Er denne blog kreativ? - hellere blog end bog!

Er denne blog kreativ?

   Et metaspørgsmål... og et dumt spørgsmål. Mennesker kan være mere eller mindre kreative, en genre kan vel ikke være kreativ. Og dog. Romaner er en kreativ genre, en brugsanvisning er det ikke. I hvert fald har jeg nu valgt at begynde at skrive tekster i dette blogformat med temaet kreativitet som den røde tråd. Og dette valg er faktisk i sig selv et udtryk for en kreativ løsning på et irriterende problem jeg har haft. 

Problemet består i alt sin enkelthed i at jeg på den ene side har gået et stykke tid og nulret med tanken om at skrive en bog igen. I perioden fra 2002 til 2007 skrev jeg to tykke bøger – hver af dem i to bind – tilsammen ca. 1200 sider. Og det var på en eller anden måde som et narkotikum; man kan blive helt høj af at skrive - af selve processen . Og siden den sidste bog udkom, den om Poul Martinsen, har det føltes lidt ”tomt” og gråt. Der har været et… ja, savn.

   På den anden side: At skrive bog er hårdt, besværligt, lidelsesfuldt, surt. Hver gang jeg er blevet færdig, har jeg sagt: Godt det er overstået. Aldrig mere skrive bog! Jeg er for gammel til den slags alt for hårde arbejde. 
   Og nu er situationen jo den at jeg ikke mere behøver at meritere mig akademisk eller at bevise noget over for nogen. Jeg har ydet mit, jeg er god nok,  jeg er klog. Så jeg kan jo bare lade være. Slappe af. Nøjes med at gå og tænke mit, og så bare skrive et par notater hist og pist til det private arkivs mapper på computeren. Hvis det overhovedet skulle vise sig at jeg havde et eller andet i tankerne som ligefrem
kræver at komme på papir.

Men i virkeligheden er det heller ikke selve det færdige produkt der har betydet mest for mig i forbindelse med de bøger jeg har skrevet. Det har klart været processen. De mentale kick man oplever under det flow som min skriveproces plejer at foregå i. At man erkender og synes man bliver klogere, forstår mere og forstår noget nyt, under og gennem skriveriet, det savner jeg.

   Et dilemma, altså. Som Kirkegaard vist skrev: Skal man…, eller skal man ikke…, hvad enten man skal… eller ikke skal…, vil man fortryde det.

   Dilemmaet har jeg gået og frustreret mig med nogle måneder. Endelig tog jeg mig sammen og kontaktede en gammel bekendt som var forlægger og redaktør. En bog om kreativitet, var det noget? - Ja, måske, lad os mødes en dag og snakke om det. Han var positiv, men ikke overstrømmende, og mit indspark til ham var vel også lunkent: En bog om kreativitet – sådan uspecificeret, hvor jeg bl.a. vil inddrage og bruge mig selv og mit liv som case, og interviewe kreative venner, kolleger, samarbejdspartnere fra mit tidligere liv. Samtidig med at jeg vil fortælle hvad ”man ved” om emnet inden for forskellige faglige discipliner og videnskabsområder. En vekslende og kombineret subjektiv og objektiv tilgang: frem og tilbage, ind og ud, rundt og rundt og rundt...

   Og plop! Aha! Så her lige før påske, dukkede løsningen op til overfladen: en blog! 

Jeg havde jo for et par år siden, nærmest for sjov, fået indlagt en ”tom” blog i min nye hjemmeside. Som jeg den gang ingen anelse havde om hvad jeg skulle bruge til. Men jeg gav den dog et navn: Peters udsigt. Så løsningen på dilemmaet lå sådan set allerede for to år siden i svøb i underbevidstheden: et klart set up der to år efter fik et pay off da jeg skulle ud af den mentale "klemme". Og fik aha-oplevelsen.

   Men hvorfor er det at skrive en blog, løsningen på dilemmaet og forløsningen af frustrationen?

   At skrive i det uformelle og subjektivt orienterede blog-format, kunne give det flow og de erkendelsesmæssig procesgevinster jeg længtes efter, samtidig med at jeg kunne minimere eller helt undgå alle de lidelser der er forbundet med som erklæret og forpligtende mål at have et ambitiøst slutprodukt: en bog! 

