Verdensbilledlegatet (2) - seminaret som en mental multimixer af kreative hjerner

Jeg har i forgangne weekend medvirket på et weekendseminar for de 10 vindergrupper af Danidas "Verdensbilledlegatet", som man kan læse mere om på www.3world.dk.
   For godt et år siden skrev jeg et introducerende indlæg om Verdensbilledlegatet som helhed ud fra et kreativitetssynspunkt: http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/verdensbilledlegatet-en-kreativ-ide-der.html.
   Nu zoomer jeg ind på en del af processen: seminaret for de 10 udvalgte grupper der har modtaget legatet, et seminar som afholdes kort efter offentliggørelsen af vinderne og inden legatmodtagerne for alvor slippes løs på virkeligheden.

De 10 grupper, som alle er studerende fra forskellige videregående uddannelser, er sammen et døgn på et kursussted. De får her en masse faktuel nødvendig orientering for at kunne klare alt det høj- og lav- praktiske omkring dette: i løbet af nogle få måneder at have gennemført produktionen af en tematisk bestemt u-lands-dokumentarfilm på 12 minutter, hvor det afgørende element er at de skal rejse til et u-land og i løbet af 14 dage til en måned der lave optagelserne til filmen, som de så skal redigere når de kommer hjem og  skal aflevere til en tidsfrist i starten af september.

  Derudover er seminarprogrammet delt i tre dele: 

• et seks timers kursus i fakta- og dokumentardramaturgi, udelukkende baseret på udvalgte eksempler fra de foregående års legatfilm; det styrende princip for udvælgelsen af de film som vises, er at de skal være nogen af de bedste af de snart 100 film som ligger tilgængelige på nettet, og samtidig skal de eksemplificere et bredt register af fortælleformer og fortæller-plot. 
• en fællesseance hvor hver gruppe efter tur over for forsamlingen først kort "pitcher" den ide de har fået legatet på; derefter kan alle de andre gruppe komme ind med coachende spørgsmål og bidrage med ideer til research, fortælling og videre konceptudvikling; til slut får hver gruppe gode råd og konstruktiv kritik fra to "eksperter" der har læst og reflekteret over alle 10 ansøgninger.
• en legatvinder-gruppe fra sidste år kommer og viser sin film og fortæller om de erfaringer de har gjort sig under forberedelsen, optagelserne og redigeringen af filmen; både principielle og generaliserend konklusioner og lavpraktiske råd og anvisninger. 

Erfaringen er gennem årene at deltagerne er meget, meget glade og meget tændte når seminaret er slut; og synes de er blevet væsentligt klogere på og afklarede med hvad de kan, skal og vil gøre for at få succes med at producere deres film.

Jeg tænker at det skyldes at seminaret er blevet et socialpsykologisk forum for et kompleks af kreative konceptuelle blendingprocesser i hovedet på deltagerne.

Hvilke konceptuelle input-rum er det så som mixes på kryds og tværs - før og under seminaret?

1. De forestillinger de studerende har om hvad det er de ikke skal lave: dvs. deres aktiverede forestillinger om u-landsstereotypier og -klicherer som de kender og har fra den normale mediedækning, disse forestillinger blandes med de forestillinger som selve den stillede opgave aktiverer i dem, forestillinger som er styret af de erfaringer alle har med selv at have rejst og evt. arbejdet i u-lande. Outputtet af denne blendingproces er det ideoplæg de har leveret i deres ansøgning om legatet, og som typisk kombinerer ønsketænkning med faktuel viden i et eller andet forhold.
2. Dette oplæg og de bagvedliggende forestillinger konfronterer de så med oplevelsen af den serie af film de får vist fra tidligere års legater på seminaret. De skal altså blende deres egne fantasier med de forestillinger de får aktiveret ved at se, opleve og få sat ord på nogle af de bedste film fra tidligere år. Det giver dem dels en masse ideer til hvordan de kan realisere deres egen film-ide, dels tager de nogle beslutninger a la: "Sådan vil vi i hvert fald ikke lave det", og dels øger det deres generelle ambitionsniveau gevaldigt: "Det kan vi da gøre lige så godt", eller "Det kan vi da gøre bedre", kan man se de sidder og tænker.
3. Ved feed-back-seancen efter det korte kursus pitcher hver gruppe kort deres ide, og allerede på det tidspunkt er der sket ændringer i forhold til det de skrev. Tilbagemeldingen i form af spørgsmål og konstruktive forslag fra andre indebærer at hver gruppe bliver ydereligere afklaret med hensyn til indhold, fortælling og retning for deres film (eller uafklaret og forvirret "på et højere niveau"). Og de sidder når aftenen er slut, med et konceptuelt output-rum omkring deres film som mentalt set bobler og syder, og som emotionelt set er godt varmet op. De er på spring!
4. Dagen derpå møder de endnu et input-rum hvori deres selvbillede og deres egen rolle bliver fremskrevet til et forestillet fremtidsscenario hvor filmen er færdig - i form af den filmforevisning og erfaringsfremlæggelse som en gruppe fra sidste års legatmodtagere leverer. Igen kan man høre på de spørgsmål deltagerne stiller efter fremlæggelsen at den mentale position de nu spørger ud fra, ligger milevidt fra det konceptuelle rum som deres ansøgning fra før seminaret var udtryk for. Spørgsmålene er konkrete og to the point. Denne sidste blendingproces betyder at de nu ser sig  selv placeret i et friskt konceptuelt output-rum hvor de har rollen som potentielle kommende dokumentarfilm-instruktører - med en mission!

