Hvorfor scener i film virker så stærkt på os - her er nøglen til dramaturgiens gåder

"Jeg handler og føler ligesom ham." - "Han tænker og føler nok ligesom mig." To udsagn der stort set betyder det samme! Eller gør de? Svaret er nej!
   Begge udsagn - begge konklusioner - er mulige når vi ser en person optræde i en scene på fx et biograflærred.
   Det første udsagn bygger på spejlneuronernes virkning. De aktiverer den del af hjernen som styrer vores handlinger - præmotorcortex, når vi ser andre udføres disse handlinger. Det virker som om vi får installeret et program for en handling, og det eneste der mangler for at udføre den handling vi ser en anden gøre, er at nogen trykker på "enter"-knappen. Altså at vi efterligner den.
    Det andet udsagn bygger på det som defaultnetværket kan, nemlig trække på egne erindringer og i fantasien forstille dig at en anden har tilsvarende. Det kan lade sig gøre fordi der i defaultnetværket er installeret det der hedder TOM - "the Theory of Mind", dette at alle mennesker som er nogenlunde ved deres fulde fem, går ud fra den grundantagelse når de selv tænker, handler og føler i en bestemt situation, at sådan vil et andet menneske tænke, handle og føle under tilsvarende omstændigheder.

Jeg synes jeg her på det sidste er kommet til nogle klare erkendelser om hvad det er der sker og kan forklare hvordan og hvad der gør at fx. en god spillefilm virker som den gør. Altså jeg er kommet nærmere til at kunne levere et neuroscience-grundlag for den dramaturgi og dens virkninger på seerpublikummet, jeg har undervist i i mange år - og troet på - uden at have andet end ret diffuse eksterne referencer til at underbygge det med.
   Ny synes jeg så småt jeg har det der er så moderne i dag at have for udsagn: evidens. 

Begge de to simulerende netværk - spejlneuronnetværket - og defaultmode-netværket - skal være aktiveret og deres indvirkning kompletterer hinanden og arbejder sammen om at levere den flow-oplevelse som kendetegner den mentalt opslugende oplevelsen ved at se en god film.

   Det er en oplevelse som er kendetegnet ved at man glemmer sig selv og tid og sted - til fordel for at "gå op" i en anden verden - i et eller flere andre "selv" og en anden tid og andre steder som filmen indvier en i. Og denne "gåen op" indebærer også at vi påvirkes følelsesmæssigt som om vi var den person vi ser på filmen.

Spejlneuronoplevelsen/-effekten kan formuleres sådan: "Jeg handler og føler ligesom dig" - det er effekten af den simulation i præmotorcortex som spejlneuronerne aktiverer ved at jeg ser en anden handle målrettet og gennem mimik og gestus udtrykke følelser. Denne aktivering af spejlneuroner er automatisk og foregår under bevidsthedsgrænsen. Den foregår stærkest ved direkte visuel og lydlig perception. Er væsentlig svagere aktivering - men den er der - når man læser om at en person udfører den handling eller udtrykker disse følelser.

JEG KIGGER UDAD OG IAGTTAGER ANDRE FOR AT KUNNE FORSTÅ MIG SELV GENNEM DISSE ANDRE

Denne intuitive forståelse skyldes spejlneuronerne og de simulationer af handlinger som deres aktivering indebærer.

Default-mode-netværkets måde at fungere på kan formuleres sådan: "Du som jeg ser og hører, tænker og føler nok ligesom mig".
   Det er effekten af at defaultnetværket "ser indad" og har referencer til ens mentale indre ressourcer: til egne erindringer, fantasier, Theory Of Mind (TOM), fremtidsprojektioner, moralske overvejelser, etc. - når hjernen via perception eller verbal beskrivelse konfronteres med oplevelsen af andre der taler eller agerer eller samspiller med dig i en social situation. Dit default netværk simulerer deres indre processer  som lig dit eget indres processer.

JEG KIGGER INDAD OG REFLEKTERER OVER MIG SELV FOR AT KUNNE FORSTÅ ANDRE GENNEM MIG SELV

Deri ligger forklaringen på hvorfor vi i undervisningen i dramaturgi, skal gøre så meget ud af betyndingen af handlingsbårne scener som det den dramatiske fremstillingsmåde er kendetegnet ved at levere. 

   Og det er også forklaringen på at det har et klart neurologisk grundlag når vi prædiker for de skrivend journaliststuderende: Don´t tell, show. "Show" skal oversættes til: Fortæl i handlingbårne scener.

