Den danske dubutantdigter Yahya Hassan - om savn, kreativ vrede og møde med en mentor

Politiken har i dag et interviewportræt af en dansk digter med såkaldt indvandrerbaggrund. Navnet er Yahan Hassan. Og det er også titlen på hans debutdigtsamling "Yahya Hassan" der udkommer i slutningen af denne måned. 

   Et af digtene citeres i Politikens 2. sektion "Debat" - og har titlen:

BARNDOM

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN
PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN
FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN
GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50
OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN
HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP
FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE
JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR
MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN
FLAG BLIVER BRÆNDT
HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS
HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER
NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN
NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN
I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK
DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK
ET SLAG ET SKRIG ET TAL

Et stærkt digt. En montage af sceniske reportagebilleder, handlings- og replikfragmenter, paradokser og filosofiske kommentar. Konceptuel blending så det gnistrer og sprutter!

   Du kan se og hører Yahya Hassan selv fremføre sit digt via dette link:

http://politiken.dk/poltv/nyheder/debattv/ECE2093760/yahya-hassan-fremsiger-digtet-barndom/

Rubrikken på portrættet i Politiken er et citat fra interviewets første sætning - og kunne være programtekst for et nyt ungdomsoprør:

"Jeg er så fucking vred på mine forældres generation" 

Også artiklens manchet er et citat fra interviewet:

"Jeg har set, hvordan nydanske fædre er rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der aldrig sagde til eller fra. Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation"

Denne blog har som et af sine temaer at udforske kreativitetens vilkår, herunder den såkaldt "særligt kreative personligheds" opståen og sociale og psykologiske udviklingsbetingelser. 

   Et tema der går igen i en lang række interviewportrætter og biografier med forfattere, journalister, opfindere, forskere og politikere som hovedpersoner, er oplevelser i barndommen og ungdommen hvor personligheden udsættes for forældresavn og -tab, mobning i skolen, splittelse mellem flere sprog og kulturer, oplevelsen af rodløshed og fremmedgørelse. 

   Det er vilkår som hos de fleste - helt naturligt - producerer indeklemt vrede og afstandtagen til samfundet, og som nemt fører ud i en negativ afviklingsspiral - præget af stofmisbrug, kriminalitet, institutionsophold, rodede familieforhold og konfliktfyldt sociale relationer. 

   Men heldigvis ikke hos alle. 

   Vreden kan hos nogle mennesker blive brændstof for kreativitet, opfindsomhed og kunstnerisk skaben. De sociale vilkår kommer til at fungerer som 'kreative restriktioner' der producerer 'kreativ vrede', velkendte begreber fra kreativitetpsykologien.

 
Men hvad skal der til for at en positiv udviklingspiral kommer igang - i stedet for den destruktive afviklingsspiral?

   Svaret er i en vist forstand både simpelt og banalt: mødet med en mentor! - der ser én som et menneske, noget der gør at man bliver synlig for sig selv. En voksen person som har tillid til at der bag vreden, uregerligheden og utilpassetheden findes en kerne af positiv og konstruktiv energi og fantasi, og som giver aktivt og vedholdende udtryk for den tillid og forståelse som er en forudsætning for at man - barnet, den unge - oplever 'at blive SET'.

   Præcis sådan en person - en mentor - møder Yahya Hassan også. Heldigvis!

   Efter en lang række skiftende og kortvarige institutionsophold kommer han på døgninstitutionen Solhaven i Nordjylland, og 'bliver set' - dog først efter at blive godt og grundigt afvist af mentoren, som typisk nok var dansklærer:

På Solhaven troede de først, jeg var ligesom de andre rødder. Så de satte mig til at se ’Matador’ fra morgen til eftermiddag. Men en dag skulle vi aflevere en stil om Facebook. Jeg brugte hele weekenden på den. Da jeg afleverede den, kiggede min lærer kort på stilen og gav den tilbage til mig med ordene: »Hvor har du stjålet den? For det er jo ikke dig, der har skrevet den«. 

   Jeg blev så vred, at jeg sagde til hende, at jeg ville skrive en ny med det samme og give hende den, når dagen var omme. Så det gjorde jeg. Hun kunne ikke tro sine øjne. 

   Fra den dag af så jeg ikke mere ’Matador’. Hun gav mig danske klassikere, digte, noveller og tungere bøger. Det var der, jeg opdagede, jeg kunne skrive. 

   På Solhaven sørgede min lærer for, at jeg kom videre og fik skrivekurser og højskoleophold«. 

   »Ja, det var, som om der åbnede sig et gammelt sår i mig et sted, hvor ordene strømmede ud af mig. Vrede ord.

   Jeg skrev på min digtsamling, samtidig med jeg fik lov til at tage en 9. klasse uden for Solhaven. Der oplevede jeg for alvor at være udenfor. Mange af de middelklasseforældre ville ikke have, deres børn gik med mig, så jeg blev ofte ikke inviteret med til festerne. Jeg gjorde det nok ikke nemt for dem, men igen følte jeg mig som "perkeren".

Ja, lige efter bogen. Et skoleeksempel på den kreative personligheds typiske fødselshistorie, som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen.

