Skriv så det fænger - fra forandring til udfoldelse - serendipitet igen, igen

Tredje serendipitet-sammentræf fremgår af overskriften til dette indlæg "Skriv så det fænger - fra forandring til udfoldelse".
   Der er tale om et sprogligt "blend", sammensat af titlerne på to andre bøger jeg lige har fået stukket i hånden. De to forfattere er begge nogen jeg tidligere har omtalt som særligt kreative personligheder, og som nogen jeg sætter stor pris på. Og på en interessant måde belyser de to bøger hinanden.

Den ene bog er en ny og revideret udgave af Teddy Petersens "Skriv så det fænger". Han har i mange år været lærer i sprog på Journalisthøjskolen og leder af forlaget Ajour. Men han kommer oprindelig fra DR hvor han var kreativ og opfindsom radiojournalist og en særdeles dygtig underviser på de interne efteruddannelseskurser.

   Den anden bog har titlen "Fra forandring til udfoldelse". Det er en stærkt blended bog i enhver henseende - nærmest en montage eller collage - med tre forfattere på titelblade. 

   Den ene kender jeg godt. Det er Poul Nesgaard, rektor for filmskolen, tidligere B&U-tilrettelægger i DR. 

   De to andre  forfattere er Kim Gørtz og Dennis Rasmussen.

   Kim Gørtz er filosof med psykologi som sidefag - og arbejder bla. som konsulent og fagbogsforfatter med afsæt i teorier om coaching sat i filosofisk perspektiv.  Navnet er jeg jævnligt stødt på under min søgning på kreativitet, men jeg har ikke tidligere læst noget han har skrevet.

   Dennis Rasmussen er udannet erhverspsykolog og leder af et konsulentfirma der arbejder med ledelses og organisationsudvikling.

   Af en søgning på nettet at dømme, to af de tunge drenge inden for managment-konsulent-branchen.
   Men måske ikke typer som man ville tænke Poul Nesgaard sammen med.

Hvordan belyser de to bøger hinanden?

   Bogen "Skriv så det fænger" handler helt bogstaveligt om det der er et af nøgleordene i den anden: UDFOLDELSE!

   Om udfoldelse af personligheden gennem sproget. Om udfoldelse ved at skabe billeder gennem sprog, om at sanse gennem sprog, og om at gør en virkelighed levende og forståelig gennem sprog. 

   Men også om sprog der ikke folder sig ud, er abstrakt, tømt for billeder og følelser, et et sprog der vender ryggen til læserne.

   I "Skriv så det fænger" vrimler det med smukke eksempler på kreativt sprog og fine pædagogiske modstillinger. Og den er forbandet velskrevet.

   En af de centrale begrebspar som bogen gør en del ud af at udfolde og eksemplificerer, er erfaringssprog over for videnssprog, som Teddy Petersen har oversat til dagligsprog versus fagsprog.

   Det er en modsætning som jeg i en række tidligere indlæg her på bloggen har foldet ud i lyset af forskellige sider af hjerneforskningen, bla. med den pointe at erfaringssproget giver særlig adgang til højre hjernehalvdels visuelle, musikalske og føelelsesaktiverende tænkning - og dermed en kilde til kreativitet.

Den anden bog - "Fra forandring til udfoldelse" er et eksempel på denne modsætning i sprogformer. De fleste kapitler er skrevet i et videnssprog - der forbinder og fusionere tre upersonlige, følelsesrensede og abstrakte fagsprog og deres terminologi: et managementsprog, psykologisprog og et filosofisprog.
   Der findes vinduesglas som man indefra fint kan se ud igennem, men som man udefra ikke kan se ind igennem. Sådan forekommer den dominerende del af teksten mig. 

De fleste kapitler slutter med det bogen selv kalder "indskudte passager", afsnit der er skrevet i erfaringsprog. I de passager (bemærk metaforen "vej" i udtrykket "passage") - er der billeder, der er følelser, der er erindringer, erfaringer og personligt forankrede refleksioner.

