Når jeg så alligevel valgte at se det i går, så var det fordi der i Politiken den 17. februar var en kronik med rubrikken "Blod, sved og underholdning". Den var meget kritisk over for det første program og var skrevet af Ravinder Kaur som er lektor ved Københavns Universitet og forfatter. Af billedet og navnet at dømme, er hun af indisk oprindelse.
Der var ingen vej uden om: Jeg måtte se programmet, der ud fra forannonceringen at dømme blandede dokumenteret virkelighed med iscenesat virkelighed.
I flere faglige sammenhænge har jeg i detaljer beskrevet genren og dens konstruktionsprincipper, og altid her forholdt mig nøgternt analyserende til den. Og i perioder har jeg med fornøjelse set og fulgt flere af serierne, vel vidende at mange i mit grønne segment har forholdt sig negativt afvisende til den slags "trash tv" eller "følelses-porno". Men "Blod, sved og T-shirts", de udsendelser vil jeg ikke se flere af. En var nok.
Skilt sovs!
En af de tv-blandingsgenrer - med det sigte at fascinere og underholde - som stormede frem på alle kanaler i slutningen af 90´erne, var reality-showet - med "Big Brother" og "Robinson" som pionerer og frontløbere. På det seneste har "Paradise Hotel" været i journalisternes søgelys og tiltrukket mange unge seere. Og de superpopulære fredagsbaskere: "Vild med dans" og "X-faktor" - hører også til reality-show-familien.
Kendetegnende for denne faktionsgenre er iscenesættelsen af sociale og socialpsykologiske eksperimenter med mennesker som så følges og filmes som en slags dokumentar - eventuelt i kombination med et sceneshow. Eksperimentet skal gennem indlagte konkurrencer, opgaver, udfordringer og provokationer presse deltagerne til at vise stærke følelser i ord og grænseoverskridende handling. En amerikansk tv-producer har karakteriseret genren som "unscriptet drama".
Genren der jo altså blander fakta og fiktion gennem iscenesættelse af medvirkende i forskellige "virkeligheds-plot", har seriøse forløbere i DR TV - tilrettelagt og produceret af nogle af de mest kreative mennesker jeg har mødt i mit liv: Poul Trier Pedersen med sine spontanspil, fx "Søens Folk", "Opspind", Poul Martinsen med nogle af sine eksperimenterende dokumentarprogrammer, fx "Broen" og "Dagbog fra en Fristad", og nogle af Ungdomsredaktionens udsendelser, fx "Vinduesrækken, "Ungdomsbrigaden", "I sandhedens tjeneste" (af og med Poul Nesgaard). Og så sent som for fire år siden, inspireret af den moderne udvikling af reality-genren, forsøgte Poul Martinsen sig med hvad han selv betegnede som en "reality-dokumentar"-serie: "Krigerne" - med det seriøse formål at dokumentere at alle mennesker kan forledes til at udvise regulær ondskab under de "rette" omstændigheder - a la det der foregik i Abu Greif-fægslet i Irak.
Både til underholdningsformål og med et mere alvorligt dokumentarisk sigte, er der tale om en blended genre, hvad også den sammensatte genrebetegnelse peger på: reality + show. Og således præsenteres "Blod, sved og T-shirts" officielt - netop som et eksperiment med mennesker:
Fem unge storforbrugere af tøj har sagt ja til at deltage i et eksperiment. De bliver kastet ud i Indiens benhårde tøjindustri. Her skal de kæmpe for at overleve på en indisk arbejders løn. Men kan de klare at producere det tøj, de selv og resten af Vestens befolkning går i?Når reality-programmer fungerer bedst, så arbejder indhold, form og udtryk integreret sammen med ideen (=plottet). Selv om historierne er konstruerede og virkeligheden iscenesat, så leverer de mest vellykkede reality-show en intensitet og en autenticitet som gør at de faktisk får en slags dokumentarisk værdi, så seerne får indsigt i nogle sider af den menneskelige psyke og nogle socialpsykologiske mekanismer som de kan spejle sig i - og dermed måske blive lidt klogere af.
