Sider

mandag den 6. februar 2012

Tango på hjernen - når musikken spiller på hjernens forskellige neuronetværk

Politikens Viden-tillæg i går havde en lille notits om en finsk hjerneforsker der havde afspillet noget tangomusik for nogle forsøgspersoner og skannet deres hjerne imens musikken spillede for at se hvilke moduler, centre og netværk der blev aktiveret.
   Gå lige inde på dette link og se hvordan forskerne har lavet en animation, så man kan følge hjernens neuroners "pulsering" - mens musikke spiller. Det er godt nok fantastisk.

Hvad fandt de så ud af, forskerne? I hvert fald flere meget interessante ting: 
     Blandt andet at det ikke bare er lydbearbejdende musikområder der er aktive når folk lytter, men også (præ)motorcortex aktiveres - den del af hjernen der styre vores bevægelser - og default  mode netværket - den del af hjernen som er aktiv når vi fx dagdrømmer, erindrer eller fantaserer - og det limbiske system som er det center inde i midten hvor følelser produceres i hjernen:
The researchers found that music listening recruits not only the auditory areas of the brain, but also employs large-scale neural networks. For instance, they discovered that the processing of musical pulse recruits motor areas in the brain, supporting the idea that music and movement are closely intertwined. Limbic areas of the brain, known to be associated with emotions, were found to be involved in rhythm and tonality processing. Processing of timbre was associated with activations in the so-called default mode network, which is assumed to be associated with mind-wandering and creativity.
    "Our results show for the first time how different musical features activate emotional, motor and creative areas of the brain," says Prof. Petri Toiviainen from the University of Jyväskylä. "We believe that our method provides more reliable knowledge about music processing in the brain than the more conventional methods."
Her en illustration:

 

Hvorfor er dette forsøg og dets resultater så spændende? Se lige videoen igen som jeg linker til oven for!
   Læs så det følgende indlæg om "Mere flow på hjernen..."

Bølgemodellens muligheder i web-tv-kontekst - lidt dramaturgisk grundforskning

Traditionelt skelener man i dramaturgisk sammenhæng mellem to måder at forme og opbygge historier på. En form styret af og underlagt en spændingskurve: berettemodellen. Og en anden form uden spændingsopbygning: bølgemodellen.
   I det følgende vil jeg dels beskrive bølgemodellens funktion som formgiver at historier i broadcast-tv, og dels så se på hvordan modellen arter sig når vi skifter medie til web-tv. Det bliver lidt langt og kedeligt. Men hvad...?

Bølgemodellens dramaturgiske funktion er at forme fortælling til historier hvori der ikke er nogen særlig spænding knyttet til det samlede indholdsmæssige forløb. Der er en begyndelse – et anslag og en præsentation – og en slutning, et klimaks (måske svagt) og en udtoning.
    Og der er en bærende ide/vinkel som historien skal bevise.
    Mellem disse to - begyndelse og slutning - udfolder historien sig så som et forløb af - scener, billeder, kapitler, småfortællinger, episoder - "bølger" der indholdsmæssigt hænger sammen i kraft af et tematisk fællesskab – og gennem det at de hver bidrager til at underbygge den bærende ide – med noget nyt eller anderledes i forhold til de andre.

Når det kaldes bølgemodellen er det fordi disse mindre dele - "bølgerne" - hver for sig har indbygget en lille dramatisk spændingskurve med en optakt, et vendepunkt og et klimaks.
    Andre metaforisk navne for modellen har været ”perler på en snor” eller ”mosaik”.
    Navnet "bølgemodellen" mener jeg at jeg er opfinder af. Først brugt i bogen "Faktion som udtryksmiddel".

Bølgemodellen er ”løsagtig” i den forstand at det ofte ikke er afgørende i hvilken rækkefølge bølgehistorierne lægges og hvor mange der er af dem mellem start og slutning. Rækkefølgen er bestemt af et variations- eller kontrastprincip. Den næste bølgehistorie skal overraske ved at bringe en ny og anden synsvinkel eller et andet aspekt ind, eller ved at overtrumfe den foregående, eller ved at ligne den foregående men alligevel være anderledes.
    Fremdriften er knyttet til at hver enkelt bølge er tilstrækkeligt spændende, og at der for hver ny bølge trods alt kommer noget nyt og overraskende i forhold til det allerede fortalte.
    Typisk er hver bølge adskilt af et mellemspil der både kan have karakter af et visuelt og lydligt hvilepunkt inden næste historie, eller af forbindende mellemspeak/tekst der leder over fra den ene bølge til den næste. Her kan man tænke form og forløb i en helt traditionel tv-nyheds­udsendelse eller et magasin.