   Jeg får blandt andet associationer til  Christina Hagen som jeg har skrevet om tidligere i flere indlæg, og hvis fantastiske tekst-/digt-samling "White Girl" for nylig er blevet iscenesat som et teaterstykke med fine anmeldelser. 

   Se mere om hende og lignende kreative personligheders historier med brug af "kreative vrede" som en ressource opsparet i barndommen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/christina-hagen-erfaringssprog.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/barsk-barndom-kreativ-vrede-erik-valeur.html

Og giver det ikke, her eksemplificeret med Yaha Hassans historie, stof til eftertanke - nu hvor man politisk diskuterer fx nye heldagsskoler og erhvervsskoler! 

 
Tænk hvis man kunne indrette skoler og uddannelsesinstitutioner hvor alle de udskilte, udstødte og utilpassede børn og unge - der er nogle hundrede tusinder af dem - kunne opleve at blive SET! - blive synlig, forstået og accepteret, mødt med tillid og få nogle "succesoplevelser" - ud fra en pædagogisk målsætning om at undervisningen skulle fokusere på hvad man var god til frem for hvad man savnede og havde af mangler. 

   Så man kunne få nogle kreative udviklingsspiraler igang - frem for destruktive afviklingsspiraler som det nuværende skole- og institutionssystem - dokumentereret - er så velindrettet til at producere.

Læse hele interviewportrættet med Yaha Hassan her:

http://politiken.dk/debat/ECE2095547/digter-jeg-er-fucking-vred-paa-mine-foraeldres-generation/

Hvem journalisten var? Tarek Omar! 

Apple - Steve Jobs - og babyen der forvekslede et glittet magazin med sin iPad

En meget berømt bog inden for moderne neuroscience har den fascinerende titel: "The Man Who Mistook His Wife for a Hat and Other Clinical Tales", skrevet af den internationalt kendte neurolog Oliver Sacks. Titlen refererer til en af bogens case-historier om en mand med sygdommen visual agnosia.[1]

    Se lige denne video fra YouTube som gav mig associationen til bogen. Klippet har titlen:

A Magazine Is an iPad That Does Not Work

Klippet kunne også have haft titlen: Babyen som forvekslede et glitte magasin med sin iPad.

    Der er flere andre klip på YouTube der viser at en iPad kan betjenes "intuitivt" af små børn på 1-2 år. Og det er jo både fantastisk og uhyggeligt. Men når jeg ser på mine børnebørn, så er de jo alle mere kompetente end jeg og min frue er - med mange kilometer. Med fingre og hænder "kører" de iPhone og iPad som vi andre kører bil.

Jeg må starte med en tilståelse. Jeg ejer ikke og bruger ikke til hverdag Apple-produkter. Og da jeg for nylig besluttede at nu måtte jeg nok se at anskaffe mig en smartphone, så blev det ikke en iPhone, men en Galaxy S II (Samsung).

   Hvad har jeg imod Apple - og alle deres smarte iP-produkter?

    Det er en fornemmelse omkring den markedsføringspolitik de følger, der går på ikke at ville dele og prøve at binde brugerne, isolere dem fra resten af markedet.

   Altså Apple er grænsesættende i stedet for grænseoverskridende. For meget religion. For meget in-group.

   Det kan godt være at Apple  - med  nyligt afdøde Steve Jobs som primus motor og frontfigur - har været kreative i deres markedsføring. Og er blevet et fantastisk brand der derfor kan sælge til meget højere priser end rimeligt er når man ser på det indhold produkterne leverer. Og der er også det med underbetaling og elendige arbejdsvilkår for kinesiske industriarbejdere på de fabrikker som producerer  hardwaren.

   Så: Jeg har ikke følt mig tiltrukket og fristet. Men nu går den nok ikke længere.

I forbindelse med en lettere animeret påskefrokost i går, var der gang i iPads´ne og iPhone´ene - og en livlig snak om apps og spil gik bordet rundt.

   En af vennerne har I mange år været Appel-fan og -bruger, men kan også håndtere og betjene almindelige Microsoft Windows-computere. Og han viste klippet ovenfor - med baby´en, iPaden og det illustrerede magasin. På sin egen iPad

   Min ven var den første i min omgangskreds der anskaffede sig en iPad, og i høje toner besang dens kvaliteter.

   Han forærede den så til sin frue og købet en iPad 2. Og hans frue blev også fuldstændig "solgt" til den gamle 1´er.

   Flere og flere mænd i min omgangskreds fortæller at de også har anskaffet en iPad, men slet ikke kan få lov til at bruge den selv. Børn og kvinder i familien overtager den simpelt hen - fuldtids. Familieekspropriation - uden kompensation. Så anskaffer man sig en iPad må man altså forudse et umiddelbart behov for en til!!!

   Og min frue - som altid har haft en indgroet modvilje mod den lille bærbare Windows-computer  jeg forærede hende for nogle år siden - har også anskaffet en iPad. Hun er nu også helt "solgt". Og ikke mindst er det altså spil-apps´ene der trækker - og så følger de andre mere praktiske funktioner med: e-mail, net-bank, googling etc.

Siden jeg for to år siden begyndte at skrive på denne blog, har jeg flere gange tænkt at nu måtte jeg også lige skrive om Steve Jobs. Uden at jeg for alvor satte mig ind i hans historie, var jeg jo ikke i tvivl om at han måtte høre til de særligt kreative personligheder - big scale!

