Sider

søndag den 18. december 2011

Teater-journalistik - Pop-Up-Magazine i San Francisco - blending af genrer

For tre uger siden havde Weekendavisen en artikel om et smukt eksempel på blending af medier, genrer og fortælleformer - med journalistik i det en input-rum og teater-/sceneoptræden i det andet. Jeg har ikke hørt om det før, men som lyder - ja, "sjovt". Kreativt og grænseoverskridende.

Rubrikken var "Det levende magasin". Og overliggeren lød: "Hvem siger at journalistiske historier skal læses? Pop-Up Magazines historier opføres foran et live-publikum, hvor de kun lever i de to timer forestillingen varer." Journalist: Sole Bugge Møller.

Historien handler om en slags - ikke teatersport - men teaterjournalistik. Altså et eksempel på konceptuel blending af genrer og medier. Journalisten træder op på en scene foran et publikum, fortæller sin historie og illustrerer den med lydklip, citater, slides eller videoklip på et biograflærred.
Det hele startede som et eksperiment. Douglas McGray arbejdede som freelancejournalist for en række amerikanske medier som The New Yorker, New York Times, The Atlantic, Men det ærgrede ham, at de forskellige faggrupper havde så lidt med hinanden at gøre. Hvad ville der ske,hvis man puttede journalister, fotografer, radioproducer og dokumentarfilminstruktører i samme rum og bad dem om at præsenterer deres værker?
Ideen blev til et show i San Francisco i 2009. Det blev en succes, ifølge artiklen i Weekendavisen. Som nu "spilles" for femte gang.
   Man plejer at sige at aviser næste dag kun er egnet til at pakke fisk ind i. Det er lidt det der er fidusen her. Mens alt i medierne nu kan gemmes og bliver gemt i uger, måneder og år, så er et sådant nyhedshow jo som alt teater en en gangs-forestilling. Der er tal om en medieblanding der på en gang er helt moderne multimedie-agtigt, og samtidig et rigtig gammeldags og middelalderligt sceneshow - en live her og nu-formidlingsform fra før både aviser, radio, tv og internet blev opfundet:
"Vi ville skabe noget, der føltes live. Det var vigtig for os, at det var en begivenhed der ikke blev filmet, streamet eller fotograferet, men noget der kun eksisterede den ene aften, så publikum ville føle, at de var en del af noget specielt," siger  Douglas McGray.
Hvad tilfører det til historien at den fremføres som en scene-forestilling, frem for som traditionelt: en magasinartikel eller et indslag i tv?
   Ja, jeg synes det er ligesom forholdet mellem en af mine akvareller og så det fotografi der er "forbilledet". Akvarelformen og udtrykket giver: nyt "liv", en ekstra dimension, transponering ind i en anden mental perceptions- og bevidsthedstilstand.

Jeg kan naturligvis ikke lade være med at associere til en anden moderne og blended genre: The Daily Show med John Stewart. Som er et af de få tv-programmer som jeg efterhånden kan holde ud at se. Og som ifølge artikler jeg har læst, er den eneste form for tv-nyhedsudsendelse en masse unge i New York ser. Og de ser den altså som en formidling af nyheder, ikke som et satireprogram og som en slags fiktion. Satireformen og ironien blokerer altså ikke for forståelsen af nyhedskernen for den målgruppe.

Associationer til: sidste år historien om nyheder fortalt i gennem manga-tegnesrierformen. Og der er sitet "Naked News" som også formidler nyheder på en måde som gør at de glider nemmere ned for et særligt lystent publikum - eller hvilken metafor der her ellers vil være lige i øjet:


Conceptual blending af blød porno og hårde nyheder!
   Journalister bruger indimellem det metaforiske udsagn om en historie eller en nyhed at den er "sexet". Mon det er det der har inspireret konceptmagerne her?

