Sider

Viser opslag med etiketten rekonstruktion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rekonstruktion. Vis alle opslag

mandag den 29. oktober 2012

Når 'dokumentarfilmen' både er fakta og fiktion - så er fanden løs i journalistikken - eksempel: 'This Ain't California'

Jeg har tidligere været inde på spørgsmålet om "faktion" i forbindelse med journalistik og dokumentar-programmer. Det drejer sig om en diskussion om vilkårene for konceptuel genreblending i medierne!
   I gamle dage når jeg introducerede til kurset i 'faktion' i Danmarks Radio, så havde jeg en overhead-transparent hvor der stod: 
Faktion - øretævernes holdeplads - og kreativitetens legeplads
En af mine pointer i det kursus var at der var nogle særlige personlighedstyper som følte sig specielt tiltrukket af at blande genrerne, og som nød at balancere på eller overskride grænsen mellem fakta og fiktion når de producerede journalistik, film og tv.

Nu er den gal igen. Der er øretæver til dokumentarfilmen 'This Ain't California' som allerede har vundet flere internationale priser. Information kunne i weekendudgaven berette at filmen nu var blevet trukket fra The European Broadcasting Festival i Berlin hvor den også var en oplagt kandidat til en pris. 
   Ifølge Informations artikel af Thora Lorentzen er historien følgende:
.. skaberne bag filmen har siden filmens premiere bevidst tilbageholdt sandheden om filmens materiale og autenticitet. Det viser sig at hovedpersonen i filmen er opdigtet, og er spillet af en skuespiller.  En ophedet diskussion blandt juryens medlemmer bestående af nominerede dokumentarfilminstruktører fra hele Europa fik instruktøren til at trække sin film tilbage fra konkurrencen. 
Filmen handler om og skildrer en skater sub-kultur i Østtyskland i 80' erne. 
   En journalist fra Der Spiegel, Peter Wensiersky, der har skrevet bogen 'Jugend Rebellion in der DDR', mente da han så filmen at "materialet umuligt kunne være originalt og optaget af drengen selv som filmen postulerer". Han afslører sammen med en anden journalist at "hovedpersonen i filmen ikke eksisterer, at han ikke dør som soldat i Afghanistan, og at denne karakter er spillet skuespilleren Kai Hellebrand."
    Konfronteret med disse anklager, forklarer producenten Michael Schöbel i Berlin at måske 30 procent af filmen var "rekonstrueret". Anklagerne fra Spiegel-journalisterne går på at det snarere er 90 procent. Og det ender med at Jutta Krug som er formand for juryen for Prix Europa, anklager producenten for at have løjet og anklager filmen for at være blevet markedsført "under falsk varedeklaration".

Hvad er problemet?
   Må man ikke rekonstruerer scener fra virkeligheden i (dokumentar)film? Findes der klare grænser for hvor meget man må iscenesætte, manuskript(be)skrive, instruere, genindspille film der vises på dokumentafilmfestivaler?

Jeg har tjekket på YouTube hvor der ligger en række trailere for 'This Ain't California'. Ingen af trailerne bruger udtrykket 'dokumentarfilm' - 'documentary' - til at karakterisere genren for den film de reklamerer for. Men de fortæller heller ikke at den hovedperson hvis voice over vi hører, er en skuespiller.
    Det får vi heller ikke at vide i dette aktualitetsindslag fra web-tv-kanalen "Rebel-TV" hvor både en med-producent og en medvirkende bliver interviewet og udtaler sig til kamera:




Historisk set er det sådan at hvis vi går tilbage til perioden før 1960, så var alle "dokumentarfilm" rekonstruktioner eller reenactment af de medvirkendes virkelighed. Af rent tekniske årsager. Først med det nye lette kamera- og lyd-udstyr som kommer frem omkring 1960 bliver det muligt rent faktisk at følge virkelige processer som "fluen på væggen" - som i "Primary" eller "Salesman".

Diskussionen blussede op sidste år hvor det blev afsløret at flere centrale scener i filmen Amadillio instrueret af Janus Metz var et resultat af rekonstruktioner eller reenactment. Også filmen Burma VJ med Anders Østegaard som instruktør gav anledning til diskussion af hvad der var autentisk og hvad der var iscenesat og rekonstrueret, og af spørgsmålet om hvor langt man som instruktør kunne tillade sig at gå. 
   Begge film og deres instruktører har vundet en række priser på dokumentarfilmfestivaler. 