Bølgemodellen er altså grundlæggende episodisk. 
   Men den findes i en overgangsform til berettermodellen, nemlig hvis der er en gennemgående karakter i alle historier, og bølgernes episoder er ordnet fremadskridende kronologisk.
   I så fald vil man næsten altid have en fornemmelse af fremdrift i forløbet knyttet til spænding om udfaldet af historien, også selv om hvert enkelt kapitel for så vidt er selvstændigt og afrundet. Og spændingen ikke egentlig stiger fra kapitel til kapitel
    Så kan vi tale om en føljetonversion af bølgemodellen. En masse tv-rejseprogrammer med synlig vært har den karakter.

Bølgemodellen bruges til historier der ikke indeholder nogen fælles, samlet og klar konflikt, eller til bøddel-offer-historier hvor der er en konflikt men uden udviklingsmuligheder for et subjekt.

Bølgemodellen bruges når man ikke har en gennemgående karakter til at bære historien, men en række ”sideordnede” og ”ligestillede” episoder eller segmenter.
    Bølgemodellen bruges til portrætter og til miljøskildringer hvor hver bølge fortæller en ny historie om hoved­per­sonen/miljøet, og hvor hver bølger lægger en ny brik til det samlede billede af personligheden/miljøet.

Med hensyn til journalistisk plot er ”opdagelsesrejsen” og ”rundvisning” dem der passer mest naturligt og fungerer bedst i en bølgemodel. 
   Et godt billede på en bølgemodelsfortælling er guiden der viser rundt på et museum, rum efter rum, og montre efter montre.

Det var overvejelser om bølgemodellens funktion og kendetegn som fortælleform i broadcast-tv. Men hvad med bølgemodellen i web-tv.

Bølgemodelshistorier er – i kraft af den løsere struktur og i kraft af at historien ikke hænger sam­men gennem udvikling af en konflikt – meget velegende til hypervideo på nettet. 
     Dels kan man i den samlede player-version indbygge muligheder for at springe flere bølger over, så man altså hvis man har travlt, kan kommer fra præsentation til klimaks uden at skulle have fortalt alle eller de fleste ”mellemregninger”. 
    Og dels kan man lægge de enkelte bølger ud som selv­stændige korte indslag som giver mening blot med et skrevet oplæg i konteksten, så man altså slet ikke behøver at få fortalt helheden hvis det kun er den enkelte eller nogle få minihistorie man er interesseret i.

En dansk officiel turistfilm på nettet havde den form, hvor man både kunne vælge den 20 minutters film med rundvisning til alle Danmarks turistherligheder, men man også kunne vælge at tage de emner eller lokaliteter som man havde særlig interesse for. 
   Et andet eksempel var en side med en hel modeopvisning med en enkelt model der viste alle de ny dessiner på skift, lagt ind på en virtuel catwalkscene. Man kunne så se alle fremvisningerne i en samlet forudbestemt rækkefølge, men man kunne også vælge at se nogle få udvalgte fremvisninger i tilfældig rækkefølge.

En nyhedsbegivenhed der udvikler sig over dagen kan følges i en slags bølgemodel, hvor det nye der sker, simpelt hen lægges i kronologi efter det allerede rapporterede med markering af tidspunkter når der skiftes til næste nyhedsepisode eller opdatering. 
   Det første indslag i playeren fra om morgenen er altså kort, mens det sidste indslag der lægges i playeren om aftenen har samlet forløbet op – reportagesegment efter reportagesegment – fra hele dagen. 
   De enkelte segmenter kan samtidig ses hver for sig, idet de tilbydes i oversigten ude til højre for playeren.

En bølgemodelshistorie i playeren kan også ”afbrydes” i mellemspillene med henvisning til at man på dette sted kan hoppe af og få baggrundsinformation, eller hele interviewet, eller andre web-videoindslag om netop dette aspekt. Eller for den sags skyld, løse en opgave, før man sætter playeren i gang igen med den fortsatte fortælling.