Set i en kreativitetsteoretisk frame - gennemført med så få midler og på så kort tid, så fungerer seminarforløbet simpelt hen eksemplarisk. 

   Derudover er der jo også nogle klare sociale gevinster: erkendelsen af at de alle er "i samme båd", og at de rent faktisk kan hjælpe og bruge hinanden undervejs. 

   Det betyder også noget at de får relativeret den faglige frame fra eget studium, ved at møde unge fra helt andre uddannelser med en faglig frame der adskiller sig markant fra deres egen: journaliststuderende, antropologistuderende, lærerstuderende, sygeplejestuderende, statskundskab-studerende, studerende fra kulturmød- og udviklingsstudier, etc. etc.

Caroline Wozniacki som overføringsbillede - når miss Sunshine skinner på den hviderussiske Lord Voldemort - og andre historier

Under rubrikken: "Show. Miss Sunshine spller diktatorens spil" kommenterer og analyserer Hans Bonde, der er professor i idræt på KU, en historie som har "kørt" i medierne i den forløbne uge: at vores allesammens Caroline W. sidste efterår spillede et par bolde på en tennisbane i Hviderusland med diktatoren Lukasjenko i fobindelse med en såkaldt "charity match".
    Professoren er på linje med pressen i øvrigt der fordømmer Caroline for at lade sig misbruge af en notorisk forbryderisk diktator. Professoren anfører at det er en gammel historie der i hvert fald kan føres tilbage til Rom i kejsertiden, at diktatorer bruger sportsfolk og sportsarrengementer til at  "sole sig i".
    Artiklen er illustreret med et foto hvor man ser ryggen af Caroline i foroverbøjet stilling foran netttet, og hvor man se at hun ser på diktatoren på den anden side, der bredt smilende vender sig ud mod publikum, jublende med arme og ketcher i vejret i en klassisk sejrsgestus.
   Publikum ledes helt bogstaveligt til at se Lukasjenko gennem Carolines øjne.




Er der noget kreativt i det som professoren kalder for "et  stunt"? Hvad er den kreative tænkning der ligger bag?

Principielt er der tale om blending: et konceptuelt output-rum - "et blend" - hvori input fra to skarpt adskilte og ellers hinanden fjerntliggende konceptuelle input-rum, mixes. Det ene er "diktatorummet", hvori en diktator lader politiske modstandere fængsle og toturer, presse og ytringsfrihed er en by i Rusland, og der gennemføres pseudovalg hvori der svindles og manipuleres over en bred front.
   Det andet input kommer fra "elitetennisrummet" hvori en ung dansk kvinde er nr. et i verden og idol for et internationalt tennispublikum og den internationale sportspresse. Og herigennem har fået det metaforiske kælenavn "Miss Sunshine".
   Det ene rum er moralsk set kulsort med mørkets fyrste som hersker, det andet har som konceptuelt centrum den rene hvide sport hvor den bedste kvinde vinder.

