Hvorfor jeg er vild med "Vild med dans" - og andre udviklingshistorie-formater i reality-tv

En rose er en rose er en rose.
   Sådan har jeg det med tv-formatet VILD MED DANS. 

   Jeg kan ikke huske hvornår første-udgaven kom på dansk TV 2. Men fra starten syntes jeg det var et godt - og ikke mindst - holdbart koncept.

   Og først og fremmest: Som forholdsvis almindelig tv-seer og -nyder (der er langt mellem snapsene), så følte jeg mig rimeligt underholdt og stimuleret på en måde som også en god film kan gøre det.
   Ellers er de fleste reality-formater ikke noget for mig, når jeg først har knækket "koden" og fundet ud af hvad plottet egentlig går ud på.

For mig er der ingen tvivl om at der findes en forholdsvis universel formel for fortællingers strutkur, indhold og forløb, som har en særlig stor "impact" i forhold til vores kognitive og emotionelle modtagesystem i hjernen, og som udgør en slags grundformel for vores fantasis selvforståelse:

   Den hedder myten eller eventyret om et menneske der starter fra næsten nul, møder en rædsom mængde modstand og lidelse, alligevel tager kampen op,  og - ved historiens slut - i kraft af personlige egenskaber - vinder ære og anseelse, evigt liv, den store kærlighed, fantastisk rigdom og magt - prinsessen og det halve kongerige, en toppost i gudeverdenen. 

   You name it!

Tro mig, det er ikke franske nyebølgefilm vi taler om. Det er snarer "Baronessen fra benzintanken" og "De røde heste". Men det er også Harry Potter, H.C. Andersen som grim ælling, Alice i eventyrland, Pretty Woman, Nora fra Et Dukkehjem. 

   Det er alle - formuleret så bredt jeg kan - udviklingshistorier. 

   Udviklingshistorier er universelle og findes i næsten alle kulturer. Det at begynde som køkkenpige og blive dronning til sidst. Det at starte som avisdreng og ende med at blive millionær. Det at vær en fattig halvsvensk indvandredreng på Bornholm og slutte som: Pelle Erobreren.

   Udviklingshistorier ender ikke altid lykkeligt. Kærligheden vågner, vokser og udvikles til et næsten klimaks, men kløften mellem familierne er uoverstigelig. En tragedie!

Udviklingshistorien er formlen for den slags reality-tv jeg godt kan lide at se. Og der er som med alt andet reality-tv tale om konceptuel blending - et mix af realitet og fantasi, af fakta og fiktion.
   Det er "unscripted drama", som en amerikansk producer har navngivet disse formater for nogle år siden.

   

En engelsk relisty-serie  for nogle år siden hed "Faking It".

    Den første udsendelse i serien handlede om en punk-sanger og -musiker (i den grad uudannet arbejderklasse-baggrund), som bliver udvalgt til forsøgsperson: Han skal i løbet af en måned oplæres  og udvikle sig til kvalificeret ung dirigent - der har lært sig nok - og altså udviklet sig - så han kan klare sig i konkurrence med seriøst uddannede unge håbefulde klassiske dirigenter.    

   Og det lykkes. Med råd og vejledning fra et par ældre mentorer! Han bliver nr. 2 i konkurrencen. 

Det var svært ikke at holde en tåre tilbage i klimaks - især når man så mor og søster blandt publikum til konkurrence-koncerten reagere på at han gennemførte opgaven til - ikke bare bestået, men til næsten-vinder.

   

Formatet "Sporløs" hører til samme kategori. 

   Et format der i sin interne struktur indeholder mytens og eventyrets skabelon. Udgangspunkt: Det totale tab af identitet (Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra?)hos et frustreret almindeligt menneske, som  ved hjælp fra en mentor og med emotionelle ups and downs - opnår den eventyrlige slutposition: Jeg har en far, en mor, en familie - som er biologisk forbundet med mig, og som jeg stammer fra.

  A dream come true!

Det er den grundskabelon som gør at jeg - trods hvad jeg ellers som professionel tv-analytiker og programdoktor kan have af indvendinger - år efter år - ender med at hænge på serien "Vild med dans". Ikke lige de allerførste programmer, men sådan en tredjedel inde i forløbet. Så er det interessant. 

   Vi oplever som seere at kreative og højt kvalificerede mennesker (bare ikke i dansekunst), ved hjælp af en mentor - en professionel dansepartner - udnytter deres personlige ressourcer til at skifte domæne.  Fra et udgangspunkt som rene amatører på området "dans" udvikler hovedpersonerne sig på utrolig kort tid kropsligt og mentalt til et punkt hvor de (måske og måske ikke) når næste omgang. Frem til et seriemæssigt klimaks. 

