Livserfaring, politik, journalistik og kreativitet

Politiken havde sidste lørdag i debatsektionen en rundspørgeartikel med rubrikken:

Mangler danske politikere livserfaring? 

Og manchetten lyder:

Skal man have en personlig og selvoplevet erfaring med sit politiske ansvarsområde for at være en god politiker? Skal man f.eks. være en forældre for at kunne være en godt børnepolitiker, universitetsuddannet for at  blive en god videnskabsminister og have haft et regulært job for at blive en god folketingspolitiker. Det mener en række kritikere. Ditte Solgaard Hansen spørger tre politikere om hvad de siger til kritikken.

Og jeg kunne supplere med et parallelt spørgsmål: Skal man være og have arbejdet som journalist for at kunne undervise journalister? Det er der også delte meninger om - blandt underviserne på den universitetsindlejrede journalistuddannelse som jeg har undervist på i en række år.

Når jeg synes spørgsmålet er interessant, er det fordi noget af det jeg har læst og skrevet om det sidse stykke tid, det handler om forskellig slags hukommelse, herunder visuel hukommelse og episodisk/autobiografisk hukommelse som noget hjernens default netværk giver automatisk adgang til. Og om læreprocesser og identifikationsmuligheder ud fra spejlneuronernes funktion som medium for forståelse og empati med andre og for selvforståelsen. 

   Omdrejningspunktet er i alle tilfælde processer som går  under lidt forskellige navne: simulation, imitation, mimetisk indlæring, erfaringspædagogik som vejen til forståelse og indsigt. 

Journalisten Ditte Solgaard Hansen spørger til slut en professor i statskundskab, og hans vinkel er godt nok en snæver en: "Hvis vi skal have gang i væksten, skal vi stemme på kandidater med en vis erhvervserfaring," siger han. 

   Men han slutter - typisk - med at udtale sig på en måde som intet har med hans fagområde at gøre - men nærmest må hører til common sense:

Men personlig livserfaring er essentielt for politikere, hvis de vil forstå hvad der sker i  det samfund, de skal bestyre. Det gælder al erfaring. Det er vejen til værdiskabelse. Livserfaring er nødvendig for at kunne bedrive god politik, lad mig sige det sådan.

Jeg er enig med ham, men vil prøve at komme uden om "værdiskabelse" og "god politik", som jo i sammenhængen nærmest bliver tautologier.

Når man lærer noget gennem egen erfaring, så udgør indholdet i erfaringen et mix af det man oplever man  selv gør og det man oplever (ser, hører, føler)  andre gøre, og af hvordan og hvornår det man gør og det andre gør lykkes og bliver belønnet (eller ikke). 

   Disse oplevelser aktiverer spejlneuron-systemet, og de oplagres i flere forskellige hukommelser der spiller sammen: den visuelle, den autobiografisk, den semantiske og den procedurale. 

   Især elementer i den visuelle og den autobiografiske hukommelse, kan være tæt forbundet med følelser som helt eller delvist kan aktiveres sammen med genfremkaldelsen af informationer de har lagret.

  Om de forskellige hukommelser som erfaringer er indlagt i og fordelt på, skriver Wikipedia:

Anderson (1976) divides long-term memory into declarative (explicit) and procedural (implicit) memories.

   Declarative memory requires conscious recall, in that some conscious process must call back the information. It is sometimes called explicit memory, since it consists of information that is explicitly stored and retrieved.

   Declarative memory can be further sub-divided into semantic memory, which concerns facts taken independent of context; and episodic memory, which concerns information specific to a particular context, such as a time and place. Semantic memory allows the encoding of abstract knowledge about the world, such as "Paris is the capital of France". 

   Episodic memory, on the other hand, is used for more personal memories, such as the sensations, emotions, and personal associations of a particular place or time.Autobiographical memory - memory for particular events within one's own life - is generally viewed as either equivalent to, or a subset of, episodic memory. Visual memory is part of memory preserving some characteristics of our senses pertaining to visual experience. One is able to place in memory information that resembles objects, places, animals or people in sort of a mental image. Visual memory can result in priming and it is assumed some kind of perceptual representational system underlies this phenomenon.