Gå man tilbage i tv-historien, så er en de mest berømte 'dokumentariske' tv-filmen 'Cathy Come Home' fra 1966, instrueret af Ken Loach og med manuskript af Jeremy Sandford. 
   Film skildrer bolignøden i England og udstiller en helt urimelig forældet boliglovgivning der diskriminerede familier med børn. 
    Hovedpersonen  Cathy hvis "børn" til slut i filmen bliver tvangsfjernet, spilles af en skuespillerinde, mens filmens historie er båret af en gennemgående autoritativ faktuel speak, der er lyd- og billed-klip fra en masse autentiske interviews med boligløse, kameraføring og klipning har mange træk til fælles med datidens tv-nyhedsindslag og 'newsreel'-forfilm i biograferne. 
   Filmen fik enorm effekt, rejste en storm i offentligheden, og førte til at politikerene i Parlamentet ændrede boliglovgivningen.

'Cathy Come Home' slutter med følgende tekst på skærmen:
Alle the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many houses as Britain since the war.
I England havde man en genrebetegnelse for den slag film: dramadocumentary. Og mange andre tv-film i 60-erne og 70-erne fulgte samme blandingsopskrift. Og specielt når de havde samfundskritisk sigte, gav disse film anledning til hede debatter i offentligheden om etik, troværdighed og manipulation.
    Opskriften fra 'Cathy Come Home' kunne se ud til at ligne den som ligger under produktionen af  'This Ain't California,  og så vidt jeg kan bedømme også under produktionen af 'Burma VJ'.

Jeg søger lidt på nettet og finder en artikel af journalist Rasmus Elmelund i forbindelse med Informations dækning af CPH:DOX  efteråret 2011. Rubrikken lyder: "Den gode dokumentarfilm er manipuleret". Indledningen beskriver produktionsomstændighederne i forbindelse med den svensk film 'Play' som vises på festivalen:
Den svenske instruktør Ruben Östlund har været i Göteborg for at hyre byens hårdkogte drenge som hovedrolleindehavere i sin nye film, Play. Filmen, der får premiere i Danmark under CPH:DOX, baserer sig på mere end 40 kriminalsager begået på Göteborg-egnen mellem 2006 og 2008, og i Östlunds genindspilning sker det med en distinkt, observerende kameraføring, der minder om dokumentarfilmens æstetik. Men det er ikke en dokumentarfilm. Lige så lidt som det er en fiktionsfilm. Drengene er fra Göteborg. Men de spiller nogle andre end sig selv.
Min gode kollega Ib Bondebjerg kalder i artiklen i Information fra sidste efterår den slags film 'en bastard'. Og han har i øvrigt ingen problemer med en udvikling hvor skellet mellem fakta og fiktion udviskes mere og mere i flere og flere af de film der vises på dokumentarfilmfestivaler.
   Artiklen fortsætter:
Ruben Östlunds Play et godt eksempel på denne nye dominerende type dokumentarfilm. Da den tidligere i år blev præsenteret på filmfestivalen i Cannes, blev den markedsført og framet som en fiktionsfilm, men genrekonflikten ser Tine Fischer, direktør for dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der præsenterer Play i sin hovedkonkurrence, ikke noget problem i.
   »Man kan på flere måder retfærdiggøre at kalde den en dokumentarfilm. Først og fremmest er den baseret på ægte scener. Men derudover sker der reelle psykologiske ting på skærmen, når disse børn bliver bedt om at agere over for hinanden i meget lange sekvenser. De er blevet tildelt nogle roller, men de har været nødt til at improvisere,« siger hun og kalder det en »ny og meget eksperimentel« slags dokumentarisme.
   »Det er interessant at se film og metoder, der adskiller sig fra den klassiske ‘fluen på væggen’-dokumentar.«
Måden at producere på synes også at være beslægtet med Poul Trier Pedersen "tv-spontanspil" i DR fra 70-erne. Navnet på genren - 'spontanspil' - havde Trier selv opfundet. Udsendelserne blev produceret i regi af den afdeling der hed 'TV-Teatret'.
   Man kan læse mere om genrediskussionen om 'Play' her:
http://www.ekkofilm.dk/artikler/kritiker-film-pa-cphdox-er-fiktion/
Journalister elsker at skrive afslørende artikler som dem Spiegels journalister har skrevet om 'This Ain´t California'. Og det er kun et par år siden det tilsvarende herhjemme blev afsløret under stort offentligt rabalder at formatet for tv-programmet 'Sporløs' i DR, byggede på den illusion af det var første gang journalisten forfulgte sporet til de savnede pårørende for de medvirkende adoptivbørn.

