Akvarelmaleriets mysterier (40) - om akvareller fra den tredje "akvarelferie" på Kap Verde - fugle, skildpadder, mennesker

For tre år siden tog fruen og jeg på vores første fælles ferie på Kap Verde. 

   Øen hedder Sal, byen hedder Santa Maria. Og vi havde begge tegne- og akvarelmalergrej med - fordi vi havde haft meget positive maleroplevelser med hjem fra den færøske kunstmaler Bardur Jakupssons akvarelkursus på et gourmethotel ved Gardasøen i Norditalien. 

   

Faktisk var det de mentale efterdønninger af det kursus som fik mig til at begynde at skrive serien af blogindlæg med fællestitlen "Akvarelmaleriets mysterier" - en serie som med dette nu har rundet det fyrretyvende indlæg, og hvis første nummer kan læses her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html

Den første 'akvarelferie' på Kap Verde for tre år siden, har også en særlig plads i min erindring fordi det var der jeg for første gang malede noget i akvarel jeg var stolt af: de her fire billeder som nu hænger indrammet på væggen hjemme i studen:

For mig var de erfaringer jeg der og den gang gjorde med at male 'lyssætning' af motivet 'negativt' - dvs. med "hvidt" - ved at en stor del af papiret står umalet, de erfaringer var noget af en åbenbaring.

   Læs mere om de erfaringer her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/akvarelmaeriets-mysterier-7-cap-verde.html

Fruen og jeg fulgte året efter endnu et Bardur Jakupsson-akvarelkursus - denne gang situeret på hans hjemø på Færøerne. 

   Det gave også gode resultater, og jeg blev for alvor overbevist om at for mig var det rigtige at male  indendørs, hjemme i studen - ud fra fotos kombineret med en skitse eller to.

   Jeg fortalte efter det kursus - pr. mail - til Bardur at jeg var begyndt at skrive om mine erfaringer og overvejelser omkring det for mig nye og uprøvede medie: 'akvarelfarve'. Og han meldte meget positivt tilbage, hvad der naturligvis gav mig mod på at fortsætte - både med maleriet og skriveriet.

Efter to 2-dages akvarelkurser i efteråret  sammen med fruen, kom jeg for alvor igang igen - efter næsten et års stilstand hvor jeg havde taget en masse 'spændende' landskabsfotos, men uden at det gav afsæt til en eneste sølle akvarel. 

   Jeg oplevede måske hvad der svarer til det kendte fænomen: 'en skriveblokering' - altså 'en maleblokering' - fordi jeg mentalt set måske var blevet for ambitiøs. 

Æstetisk og teknisk overskred jeg en række grænser: Med forbilleder fra lærebøger og instruktionsvideoer på nettet, prøvede jeg mig frem med vådt-i-vådt-teknik og store Afrikanske dyr som motiver; jeg prøvede igen at male fugle (rødkælk i flere versioner) og planter (grene med japanske kirsebærblomster), og så en række meget hurtige akvareller med forbilleder i en tysk bog  illustreret med kinesiske "malede" træsnit af fugle og planer, mennesker, dyr og landskaber. 

   Hu-hej hvor det gik, syntes jeg. 

Efter Nytår havde vi Harms-søskende-komsammen, og jeg syntes at jeg med fordel kunne prøve at få nogle fra bunken af akvareller afsat til familien. 

   Det gik strygende. Men en enkelt replik fra min svoger, blev afsæt for et nyt akvarel-motivisk kvantespring. 

   Svoger er en stor fugleelsker og tager med konen - min søster - på ture med sin lange grønne kikkert ud i forskellige lokaliteter i Danmark - for at observere flotte, fine og helst sjældne fugle in natura. Og da søster prøvede at overtale ham til at tage en af mine andre akvareller (de havde allerede valgt en af dem med rødhals som motiv), så sagde han blankt nej - med den begrundelse: 

"Jeg vil kun have tegninger og malerier af fugle og bare damer på væggen i vores nye hjem".

Akvareller med 'bare damer', havde jeg ingen af i skuffen. Og overhovedet vrimler det ikke med akvareller af mennesker som motiv i min hidtidige produktion. Det er bare så svært, har jeg syntes hver gang jeg har forsøgt at male mennesker.

   Men replikken fra svoger provokerede mig til at prøve at male akvareller af 'nudes'. 

