Akvarelmaleriets mysterier (46) - min Harald Henriksen-samling er nu blevet fordoblet - og hvad kendetegner hans træsnitmotiver og hans akvarelteknik

Jeg fortalte i forrige indlæg hvordan mødet med Harald Henriksens træsnit og akvareller havde aktiveret mit ellers i meget lang tid sovende samlergen.

   En samling skal sættes op - ligesom en frimærkesamling. Her opsætningen af en Harald Henriksen-væg i stuen:

Jeg har tidligere skrevet om at "blive forelsket i ting" - og især i deres design:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/min-stetiske-hjerne-om-at-blive.html

Og der er lavet ganske mange videnskabelig undersøgelser de senere år af hvordan hjernen fungerer hos mennesker der er meget forelskede, som det bl.a. beskrives i den populærvidenskabelig avisartikel her:

http://www.dailymail.co.uk/health/article-2230969/Crazy-love-What-happens-brain-really-chemistry.html

Jeg er slet ikke i tvivl om hvad der er sket for mig siden december sidste år: Jeg er blevet stormende forelsket - ikke i en kvinde - men i nogle billeder og en billedstil af en kunstner jeg ikke anede noget om for et halvt år siden: Harald Henriksen.

   Hans akvareller som jeg nu har fået set mange af i virkeligheden - og - især og ikke mindst - hans originale farvetræsnit.
   Når jeg ser dem, bliver jeg ved med at glæde mig ud over alle grænser. Ikke alle lige meget - men mange meget.

Og når samlergenet først er blevet aktivret hos sådan en som mig, så hænger man på den - er mentalt bundet op på sin forelskelse, betagelse, fascination. 

   Fornuften suspenderes, frontallapperne som den kritiske dømmekraft udspringer fra, lukker simpelt hen ned når forelskelsen i billeder går i symbiose med samlermanien.
   Den forelskede hjerne lukker også ned for de centre der producerer frygt og andre negative følelser, kan man læse sig til.

Brain scans have also shown the area of the brain that controls fear, and another region involved in negative emotions, close down, explaining why people feel so happy with the world – and unafraid of what might go wrong – when they fall head over heels.

Der sker også en ændring i omfanget af produktionen af de forskellige hormoner og signalstoffer i hjernen under en forelskelse - belønningssystemet får et ekstra skud dopamin for eksempel:

Studies have shown brain chemical dopamine is at higher levels in those in love. Dopamine is key to our experiences of pleasure and pain, linked to desire, addiction, euphoria, and a surge may cause such acute feelings of reward that it makes love hard to give up.

   Tests show that taking opioid drugs such as cocaine have a similar effect on dopamine as love.

   A side effect of rising dopamine levels is a reduction in another chemical, serotonin, a key hormone in our moods and appetite.

Jeg har oplevet det flere gang tidligere i mit liv: 

   En regulær forelskelse i en bestemt kunstners billeder, det oplevede jeg meget tidligt i min ungdom: Han hed Hokusai, var japaner - og hans træsnit der var helt tilbage fra 1800-tallet, betog mig dybt. Og gør det stadig. Og den gang vidste jeg ikke at Hokusai og samtidige japanske træsnitkunstnere, havde revolutioneret den europæiske kunst omkring århundredeskiftet - 1800-1900.

 
Andre kunstnere jeg er blevet forelsket i  og betaget af - ved første blik, er østrigeren Friedenreich Hundertwasser, og schweizeren Poul Klee.

   Men jeg kender også følelsen fra mine tidligere samlermanier - i forhold til fx polerede sten fundet ved stranden:

Og fra de gamle danske  såkaldte 'tofarvede' frimærker fra 1870-1905, som jeg i rigtig mange år samlede på og både var betaget af og optaget af at ordne, systematisere og sætte op på en måde som netop disse frimærker inviterer til:

Bestemte former for arkitektur kan virke på samme måde på mig: Den middelalderlige rådhusplads i Sienna for eksempel - og byen Venedig. 

   Og som beskrevet i det tidligere indlæg, også bestemte designere (ægteparret Eames) og bestemte designmøbler (flaglinestolen af Wegner, compact-sofean af Eames) får mig nemt op i det høje betagelsesfelt:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

Nedenfor viser jeg lige den sidste forøgelse af min Harald Henriksen-samling: 11 nye farvetræsnit - og min tredje og fjerde akvarel af ham.

Alle træsnittene kom fra samme sælger der har stået Harald Henriksen personligt nær, og som havde fattet tillid til at jeg ville tage godt og kærligt vare på hans træsnit.

   Det var dubletter, og jeg fik dem til særdeles rimelig pris.
   Han fortæller om omfanget af produktionen af farvetræsnittene at han har registreret 117 forskellige træsnit af Harald Henriksen, men at et nyt lige er dukket op.

Oplagenes størrelse var fra 25 til 75, evt. op til 100 -125 for dem der var godt salg i. Nogle af de små gik som gevinst i Charlottenborgudstillingernes tombola. Han nummererede desværre ikke konsekvent, men kun engang imellem. Jeg ved ikke hvorfor, – det gør jo hvert eksemplar mere værdifuldt for ejeren. 

Mine nyerhvervede træsnit har - som de tidligere - fået ny 'indpakning': tynd aluminiumramme, frisk passpartout og refleksfrit glas. Som de tidligere.

   Man siger at det refleksfrie glas svækker farvernes intensitet en smule, noget jeg dog ikke rigtig kan få øje på. Og træsnittene er jo i forvejen både gamle og gulnede, så det der er deres egentlige styrke og kvalitet, den grafiske stilisering og forenkling af farver og former, det får man i hvert fald et fantastisk fint indtryk af i den nye "indpakning".

Her kommer de første syv nyanskaffelser - i tilfældig orden:

Brønshøj mose, 1933

Vinterlandskab, slutningen af 30´erne?

Markvej, vinter (ved Bramsnæsvig ?) slutningen af 30'erne

Vej ved Bramsnæsvig, 1939

Hesterive, Bramsnæsvig, ca. 1930

Snestorm, Brandsø, 1925

Træ, hegnsstolper i forgrunden, udateret

Ikke mindst det sidste er betagende smukt. Også det første i rækken, med motiv fra Brønshøj Mose, er rigtig, rigtig godt - kun trykt i to farver - sortgrå - og duegrå.