På den ene side synes jeg det er en overgearet og hysterisk diskussion. Og at de skrivende journalister  projicerer normer fra deres eget professionelle domæne over på nogle filmgenrer og filminstruktører hvor de ikke uden videre har "gælder" og har relevans.
   På den anden side er jeg uenig med Bondebjerg i at det egentlig slet ikke er noget problem. Når nogen oplever det som et problem og føler sig snydt og løjet for, så ér det et problem. Et 'faktions-problem'.
    Men der er altså banale opskrifter og simple løsninger på det, som mange kreative tv- og filmfolk i de sidste 30-40 år har kendt til og benyttet sig af:
  • Brug en genrebetegnelse til at frame filmen, en frame som peger på at produktionsomstændighederne har blandet de produktionsformer som bruges i fiktion og de produktionsformer som bruges i journalistik: dokudrama, dramadok, spontanspil, halvfiktion, tv-eksperiment, fik-fak, mocumentary, realitydokumentar, etc. 
  • Marker evt. rekonstruerede scener med et "r" oppe i hjørnet af filmsekvensen, eller marker med tintning at disse sekvenser har en særlig status og er iscenesat og optaget som fiktion.
  • Og skriv evt. i et 'forord' eller et 'efterord' på skærmen på hvilken måde og i hvilket omfang filmen er researchet, iscenesat og produceret som et blandingsprodukt, og lav dermed en eksplicit kontrakt med publikum om at man som seer så selv må afgøre - givet disse oplysninger - i hvilken forstand filmen er sand og autentisk eller et subjektivt fantasiprodukt.  
Hvor svært kan det være!

onsdag den 6. april 2011

Kreative fornyelser af den fortællende journalistik

Jeg har fundet to eksempler på fortællende journalistik i Søndags-Politiken den 3/4 der er værd at se nærmere på fordi de på hver sin måde bryder med de efterhånden veletablerede genrekonventioner som lærebøgerne beskriver.

Det ene eksempel er forsideartiklen fra PS-sektionen der fortsætter inde på side 4. Rubrikken er "Løkkes vej i krig" - med underrubrikken:
Et enigt Folketing sendte Danmark i krig i Libyen. Politikken har kortlagt forløbet og giver her et indblik i en historisk beslutning, der vil ændre dansk udenrigspolitik. Et forløb, der viser, at den amerikanske præsident fem dage før krigen fortalte Lars Løkke, at USA´s støtte til krigen ikke var sikker: 
Journalisterne er Mette Østergaard og Morten Skærbæk.
     Fortællende journalistik er en rekonstruktion i ord af et journalistisk interessant handlings- og begivenhedsforløb,  kronologisk fortalt og delt op i scener, og med en eller flere handlende hovedkarakterer fra virkelighedens verden. Det hører med til genrekonventionerne at man gengiver interessante og karakteriserende detaljer, og at udtalelser gengives i replikform - ikke i interviewcitater. Amerikanerne taler om "narrativ journalism" og om "journalism that reads like af novel". Altså en blended genre.
   Faderen til denne genre, som i 60´ern blev kaldt "new journalism" var journalisten og forfatteren Truman Capote der skrev bogen 'In Cold Blod', en fortælling som rekonstruerede historien om et grusomt mord på en helt uskyldig familie i Kansas, baseret på omfattende journalistisk research og omfattende interviews med en af morderne mens han sad i fængsel, og inden dødstraffen blev eksekveret.
   Ordet "faction" blev vist nok opfundet netop til at karakterisere hvad der genremæssigt kendetegnede den bog.

