Sider

torsdag den 29. november 2012

'Thinking Fast and Slow' (1) - journalistik om indvandrerdrenge i Daniel Kahnemans optik

I det foregående indlæg om framing og Politikens artikler om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og kriminelle tilbøjeligheder, introducerede jeg Daniel Kahneman og hans bog 'Thinking Fast and Slow'.
   Her er linket til indlægget, hvis du ikke har læst det:
Men hvem er Daniel Kahneman, og hvad har har fået nobelprisen for?
   Engelsk Wikipedia:
Daniel Kahneman (Hebrew: דניאל כהנמן‎) (born March 5, 1934) is an Israeli American psychologist and winner of the 2002 Nobel Memorial Prize in Economic Sciences. He is notable for his work on the psychology of judgment and decision-makingbehavioral economics and hedonic psychology.
I sin bog om 'at tænke hurtigt og langsomt' skelner Kahneman mellem to mentale 'operatativsystemer' som på hver deres specifikke og meget forskellige måde vurderer indtryk, foretager afgørelser og drager slutninger ud fra sproglige såvel som ikke sproglige perceptionelle input:    
System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
System 2 allocates attention to the effortful mental activities that demand it, including complex computations. The operation of System 2 are oftne associated with the subjectiv experienc of agency, choice and concentration.
System 1 er det som 'tænker hurtigt', en proces der hovedsagelig foregår ubevidst og intuitivt, og hvor tænkningen kører på automatpilot gennem udtrådte associationer, og  ofte er styret af følelser; og når System 1 når til en afgørelse eller drager en slutning, så går det lynhurtigt, og vi er ikke i tvivl om sandheden eller rigtigheden af afgørelsen eller slutningen. 
   System 2 tænker langsomt, tænkningen er bevidst, kræver mentale anstrengelser og tager tid, og dette system aktiveres relativt sjældent, og først når vi er usikre, kommer i tvivl og møder modstand. Og så har det den kedelige egenskab at det er "dovent".

Wikipedia har et udmærket resume af det to systemer i stikord:
In the book's first section, Kahneman describes the two different ways the brain forms thoughts:
  • System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious
  • System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious
Kahneman covers a number of experiments which purport to highlight the differences between these two thought processes, and how they arrive at different results even given the same inputs. Terms and concepts include coherence, attention, laziness, association, jumping to conclusions and how one forms judgements.
Det er 'System 1' der er "hovedpersonen" i Kahnemans bog, men han bruger også mange sider og eksempler på hvordan de to systemers tænkning influerer på hinanden - bl. a. via begreberne 'bias' og  såkaldt 'heuristiske tommelfingerregler'.

I den første del af bogen udfolder han forskellen på de to 'systemer'. 
   Han viser hvordan 'den associative hukommelse' som er kernen i System 1´s måde at operere på, hele tiden konstruerer sammenhængende fortolkninger af hvad der sker i vores omverden i ethvert givet øjeblik. 
    Kahnemans mål  med det afsnit i bogen er, skriver han...
... to give a sense of the complexity and richness of the automatic and often unconcious processes the underlies intuitive thinking, and of how these automatic processes explain the heuristics of judgment. A goal is to introduce a language for thinking and talking about the mind.
Og for mig har det været i den grad en øjenåbner, fordi det kompletterer de mange indlæg jeg har skrevet om det positive ved intuitiv tænkning - som udtryk for "tavs viden" i forbindelse med kreativitet, og om betydningen af den højre hjernehalvdel i sammenhæng med en lang række kreative kognitive processer der er centrale for ideudvikling - fx. på redaktioner og i den enkelte journalists hjerne. 

Endelig synes grundtankegangen hos Kahneman at stemme smukt overens med Tim Gallweys teori om sindets to slags 'selv': Self 1 og Self 2 - der interagerer i 'the inner game' når folk skal lære nyt inden for en række færdighedsområder som golf, tennis, skiløb, ledelse, skrivning m.v. 
   Men de teoretiske fremstillnger stemmer overens på den lidt paradoksale måde at 'System 1' svarer til 'Self 2' - og 'System 2' svarer til 'Self 1'. 
  Og mens Tim Gallwey har været optaget af at hvordan man gennem coaching kan svække indflydelsen af det reflekterende og bekymrede 'Self 2´s forstyrrende indflydelse på Self 1'´s gnidningsfri funktion og udvikling, så har Daniel Kahneman fokus på hvornår System 1 tager fejl, og hvordan disse fejl influerer forstyrrende og misvisende på på System 2´s tænkning.

Et af de principper som System 1 følger, er det Kahneman kalder princippet om ...
What You See Is All There Is 
What You See Is All there Is-princippet siger at vi hele tiden automatisk drager mentale og emotionelle konklusioner fra de input vi får her og nu - uanset mængde/antal og kvalitet. Og vi kan ikke lade være.
   Og får vi kun få input, så konstruerer system 1 på et split sekund konklusioner på det der er til rådighed - for system 1 er udviklet gennem vores biologiske evolution til at  levere overlevelsesegnede vurderinger og -bedømmelser i enhver situation hvor det skal gå hurtigt.
   Kahneman forklarer om samspillet mellem System 1 og System 2:
The combination of a coherence-seeking System 1 with a lazy System 2 implies that System 2 will endorse many intuitive beliefs, which closely reflect the impressions generated by System 1. Of course, system 2 also is capable of a more systematic and carefull approach to evidence, and of following a list of boxes that must be checked before making af decision - think of bying a home, when you deliberately seek information that yo don´t have. However, System 1 is expected to influence even the more careful decisions. Its input never ceases. (...)
   System 1 is radically insensitive to both the quality and the quantity of the information that gives rise to impressions and intuition. 
What You See Is All There Is-princippet styres af to mentale "maskiner" som er vigtige dele af for System 1: 'associationsmaskinen' og 'jumping-to-conclusions-maskinen'.

'Associationsmaskinen'
fungerer sådan at når to (eller flere) fænomener - ideer, ord, billeder, sanseindtryk - optræder sammen/efter hinanden, så stræber vores hjerne efter at forstå dem i sammenhæng så de giver mening.
   Og for at give mening til at de fænomener der optræder sammen, så trækker vi på vores associative hukommelse, den hukommelse der fungerer efter princippet "neurons that wire together, fire together".
   Og derefter konstruerer vi lynhurtigt gennem 'jumping to conclusions-maskinen' en historie med konklusioner og dertil hørende følelser ud fra de informationer der foreligger - idet vi følger de associationsbaner som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand (='cognitive ease').

Princippet som sammenfatter den måde denne anden mentale 'maskine' fungerer på, og som på mange måder sammenfatter første del af bogens mange pointer, fortjener en forkortelse på grund af dets gennemgående betydning, synes Kahneman:
Jumping to conclusions on the basis of limited evidence is so important to understanding of intuitive thinking, and comes up so often in this boook, that I will use a cumbersome abbreviation for it: WYSIATI, which stands for what you see is all there is. 
Tilbage til artiklerne om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, formidlet til offentligheden gennem topprioriterede nyhedsartikler i Politiken i sidste uge.

Man kan sige at de er et smukt illustrerende eksempel på det Daniel Kahneman beskriver som System 1´s 'thinking fast': Udbredte og veletablerede mentale frames bekræftes tilsyneladende problemløst og gnidningsfrit af objektive og indiskutable tal fra institutionelle autoriteter og ekspert-undersøgelser.      
   Og det er ikke en enkelt isoleret journalist der vinkler og skriver artikler ud fra System 1´s 'hurtige tænkning', det er det samlede redaktionelle journalistiske system: redaktionen og redaktionscheferne der er følger den vej: "Vi har solohistorier, vi har forsidehistorier. Wau!"

"Jumping to conclusion on the basis of limited evidense", er præcis hvad Politikens indvandrerdrenge-artikler og deres ophavsmænd gør. Og de gør det ud fra de informationer der foreligger - idet de følger de associationsbaner, her altså frames, som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand. 
    Og tilsvarende for læserne: De drager konklusioner og generaliserer automatisk ud fra WYSIATI-princippet via de associationsbaner som yder mindst kognitiv modstand. Og det er i høj grad rubrikkerne og underrubrikkerne der primer forståelsen af resten af artiklerne.

Det er først med den interne efterkritik og derefter læsernes redaktørs klumme at System 2´s bevidste kontrollerende tænkning - 'thinking slow'- er blevet vækket og er gået i aktion - lidt modvilligt og med et pænt tidsmæssigt efterslæb der gør at skaden i offentligheden fra 'den hurtige tænkning' for længst er sket.
   Samme historie som vi i øvrigt på DR 1 fik demonstreret i fem udsendelser med titlen "Hængt ud på forsiden". Eller mandag aften i denne uge med sidste del af dokumentarserien 'Sikke en fest'.
   Mit eget blogindlæg der uddyber kritikken af journalistikken i artiklerne for deres framing, er så endnu et eksempel på 'System 2'´s langsomme tænkning.