   Jeg synes denne samling meget godt illustrerer hvorfor den aller første af Harald Henriksen træsnitten jeg stødte på, for en overfladisk betragtning, set lidt på afstand og gennem glas, godt kunne opleves som en falmet akvarel.

   

De fem farvetræsnit her er alle snelandskaber, og de ligner akvareller på den måde at de  så at sige lever af alle de flader der ikke er farvet - det 'hvide' der repræsenterer sneen i landskabet. 

   Den hvide sne i klatter og baner står så typisk i skarp og profilerende kontrast til mørk oliven, mørkegrå eller sorte silhuetter af træer eller buske eller landbrugsredskaber i forgrunden. 

   I mellemgrunden silhuetter af træer og planter, ofte også i oliven eller mellemgrå farver.

   

Jeg oplever at der med de billeder, ligesom med dem der udgør min "væg" i fotoet indledningsvis, er tale om en form for besjæling af de fremhævede nøgne træer med grene og kviste som en slags levende lemmer - og af landskabet de står i, og som de har som baggrund: Godt nok en form for naturalisme, men med en naturbesjælet symboliserende undertekst, synes jeg

   Selv om træsnittene altså æstetisk og motivisk er udtryk for en form for visuel natur-loyalitet med rødder i guldalderkunstens virkelighesforestillinger, så fremstår træerne i mange af Haralds træsnit som personificerede karakterer på en iscenesat og på forhånd givet landskab-scene.

   

Her to af mine egne - tidligere viste - akvareller med træer - som viser hvorfor jeg føler så stærkt for Harald Henriksens træsnit:

      

Og her et af de aller seneste med motiv fra Mallorca:

De tre følgende Harald Henriksen-træsnit adskiller sig på flere måder fra de første fem i min nye bunke, og også fra dem jeg tidligere har købt og viste ophængt på væggen i starten:

Klint ved en fjord, 1948. Farvetryk på gipsplade

Dette billede af en "Klint ved en fjord" (hvor motivet er lokaliseret fremgår ikke), er trykt i markant kraftigere og mere kontrastfyldte farver end det ellers er normalt hos Harald Henriksen. Der er ikke spor af vintersne, og vi oplever en mere forårs- eller sommeragtigt stemning end typisk for de fleste af hans træsnit.

   Og  man fornemmer et vist slægtskab med og måske inspiration fra det kendte maleri af I. A. Ring med et motiv fra Roskilde Fjord og så det følgende farvemættede Harald Henriksen-træsnit med motiv fra Brønshøj Mose; også det fremtræder med væsentlige kraftigere farvekontraster - og dermed mere forårs- eller sommeragtigt  - end Haralds typiske vinterlandskaber:

Brønshøj mose (Brønshøj kirke i det fjerne), ca 1947

I. A. Ring: "Sommerdag ved Roskilde Fjord”,1900

Faktisk producerede Harald Henriksen også en del træsnit med bymotiver, både fra Københavns trafikkerede gader, pladser og parkanlæg; og også fra Roskilde - som det følgende - hvor den gamle domkirke altid spiller en rolle i motivet.

 

Domkirkepladsen, Roskilde - udateret.

Perspektivet her er usædvanligt. Domkirken fremtræder i den grad mørk og skygget, nærmest truende - i hele højre side af bilede - i kontrast til de relativt små solbelyste byhuse til venstre - og med et kig til fjorden og dens anden bred i det fjerne mellem de to kontrasterende byggerier.

   Særligt bemærkelsesværdig er den ekstremt lave placering af horisontlinjen der åbner op centralt for et sugende udsyn til et blåt himmelrum med lette hvide skyer:

   Dette billede er snittet i et stort næsten kvadratisk format (40 x 34 cm), og er udtryksmæssigt beslægtet med det et andet farvetræsnit som fruen har arvet efter sine forældre - med motiv fra Langelinie i København:

Fuldrigger og mindre sejlskibe ved  Langelinie

Man bemærker ligheden i den relativt lave horisontlinje - og især i måden det blå himmelrum med de hvide lette skyer fungerer på - der tilfører billedet det dominerende helhedsindtryk af krystalklar solrig sommer.

Her er en ny Harald Henriksen-væg - med nogle af de nyanskaffede træsnit -  nu ophængt og fordelt på væggen lige over mit skrive- og malebord: 

Og fruen har klart givet udtryk for at nu er hun ved at være "fed up'' med Harald Henriksen-billeder der efterhånden hænger næsten overalt i huset.

Endelig har jeg nu fra samme sælger som jeg fik de to første af hans akvareller fra, (vist i et tidligere indlæg) erhvervet mig denne smukke akvarel der jo tydeligt er beslægtet med de foregående træsnit i kraft af sommestemningen:

Espergærde/Snekkersten? Måske omkring Egebækshavn, udateret

Det er tydeligt i akvarellen her hvor suverænt Harald Henriksen behersker den klassiske akvarelteknik til at give den optimale oplevelsen af lys og skygge - og dermed til at markere former og dybdeperspektiv med: en teknik med maximum tre transparente akvarel-farvelag malet oven på hinanden "vådt i tørt" - først de lyseste farver som bund, derefter en mørkere tone - og til sidst de mørke linjer og de områder der ligger mest i skygge.

   På forhånd har Harald Henriksen valgt hvad der skulle være helt hvidt - og altså 'males' ved at lade papiret fremtræde ufarvet - som i kanten af cumulus-skyerne.

Endelig viser jeg den aller seneste nyanskaffede akvarel af Harald Henriksen: Et af hans københavnske bymotiver - fra Vesterbrogade som er meget velbevaret:

Han bruger her samme 'lyssætning' og belysningsform som i træsnittet fra domkirkepladsen i Roskilde ovenfor. Et kraftigt solskin fra sydvest lægger højre side af billedet i skygger og i kontrast hertil fremtræder venstre side af Vesterbrogade ekstra stærkt solbeskinnet.

Harald Henriksen malede næsten altid sine akvareller udendørs på stedet - han malede hvad han så, men forenklede så også former og farver på en måde som han var suveræn til -  hvad der jo er genkendeligt fra træsnittene. 

   Og det gik hurtigt med sådan et maleri: højst en dag har akvareller som disse sikkert taget at male. 

