Jeg har et stykke tid ikke skrevet om den særligt kreative personlighed. Men her er igen en af slagsen. Mikkel Lomborg. Han præsenteres på forsiden af Politikens kulturtillæg tirsdag den 19. april under rubrikken "Danmarks nye Halfdan Rasmussen?". Og et par sider inde en stor anmeldelse af en såkaldt "Børnekoncert med hr. Skæg.", med rubrikken "Og så lærer de også at stave til tissemyre".
Han er vel den sidste i en lang række af børne-tv-værter som Danmarks Radios Børneafdeling har (op)fundet i årenes løb: Sigurd Barrett, Sebastian Klein, Casper Christensen, Jørgen Clevin, Thomas Winding, m.fl.
"Skæg" er jo et homonym, så når en vært optræder som morsom mand på skærmen eller på en scene og kalder sig "Hr. Skæg", så er der altså tale om en særlig form for blending: af det som øjet ser: "en mand med et stor sort skæg", og det som han fremstiller og optræder med: "noget der er skægt".
Genren som Mikkel Lomborg repræsenterer, er også en blandingsgenre: edutaninment - altså et mix af underholdning og belæring. En årtusindgammel coctail, som altid lader sig mixe på ny af kreative personligheder. I 60´erne importerede vi det amerikanske børne-tv-koncept 'Sesame Street', og blandet med dansk folkelig humor og fræk kreativitet: Pling! - fik vi Kaj og Andra der nu er en del af vores "kulturkanon". Og 3. generations-børne-tv-seere kan stadig med grin og fnis afsynge den (u)pædagogiske bakke-snavvendt-sang.
En enkelt ide fra forestillingen som anmeldelsen refererer, er beslægtet med bakke-snavvendt-sangen, og er også ret smågenial, synes jeg: dette at der inden i nogle ord findes helt andre ord. Inden i "skat" findes "kat", inden i "fis" findes "is", inden i "bål" findes "ål", inden i "skæg" findes "æg".
Men af portrættet og anmeldelsen fremgår ikke hvordan Mikkel Lomborgs opvækst har været, og det interesserer mig jo når vi taler om "særligt" kreative personligheder". Vi får blot at vide at han som barn drømte om opera, ballet og musik, "men det var lidt hårdt på Stevns". Så han endte med at blive pædagog.
Baggrundshistorien finder jeg i et interviewportræt i Berlingske Tidende fra den 10. december 2010. Rubrikken er "Manden bag skægget". Journalist: Christina Marcher.
Han er tydeligvis et multitalent. Og allerede som barn føler han sig fremmed og uden for, og som voksen to personer i en, og problemer med egen (køns) identitet:
Pudsigt nok havde den mand, der er i gang med at lære en hel nations børn at stave og tælle, før de kommer i skole, selv et problem med tal som lille. Han gik på en landsbyskole og havde den samme lærer i musik og matematik. I musiktimerne elskede hans lærer ham. I matematiktimerne sad læreren med tår i øjnene, og kunne ikke forstå, at de ikke kunne kommunikerer.Socialt følte han sig som ”lidt af en vanskabning” og frygtelig ensom.”Jeg var jo virkelig anderledes end alle de andre børn”, siger han.”Jeg løb rundt og havde store symfonier i hovedet og ville tegne og skrive og synge og danse ballet og havde store heltefortællinger summende inde i hovedet på mig. Og jeg turde ikke nævne det for nogle af de andre”, siger han, og beskriver Karise som en socialpsykologisk ørken. (...)Evnen til at få hul igennem til børnene på to sekunder og opleve verden med deres øjne tilskriver han sin halvfjerderseropvækst omgivet af en masse stærke, fornuftige kvinder – og meget få mænd. En situation han beskriver som en kæmp identitetskrise, hvor det var svært for ham at finde ud af det der med at være 'en mand'. (...)Så Mikkel løb rundt alene ude i skoven og var forvirret og legede ridder og landevejsrøver med en pind som sværd og en kvinde, han skulle redde og alle mulige store heltefortællinger snurrende i hovedet til det tordnende soundtrack fra yndlingsserien ”Dick Turpin”."Det er jo helt klart en kompensation, at jeg har fundet nogle heftige heltemanderoller, som jeg har idoliseret, men ikke sevl kunnelevet til overhovedet”, griner han.Hans problem med at finde ud af det der med maskuliniteten resulterede i, at han tvivlede yderligere på sig selv og det, han havde at komme med. Og på den måde blev han ”en rigtig pleaser”, fortæller han. (…)”Det er et personligt problem for mig, når folk er urimelige og jeg ikke kan finde ud af at sige fra. Men jeg har også lært at bruge over-empatien som mit sværd – i min tilgang til både problematiske unge og til kolleger. Og selvfølgelig til børn. Jeg kan lynhurtigt spore mig ind på, om vi skal snakke meget eller snakke lidt, eller om vi skal have store armbevægelser eller være intime. Så det er også en stor gave,” siger han.
