Om FLOW - og mulighederne for at begrænse ubehagelige bivirkninger af sygdom ved bevidst at søge at komme i flow.

Som en af de mange personligt positive oplevelser jeg har haft ved at researche og skrive indlæg til denne blog,  har været aha-oplevelsen ved at støde på begrebet 'flow' og den særlige tilstand det dækker over.

   Sidst blev jeg mindet om det ved at (gen-)læse Peter Bros relativt nyudkomne, og på mange måder usædvanlige, men svært læsbare fagbog: Aha-oplevelsen - Arven fra Alfred Nobel. 

   Dels beskrives og modeltegnes flow-processen i det sidste hovedafsnit, og dels er det en vigtig pointe at bogen som helhed ved nærmere eftersyn viser sig at være et produkt af et meget kraftigt flow-forløb hos forfatteren, et forløb som  derefter har svært ved at frigøre sig fra sprogligt - i den endeligt tekst henvendt til læserne - til skade for den optimale formidling.

   

Begrebet 'Flow' har både Peter Bro og jeg fra den epokegørende bog fra 1990 - med netop det ord som det første i titlen, og med undertitlen: The Pychology of Optimal Experience. 

   Forfatteren har det - set fra en ordblinds synsvinkel rædsomme  navn: Mihaly Csikszentmihalyi. 

   Seks år efter udkom bogen: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and invention. Af samme forfatter. 

   Den fik meget stor indflydelse på en masse af de indlæg om kreative processer og særligt kreative personligheder som jeg har skrevet i de otte år efter jeg begyndte på bloggen her. 

Selv om man nemt kan slå en masse gode og klare definitioner og henvisninger op ved at google ''flow", så er jeg alligevel også nødt til at definere og illustrere her - for selv at have et afsæt fra at komme videre. 

   Dansk Wikipedia:

Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.

 Og sat på modelform

Tilføj billedtekst

Fysiologisk er det der kendetegner flow-tilstanden at der udløses en række lykkehormoner, endorfiner som påvirker det særlige center i hjernen som er aktivt når vi er lykkelige.

Det jeg blev klar over på et vist tidspunkt, var at jeg gennem begrebet og fænomenet 'flow' kunne forklarer hvorfor jeg absolut intet husker om de fysiske og mentale strabadser det utvivlsomt tungt har ledsaget de research- og skriveprocesser som er mundet ud i bøgerne: Faktion som Udtryksmiddel, De Levende Billeders Dramaturgi, I-II, og Poul Martinsen - Besat af Virekelighed.

   Jævnfør hvad der står i citatet ovenfor: 

Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke

Som en tilføjelse til hvad man typisk "glemmer" når man er i flow, kunne man fremhæve: sine egen fysiske krop, sanseindtryk (fx smerter) som er irrelevante for opgaven, bekymringer, angst.

   Siden er jeg også blevet klar over at når jeg blev oplevet som en god underviser af mange den gang jeg underviste meget, så hang det sammen med at når jeg stod og underviste og gjorde mig maksimalt umage, så kom jeg også i flow (og tiden løb typisk fra mig).

   Min gamle kollega udi undervisning i dramaturgi, efterkritik og konceptudvikling, Pia Marquard, bemærkede for mange år siden - efter at vi havde undervist sammen nogen gange og oplevet hinanden i pædagogisk aktion - at det havde overrasket hende at det nærmest var som om jeg skiftede personlighed når jeg kom på. 

Bedriver man sport, så har sportsfolk et særligt navn for at komme i flow: "to get into the zone'. Og generelt forstår man blandt psykologer spillelidenskab eller samlerlidenskab som en form flow-afhængighed. Det første kender jeg ikke noget til, samlerlidenskab har været en integreret del af mit liv siden jeg var barn.

   Og musikere kender en tilsvarende oplevelse, når de fx. spiller 'over evne' eller 'improviserer' sammen. Og børn når de er fuldt optaget af en fælles leg.

For mig var det også en stor aha-oplevelse da jeg blev klar over at begrebet kunne knyttes tæt til det som  jeg havde undervist i i mange år: Dramaturgi.

   Når publikum læser en godt skruet samme krimi - en såkaldt ´page-turner´, og herunder glemmer sig selv, tid og sted - læser hele natten, så er de kommet i flow. Og det er et produkt af forfatterens fortællekunst.

   Det samme gælder 'selv- og omegns-forsvindingen' mens man som publikum ser en fremragende film, et vellykket teaterstykke eller et god tv-program. Det skyldes den 'forførerkunst' som forfatter og instruktør og skuespiller til sammen udøver i forhold til publikum.

Så kommer vi til den ekstra aha-oplevelse jeg har haft i de snart 2½ år jeg har haft den forbande kræftsygdom kronisk myeloid leukæmi: CML.

   I den periode har de såkaldte bivirkninger af den skiftende medicinske behandling både mentalt og psykisk været værre og nedbrydende end selve sygdommens påvirkning af sind og krop. 

   Nogle af disse bivirkninger kan man så forsøge at mildne, ved at tage endnu flere piller. 

   Piller på piller på piller.

Nu er piller uanset deres mere eller mindre positive indvirkning på en sygdomstilstand, ikke særlig godt for kroppen, specielt ikke i de lange løb. 

   Piller er altid en form for kemo-terapi som rammer 'bredere' end netop den sygdom det er målet at behandle eller bekæmpe. 

   Ens krop bliver gjort til et biokemisk eksperimentarium. Og det "bredere" i det fysiologiske system pillen rammer, er det der betegnes som 'bivirkninger' - og som jeg efterhånden synes hellere skulle betegnes: OMKOSTNINGER. 

   

Og i den her sammenhæng er de så at jeg er blevet klar over at hvis jeg ved viljens hjælp kan få startet en af de arbejds- eller produktionsprocesser der gør at jeg kommer i flow, så fungerer det som en meget bedre dosis modgift mod diverse bivirkninger end alt det pilleri. 

   Altså: Får jeg - trods stor træthede og smerter i knoglerne - slæbt mig hen til computeren og får påbegyndt et blogindlæg om noget som interesserer mig, men som jeg ved for lidt om til - endnu - at kunne skrive frit om, så kan der pludselig være gået 3-4-5 timer hvor jeg har været så så optaget af arbejdsopgaven at jeg helt har glemt hvor syg jeg er.

    Det samme oplever jeg selvfølgelig når jeg får mig taget sammen til at påbegynde og gennemføre en  enkelt eller en hel serie akvareller. Når jeg først sidder der ved mit arbejdsbord og maler, så er jeg blind og døv for alle de ubehagelige fysiske impulser som kommer inde fra som ubehagelige nervesignaler. 

   Og tricket til at komme igang er meget ofte at jeg har nogle bestillinger til bestemte motiver (i form af fotos) liggende fra familie og venner som forventer at jeg - på et eller andet tidspunkt - leverer, så de kan få en peterharms-akvarel op at hænge på væggen.

   Og også når jeg laver mad, hvad jeg gør næsten dagligt, oplever jeg det - tiden , ked-af-det-heden og smerterne i hoften forsvinder i tåger.

   Og når jeg har gæster som skal beværtes og underholdes. Alle bekymringer, uro og angst forsvinder - for en tid - nemlig så længe jeg går op i opgaven. 

Jeg har tænkt at man begrebsmæssigt kunne forestille sig at flow-processen i virkeligheden bedst kunne forstås som en perlerække af aha-oplevelser, hvor den ene udløser den næste - nærmest som serier af forbundne kanonslag hvor eksplosionen af den ene udløser at lunten tændes på det næste.  

Flow-tilstanden er som nævnt forbundet med udløsningen af en serie vigtige 'lykkehormoner i hjernen. 

   De fire mest velbeskrevne er: dopamin, serotonin, oxytocin, endorfiner. 

   Her et link til en tekst der kort beskriver de forskellige flow-hjælpende stoffers særlige bidrag til tilstanden.

https://www.huffingtonpost.com/thai-nguyen/hacking-into-your-happy-c_b_6007660.html?guccounter=1

'Glad musik' - hvad gør det ved sindet og tænkningen - og andre historier om sammenhængen mellem musik og hvad der sker i hjernen

Et fast tilbagevendende spørgsmål i indlæg på denne blog, er om og i hvilket omfang og på hvilken måde mødet med malerkunst, litteratur, musik - bredt forstået 'kunst' - kan påvirke hjernen i en eller anden positiv retning: berolighende, helende, stimulerende for læring, fremmende for kreativ tænkning og adfærd, opmuntrende i forhold til depressioner, etc. etc.