Hvis jeg lige til sidst skal blande mig selv og min måde at male akvarel på ind i historien her - som modstykke, så maler jeg næsten altid mine akvareller indendørs - også landskaber - med egne eller andres fotografier af motivet som referencebilleder; som de her fra mit og fruens akvarelkursus på Færøerne med Bardur Jakupsson som lærer - for næsten tre år siden:

Bagsiden af nyhedskriterierne - med afsæt i en ny bog om 'fikseringsfejl' i journalistikken - genudsendes en gammel kronik om et emne der stadig er aktuelt

I to tidligere blogindlæg har jeg fortalt om den nyudkomne bog "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister" - skrevet af Malene Bjerre og Mikkel Hvid.

Jeg roste blandt andet bogen for at tematisere og diskutere en række vigtige problemstillinger som jeg selv har været optaget af gennem mange år, nemlig konsekvenserne for journalistikken af at det er en professionel nødvendighed for såvel den journalistiske arbejdsproces som de journalistiske produkter at historierne er 'vinklet', som man siger. Og at man for at kunne vinkle det endelige produkt - artikel, tv-indslag, radioindslag - undervejs må arbejde med hypoteser - som i bogen kaldes 'arbejdvinkler'.
 
Bogen beskriver hvordan der - mere eller mindre ubevidst - kan snige sig bias-skabende "misvisninger" ind i arbejdsprocessen der nemt kan føre til at historien bliver skævvredet af af en enkelt for tidligt fikseret hypotese.

   Af bogen fremgår det blandt andet s. 50ff. at en af årsagerne til at journalister ofte fejler i deres journalistik gennem fiksering på en enkelt og tvivlsom eller ligefrem forkert vinkel, det er den professionelt indbyggede bias som enhver god journalist er udstyret med, nemlig nyhedskriterierne: aktualitet, konflikt, identifikation, sensation, væsentlighed.
   På engelske taler man om "news values", og er mindre entydig og dogmatisk i formuleringerne af dem end man er det i de danske lærebøger.
 
Det er jo faktisk ganske kontroversielt: At argumentere for - og dokumentere med eksempler - at nyhedsjournalistens mest grundlæggende professionelle redskab - listen af nyhedskriterier - kan forføre til fejlagtige påstande som de bærende vinkler i mange nyhedshistorier i dagpressen.
 
Det er ikke første gang disse kriterier kommer under kritisk projektørlys. I de senere år har vi set forskellige retninger og tendenser som ud fra forskellige ståsteder, anfægter at de klassiske nyhedskriterier - altid eller for det meste - skulle sikre god, solid, brugbar, relevant - og retvisende - journalistik.
   Hvad har vi haft af diskussioner de senere år - både internt i journalistundvisernes rækker  og i offentligheden - som har kastet et kritisk lys på nyhedskriteriernes funktion i journalistikken?

• konstruktiv journalistik
• service-journalistik
• borgerjournalistik
• fortællende journalistik

Mikkel Hvid har tidligere skrevet om fortællende journalistik og Malene Bjerre om konstruktiv journalistik.
   Sjovt nok - eller tragisk nok - har ingen af disse tendenser for alvor slået igennem bredt i pressen.

   Hvorfor ikke? - Svaret kan ligge i hjernen hos journalisterne.

Jeg har i tidligere blogindlæg skrevet om nyhedskriteriernes betydning for journalistisk tænkning - inden for rammen af den selvopfundne forskningsdisciplin "neurojournalistik"  - et potentielt forskningsfelt som beskæftiger sig med at undersøge og forstå en række særlige mekanismer i hjernen der bidrager til at journalister lever og arbejder som de gør - delvist på trods af refleksion, velbegrundet kritik og sund fornuft. Disse mekanismer er en vigtig brik i forståelsen af hvorfor journalister ofte begår det som i Malenes og Mikkels bog beskrives som 'fikseringsfejl'.

   Se fx her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Mikkel Hvid har selv bidraget lidt til den disciplin i sin glimrende bog "Skriv! - Gode tekster er lette at skrive" fra 2008. Han fortæller heri at når man som skrivende journalist virkelig føler at "det kører", så er det udtryk for at man er kommet i den særlige mentale tilstand som kreativitetforskerne kalder "flow".

Du skriver altså bedre når du er i flow.

   Det er ikke indbildning når du oplever at de tekster det var let og sjovt for di at skrive, også var gode. Det var de. Flow skaber kvalitetstekster.

   Det skyldes at du er på stoffer. Biofeedback-mekanismen der sikrer at du får dopamin og andre positive stoffer når du kommer i flow, gør dig bogstavelig høj: Du sanser skarpere end normalt, din mentale processer kører hurtigere - du er mere kompetent end du ellers er.

Min hypotese er at flow-tilstanden hos journalister ikke kun er knyttet til skriveprocessen, men at det er en mentalt-neurologisk tilstand der gennemsyrer næsten alle faser af professionens arbejdsproces - i hvert fald når vi har med nyhedsjournalistikken at gøre. 

   Og denne flow-tilstand som man som hårdt og hurtigt-arbejdende journalist nemt kan blive afhængig af - som var man på stoffer - den kan så også  have en bagside som "Forelsket i vinklen" så tydeligt udstiller og udfolder. Konsekvenserne af at være 'forelsket' er nemlig at man glemmer at tænke sig om, glemmer at være selvkritisk, glemmer at holde professionel distance, glemmer at sige til sig selv: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Bogen definerer 'fikseringsfejl' sådan her:

Det kaldes en fikseringsfejl, når vi af en eller anden grund bliver låst fast i at se tingene på en ganske bestemt måde og kun kan få øje på det, der bekræfter vores forventninger, imens vi overser informationer, der vil ændre billedet eller true vores perspektiv.

En af de "grunde" som dette citat referer til, er sandsynligvis at journalistens hjerne er gået i flow fordi en enkelt hurtigt tænkt hypotese i den grad ser ud til at falde i hak med nyhedskriterierne: Hvis de og de informationer holder og kan bekræftes, så har jeg lynhurtigt en fandens god historie!
   Og med den tanke fikseres en enkelt ud af flere mulige hypoteser som den vinkel der bliver styrende for historien.

Læsning af bogen førte mig i erindringen tilbage til det første år jeg sad i jobbet som professor i journalistik på den nye journalistuddannelse i Odense. 

   En af årsagerne til at der var blevet oprettet hele to nye journalistuddannelser placeret på hvert sit universitet, var politikernes utilfredshed med den 'rutine-journalistik' de blev udsat for i medierne, en type journalistik som deres politik blev filtreret igennem til borgerne og som, mente mange politikere, skævvred borgernes billede af både politikerne og deres politiske arbejde. 