   Så vidt jeg kan gennemskue er "passagerne" alle skrevet af Poul Nesgaard. I de fleste er der direkte referencer til filmskolen eller hans tidligere arbejdeplads, B&U-afdelingen i Danmarks Radio. Men også til hans barndom og ungdom. De beskriver og opsamler erfaringer - fortalt i begivenheder og episoder der for det meste har karakter af kriser, dilemmaer og højde- og vendepunkter.
   Alle passagerne er altså båret af en underliggende dramaturgisk-kreativ tænkning. Det er faktisk dem der leverer bogens fremdrift - i hvert fald for mig.

Bogens formål er at advokere for et skift i måden at tænke på - omkring det at lede virksomheder og medarbejdere. I min terminologi: et frame-skift. Fra at tænke i FORANDRING til at tænke i UDFOLDELSE. Det skift skal lederne gøre, og det skal dem der coacher dem gøre, konsulenterne. Og - det forsvinder dog lidt i abstraktionernes uigennemsigtighed - skiftet til udfoldelse skal også præge medarbejdernes praksis i deres job og arbejdsfunktioner.
   Som på Filmskolen?

   Her er de to frames der er sat op mod hinanden, formuleret i stikord. De kaldes af uforklarlige grunde "spillebaner" - for mig at se, en helt uigennemsigtig metafor:

UDVIKLING: Ritualisering, kontrol over virkeligheden, kontekstmætning og fra indvikling til udvikling. Spillets navn: reduktion af kompleksitet, simpelhed. Mekanisk menneskesyn - instrumentel og fremmedgørende. Hensigt: beskytte den centralistiske og bureaukratiske organisationsform. Magt og ansvar bundet til formel position. Styringsparadigme: kontrol og forudsigelighed. 

UDFOLDELSE: Potentialisering, tillid til virkeligheden, kontekståbninger og fra indfoldelse til udfoldelse. Spillets navn: håndtering af kompleksitet, bevægelse. Organisk menneskesyn - dynamisk og tilegnende. Hensigt: udfolde den  decentrale og frie organisationsform. Magt og ansvar bundet til kompetence og faktisk handling og refleksion. Styringparadigme: tillid og uforudsigelighed. 

Man kan godt læse at udfoldelses-framen er fuld af plusord, og at det er noget anbefalelsesværdigt at skifte til.

   Men denne anbefaling er ikke i bogen omsat i operationelle begreber og konkrete adfærdsmæssige  værktøjer. Begrundelsen er at det "ville være en underminering  bogens eget budskab, som er at fasthold fokus på inspiration (til forskel fra instruktion)."

Bogen vil have dem der leder virksomheder og medarbejdere, eller dem som hjælper ledere til at lede - til at skifte mental frame. Og det er jo al ære værd. Ønsket om frame-skift er et udtryk for kreativitet, som jeg også på har beskrevet det mange steder i denne blog.

   Men de to sprog som bogens tankegang udtrykker sig igennem, udgør en slags montage eller collage af to skarpt adskilte konceptuelle rum: videnssproget som dominerer, over for erfaringsproget i de "indskudte passager". Og læseren overlades til selv at integrere dem. 

   Det virker som "tale" fra hhv venstre- og højre hjernehalvdel, men uden at der er forbindelse imellem dem - uden at de taler sammen.

   De "indskudte passager" kommer til at udstille bogens paradoks: Den gør sig til talsmand for udfoldelse og oplevelse i åben tilstand, men det sker i et totalt afvisende og labyrintiske sprog - renset for oplevelseskvaliteter. 

   Der sker ikke nogen blending for læseren. Eller i hvert fald ikke for mig.

  Der er lange passager som jeg simpelt hen ikke forstår - og jeg plejer ikke at stikke op for svære tekster og kompliceret tænkning.

