"The King´s Speach" - en god film - et godt plot - og "based on at true story"

Jeg var i forgårs nede i vores lokale biograf i Vordingborg og se en "snigpremiere" på en film, som vel så snart kommer op i Dagmar eller Grand i København. Titlen er "The King´s Speach", og Wikipedia fortæller:

The King's Speech is a 2010 British historical drama film directed by Tom Hooper and written by David Seidler. The film won the 2010 Toronto International Film Festival People's Choice Award and was nominated for fourteen BAFTAs, of which it won seven; twelve Academy Awards; and seven Golden Globes, with Colin Firth winning for Best Actor. Firth plays King George VI, who, to overcome his stutter, is introduced to Lionel Logue, an unorthodox speech therapist played by Geoffrey Rush. The two men become friends as they work together, and after his brother abdicates, the King relies on Logue to help him make a radio broadcast at the beginning of World War II.

Manuskriptforfatteren David Seidler har selv lidt af den samme taleforstyrrelse - at stamme - som kongen, fremgår det. Så han har en personlig aktie i historien og har på den baggrund kunnet bruge sin på egen erfaring baseret fantasi til at give plottet et realistisk twist, til karaktertegningen af kongens lidelser med sin taleblokering og til beskrivelsen af dynamikken mellem hovedkarakteren og hjælper-/mentor-figuren.
   Filmen respekterer langt hen ad vejen de historiske kendsgerninger, men afviger også på en række væsentlige punkter. Primært begrundet i hensynet til dramaturgien.
   Om kongen får vi at vide at han i sin barndom blev tvunget til at skrive med højre hånd selvom han var venstrehåndet, og at han fik "rettet" sine kalveknæ med metalskinner. Det synes at være dokumenteret.
   Og det er korrekt at han havde store problemer med sin stammen som barn og ung. Åbningsscenen i filmen hvor han som prins skal holde en tale på Wembly 1926, men næsten ikke kan få et ord over sine stammen læber, er også veldokumenteret.
   Men mødet med talepædagogen foregår meget tidligere i den historiske virkelighede end i filmenens og han bliver også hjulpet til at komme over sine taleblokeringer meget hurtigere i virkeligheden end i filmen. Her er han stadig plaget af stammen da han modvilligt må overtage tronen efter sin abdicerende storebror. Denne modviljen synes også at være historisk dokumenteret.
  I øvrigt fortæller Wikipedia at talepædagogens notesbøger med notater fra taleøvelserne med prinsen/kongen, var blevet fundet, og en række citater herfra blev indkorporeret i dialogen mellem den kongelige klient/patient og taleterapeuten, hvad der jo var med til at øge dens autenticitet.

Der er altså i filmens univers og fremstilling tale om genremæssig blending, både i forhold til manuskriptforfatterens egne erfaringer med stammen, og hvordan man kan hjælpes til at komme over den, og i forhold til den historisk virkelighed.
   Filmen er et produkt af kreativ tænkning og udgør en integreret audiovisuel blanding af virkelighed og fiktion, der så er blevet underlagt Hollywood-dramaturgiens krav til komprimering af tid, sted og handling - og til udformning af plot, dialog og karaktertegning.

I kreativitetssammenhæng synes jeg også at den teknik som pædagogen i filmen anvender til at få den kongelige klient til at overkomme sin stammen, er særedeles interessant og relevant.
   Det viser sig i filmen at hovedpersonen under bestemte omstændigheder ikke stammer når han siger noget:

• når han skal fortælle sin døtre som han elsker højt, "skæve" eventyr hvor han påtager sig en særlig "fortæller rolle" 
• når han bliver stiktosset og rasende
• hvis han synger de ord han skulle sige
• hvis han danser mens han skal sige det han vil sige
• hvis han undervejs i talen jævnligt bander og siger frække ord

Det udnytter terapeuten så i sine taleterapeutiske øvelser.

På mange måder er det jo parallelt med de vilkår som fremmer kreativ tænkning, og som muliggør at man "omgår" de mentale blokeringer for kreativ udvikling: Man defokuserer og afleder opmærksomheden i forhold til problemet - ved f.eks. at meditere eller ved at udføre noget kropsligt krævende. 

   Det minder også om den tænkning som Tim Gallway med "The Inner Game"-bøgerne om coaching gør sig til talsmand for hvis man skal performe optimalt som sportsmand eller leder. Ikke mindst hans skelnen mellem "self 1" og "self 2" ligner det vi filmen ser hos den kongelige stammer, hvor "self 1" der fokuserer på angst og stress ved oplevede forventninger og krav fra omverdenen, blokerer for at "self 2" kan udvikle og udfolde sig frit - en blokering der så kommer til udtryk som stammen.

   Det taleterapeuten "lærer" den royale klient, er at få indsigt i at han rent faktisk har et "self 1" der kan tale og udtrykke sig uden at stamme. Og at det er muligt ved hjælp af forskellige teknikker at snyde "self 2".

God film, god blanding, fin oplevelse plus indsigt.