Hvordan er det nu med den særligt kreative personlighed? - Flere personligheder i en. Savn af far eller mor - eller konflikter i hjemmet. Psykologisk set fremmedgjort og mental hjemløshed. Blandet sproglig og etnisk herkomst. Flytteri i barndommen. Mobbet i skolen og andre skolekonflikter. Præget af vrede og irritation over andres mangel på æstetiske ambitioner. Stemnings-svingninger mellem udadvendthed og indadvendthed. Store forestillinger om eget værd. Rager uklar med chefer. En primadonna.

   Det var stikord jeg har samlet sammen - uden at få dem omsat til indlæg om Steve Jobs: en helt speciel særligt kompliceret og mangesidet personlighed.

   Jeg googler lige på ham. Der var noget med en stor biografi som udkom på dansk for ikke så mange måneder siden. Og ja!

Forfatter: Walter Isaacson

Titel: Steve Jobs: En biografi om manden bag Apple

Oversættelse: Jakob Levinsen

Forlag: Gyldendal

Sider: 672

Pris: 349 kr.

Den anmeldes i Berlingske 27/10/2011 af Lars Henrik Aagaard. Rubrikken er jo i sig selv en bekræftelse:

Steve Jobs-biografi: Portræt af et dumt svin

Jeg plukker citater hist og pist. Her først fra manchetten:

Walter Issacsons definitive biografi om Steve Jobs tegner et levende og ærligt portræt af et arrogant, uhøfligt og grundlæggende usympatisk menneske, som med sin enorme passion, vrede og skaberkraft revolutionerede IT-verdenen.

Det er en bog, der handler om en næsten sygelig perfektionist, en enorm manipulator, en ofte kynisk og umoden skiderik, der skifter mellem ukontrollerbare vredesudbrud og selvmedlidende gråd. Og det medvirker naturligvis til at gøre bogen underholdende. Men det skaber også det problem, at man aldrig kommer til at nære den store sympati for denne informationsalderens ukronede konge (...) Til gengæld kommer man tæt på sandheden om et uhyre sammensat og komplekst menneske.

Steven Jobs var af blandet etnisk herkomst. Og han blev bortadopteret som helt spæd, hvad han meget tidligt fik at vide at han var. Fik som voksen kontakt med biologisk mor og søster (som også blev bortadopteret). Men fik ikke og ønskede ikke kontakt med sin biologiske far.
   Han var ordblind og ifølge nogle kilder havde han diagnosen ADHD.

   Wikipedia fortæller:

Steven Paul Jobs was born in San Francisco on February 24, 1955 to two university students, Joanne Carole Schieble and Syrian-born Abdulfattah "John" Jandali (Arabic: عبدالفتاح جندلي‎), who were both unmarried at the time.[28] Jandali, who was teaching in Wisconsin when Steve was born in 1955, said he had no choice but to put the baby up for adoption because his girlfriend's family objected to their relationship.[29] The baby was adopted at birth by Paul Reinhold Jobs (1922–1993) and Clara Jobs (1924–1986), an Armenian-American[3]whose maiden name was Hagopian.[30] Later, when asked about his "adoptive parents," Jobs replied emphatically that Paul and Clara Jobs "were my parents."[31] He stated in his authorized biography that they "were my parents 1,000%."[32] Unknown to him, his biological parents would subsequently marry (December 1955), have a second child Mona Simpson in 1957, and divorce in 1962.[32]

   The Jobs family moved from San Francisco to Mountain View, California when Steve was five years old.[1][2] The parents later adopted a daughter, Patti. Paul was a machinist for a company that made lasers, and taught his son rudimentary electronics and how to work with his hands.[1]

   Clara was an accountant[31] who taught him to read before he went to school.[1] Clara Jobs had been a payroll clerk for Varian Associates, one of the first high-tech firms in what became known as Silicon Valley.[34]

   Jobs was an intelligent and innovative thinker, but his youth was riddled with frustrations over formal schooling. At Monta Loma Elementary school in Mountain View, he was a prankster whose fourth-grade teacher needed to bribe him to study. Jobs tested so well, however, that administrators wanted to skip him ahead to high school—a proposal his parents declined.[35]

Mit eget forhold til computere og Apple er sådan her: 

   Jeg købet en computer omkring 1985. Da jeg selv er lidt ordblind, synes jeg den var rigtig svær og bruge - kunne ikke finde ud af og huske de forskellige kommandoer. Brugte den næsten kun som skrivemaskine.

   Da jeg i starten af 80´erne var konsulent i DR´s interne undervisnings-afdeling, lånte jeg en 10 kg tung bærbar Toshiba til at tage med ud på redaktionerne når jeg lavede udviklingsprojekter og redaktionsrettede kurser. Det var smart og en stor fordel under arbejdet, husker jeg. 

   Og jeg fik vel også opsat en stationær på mit kontor i TV-Byen. Men DR´s IT-afdeling var forfærdelig tung at danse med. Og jeg syntes generelt det var besværligt med det nye it-udstyr.

