Bidrag til en web-tv-dramaturgi (10) - plot i broad-cast-tv og plot i web-tv – spildramaturgi?

'Plot' i broadcast-tv består af de fortællemæssige greb i fiktion og i fakta der for en stor del leverer fremdrift til fremstillingen af en historie. Og fremdrift er den følelse der tvinger eller lokker publikum til at følge med hen gennem fortællingen til dens slutning. 

I fiktion defineres plottet som den del af fortællingen som udgøres af hovedpersonens konflikt- og modsætningsfyldte 'forhindringsløb' gennem en række skæbnesvangre vendepunkter frem mod det afsluttende forløsende og skæbneafgørende klimaks.

   Plottet fodres af en lang række 'fremdriftskompo­nen­ter': konflikt, forhindring, komplikation, forventning, overraskelse, prøve, gåde, varsel, tidsfrist, overraskelse, omslag - komponenter som man som forfatter og instruktør bevidst kan indbygge og udnytte i scene efter scene.

I fakta- og underholdnings-tv udgør (fortæller)plottene den produktionelle iscenesættelsen af de medvirkende i konfliktfyldte og uventede situationer som skal sikre et kronologisk forløb af scener med handling og dialog, scener hvori der så så indføjes forskellige fremdriftskomponenter: forhindringer, konkurrencer, dilemma­er, opgaver, uventede møder, tidsfrister, konfrontationer, etc.

Web-tv: Mindre krav til dramatisk-episk fremdrift

På grund af de særlige forhold der er mellem net og bruger (”utålmodighed”, mulighed for inter­ak­tion, lyst til at ”surfe”), så må det også præge web-tv-udviklingen.

   Hvis vi går ud fra at web-tv i sin natur typisk er kommer til udtryk gennem et kortformat og er influeret af at meget af det der kan vises i playeren, har karak­ter af citater og klip fra andre kontekster, så stilles der naturligvis andre krav og sikkert også mindre krav til fremdriftsproducerende elementer til at producere episk-dramatisk fremdrift.

   Mange af web-tv-klippene er hevet ud af deres kontekst netop fordi de i forvejen indeholder fascinerende, konfliktfyldte og måske sjove vendepunkter fra den længere tv-fortælling den kommer fra.

  Og generelt gælder at jo kortere et indlæg er jo mindre er behovet for et stærkt plot.

Man må forvente at der plottes meget mindre i et video-indslag som specifikt er produceret til nettet, fordi der – til gengæld eller i stedet for – er mulighed for brugerinitieret interaktion i web-side-konteksten omkring indslaget, en interaktion som kan udløse den samme form for belønning i hjernen som et godt traditionelt plot med en masse set up/pay off.

    Og ligesom der kun er relativt få og ret svage journalistiske plot aktiveret i almindelige main-stream tv-nyheder fordi de er korte og behovet for fremdrift derfor lille, sådan også for mange korte web-tv-indslag. Der kræves simpelt hen ikke så meget fremdrift og fastholdelse gennem fremstillingen når bruger-opmærksomheden og -optagetheden kun skal fastholdes i 1-5 minutter.

Dominerende web-tv-plot i fakta

Visse journalistiske tv-plot er dog ret ofte forekommende i web-tv-indslag: 'rundvisning i eget univers', 'fortælleren som opdagelsesrejsende', 'afprøvning og test', 'demonstration' af teknikker, opskrifter og forbrugsting, den krydsklippede 'konfrontation', 'stand up med overraskelse'. 

   Det er bemærkelsesværdigt at de fleste af disse plot implicerer et eller flere 'talking heads' med øjenkontakt med brugeren.

Retorisk fremdrift og det der ligner i og omkring web-tv-indslag

Fremdrift gennem episke-dramatisk plotning er altså blevet mindre relevant når vi har med web tv-indslag at gør. Til gengæld kan man sige at nyhedstrekantens retoriske logik får en slags renæssance. 

   Avisens skriftlige nyhedsfortællinger fordelt som længere og kortere artikler på en avisside er for hver enkelts vedkommende styret af nyhedstrekanten som er underlagt et bagvedliggende 'retorisk plotsystem'.