Det går - desværre - helt skævt i "Blod, sved og T-shirt". Og det er livsstil- og fakta-redaktøren Gitte Tække helt klar over, for hun siger besværgende på på programseriens hjemmeside:
"Blod, sved og T-shirts giver et sjældent indblik i de vilkår inderne arbejder under. Den indsigt programmet giver, sætter tanker i gang om, hvordan det tøj vi har på, faktisk bliver produceret under meget umenneskelige arbejdsforhold."
"Sjældent indblik", "sætter tanker i gang". Det er legitimerende ønsketænkning fra redaktørens side.
De 5 unge medvirkende danskere i programmet virker uægte og deres reaktioner overdrevne, og de indere de unge oplever som "modstandere": arbejdsledere, værtsfamilier, udlejere - forekommer instruerede. Og de andre indere - arbejderne - de fattige - får man ikke noget særligt indtryk af, de fungerer som ren kulisse.
Hvis reality skal virke autentisk og til at blive klogere på mennesker af, så må man ikke som seer føle at deltagerne tænker på hvordan de fremtræder på skærmen. I "Blod, sved og T-shirt" har man hele tiden fornemmelsen af at de unge danskere spiller op til kameraet, og at de indiske medvirkende føler ubehag ved deres tilstedeværelse.
Skilt sovs!
Kronikken konstaterer meget præcist: "Når programmet netop er optaget i Indien, er det formentlig blot et tilfælde. Det kunne lige så godt have været i Vietnam, Bangladesh, Cambodja eller et af de mange andre lavtlønslande, hvor der produceres vare til vesten."
Selve eksperimentplottet tvinger rent dramaturgisk til identifikation med de unge danskere (hvis man overhovedet tror på dem), men ikke til identifikation med de fattige indere hvis situation redaktøren i citatet ovenfor håber og hævder vi får indblik og indsigt i. De er - og det er det ubehagelige ved konceptet - blot og bar kulisse og bagtæppe for de unge danskeres useriøse og tidsbegrænsede tumlen rundt.
Hjemmesiden på nettet bekræfter ens oplevelse af teater, ubehag ved rollerne og dårligt skuespil. Den afslører klokkeklart programmet som et dokumentarisk postulat. Læser man "Majas dagbog" som virker autentisk, så tror man ikke et øjeblik mere på udsendelserne som virkelighed.
Kronikkens forfatter, Ravinder Kaur, slutter sin kronik med:
Har programmet nået sit mål om at inspirere ungdommen til forbruge mindre? Svaret er nej, hvis man forsøger at finde svar ud fra programmets hjemmeside. Hver af de medvirkende fortæller os om deres forbrug før og efter opholdet. I næsten alle tilfælde er der en minimal eller ingen forandring overhovedet i deres forbrugsmønster. (/) Har programmet igangsat en debat om fattigdom og forbrug blandt de unge? Hvis man ser på deltagernes gæstebøger på programmets hjemmeside, er svaret også nej. De fleste kommentarer er ting som : "Sandie, du er en hottie, skal vi ikke mødes snart?"Det er en glimrende og meget oplysende kronik som jeg virkelig kan anbefale at man læser. Den kan nu findes og læses på siden: http://politiken.dk/debat/kroniker/article1198077.ece.
Til gengæld kan jeg ikke anbefale at man ser resten af serien, men foreslå at man klager til DR´s livsstils- og faktaredaktør. Og til Danida som har sponsoreret serien. Den har ikke været billig, og jeg synes pengene kunne være brugt til noget bedre.
Jeg kan i stedet anbefale at man ser nogle af de verdensbilledlegatfilm som Danida også har sponseret. Her er der som regel ikke problemer med autenticiteten, og mange af dem leverer samvirkende effektiv oplysning, identifikation og fascination på et højt dokumentarisk niveau. De kan findes og ses på:
http://www.youtube.com/user/udenrigsministeriet#p/c/2DE1B6CCF5B26316.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSlet