Astrup & Meyer, Dahlin & Geist, Balling & Bahs, Flindt Pedersen & Stephensen, Bertelsen & Brügger - kreativ blending af krøllede personligheder

Jeg læste i Politikens tillæg Lørdagsliv et interviewbaseret artikel med professor Arne Astrup der blev portrætteret - i anledning af en nysukommet kogebog og slankekur.

   Rubrikken:

Doktor Slank er ikke længere bange for fedt i maden

Når jeg lige læser den artikel med særlig opmærksomhed, har det en personlig vinkel. Mit eget mangeårige problem med "tykkelsen".

   Der synes at være en genetiske forklaring på at nogle mennesker simpelt hen ikke kan kommme ned - når de først er kommet op i overklassen rent fedmemæssigt.

Men det der for alvor interesserer mig er det afsnit hvor artiklen handler om hans samarbejde med Claus Meyer, som artikle sætter det dobbelte prædikat på: "kok" og "entreprenør". For det fremgår af artiklen at man også kan sætte en tilsvarende dobbelt etiket på Arne Astrup: "universitetsforsker" og "entreprenør."

   I midten af 90´erne var Arne Astrup forfatter til et hæfte: ’Arnes køkken’, som han i sin egenskab af formand for Ernæringsrådet havde fået udgivet. Alle gode kokke i Danmark der havde forstand på mad og velsmag, korsede sig, og Camilla Plum hudflettede ham i den grad i en kronik i Politiken. Og viderer fortæller artiklen, skrevet af Lars Dahlager:

Claus Meyer, kokken og entreprenøren, syntes på det tidspunkt, at Arne Astrup var djævelen selv:

   »Hans holdning var: ’fuck velsmag’, jeg skal afmagre det danske folk. Jeg mødte ham så en dag kort efter Plums kronik og spurgte ham, hvad han syntes.

   Han sagde, at han syntes, den var sindssygt velskrevet, og den havde fået ham til at grine. Der måtte jeg tippe hatten for ham, for man møder sjældent nogen, der reagerer så fint på at blive angrebet.

   Han fortalte også om frustrationen over, at næsten alle tager på igen, når de ikke længere kan holde ud at være på kur, og spurgte: »Kan vi gøre noget, der både tilfredsstiller Plum og dig, men også er sundt?««, siger Claus Meyer.

   Resultatet blev et samarbejde om at skabe en ny madstil, der kunne tilfredsstille Astrup ved at være knap så fed som den traditionelle danske flødekost, men også Meyers ønske om masser af velsmag.

   Det blev til forskningsprojektet Meyobes og bogen ’Spis igennem’.

   Et projekt, der betød »sindssygt meget for« Claus Meyers måde at tænke madlavning på og senere for udviklingen af det nye nordiske køkken, der er kendetegnet ved at være friskere og sundere end det danske flødekøkken.

   Løsenet skulle være god mad, masser af smag, mindre forarbejdede og raffinerede råvarer og ikke mindst en stærk madkultur.

   Astrup og Meyer blev venner og lancerede i 2009 sammen det mest ambitiøse måltidsprojekt i dansk ernæringshistorie, det 100 millioner kroner dyre Opus, der siden har testet nordiske råvarer og et nyt nordisk hverdagskøkkens sundhedsfremmende potentiale på voksne og børn.

   »Arne har et gran af storhedsvanvid, ligesom jeg også har. Vi tror nogle gange, vi kan flytte bjerge. Om det er en skyggeside eller en fordel, skal jeg ikke sige, men han har en grænseløs tro på, at det nok skal gå. Nogle gange har det givet ham tæsk«, siger Meyer.

Tæsk i offentlighede, det har Claus Meyer også fået adskillige gange, sidst i forbindelse med tv-udsendelserne hvor kriminelle i fængslet skulle resocialiseres ved at gå på kokkeskole.

   Hvad har vi her? -  To personligheder som begge uden videre kan placeres ind i kategorien "særligt kreative". 

   Claus Meyers barndoms- og ungdomshistorie har jeg tidligere skrevet om. Klart en mønsterbryder.   