Fruen og jeg er enige om at vi begge gerne vil se "Vild med dans". Vi fulgte også med stor - måske endnu større - fornøjelse den lidt mere kulturelitære "Maestro"-serie på DR 2. Hun overtalte mig til at se med første gang, men så var også jeg på. Og Søs Egelind skulle måske overveje at skifte fra skuespilleriet på en scene til dirigentpodiet for et klassisk symfoniorkester.

   Fruen står af ved X-Factor, men jeg står på når først freak- og talent-udskilningsdelen er overstået, og programmet begynder at gå "live" - med deltagerne på en scene med et publikum.

Men for mig at se handler det "inderste inde" om følgende: Vi har som mennesker en mental - kognitiv og emotionel - matrice i hjerne og krop som når sindet finder et oplevelses-match i den slags reality-programmers dramaturgi (og i alle de romaner og spillefilm som har samme interne struktur), så udløser det en regn af kemiske belønningsstoffer i hjernen som gør at vi nyder at være seere til dem - om og om igen. 

Kreativitet og madlavning - om verdens mest berømte kok, restaurant El Bulli og molekylær gastronomi

Igår havde Politiken en stor portrætartikel om og med den spanske kok Ferran Adria, skrevet af Adam  Price under rubrikken: "Mad er det nye rock´n´roll." Krogen var at unge kokke skulle konkurrere om at blive "årets danske kok". Og DR lavede reportage fra konkurrencen: nemt at oversætte iscenesat konkurrencevirkelighed til reality-tv.  
   En helt usaglig association: Hvor holder jeg dog af Jamie Oliver, både hans opskrifter som bare var mig lige fra de første udsendelser, og hans kogebøger for efterhånden mange år siden. Og ikke mindst og især og ekstra meget efter at have set programmerne på DR1 om hans Sisyfos-agtige projekt med at ændre de engelske skolebørns og skolesystems skolemad. Grænseoverskridende: fra populært enkelt gourmet-tv-køkken for det grønne segment - til social madvane-virkelighed for børn.
   Men tilsyneladende, hvis man skal tro tv-serien som er nogle år gammel, var det alligevel ikke et Sisyfos-projekt, stenen rullede ikke ned igen. For projektet lykkedes - med en fantastisk dramaturgisk klimaks: Jamie Olivers møde med daværende premierminister Tony Blair - resulterende i bindende gyldne løfter fra den på det tidspunkt mægtigste mand i England.

Men det var et associerende sidespring. Vi skal fra England til Spanien, fra enkel sund skolemad til forfinet eksperimenterende gourmetmad, fra den ene superkreative kok med hang til folkelighed til den anden superkreative kok med hang til det iletære:
    Restauranten El Bulli lukker snart! Den har i mange år været betragtet som verdens bedste restaurant med tre Michelin-stjerner og 5 gang nummer et på World 50 Best Restaurants-listen. Kokken Ferran Adria som har stået for successen, fortæller at der skete et skift i hans tænkning om mad i 1993. Han fik tydeligvis en aha-oplevelse af en slags:

Frem til det tidspunkt lavede vi 'bare mad'. Efter 1993 var missionen en anden. Det var 'at skabe'. Det er svært at sige, hvad der egentlig skete. Du kender heller ikke revolutionen, og præcis hvad der førte til den, før den er indtruffet. (/) Vi søgte efter et nyt sprog. Vi havde en masse knowhow. Jeg mener, vi var gode til at lave mad. Men vi ønskede at ændre fortællingen.

Den nye "fortælling" som Ferran Adria var igang med at opdage og udvikle, fik et navn: Molekylær Gastronomi. "Provokationen begyndte at blive ambitionen mere end blot harmoni og velsmag," fortæller kunstnerkokken videre. Og maden blev kaldt "mærkelig". Der er ikke egentlig tale om særlig retning inden for gastronomien, får vi at vide, men mere en række "teknikker" som står til rådighed for "den ambitiøse nysgerrige kok."

Når jeg har spist på en gourmetrestaurant har jeg selv altid tænkt på menuen som et stykke anvendt dramaturgi - en berettermodel med anslag, præsentation, uddybning, etc. etc. - hvor hver ret skal indeholde en overraskelse og være et mini-vendepunkt. Og Adria fortæller tilsvarende:

Jeg ser menuen som en film. Indimellem er det en sjov film. Andre steder uhyggelig, grotesk, provokerende, glad, legende. Udgangspunktet for hvordan vi skaber vores menuer kommer oprindelig fra tapas. Altså princippet omkring de mange små retter. 