Jeg citerer igen James Gearys meget klar sætning om dette, men nu skifter jeg "read a story" ud med "ser en film" - "watch a movie":

When we watch a movie, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while watching and viewing, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand movies by imaginatively acting them our in our minds. Movies er rehearsals for real lilfe.

"Acting out in our minds" - "rehearsals for real life".
     Citatet - her i revideret udgave, har James Geary formuleret i sin bog "Metaphors We Live By" - på baggrund af læsning af den forskning der har opdaget spejlneuronerne, og hvordan de virker. En tilsvarende sætning burde kunne laves på baggrund at forestillingen om hvordan the default mode network fungerer.

   Det er jeg bare ikke i stand til lige nu, men det virker ikke hel umuligt at det kan lade sig gøre.

Det må vel være noget i retning af at det mentale indre blik - den selvreflekterende sans - som vi kigger indad med når vi tænker alt det som default mode netværket gør, og det ydre blik - synssansen - som vi oplever filmen med som om den var virkelig, at de to "blik" spiller sammen, så det ydre blik gør det muligt for det indre blik at se filmen som om den var en del af dit eget indre, eller som om du havde transformeret dit eget indre ind i filmens univers og handling. 

Det lyder sgu meget godt!

Spejlneuroner og børnehavepædagogik - ifølge Annette Hauerberg

Det er en fed oplevelse når man læser en kronik hvor forfatteren er nået til erkendelser og har gennemgået erkendelsesforløb som ligner dem man selv har.

   Det gælder fx Anette Haurberg, der har skrevet en kronik i Politiken i tirsdags. Rubrikken:

Alle voksne er levende forbilleder

Den kan jeg godt lide.

   Hvem er Annette Fauerberg? Googling giver ingen ting. Men ifølge Politiken er hun "pædagog og lærer", tidligere leder af børnehave.

    Hun er en klog dame, belæst i neuroscience, og skriver rigtig godt, som starten her viser:

Det er formiddag, og alle børn er ude, en af de voksne er ved at tage lejeredskaberne frem, en anden er på vej med de sidst børn, da jeg inde fra børnehavens vindue kigger ud og opdager et fantastisk syn: Alle børn ligger på knæ i en kreds rundt om en håndværker, mens han studerer et kort over grunden. Børnene har alle indtaget samme stilling som ham ...

Hvad er det der suger dm ind i kredsen omkring den fremmede håndværker?

Er det måden han agerer på, hans koncentration og optagethed af sit virke? Er det hans synlige og for børn gennemskuelige arbejde, der for dem giver mening, er fysisk muligt at efterligne og derved inspirerer dem - for eksempel til korttegning og flere nye lege?

Jeg tænker straks "spejlneuroner" som håndværkerens fysiske adfærd aktiverer hos børnene. Og ganske rigtigt længere inde i kronikke har Annette fat i dem. 

    Anette Hauerberg konstaterer hvor vigtig mimetisk indlæring er fra børn er helt bitte små. Og hun modstiller børnene der er vildt optaget af håndværkerens fysisk adfærd og handlinger, hvordan vi voksen - også pædagoger - ellers tænker:

De fleste børn forklarer børn mangt og meget. Vi forfalder let til at forklare den treårige, at månen skifter form, fordi jorden drejer rundt om solen, eller far bærer den yngste ind i børnehaven, samtidig med at han forklarer hende, hvad de skal i aften, og at han kommer hjem klokken fire.

   Men børn lærer ikke meget af forklaringer, og vi voksen kan derfor hører os selv sige: "Det har jeg jo fortalt dig, det ved du godt". Ja, vi har fortalt det, men barnet har ikke forstået det, fordi små børn lever i langt mere i handlinger og følelser end i ord. (...)

   Børn tilegner sig først og fremmst forståelse af verden gennem deres handlinger og sanseindtryk.

Annette har utvivlsomt læst (et referat af) Giacometti Rizzolati og Corrad Sinigaglia´s bog "Mirrors in the Brain - How our Minds Share Actions and Emotions". Og forklarer lige ud af landevejen hvordan spejlneuronernes og dermed "efterligningens betydning for barnets udvikling og læring samt bevidstheden om, at spejlneuronerne giver os en mulighed for læse andres hensigt":

Ser du nogen spise is er der neuroner i hjernen, som imiterer følelsen af at spise is. Ser du nogen slå sig, vil du uvilkårligt selv fortrække ansigtet i smerte. 