   Arne Astrup har jeg kun viden om fra beskrivelsen af hans "kontroversielle" karriere fra Wikipedia, en karriere hvor han haft snuden langt fremme i offentligheden som ernæringsforsker med en masse gode kostråd der siden viste sig at være forfejlede, men også langt fremme i sit samarbejde med madindustrien der har financeret en række af hans forskningsprojekter. Guf-historier for kritiske journalister.

   Begge de herrer har demonstreret at have - mindst - to personligheder i en.

Det jeg læser ud af artiklen i Politiken, er at det så også mentalt har sagt "bang" da de mødtes. En langsom, men produktiv fusion af tanker og ideer begyndte. På trods - og hen over professionelle, mentale og konceptuelle grænser.  Men også med det "storhedsvanvittige enreprenørgen" som de har til fælles  i de ellers forskellige personligheder, et mentalitets-gen som må have udgjort det fælles  mentale "generiske rum" der har stimuleret samarbejdet.

   Begge har haft et "åbent sind", og trods store forskelle har de oplevet at modsætninger mødes, og gode ideer er sprunget ud. 

    Deres samarbejde har stimuleret til gensidig konceptuel blending. 

   For Astrup har det betydet at han nu forskningsmæssigt er i front - og på rette spor. Og for Meyer har det stimuleret til ideen om "det ny nordiske køkken".

Samme lørdag læser jeg en artikel i Informations tillæg 'Moderne Tider'. Af et andet kreativt makkerpar: Ulrik Dahlin og Anton Geist. 

   Rubrikken lyder: 

Sagen Sass

Det er en lang artikel i flere "kapitler". Et stykke fremragende fortællende og afslørende journalistik, som tydeligvis sætter dagsordenen de følgend dage for de andre mediers dækning af sagen, og som fungerer som et grundigt set up til en forespørgselsdebat i Folketinget  - med Helle Thorning-Smith i den varme stol.

   Manchetten lyder:

Der var kun 10 dage, til Folketingsvalget blev udskrevet, da PET udarbejdede et notat om Henrik Sass Larsen og sikrede sig en registrering på toppolitikerens navn. Halvanden måned senere brugte højtstående embedsmænd oplysningerne til at få Sass Larsen til at trække sig som ministerkandidat. Forud for mandagens samråd om sagen fortæller Information historien om ministerkandidaten, der opgav en plads i regeringen på tvivlsomme præmisser, og om statsministeren, der slap for at forsvare en beslutning, som kun hun kunne træffe

Ulrik Dahlin og Anton Geist fik Cavlingprisen i januar for deres afslørende artikler foråret 2011 om integrationsminister Birthe Rønn Hornbecks fiflerier med sandheden i forhold til offentligheden om behandlingen af og lovgivningen omkring børn af statsløse forældre, vokset op i Danmark.

   Og her i juli måned denne sommer bragte Information en serie omfangsrige artikler om Inspektør i Statspolitiet Sigurd Tage-Jensen der i årene efter Den Russiske Revolution og Første Verdenskrig modtog... 

...hundreder af indberetninger fra sine mange meddelere om de revolutionære på den yderste venstrefl øj. Han skrev løbende indberetningerne rent på maskine og underskrev sig med initialerne T-J. Den 13. november 1919 modtog han efterretninger om, at et fremtrædende medlem af Den Røde Garde, Christian Ejlersen, ved et medlemsmøde dagen forinden havde foreslået at kaste opråb ned fra en fl yvemaskine til britiske marinesoldater, hvis skibe efter krigen lå i dansk havn. 

Sådan lyder manchetten til den første artikel i serien som jeg syntes var dødspændende læsning. Dybdeborende journalistik og fængende historieskrivning i et - om en del af Danmarkshistorien jeg aldrig før har hørt om - endsige fået udfoldet som fortælling i det ene fascinerende kaptiel efter det andet. 

  Når de to kombinerer deres journalistiske temperamenter i et samarbejde, sker det tilsyneladende ting og sager, båret af en journalistisk kreativitet både i research og fremstilling. 

   Og når man oplever dem sammen, så virker de virkelig som et "umage par": Dahlin, oprindlig fotograf og en garvet journalist der i mange år har huseret i den kritiske, men smalle del af den skrevne presse; og Geist, oprindelig uddannet i sammenlignende litteraturvidenskab, en intellektuel  forskertype der blev bidt af journalistikken. Aldersforskellen er godt 25 år.

