig rutine. Det var ikke sjovt mere, og jeg gad heller ikke - igen , igen - søge et nyt job for at få det sjovt igen (= ny modstand, nye udfordringer, nye konflikter, nye belønninger)
   Jeg havde et stykke tid - vel egentlig i relativt mange år - interesseret mig for hjerneforskning og spørgsmålet om denne forsknings sammenhæng med kognitiv psykologi når spørgsmålet om kreativitet var på bordet. Og det spørgsmål har optaget mig i større eller mindre grad i mange år.
 
Og jeg syntes at alt pegede i retning af - at hvis jeg holdt op med at foretage mig alt det der i mange år havde holdt mig mentalt i live, så ville min hjerne sløve hen og skrumpe ind - eller bare stivne når jeg havde hevet hele cirkusset ned med deadline omkring min 70-års fødselsdag (som var sidste år).
   Og jeg var egentlig ret glad for min hjerne - og har været det det meste af mit voksenliv, også selv om den altid har haft huller og svagheder og dårlige forbindelser, fx hvad angår retstavning, det at lære gloser på fremmedsprog, huske årstal og lignende.
   
Der kom så bloggen ind som noget der kunne holde venstre hjernehalvdels sprogcentre, semantiske hukommelse og logiske tænkning kørende - i kondi og i form - efter at jeg ikke mere var professionelt forpligtet på at være aktiv udøvende i den slags sager. 
   Og samtidig begyndte jeg at overveje hvad jeg skulle finde på for at holde højre hjernehalvdels visuelle og rumlige tænkning og modtageapparat og udtryksmuligheder kørende når jeg nu ikke mere skulle undervise i billeder og tv-journalistik, lave sjove powerpoint-slides, analysere de levende billeders dramaturgi, etc. 
   Her begyndte jeg så at lege med tanken om at gå på kursus i akvarelmaling - som var et medie og medfølgende særlige tekniske krav som jeg aldrig havde været i clinch med tidligere - tilbage i min barndom og ungdom hvor jeg ellers tushtegnede og oliemalede ret intensivt i små 20 år, fra jeg var 5 til jeg var 25.
   
Introduktionen til bloggen - dets første indlæg - kan du finde ved at klikke på dette link og derefter følge sporet hvor det går over stok og sten:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/03/tanker-om-kreativitet.html
Og den fortsatte fortælling om min kamp med at løse 'akvarelmaleriets mysterier' begynder med dette indlæg - som blev det første af indtil videre 26:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html
Så rent faktisk har jeg været påvirket af 'hjerne-fitness'-tankegangen selv om jeg den gang ikke kendte noget særligt til det - og kun havde et meget overfladisk forhold til det. Og ikke kendte den populære term.

Hvad siger Wikipedia videre om 'brain fitness' - er der noget seriøst i det?
Brain fitness is the capacity of a person to meet the various cognitive demands of life. It is evident in an ability to assimilate information, comprehend relationships, and develop reasonable conclusions and plans. Brain fitness can be developed by formal education, being actively mentally engaged in life, continuing to learn, and exercises designed to challenge cognitive skills.[4][5] Healthy lifestyle habits including mental stimulation, physical exercise, good nutrition, stress management, and sleep can improve brain fitness.[6][7][8][9][10] On the other hand, chronic stress, anxiety, depression, aging, decreasing estrogen, excess oxytocin, and prolonged cortisol can decrease brain fitness as well as general health.[11][12][13][14][15][16   Brain fitness can be measured physically at the cellular level by neurogenesis, the creation of new neurons, and increased functional connections of synapses and dendrites between neurons. It can also be evaluated by behavioral performance as seen in cognitive reserve, improved memory, attention, concentration, executive functions, decision-making, mental flexibility, and other core capabilities.
   Like physical fitness, brain fitness can be improved by various challenging activities such as practicing sports,[17] playing chess or bridge, dancing regularly, practicing yoga and tai chi and also by engaging in more structured computer based workouts.[18] Some research shows that brain stimulation can help prevent age-related cognitive decline, reverse behavioral assessment declines indementia and Alzheimer’s[19][20][21] and can also improve normally functioning minds.[22] In experiments, comparing some computer based brain boosting exercises to other computer based activities, brain exercises were found to improve attention and memory in people over age 60.[23][24] Other studies have evaluated other brain boosting exercises and not found improvements. A study of 67 schoolchildren aged 10 compared 7 week Nintendo brain training to engaging in pen and paper puzzles. The study found that the brain training group suffered a 17 percent decrease in memory tests after the seven-week course, while the pen and paper group saw an increase of 33 percent.[25] Some experts are skeptical with regard to the real value of particular commercial brain boosting products. For example, a panel of experts gathered by Which? Magazine have concluded that ‘Dr Kawashima’s Brain Training’ for the Nintendo DS will not enhance brainpower at all.[26] However, other researchers underline the growing amount of studies indicating that some commercial brain training products have shown measurable results in improving various cognitive skills.[27][28][29]
O.K. så! Hvad for nogle aktiviteter kan øge hjernens form og kondi? Og hvordan antages de at virke? Det fortæller artiklen i Wikipedai også om:
Not all brain activity exercises the brain in the same way.
   Activities that require you to use all your senses, break your routines and engage in novel experiences which can create BDNFs(neurotrophins) as explained in the book Keep Your Brain Alive, Workman Publishing.
   Activities that involve planning ahead, like chess, stimulate the Frontal lobe area of the brain.[40]   Activities like ballroom dance and basketball, train short range spatial skills, used when one walks through a short limited space, like the interior of a house.[citation needed]
   Activities that combine intellectual and physical demands improve spatial and reasoning skills [17]   Activities like learning a new language or painting require the coordinating of multiple regions of the brain.[citation needed]
   Physical exercise promotes BDNF.[41]   Reading books, and writing[42]   Cognitive training games, such as Lumosity [43][44]
 Så - med de forbehold som man skal tage når man er Wikipedia, så ser det ud til at jeg er på rette vej til at opretholde - eller måske endda forbedre - min hjernes mentale form og kondition på centrale områder, ved dagligt eller jævnligt at læse og skrive (blog), se og male (akvarel).