Men de indskudte passager er af en anden verden. De har overskrifter som tænder mig:

Mellem fiktion og iscenesættelse

Børnebørnene

Syndebukken

Konfliktens nødvendighed

Den dag jeg følte mig som kunstner

Den lille historie om ros som ledelsesværktøj

De fantasifulde

Bevægelse

Ildsjæl eller galskab

Da vi mistede pejlingen og gik i stå

Om skandaler og fejl

Da Poul Nesgaard og jeg har været sammen tre gange om året de sidste 10 år i forbindelse med juryarbejdet omkring Verdenbilledlegatfilmene, har jeg faktisk fået nogle af historierne i en mundtlig førsteudgave. Fx den om "skandaler", og om "da han følte sig som kunstner" og det der udspillede sig "mellem fiktion og iscenesættelse". Se

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/skandaler-en-kilde-til-kreativ-tnkning.html

Når vi taler om serendipitet-sammentræf, så fortæller han om den tredje ombæring af faktionserien "I sandhedens tjeneste" som jeg faktisk var inde over som dramaturgisk konsulent. Og hvor hans fiktionsfigur i serien forførte ham til at søge stillingen som direktør i DR, en oplevelse der katapultede ham videre til jobbet som rektor for filmskolen.
   Heldigt!

Kreativ vrede, kreative restriktioner, konflikters nødvendighed er nogle af de temaer han slår op og tematiserer i sine indlæg, temaer som også denne blog har været omkring i flere indlæg.

   Men det mest slående er de friske metaforer i disse indskudte passager. Han taler fx om at "opnå den sande glæde, at man føler sig i stand til at surfe på kaos"; eller om "at være leder er også at være en moderne syndebuk."

    Nogle af disse metaforer er udfoldede og komplekse. Fx denne som han brugte i talen ved en afskedsreception for en medarbejder, på et tidspunkt hvor der havde været en alvorlig konflikt mellem forskellige grupper på skolen:

På vej til afskedsreceptionen genkaldte jeg mig konflikten mellem medarbejderne. Da jeg så holdt talen, beskrev jeg filmskolen som et sejlskib, hvor hver især har forskellige funktioner - og er mere eller mindre udsatte for vejr og vind.

   Man kan sige at ledelsen er kølen, der udstikker skibets kurs. Skibets skrog og  master er TAP´erne, lærerne udgør sejlene, elverne vejr og vind: Man ved aldrig, hvor og hvornår lynet slår ned. Me det billede prøvede jeg at skabe respekt for hver enkelt medarbejder og gøre dem til ligemænd over for de mere eller mindre uforudsigelige elever. Ved roret står naturligvis kulturministeriet, der lægger den overordnede politisk kurs, og som sørger for, at skolens interesser forvaltes på en hensigtsmæssig måde, så fornyelse stadig er mulig. (....) Der er kun en vej frem. Seljlskibet - institutionen - skal hele tiden være i bevægelse.

Endelig vil jeg fremhæve den passage hvor han beskriver en bestemt elevgruppe som et særligt kreativt folkefærd: animationsinstruktørerne. De har ifølge ham "tilsyneladende lettere adgang til deres fantasi end de andre."

Deres fantasi opleves desuden som uudtømmelig, og de er mere farverige end de fleste andre elever og har tilsyneladende ganske frit forhold til alt, hvad der hedder ny teknologi og nye fortælleformer. (...) Hvorfor er det sådan?

   Jeg tror at forklaringen er ganske enkel: De holdt aldrig op med at tegne, deres fantasi har været fuldt funktionsdygtige hele deres liv, non stop.  Vi andre stoppede med at tegne omkring de ti år, da vi begyndte at tillægge den anden halvdel af hjernen større betydning. Det var den del af os, som kunne regne den ud og sikre os en fornuftig skolegang og dermed et stabilt forhold til omgivelsernes krav. Den rige evnet til at sanse verden blev sat på stand by og for de flestes vedkommende aldrig genoplivet.

   Men sådan er det altså ikke med animationsinstruktørerne. De trækker stadig på det oprindelige sprog - eller skal vi sige evnen til at opleve med hele sanseapparatets styrke.Derfor ser de ikke blot verden i flere farver end vi andre dødelige, de udviser også langt større evne til at optage nye impulser og udtryksformer.

Jeg er fuldstændig sikker på at Nesgaard har ret. Hvis du tegner hele tiden, udvikler du højre hjernehalvdels tænkning. Det er ligesom muskler der hele tiden bruges. De bliver stadig stærkere fordi de hele tiden får tilført ilt og næringstoffer gennem blodet. Og de forfalder hvis de ikke bliver brugt.
    Vi er tilbage i Betty Ewards tænkning: at tegne er at se. Og metaforen: At forstå er at se: I see what you mean. Forståelse er simulation.