Da jeg blev direktør for TV 2 ØST i 1992, besluttede jeg at købe en Apple "PowerBook" - som på det tidspunkt var helt ny og revolutionerende, og - havde jeg læst mig til - meget nemmere at bruge for sådan nogle højre hjernehalvdels-orienterede mennesker som mig.

   Det passede. Den Macintosh PowerBook var jeg rigtig glad for. Den var meget sjovere og mere intuitivt indladende end dem jeg var vant til hjemmefra og fra DR. Men problemet var at stationens computere ellers var microsoft-systemer. Og det var besværligt at jeg havde Mac når min sekretær bruge Microsoft. Så frustrationerne fulgte med.

   Så kom Microsoft med Windows-styresystemet - som jo langt hen ad vejen var en kopi af Macintosh´. Så det skiftede jeg til. 

    Og  jeg husker det var en lettelse at være på samme system som medarbejderne, min sekretær og mine chefer. 

    Men Apple forfulgte mig alligevel. Det første digitale redigeringsanlæg, en AVID, som stationen anskaffede, var et Apple-produkt. Det var dyrt og den økonomiske gevinst det skulle give, blev spist op af efteruddannelse til medarbejdere der skulle betjene det, og de stadig nye forbedringer og opdateringer som man også skulle betale for. 

Når jeg nu underviser en gang imellem på TV-tilrettelæggeruddannelsen, så har alle de studerende - uden undtagelse - Mac-bærbare-computere. På journalistik på RUC er fordelingen ca. 50-50 mellem iMac og Microsoft-bærbare.

Men jeg bliver nok nød til at falde til patten. Konkurrenterne til iPad´en synes ikke at kunne nå den til sokkeholderne. 

   Men det kan tænkes at Samsung i år når at udkomme med en tablet-android-computer der i test kan matche iPad´en, sådan som Galaxy S II kunne matche iPhone´en i flere forbruger-tests i slutningen af 2011.

   Så jeg klapper lige hesten, og ser om fruens forhold til sin iPad fortsætter med at udvikle sig i en positiv stejl kurve. 

Knud Rasmussen - en særligt kreativ personlighed

Det er et stykke tid siden jeg på bloggen her har registreret eksempler på den særligt kreative personlighed. Jeg blev mindet om det igår da formand for børnerådet Lisbet Zornig Andersen blev interviewet. Hende har jeg i en tidligere blogindlæg henregnet til den særlige personlighedstype - bla. med baggrund i hendes barske barndomshistorie. 

  I Information i dag er der imidlertid et rigtig pragteksemplar omtalt, med afsæt i Niels Barfods biografi om Knud Rasmussen: "Manden bag helten".

Man kan stort set vinge alle kendetegnene på den særligt kreative personlighed af under læsningen. Først og fremmest flere personer i en-syndromet, flere sprog, flyttet omkring som barn, savn og hjemve, identitetsproblemer, fremmedgørelse - og eksplosiv kreativitet:

Knud Rasmussen voksede op i Jakobshavn, hans mor havde grønlandsk blod i årene, faren var dansk præst, og Knud var fra barnsben tosproget.

   Med tiden udviklede han en 'hvid' side og en 'eskimoisk' side. Den sidste kunne han vise i Danmark og Europa, den første stod forrest i Grønland, hvor han var beskytteren, velgøreren, ja, kongen - men ikke  grønlænder, sådan som man opfattede ham i København.

   Ifølge Barfoed var han desuden livsglad, social, en womannizer af guds nåde, handlekraftig, et organisationstalent og samtidig digter med en dybfølt sans for naturen - også menneskenes. På den ene side Aladdin, på den anden side lukket, konfliktsky, og svær at komme ind på livet af.

Niels Barfod mener ikke at Knud Rasmussen var "splittet", men at han "formåede at leve med begge sider, ja, med mange indbyrdes modstridende sider, hele livet".

   Ifølge Barfod havde Knud Rasmussen en karisma der gav ham guru-status blandt en lille flok ikke særligt nære venner. Og så lagde han kvinder ned på stribe.  

Knud Rasmussen måtte tidligt stå på egne ben, fortæller artiklen. I en alder af 12 år bliver han efterladt i Danmark af forældrene for at gå i skole. Barfod fortæller:

Han lærer at klare sig selv, men hele hans indre består af Grønland, der er ikke andet, og det kan han ikke kommunikere! Jeg tror han kommer til at tilbringe hele sit liv med at udtrykke det 'indre' Grønland, som lå indkapslet i ham, siger Niels Barfoed og fremhæver hvordan drengen Knud kunne bryde ud i skurrende grønlandsk sang, når kammeraterne var i gang med Højskolesangbogen.

   Grønland vælter ud af ham som et brøl: 'Dette er mig, og I kender mig ikke. Jeg vil vise hvem jeg er, men det kan jeg ikke, for I forstår ikke grønlandsk.'

Politiske konvertitter - grænseoverskridende kreativitet, holdningsmæssig blending og identitetssøgen

En gåde: Hvad har følgende personer til fælles?

• Pernille Rosenkrantz-Theil
• Karen Jespersen 
• Tom Behnke
• Ole Sohn,
• Eyvind Vesselbo 
• Anne Grete Holmsgaard 
• Peter Duetoft
• Louise Frevert
• Naser Khader 
• Christine Antorini

Ja, rigtigt. De har alle været relativt fremtrædende politikere i ét parti, - har forladt det og er derefter gået over til et andet.