Lige efter bogen, kan man sige. Savnet af en "far". Ensomhed, stærk fantasivirksomhed. Der er klare lighedspunkter til Poul Martinsen og hans barndom, og hvordan han lærte empati gennem sit nære forhold til storsøsteren.
Det fremgår at Mikkel Lomborg er "talblind". . Men ikke om han også er "ordblind". Det er der rigtig mange kunstnere der i øvrigt er, så det ville ikke undrer mig om det var tilfældet.
Forfatteren til bogen "The Gift of Dyslexia", Ron Davis, tror at alle ordblinde har nogle særlige evner som de deler med mange berømte "dyslektikere". Disse specielle talenter er:
- They can utilize the brain's ability to alter and create perceptions (the primary ability).
- They are highly aware of the environment.
- They are more curious than average.
- They think mainly in pictures instead of words.
- They are highly intuitive and insightful.
- They think and perceive multi-dimensionally (using all the senses).
- They can experience thought as reality.
- They have vivid imaginations.
Det passer jo meget godt med personligheden bag "Hr. Stærk".
Jeg finder en artikel som fortæller om såkaldt "visual-spatial learners" - altså mennesker med den særlige form for intelligens der knytter sig til visuel-rumlig forståelse og inteligens. Artiklens forfattere er Linda K. Silverman og Jeffrey N. Freed. De skriver:
Jeg finder en artikel som fortæller om såkaldt "visual-spatial learners" - altså mennesker med den særlige form for intelligens der knytter sig til visuel-rumlig forståelse og inteligens. Artiklens forfattere er Linda K. Silverman og Jeffrey N. Freed. De skriver:
A visual-spatial learner is a student who learns holistically rather than in a step-by-step fashion. Visual imagery plays an important role in the student's learning process. Because the individual is processing primarily in pictures rather than words, ideas are interconnected (imagine a web). Linear sequential thinking — the norm in American education — is particularly difficult for this person and requires a translation of his or her usual thought processes, which often takes more time. (...)Visual-spatial learners have amazing abilities to "read" people. Since they can't rely on audition for information, they develop remarkable visual and intuitive abilities, including reading body language and facial expressions.Many of the students described in this article were so adept at reading cues and observing people that they could tell what a person was thinking almost verbatim. Oftentimes, in school, they sense a teacher's anxieties and ambivalent feeling towards them, and react with statements such as, "that teacher hates me."
Så den empati som Mikkel Lomborg tilskriver sin tætte omgang med stærke kvinder i sin barndom, kunne simpelthen hænge sammen med den særlige form for intelligens han besidder.
I øvrigt kommer jeg i tanker om mine egne erfaringer med at lære at læse.
Vi blev undervist i Holeby Skole efter lærebogen "Ole Bole". Systemet var et rent stave system: "i-s" siger "is" osv. Og jeg lærte ikke at læse hverken i første eller anden klasse. Men var vild med at tegne og male. Først i 3. klasse knækkede jeg koden. Jeg husker det som en aha-oplevelse. Og at det gik meget hurtigt. Men det må have været gennem en slags ordbillede-metode, som jeg selv fandt ud af. Men det betød så at jeg aldrig fik et helt skarpt billede af ords stavning, især den del der har med endelserne at gøre.
Derfra gik det stærkt. Jeg slugte drengebøger og børneromaner i hundredevis i de følgende år. Læste og fantaserede nærmest i en rus dag og nat. Og legede Robin Hood og Gøngehøvdingen og De tre musketerer med min eneste rigtige legekammerat Flemming hvis far var arbejdsmand på den sukkerfabrik hvor min far var ingeniør.
I øvrigt kommer jeg i tanker om mine egne erfaringer med at lære at læse.
Vi blev undervist i Holeby Skole efter lærebogen "Ole Bole". Systemet var et rent stave system: "i-s" siger "is" osv. Og jeg lærte ikke at læse hverken i første eller anden klasse. Men var vild med at tegne og male. Først i 3. klasse knækkede jeg koden. Jeg husker det som en aha-oplevelse. Og at det gik meget hurtigt. Men det må have været gennem en slags ordbillede-metode, som jeg selv fandt ud af. Men det betød så at jeg aldrig fik et helt skarpt billede af ords stavning, især den del der har med endelserne at gøre.
Derfra gik det stærkt. Jeg slugte drengebøger og børneromaner i hundredevis i de følgende år. Læste og fantaserede nærmest i en rus dag og nat. Og legede Robin Hood og Gøngehøvdingen og De tre musketerer med min eneste rigtige legekammerat Flemming hvis far var arbejdsmand på den sukkerfabrik hvor min far var ingeniør.