Og tilbage i mine egne erindringer - om mig selv.
   Jeg tegnede og malede til jeg var ca. 25, men så stoppede jeg også. Den venstre hjernehalvdel fik større betydning. Tog over. Jeg blev lingvist og forsker. Men listigt bag om ryggen på min bevidsthed sneg billederne sig tilbage i mit liv. Via fruen og via tv, og tv-dramaturgi.
   Og se bare hvad akvarelmaleriet nu kan gøre ved en gammel hjerne - og allerede har gjort. Se de 6 blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier, det første finder du her:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html

"Neuro" i stedet for "socio" - et konceptuelt frame-skift under opsejling - også for journalistik

Det vrimler ikke med artikler i pressen der forfølger de spor jeg har fulgt i denne blog. At empiriske viden om den menneskelige hjerne og den menneskelige kognition, giver ny forståelse og indsigt de kreative processer bag fx tv-dramaturgisk og journalistisk formidling. 

   En undtagelse er Lone Frank som jævnligt skriver i Weekendavisens tillæg "Ideer", og som for nogle år siden skrev bogen "Den femte revolution", som jeg tidligere har omtalt.

Men i dagens Information i tillægget "Moderne Tider" finder jeg til min fornøjelse en længere artikel af Malin Schmidt under rubrikken: 

To fortællinger om mennesket

Manchetten er godt nok lang, men også informativ - og får i hvert fald mig til at læse videre:

Køn, religion, kunst og kultur. I 30 år var det hele blot sociale konstruktioner; et produkt af det samfund vi levede i, var der koncensus om på de humanistiske og socialvidenskabelige fakulteter. Men i dag bliver det verdensbillede slået i stykker af den nye hjerne-forskning, der med elektroder og hjernescannere giver løfter om sikke viden med overskrifter som 'Gud sidder i hjerne'. Der er udbrudt kamp om sandheden.

Godt nok har jeg aldrig selv været socialkonstruktivist, og altså aldrig accepteret denne videnskabsteoretiske retnings grundpostulater om at enhver sandhed og forestilling om en objektiv virkelighed ikke er andet end en "social konstruktion". 

   Men som specialevejleder på journalistik på RUC, har jeg ofte oplevet studerende som indledningsvis i specialet skrev at de tog "et sociakonstruktivistisk udgangspunkt". Det var ikke noget de lærte i undervisningen i journalistik, men typisk noget de havde med fra deres basisudsannelse eller fra deres andet fag. 

Selv stødte jeg på sociakonstruktivismen som "modstander" da jeg i sin tid skrev bogen "Faktion som udtryksmiddel" i 1990. 

   Mit grundsynspunkt deri var bl.a. at det var vigtigt at skelne mellem fakta og fiktion for at kunne forstå hvorfor det var så problematisk og kontroversielt at blande. Det blev den gang netop kritiseret ud fra at det at skelne mellem  fakta og fiktion var en "social konstruktion", og dermed at "fakta" og "fiktion" egentlig og dybest set var ét fedt.

   Underviser man journalister, så går det synspunkt jo ikke. De skal helst kunne skelne - og det skal læserne også. Så jeg er aldrig hoppet på den tankegang. Men mange andre, tydeligvis.

Derfor er det også lidt befriende at læse en artikel af en begavet journalist uddannet på SDU - der hiver frem i lyset det paradigmeskift der sandsynligvis er under opsejling; et skift der indebære at man som humanist bør være videnskabeligt interesseret i hvilke objektive korrelater der er mellem det man siger, ved og videreformidler som humanist, og så det man efterhånden gennem eksperimenter og målinger ved om hvad der foregår i hjernen når mennesket tænker, fantaserer, kommunikerer og forstår andres kommunikation.

   At tale om et paradigmeskift er jo en anden måde at tale om et skift i det jeg ofte har beskrevet som "konceptuelle frames". 

   Når jeg i et tidligere indlæg har opfundet begrebet "neuro-journalistik", så er det netop for at introducere en ny frame inden for journalistik-forskning, i analogi til neuro-økonomi, neuro-marketing, neuro-teologi, neuro-æstetik - you name it!