   Politikere som Marianne Jelved mente at de dominerende tendenser i den dominerende journalistiske tilgang til politik, faktisk over tid kunne være en direkte fare for demokratiet.

   De to nye uddannelser skulle få journalisterne og dem der uddannede dem, til at tænke ud af boksen - og bidrage til at journalistikken udviklede sig i en mere konstruktiv retning, underforstået: mindre (tvangs)underlagt de journalistiske nyhedskriterier.

   Jeg var som nyudnævnt professor i faget flere gange blevet bedt om i forskellige fora at sige noget "klogt" om hvad der var kerne i den konflikt, og var derfor begyndt at interessere mig for "nyhedskriteriernes" rolle i den.

   Det endte så med at jeg også skrev en kronik om "nyhedskriterierne" som jeg fik offentliggjort i Jyllandsposten den 03-02-1999.

   Jeg synes den indeholder en del betragtninger som jeg godt vil stå ved også i dag - 16 år senere. Så derfor har jeg genudgivet den nedenfor:

Dansen omkring nyhedskriterierne

"Det er sgu en god historie, den må vi have med i dag,« - sagt med begejstring af journalister på utallige redaktionsmøder. Udenforstående vil tit have svært ved at forlige sig med, at når journalister taler om "en god historie", så handler det ofte om en rigtig dårlig historie - om død og ulykke, svindel og humbug, vold og kriminalitet. Men det, journalisterne bare mener, er, at her er en begivenhed - et stykke virkelighed - som samlet tilfredsstiller de journalistiske nyhedskriterier. Nogle citater til at belyse disse kriterier: »Jo længere borte en nyhed sker, jo flere døde og sårede må der til, for at det bliver en nyhed« (Gudmund Hernes). »Et tog, der afspores, har altid større nyhedsværdi end et, der ankommer til tiden« (Gaston La Cour). Og det berømteste af alle: »Når en hund bider en mand, er det ikke en nyhed, men når en mand bider en hund, er det en nyhed« (John. B. Bogart). De journalistiske nyhedskriterier er i den seneste tid sat til debat, både i USA (O. J. Simpson-retssagen, Lewinsky-affæren) og herhjemme (dækningen af det politiske stof). Nyhedskriterierne kunne måske trænge til et serviceeftersyn.

   I forhold til virkeligheden fungerer de journalistiske nyhedskriterier som lyssætningen på en teaterscene. Hvis væsentlige dele af virkeligheden falder uden for nyhedskriteriernes spotlys, så er det i det lange løb et problem - både for virkeligheden, for journalisterne - og ikke mindst for journalistikkens aftagere: læserne, lytterne og seerne.

   Mogens Meilby opregner i sin lærebog "Journalistikkens Grundtrin" fire nyhedskriterier: 1) sensation: det usædvanlige, det uventede, det overraskende, 2) konflikt: strid mellem personer og interesser, 3) identifikation: mennesker, nærhed og relevans for læserne, 4) aktualitet: det netop skete, det, der lige nu er et samtaleemne blandt læserne. Enhver kan så regne ud, hvad der falder udenfor: alt det, der er almindeligt, alt det, der er uden åbenlyse konflikter, alt det, der er upersonligt og fjernt, alt det, der ikke foregår pludseligt, alt det, som bare er godt og fungerer. Det, som profileres i nyhedskriteriernes skarpe projektører, er til gengæld et billede på samfundslivet fyldt med dårligdomme: kogalskab, iltsvind, kriminelle indvandrere, stigende vold, moralsk anløbne politikere i evig kævl og konflikt.

   Men hvad med væsentlighedskriteriet? Ja, det er taget ud af rækken og får særbehandling i "Journalistikkens Grundtrin" under overskriften "Samfundsbetydning". Her fortæller Meilby bl.a., hvorfor DR i 70'erne måtte henlægge nogle vedtagne regler om væsentlighed i nyhedsformidlingen: »I virkelighedens verden duede de ikke, og i 1977 blev de opgivet.« Meilby tilføjer: »Men selv om markedsvilkårene ikke gør et væsentlighedskriterium anvendeligt i praksis, er vigtige samfundsnyheder uden direkte læserappel ikke skubbet langt ud i mørket. De skal blot under research og formidling behandles på en sådan måde, at de bliver interessante for læserne.« Med andre ord: Væsentlighedskriteriet kan kun bruges i journalistik, hvis et vigtigt emne kan vinkles, så historien kan indfanges af de fire andre kriteriers projektører - det kan aldrig bruges isoleret, er Meilbys klare konklusion!

   I 1989 skrev Karen Jespersen og Ralf Pittelkow en kronik i Politiken under titlen "Politikere uden TV-antenner". Heri revsede de to skarpe hjerner datidens danske politikere for ikke at leve op til de krav, som især TV-mediet stillede til politikerne, for at de kunne nå ud til befolkningen med deres budskab. 10 år før formulerede den norske medieforsker Gudmund Hernes i sin bog "Det Mediavridde Samfunn" en liste af teknikker, som politikere, der ville slå sig igennem i medierne, kunne gøre brug af - med udsigt til rimelig succes: tilspidsning, forenkling, polarisering, intensivering, konkretisering, personificering. I dag er det ikke mere kun nogle få kloge hoveder, der ved, hvordan journalister tænker, og hvad de tænder på. Nu kan enhver nogenlunde veloplyst dansker nyhedskriterierne på fingrene. Og skulle der være nogen, der ikke helt har fået tjek på, hvad kriterierne sigter mod, så kan de jo bare købe Meilbys udmærkede grundbog eller bestille et særkursus hos en af professionens topfolk.

   For den oplyste borger er det fornuftigt nok at kende til de principper, som styrer indsamlingen og udvælgelsen af de daglige nyhedshistorier i pressen - en nødvendig del af den moderne almendannelse. Men kloge folk i organisationer og virksomheder har lært sig dem af den ene grund, at så får de bedre muligheder for at styre pressens jagt på nyheder i netop den retning, de har interesse i. De ved, at hvis de fodrer journalisterne med "photoopportunities", "sound bites", "punsh lines", "gode historier", "kritiske rapporter", "overraskende videnskabelige resultater" - så har de særdeles fine muligheder for at komme ind på journalisternes lystavle, når de daglige nyheder skal produceres.