Jeg synes det ville være rimeligt her at  citere Daniel Kahnemans egne sammenfatninger af det kapitel han har givet titlen "A Machine for Jumping to Conlusions". WYSIATI-princippet kan forklare en lang varieret liste af 'biases of judgement and choise' der inkluderer følgende blandt mange: 1) 'overdrevet selvsikkerhed' ...
Overconfidence: As the WYSIATI rule implies, neither the quantity nor the quality of the evidence counts for much in subjective confidence.
   The confidence that individuals have in their beliefs depends mostly on the quality of the story they can tell aubout what they see, even if they see little.
   We often fail to allow for the posibility that evidence that should be critical to our judgement is missing - what we see is all there is.Furthermore, our associative system tends to settle on af coherent pattern of activation and suppresses doubt and ambiguity.
Princippet WYSIATI kan også forklare: 2) effekterne af ubevidste mentale framing-operationer:
Framing effects: Different ways of presenting the same information often evoke different emotions.  
   The statement that "the odds of suvivial on month after sugery are 90%" is more reasuring the the equivalen statement that "mortality within one month of surgery is 10%".   Similarly, cold cuts described as "90% fat-free" are more attractive than when they are described as "10% fat."
   The equivalence of the alternativ formulations i transparent, but an individual normally sees only one formulation, and what she sees is all there is.
Begge disse eksempler på hvad princippet om "what you see is all there is", betyder, er i bogen underbygget med en mængde empiriske eksperimenter og undersøgelser.
   Og man skulle næsten tro at artiklerne i Politiken i sidste uge om indvandrerdrenges procentivse manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, at den var bestilt af Kahneman til at illusterere hans bogs pointers relevans inden for det journalistiske domæne.

Men forskerne går ikke selv ram forbi. En af de helt afgørende grunderkendelser i den dokumentation fra videnskabelig undersøgelser over mange år og med mange kilder som Kahneman fortæller om, er at System 1´s 'hurtige tænkning' specielt brugt på statistik og tal, gang på gang rammer ved siden af - både for forskere og for menigmand (fx journalister og deres chefer). 
   Og det går jo mere galt, jo mindre de indsamlede tal er!

Sammen med sin kollega Amos Tversky skrev han en videnskabelig artikel allerede i 1971 med titlen "Belief in the Law of Small Numbers" der dokumenterede problemet.
   Daniel Kahneman fortæller nu i sin bog om den afgørende indsigt i den gamle artikel:
We explained, tongue-in-cheek, that "intuitions about random sampling appear to satisfy the law of smalle numbers, which asserts that the law of large numbers appears to small numbers as well." We also includede a strongly recommendation that researchers regard their "statistical intuitions with proper suspicions and replace impression formation by computation whenever possible."
Kahnemans advarsel til forskerkolleger der laver undersøgelser hvor statistisk intuition eller common  sense styrer resultaterne, burde få enhver journalist til at være endnu mere tilbageholdende med at trække på sin egen uprofessionelle statistiske intuition.

Jeg vil i en række senere indlæg gennemgå nogle andre af de konsekvenser som de to 'systemers' måde at tænke på, og deres indbyrdes samspil, har - både for journalisters tænkning og læsernes tænkning.
(fortsættelse følger)

mandag den 26. november 2012

Om indvandrerdrenges læsefærdighed og kriminalitet - når journalistikken kører på automatpilot - og framer efter udbredte fordomme

Skal man le eller græde? Når man konstaterer at ens avis som skulle være organ for den højeste oplysthed, i forsideartikler kører på automatpilot og framer historier, baseret på små tal fra undersøgelser, efter de mest udbredte fordomme og de mest populistiske værdier. 

Dette at frame og re-frame i mediesammenhænge har jeg været inde på mange gange i indlæg på denne blog, med afsæt i George Lakoff´s berømte og øjeåbnende bog: "Don´t Think of an Elephant - Know Your Values and Frame the Debate".
   Bogen handler om ubevidste konceptuelle rammers styring af vores værdier, vores tænkning og vores billeder af virkeligheden. Den handler om at have ubevidste umærkeligt mentale skyklapper på, det der kaldes frames - og om hvordan man kan rive dem af. 
   Der er et link til mit tidligere blogindlæg om vinkling og frames og Lakoff til sidst i dette indlæg. 
   
Men Politiken er gået lige i fælden. 
   Når læserne efter denne uge tænker på indvandrerdrenge i teenagealderen, så tænker de på at de er kriminelle og at de ikke kan læse. Sådan!
   For at citere en ny "helt" i mit univers om kreativ tænkning - og det modsatte: Læsere følger princippet: WYSIATI - forkortelsen for:
"What You See Is All There IS"
Det er formuleret af Nobelpristageren Daniel Kahneman i sin bog 'Thiking Fast and Slow' - som jeg vender tilbage til til sidst i dette indlæg - og i en række senere!

Politiken har bragt flere artikler om indvandrerdrenge og deres dårligdomme i den forløbne uge. To af de mest opsigtsvækkende omtales i Søndagspolitikens Kultur-tillæg i den klumme/kommentarspalte som forvaltes af 'læsernes redaktør'.

En undersøgelse af det tidligere Socialforskningsinstitut (nu "Det nationale forskningscenter for velfærd") var kilden til den første. Vinklen var i tirsdags på Politiken.dk at et flertal af indvandrerdrenge var ekstremt dårlige læsere - funktionelle analfabeter. Og i en artikel fra i torsdags var vinklen så at indvandrerdrenge var væsentligt mere kriminelle end drenge med etnisk dansk baggrund. Her var kilden til tallene Danmarks Statistik.
   Da jeg læste dem, tænkte jeg: "Åh, nej, ikke igen! Og så i min avis!" Det er jeg sikker på at læsernes redaktør på Politiken også gjorde.

Foranlediget af en intern efterkritik og dokumenteret med et langt citat, havde Bjarne Schilling en fin klumme/kommentar/analyse der påviste at den første artikel var fordomsfuld - en af den slags artikler hvor journalisten altid som et sidste figenblad kan forsvare sig med at "det var ikke forkert, det  der stod i artiklen, og vinklen var i overensstemmelse med undersøgelsens tal."
   Men var det sandt?

Blandt mine morgensvømmervenner gik samtalen livligt om onsdagen. Alle havde læst eller hørt at 55 procent indvandrerdrenge ikke kunne læse når de gik ud af folkeskolen. At det var i København havde ingen lige fattet i skyndingen. Og at 24 procent af de etnisk danske drenge også var funktionelle analfabeter efter 9. klasse kom som et regulært chok for mine morgensvømmerkolleger, da jeg fortalte det.

En faktaboks til artiklen sammenligner disse procenter med procenterne i en sprogtest inden skolestart.
Før skole klarer 50 procent (af tosprogede drenge) sig dårligt i sprogtests mod 15 procent af de etnisk danske børn. 9. klasses test viser, at 55 pct. er funktionelle analfabeter, mens tallet er 24 pct. for etnisk danske drenge.
 "Æbler vs. pærer", "Rundetårn vs. tordenskrald", tænker jeg når jeg læser "sprogtest" og "funktionel analfabet" (="læsetest"). Begge procenttal stiger, men mest for de danske drenge og dem er der jo flest af.
   Men hvad er de absolutte tal? Hvem og hvad  og hvor mange snakker vi om i virkeligheden?

De følgende tal er hentet fra citatet fra den interne efterkritik:
   I absolutte tal er der 949 drenge med indvandrerbaggrund og 1.467 med etnisk dansk baggrund som er funktionelle analfabeter. Det samlede antal for de københavnske drenges vedkommende i 9. klasse er: 2.416. 
   Det samlede antal drenge som man så regner procenterne ud fra er: 7.830 fordelt på hhv. 1.725 indvandrerdrenge, og 6.115 drenge med etnisk dansk baggrund.
   I Politikens interne efterkritik konkluderer den anonyme journalist:
»Jeg mener faktisk, at man kan hævde, at det er gruopvækkende, at det københavnske skolesystem åbenbart er så elendigt, at selv dem, der har fået de sproglige forudsætninger ’forærende’, falder igennem i langt større omfang end dem, der har to sprog at slås med. Derfor mener jeg, at det i hver fald kan diskuteres, om ’Det står skidt til for tosprogede drenge og mænd’ er den rette indledning på komplekset. Det burde vel snarere have været ’Det står skidt til for det københavnske skolevæsen’«.
Godt set. Men jo godt nok for sent. Framing-skaden er sket. Og efterkritikken er jo intern - hvis ikke lige læsernes redaktør havde offentliggjort citatet - for at have noget andet end sig selv at hænge sin kritiske hat på. 