Fra den internationale videnskabsjournalistiks front cirkulerede der den 6. september i år og de følgende dage en nyhed der med forskellige overskrifter, fortalte at en bestemt slags klassisk musik - såkaldt 'happy music' - faktisk havde en effekt på lytternes kreativitet - i modsætning til hvis man lyttede til andre åbenbart ikke  'humørfyldte' musikformer eller hvis man bare udfoldede sig i 'tavshed',

Her et udvalg af overskrifter:

Writers unblocked? Happy music boosts imaginative thinking, say researchers

Listening To 'Happy' Music May Boost Creativity, Study Says

Happy music linked to creative thinking

Need a creativity boost? Try listening to happy background music

Why you should listen to 'happy music' like Vivaldi while working

Forskningsprojektet som altså havde vakt et pænt udvalg af engelsksprogede videnskabjournalisters interesse, beskrives sådan i en af artiklerne:

Ferguson and Simone Ritter of Radboud University Nijmegen played classical music for 155 Radboud student volunteers as they completed a creativity task. The researchers split the students into five groups, with each group randomly assigned to listen to one of four pieces of music or to silence before and during their creativity tasks. 

I forsøget indgik fire forskellige stykker musik der adskilte sig i forhold til stemning ('mood'/'valens' - positiv eller negativ) og i forhold til ophidselse ('arousal' - høj eller lav):

The music pieces were chosen for their mood and arousal levels. The Swan by Camille Saint-Saens represented a positive mood but low arousal level, thus a calm piece of music. Vivaldi’s The Four Seasons was the happy piece, Adagio for Strings by Samuel Barber was the sad, slow piece and The Planets: Mars, Bringer of War by Gustav Holst was used as a negative, arousing - in other words, anxious - piece.

Her kan du høre  - lytte til - de stykker musik som hver af de fire grupper skulle lytte til:

   Først Vivaldi 'The Four Seasons' som undersøgelsen karakteriserer som 'happy music',  og som udløser betegnelsen: 'positiv stemning' plus høj 'arousal':

En anden gruppe skulle lytte til 'The Swan' af Camille Saint-Saens, et musikstykke som kendetegnes ved positiv 'mood', men samtidig får etikketten lavt 'arousal'-niveau (groft sagt: dejligt men kedeligt):

En tredje gruppe skulle lytte til 'Adagio for Strings' af Samuel Barber - med karakteristikken negativ 'mood' og lav 'arousal':

Og den fjerde gruppe skulle lytte til 'The Planets: Mars, Bringer of War' af Gustav Holst - kendetegnet ved negativ 'mood' og et højt 'arousal'-niveau:

Den femte gruppe skulle lytte til - ingenting. Som kontrolgruppe.

Det fire stykker musik som indgik i forsøget, kan systematisk præciseres sådan - med en beskrivelse fra en psykologi-lærebog:

Valens plejer at stilles i kontrast til arousal , som betyder graden af ophidselse overfor en stimulus.
   Positiv valens med høj arousal indebærer således at være meget entusiastisk , tiltrukket , beundrende, begejstret, motiveret , eksalteret, euforisk eller kærlighedsfyldt overfor stimuli, mens positiv valens med lav arousal giver moderat tilfredshed, glæde, interesse og tilfredsstillelse, oplevelser af hyggelighed.
   Negativ valens med høj arousal betegner derimod skræk, panik, sorg, aversion, vrede, had og afsky , og negativ valens med lav arousal indebærer at føle irritation , distraktion, nedtrykthed, at blive i dårligt humør og ikke kunne lide stimuli.

De fire stykker musik som indgik i forsøget er altså valgt så de svarer til disse fire kategorier.

   

For at teste kreativiteten hos deltagerne fokuserede forskerne primært på om musikken virkede ind på det man kalder 'divergent tænkning' ...

... which involves producing multiple answers from available information by making unexpected combinations, recognizing associations among ideas and transforming information into unexpected forms. Divergent thinking is key to today’s scientific, technological and cultural fields because innovation often pairs disparate ideas, the authors write in PLoS ONE.

Grupperne skulle efter lytning tage to tests, en der målte graden af 'divergent tænkning', og bagefter en der målte graden af såkaldt 'konvergent tænkning':

The participants heard their respective selections and then took tests to gauge their creativity, or divergent thinking—the ability to generate novel ideas and conjure up multiple solutions to a problem. Here it was measured with the Alternative Uses Task, which generally asks people to think of as many alternative uses for common objects as they can—for instance, a brick. 

Convergent thinking, the doppelganger of divergent thinking, is using the information you have at your disposal to arrive a single correct answer. It was measured after divergent thinking, with tests like the Remote Associates Task, where the person has to come up with a word that links three others (e.g., for “bar,” “dress,” and “glass,” the fourth word would be “cocktail”).

Resultatet var at det kun var lytningen til 'glad music' - Vivaldis 'De fire årstider' - der gjorde en forskel, og at forskellen kun gjald 'divergent tænkning'. 

   Den gruppe skorede markant højere på testen for divergent tænkning efter lytning end de øvrige grupper hvis divergente tænkning altså ikke blev påvirket i positiv retning af at lytte til deres form for musik (eller til ingenting).

   På testen for konvergent tænkning skorede ingen af grupperne højere efter lytning.

Hvorfor skulle kun 'glad music' påvirke hjernen til at blive mere kreativ? Det har forskerne også et bud på:

.... why would the connection between happy, upbeat music and creativity exist, neurologically? The authors suggest that the music might affect flexibility of thought: One model of creativity, for instance, suggests that creativity comes from two traits—persistence and flexibility. And, they write, “situational variables can influence creativity either through their effects on persistence, on flexibility, or on both.”

https://www.businesslive.co.za/rdm/popcorn/2017-09-15-why-you-should-listen-to-happy-music-like-vivaldi-while-working/

Spørgsmålet om hvad musik generelt og forskellige former for musik gør ved hjernen - og dermed dens mentale og emotionelle set up, er ikke nyt for mig.

Jeg har fx flere gange skrevet om den særlige form for pædagogisk teknik eller praksis som jeg blev introduceret til en  gang i 80´erne på et introkursus: 'Superlearning'.

   Et fint ord for det samme er: 'Suggestopædi'.

   En vigtig del af det nærmiljømæssige set up i den tradition er baggrundsmusik af en bestemt slags som hjælper elever til at huske det de hører, bedre og nemmere.

    Musikken er klassisk, typisk Bach eller Mozart og med en særlig rytme (60 slag pr. minut). Og tricket er at spiller man den slags stykker i klasseværelse så kommer hjernen hos eleverne i en 'åben tilstand' som i særlig grad fremmer indlæring og lagring i hukommelsen af det man har hørt i undervisningen.

Jeg citerer her fra et afsnit i et tidligere indlæg her på bloggen, hentet fra en artikel "The Music and the Brain" (www.cerebromente.org.br/)

The power of music to affect memory is quite intriguing. Mozart's music and baroque music, with a 60 beats per minute beat pattern, activate the left and right brain.

   The simultaneous left and right brain action maximizes learning and retention of information. The information being studied activates the left brain while the music activates the right brain.

   Also, activities which engage both sides of the brain at the same time, such as playing an instrument or singing, causes the brain to be more capable of processing information.

   According to The Center for New Discoveries in Learning, learning potential can be increased a minimum of five times by using this 60 beats per minute music. For example, the ancient Greeks sang their dramas because they understood how music could help them remember more easily.

   A renowned Bulgarian psychologist, Dr. George Lozanov, designed a way to teach foreign languages in a fraction of the normal learning time. (...)

   Dr. Lozanov's system involved using certain classical music pieces from the baroque period which have around a 60 beats per minute pattern. He has proven that foreign languages can be learned with 85-100% efficiency in only thirty days by using these baroque piece. His students had a recall accuracy rate of almost 100% even after not reviewing the material for four years.

Jeg er jo grundlæggende en praktisk mand der gerne omsætter ny viden til handling hvis det er muligt. 

   Den slags musik som Dr. Lozanovs anbefaler, spillede jeg derfor altid i pauserne til de kurser jeg afholdt i DR-regi i slut-firserne under titlen "Faktion som udtryksmiddel". Det var krævende stof med mange ny begreber der skulle forstås, så jeg tænkte at en injektion med den slags musik, kunne få det til at glide lettere ind.

  Men jeg spillede i øvrigt også den slags musik når jeg senere holdt oplæg der introducerede til emne kreativitet.

  Den slags musik kan du kan høre her:

Men jeg har også i tidligere indlæg været inde på virkningen af musik på hjernen og samspillet mellem musik og hjernens forskellige tilstande.