Jeg har ikke tænkt på det før, men ud fra et kreativitetssynspunkt er de jo alle grænseoverskridende mønsterbrydere; mennesker som mentalt set på et tidspunkt i deres liv forbinder "elementer" som ellers har været adskilt: deres egen politiske personlighed forankret i ét partitilhørsforhold som de har har forladt - og deres egen politiske personlighed indlejret i et andet parti som de har meldt sig ind i.

   Dette andet parti og dets ideer har de i større eller mindre omfang bekæmpet eller konkurreret med mens de tilhørte det første. Og det er dette andet parti fra hvis ideologiske platform de i fremtiden skal bekæmpe og konkurrerer med det parti som de tidligere har været medlem af.

Bitter, ensom og indebrændt

... er rubrikken for en artikel i Weekendavisen fra den 22. juli som tematiserer den problemstilling. Journalisten er Søren K. Villemoes. Overliggeren lyder:

Det er svært for en politiker at skifte parti. Ens nye venner er mistroiske, mens de gamle ryster på hovedet. Troværdigheden lider skade, og chancerne for en succesfuld politiske karriere bliver som regel mindre. Alligevel er der mange, der tager springet.

Artiklen opregner en række af de kendte eksempler som er nævnt ovenfor, og beskriver de problemer og omkostninger et partiskift har for de fleste - sat på spidsen i rubrikkens formulering.

   Men den giver ikke noget forsøg på at forklare at der "alligevel er mange der tager springet".

Langt de fleste mennesker ændrer holdning i løbet af et liv. Ofte flere gange og på mange forskellige områder. Det er jo sådan set naturligt, noget der kommer med alderen, med indgåelse eller opløsning af parfohold, med afsluttet uddannelse, med nyt job og med ændring af andre sociale omstændigheder.

    Så hvorfor skulle det være så svært at skifte parti når man er politiker?

Her kan man bruge nogle begreber i en model som kommuikationsforskerne Kartrine Lund, Helle Petersen m.fl. bruger til at beskrive og analysere en virksomheds kommunikationsproblemer når den er under forandring:

• IDENTITET: den man dybest set er (mht. værdier og holdninger)
• IMAGE: den man ønsker at fremstå som 
• ETHOS: den opfattelse andre har af en

En veletableret politiker med en vis solid forankring i vælgerkorpset og i sit parti, for ham eller hende vil der typisk være en god overensstemmelse mellem identitet og image, hvilket resulterer i en god ethos - et godt omdømme i vælgernes og partiets øjne: Vi ved hvor vi har ham/hende, vi ved hvad vedkommende står for, der er god overensstemmelse mellem de poltiske udtalelser og politiske handlinger!

Skifter man så parti, så ryger den politiske ethos i højere eller mindre grad, troværdigheden undermineres og smuldrer. 

  For enten har politikeren sejlet under falsk flag i det gamle parti - man har haft et image som har været påklistret og ikke i overensstemmelse med ens sande jeg; eller man har rent faktisk skiftet identitet - dvs. ændre centrale værdier og holdninger, så der ikke mere er dækning for det hidtidige image man har stræbt efter. 

   Uanset hvad forklaringen er, så svækker det de politiske interessenters og stakeholderes tillid, og det er rigtig svært at genoprette sin politiske ethos i den nye parti-kontekst.

Jeg har nu den teori at mange af de politikere som skifter parti, tilhører gruppen af særligt kreative personligheder - altså personligheder der er autoteliske, som oplever sig fremmedgjorte i forhold til forskellige sociale miljøer, og som kæmper med at definere deres identitet. 

   Og at hvis denne identitetssøgen og indentitetskamp har ført dem ind i et forpligtende forhold til et bestemt parti og partiprogram og givet dem en position indadtil og udadtil i det parti, så har det haft den naturlig omkostning at sider af personligheden har følt sig "fremmedgjort" i forhold til det image som politikeren har opbygget igennem sit arbejde for partiet. 

En forfatter kan kreativt udfolde sin identitetssøgen og identitetsudvikling gennem blending af konceptuelle rum i skiftende simulerende fiktioner, genrer og stilarter hen gennem sit forfatterskab. Og det forventes endda at han fornyer sig. 

   De tilsvarende identitets-operationer for en kreativ politisk personlighed er noget der har meget større omkostninger - for politikerrollen må ikke fremstå som noget påtaget - som en fiktion. Så ryger troværdigheden både i forhold til vælgerene, til det gamle parti og til de nye partikammerater. 

   Og journalisterne skal nok i deres artikler om konvertitteten understrege den permanente ethossvækkelse det for altid medfører at skifte parti og dermed skabe usikkerhed om den politiske personligheds identitet.

   Jeg minder i øvrigt om mine analyser af Henrik Dahls personlighed i lyset af hans optræden i offentligheden og hans politiske skiften ham fra bog til bog: http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre.html

Artiklen i Weekendavisen fremhæver at den anden udvej, at skabe et helt nyt parti der er skræddersyet til identiteten, har meget større udsigt til at lykkes - hvis man tør og har karisma nok: Mogens Glistrup, Erhard Jacobsen, Preben Møller Hansen, Aksel Larsen, Anders Samuelsen, Pia Kjærsgaard.