Der er tale om den særlige form for kreativ blending som jeg har skrevet flere indlæg om i den senere tid: den metaforiske, hvori man konstruerer et udtryk i output-rummet så ét fænomen - "target" - ses, opleves og forstås gennem det andet fænomen - "source" - som en slags konceptuel optik. Her er Lushenko "målet" og Caroline "kilden". Og Caroline har altså frivilligt indgået en aftale om at optræde i den kreativt konstruerede blendede virkelighed hvor de to på lige fod spiller tennis med hinanden.
    Fra at være tennisspiller i sit eget sportsdomæne, har hun accepteret at blive transformeret til en del af en metafor i diktatorens propaganda og spin. "Miss Sushine" er linsen som han anskues og belyses igennem, antagelig med det formål at det blendede rum som vises på fotos og på video, tages som et repræsentativt metonym (=del for helehed) på ham og hans totalitær styre som helhed.
   Ifølge pressen har hun har på undrende og kritiske spørgsmål fra journalister, erklæret at det er ikke hendes bord: "Jeg er ikke politiker, og politikerne må sige hvad de vil. Jeg er komplet ligeglad."
   Hun er dog ikke ligeglad med at det samme metaforiske overføringsbillede kan udnyttes af sælgere af sportstøj og sportsartikler. Der er hun meget bevidst om blendingmekanismen muligheder og effekt og tager sig betalt i millioner og atter millioner for at optræde metaforisk sammen med disse artiklers varemærker.

Når journalisterne har fundet på at bruge metaforen "Miss Sunshine" til Caroline Wozniacki så er hun "target" og solen der skinner, er "source". Og i en normal sproglig metafor som denne, har metaforen kun én overføringsretning: "source"  > "target". Caroline smitter ikke af på solen, så at sige.
   Men man kan diskutere om ikke der i et ovennævnte tilfælde med overføring af "solskin" fra Caroline til Lokasjenko også kan være tale om at der sker overføring af betydning den anden vej:  "target" > "source" - en slags "crime by association". Altså om ikke "mørket" fra det offentlige billede Lukasjenko risikerer at smitte af på billedet af Caroline, så solen formørkes, og solskinsglansen med tiden slides af af hende.
   Man burde have et navn til dette at menneskemetaforen kan kaste negative stråler tilbage på "kilden", hvis "målet" er tilstrækkeligt moralsk anløbent: metaforisk rekyl?

Jeg mindes en tilsvarende diskussion i forbindelse med Dronningens tildeling af Storkorset til Bahrains konge for nylig, ham der nu lader sine soldater skyde løs på demonstranter. Eller diskussionen i forbindelse med at Margrethe for mange år siden holdt tale for den besøgende rumænske diktator Nicolae Ceausescu  efter at han havde fået tildelt elefantordenen.
   Er Caroline nærmere at sammenligne med vores dronning, eller nærmere med den store filmkunstner Leni Riefensthal der i årtier var udstødt fra det pæne selskab fordi hun havde ladet sig bruge til at forskønne Hitler?
   Begge har kastet glans over diktatorer og deres regimer. Hvad er forskellen?

Når kreative vælgere blander de politiske blokkes redningsplaner....

Et lidt længere Ritzautelegram i Information i tirsdags, fanger min opmærksomhed på grund af rubrikken der kunne tyde på at den i hvert fald indirekte handler om kreativ conceptual blending. Under overliggeren "Genopretningsplan" står der: "Danskerne blander rød og blå plan". Og ganske rigtigt!
  Nyheden tager afsæt i en opinionsmåling på vælgerstøtten til henholdsvis den røde og den blå bloks planer for at hive Danmark ud af den økonomiske klemme som det internationale økonomiske sammenbrud udløste.

Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller S-formand Helle Thorning Schmidt er lykkedes med at overbevise danskerne om, at de har fundet vejen ud af den økonomiske krise. Det viser en måling, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende. (/) Mens Løkke vil afskaffe efterlønnen, og Thorning vil øge arbejdstiden, så foretrækker de fleste danskere at kombinere tiltagende fra rød og blå bloks økonomiske planer. (/) Iføgle målingen er en tredjedel af vælgerne fortaler for den ide.

Vi gennemkører en hurtig frame- og blending-analyse. Vi har to mentale input-rum: den røde bloks plan og den blå bloks plan. Vi har to mentale frames som kendtegner de inkarnerede rød blok-vælgere og de trofaste blå blok-vælgere, og som gør at disse to vælgergrupper kun kan se det positive i deres egen bloks planer og har skyklapper på i forhold til at kunne se noget godt i den anden bloks planer, når de bliver spurgt, vel at mærke.
   Og så er der åbenbart en gruppe vælgere på godt en tredjdel som er åbne og kreative nok til at overskride de to mentale frames og etablere sig en tredje ny integrerende frame der muliggør at de bogstaveligt talt kan tænke ud af boksen og foretage en conceptual blending-tankeoperation der resulterer i et mentalt out-putrum hvor findes elementer fra begge planer.
   "Den tredje vej", kunne man være fræk og fristet til at sige, og så i øvrigt jævnføre med arkitekt Bjarke Ingels manifest som jeg citerede to blogindlæg tilbage.