    En af de mest omtalte sammenhænge er 'Mozart-effekten' der beskrives sådan her på Wikipedia:

1. A set of research results indicating that listening to Mozart's music may induce a short-term improvement on the performance of certain kinds of mental tasks known as "spatial-temporal reasoning;"[1]

2. Popularized versions of the hypothesis, which suggest that "listening to Mozart makes you smarter", or that early childhood exposure to classical music has a beneficial effect on mental development;

Som det fremgår af Wikipedia-artiklen har de senere års forskning stort set aflivet teorien, især i dens populariserede version.

https://en.wikipedia.org/wiki/Mozart_effect

Helt grundlæggende kendetegner det musikkens indvirkning på hjernen at den med det samme udløser dopamin i det der kaldes belønningssystemet:

One of the first things that happens when music enters our brains is the triggering of pleasure centers that release dopamine, a neurotransmitter that makes you feel happy. This response is so quick, the brain can even anticipate the most pleasurable peaks in familiar music and prime itself with an early dopamine rush.

Så under alle omstændigheder er det at lytte til musik en 'hjerne-åbner' - både hvis man skal være meget aktiv og fokuseret, eller man skal hen i retning af at være mere rolig og afspændt.

 

Derudover kan musik påvirke immun-systemet i positiv retning:

Beyond simply making you feel good, however, there's evidence that music can even be good for your health. Research has shown that listening to music is associated with upticks in immunity-boosting antibodies and cells that protect against bacteria and other invaders. Music has also proven to be effective across a variety of treatment scenarios for conditions ranging from premature birth to depression to Parkinson's disease.

Musik (af en bestemt slags) kan virke beroligende og afslappende:

Music Makes you Less Anxious

  Do you have a big job interview on the way? Perhaps you are scheduled to undergo a life-changing surgery? Whatever your concerns might be, they are sure to put some stresses on your mind. Instead of popping that expensive anti-anxiety pill, a cheap and side effect-free way to say goodbye to apprehension is to listen to music.

Da jeg i forbindelse med min CML skulle have taget en knoglemarvs-biopsi, spillede den unge kvindelig læge et stykke 'meditationsmusik' for at berolige mig, hvilket var en god ide da jeg rent faktisk lider af 'latrophobia', og det er en ret ubehagelig biopsi at få taget.

   Det virkede også lige indtil nogle håndværker i etagen oven over begyndte at arbejde med et slagbor i forbindelse med en ombygning.

Den slags musik man bruger til at berolige sindet med kaldes 'ambient musik' og er kendetegnet ved

... a style of gentle, largely electronic instrumental music with no persistent beat, used to create or enhance a mood or atmosphere.

Man taler også i faglitteraturen om 'ambient noice' som fx er lyden af bølgeslag, vind der får bladene i træer til at rasle, fuglestemmer, strømmende vand i en elv, etc. Og en række forsøg peger på at den slags 'støj' hvad enten man kalder det 'musik' eller 'naturlyde', stimulerer kreativitet.

   'Ambient musik' er altså så en underkategori til 'ambient noice'.

Op gennem 80'erne var jeg meget optaget af den slag musik, og købte blandt andet bånd med musikstykker af japaneren Kitaro, fx "The Silk Road"

Også Brian Eno havde jeg flere bånd med, bl.a. "Music for Airports":

Når jeg genlytter til disse stykker music af Kitaro og Brian Eno, forstår jeg godt hvorfor jeg var betaget af dem den gang: De virker stadig på mig sådan at jeg næsten med det samme kommer i et meditativt flow.

Det selv at (lære at) spille er noget andet og mere aktivt end at lytte. Det at kunne spille eller flere instrumenter påvirker hjernen afgørende. De dele af hjerne som er aktive når man udøver musik ved at spille på et instrument, de vokser ved fast og gentagen brug:

Even in terms of brain development, music can play a key role. Training to play an instrument, for instance, is believed to increase gray matter volume in certain areas of the brain, not unlike how physical exercise can tone and enlarge muscles. As a result, musicians often experience improvement in brain functions like:

- Auditory processing

- Learning

- Memory

Da jeg var barn og ung lærte jeg at spille blokfløjte og guitar til husbehov. Og jeg lærte mig selv at tromme på en afrikansk kalabas-tromme med stramt gazelle-skind på toppen.

  Blokfløjteimprovisation næsten hver aften praktiserede jeg nogle år ind i min studietid.

   Det år jeg var i USA som udvekslingsstudent boede jeg hos en familie som havde et flygel stående til fri afbenyttelse. Jeg havde ikke lært at spille klaver, men jeg husker at jeg meget tit kunne sidde og improviserer i længere tid ved det her fantastisk musik-instrument. Og ved gensynet med mine 'amerikanske brødre' husker de faktisk at det var noget jeg gjorde og som familien tolererede.

   I bakspejlet er jeg sikker på det fungerede som en slags beroligende eller afslappende meditation, selv om jeg den gang slet ikke tænkte i de baner.

Hvordan virker improvisation ind på hjernen? - kunne jeg så lige spørge en passant. Og det har jeg faktisk også skrevet om i et tidligere indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Essensen af indlægget er at for at kunne improvisere - 'give los' i forhold til en foreliggende kendt melodi - så må man lukke delvis eller helt ned for de kontrol-orienterede frontallapper - for at give plads til at 'the default mode network" kan komme i aktion:

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

   They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

   The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.

'Default mode network' i hjernen er det som tit i litteraturen nu kaldes 'the imaginative network', et netværk der neurologisk forbinder en række moduler i hjernen som bruges til at fremkalde erindringer, fantasere sig til situationer som ikke findes, forestille sig hvordan andre har det og føler, tænke på fremtidens handlemuligheder og risici.

   Og jeg tror det er faktisk det fælles ved alt det (gode?!) som musik kan gøre ved os: bidrage til mere eller mindre radikalt at lukke ned for de dele af hjernen i frontallapperne som er knyttet til fornuft, kontrol, adfærdsstyring, kritik og analyse, for til gengæld at give større frihed til de dele af hjerne som varetager en række andre ikke målrettede og ikke-fokuserede funktioner (som fx når vi (dag)drømmer).

Det bekræftes af en artikel hvor man fortæller om forskning der afslører hvad der sker i folks hjerner når de lytter til deres favorit-musik, som jo kan være meget forskellige fra individ til individ: wienerklassisk musik, neworleans jazz, country og western, græsk kirkemusik, indisk sitarmusk, arabisk musik.

   Der sker nemlig det samme når de lytter til deres yndlingsmusik, uanset om det er 'heavy metal', eller Mozart de er vilde med:

A person's preferred music enhances connections between different regions of the brain, a pattern called the default mode network (DMN), the researchers report. This network is associated with introspection, self-awareness, mind-wandering and possibly imagination.

   When the DMN is activated, another network, the task-positive network (TPN)—which is involved in goal-oriented activity—is shut down. The two states can be thought of as focus on the outside world (the TPN) and focus on inner thoughts (the DMN). Earlier this month, another research group figured out how to switch between these two modes in mice.

   Certain brain disorders seem to involve trouble with activating one mode or another or with switching between the two. For example, since people with autism seem to have problems with DMN activity, the new study’s authors suggest that music therapy may help.

At det at lytte til musik kan få en til at glemme eller abstrahere fra noget man er igang med som er kedeligt, anstrengende, er en udbredt erfaring som meget vel kan have at gøre med at man går i en slags indre mental emigration - samtidig med at ens humør forbedres og man kommer i flow:

That said, if you have a monotonous job, music is a great way to increase your mood while performing boring work. For the same reasoning it helps with exercising, it can also help with fighting fatigue, especially if you change up the music often. Studies have also shown that almost all music increases your mood, because it causes a release of dopamine, so if you're feeling tired, bored, or depressed, a good pop song might be the cure you need.

I den forbindelse er der jo også en meget grundlæggende og fundamental sammenhæng mellem musik og kroppen som danser (og når man danser godt og man føler dansens frihed, kan man komme i en slags trance/flow og stort set glemme alt andet omkring sig (end måske sin dansepartner)).

   Her er et bud på sammenhængen:

Music is known to stimulate pleasure and reward areas like the orbitofrontal cortex, located directly behind one's eyes, as well as a midbrain region called the ventral striatum. 

   In particular, the amount of activation in these areas matches up with how much we enjoy the tunes. In addition, music activates the cerebellum, at the base of the brain, which is involved in the coordination and timing of movement.

   So, why is dance pleasurable?

   First, people speculate that music was created through rhythmic movement—think: tapping your foot. 

   Second, some reward-related areas in the brain are connected with motor areas. 

   Third, mounting evidence suggests that we are sensitive and attuned to the movements of others' bodies, because similar brain regions are activated when certain movements are both made and observed. For example, the motor regions of professional dancers' brains show more activation when they watch other dancers compared with people who don't dance.