   Det  går ud på i hvert afsnit af artiklen at fortælle noget på en sådan måde at det rejser nye spørgsmål hos læseren, som så besvares i næste afsnit igen: 

   Hovedrubrikken skal helst have karakter af en gåde eller en nysgerrighedskabende teaser, og den efterfølgende manchetteksten skal give payoff til rubrikken, og samtidig indeholde en påstand med en så opsigtsvækkende/provokerende nyhedsværdi (=fremdrift) at læseren føler sig tvunget til eller opmuntret til at læse videre for at få svar på et eller flere række rejste hv-spørgsmål der kan uddybe give baggrund og perspektiv til manchettens påstand (=artiklens vinkel).

    Samme funktion har artiklens bærende billede, som skal give lyst til at få baggrunden eller en mere informativ kontekst til billedet.

Et sådant retorisk plot der indebærer at artiklens enkelte elementer leverer svar på forventede uudtalte spørgsmål, minder om det plot man kan forestille sig at bruge et web-tv indslag til, nemlig ved at man lader selve videoindslagets fortælling være ”uafsluttet”, således at fortællingen får karakter af en gåde, en halvkvædet vise, en cliffhanger eller en provokation, som så kan besvares interaktionelt af brugeren med et eller flere klik et relevant sted på siden. 

   Et sådant videreførende klik kan enten aktivere et andet web-tv-indslag der løser "gåden" eller besvarer "spørgsmålet". Eller det videreførende klik kan fører ind til uddybende tekster, illustrerende stillbilleder og baggrundsoplysninger der besvarer de spørgsmål der er aktiveret i brugerens bevidsthed. 

    Det er præcis den funktion et ”løsrevet” fascinerende klip eller videocitat også kan have.

    

Det betyder altså at man kan begynde at tænke i spil-baner og spil-dramaturgi i og omkring et web-tv-indslag i playeren, hvor det enkelte korte indslag skal ses som et 'udspil' eller et 'opspil' der motiverer den spænding/frustration der skal udløse en interaktiv handling hos brugeren.

   Dette er vist nok rigtig vigtigt for at komme videre.

(fortsættelse følger)

'Bergmans Video' - et eksempel på effektiv udnyttelse af blending i et originalt svensk tv-dokumentar-koncept

Jeg skrev for nogle blogindlæg tilbage om filmauteuren Woody Allen med afsæt i den dokumentarfilm  om hans liv og film af Robert B. Weide der indtil for nylig har været vist i biografen. 

    Derfor er det i nøje overensstemmelse med serendipitetprincippet at en af Woody Allens helt store instruktør-forbilleder, Ingmar Bergman, pludselig presser sig ind i mit opmærksomhedsfelt.

   Woody Allen der var en stor beundrer og stækrtinspireret af Ingmar Bergman havde som barn ondt i mor-forholdet, Ingmar Bergman havde som bekendt alvorlige problemer i far-forholdet.

Ingmar Bergmans videobibliotek og tv-stue i hans hjem på Fårø

På anbefaling af en god ven har jeg nemlig i dag set første tv-dokumentarudsendelse af en serie på 6 på SVT1. Den har titlen 'Bergmans Video', og den var bestemt interessant at se. Ikke helt uproblematisk på grund af sin "indforståethed". Men som fortælling bestemt værd at være tilskuer til hvis man er blot nogenledes interesseret i film, og indholdsmæssigt fuld af gode citater fra kreative mennesker. Faktisk mere interessant som filmfortælling end den om Woody Allen.

   Udsendelseskonceptets dobbelthed "gamle Bergman" i spil med "nye filmmagere" fremgår af denne engelske beskrivelse:

Bergman was an avid film buff, with a VHS collection of more than 1,500 titles, alphabetically organised, with personal notes on his favourites – "but also several thousand video films that were not catalogued, including a lot of popular culture", recalled Swedish film critic Hynek Pallas.

    Pallas, his fellow critic Jane Magnusson and journalist Fatima Varhos are currently finishing Bergman’s Video, a 90-minute documentary (for theatrical) and a 6x60minute television series which will offer "a new insight into the genius of Bergman and portraits of great filmmakers of today".