Artiklen her i Politiken indledes sådan her - lige efter bogen, kan man sige:
FN-mandatet skal gå videre end et flyveforbud. Ellers er det usikkert om USA kan deltage i krigen i Libyen. Så klar meldingen fra Barack Obama til Lars Løkke Rasmussen mandag 14. marts.
   Klokken er omkring to om eftermiddagen amerikansk tid. I det hvide hus i Washington mødes statsministeren og præsidenten. Med til mødet har Løkke sin departementchef Christian Kettel Thomsen, (...) Bag dem sidder også en kontorchef, en ministersekretær og en pressechef.
   På den anden side af bordet har Obama ditto opstilling. Stabschef Bill Daly, (...). Bag dem Europa-chefen og Danmark-Ansvarlig Jeff Hovenier.
   Det er kun Obama og Løkke, der taler. De er omkring emner som Afghanistan, katastrofen i Japan og pirateri. Nu falder snakken på Libyen, og, og præsidenten giver udtryk for at han skeptisk over for, om et flyveforbud vil have den ønskede effekt. (...) Statsministeren er enig i, at et flyveforbud næppe er nok, men mener også, de vil være et uheldigt signal at sende til andre ledere i Mellemøsten, hvis man ikke griber ind over for Gaddafi.
Artiklen slutter med:
Om søndagen - en uge efter  at Løkke landede i Wshington med alle sine tvivl, var danske fly i luften over Libyen.
Bortset fra denne udgangssætning er fortællingen holdt i dramatiserende nutid. Og vi ser hvordan der indledningsvis sættes en scene med de to hovedpersoner over for hinanden med hvert sit hold af adjudanter omkring sig. Samtalen refereres i indirekte gengivelse fordi det ikke har været muligt at interviewe sig ordlyden af de præcise replikker.
   Det der er det specielle, er at fortællingen mixes med kortere og længere interviewcitater fra Lars Løkke. Dette "brud" på genren indledes sådan her:
Godt to uger senere fortæller Statsministeren om sine oplevelser, da Politiken møder ham til et interview i Statsministeriet.
"I den første fase gik hele debatten på, at vi skulle etablere en flyveforbudszon i Libyen. Man fik næsten en opfattelse af, (....)
Derefter pendler artiklen mellem fortælling med scenisk rekonstruktion af begivnhedsforløbet og uddybende interviewcitater i slutningen af hver scene.
   Det er altså en slags blending i anden potens: et traditionelt interview med en magthaver om hans rolle i og refleksioner over en vigtig politisk beslutning og hvad der førte frem til den, monteret samme med en journalistisk fortælling hvor læserne får et kig ind bag murene hvor politikere mødes og diskuterer strategier, og et kig ind i deres hoveder hvor overvejelserne foregår.

Det andet eksempel på en journalistisk fortælling er fra nyhedssektionen den 3. april, hvor der efterhånden ofte er flere kommentarer og analyser (views) end nyheder (news). Genreetiketten er: "POLITISK ANALYSE". Rubrikken lyder: "Pia tager sig godt betalt". Underrubrikken: "Forhand-lingerne med Lars Lykke Rasmussen kan udløse et valg." Journalist: Peter Mogensen, forhenværende spindoktor.
    Genremæssigt er der umiddelbart ingen ugler i mosen: en af Peter Mogensens sædvanlige noget luftige og vidtløftige forudsigelser, regner man med. Derfor kommer første linie og første afsnit som en overraskelse:
Det er sidst i april 2011. Vi er på Marienborg i statsministerens embedsbolig. En af valgperiodens vigtigste politiske forhandlinger tager sin begyndelse. Det er aften og ilden knitrer i pejsen på første sal, og stearinlysene på det sorte piano er tændt. I lokalet er kun fire personer - statsminister Lars Løkke Rasmiussen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, partileder Pia Kjærsgaard og hendes næstkommanderende, Kristian Thulesen Dahl.
   Der er dømt politisk poker.
   (...)
   Statsministerens humør var ikke for godt før mødet, men han strammer sig an, når han kigger på på Kjærsgaard. Er dette det historiske brud på ti års stabilt samarbejde. (...)
Peter Mogensen slutter "analysen" sådan her:
Løkke kan mærke DF-lederens blik på ham. Hun præsenterede sine krav med bemærkningen om at 'dette var minimumskrav', og at 'hun måske alligevel hældte til at tage det valg nu.'
   Statsministeren rejser sig, kigger på sin finansminister og beder om en time out i forhandlingerne.