   Jeg tror ikke det i denne sammenhæng er en tilfældighed at de alle har det særlige forhold til sproget at det i meget høj grad er erfaringssprog de gør brug af når de udtaler sig offentligt. 

Er kreativitet genetisk bestemt?

De seneste dage har en videnskabsnyhed cirkuleret i medierne. Nogle danske forskere har gennem såkaldte tvillingstudier fundet ud af at politisk interesse og engagement er arveligt. Nærmere bestemt kan 50 procent af det politiske engagement tilskrives arven - altså generne.

   Det ligger derfor lige til højrebenet (hvad har nu en fodboldmetafor at gøre her?) at spørge om det samme gælder det sæt af personlige egenskaber som sammenfattes under begrebet "kreativitet".

   I forhold til en del af den populære litteratur om kreativitet og ideudvikling mv. vil det være noget af en provokation at hævde at kreativitet er arveligt, for i populærlitteraturen er man som regel enige om at kreativ er noget alle i princippet er - eller har mulighed for at være - under de rette betingelser og omstændigheder.

Jeg har jo jævnligt i denne blog skrevet om hvordan en bestemt type barndoms- og ungdomsoplevelser der indebærer tab, tvangsflytning og savn, producerer en oplevelse af "fremmedhed" og en "splittet personlighed" der stimulerer til at kraftig aktiv fantasivirksomhed. Og at denne mentale splittelse kendetegner mange kreative personligheder inden for kunst og litteratur, men også markante skikkelser inden for forskning og blandt erhvervsleder.

   I princippet siger denne hypotese jo at markant kreativitet er et resultat af særlige miljømæssige vilkår og livsbetingelser i barndom og  ungdom. Så også i forhold til den forestilling vil en genetisk årsagssammenhæng være umiddelbart problematisk.

Jeg går på nettet og efterspørger "creativity and genes", og får en lang række hits hvoraf det fremgår at er en sammenhæng. På følgende webadresse er der nøje gjort rede for den forskning der peger i den retning http://www.grupometodo.org/58gencreativ.pdf. Artiklen siger, som jeg forstår den:

• 1) Der synes at være en genetisk sammenhæng mellem på den ene side sindslidelser som skizofreni og på den andens side personligheder med særligt udtalte kreative evner, og at denne sammenhæng udfolder sig kognitivt i det der kaldes divergent tænkning (= tænkning der nemt associerer mellem fjerntliggende emner eller domæner, det som kendetegner metaforer).
• 2) En afgørende forskel mellem at være meget kreativ og være sindsyg synes at ligge i at det center i hjernen der udøver kognitiv control i forhold til divergent tænkning, at det er svækket hos de sindslidende, så de associerer vildt, kaotisk og uhæmmet.
• 3) Endelig ser det ud til at man i forhold til en mental typologi kan opfatte autisme som den slags modsætning til de kreative/skitzofrene personlighedstyper idet autisme bla. andet er karakteriseret ved ekstrem konvergent tænkning (og at ord forstås bogstaveligt) som man finder hos mennesker der har asbergers syndrom.

Forholdet er grafisk fremstillet her:

Det her passer jo meget godt med at en hel del kunstnere er kendt for i perioder at have været sindssyge: bare tænk på Van Gogh eller Evard Munch. På hjemmesiden http://blisstree.com/feel/famous-writers-and-artists-and-mental-illness-234/ kan man finde en lang liste af navne på kendte forfattere og malere som er kendt for at have haft psykiske problemer.

   En teori om at kreativitet og kreative evner delvis er et resultat af en biologisk arv som afspejler sig i hjernens interne "arkitektur" og "infrastruktur", passer meget godt med den iagttagelse jeg har gjort angåend forældrene til mange af de særligt kreative personer jeg har omtalt: nemlig at en eller begge forældre også har kunstneriske anlæg eller er udøvende kunstnere.

Konklusionen må så være at nogle mennesker har særlige anlæg for kreativitet, men miljøet enten kan "undertrykke" disse anlæg i et eller andet omfang - eller fremelske dem til udfoldelse, men at disse anlæg kan også risikere at "tippe over" i en sindsygdom.

Endnu en kreativ personlighed: Jens Christian Grøndahl

Og endnu et eksempel på både det ene og det andet fra avisen i dag den 4. april.

   Med "det ene" mener jeg den type oplevelser af savn, tab, frustration, fremmedgørelse, isolation i barndom og ungdom som ser ud til at fungere som brændstof og motor for særligt kreative menneskers behov for at udtrykke sig: i kunst, i journalistik, i undervisning, i entreprenørskab, i ledelse, i sport... you name it.

  Med "det andet" mener jeg den nøgle til at forstå skabelse af nye ideer, kreative tekster og overraskende anderledes udtryksformer, som fanges ind og sammenfattes i det teoretiske begreb "conceptual blending" som jeg for nylig har læst om i en bog: The Way We Think.