Bjane Schillings egen søndags-kommentar havde rubrikken
Et sæt tal - to slags sandhed
Underrubrikken/manchette lød:
Måske var det de etniske danske drenges manglende læsefærdigheder, vi burde have skrevet om. 
Nu er Bjarne Schelling jo læsernes redaktør på Politiken, så han skal formulere sig med den største agtpågivenhed når han kritiserer sine egne kolleger. Her er det udtrykkene "måske" i manchetten, og "to slags sandhed" i rubrikken der slører det egentlige budskab. 

Senere i klummen nævner han den anden artikel fra om torsdagen der havde denne rubrik på Politiken.dk:
Hver 13. indvandrerdreng under 20 år er kriminel
Og kerneafsnittet i artiklen lyder:
Næsten 8 procent af drenge med indvandrerbaggrund i alderen 15-19 år bliver dømt for en kriminel handling, mens det til sammenligning kun er 3,5 procent af de jævnaldrende etnisk danske drenge, som får en plettet straffeattest.
Jeg studser straks over hvorfor rubrikken skriver "hver 13. indvandrerdreng", men artiklens indledende sætning derefter taler om "8. procent". Som så viser sig senere at være lig med 7,7 procent - rundet op. 
    Jeg undrer mig også over framingen i formuleringerne: "blive dømt for en kriminel handling" (det lyder alvorligt) over for "får en plettet straffeattest" (det lyder ikke så slemt).
   Og hvorfor får vi ingen absolutte tal her? 

Jo, det får vi også senere når det gælder indvandrerdrengene: 3.147, hvoraf altså 7,7 procent har fået en dom (men for hvad?), Det er så ikke i artiklen regnet ud i absolutte tal, så det gør jeg lige: 242 drenge med indvandrerbaggrund har fået en plettet straffeattest.
   Ja, så er det altså heller ikke værre. Specielt da vi ikke ved hvad de er dømt for. At køre for stærkt.?Butikstyveri? Eller knivstikkeri og narko?

Jeg leder forgæves efter de absolutte tal for danske drenge, hvoraf de 3,5 procent altså har begået kriminelle handlinger. Men ved at ekstrapolere fra andre procenttal i artiklen i Politiken når jeg frem til at det absolutte tal for etnisk danske drenge er: 10.852
   Af dem er 3,5 procent registreret som kriminelle; i absolutte tal: 380. 
   Det er jo da også godt nok en del flere, og de koster vel samfundet mere end de 242 "kriminelle" indvandrerdrenge.

Men oplysningen om de absolutte tal vil jo svække artiklens vinkel en del. Og helt galt går det med den, hvis man havde vendt de absolutte tal og procenterne på hovedet: 
2.905 indvandrerdrenge har i undersøgelsen en ren straffeattest, svarende til 88 procent af indvandrerdrengene i København i alderen mellem 15 og 19 år.
Det kunne der have stået i underrubrikken. Og artiklen kunne være indledt med: 
Mange danskere har en tåget forestilling om at de fleste indvandrerdrenge nok er kriminelle, tyveknægte, knivstikkere, volds- og voldtængstmænd. En undersøgelse viser  imidlertid at det er en ufunderet fordom....
Hvorfor gør Politikens journalist så ikke det? Konstruktive nyheder er vel ved at være legitimt - i hvert fald på Politiken som gerne vil lægge afstand til sin etisk noget mere anløbne lillebror Ekstrabladet? 
   Svaret blæser i vinden!

Men det der gør denne artikels vinkel om indvandrerdrenges særligt høje kriminalitet helt misvisvende, er at den sammenligner en gruppe drenge hvis baggrund for det store flertals vedkommende er den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen' - med en gruppe etnisk danske drenge hvis baggrund er et mix fordelt på alle socialgrupper, og hvoraf sandsynligvis kun en relativt lille del tilhører den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen', mens et flertal sikkert komme fra middelklassen og opefter.

Lad os som et tankeeksperiment forestille os at vi ud af de danske 10.852 drenge tog den mindre del fra der tilhørte den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen'.  
   Og lads os lege at den gruppe udgør godt en tredjedel af de 10.852, i absolutte tal: 3.617. 
   De ville så udgøre en gruppe danske drenge der socialt, økonomisk og arbejdsmæssigt har samme familiebaggrund som indvandrerdrengenes gruppe der i absolutte tal udgjorde 3.147. Altså to grupper der i såvel antal som hvad angår social og økonomisk baggrund er umiddelbart sammenlignelige.
   Og lad os så undersøge - eller bede nogle forskere om at gøre det - hvor stor en del af dem der har "begået kriminelle handlinger"/"en plettet straffeattest"!
   
Jeg vil godt vædde min gamle hat på at det bliver mindst 7,7 procent - og mit gæt er at procenttallet nemt kunne være højere. Og så vil Politiken kunne skrive en artikel med en vinkel i underrubrikken der lød: 
"Danske drenge med arbjeder-/underklassebaggrund er mere kriminelle end indvandrerdrenge med samme sociale baggrund."
Og skulle vi så stramme den lidt i rubrikken og følge Politikens forside-rubrik-bestyrer:
Hver 12. etnisk danske dreng under 20 år er kriminel
En vinkel der virkelig ville give genlyd og blive citeret og uddybet af eksperter i alle de nyhedsførende medier de næste mange dage
    
Faktisk nærmer læsernes redaktør sig denne pointe til sidst i klummen ved at citere en lektor i kriminologi der siger at "det er en gammel sandhed at risikoen for at blive kriminel er større hvis man mangle job og uddannelse." 
   Men skarpere bliver selvkritikken ikke. Som læsernes redaktør må Bjarne Schilling jo dække sig ind i forhold til sit eget interne bagland og være forstående over for sin egen redaktions ellers indlysende vildskud. 
   En sådan forstående tone bruger han senere når han glider fra "måske" og "to sandheder" i toppen af kommentaren, til den meget pæne formulering i sidste halvdel af artiklen:
Jeg har ingen konkrete ankepunkter mod hverken kriminalitetsartiklen fredag (han mener torsdag) eller tirsdagsforsiden om uddannelse. De forekom mig fair og ordentlige.
   Men vi bør gribe enhver lejlighed til at se andre vinkler på sagerne, for vi har en pligt til at kunne se problemerne i en sammenhæng og at få nuancerne med.
"Fair og ordentlig"!???? 

Men alligevel: Stor respekt for at læserenes redaktør - trods den udglattende sproglige indpakning - overhovedet udkommer med en kritik af artikler som nyhedsredaktionen og forsideredaktøren sikkert har været rigtig stolte af på dagen - inden de fik tænkt sig om.   

Der er håb forude:
   Jeg er i gang med at læse en stærkt oplysende og øjeåbnende bog af nobelprismodtageren Daniel Kahneman: 'Thinking Fast and Slow'. 
   Jeg er kun en tredjedel igennem og er nået til kapitel 12. Men alene de kapitler burde være obligatorisk læsning på alle journalistuddannelser og på nyhedsredaktioner hvor man dagligt eller ugentligt skriver artikler med indledningen "En undersøgelse viser....".

              (fortsættelse følger) 
   
Linket til et tidligere indlæg om vinkling, frames og George Lakoff er her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/hvad-er-en-journalistisk-vinkel-og-hvad.html

lørdag den 24. november 2012

Kreativitet og blufærdighed - om frisurer set fra nakken, spejle, øjenkontakt - og den tredje dims



Det her maleri - en såkaldt 'skitse' til et af P.S. Krøyers mest berømte malerier - har være i medierne i de sidste par uger fordi det for nylig blev genfundet. Og for et par dage siden blev dette forstudie solgt på auktion for 4,5 millioner kr. 
   Det burde jeg have taget med i eksempelsamlingen da jeg for et par uger siden skrev et blogindlæg om kvindeportrætter med bortvendt ansigt - med afsæt i Trine Søndergaards udstilling 'Still' - hvor hun viser fotografier af nogle fascinerende "guldnakker" sat på moderne modeller med bortvendt ansigt - set fra nakken.
   Jeg fulgte derfra et spor af associationer der gik over nogle af kunsthistoriens store malere og kvindemalerier, via et selvspejlende kvindeportræt fra Louisiana-udstillingen, til et af mine egne akvarelmalerier af fruen, og sluttende - hel uplanlagt - foran spejlet - hos min kreative frisør.  

Jeg fantaserede mig til at han måtte have et særligt  forhold til den del af en (kvinde)frisure som udgøres af nakken, og som kun frisøren har direkte og uformidlet visuel adgang til når han klipper, mens kunden kun kan se sin nakke formidlet gennem et spejlbillede af et spejlbillede.
   Han bekræftede at nakkens del af en frisure havde en helt unik status i frisørens kreative univers. Mens resten af frisuren - forfra, fra oven og fra siderne - var begrænset af at skulle "klæde" det ansigt som den indrammede, så var nakkens del af frisuren at ligne ved en skulptur som en god frisør havde en særlig glæde ved at kreere og forme, fordi det var der hvor der var frihed til at udfolde sig mest ubundet og kreativt.