Den elektroakustiske flod - en blending-metafor-analyse

Jeg har tidligere reproduceret en grafisk model af den generelle blendingoperation med to input-rum som kilder og et blendede output-rum som resultat. Og konstateret at der er en klar analogi til en grafisk model af tvekønnet biologisk befrugtning.
   I bogen "The Way We Think: Conceptual Blending and the Mind's Hidden Complexities" af Fauconnier og Turner, skelner forfatterne mellem forskellige former for "blending". En af typerne er den som kendetegner metaforer, og som karakteriseres i bogen som "single scope blending".
  Her er et eksempel på en sådan blendinganalyse af metaforen "electroacoustic river", et udtryk som er opfundet til at beskrive en særlig slags ny elektronisk musik:
We can illustrate these concepts using Barry Truax’s composition 'Riverrun', the first significant artistic use of granular synthesis. An important aspect of the piece is the way in which it invokes the mental imagery of a natural soundscape without recourse to recorded sound. The electroacoustic soundfield is heard as an analogy to a river in the natural world. This is an example of conceptual blending. We can understand the structure of this blend by examining the conceptual integration network shown in Figure 3. The two inputs are the mental frames for the granular synthesis and for the flowing water.
   These two spaces have in common the concept of component and composite elements. The grains correspond to drops of water and the granular ‘clouds’ correspond to the body of water. The conceptual blend produces a novel space that contains an ‘electroacoustic river,’ exactly the mental image reported by listeners.
http://www.blogger.com/post-edit.g?blogID=522852440836797068&postID=139345340530125271
Skal jeg tage den teoretiske kasket på, så har der længe ligget et spørgsmål og luret. Hvordan er egentlig forholdet mellem en blending-analyse af metaforer og en analyse med afsæt i Lakoff og Johnsons teori om konceptuelle metaforer hvor de taler om "mapping" fra "source" til "target"?
   En metafor-analyse svarende til den jeg lavede af artiklen om forskningens affortryllelse med Milena Penkowa som den der svingede tryllekosten over videnskaben så alt dens elendighed blive blotlagt, kunne måske give svaret. Den klarer sig i hvert fald fint uden at trække på blending-teorien. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/den-fortryllede-videnskab-og-en-grafisk.html

Hypotetiske erfaringer og tænkte oplevelser - simulation gennem erfaringssprogets basic level-kategorier


"At se" og "syn" er metaforer for at forstå og forståelse. Næste led i argumentationskæden er så den grundforudsætning at forståelse er simulation.
   
To virksomheder skal fusionerer. Medarbejderne er bange og usikre. Ledelsen vil informere og berolig. Sender abstrakte eufemistiske skrivelser ud. Det hjælper ikke. Og det har noget med sproget at gøre.
   Hvis medarbejderne skal kunne "se sig selv" i en fremtidig situation, så skal de kunne simulere denne fremtidige situation så konkret at de kan se sig selv sanse, handle og reagere i den. Dvs. forestille sig den fremtidige situation som en hypotetisk erfaring, en tænkt oplevelse. Og for at kunne simulerer sig selv i sådan en situation så må input være leverer i erfaringssprog, tekster med sprog gennemsyret af basic level-kategori-ord.

Sammenhængen er altså denne når mellemledere (og journalister) skal "oversætte" fra videnssprog til erfaringssprog.
  • For at kunne se sig selv i en tænkt situation, må man mentalt kunne simulere den situation
  • For at kunne simulerer en situation må man have den fremstillet i basic-level-kategorier
  • For at fremstille noget abstrakt i basic-level kategorier, må man bruge metaforer og metonymer (og andre oversættelsesværktøjer som analogier, fabler, lignelser, modeller, scenarier, etc) 
  • For at kunne bruge metaforer og metonymer, må man trække på sit erfaringssprog og oversætte fra videnssprog.
Endelig kan vi også inddrage et andet af de redskaber som de senere års managementlitteratur har fremhævet som afgørende for at få medarbejdere og omgivelser til at "se sig selv" i relation til virksomheden:Storytelling.
   Jeg har tidligere nævnt at dramaturgi er et sæt af simuleringsredskaber for simulation af personer der handler målrettet i tid og rum - og undervejs møder modstand som overvindes.
Historier der fortælles til nogen, hvad enten det er i sproglig eller visuel form, de fortælles altid gennem basic-level-kategorier.
   Faktafortællinger har et grundlæggende metonymisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer, mens fiktionsfortællinger har et metaforisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer. 
   Storytelling i og om virksomheder har karakter af lignelser som medarbejderne skal overføre på  egen situation idet de får mulighed for at "se sig selv" gennem de identifikationsmekanismer som de virkelighedsismulerende fortællinger tilbyder.
   Jeg citerer igen fra James Gearys bog "I is an Other", som jeg synes meget klart udtrykker sammenhængen mellem historiefortælling som metafor og det der foregår mentalt og neurologisk i vores hjerner når vi går op i fortællingen og kan se os og forstå os selv gennem ubevidst simulation af det den imaginære virkelighed den fremstiller (i basic-level-kategori-ord og -billeder):

When we read a story, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while reading, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them our in our minds. Stories er rehearsals for real lilfe.
Godt fortalte historier er vores mulighed for mentalt,  kognitivt og emotionelt at afprøve os selv i nye situationer - uden at det for alvor gør ondt!