Det viser sig så i øvrigt at Elkhonon Goldenberg sammen med andre forskere har udgivet en bog der bruger begrebet i titlen: 
"The SharpBrains Guide to Brain Fitness: How to Optimize Brain Health and Performance at Any Age" - by Dr. Sandra Bond Chapman, Alvaro Fernandez, Dr. Elkhonon Goldberg and Dr. Pascale Michelon (4 Apr 2013) 
Product Details
Den bog har jeg nu bestilt. Så får vi se hvor meget hold seriøse forskere mener der er i begrebet. 

fredag den 10. januar 2014

Den udøvende hjernes frontale lapper - og kønsforskelle i kognitive stilarter

Jeg har on and off læst mig igennem en bog som faktisk er meget interessant, men ikke så nem at læse. Titlen er "The New Executive Brain - Frontale Lobes in a complex world", og forfatteren hedder Elkhonon Goldberg.
   "New" i titlen refererer til at forfatteren har skrevet en tidligere bog "The Executive Brain" som den foreliggende er en slags opdatering af.
   Elkhonon skriver i introduktionen:
In this book I explore the one part of brain that makes individuals who they are and defines their identity; that encabsulates their drives, ambitions, personality and essence: the frontal lobes of the brain.
   If other parts of the brain are damaged, neurological illness can result in the loss of language, memory, perception, or movement. Yet the essence of the individual, the personality core, usually remains intact.
   All this changes  when illness strikes the frontal lobes.
   What is lost then is no longer an attribute of your mind. It is your mind, your core, your self. The frontal lobes ar the most uniquely human of alle the brain structuers, and they play a critical role in the succes or failure of any human endeavure.
Frontallapperne, 'den præfrontale cortex', er den del af hjernen som udfører de mest komplekse og avancerede funktioner i hjernen, som kaldes de "eksekutive funktioner" - altså de funktioner som er overordnede, planlæggende, styrende, udøvende, koordinerende, vurderende. 
   Som chefen i et stort firma med mange afdelinger og centrer der skal holdes styr på, er den metaforiske sammenligning som bruges.
   
Frontallapperne udgør ca. 30% af den samlede hjerne, og det er deres samlede funktioner at give mennesket:
  • selvopfattelse
  • humor, 
  • intuition, 
  • moral,
  • dømmekraft, 
  • rationel adfærd
  • målrette adfærd
  • samvittighed
... fortælles det i Illustreret Videnskabs særudgivlse om "Hjernens mysterier".
   To specialområder fremhæves i den sammenhæng.
   1) 'Den orbifrontale cortex' hvor dømmekraft og selvkritik udspringer, og hvor hjernens center for belønning og straf findes
   2) 'Den øvre dorsolaterale cortex' der indeholder centret for planlægning, organisering, og regulering af handlinger.