Det sidste afsnit her handler om en gammel bekendt af læsere af denne blog: spejlneuronerne. 

This kind of finding has led to a great deal of speculation with respect to mirror neurons—cells found in the cortex, the brain's central processing unit, that activate when a person is performing an action as well as watching someone else do it.
   Increasing evidence suggests that sensory experiences are also motor experiences.
   Music and dance may just be particularly pleasurable activators of these sensory and motor circuits. So, if you're watching someone dance, your brain's movement areas activate; unconsciously, you are planning and predicting how a dancer would move based on what you would do.
   That may lead to the pleasure we get from seeing someone execute a movement with expert skill—that is seeing an action that your own motor system cannot predict via an internal simulation. This prediction error may be rewarding in some way.

En af de største glæder ved at lytte til musik er genkendelsens glæde, som kan give sig umiddelbart udtryk i at vi nynner eller synger med når vi hører musikken, eller vi kan repetere musikken for os selv ved at kalde den frem til indre eller ydre "afsyngning" uden nogen ydre anledning.

   Både når vi lærer et stykke musik som vi så kan nynne eller synge, sker det via de imitationsmekanismer som varetages af spejlneuronerne, hvoraf nogle er motoriske og nogle er visuelle og nogle er auditive.

  For nogle fungerer det system hurtigere, mere præcist og effektivt end for andre. Da min adoptivdatter fra Korea for mange år siden i en alder af 2 år siden pludselig begyndte - helt rent - at nynne radioens pausesignal, så blev vi overraskede. Hun blev passet hjemme, og har hørt det i radioen mange gange, og det er så hendes spejlneuronsystem - det der er knyttet til bevægelse og det der er knyttet til hørelse, som hurtigt og effektivt har "optaget" melodien i lydhukommlsen - til præcis og korrekt tonal afspilning når hun af en eller anden grund trængte til det. 

  Hendes søn havde som lille samme evne til hurtigt og korrekt at lagre en hørt melodi i hukommelsen til afnynning på kommando.

Her er links til tre indlæg der nærmere beskriver sammenhængen mellem musik-indlæring, -lytning og -udøvelse og spejlneuronernes særlige måde at fungere på - de fungerer ved at simulere noget som opleves gennem sanserne eller ved at  noget tidligere oplevet genfremkaldes på en indre skærm ved at man husker og tænker på det.

http://www.themusiciansbrain.com/?p=567

http://www.themusiciansbrain.com/?p=590

http://www.themusiciansbrain.com/?p=694

Som vi alle kender til så kan filmmusik forstærke,  retningsbestemme og fokusere de følelser som sekvenser i en film skal formidle og/eller udløse.    

   Forholdet mellem filmbilledernes narrative forløb og underlægningsmusikken er komplekst og ville udgøre et helt indlæg for sig hvis det bare nogenlunde skulle være dækkende.

   Men en vigtig skelnen er om musikke kommunikerer og understreger følelserne (hos de medvirkende) i filmen ('convey emotions'), og/eller om den samtidig vækker følelser direkte i sind og krop hos publikum ('elict emotions').

   Se mere her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Music_and_emotion

Forskellige musik-genrer og -stilarter, viser det sig, har også betydning for - dvs. stimulerer - forskellige faser af lærerprocesserne:

 When it comes to the best music for learning, for example, experts recommend different genres for different purposes. Upbeat music, including songs with positive lyrics, can provide an energy boost and get your brain primed for learning.

   Once it's time to buckle down and concentrate, however – like when you need to read, write, or study your course materials, instrumental music and soothing genres can help you stay calm and focused.

   Ultimately, however, each person may develop an approach to studying and music that's uniquely suited for them.

Jeg vender tilbage til min egne yndlingsmusik i et kommende indlæg.

Down memory lane (2) - flere historier omkring et 55-års studenterjubilæum

Det her er andet indlæg i serien hvor jeg - med afsæt i et 55-års studenterjubilæum for snart fire uger siden - bevæger mig ud ad en række associerende tangenter - down memory lane og tilbage igen. 

   Det første indlæg kan man læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2017/06/down-memory-lane-1-historier-omkring-et.html

Jeg viser nu først både klassebilledet fra 1.g og fra 2.g.
   Dem man ser på billederne. er de klassekammerater jeg fortæller om og forholder mig til i det følgende:

Klassefoto 1.g, 1959. Jeg står i midten i 2. række - og har Elvis-frisure.

Klassefoto 2.g. 1960. Jeg sidder næstyderst til højre - og har Cæsar-frisure

Tilbage til 55-års-jubilæumfrokosten.

   Jeg var regulært 'høj' efter det tredje gensynet med mine gamle gymnasie-klasse-kammerater fra Christianshavns Gymnasium 1959-62. Dagen var torsdag den 15. juni. Vi fejrede ved en fælles frokost i København at det var 55 år siden at klassen som helhed var blevet studenter.

Det første studenterjubilæum klassen fejrede, var 40 års. Der var jeg ikke med. Sikkert fordi jeg jo rent faktisk ikke blev student samtidig med resten af klassen. Men jeg var med ved 45- og 50-års fejringen.

 

Denne gang - ved 55 års jubilæet - nåede jeg at tale nogenlunde seriøst med tre af de gamle klassekammerater. Og det fik mig til at få lyst til at vide meget mere om hvordan de øvriges liv havde udviklet sig.

   Jeg blev 'tændt' på en ide!

   Og da jeg kom hjem den torsdag aften, kom jeg i 'flow', en tilstand som er kendetegnet ved at man glemmer sig selv mens fornemmelsen af  tid og sted samtidig tåger ud.

   I 'flow' kører den kreative hjerne i høje omdrejninger - drevet frem af et spændingsforhold mellem det man allerede evner eller kan og så det man ikke rigtig kan endnu, men er igang med at lære mens man arbejder hen imod et mål.

 

Faktisk fik jeg lyst til at skrive en dokumentarisk bog om min klasses liv fra den gang og til nu. Og som research til den - at tage rundt og interviewe dem alle om hvordan deres liv var gået og hvordan de så på det nu - i bakspejlet her hvor pensionsalderen allerede havde varet nogle år.

   Naturligvis en helt uoverskuelig opgave. Men jeg var simpelt hen blevet rigtig nysgerrig efter at kende og forstå min klassekammeraters liv som 'skæbner' - mere eller mindre bundet til eller frigjort fra deres barndoms og ungdoms livsvilkår på Amager efter krigens afslutning.

   Hvor meget var de mønsterbrydere? Og hvor meget fortsatte de i fædres, mødres og bedsteforældres fodspor?

Jeg gik - stadig mentalt 'flyvende' - straks igang med at skrive et primitivt udkast til noget der godt kunne ligne en (dårlig) kopi af indledningen til en Knausgaard-fortælling; det der med et  relativt nyt litteraturfagligt udtryk kaldes 'autofiktion' eller 'fiktionsfri fiktion'. Og som jeg tidligere ville have betegnet som 'faktion'.

   Inden jeg så mig om havde jeg skrevet en skitse til en slags indledningskapitel som jeg udgav her på bloggen, timer før jeg nåede at 'lande' fra min flow-tilstand i det høje - og altså før min kritiske sans og mit faglige analysemaskineri kunne slå bremserne i og gribe ind.

 

Skitsen var fuld af sprogfejl og med mange ufærdig formuleringer. Og først og fremmest var teksten jo etisk ret problematisk da jeg gengav udtalelser fra flere af de gamle klassekammerater som jeg ikke på forhånd havde spurgt om det var OK.

   Der var kun tale om nogle få og ikke specielt følsomme oplysninger, men alligevel ...

   Så efter tre-fire dage, måtte jeg gå tilbage til indlægget og lave en kraftig  om- og nedredigering og anonymisering af teksten. Samtidig fik jeg indsat fotos som jeg havde fundet frem fra gemmerne i mellemtiden.

   Heldigvis var det ufærdig udkast ikke nået at blive delt på nettet, så den nye reviderede og forkortede version ville være den man i fremtiden ville læse hvis man klikkede på et link til "Peters Udsigt" med titlen "Down memory lane (1) - historier omkring et 55-års studenter-jubilæum" (linket findes ovenfor i indledningen til dette indlæg)

Da klassen mødtes sidst - for fem år siden - tog en af de gamle klassekammerater rollen som ordstyrer og fik os til at lave en 'runde' omkring bordet hvor vi hver især og nogenlunde kort fortalte hvordan vores liv og karriere havde udviklet sig siden studentereksamen. Og hvor vi var nu hvor pensionsalderen nærmede sig.

   Faktisk var det det indholdet i den 'runde' jeg havde fået lyst til at uddybe på skrift da jeg skrev skitsen til det første blogindlæg.