   In contrast, procedural memory (or implicit memory) is not based on the conscious recall of information, but on implicit learning. Procedural memory is primarily employed in learning motor skills and should be considered a subset of implicit memory. It is revealed when one does better in a given task due only to repetition - no new explicit memories have been formed, but one is unconsciously accessing aspects of those previous experiences. Procedural memory involved in motor learning depends on thecerebellum and basal ganglia.

De oplevelser der sætter sig som permanente aftryk og spor i alle de forskellige hukommelser, er typisk nogle som er forbundet med følelser, og/eller nogle som er oplevet mange gange. Og de er derfor en fyldig og multidimensionel ressource når man aktuelt skal forstå og tage stilling til andres problemer og egne beslutninger. 

   En fuld og omfattende forståelse og stillingtagen kræver at man mentalt - bevidst og ubevidst - kan simulere, imitere, mime de oprindelige oplevelser ved at genfremkalde dem i en eller anden form: som en sprogløs fornemmelse, som en visuel fantasi,  som en verbal genfortælling, som mental og motorisk re-enactment - mere eller mindre ledsaget af de følelser som de oprindelige indtryk og handlinger var forbundet med.
   Og det er præcis det der kendetegner kreativitet: at den gør det muligt at overskride mentale grænser og blende mentalt adskilte rum - i det her tilfælde adskilte hukommelses- og erfaringsrum.

Hvad hvis man skal føre politik på et område hvor man ikke har den slags erfaringer lagret i komplekset af hukommelser? - Ja, så er forståelses- og beslutningsgrundlaget ensporet og tyndt, nemlig begrænset til at trække på indhold fra den semantiske hukommelse hvor leksikalske og semantiske informationer er lagret: det man har læst sig til eller fået fortalt  abstrakt og på anden eller tredje hånd.

   Så svaret på spørgsmålet om politikerne mangler livserfaring, er klart et: Ja.

Og spørgsmålet om man skal være journalist for at kunne undervise journalister i at blive journalister,  må også besvares med et: Ja - af samme grunde. Der er tale om en såkaldt håndværks-undervisning som grundlæggende er simulerende og mimetisk, og den type undervisning leverer en journalistisk kunnen og kompetence som - i hvert fald delvist - bliver lagret i den ubevidste procedurale hukommelse.

   Det betyder ikke at journalistisk viden - leveret til den semantiske hukommelse gennem traditionel akademisk undervisning - at den ikke er relevant og nødvendig for at kunne arbejde som journalist. For det er den også: nemlig som en slags kognitiv "bund" af viden og begreber - en journalistisk almendannelse som ikke mindst under research og interviews er helt afgørende nødvendig for et vellykket journalistisk resultat.  

Ligheder mellem Claus Meyers og Karl Ove Knausgaards barndom og personligheder

Hvad er ligheden mellem mad-iværksætteren Claus Meyer og den norske succes-forfatteren Karl Ove Knausgaard?

   Særligt kreative personligheder med "ondt i farforholdet"! Og ildsjæle.

Fra det store interview i Politiken søndag den 28. juli med Claus Meyer - under rubrikken: "Stegemargarinedrengen, der i dag vil give os det daglige brød:

Da Claus Meyer blev konfirmeret, rejste han sig op og holdt en tale. Først vendte han sig mod sin mormor, som han elskede overalt på jorden. Det var hende, der holdt sammen på hans verden. Hun blev rost og takket, fordi hun havde været alt for ham i al den tid, han havde været til.

   Derefter vendte han sig mod sin mor og far, og ordene var få:

   "Jer to har jeg ikke noget at takke for."

Det er jo sigende, men uddybes ikke nærmere i interviewet, det liv der gik forud for konfirmationen.    

   Men han var tyk på det tidspunkt, er sikkert blevet mobbet, og giver selv forklaringen: usund mad hjemme og trøstespisning. 

   Forældrene viste tilsyneladende ikke nogen interesse for deres dreng, hverken hvordan han klarede sig i skolen eller på sportspladsen. 

   Mormoderen døde, forældrene blev skilt, faderen flyttede, og moderen blev alkoholiker. Det gik dårligt i skolen.