   With focus on six themes: fear, silence, comedy, death, adventure and outsiders – relevant to Bergman and the invited directors and actors – the films will feature interviews with, among others, Woody Allen, Robert de Niro, Michael Haneke, Ang Lee, Lars on Trier, Takeshi Kitano, Francis Ford Coppola and Martin Scorsese.

   Bergman’s selection comprised predictable filmmakers such as Tarkovsky, Buñuel, Truffaut, but also tapes with The Blues Brothers, Jurassic Park and Ghostbusters. Producing with Sweden’s Gädda Five Production, Swedish pubcaster SVT will airBergman’s Video later this year, and Swiss-based First Hand Films will handle international sales.

http://cineuropa.org/2011/nw.aspx?t=newsdetail&l=en&did=218321

Der er altså et grundtema for hvert afsnit i dokumentarserien. Og i det første var det "comedy"/"humor".  der var temaet. Ikke et tema som man umiddelbart forbinder med netop Ingmar Bergman hvis film i offentlighedens øjne vel stort set assoscieres med alvor og store temaer om liv og død, Gud og skyld - og kærlighedens veje og vildveje. Men klart et tema der motiverer flere interviewklip med Woody Allen om hans forhold til Bergman.

Plottet i hver udsendelse er at en kendt filminstruktør - her i første udsendelse Thomas Alfredson, søn af komikeren og instruktøren Hasse Alfredson - besøger Bergmans hjem på Fårø som nu er museum og mindehus og står stort set som det var da han døde.     

    Denne filminstruktør kommenterer så temaet - illustreret gennem klip fra  nogle af Bergmans film og klip fra instruktørens egne film. Ind i dette rammesættende "besøgsforløb" i Bergmans hjem, er så monteret klip fra interviews om det samme tema med internationalt kendte instruktører og skuespillere som optræder i eller er ansvarlige for nogle af de film Bergman har stående på reolerne i sit tv-rum; disse film-kendis-interviews illustreres så også med klip fra disse andre film.

Robert De Niro förklarar varför han gått från gravallvarliga filmer som 'Taxi Driver' (1976) och 'The Deerhunter' (1978) till mer lättsamma komedier som 'Analysera mera' (1999) och 'Släkten är värst' (2000).
   I Paris sitter Wes Anderson och berättar vad som får honom att skratta, Alexander Payne förklarar varför han inte tål 'Persona' (1966) och franska regissören och skådespelaren Agnes Jaoui har en annorlunda ingång på varför hon tycker Bergman är rolig.

Der er tale om en fler-spors eller fler-lags dokumentarisk montageform, en form som i teorien om 'conceptual blending' smukt illustrer den variant der kaldes 'double scope blending'. Den er kendetegnet ved at de to - eller flere - sammenbragte og integrerede konceptuelle rum, funger som en slag optik for belysning og anskuelse af hinanden. 

   Altså: Ingmar Bergman og hans films forhold til et tema, belyses og anskues gennem: 1) en nulevende instruktørs optik som besøger "helligdommen" på Fårø og klip fra denne instruktørs egene film; og 2) en række internationalt kendte film - smalle såvel som blockbuster-film - deres instruktørerer og medvirkende skuespillere bliver belyses og tolkes gennem den optik som Bergman og hans film kan levere. 

   Hele konstruktionen er nærmest at betragte som et konceptuel dobbletspejl hvor de to konceptuelle rum (der hver også er blended af forskellige konceptuelle rum) gensidigt spejler og kommenterer hinaden - både verbalt og filmisk.

   Der er klare ligheder i formen med Poul Martinsens tv-dokumentar 'I skyggen af en far' - om radiodokumentaristen Christian Stentoft. Men Martinsens montage er flottere og mere fascinerende.

Ingmar Bergman selv er jo som filminstruktør af verdensformat kendetegnet ved alt det jeg i mange indlæg i detaljer har beskrevet som en særligt kreativ personlighed: nemlig en konfliktfuld barndom  med tab og savn, ensomhed og rodløshed, kompenseret gennem et stærkt emotionelt og visuelt præget fantasiliv. Et fantasiliv som kommer til at levere mentalt afsæt for stor kreativitet som voksen hvor privatliv og film mixes og koncentreres symbolsk i emotionelt højspændte, tematisk dybe og æstetisk eksperimenterende film. 