   Men når jeg skal være ærlig, har jeg også glemt en hel del af det der blev fortalt i den 'runde'. På det tidspunkt - i 2012 - var jeg - bogstavelig talt meget selvoptaget - mentalt fokuseret på at forberede overgangen fra aktivt, udadvendt forpligtende arbejde til en tilværelse som pensionist.

   Det jeg husker bedst fra 'runden', var - typisk nok - at min 'historie' - om forløbet af mit arbejdsliv med mange skiftende og indholdsmæssigt foreskellige jobs - af ordstyreren blev fremhævet som en af de få - måske den eneste, set fra hans synspunkt - 'man' ikke den gang på forhånd ville kunne have forudset forløbet af.

FORSKEREN

Og så husker jeg at jeg snakkede meget længe med en af mine klassekammerater der ligesom jeg  i 70'erne havde påbegyndt en akademiske forskerkarriere på det universitet (KU) vi begge havde studeret på i 60'erne.

   Han havde haft en fagligt spændende og udfordrende karriere inden for det meget specielle - 'nørdede' - naturhistoriske emne som han skrev speciale om ca. 1970. Og som han nu igennem en årrække havde været kendt international ekspert i.

   Han var altså fortsat som velmeriteret forsker i det samme meget specialiserede fagområde på KU til og med sin pensionering. Og, fik jeg at vide ved frokosten denne gang, han var fortsat ad samme spor - også som 'emeritus'. 

   Jeg husker klart at jeg var lidt misundelig ved snakken for fem år siden. Det specielle fagområdet gav nemlig afsæt for hans deltagelse i en lang række spændende forskningsekspeditioner til forskellige lokaliteter i det nordlige Skandinavien.

   Jeg kom igen til at tænke på ham da jeg forleden så en dokumentar-udsendelse på tv om Knud Rasmussen.

Men der var da en oplagt parallel.

   Også jeg havde skrevet speciale inden for et fagområde som den gang var nyt og 'nørdet': moderne dansk syntaks.

   Og den specialeafhandling fik også så god en bedømmelse og karakter at det gav adgang til en forskestilling  på KU umiddelbart efter jeg fik min eksamen 1970. Det var i faget dansk, og stillingsbetegnelsen var vist nok "amanuensis i moderne dansk sprog".

 

Men i modsætning til min mere målrettede klassekammerat fortsatte jeg ikke i det forskerspor på KU til min pensionering. Jeg var - og er vel stadig i min høje alder - en urolig sjæl, plaget af lyst til at prøve mig selv af.

   To år efter (jan. 1972) blev jeg ansat (headhuntet) på det endnu ikke færdigbyggede universitet RUC i Roskilde, men nu inden for et fagområde som hed noget i retning af: "sprogbrugsanalyse med særligt henblik på sprogets samfundsmæssige funktion". En fagbetegnelse som lugtede langt væk af det forudgående studenteroprør inden for faget.

   Men heller ikke RUC kunne fastholde mig i et bestemt fagligt spor. 

   I 1981 skiftede jeg igen afgørende retning - droppede mere eller mindre forskerkarrieren for at blive ansat som konsulent og underviser i Danmarks Radios interne (efter)uddannelsesafdeling - med  ansvar for at udvikle kurser inden for en vifte af professionelle kompetencer: manuskriptskrivning, interviewteknik, fortælleteknik, radio-reportage og -montage, efterkritik m.m.

   Hvad der siden førte til DR-kurser i "TV som udtryksmiddel" og "Faktion som udtryksmiddel" i sidste halvdel af 80´erne. 

   Derefter eget konsulentfirma. Og videre til et job som direktør for en regional tv-station i Vordingborg 1992.

Fra gymnasietiden husker jeg min klassekammerat og siden forskerkollega inden for 'naturhistorie' på KU som en stille type der ikke sagde så meget i klassen. Men han var var utroligt god til at skrive (stil), og tit blev han bedt om at læse op for resten af klasen fra sine stile.

   Jeg kan sikkert ikke sige mig fri for at have været misundelig. Jeg formulerede mig rimeligt godt mundtligt. Men når vi skulle aflevere stile i dansk, fik jeg som fast tilbagemelding (dokumenteret med et utal af røde streger) at jeg stavede som en brækket arm, selv om indholdet sådan set var ganske fornuftigt.

   Alligevel jeg var meget glad for vores dansklærer i gymnasiet: Børge Andersen, med kælenavnet "Babyface". Og da jeg begyndte at læse dansk på KU, fandt jeg ud af at han faktisk havde en fortid som regulær sprogforsker på mit institut.

 

Det jeg ikke vidste den gang (ej heller mine forældre og min dansklærer), var at jeg rent faktisk var ordblind (dysleksi) og nærmest på mirakuløs vis havde lært mig selv at læse i 3. klasse - uden hjælp fra dansklæreren frøken Rømme - ved at bruge den strategi at læse hurtigt  hen over hvordan de enkelt ord i detaljer blev stavet, og især helt at se bort fra deres forskellige endelser under læsningen.

TEGNE OG MALE

Og jeg mener også at min velskrivende men lidt tavse klassekammerat var en af de (få) i klassen der  også var rigtig god til at tegne og male.

   Når det gjorde varigt indtryk, er det sikkert fordi at det var jeg også - altså god til at tegne og male. 

   Det have jeg gjort næsten dagligt siden jeg begyndt skolegang i 1. klasse i Holeby Skole på Lolland 1950. 

   Og det næsten dagligt at holde mig beskæftiget med at tegne og male, fortsatte jeg med til omkring 1966-67.

Egen produktion: "Jungle", ca. 1956. Viking farveblyant og tusch

Egen produktion: "Urtidslandskab". Ca. 1957. Oliekridt.

I mellemskolen på Christianshavns Gymnasium havde vi også faget 'tegning', men tegnelæreren var også vores tysklærer (et fag jeg ikke bestemt ikke var glad for), så jeg mindes ikke  timerne i det fag i mellemskoleårene som særligt stimulerende - selv om jeg sådan set var glad for at timerne var der og gav fagligt legitimt rum for min lyst til at male og tegne.

I gymnasiet havde man ikke sådan et aktivt kunst-fag mere. Men jeg deltog i den årlige konkurrence på skolen om den bedste plakat til den elev-teater-forestilling som blev fremført af udvalgte gymnasieelever fra 1. og 2. g. hvert år.

   Og jeg blev vist nr. 2 begge gange jeg deltog.

Egen produktion: "Græsk kriger".
Udkast til skoleteater-plakat. Ca. 1960. Oliekridt

Jeg mener også min velskrivend klassekammerat deltog i de konkurrencer.

   Men vinderen var hver gang, husker jeg klart, en dreng fra den sproglige parallelklasse. Han blev siden en meget kendt lærer i film-dramaturgi på Filmskolen. Og med tiden en slags mentor for den nye revolutionerende danske film-retning der gik under navnet Dogme95.

   Han studerede dansk på KU samtidig med mig, men jeg husker ikke at vi havde nogen kontakt med hinanden.

   Og, mærkeligt nok, jeg kom også senere - i 80-erne - til at undevise i tv-dramaturgi - på efteruddannelseskurser for journalister og andre producerende medarbejdere i Danmarks Radio.

   Parallelt underviste han også somme tider i dramaturgi på nogle DR-seminarer for forskellige afdelinger Så der mødtes vi et par gange.

   Møderne var præget af en vis kølighed, husker jeg. Han underviste vordende filmkunstnere med internationale ambitioner, jeg underviste kreative tv-journalister til hjemmebrug.

   Sammentræf? Skæbnefællesskab?

 

I det år jeg var udvekslingsstudent i USA mellem 2.g og 3.g  gik jeg også til undervisning i 'Art' på min 'High School'. 

   Min amerikanske 'art-teacher' var jeg glad for - og han for mig, husker jeg. Han var selv seriøs kunstmaler, og det var meget inspirerende at komme til hans timer på Hendrich Hudson High School. Jeg følte mig 'set'.

   I de timer forsøgte jeg mig bl.a. med en lang række portrætter af fiktive kvinder, malet med pastelkridt som jeg havde arvet af min morfar:

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Egenproduktion: Fiktivt portræt. 1961-62. Pastel

Faktisk var det i høj grad den undervisning i 'Art' på den amerikanske High School der gjorde at jeg - efter hjemkomsten - for alvor gik i lag med at male 'rigtige' oliemalerier og mere bevidst begyndte at nurse aktive kunstnerdrømme.

   Det foregik i fritiden, og jeg fortsatte med det til ca. 4 år inde i min studietid.

   Jeg nåede at holde en enkelt udstilling - i et kælderbutiklokale i en sidegade til Nyhavn. Vist nok i 1965 eller -66.