Men altså tilbage til Politiken den 4. april. Kultursektionen:

Journalist Carsten Andersen har her et interview med forfatteren Jens Christian Grøndahl i anledning af udgivelsen af hans erindringsbog: 'Om en time springer træerne ud'. Rubrikken er: "For nogle år siden ville jeg have haft travlt med at slette sporene efter mit eget liv", og et stykke inde i teksten står der:

Bogen er (...) ikke kun en slags nøgle til en stor del af forfatteskabet. Det er også en fortælling om en familie, hvor kunsten gang på gang blev valgt på bekostning af livet, og hvor mønstre af brud, fravær og ensomhed går igen og tillader at et barn til sidst får lov at sidde på bagsædet af en bil med en følelse af at være master of the universe og ikke bare drengen, som tilfældigvis var søn af kunsthandleren Torben Grøndahl og fotografen Marianne Grøndahl (...)

  "Jeg var jo søn af to ret unge forældre, to inderligt usikre mennesker, som kom fra hjem, der var faldet fra hinanden. De have begge boet på kostskole i nogle afgørende år af deres bardom, med andre ord har de være forflyttet, været deponeret og følt sig tilovers, og for min mors vedkommende endda uønsket, og så får de denne søn, som de måske var lidt skræmte over og så på med ærefrygt, selv om det var helt malplaceret. Jeg havde da været bedre tjent med at blive pillet lidt ned", fortæller han.

  "Jeg bliver også rykket fra sjette klasse op i syvende, fordi mine klasselærer synes jeg er så god til dansk. Ja tak, men jeg er for de første elendig i matematik, og for det andet kommer jeg op i en klasse, hvor drengene har overskæg og pigerne bryster, mens jeg bare er en gammelklog dreng, som kan tale alle i grøften. Til gengæld er jeg fuldstændig på rulleskøjter, hvad alt de andet angår. Det tog mig rigtig mange år derefter at få skabt en balance mellem krop, følelser og intellekt."

Man må antage ud fra sammenhængen at det er gennem forfatterskabet - gennem skrivningen - at han oplever at have fået skabt denne "balance mellem krop, følelser og intellekt" som han i den grad har savnet som barn og ung mand, og som han metaforisk beskriver som at han kan "tale alle i grøften", mens han i alle andre sammenhænge er "fuldstændig på rulleskøjter."

Igen et citat der tydeligt illustrerer den kreative personligheds rødder i en "fremmedgørelse" der fører til en spaltning af forskellige sider af personligheden i barndommen; her dels i forhold til to allerede "fremmedgjorte" kreative forældre, og dels i forhold til sig selv da han blev flyttet fra en klasse hvor han følte sig hjemme, tryg og "master of the universe", og til en klasse hvor han bestemt ikke følte sig sådan fordi de mandlige kammerater havde overskæg og pigerne i klassen havde bryster.

Ekstra interessant er det - i lyset af blending-begrebet, at der i forbindelse med artiklen er indsat en særlig fremhævet spalte - en "boks" - med et barndomsfoto af forfatteren øverst. Rubrikken lyder: "Som han ser sig selv". Og underrubrikken: "Politiken har bedt Jens Christian Grøndahl om at beskrive mødet med sit meget unge jeg". JCG er så citeret for hvad han forestiller sig ved at se fotoet af sig selv som barn.

  Et klokkeklart eksempel på en tekst der er et resultat af en blending-operation: et forestillet - altså fiktivt og konstrueret - rum hvor den voksne JCG2 og barnet JCG1 kan mødes og hvori JCG2 udtale sig til citat om hvad han "læser" ud af fotoet af JCG1, idet han leger - lader som om - at han ser den virkelige JCG1ind i øjnene - og ikke fotoet af ham/sig selv som barn.

Hvordan kan Politiken finde på - netop i dag - at levere en tekst som uden videre kunne have været citeret som skoleeksempel i bogen 'The Way We Think - Conceptual Blending and the Minds Hidden Complexities'?

   Ikke blot er Jens Christian Grøndahl en særligt kreativ personlighed, men Politikens journalist er blevet smittet til også at være særligt kreativ, så han har fundet på at plotte artiklen med et fiktivt møde i et tekstligt iscenesat rum der "blander" et "jeg2" anno 2010 og et "jeg1" anno ca. 1965, for at se hvad "jeg2" vil sige om "jeg1" i dette forestillede blandede fiktive rum.

Et eksempel der siger spar to! Hvor heldig kan man være? Det går over min forstand!

En kreativ personlighed - en "fremmed" i verden

Det følgende blev igangsat af en artikel i Politiken i dag:

Da jeg for et par uger siden var inde og give efterkritik til Karen Secher af hendes radioprogram Besøgstid, der som portrætterede medvirkende kun har "kreative" personer, så var der flere ting der slog mig. AV!.

  For eksempel at ganske mange af dem der var med i de programmer jeg nåede at lytte til - ud over at have savnet en far - så havde de også flyttet en del rundt i deres barndom. Eller rettere: der var flyttet rundt med dem. Tit var der også noget med to sprog - en barndoms dialekt som de måtte forkaste eller undertrykke for ikke at blive mobbet når de var kommet til en ny egn og i ny skole med nye kammerater.

Igen havde jeg Poul Martinsen som en slags prototype for forståelsen hvad der foregik. Han havde ganske vist ikke flyttet rundt, men han havde radikalt skiftet skole: fra den "proletariske" Bakkegårdsskolen i Vangede, til Gammel Hellerup Gymnasium; fra københavnsk arbejdersprog og solidarisk kultur, til en "hellerupsk" talende overklasse hvor de fleste af klassekammeraterne var direktørsønner.