   Det gik overraskende godt. Og jeg var ret stolt. Det var lige inden vi skulle af sted til Kap Verde.

   Her er det af de tre forsøg som jeg syntes var og er det mest vellykkede:

Og her er et link til det blogindlæg der handler om min research og mine oplevelser af de forsøg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/01/akvarelmaleriets-mysterier-39-om.html

Dagen inden vi rejste, blev den danske isfugl ved en eller anden afstemning - i Ornitologisk Forening, tror jeg - kåret til 'Danmarks smukkeste fugl' - og det vrimlede med betagende og fascinerende isfugl-fotos på Facebook og i aviser. 

   'Høj' som jeg var efter successen med de bare damer-akvareller, malede jeg lige en isfugl - fra et foto hvor den netop skal til at sluge en frisk fange fisk:

Isfugl - referencefoto fra Facebook

Det var en teknisk udfordring at få det blanke i områderne med metalblå fjer til at fremtræde netop sådan - 'skinnende'. Og samtidig få de bløde brun-orange nuancer med i brystparties fjer.

   Men hu-hej - det gik faktisk over alt forventning. Og relativt hurtigt: en tre timers tid brugte jeg til den her isfugl-akvarel - med klare forbilleder også i japanske og kinesiske kunst:

Akvarel: Isfugl, dansk

Svoger vil sikkert være glad for at få akvarel-isfuglen her tilbudt til sin fuglemaleri-samling. Men det er ikke sikkert jeg vil af med den.

Jeg havde kun forhåndsplanlagt ét billede som jeg skulle male på Kap Verde: et portræt af en smuk, mørklødet kapverdisk kvinde. 

   Det forrige besøg på øerne havde kastet to billeder af sig - forestillende en smuk frugtsælgerske der kom forbi vores stuelejlighed med udsigt til stenmolerne i "Porto Alto" - "den gamle havn": dels et tegnet-malet billede i sort-hvidt, og dels et tegnet-malet billede i få enkle farver; begge kan ses i det foregående blogindlæg som jeg linkede til ovenfor.

Men mine malerplaner hjemmefra blev bremset af indbrud fra virkeligheden - det sparsomme kapverdiske fugleliv. 

   Lige uden for vores vindue og vores altan i første sals højde voksede der store lyserødt-blomstrende nerieplanter og en art palmer med lange store tyndt-fligede blade. Og der i det grønne satte sig en formiddag en af de første dag en hvid hejre - som jeg først tog for en "fiskehejre", men som senere ved research på nettet viste sig at have artsbetegnelsen 'sølvhejre'. 

 
Hejrefugle som motiv har en særlig plads i mit hjerte: Dels har vi fast hver sommer besøg af fiskhejrer inden for god gloafstand - i vores egen private sø.
   Dels er hejren et motiv et som er meget dyrket i japanske træsnit og silkemalerier. 

   Som det her:

Dels har den amerikanske verdenskendte fugleillustrator (og akvarelmaler) J. J. Audubon tegnet og malet sølvhejren  i en meget fascinerende positur i sit fantastiske kæmpeværk om amerikansk fugleliv.
   Her tre versioner af Audubons great egret (sølvhejre):

Det var altså lige et motiv efter mit hjerte der pludselig dukkede op på fotoafstand: hvid fjerdragt som skulle stå delvist umalet,  men belyst så der var markante skygger til at give form og fylde til hoved og krop; endvidere et markant gult næb - og så en grønbladet natur omkring sig.

   Så vores sølvhejre blev fotograferet fra forskellige vinkler og på forskellige afstande. Og så kastede jeg mig ud i mit første akvarelhejre-maleri:

Det var næsten for nemt - og resultatet blev lidt kedeligt. 

   Så jeg peppede omgivelserne for hejren op ved at indmale lyserøde nerie-agtige 'blomster' på grenene; og flere lidt lysere blade i baggrunden - og til sidst de karakteristiske parallelt-sidende palmeblade for oven i motivet. Og en gren for sølvhejren at stå på som ellers var skjult i referencefotoet:

Akvarel: Sølvhejre, total - i miljø

Faktisk var jeg rimeligt tilfreds. 

   

Det at male et motiv man har set 'live' - er en særlig fysisk, håndgribelig måde at lære det nærmere at kende på. Man kommer automatisk til at føle noget særligt for det når man med blyant og pensel har kælet for alle detaljer.