   Vi har en situation, hvor journalisterne oftere og oftere risikerer at blive marionetter i forhold til deres egne nyhedskriterier, fordi alle kilderne omkring dem bliver mere og mere professionelle til at tilrettelægge og iscenesætte de begivenheder, som er stof i journalisternes nyhedsdækning. Det er journalisterne, der sætter dagsordenen, men tit er det andre, der har trukket i trådene og skrevet replikkerne.

   Samtidig med at efterhånden alle i teorien ved, hvordan journalister reagerer, er der også sket det, at journalisterne er blevet stadig dygtigere og mere professionelle. Uddannelsen på Journalisthøjskolen er op gennem 80'erne og 90'erne faktisk blevet stadig bedre, og stort set alle færdiguddannede journalister har nu et solidt indarbejdet fælles norm-og værdisystem, der bl.a. indebærer tillid til og beherskelse af nyhedskriterierne som grundlag for et solidt journalistisk håndværk. Fidusen ved denne professionalisering er bl.a., at journalister en stor del af tiden kan arbejde hurtigere og mere effektivt end tidligere, når de skal producere kontante kvalitetsnyheder. De i rygmarven indarbejdede nyhedskriterier fungerer her som instrumenter i en flyvers cockpit - de gør det muligt at flyve på automatpilot, når det skal gå hurtigt. Og det skal det i større og større omfang.

   Bagsiden af denne professionalisering er - ensartede produkter! Der er nok de fleste dage forskel på forsideartiklerne i de store morgenaviser, men læst hen over en uge, så er det en meget stor procentdel af historier og vinkler, de er fælles om. I sin tid forestillede politikerne sig, at de med oprettelsen af TV 2 ville opnå et reelt alternativ til DR's nyhedsdækning, et alternativ, der ville give i det mindste to klart forskellig fremstillinger af bl.a. det politiske liv i Danmark. Når politikerne i den grad blev skuffede, så er forklaringen den simple, at to topprofessionelle nyhedsredaktioner i vore dage i meget høj grad er fælles om de journalistiske normer og standarder, som styrer det nyhedsbillede, seerne præsenteres for. Og så er det, man kan fristes til at citere Knud Poulsen: »En enig presse er ikke nogen fri presse, men tværtimod det modsatte.«

   På redaktionerne taler man somme tider om, at nu er medierne "gået i selvsving". Det fungerer sådan, at når først de store redaktioner - uafhængigt af hinanden - er blevet enige om, at her er muligheder for en historie, som tilfredsstiller alle en journalists hedeste drømme om sensation, konflikt, identifikation og aktualitet, så vil de i kraft af nyhedskredsløbet mellem de skrevne og elektroniske medier gensidigt forstærke hinandens historier. Med det resultat, at der skabes et nyt virkelighedsbillede, hvis samlede effekt hverken den enkelte journalist eller den enkelte redaktion kan eller vil påtage sig ansvaret for. Alle har jo arbejdet fuldt professionelt og helt efter de journalistiske normer og idealer. Vi så det for nylig i forbindelse med Robinson-serien på TV3, og også i forbindelse med finansloven og efterlønsballaden. I Sverige oplevede man et ganske uhyggeligt eksempel på selvsvingsmekanismerne, da Mona Sahlin på grund af pressens behandling af rene petitesser måtte give afkald på en ellers sikker statsministerpost. Vores egne mediers behandling af Plejebo-sagen er også afslørende i den henseende.

   Men kan det være anderledes? Historisk set sammenfatter nyhedskriterierne jo den viden og de erfaringer, journalister og redaktører igennem flere hundrede år har opsamlet om, hvordan informationer om virkeligheden skal indsamles, redigeres og formes til nyheder, så det kan friste almindelige mennesker til dagligt at købe og læse en avis. De fælles nyhedskriterier er en central del af journalisternes håndværksmæssige kunnen, fordi de indeholder en grundlæggende solid viden om læserpsykologi - på tværs af klasser, køn og alder.

   Ikke desto mindre har pressen altså det paradoksale problem, at jo stærkere journaliststanden er professionaliseret omkring fælles nyhedskriterier og fælles værdier og normer med hensyn til, hvordan historier skal skæres og vinkles, jo mere ensartet - og i det lange løb kedsommeligt - bliver det nyhedsbillede, som publikum dagligt modtager - og jo større afstand kan store dele af befolkningen opleve, at der er mellem deres dagligliv og så det "nyhedsliv", som journalisterne fremstiller. I det lange løb er risikoen, at folk mister interessen, bliver "nyhedstrætte" og måske til sidst synes de kan klare sig helt uden nyheder - fordi misvisningen er for stor til, at de kan bruge dem til noget vigtigt i deres liv. Tendensen er allerede synlig i USA.

   Er der behov for en ny journalistik? Kan nyhedskriterierne forvaltes på andre måder på redaktionerne? Kan man redaktionelt modarbejde, at journalistikken bliver til en marionetkomedie, hvor andre trækker i trådene? Kan selvsvingsmekanismerne bremses?

   Det er spørgsmål, som ikke kan besvares teoretisk og abstrakt - og heller ikke med klare ja-eller nej-svar. Der kræves forsøg og eksperimenter, praktisk forskning, udviklingsarbejde på redaktionerne, detailanalyser af problemerne. Det kræver også en åben debat i og på tværs af medierne, en debat, som bl.a. medieforskeren Jørgen Poulsen på det seneste har lagt op til med resultaterne fra sit projekt om "måske-læserne", og som Peter Bro har bidraget til med sin velskrevne bog om "public journalism": "Journalisten som Aktivist". Vi har også i de seneste par år set spændende omformateringer og relanceringer af Aktuelt og Kristeligt Dagblad med genoplivning af en holdningspræget journalistik for særligt motiverede læsergrupper. Vi har set et DR 2, hvor man energisk har kæmpet for at slå igennem med flere forskellige alternative TV-nyhedsformater. Og vi har set regional-TV bide sig fast trods alle spådomme fra mange sider om, at der ikke var behov i befolkningen for den slags "træsko-TV". Fælles for disse tanker og udviklingstendenser er ikke, at man vil afskaffe eller totalt ændre på nyhedskriterierne - for det kan man naturligvis ikke - men at de professionelle kriterier sættes i et aktivt og produktivt forhold til forskellige modtagergruppers særlige behov og interesser. Ud af det kan der komme en journalistik, som i højere grad åbner sig ud mod borgernes mangeartede virkeligheder - en journalistik, som kan give et mere varieret og retvisende nyhedsbillede - i sandhedens, oplysningens og borgernes tjeneste.