   Det forklarer rigtig meget,som har været et mysterium. For eksempel ved vi, at børn lærer gennem at efterligne. Nu ved vi, at der er en hjernemekanisme som er 'designet' til det.

Anette Hauerberg referer til en bog på dansk: "Hvorfor jeg føler det, du føler", som hun siger er den første på dansk om spejlneuroner. Af Joachim Bauer, psykiater og profesor i medicin.

Spejlsystemerne kan kun indspejles når de kommer fra levende forbilleder, fra biologiske synligt handlende aktører, forklare AH videre. "Små børn har altså brug for tilstedeværende levende omsorgspersoner":

De har brug for at lære sig selv og andre at kende gennem deres livtag med omgivelserne. De har brug for at gøre livsnær erfaringer sammen med mennesker, der laver fysiske aktiviteter som at grave og plante i have, feje blade sammen, reparerer og lappe cykler, synge, male legehuse, snitte grene til huler og snobrød, strikke og hækle, lægge erantisløg og vintergæk, følge årstiderne, lave mad, bage m.m. Når disse opgaver er så gode for børn at være i nærheden af, er det fordi de inviterer til efterligning. 

Og selve det opleve at man kan efterligne, tror jeg der i sig selv er en belønning i - i form af lykke-stofferne i hjernen der er en del af oplevelsen af at være i flow. 

Anette supplerer med flere egenerfaringer der understøtter betydningen af at børn lærer og udvikler ved at iagttage og imiterer andre - voksnes - handlinger.

Jeg får mindelser fra da min datter var netop 2-3-4 år gammel. Fruen havde den gang den vane at når hun skulle være kreativ og skrive manuskripter, så gik hun i haven og gav den den store forårs-, sommer- og efterårs-make over. Faktisk lignede vore have næsten altid slagmarkerne under første verdenskrig. 

   Datteren der som sagt kun var en 3-4 år, var dybt fascineret og optaget. Og bad altid om at få besked om hvad hun skulle og kunne gøre. Havde hu så fået et bed til lugning, så var hun effektiv og de bede hun lugede, var i befriet for ukrudt som var det fruen der selv havde gjort det.

  Vi boede den gang i et sommerhusområde der var gradvist var ved at blive til helårsparcelhuse. Men et af sommerhusene der stadig blev brugt til det, var nabo til vores, og hvert forår flyttede "Herdis" ud i sit sommerhus og begyndt på sin forårs-klipning, -studsning og -lugning af haven. 

   Og vips! Lige så snart hun var flyttet ind, så levede min datter næsten døgnet rundt inde hos Herdis. Og ind fra vore side af hækken kunne vi høre hvordan der blev spurgt og instrueret i en lind strøm af oplevelsesfuld læring.

Jeg tænker så også på hvorfor diverse alle disse moderne make-over-program-formater, madprogrammer, Ryge Petersen-programmer, Bonderøven, etc. ja, hele reality-tv- udviklingen er så umanerligt populære. 

   Og jeg er ikke i tvivl om at det er spejlneuronerne som bliver "rørt" og "spillet på" - med direkte adgang til vores følelser - ved at vi ser andres konkrete målrettede handlinger under gør-det-selv-bearbejdning af materialer, planter og dyr.

Anette Hauerberg forklarer at 

...børn føler for det meste sympati for virksomme voksne, fordi de forbinder sig med handlingen. For en femårig er det langt sjovere at have en onkel, der kører motorcykel end en, der har det store kort. 

   Vi husker bedre konkrete oplevelser end abstrakt viden,

   (...)

Alle voksne er levende forbilleder, uanset om vi ønsker det eller ej! Om vi gør noget godt eller mindre godt, så bliver det optaget og efterlignet. Mange har sikkert oplevet den lidt pudsige situation at sætte sig på hug for at tale med et mindre barn, som derefter selv sætter sig på hug - og man er lige vidt.

   (...)

Der må gribes, før der kan begribes. Vi må begynde med handlingen og gennem vore daglige meningsfulde gøremål lade børnene lære verden og sig selv at kende. Til disse handlinger knyttes følelser, evner og erfaringer, der alle virke ind på både krop og sjæl.

AH skriver utroligt godt og konkret og illustrativt. Erfaringsprog med afsæt til vidensprogs-generaliseringer. Det fungerer umanerligt godt. 

   Og selvfølgelig ikke mindst. Det er lige vand på min mølle.