Malin refererer til filmforskeren Torben Grodal som en af de hjemlige frontløbere i det paradigmeskift. Hos ham er der tale om et egentligt selvopgør - på 180 grader, fremgår det af hans udtalelser i artiklen.

   Jeg har ikke læst den sidst bog af ham: "Embodied Visions: Evolution, Emotion, Culture, and Film", men den står på min liste.

Men når jeg via Amazon går ind og ser på indholdsfortegnelsen i Grodals bog, så er der i hvert fald to kapitler som ud fra deres overskrifter ligger meget tæt på den ide jeg har forfulgt i mange indlæg på denne blog: "understanding as simulation" - med udgangspunkt i opdagelsen af hjernens spejlneuron-netværk og dens default-mode-netværk.

   Kapitlernes overskrifter: "Stories for Eyes, Ears, and Muscels: The evolution of Embodied Simulation. " - og: "Character Simulation and Emotion."

   Der kan ikke være langt fra det som Toben Grodal skriver og beskriver, og så det citat fra James Geary fra hans bog "I is an Other" som jeg flere gange tidligere har anvendt til at illustrere en afgørende pointe:

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds. Stories are rehearsals for real life.

Man kan læse mere om "forståelse som simulation" i følgende blogindlæg: 

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/fiktioner-som-fortllende-simulationer.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/retorik-og-dramaturgi-som.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/forstaelse-som-simulation-skitsen-til.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/neural-spejling-og-neuroal-selv.html

Det oprørske forår - framing i medier og politik af det "de unge gør" i de arabiske lande

Framing er mentale kategoriseringer som leverer den optik vi bruger til forstå verden og virkeligheden igennem. 

   Det var noget i den retning George Lakoff skrev i indledningen til sin bog: "Don´t Think of an Elephant - Know Your Values and Frame the Debate" fra 2004. 

   Og frames er ofte sammenfattet i metaforer som gør abstrakte kategorier konkrete og næværende.  Og måske helt misvisende. 

  Tænk fx på "drivhuseffekten" som metaforen for de klimamæssige konsekvenser af den menneskelige vækstaktivitet på Jorden i de sidste mange år. Og et 'drivhus' er jo en god og nyttig ting, eller hur?

  

Konceptuelle frames er altid en slags kategoriseringer, og for de fleste mennesker - også journalister - er de en del af "det kognitivt ubevidste", dvs. de fungerer bare helt automatisk og usynligt for den praktiske journalistiske bevidsthed som gør brug af dem.

  Frames som mental begrænsinger og skyklapper, bliver man først opmærksom på når nogen "råber op" og formulerer alternative konkurerende frames: "modframes" kunne man kalde det.

I Information i dag er der en "international kommentar" af en herre, som er kommentator ved den libanesisk avis The Daily Star. Rubrikken var: "Forår eller revolution?" Og underrubrikken lød: "Det Arabiske Forår´ er en rent vestlig betegnelse, der mest af alt vidner om orientalistiske fordomme."

"Det arabiske forår" er en udbredt metafor i medierne for begivenhederne det sidste tre kvarte år i mellemøsten. Og kommentatorens synspunkt er, at ved at bruge den metafor, så framer man det der er sket og stadig foregår i de arabiske lande, på en måde som slet ikke er solidarisk med de mennesker som faktisk har skabt og skaber den serie af omvæltende begivenheder der tog sin start i Tunis i februar i år.

   Jeg gengiver her nogle af Rami G. Khouri for mig oplysende og aha-oplevelses-givende udtalelser om metaforen "det arabiske forår" som alle journalister, politikere og eksperter har anvendt i Danmark de seneste mange måneder:

Jeg finder benævnelsen upassende og har derfor forvist den fra min egen skrift og tale. Her vil jeg gerne opfordre skrivende kolleger i andre lande til at overveje at gøre det samme.