Da jeg skrev den kronik havde jeg hverken tænkt "neurojournalistik" eller "fikserede vinkler" og "fikseringsfejl". Men interessen er fælles: Hvordan undgår man som journalist eller hvordan modarbejder man at journalistikken kører af sporet og bliver misvisende og utroværdig i forhold til virkelighed, sandhed - og  til brugernes behov for retvisende orientering?
   Selv har jeg altid anbefalet mine studerende at man inden man lægger sig fast på vinklen, spørger: Hvad hvis det modsatte var tilfældet? Eller: Hvad ville en modstander sige til det?

Bogen har selv fire anbefalinger s. 100 ff:

1. Led efter tegn på, at du er fikseret
2. Find din analytisk-kritiske journalist frem
3. Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel 
4. Brug dit gode journalistisk håndværk

Nummer 3, svarer meget godt til hvad jeg selv har doceret. Nummer 2. stemmer overens med det jeg i et tidligere indlæg citerede om arbejdsprocessen i undersøgende journalistik - hvor man er bevidst om hvilken fase i processen man er i. Nummer 1 er det der er sværest i praksis, idet det kræver at man mentalt kigger indad, og det er de færreste mennesker særligt gode til.
   Fælles for de tre første råd er at de sikrer at de hurtige, nemme, automatiske og fordomsbekræftende valg af vinkel udsætttes for en mental opbremsning,  en afbrydelse der tvinger journalisten til i sin tænkning at skifte fra det Kahneman benævner "system 1" til det langsommere og mere krævende "system 2."

Derfor vil jeg lige til slut opregne hvad der kendetegner de to tænkemåder som Kahneman opstiller  i sin bog "Thiknking, Fast and Slow":

System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
System 2 allocates attemtion to the effortful mental activities that demand it, including complex computation. The operation of system 2 are often assoiated with the subjective experience og agency, choice, and concentration.

Her er de to mentale tanke-systemers måde at fungere på sat på skemaform:

Det kendetegner de journalister jeg her på bloggen har beskrevet som  "særligt kreative personligheder" at de grundlæggende er skeptiske over for resultater af system 1-tænkning. Og helt af sig selv vil høre en indre stemme hviske dem i det indre øre: "Det kunne være sjovt og meget mere interessant hvis det modsatte var tilfældet - af den her så oplagte, men røvkonventionelle vinkel."
   Men alle de andre solide rugbrøds-journalister som gennem deres lange praktik og efterfølgende hårdt pressede praksis på redaktionerne har lært at leve og overleve gennem professionaliseret system 1-tænkning, de har nu fået et godt hjælpemiddel til at undgå de værste konsekvenser gennem Malenes og Mikkels ny bog.
   Kravene til produktivitet er blevet gradvist højere de sidste 15-20 år, og ikke mindst web-journalistikken prioriterer hurtighed og mange hits og likes - med den oplagte risiko for fikserede vinkler og fikseringsfejl til følge. Så her kan bogens analyser og anbefalinger tjene som et velplaceret og velargumenteret mentalt beredskab.

De to tidligere indlæg med afsæt i "Forelsket i vinklen" kan du læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/fikseringsfejl-et-nyt-ord-fra-en-god.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/om-oplevelsen-af-fikserede-vinkler-og.html

Hjernekemi, bjergbestigning, flow, forelskelse og kreativitet

Under bjergbestigerens rejse op ad bjerget frigives der en række forskellige kemiske transmitterstoffer, som indvirker på såvel krop som sind. Herunder endorfiner, serotonin, noradrenalin og dopamin. 

Citatet er fra en opgave fundet på  http://static.sdu.dk/mediafiles/. Senere i afsnittet delkonkluderes:

I forbindelse med bjergbestigning frigives ovenstående stoffer løbende. Dette medfører, at bjergbestigeren ikke sanser de mange farer og smerter, som opstår undervejs, men tværtimod føler velvære, glæde, opstemthed og lykke. Frigivelsen af stofferne bevirker, at den rationelle oplevelse af farer og risici forbundet med rejsen skubbes i baggrunden. Det kan ske i en sådan grad, at bjergbestigeren ikke opdager livstruende konsekvenserne af kulde og overanstrengelse og derfor ufortrødent fortsætter sin rejse op af bjerget. Frigivelsen af stofferne kan føre til afhængighed hos bjergbestigeren, og minimumsniveauet for tilfredsstillelse stiger gradvist. Det betyder, at der på sigt skal mere ekstreme bjergbestigninger til for at få den samme euforiske oplevelse.

I samme artikel omtales en personlighedstype som er særlig tiltrukket af bjergbestigning, nemmlig de såkaldte HSS´ere:

Mennesker kan være ”high sensation seekers” (HSS) eller ”low sensation seekers” (LSS). Hos HSS ses et grundlæggende fysiologisk træk i form af en anderledes hjernekemi kendetegnet ved et lavt niveau af MAO-enzymet i hjernen. HSS kan have vanskeligt ved at få tilstrækkeligt med nye og grænsesøgende oplevelser i en almindelig tryg hverdag, hvilket måske kan være en forklaring på ekstremsportudøvere ofte score højt på forskellige SS-skalaer.

Denne personlighedstype adskiller sig altså markant fra dem jeg tidligere har beskrevet, de højsensitive: HSP´erne. Også HSS´erne kan man udskille ved en serie særlige testspørgsmål. Man kan sige at mens HSS´erne hele tiden føler sig understimulerede og derfor sultne efter nye og ekstrem oplevelser, så oplever HSP´erne ofte situationer hvor de føler sig overvældet af nye indtryk. HSS´erne er altså ekstroverte og har mentalt set foden på speederen, mens HSP´ern er introverte og har mentalt set foden på bremsen.

   Ifølge flere kilder på nettet kan en person have begge træk indbygget i sin personlighed. Og det ville set fra min synsvinkel netop være den særligt kreative personlighed som er kendetegnet ved "paradoksale" personlighedstræk.