Søndag 3. april 2011
Sådan, kære læser, kan forhandlingerne meget vel forløbe mellem Kjærsgaard og Løkke om nogle uger. Kjærsgaards pris er høj, meget høj. Afgørende bliver det, om Løkke kan overbevise DF-lederen om, at han tror på en valgsejr. Men det er kun første forhindring. Der bliver en lang aften på Marienborg.
Lærebøgerne i fortællende journalistik understreger betydningen af grundig og nøjeregnende research til at bakke fortællingens faktuelle fundament op.
   Den her journalistiske fortælling har slet ingen research som grundlag, den er ren fantasi og spekulation. Det er det jeg tidligere har beskrevet som et hypotetisk fremtidsscenarie i fortællingens form, beslægtet med science-fiction; og i princippet kun baseret på almen- og specialviden hos forfatteren, fx her om hvordan der rent faktisk ser ud inden for Marienborgs mure.
   Men det er kreativt tænkt og gjort af Peter Mogensen, og på en måde jo mere i overensstemmelse med den ret så luftige, udokumenterede og kildeløse substans der udgør indholdet i Peter Mogensens mange ret traditionelt skrevne analyser i Politiken.

Men når journalisterne i begge tilfælde har valgt den narrative form, er det rimeligt at spørge: Hvad gør fortællingen egentlig ved det journalistisk stof som det formidler - i sammenligning med de mere fakataorienterede informative journalistiske fremstillingsformer?
   Ja, faktisk det samme som en metafors "source" gør ved metaforens "target",  nemlig leverer en særlig optik som stoffet - historien - så anskues og filtreres igennem, sådan at det blendede produkt leverer flere fascinations- og identifikationsmuligheder for læserne.
   Man kan sige at det at vælge fortællingen, framer den rapporterede virkelighed så den kommer i øjenhøjde med læserne og placerer dem i en slags fantasistimulerende fluen på væggen-observatørposition.

lørdag den 19. februar 2011

Inspiration - når noget ydre matcher noget indre - og motiverer handling: revolution og kunst

Jeg var for nogle blogindlæg tilbage inde på begrebet og fænomenet inspiration. Og skrev den gang at ordet virkede lidt umoderne, forankret som det var - i min erindring - i 18-hundredtallets romantiske kunstideologi og geniforestillinger. Men jeg noterede også at det stadig var gangbart i kunstnerkredse, som det fremgik af interviewbogen "Kreativitet og Inspiration".
   Imidlertid lægger jeg mærke til at ordet dukker op dagligt i alle medier under dækningen af de begivenheder der foregår i Nordafrika og Mellemøsten i disse uger. Uden at det har noget med kunst at gøre, men nok  i hvert fald indirekte - noget at gøre med kreativitet og faserne i den kreative proces.

Journalister og eksperter fortæller at det folkelige oprør og omvæltningen i Tunis, "inspirerede" egypterne til deres demonstrationer og oprør mod det diktatoriske regime. Og videre: at befolkningerne i de øvrige arabiske lande derefter har fundet "inspiration" i begivenhederne i Egypten til også at demonstrere. Og i en artikel i dagens avis tales der om at det russiske regime frygter at ogsåe den russiske befolkning kan blive "inspireret" til noget lignende. En analytiker forklarer denne frygt med at der er klare strukturelle ligheder - isomorfi - mellem det russiske autoritære og pseudo-demokratiske styre under Putin og det egyptiske under Barak.

Wikipedia forklarer at der er to forskellige skoler og traditioner omkring forståelsen af inspiration: En som går ud fra at det er en kraft der kommer indefra, mens andre siger det er noget der kommer udefra.
17-hundredtallets filosoffer tilslutter sig nærmest det første synspunkt, 18-hundredtallet det andet.
   Mit synspunkt er at der er tale om en slags aha-oplevelse af den slags jeg har identificeret som oplevelsen af "et match" mellem noget ydre og noget indre: at man altså oplever at der er ydre indtryk, billeder, stimuli, fortællinger der korresponderer med indre forestillinger, og at oplevelsen af dette "match" - en form for genkendelsesmekanisme - leverer den psykiske energi der fjerner en blokerende frygt for repressalier og fører til handling.
   I Mellemøsten er det indlysende at det er den form for inspiration der foregår kollektivt og i stor skala befolkningerne imellem, og at medierne - ikke mindst tv og net-tv - er medium for oplevelsen af at de billeder man ser på skærmen matcher de ophobede oplevelser og erfaringer man selv har med sit eget liv underkastet sit lignende styre.
   Det er oplevelsen af isomorfi mellem det ydre og det indre billede, der udløser indsigten i form af: "Når de kan, kan vi også - fordi deres situation ligner vores."

Når nogen taler om at have mødt deres drømmekvinde, eller at de har fået  tilbudt deres drømmejob, så er det selvfølgelig også udtryk for oplevelsen af korrespondance - et match - mellem indre forestillinger der mødes med indtryk fra en ydre virkelighed.
   Og forleden så jeg en prisbelønnet dokumentarfilm "Man on wire" i tv, som jeg både har læst om  og tidligere set klip fra, men først nu så i sin helhed. Wikipedia:
Man on Wire is a 2008 British documentary film directed by James Marsh. The film chronicles Philippe Petit's 1974 high-wire walk between the Twin Towers of New York's World Trade Center. It is based on Philippe Petit's book, To Reach the Clouds, recently released in paperback with the new title Man on Wire. The title of the movie is taken from the police report that led to the arrest (and later release) of Petit, whose performance had lasted for almost one hour. The film is crafted like a heist film, presenting rare footage of the preparations for the event and still photographs of the walk, alongside reenactments (with Paul McGill as the young Petit) and present-day interviews with the participants.
I filmen fortæller artisten Phillipe Petit hvordan han fik ideen - inspirationen - til denne utrolige og enestående happening: Han var 17 år og sad i venteværelset hos sin tandlæge og læste en avis der fortalte om det igangværende byggeri af de to tvillingtårne der skulle komme til at udgøre World Trade Center i New York. Der var avisfotos af skyskraberne under opførelse og tegninger af det færdige byggeri. Phillipe Petit fortæller at i det øjeblik han læste artiklen og så illustrationerne, vidste han at det ville han gør: gå på line mellem de to tårne!
   Efter at have set filmen, må line-dans være det rigtige ord. Og altså et krystalklart eksempel på inspiration som et match mellem en indre og - måske indtil det øjeblik - ubevidst drøm eller forestilling, og så en ydre sproglig og visuel impuls. Han så i det øjeblik et billede af sig selv udføre det spektakulære kunststykke på et tidspunkt i fremtiden. Fik en ny ide, og satte sig for at realisere den.
   Beskrevet og forstået sådan, er der tale om blending: to adskilte konceptuelle rum der giver input til et tredje output-rum gennem integration og komprimering af virkelighed og fantasi, af nutid og fremtid, af et aktuelt "jeg" med et "fantaseret jeg".
   Og analogt med det kan vi så også forstå den steppebrand af demonstrationer og oprør der breder sig i Mellemøsten, som en kreativ proces. Indtrykkene fra tv af de andres oprør, matcher de drømme vi også har, og som output kommer forestillingen om en fremtidig situation hvor vi også gør oprør og det lykkes som i Egypten og Tunis.

I øvrigt noterer jeg at filmen "Man on Wire" genremæssigt er et blend - en dramadokumentar; blandt andet er den scene med "Phillip Petit" i tandlægens venteværelse en rekonstruktion. Og jeg lærer et nyt ord fra dramaturgiens værktøjskasse: en heist film.
A heist film is a film that has an intricate plot woven around a group of people trying to steal something. Versions with dominant or prominent comic elements are often called caper movies. They could be described as the analogues of caper stories in film history. Typically, there are many plot twists, and film focuses on the characters' attempts to formulate a plan, carry it out, and escape with the goods. There is often a nemesis who must be thwarted: either a figure of authority or a former partner who turned on the group or one of its members.
Nemesis holdt sig dog - heldigvis - væk fra Phillip Petit.
   Men ikke fra World Trade Center mange år senere.