Hjemkommet med en karsk korthårsklipning der som sædvanlig faldt i fruens smag, faldt vi i snak om spejlets afgørende betydning for at talen går så let mellem kunde og frisør i en frisørsalon.
   Fruen teori var at det at have øjenkontakt via et spejl, afmonterer den blufærdighed som de fleste mennesker ellers har i forhold til at have øjenkontakt med andre, en blufærdighed som kan hæmme kommunikationen. I frisørstolen har man øjenkontakt uden at have øjenkontakt. Bevidstheden om at øjenkontakten via spejlet kun er indirekte, fører til at man mentalt set slapper af - og kan lade munden løbe.
   Min kreative frisør kunne så siden supplere det om den svækkede blufærdighed med følgende iagttagelse:
Jeg oplever ofte at når det er en meget intens samtalesituation, så drejer kunden sig rundt og laver Face front! For at understrege et statement eller for ligesom at skulle have vitterlighed for en udtalelse!
 Blufærdighed er egentlig et lidt gammeldags udtryk. Ifølge ordbogen betyder "blufærdig" ...
... tilbageholdende og genert, især med hensyn til sex og nøgenhed eller blottelse af intime følelser, tanker, meninger m.m.
SYNONYM bly SE OGSÅ undseelig ærbar

"Hun trækker blufærdigt kjolen ned over knæene"

"Nogle virksomhedsledere er for blufærdige til at tale alkoholproblemer med en medarbejder"
Men alle de mange kvindeportrætter med bortvendt ansigt, det er vel også det de udtrykker: blufærdighed. Et ønske om ikke at blotte sig - for meget. Både hos model og kunstner.
   Og denne blufærdighed er vel også det som megen litteratur og kunstnerisk metaforik er udtryk for: Ofte er kunstneren sårbar fordi han eller hun trækker på meget personlige og måske endda ubevidste og følelsesladede erindringspor. Og samtidig er det der er helt eller delvist skjult mere fascinerende for publikum end det er fuldt oplyst og synligt.
   Det er det æstetisk princip som neurologen Ramachandran kalder 'peekaboo' ('borte-tit') eller 'perceptuel problemløsning'. Fantasien bliver udfordret og kommer på arbejde fordi der er en perceptuel forhindring.

Jeg kan næste dokumentere forskellen mellem effekten af at ansigtet er skjult og så at det er åbenbaret. P.S. Krøyer har lavet et tilsvarende billede som det øverst i indlægget, men med damerne gående i mod beskueren:


Efter min mening meget mere ordinært, selv om det også er et fint maleri.
  
Jeg kan også dokumentere det med disse forslag til bryllupsfrisurer - af  hårstylist Mette Thorsgaard:

bryllupshår 2

Smukt, interessant, fascinerende. Og så som kontrast - de samme frisurer fra en vinkel hvor intet er skjult:

bryllupshår

Set fra disse vinkler: meget mere ordinært - og lidt kedeligt.

Her endnu et facinerende P.S. Krøyer-portræt af en halvt bortvendt Marie Krøyer:


Det med blufærdighed og muligheden for at undgå direkte øjenkontakt, minder mig også om to velkendt journalistisk 'interviewplot' som jeg har navngivet for mange år siden: 'den tredje dims' og 'distraheret interview".
   'Den tredje dims' er en strategi der indebærer at intervieweren i interviewsituationen medbringer en "rekvisit" som illustrerer og konkretiserer det som interviewet handler om. Man skal interviewe et barn om julens betydning, og tager noget julestads med som barnet kan sidde med og forholde sig til. Man skal interviewe en mand om hans barndom, man medbringe et fotografi af ham som barn sammen med sine forældre og giver ham det i hånden.
   'Distraheret interview' indebærer at den interviewede er optaget af noget andet samtidig med at han eller hun bliver interviewet og svarer på spørgsmål. Fx kunne man tænke sig at interviewe en Marie Krøyer mens hun sidder der og syer. Eller interviewe en politimand mens han sidder ved rattet i sin politibil og kører på patrulje. Man interviewer en frisør mens han står og klipper.
   Fidusen er i begge interviewstrategier den at talen flyder friere og sproget bliver mere konkret og levende end hvis interviewet foregik ansigt til ansigt - og med påtvunget øjenkontakt mellem de to rollehavende: interviewer og interviewperson.

mandag den 19. november 2012

Akvarelmaleriets mysterier (15) - skonnerten OPAL - og et "prøvebillede" fra Japan

Når jeg indimellem holder pause fra blog-skriveriet, kaster jeg mig over akvarelmaleriet. Og ligesom på bloggen, følger jeg forskellige "spor" når jeg svinger akvarelpenslerne. Og jeg sætter mig altid for at prøve noget jeg ved jeg sikkert ikke kan, dvs. noget som jeg synes er svært og ikke har nogen særlig øvelse i.

Både og sejlskibe er gode motiver fordi de har klare naturfunktionelle former. Og så tvinger de også til at prøve noget med vand og skyer, som tit er svært og teknisk krævende

Min første akvarel med sejlskibe som motiv var dette billede fra Gardasøen.


Motivet er gamle fiskerbåde fra søen omkring 1920. Forbilledet var et sort-hvid-fotografi fra den gang der hang på hotelværelsests væg . Og jeg havde på det lille lokale museum set hvordan sejlene så ud: Lappet sammen af farvede stykker sejldug i brune, røde og orange nuancer - og hvidt.
   Det tiltrækkende ved akvarellen var enkelheden og skarpheden i formerne - det abstrakte i motivet.
   Himmel og søvand og bjerge er kun til stede som 'kontekst' der skal skabe harmoni og ro som en slags kulisse. De dele må ikke "forstyrre" eller gøre opmærksom på sig selv. Det er sejlskibene der er "hovedpersoner".

Næste gang jeg prøvede at male skibe med sejl var hjemme da jeg var i gang med at prøve at male uden farve. Altså at udnytte at papiret - umalet - leverere den hvide farve og dermed de hvide former.
   Motivet er en såkaldt 'felukka', en skibstype som er flere tusinde år gammel. Og kendetegnet ved det ekstremt rombeformede hvide råsejl.


Da fruen og jeg var på flodcruise på Nilen for tre år siden, sejlede vi en dag i sådan en. Det var simpelt hen den bedste del af hele turen.
   Og smukkere sejlskib findes ikke - bortset fra vikingeskibene, måske. Igen er det sejlet og skroget som er "hovedperson", skroget spejler sig, der er interessante skygger i sejlet, og der er flere skibe i baggrunden. Himmel, flodbred og flodvand er kulisse

Jeg har altid været glad for at sejle i sejlbåd, når lejlighed gaves. Og kun dovenskab har forhindret mig i at købe én til personligt brug. Men jeg har en lillebror for hvem et sejlskib blev skæbne - og til et livslangt projekt.
   Som helt ung købet han sammen med en ven en østtysk fiskekutter - eller rettere - skroget af sådan en. Det var nemlig et meget fint og slankt skrog - af egetræ - og sat i Østersøen fra et skibsværft i DDR omkring 1954.
   I godt 10 år byggede brormand og hans kammerat sammen med kærester og en stor skare af venner skonnerten OPAL op fra grunden mens den lå ved kaj i Grenå havn.
   De fældede og høvlede selv træer til master og bomme, syede selv sejl, og snedkererede og indrettede over og under dæk alt hvad man kan forlange af maskineri, faciliteter, udstyr og sovepladser til at skibet kunne rumme en besætning på 16-18 mand.
   Jomfrurejsen sommer 1982 - sommer 83 gik fra København, over De Kanariske Øer, Kap Verde, Caribien - og tilbage over Azorerne, Skotland til Danmark. Turen tog altså et lille års tid med en lille sejle-kompetent besætning som kerne fra start til slut, og så en skiftende "løs" besætning der stod på og af undervejs.

Blandt de "løse" var fruen, mig selv og vores datter der på det tidspunkt var 8 år. Vi fløj til Caribien ved nytårstid, stod på på Barbados, besøgte med skonnerten et halvt dusin øer, stod af på Martinique og fløj hjem derfra 2 måneder senere.
   Det var en fantastisk tur og en uforglemmelig oplevelse. Her er et foto fra dækket af Opal:


Men hvad har det med akvarelmaleri at gøre?
   Der er jo en hel malerigenre med århundreder på bagen som har sejlskibe som det bærende motiv: 'marinemaleriet'.
    Og siden jeg sejlede på Opal for mange år siden, har jeg faktisk drømt om at male skibet. Altså et billede af det. Og på nette kan man finde mange fotos af skonnerten Opal under forskellige vind- og vejrforhold.
   Motivet har alt hvad man kan ønske sig af udfordringer. Der er hvide sejl og et hvid skrog, der er himmel, skyer, hav og bølger.
   Her er første forsøg - i et lille overkommetligt format - halvt A4:

 
Som 'forbillede' valgte jeg et foto med et motiv hvor der ikke var de store udfordringer mht. himmel og hav. Og jeg prøvede for første gang at bruge afmaskningsvæske (en slags flydende gummi) til at dække de felter i billedet der som udgangspunkt skulle være hvide: skrog og sejl.
    Og sejlet, skroget og spejlingen i vandet, er jeg sådan set nogenlunde tilfreds med. Men de hvide skyer som jeg også afmaskede, virkede helt forkert - så jeg malede det hvide over med gråt. Det blev det ikke meget bedre af. Men lidt.

