Undersøgende journalistik, kreativitet og hypotetisk tænkning

Igår beordrede Statsminister Lars Løkke Rasmussen ifølge Information "integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til over for Folketinget skriftligt at redegøre for hele sagen om de statsløse. Dét er netop, hvad hun hidtil har afvist." 
   Idag har Information på forsiden rubrikken: "Rønn ignorerede ulovlig sagsbehandling i over et år". Og med underrubrikken: "Ifølge oplysninger fra Sverige må integrationsminister Birthe Rønne Hornbech siden december 2008 have kendt til de ulovlige afslag til statsløse. Allevel fortsatte ministeriet fejlbehandlingen." 
   Artiklens journalister er dem der stædigt og med næsen i sporet har forfulgt denne sag i Information i længere tid: Anton Geist og Ulrik Dahlin.

Jeg har tidligere skrevet om kontrafaktisk historiefortælling og om tilbage til fremtiden-fortællinger, dvs. fremtidsscenarier fortalt "i bakspejlet" - fra et tænkt fremtidigt tidspunkt. I begge tilfælde er der tale om konceptuel blending af noget faktisk og noget fantaseret - udfoldet i en tekst. I begge tilfælde kan man tale om at disse tekster har karakter af svar på hver sin slags hypotetiske spørgsmål:

- hvis noget var sket som ikke skete, hvordan ville historien så have set ud frem til idag?
- hvis verden udvikler sig ifølge kendte lovmæssigheder, hvordan vil den så se ud om x antal år?

Det der så slår mig, er at den undersøgende journalistik, som i mange år har været et af mine interesseområder, har kendetegn der ligner de to foregående eksempler. Eller rettere: Den tænkning der ligger bag et stykke undersøgende journalistisk arbejde, bygger også på konceptuel blending, er mit postulat.
   Her drejer det sig på den ene side om en kendt og accepteret samfundsmæssig tilstand og forhistorie hvori alt er i den kønneste orden, love og regler følges, der administreres efter reglerne, og hvori f.eks. økonomiske, politiske og administrative magthaver er lige så retlinede og uselviske som de giver sig ud for. Det er det ene mentale input-rum, lad os kalde det idealscenariet.
   På den anden side er der forestillingen om at idelascenariet er i realiteten er falsk, og der bag det - skjult og i hemmelighed for offentligheden - er et andet scenarie hvor nogen har snydt og bedraget og begået ulovligheder, og hvor samfundets institutioner - private eller offentlige - har svigtet sine idealer. Lad os kalde dette andet input-rum for realitetscenariet. Og ud af det kommer et stykke undersøgende journalistik - et blend - hvor realitetscenariet forsøger at bekæmpe og udkonkurrere idealscenariet i en kamp om sandheden.

For at være en god undersøgende journalist skal man være tunet ind på en helt bestemt måde i forhold til idealscenariet: Som grundindstilling skal man være mistænksom og gå ud fra at dette scenarie ikke repræsenterer virkeligheden og sandheden, men er en fiktion - ønsketænkning, skønmaleri. Og den undersøgende journalist skal - måske ud fra et tip eller et enkelt spor - kunne forestille sig at et alternativt scenarie som værende virkeligt og sande, et realitetsscenarie der gennem research skal kunne dokumentere at idealscenariet i et eller andet omfang er: løgn og latin.
   Altså lige som de to foregående blendede tekstformer skal undersøgend journalistik kunne give svar på et hypotetisk spørgsmål:
- Hvis det som offentligheden tror er virkeligt og sandt, ikke er det, men kun "overflade", hvordan vil verden så i virkeligheden se ud?

Som eksempel: Hvis borgmester Peter Brixtofte ikke er den karismatiske og kreative borgmester som han fremtræder, men en svindeler og bedrager, hvordan kan han så tænkes at have opført sig.
   Man kan sige at den undersøgende journalistik er udtryk for en slags omvendt kontrafaktisk tænkning, hvis mål er at revidere "historien" ved - gennem kritisk journalistisk undersøgelse - at erstatte den eksisterende idealiserede historie med en anden der er sandere.