   Den vigtigste grund hertil er, at begrebet på intet tidspunkt er blevet benyttet af de relevante aktører selv de mange tapre mænd og kvinder, som på snart ottende måned er gået på gaden for at demonstrere med livet som indsats. Hver gang jeg har mødt en aktivist fra Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Bahrain eller Yemen, har jeg spurgt: Hvordan vil I selv referere til jeres egne politiske handlinger? Og i næsten alle tilfælde var svaret: ‘Revolution’ (på arabisk thawra).

   Henviser de til arabernes kollektive aktiviteter i hele regionen, anvender de i reglen flertalsformen ‘revolutioner’ (thawrat). Men de bruger også alternative benævnelser såsom ‘opstand’ (intifada), ‘vækkelse’ (sahwa) eller ‘genfødsel’ (nahda), hvor sidstnævnte knytter an til den arabiske opstand mod osmanneres og europæeres dominans i første halvdel af det 20. århundrede.

   Personligt foretrækker jeg udtrykket ‘det arabiske borgeroprør’. Det indfanger efter min mening bedst det fælles krav, som forener alle de arabiske demonstranter: Kravet om at nyde et demokratis fulde borgerrettigheder inden for en forfatnings garanterede rammer.

Det er klart at for danske journalister vil metaforer som "vækkelse" og "genfødsel" opleves som helt mærkelige at bruge på grund af deres religiøse konnotationer. Men altså meningsfulde for unge i et muslimsk land.
   Og "revolutioner" bryder vi os i hvert fald ikke om i demokratier. Som metaforisk optik for det der foregår, lugter det alt for meget af kommunisme. Selv om jeg jo er så gammel så jeg husker det som et klart plus-ord i mange faglige og politiske sammenhænge.

Da "forår" tidligere blev brugt i udenrigspolitisk sprogbrug i medierne herhjemme, så var det om "Prag foråret" - betegnelsen for de ansatser til demokratisering og forsøget på at skabe en "socialisme med et menneskeligt ansigt" (NB! også en metaforisk frame) som fandt sted i Tjekkoslovakiet fra januar 1968 til 21. august 1968. Og som blev knust af de omgivende østbloklandes indrykning med tanks og hele det militære isenkram.

   Rami G. Khouri tolker 'forår' som en metafor der indeholder "forestillingen om en kort eller begrænset overgangsperiode, der snart må vige for sommeren". "'Forår' er et passivt fænomen", skriver han, " - noget der sker med hjælpeløse mennesker, uden at de selv har magt eller indflydelse på procesen." 

   Han mener at 'revolution' er det eneste rigtige ord til at frame det der er igang. Og at det der er kendetegnende for det der foregår, er at det handler om borgere med vilje og beslutsomhed, ildhu og ihærdighed, der selvstændigt er i stand til at kræve og gennemføre omvæltende forandringer af regimerne.

Men så kommer det der for alvor gør en sådan modframe-analyse af 'det arabiske forår'-metaforen interessant, med formuleringer der minder om min ungdoms ideologikritik af den dominerende borgerlige tænkning:

Araberne sammenfattes som en forskelsløs masse af mennesker, der tænker og opfører sig på samme måde. Men det kan også dække over en anden mere bekymrende faktor: At man i Vesten stadig tøver med fuldt ud at anerkende endsige omfavne eller støtte det som bliver konsekvensen, når frie, myndiggjorte og selvbestemmende arabere selv griber magten til at definere deres landes indretning og udforme deres nationale politikker.

Han mener at forårs-metaforen ikke bare urimeligt minimerer de kæmpe udfordringer som de forskellige hel-, halv-, og kvart-omvæltede samfund står over for. Den giver også associationer til den vestlige "orientalistiske" mytologi om den del af verden som føjelig og eftergivende, en mytologi som  igennem 150 var med til år at legitimere europæisk-vestlig kolonialisme og imperialisme. Og sætter så verbal trumf på: 

For at sige det lige ud: Der er måske nogle i Vesten, der slet ikke bryder sig om at anerkende den nye virkelighed, at araberne i 2011 er gået i gang med at omkalfatre deres magtstrukturer. For det er jo lige præcis de gamle, mislykkede autoritære systemer, som Vesten (og her kan vi også medtage Rusland) så begejstret støttede og holdt oppe, der nu bliver udfordret og forandres.