Så fandt jeg det aller sværeste 'forbillede' - ikke på nettet, men på væggen i vores køkken. Et stort indrammet foto af Opal for fulde sejl og i rimelig krap søgang. Og med svulmende grå-hvide skyer der dækkede hele himlen. Og tilsvarende vindfyldt svulmende sejlføring.
   Både himmel og hav i motivet krævede at jeg udviklede nye "formler". Den slags himmel og den slags hav havde jeg ikke malet før. Og jeg valgte at male i 1:1 i forhold til 'forbilledet', dvs. 30 x 45 cm. Det største format jeg havde prøvet.
   Igen afmaskede jeg både skrog og sejl, men ikke himlen. Men jeg afmaskede også de hvide skumtoppe i det urolige have.


Tilfreds? - Ja, stort set. Havet er ikke uroligt nok. Jeg sjusker lidt - formlen er for letkøbt. Men dog meget mere interessant og sværere at male end jeg har prøvet i tidligere akvareller.
   Men jeg gjorde også noget som jeg heller ikke har prøvet før: Jeg malede først en skitse hvor jeg afprøvede de "formler" som jeg havde tænkt at male efter i selve hovedbilledet, som jeg jo først havde brugt lang tid på at tegne, og derefter afmaske.
   Det måtte simpelt hen ikke gå galt - igen.

Denne skitse af himmel og hav delt med en horisont, genbrugte jeg så bagefter til at lege videre med.
   I min ungdom tegnede jeg mange motiver med tusch inspireret af japanske træsnit. Især Hokusais træsnit som jeg flere gange tidligere har skrevet om her på bloggen. Og rigtig mange havde Fuji-bjerget som både centrum og baggrund.
   Og min Japan-tur med fruen for snart 5 år siden var også en stor og betagende oplevelse. Ikke mindst satte japanernes arkitektur, træsnit og havekunst sig igennem med permanente aftryk i sindet.
    Så jeg googlede: 'japansk maleri'.

Søgningen gav en masse billeder med deres hellige bjerg i baggrunden, og ofte med noget interessant natur foran som man så Fuji-bjerget igennem.
   Voila!


Det er jeg faktisk også ganske tilfreds med. En uventet gevinst af "prøvebilled"-forsigtigheden i forhold til den store Opal-akvarel.
   Horisonten ligger rigtigt, nemlig lavt; skyer og hav er malet hurtigt og friskt; bambussens blade er malet med "japansk" teknik - dvs. korte, hurtige enkeltstrøg med en lille flad pensel; og farverne i Fuji-bjerget er valgt og sat sammen så det bryder den motiviske og farvemæssige harmoni som bambus og kirsebærblomst-træet leverer. Og genspejlingen i vandet fungerer faktisk også.

Opal var for et år siden på endnu en et-års "rundtur" omkring Atlanten. Nu med næste generation opal-opvoksede unge som skippere. 
   Alt gik godt.

torsdag den 15. november 2012

Det indre spil om at udøve musik og om at blive bedre til at skrive - uden blokeringer

I de sidste par uger har jeg høstet mange flere sidevisninger af to indlæg end normalt. Jeg skal faktisk mere end et år tilbage før jeg finder indlæg der har haft flere. Det er indlægget om 'skriveblokeringer', og indlægget om  'selvindblanding' - om det mentalt at gå i vejen for sin egen kreative udfoldelse':
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/skriv-sundere-om-skriveblokeringer-og.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-selvindblanding-om-det-mentalt-at-ga.html
De handler jo delvist om det samme, og i dem begge er der referencer og paralleller til Tim Gallways tænkning som den kommer til udtryk i hans bøger med den fælles titelstart "The Inner Game of ...".  
   Det er i de første bøger han udvikler teorien om den effektive coaching, som meget firkantet sagt går ud på at lære sportsfolk at blive bedre til at udøve deres sport, ved at fokusere på og observere kroppens naturlige måde at performe på, og dæmpe eller slukke for den indre stemme der hele tiden er bekymret og forholder sig til egne langtidsambitioner og andres forestillede forventninger. Det kaldes også for mental træning, blandt sportsfolk
   Et oplysende citat fra Wikipedia-artiklen om Tim Gallwey:
In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.
Men sport er én ting, kunst og kreativ skrivning noget andet. Og manden har efter sigende haft mere succes inden for uddannelse af erhvervsledere end af sportsfolk. Man kan naturligvis med nogen ret hævde at når sport er bedst, så er det en kreativ aktivitet - en form for kroppens kunst. Men alligevel.

Jeg er lige nu mere interesseret i om og på hvilken måde man kan overføre "the inner game"-tænkning til mere oplagte kreative aktiviteter som musik eller skrivning.
    Og sidst jeg var inde på det spor, fandt jeg en bog som Gallwey har været mentor for, men skrevet af en anden: 'The Inner Game of Music' - af Barry Green. Han er en musiker og musiklærer der blev så inspireret af Gallwey at han begyndte at overfore hans principper til sin egen undervisning af musikelever. Og til sin egen musikudøvelse.

Barry Green fremhæver at for at kunne spille det det indre spil om musik, så skal man øge opmærksomheden omkring tre mentale og kognitive forhold: awareness, will, trust. 
   Altså på dansk...
OPMÆRKSOMHEDVILJETILLID
For mentalt at blive bedre til at udøve musik, så må man træne og udvikle disse tre "skills" - sat i forhold til det man i forvejen gør som musiker.
  Om 'awareness' skriver han at det er det helt centrale for "naturlig læring":
When we are simply aware, without judgement, of the degree to which the outcom of our acts matches our intention, at natural learning takes place. That´s the way we learned to walk, after alle. But when our judgements come into play, we usually try to figure out 'what went wrong', and then overcompensate for our errors. This often causes us to tighten our muscles and increase our overall body tension. We 'try too hard, and this produces  more errors the next time around.
Awareness, then,  means simple awarness of what is happening, before the 'rush to judgment' takes place.
Nu kan det engelske ord 'awareness' oversættes til andre danske udtryk end 'opmærksomhed': 'fokus', eller 'bevidsthed' for eksempel. Fokuserethed eller bevidsthed om hvad der sker med dig selv her og nu når du udfører en handling - uden et filter af forforståelser, fordomme, kategoriseringer og vurderinger som ellers automatisk aktiveres når vi forholder os til vores egne handlinger og gøremål.
   Nogen taler også om "åben tilstand".

Om 'vilje' skriver Barry Green:
Will works throug trial and error. It uses the feedback that awareness gives to improve its aim. In musical terms, you make use of will skills to decide what you want to play and how to play it, and in gradually shaping your performance closer to the idal. (...) I is will that sets a goal, moves directly towards it, and then resets its sights to come closer to acomplishing the goal next time around. 
Uden et mål om at blive bedre - og viljen til at nå det, så er der ikke noget til at styre og fokusere opmærksomheden mod og efter, og ikke noget at bruge den umiddelbare feedback til som du automatisk får når du har prøvet noget og det kun delvis er lykkedes.

'Trust' - tillid - er den tredje egenskab du skal mobilisere for at kunne spille og vinde det indre spil om musik:
It takes trust to allow simple awareness to take place, without imediately bombarding yourself with criticisms and judgements. It takes trust to explore the will's trial and error apporach. Above all, it takes trust in our inner resources for to tap into them and so perform our bedst.
   Trust may sound lik a hard quality to muster up. It isn´t; your early successes at the inner game will bring you the confidence you need. 
'Trust' kan i mange inner-game-sammenhænge oversættes til 'selvtillid'.
   Så selv om noget ikke lige lykkes alt for godt i første, andet og tredje forsøg, så skal du have selvtillid nok til at det vil det så i fjerde, femte eller sjætte forsøg. Blot du har viljen og fokusere på det der sker og det du - dvs. din krop og din underbevidsthed - gør her og nu.

For inner-game-tænkningen er det sammenfattende paradoksale nøgleord: 'relaxed concentration' - afslappet koncentration. Når opmærksomhed, vilje og tillid arbejder mentalt sammen, så lærer man og udvikler man sig på den "naturlige måde" - ligesom når man lærer sprog eller lærer at cykle.
Each time yo play the Inner Game, you wil increase your skills a little more in each area. This in turn will result in af improved outer game performance, hightened learning and greater enjoyment. A balance of the three skills will lead you into the state of relaxed concentration that we talked about earlier - and which we see in great athletes like Kareem Abdul-Jabbar and famous performers like Stephane Grapelli.
Relaxed concentration lyder præcis som beskrivelsen af en meditativ tilstand. 