   

På denne ferie havde vi købt os WI-FI-adgang til internettet. Så jeg gik på jagt i cyberspace - dels efter oplysninger om sølvhejren (den er udbredt over det meste af verden - også i Danmark), dels efter andre akvarelegnede fotoversioner af motivet så jeg kunne fortsætte i mit 'akvarelleri-flow'. 

   Særligt fascinerende forekom sølvhejren mig - dels når dens lange hals var helt udstrakt, dels når den havde trukket og foldet halsen helt sammen så det så ud som om hovedet sad direkte på kroppen. Jeg fandt et foto der viste det motiv, og gik igang. 

   Sådan:

Akvarel: Sølvhejre, nærbillede

At dens hovedfjer fik en grønlig plet, er en fejl der skyldes sjusk med maleriet af baggrunden, så der kom en drypplet af den grønne farve. 

   Planterne i omgivelserne var inspireret af nogle af de træningsakvareller jeg tidligere havde lavet med reference til kinesiske træsnit og tuschmalerier fra bøger jeg havde fået forærende af en ven:

Jeg kunne faktisk nemt have fortsat akvarellerierne med diverse spændende sølvhejremotiver, både hentet direkte fra nettet og/eller refererende til nogle af de fotos jeg tog de følgende dage af vores lokale flok sølvhejrer som - flere sammen - nærmest dansede ballet på kanten af palmebladende lige uden for vores vindue hen på eftermiddagen.

   

Men det ene virkelig planlagt malemotiv, måtte jeg jo se at komme igang med: et portræt af en smuk mørklødet dame. Det var svært, og jeg synes ikke rigtig jeg havde de mest velegnede referencefotos i computermappen. 

   Så var hun der en dag: En af de damer der handlede med grøntsager i det lokale meget sparsomt befolkede marked med det meget begrænsede udvalg af frugt og grønt. Jeg fik taget et portrætfoto af hende - men belysningen var ret diffus og uden den skarpe lyskilde fra én side som jeg ønskede. 

   Fordi jeg tøvede med at trykke på udløseren, kunne hun ikke lade være med at smile genert. Fedt:

Referencefoto: grønthandlerske

Jeg gik mentalt set rundt om mig selv mange gange i vores lejlighed, og kunne ikke tage mig sammen til at begynde akvarelleriet. 

   Til alt held var fruen begyndt at tegne lokale landskabsmotiver - og det gik strygende, og hun var glad og opmuntret over de resulterende tegninger. 

   Hendes gode humør smittede. Jeg lavede en slags motivisk overspringshandling, idet jeg fik taget mig sammen til at tegne menneskemotiver ud fra nogle af de andre fotos med lokale, smukke  brune mennesker som jeg også havde taget - og havde overvejet at bruge som referencer for portrætakvareller:

Disse tegnerier fungerede klart som en slags opvarmning til endelig at begynde på akvarellen.

   Jeg kunne pludselig mærke hvordan lys-og skygge-teknikken som jeg havde udnyttet - ganske fermt, syntes jeg - til at male de bare damers smukke kroppe med, at den teknik nu kunne bruges til at male grønthandlerskens ansigtstræk - også selvom forbilledet altså var rigtig dårligt belyst.

   Sådan:

Grønthandlerske, Santa Maria, Kap Verde

Ja. sådan blev det. Og jeg var faktisk - igen - lidt stolt af mig selv. Jeg var tydeligvis kommet i et slags 'akvarelleri-flow'.

   Men ét menneskeportræt var nok i denne omgang. Det at lære denne smukke dames ansigtstræk at kende gennem at modellere dem i tegning og akvarelfarver, tog faktisk både mentalt og fysisk på mig.

Under researchen på nettet efter hvad der egentlig var af dyre- og fugleliv på Kap Verde - som ikke sås og kunne fotograferes på vores egen meget ørkenagtige ø, fandt jeg ud af at øriget Kap Verde dels var beboet af en særlig endemisk variant af isfuglen - 'grayheaded kingfisher' - som var meget flot, men meget anderledes end vores egen hjemlige variant, og dels havde man på andre øer havskildpadder - truede arter, selvfølgelig, der ynglede på nogle af disse øers ørkengule sandstrande ved at grave æggene ned i sandet og lade varmen udruge dem.