Og så var der også kobling til mig selv og min barndom: Inden jeg var 14 år, havde min familie flyttet 4 gange: fra Nørrebro i København til Gørlev på Vestsjælland, fra Gørlev til Holeby på Lolland, fra Holeby til Stege på Møn, fra Møn til Christianshavn i København. Og jeg husker det blev kommenteret at jeg talte "lollandsk" da jeg i 2. mellem kom ind på Christianshavns Gymnasium. Også at rektor til min mor sagde at den plads i klassen jeg nu fik, havde været optaget af en dreng fra Slagelse, en anden provisndreng, men han havde kun "holdt ud" i 14 dage.

  Jeg får videre associationer til mit ophold i USA mellem 2. og 3. g. som "udvekslingsstudent". Der blev også "blendet" så det batter mellem to rum og to verdener som godt nok var meget forskellige. Jeg fik en engelsk-lærer i den lokale High School hvor jeg gik, som ved min ankomst til klassen meddelte at "foreign students" brød han sig ikke om at få ind i klassen, han havde besvær nok med at lære de amerikanske elever et ordentlig engelske. Efter det første halve år, begyndte jeg at skrive digte - ikke helt dårlige - på engelsk!

Alt det blev aktiveret endnu en gang da jeg læste bagsiden af Søndags-Politikens sektion "Viden". Her var portrætteret en kvinde der nu var "spilforsker" på Medievidenskab på Københavns Universitet. Artiklens rubrik fangede mig i den grad: "Permanent fremmed med åbne øjne". Manchetten ikke mindre: "40 steder har spilforsker Mette Thorhauge nået at bo, og det mener hun har givet hende en evnet til at se tingene på andre måder, som hun bruger i sin forskning. Hun har gjort det til en mission at få forældre til at se mere nuanceret på computerspil."
   Inde i artiklen citeres Mette Thorhauge for at sige:

Vi boede mange steder da jeg var barn - blandt andet var vi i Grønland i flere omgange. Ellers har jeg mest boet rund omkring i Jylland. Det var ikke altid sjovt at flytte så meget rundt, men det lærte mig en fleksibilitet og tilpasningsevne, som jeg føler, at jeg bruger aktivt i dag som forsker. Det at være permanent fremmed giver muligheder for at se tingene på en anden måde end dem, der er vant til, at det altid har været sådan. Man bliver meget bevidst om, at tingene ikke kun behøver at være på én måde." (...)

I efterskoleårene udtænkte Anne Mette Thorhauge den perfekte stillingskombination. forfatter, arkitekt og stundman.

"Jeg kunne ikke forestille mig at det ville være nok med et job, for der var så meget, jeg gerne ville. Forfatter ville dække mit behov for at være kunstnerisk, arkitektdelen ville sikre mig en god økonomi, var jeg af en eller anden grund sikker på - og stuntman måtte jeg være, så der også skete lidt", husker hun.

Da jeg selv gik i gymnasiet ville jeg være enten digter, maler eller arkitekt. Min familie mente jeg skulle være professor fordi jeg altid læste bøger - af alle mulige slags.

Her ligger vel en slags "opdagelse", hvis vi altså accepterer at den kreative personligheds særlige evne består i at kunne tænke ting sammen på tværs af grænser og traditioner og kategorier.

Vi kan gå ud fra, som Anne Mette Thorhauge, at det at flytte rundt og dermed gange på gang at blive revet ud af et rum (miljø, sprog) og blive tvunget ned i et andet, får det "fremmedgjorte" barn til at komme i en permanent tilstand af "blending" - en permanent mental røre-rundt-tilstand hvor det nye rum som er aktuelt, hele tiden ubevidst holdes sammen med forestillinger om det fortidige rum som er savnet - en tilstand hvor et nyt "jeg" som skal udleves igennem et nyt sprog, sættes i (modsætnings)forhold til et gammelt "jeg" som er tabt og forladt - med et sprog som skal fortrænges for at overleve.

  Spørgsmålene som permanent køres rundt i den kreative røremaskine vil være: Hvad kan overføres, hvad kan tages med, og hvad må forkastes eller lades tilbage? Hvem er jeg, og hvad er jeg god til? Hvad er sikkert? Hvem og hvad skal man knyttet sig til - hvis man ikke vil lide tab og savn senere?

Der er altså - er hypotesen - tale om en selvreflekterende metaforisk proces, hvor det aktuelle livsrum ses og forstås igennem erindringsbilledernes optik, og hvor det forgangne livsrum ses og forstås gennem den nyerfarede virkeligheds optik.

Præcis sådan var i øvrigt den "mentale logik" som drev og styrede Poul Martinsens tv-dokumentar-produktion, hvor han forsøgte at forstå sig selv og sit liv - ikke gennem abstrakt analytisk tænkning og analyse - men gennem at producere aktuelle tv-billeder og tv-historier der på en eller anden måde lignede eller mindede om, og som - via associationer og kontraster - gjorde det muligt for ham kamufleret at reflekterer over den erindrede fortids billeder.

Ih, hvor det kører!