Helt umiddelbart associerer det her jo også til flow-tilstanden som den er beskrevet af Mihaly Csikszentmihaly - en tilstand som ifølge ham kan opnås når en række forudsætninger er til stede:

1. goals are clear
2. feedback is immediate
3. a balance between opportunity and capacity
4. concentration deepens
5. the present is what matters
6. control is no problem
7. the sense of time is altered
8. the loss of ego

Ifølge Wikipedia så har Csíkszentmihályi fremsat den hypotes at mennesker med særlige personlighedstræk har lettere ved at komme i flow-tilstanden end "gennemsnittet", en personlighedstype som kaldes autotelisk:

These personality traits include curiosity, persistence, low self-centeredness, and a high rate of performing activities for intrinsic reasons only. People with most of these personality traits are said to have an autotelic personality. It has not yet been documented whether people with an autotelic personality are truly more likely to achieve a flow state. One researcher did find that people with an autotelic personality have a greater preference for "high-action-opportunity, high-skills situations that stimulate them and encourage growth" than those without an autotelic personality.It is in such high-challenge, high-skills situations that people are most likely to enter the flow state.

Også flow-tilstanden korresponderer med en kombination af aktivt virkende stoffer i hjernen. En tilstand og en kemi som har ligheder med forelskels og kærlighed:

When two people are attracted to each other, a virtual explosion of adrenaline-like nuerochemicals gush forth. Fireworks explode and we see stars. PEA or phenylethylamine is a chemical that speeds up the flow of information between nerve cells.

   Also, involved in chemistry are dopamine and norepinephrine, chemical cousins of amphetamines. Dopamine makes us feel good and norepinephrine stimulates the production of adrenaline. It makes our heart race!

   These three chemicals combine to give us infatuation or “chemistry.” It is why new lovers feel euphoric and energized, and float on air. It is also why new lovers can make love for hours and talk all night for weeks on end.At være forelsket er altså tydeligvis en særlig form for flow-tilstand.

Og jeg kan jo så ikke lade være med at tænke på at en række særligt kreative personligheder, mandlige kunstnere med stort K, har haft et livligt og inspirerende kærlighedsliv centreret omkring "muser". Picasso for eksempel. Jens August Schade. Aarestrup. Sophus Clausen.

Smil til verden, og verden smiler tilbage - genkendelsens glæde - glæden ved at noget mathcher - og mimesis-begrebet

Jeg går på gaden, ser en sød kvinde som jeg ikke kender. Føler lyst til at smile til hende, får øjenkontakt - og smiler. Og i ni ud af ti tilfælde, smiler hun tilbage i forbifarten. Den erfaring, som jeg utvivlsomt deler med de fleste mennesker, bliver jeg mindet om ved en artikel i Søndagspolitikens tillæg "Viden" fra for en uge siden. Rubrikken er mystificerende: "Smilet lægges i gådefulde folder". Manchetten fanger min interesse. "Mennesket er kun lige begyndt at forstå smilets hemmeligheder. Nye undersøgelser bekræfter en teori om at hjernen kan skelne ægte smil fra falske, fordi vi automatisk spejler ansigtsudtrykket hos den, der smiler til os."
   Triggerordet for mig er "spejler". Og så det med "ægte" og "falsk".

En af de hjerneforsknings-videns-indvindinger som jeg flere gange har fremhævet i tidligere indlæg, er opdagelsen af spejlneuronerne, nogle særlige hjerneceller som både aktiveres ("lyser op" ved scanning) når vi selv gør eller planlægger at gøre en bevægelse, og når vi ser et andet menneske udføre en tilsvarende bevægelse.
   Den hjernemekanisme er sandsynligvis en afgørende forudsætning for det at vi kan identificere os med andre, for at vi kan genkende noget af os selv i andre når de giver udtryk for følelser,  og for at vi kan leve os ind i personer vi ser på film eller på en teaterscene - "blive grebet", som det hedder. Og også forudsætningen for at vi når vi ser os i et spejl, ser og genkender os selv.
   Men den modsatte mekanisme fungerer også: Når vi ser en anden gøre noget, aktiveres det center i hjernen som forbereder den tilsvarende handling hos os selv, uden at vi dog rent faktisk behøver at udføre den. Men vi får altså klart en impuls til at udføre den tilsvarende "spejlende" handling.
   Det er en kendt iagttagelse at folk der fx sidder over for hinanden ved et bord og snakker sammen, tenderer til - ubevidst - at spejle hinandens kropsstilinger og gestus: Hvis den ene lægger armene over kors, gør den anden det også, læner den ene sig tilbage, gør den anden det også. Psykologerne taler om at der opstår rapport mellem de to gennem deres kropssprog. Og det er indlysende at det også er noget lignende der sker ved at et smil automatisk besvares med et smil.

På nettet finder jeg en artikel fra Tidens Kvinder, med rubrikken "Forførelsesens Kropssprog", der fortæller kvinder hvordan de ved at være bevidste om deres kropssprog og udnytte det man ved om hvordan kropslig spejling ubevidst virker, lettere kan score en mand. Artiklen fortæller bl.a.

Hvis du som kvinde føler dig draget af en mand, vil du helt uden at tænke over det begynde at efterligne ham. Sidder han med korslagte ben, gør du pludselig også. Hvis han tænder en smøg, rækker du også ud efter din cigaretpakke. Denne spejling er meget kraftfuld og virker på to måder: Jo stærkere tiltrækning, du føler, jo mere vil du kopiere, og jo mere, du kopierer, jo kraftige bliver følelsen af samhørighed – også fra hans side. Derfor er spejling en del af kropssproget, som du kan bruge bevist til at nærme dig en anden person. Han vil føle sig forstået og tryg, hvis du spejler hans gestus og mimik – men pas på ikke at blive en total copy cat. Det virker kunstigst og påtrængende.

Pointene er altså her at spejlingen ikke fungerer som en der forstærker den gensidige empati hvis de spejlende handling forekommer uægte.