Grafisk model af en blending-operation bag metaforen 'The lawyer is a shark'

Her har vi en typisk model for den blending-operation som kendetegner en regulær metafor som i sætningen: "Sagføreren er en haj". Altså helt parallel med kampagnemetaforer som skatteål og bolighaj.

Vi har et input-rum hvor "sagfører" står med en række typiske og velkendte egenskaber oplistet, som indgår i definitionen af "sagfører". I det andet input-rum har vi "haj" stående, også med en række konventionelle egenskaber for "hajer". I det såkaldt generiske rum er uddestilleret en række fælles egenskaber for sagførere og hajer. Det er dette rums fællesmængde som udgør den mellemregnng som fører til slutresultatet i det blendede output rum: "The lawyer is a shark".

"Neutralmarineret"

Jeg støder her i dagens avis på en artikel der handler om at socialdemokratiet vil have forbudt at skrive "neutralmarineret" om kød der bare er pumpet med vand.

  Ja, det udtryk har også irriteret mig når jeg køber ind og vil have noget kyllingbryst med hjem. Udtrykket er selvfølgelig irriterende fordi opfindelsen af udtrykket er et resultat af en kreativ blendingproces med det formål at snyde fornuft og logik - at narre mig.

  Hvordan ser bleningen ud her?

Vi har to conceptuelle (=begrebsmæssige) input-rum som er klart adskilt og som befinder sig i to forskellige tankemæssig domæner:

• et rum hvori begrebet "marinade" findes; i det rum er marinade karakteriseret ved en række egenskaber: det er flydende og består typiske af olie, et surmælksprodukt eller vin plus nogle krydderier, det bruges til at give lidt kedeligt kød særlige attråværdige smagskvaliteter (hvidløgsmarineret, rødvinsmarinade) inden det steges; marinaden bruges endvidere til at gøre kød mere mørt.
• et andet rum (der ikke har noget med det første at gøre) hvori man finder begreber og betegnelser for markante værdimodsætninger mht. til synspunkter på en skala med to poler: "for" og "imod"; i det rum har man så også en betegnelse "neutral" der angiver at noget hverken er for eller imod, og altså ikke har nogen af de markante egenskaber som skalaens poler "for" eller "imod" ellers angiver; "neutral" betyder altså ikke bare "at stå i midten af skalaen, men også at "stå i modsætning til både for og imod".

Derefter laver den kreative hjerne et "mellemhop": et tredje begrebsmæssigt rum - et output-rum - hvor vi som noget nyt kan tale om marinade udelukkende som noget flydende som tilsættes for at mørne (altså kun nogle af egenskaberne ved "marinade") og samtidig tale om at noget er neutralt i betydningen "noget som står i modsætning til samlingen af det som er en markant kvalitet ved noget".

Når dette kreative mentale rum er "tænkt", bliver det muligt derfra at konstruere en helt ny kategori: "neutralmarineret kød" som referer til kød som er pumpet med vand ("marinade" ="noget flydende som mørner"), men som ikke tilføjer nogen særlig smagskvalitet som marinade ellers gør (og derfor kan siges at være "neutral" i forhold til en skala af markante smagskvaliteter).

  Der altså tale om i denne blending-operation at man kombinerer to forskellige tankeoperationer i konstruktionen af "neutral marinade": en metonymisk - "del for helhed" - med en metaforisk - overføring af kvaliteter fra et begrebsrum (synspunkter) til et andet og væsensforskelligt (smagsoplevelser) - for dermed at kunne nå frem til en ny ide som er mere positiv end: kød pumpet med vand.

Forførelsen - det uetiske - består altså i at op konstruere dette blandings-begreb ved dels kun at fokuserer på en enkelt egneskab ved "marinade" (mørne-effekten), og dels ved - i forbindelse med begrebet "neutral" - at bytte en polariseret skala der går på synspunkter, ud med en anden skala der går på et spektrum af markante smage, og derefter at overføre "neutral" fra den ene til den anden skala.

Deraf kan man lære at kreativitet og etik ikke har noget med hinanden at gøre. Det her kan også bidrage til at forstå at de meget "stærke" blending-processer som karakteriserer sådanne særligt kreative personligheder som Poul Martinsen når han producerer, næsten naturnødvendigt må balancerer på en etisk knivsæg.