To af mine klassekammerater var direkte inspirationskilder til at jeg fik mod til at ansøge om at blive udvekslingsstudent (en ansøgning jeg skrev og sendte af sted uden at mine forældre vidste om det).

   De var begge piger. Udadvendte, livlige og kvikke i hovedet og i replikken. Da den ene tog afsted til USA efter 1.g, kom den anden hjem derfra og overtog hendes plads i klassen.

   Jeg er næsten sikker på at jeg da jeg skrev og indsendte min ansøgning til AFS (American Field Service) i efteråret i 2.g. har tænkt noget i retning af: 'Når de kan komme afsted, så har jeg også en chance - jeg skal bare tager mig sammen til at søge'.

   Men at min ansøgning så faktisk blev godkendt og AFS-organisationen fandt en amerikansk familie til mig der 'matchede', det kom alligevel bag på mig. Og på mine forældre der ikke havde fået at vide at jeg havde søgt.

UNDULATKLUBBEN
 

De to andre AFS-studenter har begge fortalt at de husker at vi i 1.g og 2.g var en mindre gruppe elever der - på tværs af skellet mellem sproglig og matematisk linje - jævnligt (månedligt?) mødtes til 'intellektuelle' snakke-aftner hos hinanden på skift og drak te.

   Ud over at snakke lyttede vi også til plader - udelukkende klassisk musik, mener jeg. Og somme tider var der én der gav et solonummer for os andre - live- på violin eller blokfløjte.

 

Det var min mor som gav gruppen navnet 'undulatklubben' fordi lyden af vores kvidrende snak når vi mødtes hos mig, var så kraftig at lyden trængte fra mit værelse ind i voksen-dagligstuen ved siden af.

   I alt mener jeg der var 6 piger og 6 drenge med i klubben. Flest fra den sproglige klasse. Som regel var der på skift et par stykker eller tre som meldte afbud.

   Hvordan 'klubben' blev startet og hvem der var initiativtager, husker jeg ikke. Men jeg var glad for at være med.

 

Jeg skrev i det foregående indlæg at vores gymnasieklasse ikke var præget af 'klasseskel' - altså at det ikke betød noget for vores klassesammenhold at nogle kom fra velstående familier med akademisk baggrund, mens andre - nok et flertal - var vokset op under mere beskedne kår på Amager.

   Men set i bakspejlet tror jeg at 'undulatklubben' også har fungeret som en slags kulturel klasse-markør i forhold til de andre i elever i de to klasser: Vi var noget særligt.

  Hvis jeg skulle lave en interviewrunde med minde gamle klassekammerater var det et af spørgsmålene jeg ville fokusere på: Oplevede de andre at det at være med i 'undulatklubben' var en slags skel-sættende kultur-elite-markør?

 

I 1.g var den sproglige og den matematiske gymnasieklasse på en fælles lejerskole-ekskursion til Bornholm - under faglig supervision nogle af vores gymnasie-lærer.

   Her er to fotos fra den ekskursion som jeg har fundet i et gammelt fotoalbum. Det første viser faktisk en del af undulatklubben samlet i de bornholmske klipper - med to af medlemmerne i musikalsk aktion på blokfløjte:

Det er mig der sidder for oven yderst til højre.

Så vidt jeg husker viser det følgende foto en blanding af andre klassekammerater fra de to klasser - og medlemmer af undulatklubben.

   Hvad vi laver? - Så vidt jeg kan se og husker, så synger vi en fællessang:

Det er mig der sidder næstyderst nede til højre i billedet.

Denne ekskursion fik faktisk 'faglig' betydning for mig på den måde at jeg blev så interesseret i geologi at det var det universitetsfag jeg i flere år seriøst overvejede at studere efter studentereksamen - inden jeg tænkte på at læse dansk.

  

I sommerferien mellem 1.g og 2.g var jeg på en cykeltur på Bornholm med min gamle skolekammerat fra mellemskolen i Stege som jeg havde bevaret kontakten med. Turen kom utvivlsomt i stand på mit initiativ. Og det var på den jeg begyndte at opbyggede en mindre samling af forskellige lokale stenarter - fundet i de varierede klippeformationer på øen.

   I mange år derefter, i hvert fald til omkring 1992-93, har jeg på mange sommerferier samlet på smukke strandsten i vandkanten, og senere fået dem slebet blanke og glatte på en dertil indkøbt slibemaskine.

Fundne strandsten (hornblende) - slebet blanke på eget stensliberi

Det skriver jeg om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/07/den-kreative-stenfinder-og-stensliber.html

Den sidste klassekammerat som jeg vil skrive om her i denne omgang, er en pige som jeg den gang -1959-60-61 oplevede som 'den skarpeste kniv i skuffen'. Og som jeg ved den seneste jubilæumskomsammen sad ved siden af og snakkede godt med.

   Hun var helt suveræn til matematik. Absolut den bedste i klassen. Og i timerne huskede jeg hende som en der altid formulerede sig lysende klart og to the point. Også i andre fag end matematik.

   Men jeg noterer jo også nu i bakspejlet at hun aldrig kom med i undulatklubben.

   Blev hun 'inviteret' eller hvad? Jeg må nok hellere spørge hende næste gang - om to år.

   Hun havde, helt forventeligt, læst matematik på universitet, og var derefter fortsat som gymnasielærer. En stilling på livstid.

   Hvis man havde spurgt mig den gang om fremtidsudsigterne for de forskellige klassekammerater, så ville jeg have spået hende som oplagt kandidat til et professorat i matematik.

  Men da hun studerede i 60-erne, var matematik nok i den grad et mandefag. Og er det måske stadig. Og langt de fleste af hendes medstuderende der fik forskerstillinger i faget i 70-erne, var sikkert udelukkende mænd.

   Det er selvfølgelig heller ikke sikkert hun egentlig havde lyst til en forskerkarrierer på universitet.

Jeg kunne faktisk nu godt blive ved mange sider endnu med flere ture "down memory lane" - med afsæt i dette års og de foregående jubilæums-sammenkomster. 

   Jeg synes imidlertid også det - lidt uforklarligt - har været hårdere end det plejer at være at skrive derudaf, så jeg laver en hård mental opbremsning her. 

Men et sidst spørgsmål presser sig på for mig:

   Hvorfor kom jeg i den grad i 'flow' efter en frokost med forholdsvis løs og uforpligtende snak om gamle dage og hvad der siden hændte? 

   Hvorfor begyndte jeg nærmest euforisk at skrive de her to lange indlæg som jeg undervejs har haft rigtig svært ved at begrænse og styre? 

   Det at vi mødtes, var der ikke noget nyt i. Det var 3. gang. Og det at se de gamle  klassekammerter igen, ældre og mere grå, burde ikke give anledning til en så intensiv flow-tur ned ad erindringens snørklede hulvej.

   

Svaret er, tror jeg, at da jeg fik invitationen i vinters, var jeg så syg at jeg alvorligt var i tvivl om jeg ville overleve det halve år der ville gå inden vi skulle mødes. 

   Det at sige "ja" invitationen den gang, i stedet for "måske", eller "nej", har utvivlsomt været en mental krog at hægte en usikker fremtid op på. Og lettelsen ved at være nået frem i live til den 15. juni, har fungeret som ekstra drivkraft til at få skrevet de her to ustyrlig indlæg til bloggen. 

Down memory lane (1) - historier omkring et 55-års studenterjubilæum

En stor del af den første udgave af dette indlæg er fjernet og alle navne som var nævnt i den version er her udeladt. Dermed har jeg også fjernet gengivelser af udtalelser fra gamle skolekammerater som jeg talte med ved vores jubilæumsfrokost, og som jeg ikke skulle have gengivet uden først at spørge om det var OK.
   I de kommende indlæg vil de samme principper blive overholdt. Så alt hvad der står der, står for min egen regning - og bygger på hvad jeg husker  - evt. husker forkert - og hvad jeg har glemt eller fortrængt.

Klassisk studenterhue

I mange blogindlæg om stort set hvad som helst der har med kreativitet at gøre, har jeg - ganske listigt - fået indføjet kortere eller længere afsnit hvor jeg kalder erindringer fra mit tidligere liv frem og genfortæller - gennem associationer til det aktuelle emne jeg skriver om.

   Meget tydelig har den sammenhæng været da jeg i en serie indlæg skrev om mit gensyn med mine tre 'amerikanske brødre' i forbindelse med en kort turistrejse til New York sammen med fruen og moster.

