Fusion af to kreative institutioner - og har det noget med blending at gøre

Jeg har sådan on and off fulgt med i en debat om planerne om at fusionere Kunstakademiets arkitektskole og Danmarks Designskole. Når jeg bliver fanget af diskussionen er det selvfølgelig fordi det drejer sig to gamle velmeriterede institutioner der danner rammen om uddannelse af særligt kreative mennesker inden for visuel kunst og kunsthåndværk.
   Så ser jeg lige idag i Politiken at min sidekammerat fra 4. mellem på Christianshavns Gymnasium, Mogens Rukow, nu har et indlæg i debatten. Han er selv ansat som underviser på en tredje kunstskole: Den danske filmskole. Han mener nej.
   Jeg kender ikke alverden til nogen af de to institutioner som der er nogen der har planer om skal fusioneres. Og jeg tænker også: Alle mulige andre uddannelsesinstitutioner er i de senere år blevet fusioneret. Også uden den helt store debat. F.eks. var jeg ansat på Odense Universitet et par år, og så blev  det fusioneret med forskellige sønderjyske højere læreanstalter i Sønderjylland, og pludselig hed vi Syddansk Universitet. Om det har været godt eller skidt, ved jeg faktisk ikke. Og i forhold til hvilken målestok? Bedre økonomi (=besparelser), større kreativitet inden for forskning og undervisning, bedre mulighed for statslig styring og prioritering???
   Men altså: Hvorfor er der så skarpe og engagerede indlæg - især imod fusioneringen? Og hvem er for? Og hvad er argumenterne?

Jeg tænker også at fusionering jo på en eller anden måde har noget med begrebet og fænomenet blending at gøre. Blending handler om at skabe og samtænke et nyt konceptuelt rum ud fra to eksisterende og forskellige konceptuelle rum, ved at trækker udvalgte egenskaber og kvaliteter fra disse input-rum med ind i et nyt mixet rum, som man så kan forholde sig til når det manifesterer sig i ord, sætninger, fortællinger. Og et sådant blended konceptuelt rum er grundlaget forg grænseoverskridende tanker og nyskabende handlinger.
   Og det er vel også det fusionering drejer sig om: Institutioner korresponderer jo med komplicerede mentale rum hos medarbejderne hvori indgår forstillinger om roller, relationer, værdier, kvaliteter og sociale praksisser som definerer  institutionen som en sociologisk enhed. Og når man ud af to forskellige af den slags vil skabe en tredje, så skal der skabes nyt, noget skal bringes med over, og noget forlades.
   For at en fusionering skal kunne foregå på en måde som er kreativitetsfremmende, så kræver det en mængde blending-operationer hos de mennesker som skal medvirke til og indgå i fusionen, og som skal tænke sig selv ind i et blended konceptuelt rum hvor kvaliteter og elementer fra de to input-instituioner skal indgå. Men kravet er også at der i det blendede rum skal opstå noget nyt og positivt som ikke findes i de to input-rum.

Når man ser på nogle af de indlæg der har været fremme i pressen, så synes det at være en diskussion der har at gøre med at Designskolen er funderet i en kunstpædagogik som er praktisk-håndværksmæssigt funderet, mens Arkitekskolen er funderet i en akademisk undervisnings- og forskningtradition.

Det er en gammel diskussion om to måder at lære og forstå på: en hvor man lærer gennem praksis, som man efterfølgende kan reflekterer over, og en hvor man lærer ved at teoretisere over en kommende praksis.

På de nye akademiske journalistuddannelser på SDU og på RUC findes det samme modsætningforhold indbygget i uddannelsen og i lærerkorpset. Det er de journalistisk uddannede lærere som underviser de journaliststuderende i at udøve faget som håndværk: skrive avisartikler eller til nettet, producere radio- og tv. De akademiske lærere forsker og underviser i mediesociologi, målgrupper, redaktions- og professionskultur, pressehistorie, etik, mediehistorie.
   Men en tilbagevendende kritik fra de studerdes side har begge steder været at der ikke sker nogen konceptuel blending mellem de to konceptuelle rum, underlagt hver sin frame, og forankret i hver sit forhold til virkeligheden, et der forbinder faget til direkte handling, og et der forbinder faget til distanceret og distancerende refleksion og teoretiseren.
   Man burde måske inden fusionen af Disignskolen og Arkitektskolen, lige tage bestik af og prøve at finde ud af hvorfor det ikke er lykkedes af blende de to faglige frames i journalistik på universiteterne

Casper David og Helligånden - Kasper Colling Nielsen og den splittede personlighed

Weekendavisen 16. april 2010, kultursektionen. Interview med Casper Wenzel Thornøe alias Casper David. Rubrik: "Vandreren over tågehavet". Interviewer: Poul Pilgaard Johnsen:

Det der gør Casper interessant i min sammenhæng er at han er både præst/filosof og musiker og at han som musiker bruger et alias der peger mod den hyperromantiske tyske landskabsmaler: Casper David Friederich; rubrikken refererer til  titlen på et af denne malers kendte billeder. Det er Casper der selv har opfordret Poul Pilgaard til interviewet. Casper fortæller i mailen til journalisten at han som diplomatbarn har flyttet meget rundt mellem storbyer: Bonn, Barcelona, Paris, Berlin, København. Referer til  at han har boet i Hellerup. Artiklen fortæller

På et tidspunkt fandt han kærligheden i spanske Laia og flyttede til Barcelona, mens han færdiggjorde studierne. Senere flyttede de til Danmark, hvor Laia fik arbejde som farmaceut på et apotekt i Herning, og planen var at han skulle færdiggøre en engelsk udgave af sin ph.d.-afhandling om uforanderlighed i europæisk filosofi. Ikke på noget tidspunkt siden sin gymnasietid havde han så meget som rørt sin guitar eller sunget en strofe, men en tilfældig dag sad han i en bil på en parkeringsplads og ventede på sin kone, og som ramt af lynet strømmede melodierne pludselig igennem ham. Det er sådan han fortæller det:
    ”Jeg følte det som var jeg et medium. Alt lå klart – toner, melodier, arrangement. Teologisk sagt var det Helligånden der ramte mig den dag på parkeringspladsen i Herning. Det var ikke noget jeg ville, det var noget der skete.”

For det første kan vi lige notere det som vi kender kreative personligheder på, nemlig at det er som om de er to personligheder i et. Og at der i hvert fald er noget med "hjemløshed"i barndom og ungdom - han har flyttet meget rundt, og er, som han selv siger "kosmopolit", gennem sin opvækst; men det er så noget han nu som voksen reagerer imod politisk og holdningsmæssigt, bl.a. ved at være blevet præst i Vestjylland, forstår man af interviewet. Og så kan man bemærke noget jeg ikke har skrevet om før: at behovet for og driften mod kreativ udfoldelse der bryder med den personlighed man ellers praktiserer, kan komme som et mentalt vulkanudbrud, helt uventet, og med en eksplosiv kraft, her udtrykt i spirituelle og religiøse termer: "medium", "Helligånden der ramte mig". Det er det romantikerne kaldte at blive inspireret.

I samme avis: Rubrikken: "Mount København". Journalist: Synne Rifbjerg. Interviewbaseret portræt af forfatterdebutant: Kasper Colling Nielsen. Her et par tekstafsnit fra artiklen:

Kasper Colling Nilsen har skrevet, siden han var seksten år. Han har sågar uden at ryste på hånden kaldt sig forfatter, det havde ikke noget med at publicere at gøre. Alligevel var han meget i tvivl om, hvad han skulle. da gymnasiet var forbi.
   ”Jeg havde en masse problemer, da jeg var yngre, så i en periode flyttede jeg til Namibia i Afrika og arbejdede på en fotoskole der i et slumkvarter.” (...)
   "Vi kan aldrig bare stille os uden for verden og betragte den objektivt. Verden er uløseligt forbundet med os, og vi med verden. Verden er ét med os. Den menneskelige krop er ikke umiddelbart genkendelig. Tingene vi omgiver os med, hænger fast på os og bliver en del af os."
   - Er det defor mange af dine personer kan forvandle sig til mange andre skikkelser og have et eget liv uden for den såkaldt ”almindelige verden”?
   ”Vi muterer hel tiden med vores omgivelser, og det der sker i vores liv. Jeg prøver som mit store forbillede Kafka at skabe nogle figurer, som er både virkelige og virtuelle. Jeg mener, at det psykologiserende greb, skal bekæmpes med hård hånd, det er så undertrykkende. At man bare er et produkt af noget, der er sket i ens barndom, og resten af livet kan så gå med at overkomme de traumer. Det er skabelonen for langt størstedelen af al litteratur der skrives, og den slags litteratur interesserer mig ikke.”

Romanen han har skrevet, har som det overordnede og drivende plot at der bygges et 3 km højt bjerg på området omkring Avedøre: "Mount København". Og hvad det kan afstedkomme af interessante historier for en masse mennesker og for udviklingen i Danmark. 

   Om hans personlighed: "Jeg havde en masse problemer da jeg var yngre", siger han. Og så understreger han kraftig og uopfordret at hans roman-figurer absolut intet har med hans oplevelser i barndommen at gøre.
   Det peger jo, som en slags ironi, på at det har de i hvert fald, men at de er så godt og grundigt blended i hans roman at det nu ligger skjult i et symbolsk, fremmedgjort og fantastisk univers (jfr. hans henvisning til Kafka). Hans personer i romanen beskriver han jo så også i blending-termer: de er både "virkelige" og "virtuelle".
   Det er ikke nogen urimelig hypotese at sige at sådan føler han sig nok selv: en splittet personlighed med en mental stavblender der prøver at hele ved at skabe.