Elkonon Goldberg skriver senere at bogen også i høj grad handler om 'talent' og 'succes'. Og ikke mindst om talentet for 'ledelse' og 'lederskab' - egenskaber og kvalifikationer som er tæt forbundet med frontallappernes måde at fungere på.
Related to talent and succes is creativity. Intelligence and creativity are inseparable, yet not the same; each of us has known people who is bright, intelligent, thoughtfull - and barren.
  Creativity requires the ability to embrace novelty. We will examine the critical role  of the frontal loves in dealing with novelty.
Det er selvfølgelig det ord jeg tænder på her: "CREATIVITY".
   Det er et interessant tema Elkonon her forfølger. Hvordan forholder hjernen sig til mødet med noget der er nyt og ukendt, det der omtales som "NOVELTTY"? I modsætning til hvordan den forholder sig til det der er velkendt og rutinemæssigt.
   At være kreativ i bredeste forstand indebærer jo netop at hjernen er åben for nye indtryk, kan koble velkendte ting sammen til noget der er nyt. På den anden side er det der er nyt idag, noget der helst skal blive rutine i morgen, så der er overskud til noget mere nyt. 
   Set fra et journalistisk synspunkt, bør "old news" derfor ikke fylde for meget i bevidstheden hos læsere, seere, lyttere - eller netbrugere.
    Så det at kunne 'rutinisere' en nysetablerede forståelse af noget et hidtil fremmeartet fænomen, er en lige så vigtig funktion for hjernen.

Og så kommer vi til et af de andre temaer som Elkonon Goldberg fokuserer på. Frotallappernes betydning for hvordan kønnet manifesterer sig i forskellige tænke-, føle- og handlemåder.
This book is about men and women. Neuroscientists are only now beginning til study what people on the street has assumed all along, that men and women are different. Men and women approach things differently and have different cognitive styles.
   We will examine how these differences in cognitive styles reflect the gender differences in the frontal lobes.
I et kapitel forholder Godberg sig til hvordan de to hjernehalvdele fungerer forskelligt i forhold til at skulle klare nye opgaver.
 
Jeg har i en lang række indlæg været inde på at de to hjernehalvdele har forskellige funktioner og specialer når de gælder forskellige evner.
   Fx er det primært højre hjernehalvdel der "processerer" musikoplevelser, men hvis musiknyderen har lært noder, så involverer det også den venstre hjernehalvdel.
   Det er normalt den venstre hjernehalvdels sprogcentrer som er meget aktive når vi forstår sprog eller bruger sprog, men de dele af sprogudøvelsen der har har med prosodi - rytme, tonehøjde og sprogmelodien at gøre - det personlige og variable i den mundtlige sprogudøvelse, - de dele foregår i højre hjernehalvdel.
   Man har også fundet ud af at højre hjernehalvdel er aktivt hvis hjernen skal afkode 'nyt' og kreativt billedligt sprog som fx metaforer og andre indirekte - poetiske og omskrivende - former for sprogbrug.
   Generelt opfatter man i den traditionelle hjerneforskning højre hjernehalvdel som den der tager sig af visuel og rumlig tænkning, mens den venstre tager sig af den sproglige og lineære skridt for skridt tænkning.

Her bidrager Elkonon Goldberg med et nyt overordnet og mere dynamisk perspektiv på hvad de to hjernehalvdele gør, og hvordan samspillet er mellem dem i forbindelse med kognitive processer.
   Han mener det er misvisende hvis man (forskerne) udelukkende fokuserer på forskellen mellem sprogdimension som kendetegner den venstre hjernehalvedel i forhold til rumdimensionen som kendetegner den højre.
   Han opregner en lang række forskningsresultater der peger på at den overordnede forskel er at højre hjernehalvdel er mest aktiv når noget nyt - 'novelty' - skal bearbejdes - mens venstre er mest aktiv når noget der er velkendt skal klares: 'routine'.
   Højre hjernehalvdel tager sig af 'exploration' - novelty seeking - venstre tager sig 'exploitation' - udnyttelse af allerede veletableret viden.