 

Jeg har tidligere skrevet om hvilken betydning i mit liv samarbejdet med særligt kreative personligheder har haft for min egen udvikling gennem årene. Jeg har i lange perioder oplevet hvordan det at vi var to personer med forskellige hjerner og emotionelle temperamenter, udstyret med forskeligt mentalt set up, har fungeret inspirerende og stimulerende for udviklingen af nye tanker og ideer i samarbejdets fælles flow.

   Jeg nævner lige i flæng, men nogenlunde kronologisk: Niels Erik Wille, Poul Trier Pedersen, Ingolf Gabold, Monica Hassel, H.C. Andersen,  Jens Franck, Pia Marquard, Nikolaj Christensn, Poul Martinsen.

Inden for TV-journalistikken har vi flere umage, men kreative par - som fx Jørgen Flindt Pedersen og Erik Steffensen der op gennem 70-erne og 80-erne producerede en lang række TV-Aktuelt-dokumentarer med afslørende og kritisk journalistik, kreativt og visuelt godt fortalt, rettet imod økonomiske og politiske magthavere.
   Et eksempel på et fortællemæssigt grænseoverskridende nybrud fra de to journalisters side husker jeg stadig som var det i går. Udsendelsen hed 'Sidste Stik', og kendingsmelodien fra spillefilmen af samme navn (eng: 'The Sting') med Robert Redford og Paul Newman, var også kendingsmelodien for tv-dokumentaren: ragtime-melodien "The entertainer" komponeret af Scott Joplin.
   Udsendelse afslørede det for offentligheden hidtil skjulte forhandlingsforløb mellem den socialdemokratiske regering og A.P. Møller om oliekoncessionerne i Nordsøen, et forløb der endte med at staten stort set forærede koncessionen til A.P.Møller & Co.
    Det epokegørende var ikke selve afsløringen af historien, selv om det i sig selv var et eksempel på gedigen journalistik. Det var derimod de to journalisters optræden som synlige fortællere og værter i programmet. De optrådte på skærmen iklædt den slags gangsterkostumer og -hatte som man genkendte fra spillefilmen, der jo handlede om at to små svindlere kom afsted med at franarre en storgangster flere millioner af dollas ved et smart iscenesat bookmaker-set up.

Vi har også det kreative og mentalt krøllede faktions-journalistiske makkerpar Mads Brügger og Mikael Bertelsen der nu er konceptuelle ophavsmænd til og chefer for den relativt nye tale-radio-kanal 'Radio24syv'.

   Inden for dansk film og tv har vi makkerparet Balling og Bahs, med Olsen Banden-filmene, Matador-tv-serien og Huset på Christianshavn som resultatet af deres mentale blendingprocesser. Film og tv - for folket!

Og mange gode krimiforfattere er i virkeligheden et par som bare optræder under fælles pseudonym: Lars Kepler, Ellery Queen, m.fl.

   Dog ikke alle: Maj Sjöwall og Per Wahlöö stod fra starten ved at de var to - med deres epokeskabende pionerserie inden for genren - om politikollektivet omkring kriminalinspektør Martin Bech.

Så vidt jeg husker så skrev de simpelt hen kapitlerne fremadskridende på skift - ud fra en fælles synopse for handlngsforløb og plot. Konceputel blending - to personer i et.

Hvor vil jeg nu hen med alt den her snak om 'kreative parforhold'?

   Jeg har skrevet rigtig meget om 'den særligt kreative personlighed's særlige psykologisk kendetegn, til hvilke blandt andet hører  at han/hun mentalt set fungerer som "flere person(lighed)er i en". 

   Og jeg har forsøgt at forklare denne deres kreativitet som noget der foregår gennem en nærmest  narkotisk trang til konceptuel blending i hjernen, en proces der komprimerer og integrerer ellers konceptuelt adskilte inputrum - i et nyskabende "blend" - i et indholds- og udtryksmæssigt mixet outputrum der manifesterer sig i deres produkter inden for forskning, malerkunst, litteratur, dans, journalistik.

De kreative processer som sker i nogle personers indre mentale rum, kan også ske og udfolde sig  i det socialpsykologisk rum mellem personer - når de er tilpas forskellige og derfor kan befrugte hinanden.
   Og ingen af dem må lide af 'mixofobi'.