   På vej mod et taberliv i udkantsdanmark?! - tænker man. 

   Vendepunktet var en tysklærer:

"I syvende klasse fik jeg så en virkelig lortekarakterbog, men samtidig sagde min tysklærer, at hvis jeg tog mig sammen, kunne jeg godt få 11. Den tillid, hun viste mig, betød, at jeg på et år gik fra 6 til 11 på den gamle skala. Måske kom det af, at jeg indtil da havde været en doven, fed dreng. Nu begyndte jeg at gøre mig umage. Fra den karakterbog i syvende klasse blev jeg dygtig til at gå i skole. Jeg arbejdede også for at lærerne skulle synes, jeg var en god dreng, der kunne roses."

Det er livsvigtigt og afgørende for Claus Meyer at få ros og accept, for det har han savnet som barn.

   Skabelonen er den klassiske for barndommen for den særligt kreativ personlighed. Manglende anerkendelse fra forældre. Modvægt: Mormor og lærer som mentorer der giver kærlighed og viser tillid.

   Og så er der det med at skifte miljø og sprog - og være genert også som voksen - at føle sig fremmed, hjemløs og usikker på sin identitet:

Jeg har ikke noget mod kendte mennesker, jeg kan bare ikke lide at være blandt dem. Måske skyldes det at jeg er en bonderøv fra provinsen. En gang brugte en københavner det endda som skældsord om mig. Han mente, min kone havde fundet en bonderøv, men for mig er det en kvalitet.

Samtidig med at han er selvusikker og genert, også som voksen, fører han sig aktivt frem og er kreativ igangsætter netop med forankring der hvor han er vokset op: Det er ingen tilfældighed, men en mental nødvendighed at en lang række af hans madudviklingsprojekter forankres i barndommens land Lolland-Falster  

   Det er som Poul Martinsen der hele sit liv producerer dokumentarer om mennesker fra miljøer der ligner hans barndom i en arbejderfamilie i Vangede.

   Og det er som når en masse forfattere bruger erindringerne fra deres barndoms land som brændstof i deres digtning. Som fx nu Karl Ove Knausgaard...

Karl Ove Knausgaards fjerde bind i hans romanserie "Min Kamp"  er netop udkommet, og handler i høj grad om barndommens land og om forholdet til faderen, fremgår det af anmeldelsen i Politiken i dag med rubrikken "Dokumentariske drømm":

Vi forlader ret hurtigt den nordnorske ramme for at gå tilbage i barndommen i Kristiansand og den selv i fraværet alt overskyggende far. Han er i dette bind skilt fra moderen, der trive fint alene; hun virker næsten for selvberoende og ubekymret, også for sønnen. (...)

   Faren afviser ham gang på gang; alligevel siger sønnen ja, hver gang han så alligevel inviteres til middag hos far og den nye kone. (...)

   I dette bind får vi også en flig af en 'forklaring' på farens infantile utilstrækkelighed, selvmedlidenhed og vrede og morens næsten usandsynligt overbærenhed med hans adfærd over for sønnen: Farforældrene kan også være nogle stejle og afstumpede sataner.

Det fremgår af Claus Meyer-interviewet at han drives af et "kald" efter nogle åbenbaringslignende  oplevelser omkring bagning og kvalitetsmad hos et konditorpar i Gascogne i Frankrig. 

   Og det fremgår af anmeldelsen af Knausgaards bog at fænomenet "kreativ vrede" er det der driver ham:

"Jeg skulle fandme blive den største af dem alle. De skide idioter, altså. Jeg ville fandeme knuse hver og en af dem", siger han, efter at hans ellers trofaste støtte, storebroren Yngve, har sat spørgsmålstegn ved, om noget forlag vil udgive Karl Ove. Når man spiller så højt spil som deen unge mand, er det dybta at falde: "Jeg ville blive stor. Det blev jeg nødt til".

De er på hver sin måde driftig ildsjæle. I den særligt kreative personligheds mentale set up, tror jeg at "kald" og "kreativ vrede" som drivkraft er to sider af samme psykologiske mønt.

Interviewet var lavet af Carsten Andersen, anmeldelsen af Marie Tetzlaff.