En analogi til en produktionsvirksomhed anvendes her af forfatteren - hjernen har en kognitiv udviklingsafdeling og en kognitiv produktionsafdeling som arbejder sammen på den måde at når først udviklingsafdelingen har fået styr på hvad det drejer sig om og hvordan man skal tænke og gøre i forhold til en bestemt ny problemstilling eller opgave, så overlades den kognitive proces i meget høj grad til produktionsafdelingens solide og stabile produktionsrutiner:
In the corporate analogi the larger organization that is the brain appears to consist of two major divisions: one dealing with relatively new projects, the other running established, ongoing productionlines.
   In reality each cerebral hemnisphere is involved in all the cognitive processes, but their relative degree of involvement varies according to the novelty-routinization-principle
Det er meget enkelt at forstå denne sammenhæng og dette samspil når vi har med sprog at gøre: En frisk og fornyende metafor tolkes og produceres primært i højre hjernehalvdel, men involverer naturligvis - da det drejer sig om sprog - også sprogcentrene i venstre.
   Når metaforen er blevet brugt så mange gange at den har mistet sin friskhed, er blevet slidt og blevet til en kliche eller en fast vending, så klares såvel forståelse som produktion primært af venstre hjernehalvdel.

Frotallapperne er der hvor beslutninger foregår og tages. Goldberg skelner mellem deskriptive beslutningsprocesser - afgørelser om hvad der (sandsynligvis) er sandt eller falsk - af preskriptive beslutningsprocesser  - afgørelser om hvad man bør gøre eller ikke gøre - i såkaldt 'kognitivt tvetydige situationer'. Og en del forskning tyder på at højre hjernehalvdel er mest aktiv, når det gælder de preskriptive beslutningsprocesser, mens venstre halvdel er mest aktiv når det gælder de deskriptive.

Også følelserne som udspringer af den del af hjernen der kaldes amygdala er reguleret gennem et samspil med frontallapperne, og også her er der en forskel mellem hvilke følelser der reguleres af hvilken side af frontallapperne. Og konklusionen på mange undersøgelser er klar:
So a robust division of labor is apparantly present between the two frontal lobes in the control of affective states across a wide range of context: the left prefrontal regions are linked to positiv affect, the right prefrontal regions ar linkede to negative affect.
Som yderligere argument for den sammenhæng mellem venstre hjernehalvdel og positive følelser på den ene side, og højre hjernehalvdel og negative følelser på den anden, referer han til en mand som jeg selv har skrevet om i tidligere indlæg: Richard Davidson. 
    Det var ham som for alvor gik i front forskningsmæssigt med effekten af meditation på hjernen og som stærkest har argumenterede for at den menneskelige hjerne er plastisk og formbar gennem hele livet. Se:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-1-de-seks.html
... og følgende indlæg om emnet.

Elkhonon Goldberg skriver: 
A semilar dichotomy is evident when the individual differences in emotional traits are examined.    
   According to Davidson and colleagues, patterns of lateralized (=fordelt på de to hjernehalvdele) prefrontal activation  provide an interesting basis for the typology of emotional styles.
   People with an optimistic, sunny disposition consistently exhibit the preponderence (=overvægt) of activation in the left prefrontal regions.
   By contrast, gloomy, habitually dysphoric and brooding types give to depression consistently exhibit a preponderance of activation in the right prefrontal regions.
En tilsvarende 'dikotomi' har man konstateret i hhv. den venstre og højre halvdel af amygdala. Den venstre del reagerer særligt aktivt ved positive stimuli, mens den højre reagerer kraftigt på frygtskabene stimuli.

Goldberg argumenterer nu for at der er en indre sammenhæng mellem det at søge nyt - 'novelty seeking' - og utilfredshed med eller frustration over den eksisterende tilstand.
One has to be dissatisfied with that which is, in order to embark on th attainment of that which should be. So the seat of novelty and the seat of negative affect are logically linked together in af shared neural territory of the right hemisphere, as the negative affect drives novelty seeking.
Det er helt i overensstemmelse med det synspunkt jeg selv har udfoldet og udforsket i en række tidligere blogindlæg: Kreativitet har som drivkraft følelser af frustration, vrede, skuffelse, savn, følelser som gør at personen længes efter veje og midler til at overkomme dem. Og så går fantasien igang - i højre hjernehalvdel som reagerer med "ked af det hed" på disse mentale tilstande: kreativ melankoli, kreativ depression, kreativ vrede.