Politikens tillæg "Viden" havde den 20. november et nyhedsnotits med rubrikken "nøgne mænd og kvinder skærper synet". Jeg citerer første del af teksten:
Skal man have en mand til at fokusere sit blik hurtigt, så bør han se på et foto af en nøgen kvinde. Og skal en kvinde gøre det samme, ja, så skal hun have et motiv af en nøgen mand foran sig. Det kan lyde indlysende, at en nøgen person tiltrækker sig det modsatte køns opmærksomhed ekstra godt. Men nu har et finsk forskerhold vist, at det faktisk sker. Hjernen fokuserer langt hurtigere blikket, når et menneske konfronteres med nøgenhed frem for sober påklædning.
Som næsten altid med den slags resultater fra den moderne hjerneforskning forklarer man det som noget der skyldes at det har givet bonus i evolutionær sammenhæng - her til at sikre en effektiv og  lynhurtig opfattelse af en potentiel mage. 

Freud i neuronernes net - om en ny tværfaglig forskningsdisiplin "Neuropsychoanalysis"

For nogle indlæg siden lancerede jeg et muligt nyt tværvidenskabeligt forskningsfelt: neuro-journalistik. En forskningsdisciplin der ligesom en serie andre der begynder med "neuro-", forsøger at bruge ny viden og indsigter fra den moderne hjerneforskning til at forstå og forklare sammenhængen mellem hjernens kognitive og emotionelle processer og funktionsmåder og så vidensområder der ellers har været defineret som rent humanistiske eller samfundsvidenskabelige: neuro-økonomi, neuro-etik, neuro-lingvistik, etc.
   For ikke så længe siden prøvede jeg så - for sjov - at google "Freud" og "psychoanalysis" sammen med "neuroscience". Flere af de bøger jeg havde læst, havde nogle få referencer til Freud - vel at mærke positive og ikke kritiske, som man ellers mest har set det i mange år. Så måske var der nogen der havde gang i noget grænseoverskridende her: videnskabelig blending
  Og bingo: Jeg fandt både bøger og en hjemmeside med et tidsskrift og selskab: http://www.neuropsa.org.uk/

Hvorfor syntes jeg nu det kunne være interessant? 
   I mine unge dage stod Freud centralt i en masse litteratur- og film-forskning. Og også i psykologien, selvfølgelig. Selv var jeg inspireret af ham og hans tænkning og modeller af sindet i flere af de artikler jeg skrev om sprog i 70-erne.
   Og mange af de teorier som den gang var på banen om forfattere og kunstneres måde at tænke, føle og arbejde på, udsprang af Freuds begreber om fortrængning og sublimering, om det ubevidste forestillingsliv som gennem metaforer og metonymer - forskydning og fortætning - kom til udtryk i kreative produkter.
   Også i bogen "Faktion som udtryksmiddel" havde jeg opstillet begreber om hvad der foregik på "modtagersiden" når folk så tv og film, som var Freud-inspireret.
   Men ligesom en af de andre store tænkere som var inspirererende for os 68-ere, Karl Marx, så røg Freud ud med badevandet i løbet af 80-erne, fordi hans teorier og forestillinger jo var ekstremt case-baserede, var stærkt spekulative og subjektive - og stort set unddrog sig empirisk testning og bevisførelse. 
   Og ikke mindst fordi man nu havde fundet psykofarmaka som kunne "helbrede" eller "lindre" psykiske sygdomme med en effekt der var mange gange sikrere, og med en behandling som var mange gange billigere end psykologiens og psykoanalysens "tale-kure".

Mens jeg var på Cap Verde og malede akvareller med lyst, flid og fornøjelse, fik jeg også læste en enkelt medbragt bog: "The Brain and the Inner World - An introduction to the neuroscience of  subjective experience". Af Mark Solms og Olver Turnbull. 
   Bogen er fra 2002, så den har ikke de sidste 10 års resultater med, fx om default netværkets og spejlneuronnetværkets funktion i kreative processer og i den sociale interaktion.
   Ikke desto mindre er her altså en bog som er rigtig spændende at læse, og som systematisk gennemgår den moderne neuro-science resultater og sammenholder dem med Freuds og psykoanalysens teorier, forestillinger og modeller. 
   Og pointen er selvfølgelig, at forfatterne finder en lang række slående paralleller og korrespondancer på tværs af de to fagområder og konceptuelle rum.