Kravet til den undersøgende journalist er jo naturligvis at han/hun skal føle sig forpligtet på sandheden uanset hvad. Men først og fremmest skal han/hun være særligt kreativ - i den forstand at han/hun så at sige permanent skal have det man kalder "en rigtig beskidt fantasi". Og  altså kunne forstille sig (= "Hvad nu hvis...") økonomisk, social og psykologisk råddenskab og svamp overalt i samfundet, skjult bag en overflade hvor alt tilsyneladende er rent og pænt.
   Trukket helt ud til kanten: Den undersøgende journalist skal kunne forestille sig det næsten utænkelige. Det er der så heldigvis indimellem nogen som kan:

Hvad nu hvis cand. jur., tidligere politimester, tidligere retsordfører for Venstre  og nuværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, i flere år har vidst og dermed accepteret en sagsbehandling af de statsløse unge, der klart og utvetydigt overtræder flere FN-konventioner som Danmark har underskrevet?

Tillykke Information, tillykke Anton Geist og Ulrik Dahlin

Lene Espersen svarer kreativt på et hypotetisk spørgsmål

I dagens Politiken i PS-sektionen bliver Lene Espersen interviewet på baggrund af kritikken af at hun har prioriteret en familieferie på Mallorca fremfår et arktisk udenrigsministermøde i Canada.

   Journalisten Peter Schiøler stiller hende et såkaldt hypotetisk spørgsmål, som altid er farlige at stille fordi de så nemt kan afvises som netopr "hypotetiske", dvs. spørgsmål som kræver at man tænker og forestiller sig noget som ikke eksisterer.

I det her tilfælde er spørgsmålet ikke bare hypotetisk, men også den særlige variant som er kontrafaktisk:

Hvis du havde vidst, at beslutningen om ikke at deltage i det arktiske topmøde ville medføre så hård kritik, havde du så truffet et andet valg?

  "Det er svært at svare på, der jo så mange teorier. Men jeg vil i hvert fald sige, at hvis jeg havde været udenrigsminister i december måned, og det var der jeg havde fået invitationen frem for Per Stig Møller, så havde jeg jo valgt at tilrettelægge min ferie på en anden måde."

Det fremgår klar af hendes svar at hun - modstræbende ("svært at svare på", "mange teorier") - går ind i journalistens fiktion om den kontrafaktiske virkelighed, et rum og en verden hvor hun kunne have valgt anderledes hvis hun - i det univers - havde være "synsk", og altså havde kunnet forudse det som hun først ved nu, nemlig at hendes prioritering førte til hård kritik. Og denne magiske "synskhed" behøvede så ikke at være magisk, nemlig Per Stig Møller og ikke hun havde været udenrigsminister med kendskab til den udenrigsministerielle rejsekalender.

Der er virkelige tale om tankemæssige kreative spilfægterier, en duel mellem journalist og minister i et fantasiunivers om hvordan dette rum skal se ud.

Det interessante er især at Lene Espersen i sit svar så selv opstiller en yderligere tænkt kontrafaktisk forudsætning i parallel-universet, nemlig at hun allerede i december måned havde været udenrigsminister. Med den supplerende blending-operation, lykkes det hende dels at få sagt "undskyld", men kun for at hun ikke havde synske evner da hun besluttede at tage ferie, og samtidig får hun indirekte beskyldt sin foregænger Per Stig Møller for ikke at have briefet hende ordentligt da hun overtog jobbet.

Journalisten spørger så opfølgende hvorfor? - og Lene Espersen svarer:

"Ja, fordi så havde jeg fået en invitation, og så var det blevet lagt ind i kalenderen, og så havde jeg rejst på ferie senere. (...)

Hun udviser altså fin kreativ tænkning her. Dermed fastholder hun nemlig et billede af sig selv som rimelig og rationel - i en forestillet verden hvor hun havde afløst Per Stig Møller tidligere. At hun har så let ved den tankeoperation kan måske forklares ved at der i lang tid inden regeringsrokaden rent faktisk blev spekuleret i at hun ville overtage hans post.