Metaforer, analogier, sammenligninger, metonymer - har det til fælles at de er sproglige udtryk for tænkning der blender to konceptuelle input rum - for i det sproglige udtryk at formidle en bestemt framet forståelse af et eller andet fænomen: Fænomen A skal "ses" og forstås gennem den konceptuelle optik som fænomen B leverer.
I disse uger oplever vi gennem medierne demonstrationer, oprør, omvæltninger, revolutionsagtige tilstande i Tunis og i Egypten. Og journalister og eksperter bakser med at forklare os hvordan vi skal forstå det der sker. Derfor refererer de til kendte og nærliggende historiske analogier og paralleller. Det fortæller en artikel i Information idag den 8. februar om, af Mikkel Runge Olsen.
Altså: Det der foregår i de to lande bliver set og kan forstås som analogier til forskellige tidligere historiske omvæltninger. Nogen kan se det som analogt med revolutionen i Iran 1979 som fjernede Shaen, og som så endte med det autoritære islamistiske styre under ledelse af Ayatolla Kohmeini. Andre kan se begivenhederne som analogt med det der skete i Øøsteuropa omkring Berlinmurens fald 1989 der endte med indførelse af demokratiske styreformer i næsten hele Østeuropa.
Afhængig af hvilken analogi man aktiverer til formidling af omvæltningerne, så vil man drage helt forskellige konklusioner med hensyn til hvordan begivenhederne skal vurderes, og hvem og i hvilket omfang man skal støtte de forskellige oprørske grupper (eller evt. holde med det bestående). Og i sidste instans kan man ved hjælp af analogien begrunde hypoteser om hvilken slags nyt styre og samfundsordning der kommer ud af begivenhederne.
Uanset hvilken analogi man anvender til at gøre de aktuelle begivenheder forståelige, så sker der en forenkling, er artiklens pointe. Det kunne jo være at situationen i de to lande annon 2011 ved en nærmere analyse viste sig at være så forskellig fra de to nævnte at ingen af analogierne er rimeligt dækkende, og altså forfører til konklusioner som er forkerte. Det kunne altså være man skulle finde en helt tredje historiske analogi, eller det kunne tænkes at situationen er så kompleks at der faktisk ikke findes noget historisk "forbillede" der er relevant til forståelse og formidling, når det kommer til stykket.
Ligesom metaforer fungerer som frames, så gør de historiske analogier det altså også. Og man kan også vende optikken, så man ser på fortidige historiske begivenheder gennem nutidshistoriske briller. Det var det Anders Fogh Rasmussen gjorde for nogle år siden da han moralsk nedvurderede de skiftende danske regeringers samarbejdspolitik under tyskernes besættelse. Han skrev bla.:
Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet overfor valget mellem at gøre det rigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed.
Fogh anskuede her Besættelsens store dilemmaer gennem en aktuel sort-hvid moralsk optik, og forlangte heroisme og kamp efter den 9. april. Og valgte dermed at se bort fra hvad konsekvenserne i så fald ville have været for den danske befolkning. Analogien betød at datidens politikse aktører blev bedømt på nutidens (og Foghs personlige) præmisser uden hensyn til den historiske kontekst.
Hvad enten den historiske analogisering går frem eller tilbage i historien - har nutiden eller fortiden som "target" - er der tale om konceptuel blending. Det er hvad en kreativ men manipulatorisk analogisering også kan bruges til.
Jeg kommer i tanker om et meget berygtet og berømt eksempel på at man bruger den historiske fortid som analogi til et nutidigt politisk fænomen: Mogens Glistrups udtalelser i sin tid i tv hvor han sammenlignede skattenægtere og nul-skatteydere med besættelsestidens frihedskæmpende sabotører.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar