Tilbage til fremtiden - kreativ faglig formidling af mediescenarier

En af de ting som er sjove ved at arbejde tematisk og forfølge et begrebsmæssigt tema eller spor over lang tid, er at det pludselig vrimler med uforklarlige sammenfald. Man får installeret en automatisk "søgemaskine" i underbevidstheden der hele tiden skanner artikler, situationer, møder, begivenheder - som  "minder om" eller "har noget at gøre med" - det man lige har tænkt eller lige har skrevet.
   Jeg oplevede det da jeg for nylig skulle forberede et oplæg om faktion for mine kolleger på RUC, og pludselig fandt jeg aktuelle eksempler og debatter overalt. Og jeg har oplevet det gang på gang i forbindelse med denne blog om kreativitet.

Sidste torsdag skrev jeg et indlæg med rubrikken: "Kontrafaktisk historieskrivning og tilbageskuende fremtidshistorie - to kreativitetskrævende genrer." Og netop "derfor" fanges jeg igår af en rubrik i Politken - deres nye mediesektion: "Tilbage til mediefremtiden", som er en anmeldelse af Henrik Palle af en bog redigeret af en af mine gamle kolleger: Anker Brink Lund, og af en af mine gæstelærere på SDU: Stig Andersen. Bogens titel er: Tilbageblik fra 2020.
   I forlagets pressemeddelelse omtales den så jeg siger: Jamen nu igen: fremtidsscenarioer fortalt som historieskrivning set fra et forestillet tidspunkt ude i fremtiden:

Hvordan ser medievirkeligheden ud i 2020? Det spørgsmål besvares som regel med enten utopier om teknologiske landevinger eller dystopier om en gold fremtid, hvor ingen længere kan læse, og den demokratiske debat er afløst af talentshows. Ingen af delene er særligt interessante. Redaktørerne Stig Andersen og Anker Brink Lund har derfor valgt en anden tilgang. De har bedt en række meningsdannere, fagfolk og eksperter om at skrive som om de sad i år 2020 og derfra kunne kigge tilbage og diskutere, hvorfor og hvordan samfundet udviklede sig, som det gjorde, og ikke mindst hvilken rolle medierne spillede for udviklingen.(/) Resultatet er en debatbog i form af et kalejdoskopisk billede af en mulig mediefremtid baseret halvt på fakta og halvt på kvalificerede gæt om udviklingen. Hvad sker der med aviserne? Er public service definitivt et levn fra fortiden eller skal begrebet bare tænkes på en helt anden måde? Kommer vi nogensinde til at læse bøger på papir igen? Og hvad med den offentlige debat? Nogle af bidragene er positive andre er negative, men fælles for dem alle er en klar bevidsthed om, at alting kommer til at se meget anderledes ud om meget kort tid. Bidrag fra bl.a. Lasse Jensen, Lars Olsen, Jens Thorhauge og Christian Nissen.

Det er klart det er en form for faktion: "baseret halvt på fakta og halvt på kvalificerede gæt."

Henrik Palle er i anmeldelsen nogenledes positiv: "Selve bogens greb, som titlen afspejler, er helt grundlæggende godt tænkt. Det giver fokus og samling at lade teksterne være skrevet i retrospekt, selv om det sker på skrømt."
    Effekten ved det retorisk-fortællemæssig blending-greb -"retrospekt på skrømt" - skulle jo gerne være den samme som den jeg oplevede da jeg sidste onsdag læste debatartiklen: "År 2010 med S og SF ved magten": en aha-oplevelse. Pludselig forstår man noget i sin nutid på en ny måde i kraft af det særlige omvendte perspektiv som den tilbageskuende historieskrivning fra en fingeret fremtid giver.
    Men det fungerer ikke rigtig i Ankers og Stigs bog, ifølge Henrik Palle:

Det hele forekommer i det hele taget særdeles ædrueligt og velfunderet. Og det er måske nok her, at antologien falder fra hinanden og begynder at blive lidt træls. For der står ikke for alvor noget, man ikke kan forestille sig. Ingen af bidragyderne maler et billede, hvor man for alvor får halvbrillen af  og udbryder: Det var lige godt satans!

 Har han ret - ingen aha-oplevelse - så er det lige godt ærgerligt.
   But yuo can´t win them all, Ankermand.