   Og man kunne læse sig til at der var iværksat ambitiøse internationalt finansierede wild-life-beskyttelseprogrammer for at sikre disse skildpadde-bestandes overlevelse.

   Det blev til disse to akvareller - ud fra egnede referencefotos jeg fandt på nettet når jeg googlede "Cape Verde" + "birds" og "Cape Vede" + "animals":

Akvarel: Gray Headed Kingfisher, Kap Verde

Jeg mærker under maleprocessen at det går relativt let med den kapverdiske isfugl - erfaringer fra tidligere fuglemalerier sidder i fingrene, og jeg leger med våd-i-vådt-teknikken i hvad jeg tænker mig er nåleløse fyrre- eller pinjegrene.

   I referencebilledet til det følgende, fascineres jeg af enkeltheden i motivet, og det at havet får lov at udfolde sig i to favemæssigt adskilte versioner - ultramarin og turkis. Mens himlen er i en tredje blå favve: koboltblå!

Akvarel: "Mission accomplished". Kap Verde

I begge disse tilfælde - med lokal isfugl og havskildpadde som motiv, var jeg ganske tilfreds med resultatet. 

   

I skildpaddebilledet brugte jeg for første gang den medbragte flydende maskerings-gummi-væske til at tegne bølgernes skumklædte toppe op med, så de, når vandet i øvrigt var malet færdigt og gummiet gnubbet af, derefter kunne fremtræde klart og markant med det hvide bølgeskum.

   

Jeg afmaskede også horisonten to gange med malertape, så jeg fik en fuldstændig entydig og vandret horisont - noget jeg tidligere har kæmpet med i forskellige havmotiver. 

   Det forstår man vel ikke? Forklar:

   Først afmaskede jeg horisonten nedefra med en lige strimmel tape, der gjorde det muligt at våd-male himlen fra kanten af billedet ned mod horisonten - uden tøven. Og jo lysere, jo længere ned.

   Når himlen så var tørret, afmaskede jeg den samme horisont-linje fra oven, så jeg frit kunne våd-male vandet fra horisonten og ned mod beskueren - uden tøven. Og jo lysere, jo længere ned.

   

Og endelig udnyttede jeg tidligere erfaringer med skygger i det gule sandstrand. 

   De 'traktorspor' som havskildpadden efterlader sig når den jumper og krabber mod havet efter endt æg-nedgravnings-mission, maler man bare oven i det gule med den transparente violette farve.

Det hører med til historien at jeg nærer særligt varme følelser for skildpadder, et regulært kærlighedsforhold  der blev skabt i min barndom. 

   Min far der var meget dyre- og fugleinteresseret, hjembragte for længe, længe siden en pænt stor græsk landskilpadde til familiens lejlighed og vores have i Holeby på Lolland. Jeg har været omkring 8-9 år. Jeg er ikke sikker på min mor var med på ideen, men hun fandt sig i det.

   Vi havde skildpadden som blev kaldt Maren, i mange år. Den undslap buret i haven i Holeby en sommer - og forsvandt sporløst, husker jeg.

   Vi troede selvfølgelig den ville omkomme i den uvante vinterkulde. Men næste forår dukkede den op i haven og tøffede rundt på græsplænen med en masse våd jord klæbende til skjoldet. Den havde gravet sig ned og ligget i hi i havejorden i Holeby den vinter.

   I mange år havde vi Maren gående året rundt inden døre. Den spiste salat, tomat og andre grøntsager. Kom den i badekar med lidt lunt vand, sked/tissede den. 

   Den ville gerne kløs eller kildes på den bløde hud under hagen.

   Jeg husker ikke hvornår den døde, men den var i hvert fald levende da vi flyttede fra Stege til lejligheden i Langebrogade 1957.

    Der lagde Maren så et æg - helt umotiveret. Efter at vi havde haft den i måske 15 år. Et langagtigt gråhvidt æg, nærmest som et dværghønseæg - men mere langagstrukkent i ovalen - nærmest som en Piet-Heinsk superelipse. 

Googler man "sea turtle" og "watercoler", får man en masse flotte, dygtigt malede og fascinerende akvareller på skærmen. 

   På en måde er det jo overvældende. Men slapper man af og opgiver at måle sig med dem, er det også inspirerende det brede spekturm af muligheder der ligger i kombinationen af det særligt motiv og vandfarverne.