   En sådan fusioneret blanding af levet liv, fantasi og produktionsvirkelighed er noget der ofte kendetegner film-auteurens produktion. 

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om hvordan den emotionelle temperament-tilstand 'melankonli' synes at være drivkraft for mange kunstneres kreative produktioner, og således også for Bergmans.

   Ifølge denne første udsendelse af serien 'Bergmans video' har han fx. utalt at han ofte følte at "han havde valget mellem at begå selvmord eller skrive en komedie".

   Denne første udsendelse i tv-serien viser i hvert fald at humor også var en vigtig ingrediens i mange af Bergmans film trods hans image som filmisk alvorsmand; og at en nogle af hans tidligste film var regulære komedier. 

    En af de medvirkende instruktører siger at humor er nødvendig for at finde ud af om publikum synes om filmen, "for så kan man høre de ler i biografsalen". 

   I dramaturgiens lærebøger taler man typisk om 'comic relief' som nødvendige 'entréer mellem de  alvorlige højdramatiske scener.

   Enten den samme eller en anden instruktør siger om Bergman at han er den eneste af de helt store instruktører han kender, der kan lave stor filmkunst uden der indgår en eneste komisk scene eller karakter i filmen. Han tænker måske på 'Hvisken og Råb' eller 'Persona'?

Tv-udsendelsen tematiserer også dette fænomen at originale instruktører har en særlig godt øje til dette at caste vigtige  roller i deres film  "mod typen", fx lade kendte komiske skuespiller spille alvorstunge-roller, og lade skuespillere som er berømt for deres skuespil i alvorlige psykologisk "dybe" roller, spille hovedrollen i komedier

   Fænomenet 'casting aginst type' udnytter altså også en konceptuel blendingeffekt.

Ingmar Bergman har skrevet en selvbiografi med titlen 'Laterna Magica' og filmen/tv-serien 'Fanny og Alexander' der begge på hver sin måde og i hver sin genre og medie, skildrer og spejler Bergmans egne refleksioner over sin barndoms personlighedsdannende oplevelser og erfaringer.

    Wikipedia fortæller:

Ingmar Bergman was born in Uppsala, Sweden, the son of Erik Bergman, a Lutheran minister and later chaplain to the King of Sweden, and Karin (Akerblom), a nurse.[4] 

   He grew up with his older brother Dag and sister Margareta surrounded by religious imagery and discussion. His father was a conservative parish minister with strict parenting concepts. Ingmar was locked up in dark closets for "infractions" like wetting the bed. "While father preached away in the pulpit and the congregation prayed, sang, or listened", Ingmar wrote in his autobiographyLaterna Magica:

   "I devoted my interest to the church’s mysterious world of low arches, thick walls, the smell of eternity, the colored sunlight quivering above the strangest vegetation of medieval paintings and carved figures on ceilings and walls. There was everything that one’s imagination could desire — angels, saints, dragons, prophets, devils, humans."

     Although raised in a devout Lutheran household, Bergman later stated that he lost his faith at age eight, and only came to terms with this fact while making Winter Light.[5] Bergman's interest in theatre and film began early: "At the age of 9, he traded a set of tin soldiers for a magic lantern, a possession that altered the course of his life. Within a year, he had created, by playing with this toy, a private world in which he felt completely at home, he recalled. He fashioned his own scenery, marionettes, and lighting effects and gave puppet productions of Strindberg plays in which he spoke all the parts."[6][7]

Se og læs mere om 'Bergmans video' på adressen:

http://www.svt.se/bergmans-video/

Filmene i serien sendes hver onsdag de næste 5 uger på SVT1 kl. 21:00 - med mange genudsendelser i dagene efter på forskellige tidspunkter af døgnet.

'Gal eller normal' - godt gået af DR og af de medvirkende - både de normale, de gale og de kloge der ikke var så kloge endda

Denne blog har som et af sine fokusområder at omtale, beskrive og analysere kreativt tv: dramaturgiske nyskabelser, nye formater, gode nyhedsindslag, grænsebrydende dokumentarer, hybride blandingsformer, alternativ storytelling der virker.

   Til de positive nyskabelser inden for det sidste års tid har jeg noteret mig 'Gintberg på kanten' og 'TV!TV!TV!' med værten Anne Cortzen, som i øvrigt - det var det med generne og kreativiteten - er søster til Mads Brügger, har jeg læst. Som selv er en kreativ faktionsblandemaskine.
   

"Reality tv" er en genrebetegnelse for en bred vifte af underholdende tv-programmer og formater, som fra midten af 90´erne har fået større og støre plads på næsten alle tv-kanaler. Fælles for dem er den iscenesatte men uskriptede virkelighed hvorunder deltagerne udsættes for forskellige prøvelser, konkurrencer, udfordringer, provokationer inden for forskellige spilleregler. 

   Formlen er typisk den vi kender fra fiktion: Hvad nu hvis... Og ofte balancerer tilrettelæggerne på en etisk knivsæg.

Da Poul Martinsen for nogle år siden producerede dokumentarserien 'Krigerne' for DR - som havde klare reality-elementer i plottet, så ville han genrebetegne den "reality-dokumentar". Men det måtte han ikke. De højre magter havde besluttet at DR pr. definition ikke producerede reality-programmer (fordi det var "trash-tv").
   Allerede den gang var et af de mest populære format-programmer 'Sporløs', et andet 'Hammerslag', begge programmer som har klare reality-elementer i den dramaturgiske konstruktion.
   Under alle omstændigheder har DR siden besindet sig og ændret kurs - mest markant med 'X-Faktor'. Og i de senere år har programfladen godt nok været fyldt pænt op af forskellige formater med afprøvende reality-plot af varierende kvalitet og originalitet.

De sidste 2 mandage har man på DR 1 kunnet se et nyt eksempel på et sådant afprøvende format - med titlen 'Gal eller normal'.

   Ideen - lig med plottet - er som i al effektiv reality så klar at det kan udtrykkes i et par sætninge; her fra DR.dk´s programomtale

I programmet ’Gal eller normal’ møder vi 10 frivillige danskere i alle aldre og med vidt forskellige baggrunde. Fem personer i denne gruppe er sunde og raske, fem har en psykiatrisk diagnose.

   Men hvem er hvem? Det skal programmets tre eksperter, som alle har mange års erfaring inden for psykiatrien, forsøge at gætte ved at observere de 10 deltagere i tre dage.

http://www.dr.dk/DR1/STAMSIDER/20120510101553.htm 

Det her skal ikke være en anmeldelse, men jeg synes udsendelserne fungerede godt. 

   Først og fremmest havde de to udsendelser som serien bestod af, en morale som jeg var rigtig glad for. Flere i min nærmere og nærmeste familie har i perioder af deres liv haft nogle af de diagnoser som også nogle af de medvirkende har eller har haft. 

   Og programmets fordomspunkterende morale var - som klimaks´ dokumenterede - lysende klar, her udtrykt af programmets vært, læge Peter Qvortrup Geisling:

...at det faktisk er sværere end man tror, at pege ud hvem der har en psykiatrisk diagnose, og hvem der ikke har. Samtidig skal programmet vise, hvor normalt og velfungerende det kan lade sig gøre at leve, selvom man har en psykiatrisk diagnose. 

Den nærmere beskrivelse af opgaver og udfordringer for de medvirkende, viser hvor programmet kører på kanten af etikken:

I løbet af de tre dage bliver deltagerne udsat for forskellige opgaver og test, som er specielt designede til at fremprovokere en reaktion hos psykisk syge. Spørgsmålet er nu, om de psykisk syge i gruppen vil skille sig ud og dermed afsløre sig selv? Vil det være muligt at skelne mellem, hvornår anderledes adfærd er tegn på en psykisk sygdom, og hvornår det blot er et personligt karaktertræk?

Godt spørgsmål, som man siger. 

   Ud over de 10 medvirkende - halvdelen "normale", halvdelen med en "psykiatrisk diagnose" - medvirkede tre eksperter: en psykiater, en psykolog og en psykiatrisygeplejerske. Disse eksperter er nok regulære "eksperter", men de får ikke lov til at fungere under ekspertvilkår. Tre dage  til det hele, ligesom i andre gode engelske formater som 'Time Team´ og ´Rough Science´. Og muligheder for nogle korte spørgesekvenser.

