Den arbejdsdelte hjerne - to slags tænkning og hvad deraf følger

Forestillingen om den arbejdsdelte hjerne - dette at de to hjernehalvdele har forskellig funktion i forhold til problemløsning og ideudvikling, er for mig en gammel historie.

   Teorien om hvordan højre og venstre hjernehalvdel arbejder og bidrager på hver sin måde når der skal tænkes kreativt, var min oprindelige indgang til kobling af hjernen og kreativitet i begyndelsen af 80-erne. Her blev jeg på et manuskriptkursus af en af lærerne, Gert Smistrup, gjort opmærksom på at metaforsprog på en eller anden måde hvad noget at gør med højre hjernehalvdels særlige måde at tænke på.
   Han forbandt de togså med det journalistiske mantra: "Don´t tell, show!" At når man fortalte i "billeder" så var det den højre hjernehalvdel hos journalisten der talte til den højre hjernehalvdel hos læseren, og den havde særlig adgang til læserens følelser og fantasi.

Helt tilbage fra 60-erne har man i faglitteratur om kreativitet, kunnet læse at det to hjernehalvdele var kilden til to forskellige slags tænkning. At hos nogle mennesker - de særligt kreative - var det processerne i højre hjernehalvdel der dominerede deres tænkning - en tænkning der var knyttet til intuition og følelser, rum og rytmer og visualitet. Mens den anden tænkning - den der var domineret af venstre hjernehalvdel - var knyttet til sprog og logiske ræsonnementer - og orienteret mod analyse og begrebsliggørelse.

   For nogle år siden tjekkede jeg så op på teorien, for at se om den stadig holdt og kunne bakkes op af psykologisk forskning og undersøgelser. Og den holder, ingen tvivl om det. Men nu meget mere nuanceret efter at hjerneforskere og psykologer har gennemført en masse forskellige eksperimenter, hjerneskanninger og målinger.

Rundt omkring i litteraturen og på nettet kan man finde eksempler der lister de særlige egenskaber ved de to slags tænkning op. Og jeg har i et tidligere blogindlæg bemærket den slående lighed mellem min gamle skelnen mellem det der kendetegner hhv. erfaringssprog og videnssprog på den ene side, og det der kendetegner hhv højre og venstre hjernehalvdels-tænkning på den anden.

     De lister af ord man bruger til at karakterisere de to slags tænkning rundt omkring i litteraturen, er ikke helt de samme i alle modeller, men de udtrykker dog alle klart en fælles bagvedliggende opfattelse af hvad der kendetegner de to former for tænkning:

   Her har jeg fundet nogle eksempler via Google Pictures der forsøger at illustrere forskellene:

Der er forskellige fagbetegnelser for de to slags tænkning, afhængig af teoretisk ståsted og udgangspunkt: divergent - konvergent, lateral - horisontal, syntetisk - analytisk.

Da tænkning der knytter sig til ord og sprog, har rod i venstre hjernehalvdel, mens oplevelsen af farver bearbejdes i højre, så har forskere fornøjet sig med at lave test hvori de påviser at det skaber problemer i afkodningen ("forsinkelser") hvis de to hjernhalvdele modarbejder hinanden. Det kan f.eks. vises i dette eksempel hvor bogstaverne indholdsmæssigt refererer til én farve, men udtryksmæssigt manifesterer sig med en anden farve. Forsøg viser at det simpelt hen er sværere at læse et ord hvis skriftfarven "modsiger" ordets betydning.

Teorien om de to hjernehalvdeles forskellige funktion, udsiger også at for nogle mennesker er højre hjernehalvdel dominerende i deres tænkning og problemløsning, mens for andre er det venstre halvdel der dominerer. Og at særligt kreativt personligheder, f.eks. kunstnere, for de flestes vedkommende er udstyret med højre hjernehalvdel-dominans, hvad der kommer til udtryk ved at de tænker og handler intuitivt.

   Man går også ud fra et den tænkning der foregår i højre hjernehalvdel, er ikke-sproglig, visuel og rumlig på en eller anden måde, og at den foregår under bevidsthedsgrænsen. For at komme til orde som bevidste tanker og ideer, skal resultatet af højre hjernehalvdels tænkning derfor samarbejde med venstre hjernehalvdel som "oversætter" dem til noget som kan siges og deles med andre.

   Denne forskel mellem de to slags tænkning, er med til at forklare intuition som en form for ubevidst tænkning der lynhurtigt - som en mental kortslutning - kan nå frem til ellers uforklarligt rigtige beslutninger eller handlinger.

Mens venstre hjernehalvdel tænker lineært, sætning for sætning, i en bestemt bundet rækkefølge, så er tænkningen i højre hjernehalvdel multi-dimensionel og rumlig, så flere tanker og forestillinger kan foregå samtidig og "sideløbende", hvilket gør det muligt for den del af hjernen at associere og forbinde betydnigselementer hen over store "mentale afstande".

Men det er kun den grammatiske og leksikalske side af sproget som er lokaliseret i venstre hjernehalvdel.  
   Den prosodiske side af sproget hænger sammen med processer i højre hjernehalvdel. Det er den del af sproget er knyttet til udtalen, og som man kunne kalde den musikalske del af sproget når det manifesterer sig i talen: sætningsmelodien, udtalestyrken, tryk og eftertryk, tempo, højt eller lavt tonefald.

   Jeg synes det er en opløftende tanke at hvis man skal udsige noget der både er indholdsmæssigt klogt og begavet, og som samtidig skal afleveres i en flydende, overbevisende og engageret talehandling, så skal impulser og signaler fra de to hjernehalvdele spille tæt og harmonisk sammen om opgaven.

   Det ligner jo blending - ikke af konceptuelle inputrum, men af impulser fra procescentre i hver sin hjernehalvdel.

Jeg har i flere tidligere blogindlæg skrevet om den Oscarvindende film "The King´s Speech.
   Set i lyset af teorien om de to hjernehalvdele, så vidste kongens venstre halvdel godt hvad han skulle sige - det stod jo i manuskriptet, men højre hjernehalvdel ville ikke levere varen når ordene skulle udtales, og slog bogstavelig tale bremserne i. Men hvis kongen fik en anden fysisk bærbølge end det talte ord, som f.eks. ved at synge sætningerne, så holdt hans stammen op.

   For nu at bruge en musikmetafor: King George  kendte og kunne noderne, men han skulle skifte instrument, for at kunne spille melodien.

I øvrigt har vi alle sammen oplevet og udnyttet forskellen mellem de to slags tænkning, nemlig når vi i stedet for at skrive en lang og indviklet forklaring, tegner en figur eller model, som gør at vi så i et blik forstår hele sammenhængen.

   Selv kan jeg ikke undervise og vejlede uden at ledsage mine kloge ord og lange forklaringer med tegninger af pile, cirkler og kasser på whitboarden.

   Og jeg fik selv en stor aha-oplevelse under skrivningen af  'De levende billeders dramaturgi' (bind 2 om tv), da jeg fandt ud af at jeg kunne sammenfatte den dramaturgiske konstruktion i de forskellige faktaprogrammer jeg analyserede, gennem et til lejligheden helt nyudviklet visuelt sprog.

   Hvor kom det fra? Ud af en blå skyfri himmel? - Fra højre hjernehalvdels hjælpsomme ubevidste tænketank - tænker jeg.

   Se selv efter, en dag! Særligt tydeligt og meget pædgogisk er det udnyttet i min artikel i bogen 'Historiefortælling i praktisk kommunikation' (Susanne Kjærbeck (red.)): 'Når plottet driver værket. Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer'.