En af havskildpaddeakvarellerne på nettet tiltrak i den grad øjet. Dels på grund af de livlige - og urealistiske farvespil i skjoldet, dels på grund af at skjoldplader og de små plader i lemmerne og hovedet var afgrænset i forhold til hinanden med linjer af "hvidt" - altså ufarvet papir. 

   Både motivet med hele to havskildpadder - en mor og en unge, gætter jeg - og teknikken var en udfordring.

   Jeg tegnede motivet nøjeregnende op, og greb min nyanskaffede masking-fluid-pen - og med den tegnede jeg alle afgrænsende linjer op i skjolde, hoveder og luffer på de to havskildpadder i havet. 

  Så malede jeg frit med farverne  - vådt i vådt - nogenlunde solidarisk med forbilledet: Blåt, grønt, rødviolet, gult, brunt i skjolde og kropsdele - og havvandet turkis som kontrast og baggrund.

  Så gnubbede jeg linjerne med gummiet af - og hu-hej vupti: to festlige og prægtige havskildpadder i akvarel:

Jeg var usikker på resultatet - så det for sjusket ud? - og valgte at optegne de ydre linjer med den tyndeste tuschpen jeg havde. Og så opmalede jeg farverne i nogle af de små og udtydelige felter i lufferne.

   Sådan blev den endeligt akvarel der forestiller kapverdiske havskildpadder i festdragt:

Akvarel: Havskildpadder, Kap Verde

Om denne markering af profilen med en tynd sort linje, er en forbedring, ved jeg ikke. 

Dette er blevet et rigtig langt indlæg. Og egentlig indeholder det jo ikke nogen særlige analytiske refleksioner på et mere abstrakt niveau. Om hvad jeg har lært, og hvad fidusen er ved det ene og det andet tips og trick ....

   Men hver gang jeg tager en - mentalt og teknisk set lidt desperat  udfordring op - og vælger et motiv og en teknik som jeg er sikker på jeg ikke behersker  - og som jeg efter al sandsynlighed vil mislykkes med, så lærer jeg noget som jeg kan bruge videre, er min erfaring. 

   Og ofte synes jeg, som det fremgår, ikke at resultatet af disse tekniske skridt på vejen, er så mislykket endda - som jeg havde forventet og frygtet.

Hvad har jeg lært? 

   Jeg nærmer mig en vis professionalisme i håndværket at male akvarel. Og jeg læner mig op ad den håndværksmæssige kunnen som kommercielle illustratorer behersker. Og som også realistiske tegneserietegnere og filmanimatorere trækker på.

   Giv mig et motiv - et foto eller et maleri som andre har lavet - og jeg kan som regel finde ud af at producere en seværdig watercolor-dream version. Ofte med små tekniske 'fejl' som kun jeg lægger mærke til. 

   Men mine omgivelser, både når de ser akvarellerne 'live' i privaten eller på Facebook eller her på bloggen, giver så meget ros og klap og 'tumbs up' at jeg har lyst til at fortsætte. Lidt endnu ...

... Med havskildpadder, med sølvhejrer, med lokale fugle, med smukke mørke damer og børn fra Kap Verde - som motiver. Blandt mange andre mulige, som jeg har eller får et forhold til under vejs.

Og så kom jeg hjem fra Kap Verde, mentalt set i sværen kraft trods en udmattende 8-timers flyrejse med et crowded charterfly og godt med skrige-unger. Og fandt i en af mine skuffer en kopi af et Hokusai-træsnit med en flyvende nedaddykkende spurv på siden af en tyk bambus.

   Et billede som jeg må have gemt fordi jeg gerne en dag ville prøve at male noget i samme retning. Ikke som træsnit - men i form af en akvarel.

   Så var jeg på og i flow - og googlede "watercolor" og "bamboo". Fandt på billedsiderne et motiv af en thailandsk akvarelmaler som jeg tænkte det kunne være sjovt at udvikle på - sammenkoblet med spurvemotivet fra Hokusai-træsnittet.

   Det kom der den her akvarel ud af - med en eller anden form for 'spurvedrama' som motiv, og på umalet "hvid" baggrund, som er typisk for mange japanske og kinesiske malerier:

Akvarel: Spurvedrama i bambusskoven

Jeg er teknisk og håndværksmæssigt nået længere end jeg var inden Kap Verde-akvarel-maler-ferien.