   Her beskrives vilkårene i øvrigt:

Eksperterne får ikke den tid, de plejer til at stille en diagnose. De kender ikke på forhånd deltagernes baggrunde eller personlige historier. De får kun lov til at observere dem under testene. Hvis fordommene om psykisk syge holder stik, burde det ikke være et problem at se, hvem af deltagerne der lider af henholdsvis en spiseforstyrrelse, maniodepressivitet, paranoid skizofreni, social fobi og OCD.

Med disse vilkår for de tre eksperter, ligner 'Gal eller normal' de to ovennævnte engelske formater, hvor det er eksperterne der plottes imod, og de to programmer her er også en dansk udgave af et engelsk udviklet format. 

   Det lykkedes kun eksperterne at "afsløre" to af de fem "gale". Og tre normale uden en diagnose "diagnosticerede" de tre eksperter som "gale". 

   Velkommen på forsiden!

Mens en lang række realityformater - ingen nævnt ingen glemt - cementerer negative fordomme om mennesker og deres motiver og interesser, så var det her format klart fordomsnedbrydende, idet seerne blev sat i samme position som eksperterne og kunne "diagnosticere med" - og tage fejl ligesom dem.

   Formatet her - 'Gal eller normal' - var klart kritisk oplysende og fordomsbearbejdende: De professionelt kloge, var ikke så kloge endda, og fik sig en gevaldig, men positiv lærestreg - ligesom seerne som sad i samme position.
   Ikke mindst psykiateren gave et stærkt positivt udtryk for hvad han fik ud af proggramplottet der var rettet imod hans selvforståelse som ekspert.
   Psykologen til gengæld kørte lidt på frihjul. Han havde jo et firmabrand at skulle forsvare
   Og selv alvorligt psykisk syge med forskellige diagnoser og deres pårørende, kunne af programserien få et begrundet håb om at få så meget styr på deres psykiske lidelse at de kan leve en almindelig tilværelse som "normal".
   For alle de fem med diagnoser opførte sig ikke bemærkelsesværdigt anderledes end de andre fem uden diagnose. Visual proof, syn for sagn.

Her kan du se de to programmer i serien:

http://www.dr.dk/nu/player/#/gal-eller-normal/42301http://www.dr.dk/nu/player/#/gal-eller-normal/42909 

Af DR´s webportal fremgår følgende om kontekst og baggrund :

’Gal eller normal’ er også titlen på en ny bog som udkommer den 22. maj, og som sammen med tv-programmet og hjemmesiden www.dr.dk/sundhed i samarbejde med ’En af os’-kampagnen skal give både seere og læsere nogle øjenåbnende erkendelser.

Formatet er beslægtet både med Poul Trier Pedersens spontanspil fra slut-70´erne og begyndelsen af 80´erne, og med Poul Martinsens afprøvende dokumentarprogrammer som fx 'Dagbog fra en fristad' og ´Lydighedens dilemma' - og reality-dokumentarserien 'Krigerne'. 

   Det har også genremæsige fællestræk med engelske reality- og fakta light-formater som 'Faking it' og 'Wife Swap'.

   Fælles for dem alle er at de initierer og faciliterer lærer- og udviklingsprocesser hos de medvirkende, både de almindelige mennesker og eksperterne. Og det indebærer at seerne bliver tilsvarende engageret og oplyst gennem effekten af spejlneuron- og default mode-netværkerne i hjernen.

Af nye formater på DR beslægtet med 'Gal eller normal', har vi haft 'Blod, sved og ris' og 'Restaurant bag tremmer'.
   Jeg har i et tidligere blogindlæg forholdt mig kritisk til forgængeren til 'Blod, sved og ris', og skal ikke kommmentere det yderligere.
   'Restaurant bag tremmer' med kokken Claus Meyer som den drivende kraft og karakter, er klart inspireret af en række af Jamie Olivers udsendelsesserier med lignende ide og plot.
   Jeg har set et par stykker i den danske serie, og synes de fungerede OK, men fremdriften og fascinationen var klart svagere, og alvoren større end i de engelske forbilleder.
   Et særligt alvorlig og kritisk twist fik reality-dramaturgien her, da et kvindeligt voldsofffer, Malene Duus, mens udsendelserne blev sendt, skrev en kronik i Politiken om den uhyggeligt og mareridtsagtige grove vold hun var blevet udsat for af en af de indsatte medvirkende som Claus Meyer havde lovet en resocialiserende praktikplads i sit "Madhus" når han kom ud.
   Kronikken havde den mavepinlige og debatvækkende pointe - at man i Danmark gør mere for at hjælpe de indsatte end for at hjælpe voldsofrene. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2012/02/erfaringssprog-sa-det-lyser-to.html