tirsdag den 30. marts 2010

Kreativitetens sproglige røremaskine: "Conceptual Blending"

"Conceptual blending" har jeg opdaget der er noget der hedder. Mixning af forestillinger - blanding af begreber eller ideer, må det betyder på dansk. Jeg har det fra en tyk amerikansk bog med titlen: The Way We Think. Conceptual Blending and the Mind´s Hidden Complexities. Forfatterne: Gilles Fauconnier og Mark Turner

Jeg blev 'fanget' af titlen i en litteraturoversigt på Amazon hvor jeg søgte på begrebet "creativity". Når det fangede min opmærksomhed, var det bl. a. fordi jeg for halvandet år siden i mit manuskript til en forelæsning om Poul Martinsen - ud af ingenting - havde skrevet "kreativitetens røremaskine" for at indfange hvad jeg synes var specielt ved den måde han fik ideer på. De to begreber - som begge er metaforer - lignede!
  Ved at læse indholdsoversigten, nogle sider ind i teksten og bagsideteksten, som man kan på Amazon, blev jeg klar over at det faktisk var meget interessant for mig, fordi begrebet associativt også forbandt sig med titlen på en bog jeg skrev for mange år siden: Faktion som udtryksmiddel.
Begrebet "faktion" er et semantisk blandingsprodukt - et "blend" i bogens forstand. Der er tale om et sammensat ord der refererer til noget som ikke tidligere er sammenfattet med et ord, og som trækker på to forskellige allerede eksisterende begreber: "fakta" og "fiktion". I den forbindelse optræder også en lang række andre terminologiske blandingsprodukter: dokudrama, dramadok, infotainment, edutainment, mocumentary, spontanspil, realityshow, docusoap, teatersport.

Bogen The Way We Think beskriver en meget generel teori - og en meget spekulativ teori - om hvordan ubevidste semantiske processer og mentale operationer gør det muligt at tænke og tale kreativt ved at kombinere forestillinger fra væsensforskellige verdener i den "sammenrørte" forestilling. En sådan "blanding" er f.eks. en metafor hvor to verdener der ikke logisk eller reelt har noget med hinanden at gøre, kobles sammen, som f. eks. i ordet "bolighaj". Metaforerne vender jeg tilbage til i senere blog-indlæg.

En anden kreativ "blanding" der er central i bogen og teorien, er det man kalder kontrafaktiske udsagn - som disse:
  • Hvis jeg var i dit sted, ville jeg sige nej. (vi forestiller os en verden hvor jeg var i dit sted og skulle svare som om jeg var dig - altså at vi som personer var "blended"; denne forestillede verden trækker på egenskaber ved to andre adskilte "reelle verdener": "dit sted" og "mit sted" hvor vi som adskilte væsener befinder os normalt)
  • I Frankrig ville Watergate aldrig have skadet Nixon (vi forestiller os et Frankrig hvor Nixon var blevet præsident og hvor de handlinger der førte til Watergate-skandalen i USA, udspillede sig; denne forestillede verden, får mening gennem en mental sammenblanding af to andre faktiske verdener: 1) "Frankrig" med de faktiske vilkår som præsidenter lever med der, og 2) "USA" med den faktiske historie om Nixon der måtte træde tilbage på grund af det bevidste Water Gate-cover up.
  • Hvis Jorden var lige så tæt på Solen som Venus, ville der aldrig være opstået liv som vi kender det. (vi forestiller os en verden hvor jordens liv skulle udvikle sig mens jorden var lige så tæt på solen som Venus; denne forestillede verden får mening ved at trækker på kendte egenskaber ved to reelle verdener: 1) "Venus" med sin giftige atmosfære der er over 400 grader varm, og i en bane som er meget nærmere solens end jordens, og 2) "Jorden" med den faktiske bane som er i en så tilpas afstand fra solen at livet som findes, er muligt)
  • Hvis vi kunne gå på nettet her i ørkenen, kunne vi finde løsningen på et øjeblik. (vi forestiller os en ørken uden netadgang i miles omkreds, blandet med forestillingen om en civiliseret verden hvor man har netadgang overalt)
  • Jeg købte ikke bilen alligevel. Den ville fylde for meget i vores garage. (vi forestiller os en verden hvor den bil som vi ikke købte, forsøgsvis blev kørt ind i vores garage)
  • Hun forhindrede ham i at blive slået ihjel. (vi forestiller os en verden hvori han var blevet slået ihjel; der er altså tale om en "blanding" af en verden hvor han ville have været død med en verden hvori denne død ikke indtræffer.)
  • Der mangler en stol i stuen. (vi forestiller os en verden hvor endnu en stol befandt sig i stuen, som altså så er blandet med en aktuel verden hvor stolen ikke befinder sig.)
  • Lars Løkke har accepteret åbenlys uenighed blandt regeringspartnerne. Det ville Anders Fogh aldrig have tilladt. (vi forestiller os en verden hvor Anders Fog stadig var statsminister; den tekst giver kun mening i kraft af "blandingen" af en faktisk verden hvor Lars Løkke er statsminister, og en forestillet verden hvor han ikke var blevet det, men Anders Fog var fortsat.)
I alle tilfælde indebære udsagnene altså, som man ser, forestillingen om en situation som ikke findes, et rum som er tænkt eller opfundet og altså en slags fiktiv verden. Den fiktion giver kun mening i kraft at forestillingen om to verdener som "blandes" i en tankeoperation, og hvor der i "blandingsproduktet" indgår træk eller elementer fra disse to verdener. De af "blandingen" afledte udsagn anvendes som et forsøg på underbygge et argument om forhold i den virkelige verden.