   Et arabisk ‘forår’ fjerner belejligt nok det element af udenlandsk medskyld i den dystre, bitre og endeløse ‘vinter’, vi arabere måtte udholde under tre generationers uduelige arabiske politi- og mafiafamiliestater.

For mig blev onkel Ramis kommentar noget af en øjeåbner og et mentale frame-skift, som jeg vil trække på når jeg i de kommende måneder og år læser journalistiske reportager og danske politiske ekspertkommentarer til det der pågår "dernede". 

Kreativitet og madlavning - om verdens mest berømte kok, restaurant El Bulli og molekylær gastronomi

Igår havde Politiken en stor portrætartikel om og med den spanske kok Ferran Adria, skrevet af Adam  Price under rubrikken: "Mad er det nye rock´n´roll." Krogen var at unge kokke skulle konkurrere om at blive "årets danske kok". Og DR lavede reportage fra konkurrencen: nemt at oversætte iscenesat konkurrencevirkelighed til reality-tv.  
   En helt usaglig association: Hvor holder jeg dog af Jamie Oliver, både hans opskrifter som bare var mig lige fra de første udsendelser, og hans kogebøger for efterhånden mange år siden. Og ikke mindst og især og ekstra meget efter at have set programmerne på DR1 om hans Sisyfos-agtige projekt med at ændre de engelske skolebørns og skolesystems skolemad. Grænseoverskridende: fra populært enkelt gourmet-tv-køkken for det grønne segment - til social madvane-virkelighed for børn.
   Men tilsyneladende, hvis man skal tro tv-serien som er nogle år gammel, var det alligevel ikke et Sisyfos-projekt, stenen rullede ikke ned igen. For projektet lykkedes - med en fantastisk dramaturgisk klimaks: Jamie Olivers møde med daværende premierminister Tony Blair - resulterende i bindende gyldne løfter fra den på det tidspunkt mægtigste mand i England.

Men det var et associerende sidespring. Vi skal fra England til Spanien, fra enkel sund skolemad til forfinet eksperimenterende gourmetmad, fra den ene superkreative kok med hang til folkelighed til den anden superkreative kok med hang til det iletære:
    Restauranten El Bulli lukker snart! Den har i mange år været betragtet som verdens bedste restaurant med tre Michelin-stjerner og 5 gang nummer et på World 50 Best Restaurants-listen. Kokken Ferran Adria som har stået for successen, fortæller at der skete et skift i hans tænkning om mad i 1993. Han fik tydeligvis en aha-oplevelse af en slags:

Frem til det tidspunkt lavede vi 'bare mad'. Efter 1993 var missionen en anden. Det var 'at skabe'. Det er svært at sige, hvad der egentlig skete. Du kender heller ikke revolutionen, og præcis hvad der førte til den, før den er indtruffet. (/) Vi søgte efter et nyt sprog. Vi havde en masse knowhow. Jeg mener, vi var gode til at lave mad. Men vi ønskede at ændre fortællingen.

Den nye "fortælling" som Ferran Adria var igang med at opdage og udvikle, fik et navn: Molekylær Gastronomi. "Provokationen begyndte at blive ambitionen mere end blot harmoni og velsmag," fortæller kunstnerkokken videre. Og maden blev kaldt "mærkelig". Der er ikke egentlig tale om særlig retning inden for gastronomien, får vi at vide, men mere en række "teknikker" som står til rådighed for "den ambitiøse nysgerrige kok."

Når jeg har spist på en gourmetrestaurant har jeg selv altid tænkt på menuen som et stykke anvendt dramaturgi - en berettermodel med anslag, præsentation, uddybning, etc. etc. - hvor hver ret skal indeholde en overraskelse og være et mini-vendepunkt. Og Adria fortæller tilsvarende:

Jeg ser menuen som en film. Indimellem er det en sjov film. Andre steder uhyggelig, grotesk, provokerende, glad, legende. Udgangspunktet for hvordan vi skaber vores menuer kommer oprindelig fra tapas. Altså princippet omkring de mange små retter. 