De handler blandt andet om hvor store en del og hvilken del af sindets måde at fungere på i forhold til sanseindtryk fra omgivelserne og i forhold til de indtryk hjernen får "indefra" - fra kroppen - der er ubevidste. Det meste fortæller neurovidenskaben os. Det meste siger Freud.

Også Freuds grundlæggende modultænkning hvor forskellige centre så at sige kæmper om magten eller arbejder sammen som "formidlende instanser"  i forholdet mellem den ydre objektive verden og den indre subjektive verden. Denne modultænkning korresponderer også godt med den måde man inden for neuro-videnskaben anskuer hjernens arkitektur på. 
   Dette at bestemte moduler i hjernen bliver skadet, svækkes eller falder helt ud, kan tydeligvis ændre radikalt på menneskers psyke og deres forestillingsliv, viser en masse case-studier. Og tilsvarende kan Freud tale om et svækket "jeg" (narcisistisk) eller er et for stærkt "overjeg" (neurotisk) til at beskrive sindslidelser og personlighedstyper.
   Og han taler om "hæmning" - "inhibition" - af de "primære processer" som udspringer af drift-modulet "ID" - hæmning som det er jegets eller overjegets funktion at varetage.  

Og "de primære processer" hos Freud er altså drifter og de følelser som drifterne udløser i sindet. Hvad siger neuro-videnskaben om dem? 
   Den siger at der er fire basale emotion-command-systemer: SEEKING, RAGE, FEAR og PANIC. Og at hvis disse systemer fx på grund af hjerneskader eller traumatiske erfaringer, "løber løbsk", så er det farligt for individdet. 
   Derfor har vi "hæmningssystemer" som udspringer af de forreste hjernelapper (the frontal lobes), og hvis formål er at sikrere at vi socialt kan omgås vores medmennesker.
   FEAR-systemet og hvordan hjernen lærer sig mentalt at hæmme dets livsfarlige spontane udtryk,  er det der er bedst studeret i den moderne hjerneforskning, men...
Presumably, similar mechanisms exist for all the basic-emotional command systems, allthough they have been less thoroughly studied. Unabridled affective responses of the types released by the SEEKING, RAGE an PANIC systems ar no less maladaptive, in principle, than overwhelming FEAR reactions. The balance between these primitive instictual mechanisms and the voluntary programming, regulation and verification og action contributed by frontal-lobe mechanisms, therefore seems to provide a direct prarallel  with the balance between what psychoanalysists classically referred to as th "id" and "ego" mechanisms. (...)
   However, by the same token, the ihibitory brain mechanisms just described can also be overactive - and this might provide the neural basis of some patalogical varieties of repression and other forms of inhibition.
Altså: Hjernens neurologisk modulsystemer - forskellige netværk - arbejder sammen (og afbalancerer hinanden) om at varetage de nødvendige funktioner for at den indre subjektivt oplevede verden og det ydre objektive verden kan forliges og kan gøre det muligt for det biologiske væsen mennesket at udvikle sig og overleve som art. Men både de emotionelle systemer og de mekanismer i hjernen hvis job det er at kunne hæmme dem, kan løbe løbsk og føre til mentale "maladabptive" reaktioner.
   Både emotions-systemerne og hæminingsmekanismerne er nogle hvis funktion og interaktion udvikles under opvæksten. Og den udvikling sker gennem samspil med forældre, kammerater og andre vigtige sociale påvirkningsagenter, et samspil som kan sætte sig permanente spor i hjernens funktionsmåde og mentale tilstand, og som varigt kan præge måden SEEKING-, FEAR-, RAGE- og PANIC-systemerne manifesterer sig i sindet på: produktivt eller destruktivt. 
   Og - tror jeg - på den måde kan en bestemt prægning af hjernens neurale forbindelser og kemiske mekanismer i barndom og ungdom, være grundlaget for og resulterer i den særlige mentale tilstand og neurologiske organisation af hjernen som jeg i denne blog har kaldt den særligt kreative personlighed. 

Jeg vender i senere indlæg tilbage til Mark Solms og Oliver Thurnbulls bog "The Brain and the Inner World."