Der er tydeligvis tale om konceptuel blending af noget tradtionelt spansk, tappas-ideen, og så noget radikalt nyt.
   Men hvad er princippet bag det nye, hvad går de særlige "teknikker" ud på? Det forklarer Adam Price sådan her:

Mange principper, som er blevet udbredt i topgastronomien over hele verden i de senere år, er oprindelig udsprunget fra El Bulli. Et af de væsentligere har formentlig været dekonstruktionen. Altså at man arbejder med at skille en kendt ret ad og præsentere den på en ny måde. Smagene forbliver relativt de samme, men man leger med teksturen og temperaturen for at provokere og overraske folk.

Og her følger så Adam Prices egen reaktion på at have været på en dramaturgisk smagsrejse - et maratonløb for næse, tunge og gane - igennem en 44 retters menu på El Bulli:

Efter at jeg har anmeldt mad for Politiken i 16-17 år, er det ikke uden overdrivelse, at jeg siger, at det ubetinget har været en af de største gastronomiske oplevelser, jeg har haft. Ikke fordi jeg ikke har smagt mad, der ofte smagte bedre, end hvad vi spiste denne aften. Men fordi det her ikke essentielt handler om mad,  der 'bare' skal smage godt. Man skal parkere alle sine klassiske begreber om gourmetmad i forhold til El Bulli. (/) Den evige diskussion om, hvorvidt mad kan være kunst, trænger sig på med en anden naturlighed efter et sådant måltid, end når man sidder og kigger på et stykke velstegt kalvekød med en god sovs fra en dygtig koks hænder. På El Bulli deltager man i en løbende installation - et eksperiment. En fortælling, som Adria og hans store team af kokke løbende udvikler, indvikler og afvikler.

Det vor Adam fortæller og anbefaler er at skifte frame for at nyde El Bullis menu, fra forventninger om traditionelt gourmetmad der smager rigtig godt, til den type forventninger man stiller til - intet mindre end stor kunst!

Man kan jo i hvert fald bemærke hvorledes behovet for metaforer presser sig igennem både Adrias og Prices udtalelser - for at de kan beskrive det der ikke kan beskrives. Mad som kunst: "en fortælling", "en film", "en installation".

Jeg får iøvrigt mindelser fra den gang lærergruppen for kommunikationsuddannelsen på RUC mødtes for første gang i 1977, sammenbragt fra mange forskellige fag. En af dem var også et af de mest kreative mennsker jeg harmødt: Jan Krag Jacobsen. Han gjorde nogle af vores læremøder til en helt særlig oplevelse når vi skulle spise sammen, nemlig når det var ham der stod for maden. Af uddannelse var han kemiingeniør, han havde arbejdet som radioreporter med forbrugerjournalistik som speciale. To personligheder i én.
   På tv-havde han optrådt med sensationelle dekonstruktioner af dårlig mad. Han demonstrerede for åben skærm hvordan industrien lavede hindbærmarmelade ud af et enkelt hindbær og tilsætningsstoffer for resten. Og han viste hvordan indholdet i industrikødpølse ville se ud hvis der ikke var farve og stivelsesstoffer i: en hvid ulækker tyktflydende masse.
   Han var initiativtager til de planer for "et måltidets hus" som den borgerlige regering fantasiløst skrottede da de kom til. Og er nu med i en gruppe der arbejder med at planer om at få oprettet et madeksperimentarium. Og aprospos det:
  Hvorfor lukker Ferran Adria El Bulli? - For at gå i gang med et nyt projekt, forklarer han:

Det nye projekt ønsker at inkludere filosoffer, designere, webfolk, kreative mennesker. Ikke kun mad. Det handler om kreativitet. Selvfølgelig vil meget handle om mad. Men vejen dertil og veje derfra vil handle om andre områder. Vi ønsker at dokumenterearbejdet. Hver dag på nettet skal man kunne se, hvad der er foregået i El Bulli. Hvad har vi lavet? Hvilke ideer er fremkommet? Hente inspration.

I enhver henseende en grænseoverskridende og grænsenedbrydende mand. Og et projekt der satser på blending af forskelige faglige frames og konceptuelle rum. Ferran Adria er en mand som tilsyneladende ikke kan lade være med at blende nye ideer ud af ellers adskilte konceptuelle input-rum igen og igen.