Bogen 'The Inner Game of Music' går derefter over til systematisk at give musikalske awareness-øvelser, will-øvelser og trust-øvelser. Dem vil jeg ikke refere her, men gå over til det med at skrive og det indre spil omkring skriverier og hvor nemt eller hvor hårdt det er at skriv (godt).

Det er ikke helt indlysende at man direkte kan overfører "the inner game"-tænkningen fra områder hvis performance er motoriske som tennis, golf, skiløb - og musik - til det at skrive.
   Der indgår jo observation af en selv og af andre når du performer disse fysiske aktiviteter, men skrivningens performance foregår jo inde i hovedet - så kun det færdig resultat "the outer game" - kan iagttages. Som fodbolden der er kommet i mål, eller golfbolden i hul, eller serveesset eksekveret i tennis. Men vejen til målet er usynlig.

Jeg googler og finder et blogindlæg af skribenten Robert Twigger: 'The Inner Game of Writing'.
   Jeg synes det er begavet, sjovt og kreativt tænkt og skrevet. Og han har faktisk fat i en lang ende når han skriver at vi kan lære at skrive (bedre) ved at skrive af efter de gode forbilleder. 
   Twigger tager så at sige Tim Gallwey på ordet - helt bogstaveligt. Og kropsliggør fysisk det at blive bedre til at skrive ved at kopiere forbillederne. 
   Læs bare her:
Without reflection we say we learn from experience, by doing. Actually we practise through doing, we gain mastery through doing. But we learn by watching.
   This was the great insight of Timothy Gallwey’s book the ‘Inner game of tennis’. In fact he was rediscovering what has been known in Japan and other countries for millennia: that by increasing awareness of what you do and what others do leads to learning. By watching others and having a method of watching yourself you learn. Automatically. We have this funny idea, no doubt a product of school, that we need a verbal instruction to prompt us to learn anything. Totally wrong. We learn silently and immediately by watching. I saw one of my godsons doing cartwheels in the small gardenless apartment he lives in. I asked his mother, "who taught him.“ She said, "he taught himself - by watching video games.”.
   What has this to do with writing?
I think we learn by watching how others write. By reading you mean?
   Nope. I think reading is a pretty poor way of learning to write. If it wasn’t wouldn’t all those eggheads who study literature be great writers?
   I think we watch other writers by simply COPYING paragraphs/stories/chapters/entire books. Evidence: Robert Louis Stevenson, Raymond Chandler and Hunter S. Thompson. Stevenson copied out work by Walter Scott. Chandler copied dialogue and paragraphs from crime writers he admired. Thompson typed out the whole of Fitzgerald’s Great Gatsby and the whole of The Sun also Rises by Hemingway.
   My only copying was limited to some paragraphs from Evelyn Waugh’s travel books. But what I did do at an early age was act as the copyist for poet and writer Steve Micalef, the founder of Punk Fanzine Sniffin’ Glue. He’d dictate a story and I’d write it down. I learnt more in a few days doing this than in years of reading and scribbling on my own. I have also taken a book I enjoy and writen an outline for it – to see what an outline for a great book looks like and to see how the author achieved his effects. 
   How useful are a bunch of tips? Well I find they can be very useful indeed at getting you back on track, stimulating a new idea, helping a new approach. The tip of always exaggerating characters has been a great help to me when I’ve been stuck with dialogue or a good scene. But tips won’t get you all the way. I think the inner game can
   So after you’ve read a book you admire just copy out a favourite paragraph or two. Maybe an entire story. You’ll be surprised that some of the writer’s DNA will enter into you. You’ll feel that you own his style in some way.
Det at kopiere afsnit fra bøger man synes er gode, svarer jo klart til at synge med på en sang man holder af når man vil lære at synge den. Eller til det som alle malerkunstnere in spe opfordres til at gøre: Kopiere de gamle mestre. Eller at man lærer en arbejdsrolle - fx som lønforhandler - ved at spille rollespil hvor man forhandler som var det virkeligt.
   Forklaringen på at Poul Martinsen var et fabelagtigt dramaturgisk naturtalent når han producerede sine mange forskellige tv-dokumentarer og -reportager, fandt jeg i hans efter-skoletid-job i gymnasiet: Han var biografpiccolo og var så at sige tvangsindlagt til i flere år at se et utal af biograffilm, hver af dem mange gange. 
   Så kunne han lære det, kunne han! Learning by watching - again and again and again.
   
Og jeg har faktisk her på bloggen haft en tilsvarende erfaring. Fordi jeg citerer så meget, så skal jeg jo for det meste skrive af fra de fagbogsforfattere jeg har læst og referer til. Eller skrive af fra de avisartikler hvis kreative sprog jeg fremhæver og analyserer. 
   Jeg har klart mærket at det har stimuleret min skrivelyst og min skrive-energi. Det glider nemmere og nemmere. Selv med svære emner. Over 500 indlæg er det blevet til siden jeg begyndte på blogskriveriet i marts 2010.
   
Men: Det er ikke sikkert man behøver at skrive af, som Robert Twigger foreslår. Det kan meget vel være at det er lige så godt at læse noget af den tekst højt som man er begejstret for. Så man får tonen - stemmen - indplantet i taleorganernes motoriske system. Eller man kan sikkert med fordel kombinere de to kopi- og repetitionsmetoder.

At man lærer effektivt og naturligt ved at imitere, simulere, kopiere og repetere, hænger jo smukt sammen med den viden vi har om spejlneuronernes funktion, som jeg har skrevet meget om i tidligere indlæg. 
   Spejlneuronerne aktiveres både ved at se andre gøre en bestemt handling, ved at vi selv gøre den samme handling, og ved at vi forestiller os eller tænker på at udføre den handling. Og er handlingen forbundet med følelser, så aktiveres de også via spejneuronerne.
   Så de vil være aktiveret både når vi skriver af, og når vi læser op - af en tekst vi er begejstret for. Der er faktisk neurovidenskabeligt belæg for det når Robert Twigger slutter sin artikel: "You’ll be surprised that some of the writer’s DNA will enter into you. You’ll feel that you own his style in some way."
   Indlægget kan du finde her, hvor der også i arkivet på siden findes en lang række indlæg fra andre forfattere med beretninger om de forskellige tricks de har for at komme op i omdrejninger med skriveriet - eller til direkte at overvinde skriveblokeringer:
http://www.roberttwigger.com/how-to-write-and-get-published/2010/11/25/inner-game-of-writing.html

mandag den 12. november 2012

'Skriv sundere' - om skriveblokeringer og det indre spil om at skrive kreativt

En af mine Facebook-venner hvis historieformidlende tv-serier jeg altid har sat stor pris på, skriver at hun har haft et anfald af skriveblokering. Men at det heldigvis nu er overstået.
   Jeg googlede "skriveblokeringer" og fandt et billede som jeg lagde på Facebook, og som gav det største antal "likes" jeg har fået i al den tid jeg har lagt noget ud til Facebook-vennerne:
   Her er det:

Skriveblokering

Når jeg synes det med skriveblokeringer er interessant lige nu, så er det fordi jeg efter denne Facebook-succes oplevede en mental kortslutning:
 "skriveblokeringer " > "den store dansklærer " < "self 1" og "self 2" fra Tim Gallweys bøger om: "The inner game of...."
Den mentale kortslutning fremprovokerede i løbet af natten erindringer fra 70-erne og 80-erne som jeg ikke har været omkring i rigtig mange år:

Mens jeg var ansat som lektor i sprogbrugsanalyse på RUC, skrev jeg faktisk den gang en artikel med titlen "Om blokeringer over for at skrive".  Det må have været omkring Kommunikationuddannelsens start 1978,
   Jeg skrev også en akademisk artikel der udkom i sprogtidskriftet NyS med titlen: "Som sagt, så skrevet - om forholdet mellem talesprogsnormer og skriftsprogsnormer i offentligheds- og socialisationsteoretisk belysning" fra 1979. Her introducerede jeg for første gang begrebet "den store dansklærer", som en forklaring på skriveblokeringer og på det gebrækkeligt dårlige sprog jeg mødte hos mange af deltagerne på en lang række skrivekurser som jeg afholdt for professionelle fagfolk i de år.
   Og da jeg sidenhen - i sen-firserne - vendte tilbage til den akademiske verden og blev lektor i dansk sprog på Handelshøjskolen, udgav jeg to artikler der også forholdt sig til den slags problemer: "Ned med fagsproget - om fagsprog som kommunikationsmodstand" - offentliggjort i tidskriftet Ark 1987; og en mere populær artikel i tidskriftet Sprint: "Give sproget en på frakken - om at oversætte fra dansk til dansk" 1988.

Endelig udgav jeg i 1988 en lærebog til sygeplejersker og andet skrivende sundhedspersonale: "Skriv sundere - en brugsbog for sygeplejersker". 
   Bogen illustrerede med en lang række autentiske eksempler at det er muligt og stærkt anbefalelsesværdigt at skrive langt mere forståeligt hvis man i sin faglige formidling til patienter og til andre sygeplejersker trækker konsekvent på erfaringssproget i sit valg af ord og vendinger - frem for at skrive et knudret og klumpet sprog præget af stærk interferens fra det videnssprog som typisk ellers er indrettet til skriftlig kommunikation til andre fagfolk.
  I det afsluttende kapitel i "Skriv sundere" har jeg også et helt afsnit om "Den store dansklærer".

Men hvad er han så for en filurkat?
   Det forklarer jeg i artiklen "Som sagt, så skrevet" - og senere igen i "Skriv sundere". Han er en mental instans der som en indre stemme taler fordømmende når nogen - en selv eller andre - forsøge at bryde med regler og normer for "ordentligt og pænt sprog" - både når det gælder stavning og når det gælder ordvalg og syntaks. "Den store dansklærer" er en slag sprogligt over-jeg (inspireret af Freud) der overvåger og forsøger at kontrollerer sproget i brug - især skriftsproget - så det "opfører sig korrekt" og "holder sig på måtten". Han bliver installeret sammen med at vi lære at skrive - fx dansk stil eller tilsvarende, hvor vi bliver rettet og kritiseret med røde streger og kommentarer i marginen eller til slut. Han udgør mentalt set summen af de ideale forventninger vi har til vores eget og andres skriftsprog.
   "Den store dansklærer" er en naturlig modstander af erfaringssprogets mange talesprogstræk og fungerer som opmærksomhedskrævende backinggroup for vidensprogets abstrakte ord og komplicerede sætninger. 
    Jeg citerer her fra "Skriv Sundere":
For mange mennesker er DEN STORE DANSKLÆRER så streng en herre  at sidde med i baghovedet at de helst undgår at sætte ord på papir - af angst for at det ikke skal være godt og rigtigt og fint nok. Bliver de endelig sat i situationer hvor de er tvunget til at skrive, ja, så bliver det enten i meget kortfattet telegramstil eller i et knudret og ujævnt sprog. Og sveden vil stå dem på panden under kampen for at overvinde de blokeringer som DEN STORE DANSKLÆRER strenge blik bevirker.
Lidt firkantet sagt så har "den store dansklærer" sæde i venstre hjernehalvdel - nærmer bestem i frontallappen, og bekæmper de sider af sprogbrug og produktion som højre hjernehalvdel bidrager med.
    Denne for mig jo gamle teorikonstruktion til at forklare klumpet og knudret skriftsprog hos professionelle folk som ingeniører, agronomer, læger, jurister, administrative medarbejdere, den har overraskende store paralleller til Tim Gallweys "inner-game-teori" hvor et "Self 1" interfererer med og forstyrrer det udøvende "Self 2"-s gnidningsfri funktion.
   Jeg citerer lige fra den bog jeg er ved at læse: "The Inner Game og Music" - af Barry Green med Tim Gallwey som konsulent:
If you think about it, the presence of that voice in your head implies that someone or something is talking (it calls itself "I"), and someone or something else is doing the listening. Gallwey refers to the voice that´s doing the talking as Self 1, and the person spoken to as Self 2.
   Self 1 is our interference. It contains our concepts about how things should be, our judgements and associations. It is particularly fond of the words 'should' or 'shouldn´t, and often sees things in terms of what "could have been".
   Self 2 is the vast reservoire of potential  within each one of us. It contains our natural talents and abilities, and is a virtually unlimited resource that we can tap and develop. Left to its own device, it performs with gracefullness and ease.
 "Self 1" er, så vidt jeg kan se, helt identisk med "den store dansklærer" - og arbejder i det mentale felt mellem fortid og fremtid: Fortidens erindringer om hvor galt det kan gå og hvordan dét føles, og bekymrende forestillinger om fremtidens adfærd forbundet med angst for at det kan gå lige så galt igen. 
   Det er ikke svært at se at det der kaldes "the default mode network", er det som "Self 1" trækker på - et neuralt netværk i hjernen som vi ved er det der fremdrager episodiske erindringer, og som er sæde for vores forestillinger om hvad der kan ske i fremtiden. Og det er altså effekten af det - den fordømmende eller bekymrede indre stemme der skal dæmpes eller for en tid være noget der er skruet helt ned for, hvis man skal komme ud af en skriveblokering og - igen - komme til at skrive kreativt, lige ud ad landevejen, og så enhver idiot (og alle andre) forstår det. Og vil læse det med glæde. 

Man kan sige at det at lære at kontrollerer kontrollanten "den store dansklærer", godt kan minde om de meditationsteknikker som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med indlæg om den plastiske hjerne og hjerneforskeren Richard J. Davidson.

I mine yngre dage da jeg definerede mig selv primært som universitetsforsker og akademiker med stort A, oplevede jeg skriveblokeringer. Og det var nok baggrunden for nogle af de ovennævnte skriverier. Men jeg gjorde også opdagelser og udviklede tanker som førte til min teori om  betydningen og funktionen af hhv. "videnssprog" og "erfaringssprog".
   Jeg blev bevidst om at jeg selv rent faktisk havde "et andet sprog" og "en anden stemme" end den højakademiske abstrakte stil som jeg forventede af mig selv og forventede at omgivelserne forventede. 
   Opdagelsen af "den anden stemme" gjorde jeg da jeg i begyndelsen af 70-erne skulle skrive manuskripter til skoleradioudsendelser i dansk for børn. Det var en indre "tale"-stemme som jeg  hev frem i bevidstheden og omsatte til skrift i mine radiomanuser. Og det blev derfra en sproglig ressource som jeg fandt ud af jeg jeg kunne trække på og udnytte når jeg ville skrive lige ud ad landevejen. Eller når jeg skulle undervise - også voksne.
   
Jeg udviklede også nogle teknikker til at kalde denne anden erfaringssproglige stemme frem, da den i begyndelsen ikke kom af sig selv. Her følger de som en række gode råd.

Helt grundlæggende skal du accepterer at det du skriver, aldrig behøver at være den "endelige" - den "færdige" formulering. Du kan altid rette, stryge, tilføje, bytte udtryk ud med andre. 
  Sørg for at skrive "jeg" mange gange, særligt i begyndelsen af teksten. 
   Og sørg for at få så mange talesprogsudtryk ind  i teksten som fx "nemlig", "altså", "faktisk", "jo", "mon". Og begynd gerne med et "Og" eller et "Så" efter punktum.
   Et par vulgære bandeord fungerer også skidegodt hvis du vil bryde med "den store dansklærer"s indblanding. 
    Brug gerne ordsprog, faste vendinger og klicheer når du skriver. De er nemme at gå til, giver en uhøjtidelig tone. Og kan altid rettes sidenhen: "Den som kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt ..."
     Det er også godt i sin tekst at indskrive retoriske spørgsmål der hvor de logisk hører hjemme.
     Jeg har gode erfaringer med at skrive en fjollet eller provokerende overskrift til artiklen fra starten; fx. husker jeg at da jeg skrev en artikel om plottets betydning i historiefortælling, så gav jeg den fra starten titlen: "Plot-plotterot-plot-prium-plot". "Den store dansklærer" er en alvorsmand.
     Det er også en god ide at finde et muntert citat at indlede artiklen eller bogen med. Det er ligesom at give fuck-fingeren til "den store dansklærer".
     Man kan også starte skriveriet med at skrive udkastet til et personligt forord - hvor man automatisk skriver i en personlig og ligefrem stil og helt legitimt kan skrive "jeg". Eller indlede selve teksten med en personlig erindring.
    Jeg kan også anbefale at man slår stavekontrollen fra mens man skriver første umiddelbare version.
    En skriveblokering er en slags depression. For at komme op i humør, kan jeg anbefale at du tager noget godt og vellykket frem som du tidligere har skrevet, og læser det - eventuelt ligefrem højt. Se bare - du kan jo godt.
    Det kan også være en hjælp at læse det højt man har skrevet.  Kløjs man i det, så har "den store dansklærer" været for meget ind over. Kører oplæsningen bare, så er du på rette spor.
    Hvis du skal skrive i en genre hvor det forventes at du bruger fodnoter, så vent med at indsætte dem til sent i processen. En fodnote er altid en defensiv sproghandling.
     Det er en god ide at skrive og beskrive et kronologisk forløb: "Først skete det, så gjorde man det, så  førte det til ...". Kronologi er den naturlige rækkefølge at fortælle noget  i, så det inviterer til også at skrive naturligt og konkret. 