   Når jeg skriver "amerikanske brødre" så referer det til de de 'bonusbrødre' jeg fik da jeg i 1961-62 - altså mellem 2. og 3. g. - var AFS-udvekslingsstudent og boede hos en amerikanske jødisk familie i en forstad til byen New York

   Her link til de fire indlæg i serien

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/10/new-york-new-york-1-en-rejse-et-gensyn.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/10/new-york-new-york-2-arkitekttoniske.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/new-york-new-york-3-moma-vs-noguchi.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/06/new-york-new-york-3-glemme-og.html

Det sidste i serien - som blev færdigskrevet længe efter de første tre, viser til slut nogle af de billeder med fiktive ansigtsportrætter som motiv som jeg dels malede med pastel-kridt mens jeg var i USA, og dels tegnede i kul eller tusch i årene efter hjemkomsten.

   Det er i den periode at drømmen om at blive kunstmaler voksede frem - en drøm der døde langsomt ud omkring 1966-67 hvor jeg blev mere og mere engageret i mine akademiske studier, studier som så endte med at jeg fik skrevet et speciale i moderne dansk grammatik der gav adgang til en stilling som forsker og underviser på dansk-studie på K.U. umiddelbart efter min eksamen i januar 1970.

Og så er jeg på vej baglæns ned ad erindringens snørklede og tågede hulvej, en vej som for godt en uge siden blev genaktiveret og genbesøgt da jeg mødtes med 11 af mine gamle gymnasieklassekammerater til 55-års jubilæumsfrokost i København. To var kunne ikke komme. Og to var døde.

   Det er fjerde gang klassen mødes og har fejret 40-, 45-, 50-, 55-års studenterjubilæum.

   En måske lidt overraskende fastholder-tradition i en tilfældig klasse fra begyndelsen af 60´erne på det stadigt fungerende Christianshavns Gymnasium.

Christianshavns Gymnasium, set fra skolegården.
Det ser ud som i 60´erne, bortset fra at den gang
 var der ikke striber og udstyr til sport i skolegården

Men hvad har den tradition og den slags begivenheder egentlig med kreativitet at gøre?

   Da jeg begyndte på bloggen her for godt 7 år siden, havde jeg to indgange til kreativitet.

   Dels en definition: Kreativitet er når man i en opgavesammenhæng overskrider grænser mellem emner eller elementer som traditionelt er adskilt og ikke har noget med hinanden at gøre.

   Siden fandt jeg ud af at sprogvidenskaben har et begreb for netop det fænomen: 'conceptual blending'.
   Et velkendt eksempel er brug af  konkrete metaforer til at beskrive mere abstrakte og luftige emner: 'tiden løber', 'brændende kærlighed', 'diskussionsdeltagerne krydsede klinger'.

   Dels forbindes 'kreativitet' i en gren af psykologien med en særlig personlighedstype: 'den særligt kreative personlighed' - et begreb jeg fik ved at læse flere bøger af en af kreativitetpsykologiens store navne: Mihaly Csikszentmihalyi - som også er kendt for at være opfinderen af det centrale begreb 'flow' - som vi alle har oplevet som psykologisk motor og drivkraft.
   Jeg fandt ud af at jeg nok selv hørte til den type. En erkendelse der kom meget sent i mit liv.

Når mennesker - efter 25, 40, 50 års voksenliv - finder sammen for at udveksle minder fra en fælles skoletid, så bringer man 'noget' sammen ved en slags frivillig tvang som ellers har været adskilt i de mange år: skæbner, udviklinger, karrierer og liv. Man kortslutter tiden, blander før og nu.

   Og det rejser for mig - og sikkert også for de andre i klassen - en række spørgsmål, som fx:

   - Hvordan blev vi mentalt formet, og hvad blev vi til - i løbet af voksenlivet med det afsæt i den traditionsbelastede studenter-(kasket-)hue (som den gang kun en lille del af skoleeleverne nåede frem til at få på hovedet)?

   - Hvordan førte en studentereksamen i 1962(63) mig og de andre klassekammerater til netop det arbejde og det voksenliv som vi så kan udveksle tanker, følelser og videnstumper om - nu her godt et halvt århundrede senere?

   - Hvilke drømme havde vi (og vores forældre til os) - og blev de indfriet - eller blev livet lidt af en skuffelse?

   Og helt generelt: - Opstår der 'sød musik' ved den slags jubilæumsammenkomster - altså noget nyt - disse mange år efter, eller er det rituel og sentimental tomgang for gamle mennesker der tilfældigvis delte gymnasieklasse sammen i nogle få år?

 

Spørgsmålene og flere af samme skuffe viser i hvert fald at fejringen af et studenterjubilæum er et oplagt eksempel på det jeg ovenfor kaldte 'conceptual blending'.

   Det er en traditionsbåret festlig fejring på årstal der i tidens løb er lavet flere dokumentar- og spillefilm over: Mennesker mødes, og i fællesskab kaster de ved snakker hen over et frokostbord erindringens stormaskede net tilbage i tiden, og trækker fremad igen derfra. Hvad går i nettet?

   Den dokumentar af den slags som jeg husker og kender bedst, er Poul Martinsens 'Skoledage' fra 1982.
   Den har jeg nemlig beskrevet og interviewet instruktøren om i andet bind af min bog 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed' (2007).

   Den bærende ide i dokumentaren er at sammenligne og modstille erindringerne om undervisningen på Bakkegårdskolen i Vangede omkring 1942 (5. klasse) - med en erklæret nazist som skoleleder - med hvad der faktisk foregår af progressiv og kreativ undervisning i en 5.-klasse i på samme skole ca. 40 år efter.
   Det gav mening og aha-oplevelser.

 

Tilbage til Christianshavns Gymnasium ...
   Her er 'klassebilledet' fra 1. g.

Hvis man tæller til 5 fra venstre, så er det mig der står der i anden række. Til venstre for mig står SIDEKAMMERATEN som jeg skriver om længere nede i indlægget.

Jeg var - desværre - ikke med til den første jubilæumskomsammen i 2002 (40 år), en get-together som altså indebar at studenterklassen (matematisk) årgang 1962 - en lille klasse med 16 elever - mødtes på gymnasiet. Og derefter spiste frokost sammen.

   For netop på grund af mit udvekslings-år i USA blev jeg faktisk først student et år efter resten af klassen og altså samen med en helt anden klasse som jeg 'kun' havde gået i det sidste år: 3. g.

   Til den afslutning i 1963 påtog jeg mig til gengæld at skrive og holde 'studenternes tale' til skolen, lærerne og forældrene.

    Som jeg husker det, fik jeg at vide af mine klassekammerater at det nærmest var min pligt at holde den tale - fordi jeg jo havde lært at 'holde tale' (ganske vist på engelsk) under mit USA-ophold 1961-62.

Jeg har altså kun haft og levet med jubilæums-deltagerne som klassekammerater de to først år af min gymnasietid.

   Men en del af dem (hvor mange kan jeg ikke huske) har jeg så også haft som klassekammerater i de sidste to år af mellemskolen, hvortil jeg var 'indvandret' som provinsdreng fra Stege Realskoles i slutningen af 2. mellem og til den tilsvarende klasse på Christianshavns Gymnasium.

   Det var min mor der havde brugt sine forbindelser via min socialdemokratiske morfar der var højt placeret i arbejderbevægelsens kulturliv, til at få mig presset ind i en klasse på gymnasiets mellemskole hvor alle andre havde fået UG eller UG-minus til mellemskoleprøven.

   Jeg tror aldrig jeg selv egentlig fik taget eller bestået den dengang prestigefulde og adgangsgivende prøve. Så man undgik 'fri mellem' - som optog dem der blev til overs.
   Jeg husker det første år i 3. mellem som hårdt. Jeg havde som provinsdreng der var blevet undervist af folkeskolelærere på en realskole i det sydlige Danmark (nu udkantsdanmark), simpelt hen svært ved at følge med - især i tysk og matematik.
    Så de to fag fik jeg lektiehjælp til gennem hele 3. mellem.
    I 4. mellem kunne jeg så klare mig på egen hånd, og fik en mellemskoleeksamen som uden videre kvalificerede mig til gymnasiet.
   Men som jeg husker det, lå jeg nogenlunde midt i klassen rent karaktermæssigt. De fag jeg brød mig mindst om var de fremmedsproglige - især tysk og latin.
   Så derfor valgte jeg den matematiske linje. Jeg havde det rimeligt godt med matematik på det tidspunkt.
     

Så det er dem fra Christianshavns Gymnasium der blev studenter i 1962, jeg føler mig mest og tættest forbundet med, og ikke dem fra årgang 1963 jeg faktisk blev student sammen med.

   Og dette at vi - denne gang 11 personer - trofast møder op for 4(3) gang til en frokost med mennesker vi har gået i klasse med nogle få teenager-år, men ellers for langt de flestes vedkommende ingen særlig kontakt har haft med siden, siger også noget om at vi er knyttet sammen af en ubestemt følelse af 'forbundethed' gennem fælles erindringer og oplevelser i årene omkring 1960.