Kontrafaktiske genrer
Det er det der er på spil i den (halv?)videnskabelige disciplin der kaldes kontrafaktisk historieskrivning, som er en særlig måde at anskueligøre og forklare forskellige historiske udviklinger og deres årsagsammenhænge på.
  Der findes også en hel fiktionsgenre, som arbejde ad de samme kontrafaktiske blandingsspor: science-fiction, en genre som i modsætning til genren fantacy, arbejder med at "forlænge" konsekvenserne af sandsynlige videnskabelig og teknologiske udviklinger ind i en fremtidig tænkt verden: altså en fremtidig forestillet verden, indpodet - blendet - med elementer fra den aktuelle verden som man forestiller sig udvikler sig efter de sociale og fysiske lovmæssigheder som gælder i denne faktiske verden. En karakteristisk moderne genre, som kun er mulig i kraft af serier af begrebs- og tankemæssige blending-operationer.
En af de genrer man taler om i forbindelse med faktion, er tydeligvis også beslægtet med de kontrafaktiske "blandinger", nemlig: rekonstruktionen. En rekonstruktion i journalistik og dokumentarisme er en forestillet og fremstillet verden, som man ikke kan bevise eksistensen af fordi den er forsvundet i fortiden; men som man så giver udtryk gennem en fiktion - en fortælle- og udtryksmæssig konstruktion - der er særligt forpligtet på eksisterende kendsgerninger, typiske situationer og efterladte artifakter.

"Nul" - et tal og ingenting
Et for mig særligt slående eksempel på hvor epokegørende fremskridt i den menneskelige tænkning en begrebs- eller forestillingsblanding kan afføde, er "nullet": som i denne teori er en "blanding" af "ingenting" og "et tal i talrækken".
   Inden "nullet" blev tænkt (af araberne!), var der en masse regenoperationer som ikke kunne lade sig gøre, eller som var utroligt besværlige at gennemføre. Men ved at sige at her har vi på den ene side - i et rum - en talrække hvor vi tæller nedad: ... 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1; og på den anden side har vi et andet rum hvor der er "ingenting"; så opstår der pludselig en mulighed for en blandingsoperation som følger: Hvis vi nu kalder ingenting for "nul", udtrykker det som et "0", og placere det i rækken af tal som det der kommer før 1, har vi tænkt og udtrykt en "begrebsblanding" af et tal og ingenting; et begreb om tallet "nul". Og dette blandede begreb kan vi bruge til at måle, beregne og forstå verden på en masse nye måder. Sandsynligvis afgørende for næsten al videnskabs udvikling.
  Conceptual blending så det batter!