Der er tydeligvis tale om konceptuel blending af noget tradtionelt spansk, tappas-ideen, og så noget radikalt nyt.
   Men hvad er princippet bag det nye, hvad går de særlige "teknikker" ud på? Det forklarer Adam Price sådan her:

Mange principper, som er blevet udbredt i topgastronomien over hele verden i de senere år, er oprindelig udsprunget fra El Bulli. Et af de væsentligere har formentlig været dekonstruktionen. Altså at man arbejder med at skille en kendt ret ad og præsentere den på en ny måde. Smagene forbliver relativt de samme, men man leger med teksturen og temperaturen for at provokere og overraske folk.

Og her følger så Adam Prices egen reaktion på at have været på en dramaturgisk smagsrejse - et maratonløb for næse, tunge og gane - igennem en 44 retters menu på El Bulli:

Efter at jeg har anmeldt mad for Politiken i 16-17 år, er det ikke uden overdrivelse, at jeg siger, at det ubetinget har været en af de største gastronomiske oplevelser, jeg har haft. Ikke fordi jeg ikke har smagt mad, der ofte smagte bedre, end hvad vi spiste denne aften. Men fordi det her ikke essentielt handler om mad,  der 'bare' skal smage godt. Man skal parkere alle sine klassiske begreber om gourmetmad i forhold til El Bulli. (/) Den evige diskussion om, hvorvidt mad kan være kunst, trænger sig på med en anden naturlighed efter et sådant måltid, end når man sidder og kigger på et stykke velstegt kalvekød med en god sovs fra en dygtig koks hænder. På El Bulli deltager man i en løbende installation - et eksperiment. En fortælling, som Adria og hans store team af kokke løbende udvikler, indvikler og afvikler.

Det vor Adam fortæller og anbefaler er at skifte frame for at nyde El Bullis menu, fra forventninger om traditionelt gourmetmad der smager rigtig godt, til den type forventninger man stiller til - intet mindre end stor kunst!

Man kan jo i hvert fald bemærke hvorledes behovet for metaforer presser sig igennem både Adrias og Prices udtalelser - for at de kan beskrive det der ikke kan beskrives. Mad som kunst: "en fortælling", "en film", "en installation".

Jeg får iøvrigt mindelser fra den gang lærergruppen for kommunikationsuddannelsen på RUC mødtes for første gang i 1977, sammenbragt fra mange forskellige fag. En af dem var også et af de mest kreative mennsker jeg harmødt: Jan Krag Jacobsen. Han gjorde nogle af vores læremøder til en helt særlig oplevelse når vi skulle spise sammen, nemlig når det var ham der stod for maden. Af uddannelse var han kemiingeniør, han havde arbejdet som radioreporter med forbrugerjournalistik som speciale. To personligheder i én.
   På tv-havde han optrådt med sensationelle dekonstruktioner af dårlig mad. Han demonstrerede for åben skærm hvordan industrien lavede hindbærmarmelade ud af et enkelt hindbær og tilsætningsstoffer for resten. Og han viste hvordan indholdet i industrikødpølse ville se ud hvis der ikke var farve og stivelsesstoffer i: en hvid ulækker tyktflydende masse.
   Han var initiativtager til de planer for "et måltidets hus" som den borgerlige regering fantasiløst skrottede da de kom til. Og er nu med i en gruppe der arbejder med at planer om at få oprettet et madeksperimentarium. Og aprospos det:
  Hvorfor lukker Ferran Adria El Bulli? - For at gå i gang med et nyt projekt, forklarer han:

Det nye projekt ønsker at inkludere filosoffer, designere, webfolk, kreative mennesker. Ikke kun mad. Det handler om kreativitet. Selvfølgelig vil meget handle om mad. Men vejen dertil og veje derfra vil handle om andre områder. Vi ønsker at dokumenterearbejdet. Hver dag på nettet skal man kunne se, hvad der er foregået i El Bulli. Hvad har vi lavet? Hvilke ideer er fremkommet? Hente inspration.

I enhver henseende en grænseoverskridende og grænsenedbrydende mand. Og et projekt der satser på blending af forskelige faglige frames og konceptuelle rum. Ferran Adria er en mand som tilsyneladende ikke kan lade være med at blende nye ideer ud af ellers adskilte konceptuelle input-rum igen og igen.