Her finder du i øvrigt forklaringen på at jeg i ingen af mine bøger har brugt noter, hverken fod- eller slutnoter. Ej heller litteraturhenvisninger inde i teksten. Læseren skal ikke mindes om og forstyrres af "den store dansklærer", som hele tiden tager forbehold og tænker på hvad nogen kan finde på at indvende og kritiserer.
   Dette er naturligvis blevet bemærket af akademiske kolleger og har gennem årene ført til en  del kritisk-ironiske kommentarer.

Du kan læse mere uddybende om videnssprog og erfaringsprog her:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Her er et billede af vores egen Filurkat, Fister, der aldrig kunne finde på at blokere nogens skriverier, men til gengæld kan vælte alt ned fra vindueskarme og reoler:

Fister - uden blokeringer

lørdag den 10. november 2012

Apropos Trine Søndergaards udstilling 'Still' - om kvindeportrætter med bortvendt ansigt som et 'sjælespejl' - og andre historier

Udstillingen 'Selvportræt' på Louisiana gav mig afsæt for at tænke lidt over portrætmaleriets udtryk, især dette at både selvportrætter og portrætter i al almindelighed typisk insisterede på konfronterende øjenkontakt med beskueren.
   Når selvportrætternes ansigter stirrer intenst på beskueren, er det jo en naturlig konsekvens af at "forbilledet" enten er set i et spejl eller det er et - selvudløst - selv-foto. Og man siger jo metaforisk at "øjnene er sjælens spejl". Når malerne maler sig selv eller andre frontalt og konfronterende, så er det jo fordi de ønsker at det indre skal spejle og afspejle sig i det ydre - i (selv)portrættet.

Netop derfor er den absolutte negation af den pågående øjenkontakt ekstra fascinerende, og den møder jeg i illustrationen til Politikens anmeldelse i torsdags af Trine Søndergaards udstilling i Martin Asbæk Galleriet.
   Wau! Udtryk der gør indtryk. På mig.
   Hun udstiller iscenesatte fotografier af "guldnakker", og det får mig til at jagte "guldnakker" ved en Google-billedsøgning:




Udstillingen har titlen 'Still', som associerer til betegnelsen "stil-leben" eller "still life", et arrangeret motiv af - typisk - frugter, blomster, brugsgenstande. Men her altså udstilles bortvendte, sky kvinder.
   Trine Søndergaard citeres for at at sige om sine billeder:
Jeg vil gerne vise, at det er okay. At være stille, indadvendt og genert. Da jeg begyndte at fotografere, var det meget direkte og konfronterende. Siden da har jeg arbejdet for at skabe en større genklang mellem det indeni mig, og det, jeg fotograferer. 
Så det er altså en slags sjæleportrætter eller sjælespejlinger hun laver.

I hvert fald er der tale om konceptuel blending af to motivverdener: 1800-tals kvindehuer der er lavet af guldtråde og blev båret af kvinder i rige bondefamilier ved festlige lejligheder, men her så sat på hovedet af moderne klædte kvindelige modeller med ryggen til beskueren: ikke-portrætter.
   De kan ikke se sig selv og nakkens skønhed.

Fascinationen ved disse still-billeder af "guldnakker" ligger i det bortvendte kvindeansigt, den smukke kvindenakke, og så associationerne til historiske kvindemalerier hvor motivet 'kvinde set fra ryggen' er - en klassiker:

Anders Zorn: (kan ikke finde titel)
Berthe Morisot: Woman at toilette
Anna Ancher: Ung pige spiller guitar siddende foran klaver.
Vilhelm Hammershøi: Interiør med ung Kvinde set fra Ryggen, 1903.
Eckersbergs tegning af sine døtre der kigger ud af vinduet
Eckersberg: Portræt af Thorvaldsens elskerinde, Anna Maria Magnani, 1837
Den svenske naturalistiske maler Anders Zorn har malet en lang række billeder der dokumenterer hans fascination ved billeder af kvinder der vender nakken og ryggen mod beskueren/maleren:

Og så har dette berømte Eckersbergbillede også netop associationer til et af kvinde-selvportrætterne på Louisiana-udstillingen. Et af de få uden insisterende øjenkontakt - med bortvendt ansigt og indadvendt blik - også et sjælespejlbillede:

VANITAS. Den engelske kunstner Helen Chadwick (1953-96)
så sig selv i spejlet i 1986
 og kaldte værket for 'Forfængelighed II'.
Foto: National Photo Gallery London
Politikens anmelder af Louisianaudstillingen, Peter Michael Hornung, skriver om den sidste del af udstillingen hvor Helen Chadwicks spejlbillede optræder:
Man kan se ophængningen som én lang udviklingsrejse mod den moderne kunstners stadig mere suveræne og hensynsløse forvaltning af selvportrættet som et portræt, der ikke længere kun drejer sig om at ramme en ydre lighed. Kunstneren bliver oprører, og efterhånden som vi passerer 1960'erne, er det hele kunstnerens person og univers og forståelse af omverdenen, der er på spil. Selvfremstillingen bliver et redskab, hvormed kunstneren kan fortælle om alt, ikke mindst sine relationer til andre.
Selv har jeg også blandt de få akvareller jeg har malet, fundet motivet "kvinde med bortvendt ansigt" værd at male:


Motivet dyrkes også af den kvindelige tyske kunstner Sabine Dehnel:


Og så er der selvfølgelig Vermeer: "Borte tit":



... som jeg selv som en 'træningsopgave' har kopieret i akvarel:


Jeg kommer så også til at tænke på min kreative frisør som jeg i avisen har set netop er blevet kåret som "Årets Læreplads" på Sjælland. 
   Mon ikke han har et særligt forhold til (kvinde)nakker? I hvert fald er han professionelt afhængig af spejle på en helt særlig måde.
  Når han løbende skal tjekke og få visuelt feed back på sin klipning af frisurens forside, må han gøre det indirekte via synet i spejlet som han deler med kunden. Mens det han kan se og opleve direkte, er frisurens nakkeside, som måske er den vigtigste når alt kommer til alt.
  Den del af frisuren er undervejs skjult for kunden som jo først har adgang til at se den i det runde nakkespejl til sidst - i et spejlbillede af et spejlbillede - klipningens klimaksbillede.

Lisa Anne Auerbach - strikkekunst - ordkunst - oprør - blending

Politikens tillæg IByen havde i går et interview med kunstanmelderen Maria Kjær Thomsen der anbefalede udstillingen "Chicken Strikken" i Malmø Konsthall. 
   Kunstneren der udstiller der, hedder Lisa Anne Auerbach, og det hun udstiller, er såmænd strikketrøjer - strikket i den stil jeg husker fra 70-erne herhjemme der fik øge- eller kælenavnet 'hønsestrik', og som var en kreativ oprørsbevægelse mod stramme strikkekonventioner og kapitalistiske garnfirmaer. 
   Her er eksempler til illustration:



Opfinderen hed Kirsten Hofstätter. Oprøret udtrykkes i disse manende sætninger:
Hønsestrik er et OPRÅB mod garnfirmaerne, der nægter af udlevere en strikkeopskrift, uden at man samtidig køber det garn der anbefales til opskriften!
   Hønsestrik er et OPGØR med de sædvanlige strikkebøger, der altid angiver et bestemt garnfabrikat til hver opskrift! 
  Hønsestrik er et OPRØR mod de fastlåsende opskrifter, der ikke får strikkere til at digte og fantasere i strikketøjet.
Det er vel så typisk 70-er oprørsk som det næsten kan være.

Det særlige ved Lisa Anne Auerbachs strikkerier her 40 år senere, er at hun kombinerer sine hønsestrikmønstrede strikketrøjer med politiske budskaber, og at hun udstiller dem på levende mennesker, i det her tilfælde på  kunsthallens personale der dagligt vil bære hendes i alt 25 sweatre i hele udstillingsperioden. 
   Altså konceptuel blending i flere dimensioner. Se bare her:


Hun bruger også og ikke mindst sig selv som bærer af sine kunstværker:




Lisa Anne Auerbach er ironiker, og bestemt en moderne kvindelig kunstner af den mere oprørske og kreative slags. My cup of tea!
   Sådan præsenteres hun i forbindelse med en udstilling i Californien med titlen "Nine Lives".
Lisa Anne Auerbach’s artistic practice is multi-faceted — she is a writer, a passionate advocate of bicycling, a knitter, a photographer, and a political activist. Auerbach has co-opted the traditional female craft of knitting and transformed it into a tool for wry, pointed political messages. Her contribution to the exhibition includes sweaters with hand-knit political jokes and riddles, as well as ‘cover girl’ self-portrait photographs featuring the artist in deadpan poses revealing the artist’s sly sense of humor.
Jeg har tidligere skrevet indlæg om strik og hækling som blendet oprørskunst:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/07/grafitti-strik-yarn-bombing-blending.html