For nu at referere tilbage til det begreb jeg har turneret med i fri dressur i de fleste af mine foregående blog-indlæg: Der er tale om en kreativ løsning der i den grad er et resultat af en ubevidst blending-proces. At skrive til en blog er en blended idé, noget nyt og ikke prøvet før for mig: Det er på en gang "ikke at skrive en bog", fordi den fortælles, leveres og skal "fortæres" i "små bidder", stykke for stykke; og dog er det alligevel også "at skrive en (slags) bog", fordi det giver mulighed for den samme type ekendeslsesproces og -forløb, som det der ellers har været det mest fonøjelige ved at skrive mine tidligere bøger.

Den kreative personlighed: Günter Wallraff - journalisten der hellere ville være en anden.

Günter Wallraff var i mine unge dage en af mine store helte: den tyske journalist der i en lang periode gik undercover – forklædte sig og levede som en tyrkisk fremmedarbejder, for bagefter at bruge sine oplevelser og erfaringer til kritisk journalistisk dokumentation af den kapitalistiske storindustris grove undertrykkelse og udnyttelse af disse arbejdere. 

   Jeg har i sin tid læste flere af hans bøger med de afslørende arbejdspladsreportager. Men har faktisk ikke tidligere interesseret mig for hvem han egentlig var, hvad hans baggrund var, og hvad der drev ham til disse spektakulære forklædnings- og afslørings historier.

Hvis vi som et grudkendetegn på den særligt kreative personlighed går ud fra at der er tale om en slags mental personlighedsspaltning – så må han i den grad være kandidat i kraft af sin specielle journalistiske arbejdsform. Og denne splittede kreative personlighed, er det jo så min hypotese, hænger sammen med oplevelser af tab og savn, mobning, rodløshed og fremmedgørelse i barndom eller ungdom.

   Der er her i år udkommet en oversat tysk biografi om denne journalist og forfatter med de afvigende kreative og moralsk diskutable researchmetoder: 'Günter Wallraff – manden selv. En biografi af Jürgen Gottschlich'. Heri fortælles på side 36 hvordan Wallraffs mor, på grund af ekstrem fattigdom, mens faderen lå langtidssyg på hospitalet, anbragte sin 5-årige søn på et børnehjem:

På hjemmet skulle børnene aflevere deres tøj. I stedet fik de alle sammen ens kitler. ”Det var som at blive delt i to,” siger Wallraff i dag. ”Man mistede sin egen lugt, hele sin identitet.” Senere har Wallraff forklaret sin lyst til rollespil og til at optræde som en anden person som sin søgen efter egen identitet, der kunne have sit udspring i oplevelsen med børnehjemmet. ”Det var en traumatisk oplevelse for mig.” Hans verden brød sammen, og han følte sig forladt. (…) ”Endnu i dag må jeg kæmpe med angsten for tab.”

Nøgleformuleringen er for mig "Det var som at blive delt i to".

   Jeg har en mere og mere indædt mistanke om at vi hos kreative personligheder næsten altid kan finde den slags kerneoplevelser der har karakter af mentale sår efter stærke oplevelser af savn, udstødelse og tab - og med en permanent psykisk "sårskorpe" der irriterer i underbevidstheden og derfor stimulerer til fantasier og kreativ tænkning.

   Det lugter jo noget af Freud, men hvad så?

Hvis jeg fabulerer lidt videre, så kan man jo tænke sig at de ubevidste blending-operationer som vi har set ligger bag megen om ikke al kreativ tænkning og alle kreative produkter, at de også kan foregå i forhold til en splittet og modsætningsfuld personlighed. 
   Hvis vi betragter den kreative personlighed som en der typisk udgøres af "to personer i en", så ligger det lige for at se de to sider af personen som to forskellige mentale eller konceptuelle rum der leverer input til en kreative proces. 

   Forstået sådan giver det mening af betragte de kunstneriske produkter som "blendede" af virkelig erfaring og fantasivirksomhed - som forsøg på mentalt gennem den kunstneriske virksomhed at bygge bro over personens indre spændinger og modsætninger. 
   Og det giver tilsvarende mening at betragte selve kunstnerpersonligheden som en særlig psykisk konstruktion hvori der permanent er installeret en konceptuel "blender" der hele tiden "kører" for at fortælle den bagvedliggende livshistorie i kamufleret form. 

   Som metaforisk tanke vel egentlig meget sjov.