 

Dette at mødes så mange år efter, giver kreativt perspektiv.
   Bare det at se hvordan alderen, erfaringerne, mødet med virkeligheden har præget ansigterne og kroppene, synes jeg er fascinerende.
   Ved vores frokostmøde: Langsomt at genkende konturerne af de unge ansigter bag de nulevende rynkede, grå og (halv)gamle.

   En gik nu med stok. Selv humpede jeg jo afsted med en slidt højre hofte som gør pokkers ondt - og som på et eller andet tidspunkt skal udskiftes ligesom den venstre blev for ca. 15 år siden.

   Flere af drengene som den gang havde Elvis Presley-hår, var nu hel- og halv-skallede.

   Og nogles - især drengenes - ansigtstræk vare svære at genkende, fordi de var blevet rundere og diverse hulninger i kinder og under hagen fyldt ud af subkutant fedt.
   Også her var jeg med på tendensen: I 1962 vejede jeg 75 kg, idag 97 (og i mine velmagtsdage var jeg oppe på 125 kg).

   Ved mit gensyn med klassen første gang i 2007 husker jeg at 'pigerne' var nemmere at genkende end de fleste af 'drengene'.

SIDEKAMMERATEN

Da jeg blev kontaktet til 45 års-jubilæumskomsammen i 2007, fik jeg tilsendt nogle fotos fra det første jubilæum fem år før.

   På et par af dem så jeg min sidekammerat fra de to første gymnasieår. Han så hærget ud, og nogle af de andre gamle klassekammerater fortalte at han døde relativt kort tid efter. Sandsynligvis af følgerne af mange års alt for store alkoholforbrug. Og et liv hvor minus´erne vejede tungere end plus´erne.

   Til min egen overraskelse blev jeg stærkt berørt over at se billederne af Sidekammeraten og få hans triste skæbne at vide.
   Den gang i gymnasieklassen husker jeg ham som meget kreativ, én der klarede sig godt i næsten alle fag - han havde humor og var meget musikalsk: Han spillede glimrende violin.
   Skrevet sådan, lyder det jo tomt  og overfladisk. Men det var realiteten ikke.

Selv om SIDEKAMMERATEN og jeg altså ikke fik studenterhue samme år, så genoptog vi den venskabelige forbindelse ved min hjemkomst fra USA. Og vi havde det åbenbart så godt sammen at vi efter at jeg blev student i -63 tog på en fælles månedlang sommertur 'på tommelfingeren', en tur der gik ned gennem Tyskland, Holland, Belgien, Paris, Normandiet, Sydfrankrig - og relativt hurtigt hjem igen - via motorvejen op gennem Loiredalen og videre op gennem Tyskland.

 
På den tur lærte jeg at elske rødvin, hvidskimmelost og baguetter.
   Og vi fandt ud af at de meste venlige og hjælpsomme franskmænd kørte i 2 CV, men deres ture var til gengæld kortere en dem der kørte i de større franske biler.

   På tilbagevejen viste det sig at være rigtig svært at blive taget op, så vi besluttede at skilles et sted på vejen nordpå midt i Frankring; én er nemmere at samle op end to, mente vi. Og det fik vi bekræftet.

 
Jeg husker at jeg mod slutningen af turen blev sat af i en kæmpe motorvejsudfletning uden for Frankfurt, og at jeg stod der midt i et larmende beton- og trafik-helvede flere kilometer uden for byen og tænkte: "Det her går helt galt, Politiet anholder mig nok."

   Det var nemlig strengt forbudt at stå og blaffe sådan et sted. Og gav bøder i dyre D-mark hvis politiet fik fat i én.

   Heldigvis gik der kun en halv time, og inden politiet opdagede mig stå og tomle, kom jeg op at køre med en venlig tysk forretningsmand i en fin Mercedes - og med ham kørte jeg godt en dagsrejse helt til Hamburg hvor jeg blev sat af ved den centrale jernbanestation.

   Der købte jeg så en togbillet til København for de sidste penge jeg havde. Først dagen efter nåede Sidekammeraten hjem. Men han havde vist ikke taget toget det sidste stykke.

 

Der havde jeg så også fået nok af at blaffe, og gjorde det aldrig igen.

   Egentlig brød jeg mig slet ikke om den måde at rejse på - uden mulighed for selv at bestemme, og det var jo en slags tiggeri som vist nok ikke passede til min 'ærekærhed' (tænker jeg nu).

   Sidekammeraten og jeg holdt kontakten ved lige og mødtes nogle gange gennem vores studietid. Han var jo meget glad for musik, men om han også studerede det som fag, husker jeg ikke. Usandsynligt er det ikke: matematik og musik har jo rigtig meget med hinanden at gøre.

   Han var imidlertid også god til matematik og naturvidenskabelige fag, så det er også muligt at han tog et af den slags fag som bifag.

   Jeg mener mit sidste møde med ham var omkring 1970 efter at han havde fået job (vikariat?) på et af Sjællands udkanter, og jeg selv lige var blevet færdig med min cand. phil.-eksamen (dvs. uden bifag).

   Han var ikke gift, og om han havde været det og var blevet skilt igen, ved jeg ikke. Jeg har en svag erindring om at han virkede ked af det på en eller anden måde, som om nogle drømme ikke var blevet indfriet.

   Måske - det tænker jeg nu - sad  han ensom tilbage efter et mislykket ægteskab eller itu-gået kæresteforhold og slikkede sine emotionelle sår - på et ungkarleværelse i Kalundborg - 9-10 år efter han blev student.
    Sidekammeraten voksede op på Amager - som enebarn - med en ugift eller fraskilt mor. En enkelt gang eller to i gymnasietiden besøgte jeg ham hjemme der hvor han boede.
   De boede småt. I sammenligning med mine forældres kæmpelejlighed og mit private 'herreværelse' ved sukkerfabrikken i Langebrogade, var hans og moderens lejlighed meget lille og mørk.

KLASSEN OG FÆDRENE

Min sidedame ved frokostbordet og jeg var enige om at vi var glade for den klasse vi havde gået i - og på det gymnasium - ikke mindst fordi vi ikke oplevede at der var tydelige klasseforskelle til at splitte klassen op.

   De fleste af vores klassekammerater var, husker jeg, også 1. generations studenter i deres respektive familier. Kun et mindretal (igen i min erindring) havde fædre (eller mødre) der havde taget studentereksamen.
    Et slag på tasken så kom 4-5 fra hjem hvor faderen (sjældent den gang moderen) havde studentereksamen.

Min egen far var ikke student. Han var uddannet ingeniør og var kommet ind på civilingeniør-studiet via en realeksamen, efterfulgt af en forkortet praktisk orienteret smede-uddannelse og en særlig teknisk-matematisk adgangseksamen som indgang til studiet på Den Polytekniske Læreranstalt, som det hed den gang.

   Egentlig ville han vist hellere have været zoolog, men det studie skulle man jo være student for at komme ind på. Og farmor var en skrap dame af solid lollandsk bondeslægt, og hun har sikkert ment at civilingeniør var bedre, og fx kunne give adgang til gode stillinger i De Danske Sukkerfabrikker, det firma hvor farfar var ansat som forvalter i mange år - på Assens Sukkerfabrik hvor min far voksede op.

   Det havde hun ret i. Min fars anden ansættelse var som ingeniør på Gørlev sukkerfabrik i 1947. Og firmaet De Danske Sukkerfabrikker var han ansat i i skiftende gode stillinger til sin pensionering.

   Da jeg kom ind midt i mellemskolen på Christianshavns Gymnasium, var han med familien blevet forflyttet fra Stege Sukkerfabrik til at blive leder af Sukkerpakkeriet i Langebrogade. Siden blev han bestyrer på Sukkerfabrikken i Odense.
   Da var jeg for længst flyttet hjemmefra og begyndt at studere.

Dette indlæg er som nævnt i indledning stærkt forkortet i forhold til første udgave og alle referencer til navngivne personer (mine klassekammerater fra den gang) er fjernet. Selv i denne anonymiserede version er indlægget nu allerede blevet for langt, så jeg deler det i to - måske flere - selvstændige serie-indlæg med fællestitlen "Down memory lane - historier omkring et 55-års studenterjubilæum". 

   Hvis du vil vide mere, så gå videre til det næste indlæg (som ikke er skrevet endnu), hvori de samme anonymiserings- principper vil blive anvendt. Så  i alt hvad jeg skriver i dem går jeg ud fra egne oplevelser, erfaringer, erindringer og fordomme.