Og det er faktisk det som artiklen i Politiken handler om. At der er forskellige slags smil, og at smil genkendes som smil ved at man imiterer den andens smil. Der findes forskellige slags smil som aktiveres i forskellige hjernecentre: et forlegent smil, et smil af lykke (som når man ser sit lille barn glad løbe rundt og lege), et venskabeligt smil (som familie og venner mødes med), og fx et uægte smil (som det man udsættes for i en forretning af en professionel sælger). Og åbenbart finder man ud af hvilket smil man møder hos den anden, ved mentalt i hjernen - ubevidst og automatisk - at "mærke efter" hvilket center der aktiveres i forbindelse med det smil man møder:

Et glædessmil ledsages for eksempel af aktivitet i hjernens 'belønnings'-kredsløb, og bare det at se på sådan et smil kan aktivere nogle af de samme nervebaner hos den der ser det. Når man efterligner et venskabeligt smil, sættes en anden hjerneaktivitet i gang, nemlig den del af hjernen, der kaldes den orbitofrontale hjernebark, som sætter os i stand til at skelne vores følelser for mennesker, vi har et nært forhold til, fra vores følelser for andre mennesker. Den orbitofrontale hjernebark bliver for eksempel aktiv, når forældre ser deres egne spædbarn smile, men ikke når andres børn smiler. (/) "Når vi tager andre menneskers smil til os, bliver vi ikke alene i stand til at genkende dem. Vi bliver også i stand til at genkende falske smil. Når vi ubevidst efterligner et falsk smil, mærke vi ikke den samme hjerneaktivitet, som når smilet er ægte. Og denne ubalance fortæller os, at der er noget galt", sige Paula Niedenthal.

Jeg har lige været på en charterferie, og der var en del unge ægtepar med. Og jeg blev endnu en gang fascineret af det fænomen at så mange unge ægtefæller ligner hinanden utroligt meget i ansigtet. Ansigtstrækkene virker nærmest som kopier af hinanden, trods kønsforskellene: de samme øjne med sammen omgivelser, den samme form på næsen, og ikke mindst den samme mund, læber, smil og tænder. Det er som om de har set sig i et spejl når de har mødt og set den anden, og sagt: Der er hun/han(=jeg)!
   Der må  være tale om forhold der er startet med en slags genkendelsens glæde. En slags aha-oplevelse ved at den anden matcher ens eget spejlbillede. Og alle disse ægteskabsforhold må utvivlsomt være igangsat gennem udveksling af ægte smil, som har aktiveret det samme "forelskelsescenter" og udløst særlige "lykke- og kærlighedshormoner" i hjernen hos dem begge.
   Wikipedia fortæller det sådan:

Forskerne har fundet ud af, at intens romantisk forelskelse, som fysiologisk foregår i højre hjernehalvdel, har mere at gøre med aspekter som motivation, belønning og drivkraft end det har med følelser og sex at gøre. I dag kan forskerne pege på lige netop de to områder den menneskelige hjerne, der sørger for at gøre os forelskede: Det såkaldte VTA-område (Ventral Tegmental Area) - i bunden af hjernen og nucleus caudatus i midten af hovedet. Begge områder er vigtige for hjernens system for motivation, belønning og drivkraft og er involverede i produktionen af stoffet dopamin, der blandt andet er med til at skabe intens lykkefølelse i os. Det forklarer også, hvorfor en forelsket person føler sig drevet til at vinde sin elskede. Også stoffet serotonin har en vigtig rolle, fordi det regulerer vores humør. Jo højere produktion af serotonin i hjernen, jo gladere er vi. Forelskelsens styrke og det faktum, at VTA-området og nucleus caudatus tilhører den primitive del af hjernen, som vi til dels har tilfælles med andre pattedyr, får forskerne til at konkludere, at forelskelse slet ikke er en følelse, men at der er tale om en primitiv drift.

Bemærk især at "forelskelsesmachet" lokaliseres i højre hjernehalvdel, den del som i kreativitetsforskningen forbindes med kreative kognitive processer; og at de stoffer der spiller med i oplevelsen: dopamin og serotonin også er dem som bliver aktiveret kreativitetsteoriens flow-tilstand.

I et af de foregående blogindlæg blev jeg klar over at en del af (måske alle) de forskellige typer af aha-oplevelser som man kunne opregne og identificere som sådanne, bestod i at man oplevede et match efter en søgeproces, ligesom når politiet har fundet et fingeraftryk på gerningsstedet, og derefter finder et match i deres fingeraftryksarkiv. Eller når man lægger et puslespil og der er et "hul" - en tom plads til en brik, og man så finder den brik blandt de løse som matcher formen på den tomme plads: Der var den, den matchede! Eller hvis man har en lås i en yderdør, og det er mørkt, og man så prøver de forskellige nøgler i ens nøgleknippe i låsen, indtil man finder den der matcher, så man kan låse døren op.

En lang række af kreativitetpsykolgiens test-opgaver som de bruger til at spotte om folk kan "tænke ud af boksen"- altså kan tænke kreativt, går præcis ud på at finde ud af om testpesonen hurtigt kan finde et "match" i forskellige opgaver. Eksempelvis:

Hvilket enkelt ord giver sammenhæng til: hul, farve, kat? Svar: sort! Hvilket enkelt ord giver sammenhæng til: æble, svaghed, slange? Svar: Paradis!

Her runder jeg så af ved at komme i tanker om det oldgamle græske begreb: mimesis, der betyder efterligning, imitation - og som er beslægtet med begrebet og fænomenet at mime. I forbindelse med kunst, litteratur, malerkunst, teater, billedhuggerkunst, refererer begrebet til at kunsten skal ligne eller efterligne virkeligheden for at virke overbevisende og forløsende på publikum. Altså i en eller forstand matche publikums bevidste eller ubevidste forstillinger om virkeligheden - og om sig selv og sine medmennesker.
   I lyset af det foregående om spejling, så indebærer det virkelighedsefterlignende i for eksempel en teaterforestilling at vi lever med i den og bliver "opslugt" af den fordi der i hjernen aktiveres de samme centre som hvis vi selv havde udført de handlinger vi ser på scenen, samtidig med at der udløses et spektrum af forskellige følelsesstimulerende stoffer.
   Jeg kommer til at tænke på de helt store mimikere som jeg i årenes løb har set på scenen og i biografen: Marcel Marceau og Dario Fo, for eksempel. Hvordan det kan løbe en koldt ned ad ryggen når man ser mime-kunstneren efterligne bevægelser som i den grad matcher det alle meneske gør når de gør det de gør.
   Og så er der jo spørgsmålet om ægte og uægte. Det er ikke bare noget der er vigtigt i smilende forhold mellem mennesker. Sådan taler man også om kunst: Er det ægte eller falsk, er det autentisk eller "gemacht"?
   Det må jeg vende tilbage til senere: Hvornår er et match alligevel ikke et rigtigt match?