Helt umiddelbart kunne der også se ud til at være et bidrag til neurojournalistikken i disse formuleringer af Goldberg.    
   Det er en velkendt professionel 'sygdom' - en central del af den journalistisk måde at forholde sig til verden på - primært at fokusere på fejl og mangler - moralske fejl hos politikere og magthaver og økonomiske fejl i systemerne de er en del af. 
   Som blandt andre Kim Larsen en gang sagde: "For en journalist er en dårlig nyhed altid en god nyhed."
   Eller som mine seere tit klagede over da jeg var direktør for TV2 ØST: "Hvorfor er i altid så negative?"
   Men jeg har også andre steder her  på bloggen konstateret den sammenhæng der tilsyneladende er mellem følelsen af melankoli og så en masse god kunst og særligt dygtige kunstnere. Fx i dette indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/06/melankoli-og-kreativitet.html
Filminstruktøren Niels Malmros har jævnligt i interviews udtalt at melankolien i høj grad er hans drivkraft, og hans sidste selvbiografiske film "Sorg og Glæde" kan jo give nøglen til det. Traumet affødt af konens drab på deres fælles barn, har været det savn, den sorg og den frustration som har stimuleret ham til stadig nye filmiske "omskrivninger". 

Så kommer vi til det afsnit som egentlig var det der inspirerede mig til i denne sammenhæng at gå nærmere ind i bogen "The New Executive Brain".
   Afsnittet har overskriften "Male and Female Cognitive Styles" - og tematiserer det spørgsmål der er ærindet i det overordned kapitel: 
   Hvilken sammenhæng er der mellem konstaterbare neurologiske forskelle  i hjernen hos grupper og enkeltindivider, og så i den måde disse grupper eller individer tænker på, tager stilling på og beslutter på - "den kognitive stil"?
   Elkhonon Goldberg har med kolleger lavet en række eksperimenter der påviser en relativt afgørende forskel i beslutningsstrategier hos hhv. mænd og kvinder. Mænd synes i højre grad at ændre beslutningsstrategi, når konteksten ændrer sig for det der skal tages stilling til, mens kvinder i højre grad mere konservativt fastholder strategien når konteksten ændres. 
 
Den ene strategi er ikke bedre end den anden i nogen absolut betydning, men afhænger netop af de krav og udfordringer en situation eller et problem udgør:
The optimal decision-making strategy is probably acchieved through a dynamic balance between the context-dependent and the context-independent approacehs. Indee very few people adhere to one ore the other in its pure form; (...)
   But in subtle ways indiviudals tend to gravitate towards one or the other approach to life. Likewise, our research shows that females as a group have a subtle prerference toward context-independence and males toward context-dependence.
Pointen som Goldberg gentager på mange forskellige måder, er imidlertid først og fremmest at mænd tenderer mod at dele sig ret skarpt i to grupper: en større der meget gennemgående gør brug af kontekst-uafhængige (dvs. konservative, rutineprægede) beslutningsstrategier knyttet til deskriptive processer i venstre hjernehalvdel, og en væsentlig mindre gruppe der meget gennemgående gør brug af kontekst-afhængige (dvs, fleksible, 'novelty'-orienterede) strategier knyttet til preskriptive processer i højre. 
   En sådan stærk polarisering findes ikke hos kvinder der som gruppe er mere ens og homogene når det gælder en udnyttelse af en blanding af de to strategier, fremhæver Goldberg.

Det her passer jo smukt med de seneste resultater som denne her serie blogindlæg om køn, tænkning og kreativitet startede med: Dette at der hos kvinder er meget bedre "hul igennem" på tværs - mellem de to hjernehalvdele, mens det for mænds vedkommende er sådan at de to hjernehalvdele hver for sig har mange forbindelse på langs men færre på tværs. 
   Mændene kan så i modsætning til kvinderne som gruppe være mere markant delt efter hvilken dominerende måde de tænker på: lineært, logisk, sprogligt, konservativt  (venstre-hjernehalvdel-dominans) - eller: globalt, intuitivt og visuelt-rumligt,fleksibelt (højre hjernehalvdel-dominans). 
   Mens kvinder som gruppe - og altså statistisk set - i højere grad integrerer de to måder at tænke, beslutte og handle på i et dynamisk samspil, med en svag men klar overvægt til de konservative kontekst-uafhængige strategier

Forskellige steder i de her refererede kapitler berører Goldberg nogle af de iagttagelser man har gjort omkring kunstnere og videnskabsmænd, og som jeg også har været inde på i forskellige tidligere blogindlæg:
   Dels at der er relativt mange flere mænd der ensporet og monomant er kunstnere eller videnskabsmænd på geni-niveau; dels at en urimeligt stor del af disse mænd mentalt synes af være plaget af (manio-)depressive humørsvingninger; dels at urimeligt stor del af dem er venstrhåndede.
   De iagttagelser lader sig alle rimeligt forklare i sammenhæng med de forskelle i frontallappernes funktion og deres samspil med andre dele hjernen som Goldberg beskriver i sin bog. 
   Den kan anbefales.