Den arbejdsdelte hjerne - to slags tænkning og hvad deraf følger

Forestillingen om den arbejdsdelte hjerne - dette at de to hjernehalvdele har forskellig funktion i forhold til problemløsning og ideudvikling, er for mig en gammel historie.

   Teorien om hvordan højre og venstre hjernehalvdel arbejder og bidrager på hver sin måde når der skal tænkes kreativt, var min oprindelige indgang til kobling af hjernen og kreativitet i begyndelsen af 80-erne. Her blev jeg på et manuskriptkursus af en af lærerne, Gert Smistrup, gjort opmærksom på at metaforsprog på en eller anden måde hvad noget at gør med højre hjernehalvdels særlige måde at tænke på.
   Han forbandt de togså med det journalistiske mantra: "Don´t tell, show!" At når man fortalte i "billeder" så var det den højre hjernehalvdel hos journalisten der talte til den højre hjernehalvdel hos læseren, og den havde særlig adgang til læserens følelser og fantasi.

Helt tilbage fra 60-erne har man i faglitteratur om kreativitet, kunnet læse at det to hjernehalvdele var kilden til to forskellige slags tænkning. At hos nogle mennesker - de særligt kreative - var det processerne i højre hjernehalvdel der dominerede deres tænkning - en tænkning der var knyttet til intuition og følelser, rum og rytmer og visualitet. Mens den anden tænkning - den der var domineret af venstre hjernehalvdel - var knyttet til sprog og logiske ræsonnementer - og orienteret mod analyse og begrebsliggørelse.

   For nogle år siden tjekkede jeg så op på teorien, for at se om den stadig holdt og kunne bakkes op af psykologisk forskning og undersøgelser. Og den holder, ingen tvivl om det. Men nu meget mere nuanceret efter at hjerneforskere og psykologer har gennemført en masse forskellige eksperimenter, hjerneskanninger og målinger.

Rundt omkring i litteraturen og på nettet kan man finde eksempler der lister de særlige egenskaber ved de to slags tænkning op. Og jeg har i et tidligere blogindlæg bemærket den slående lighed mellem min gamle skelnen mellem det der kendetegner hhv. erfaringssprog og videnssprog på den ene side, og det der kendetegner hhv højre og venstre hjernehalvdels-tænkning på den anden.

     De lister af ord man bruger til at karakterisere de to slags tænkning rundt omkring i litteraturen, er ikke helt de samme i alle modeller, men de udtrykker dog alle klart en fælles bagvedliggende opfattelse af hvad der kendetegner de to former for tænkning:

   Her har jeg fundet nogle eksempler via Google Pictures der forsøger at illustrere forskellene:

Der er forskellige fagbetegnelser for de to slags tænkning, afhængig af teoretisk ståsted og udgangspunkt: divergent - konvergent, lateral - horisontal, syntetisk - analytisk.

Da tænkning der knytter sig til ord og sprog, har rod i venstre hjernehalvdel, mens oplevelsen af farver bearbejdes i højre, så har forskere fornøjet sig med at lave test hvori de påviser at det skaber problemer i afkodningen ("forsinkelser") hvis de to hjernhalvdele modarbejder hinanden. Det kan f.eks. vises i dette eksempel hvor bogstaverne indholdsmæssigt refererer til én farve, men udtryksmæssigt manifesterer sig med en anden farve. Forsøg viser at det simpelt hen er sværere at læse et ord hvis skriftfarven "modsiger" ordets betydning.

Teorien om de to hjernehalvdeles forskellige funktion, udsiger også at for nogle mennesker er højre hjernehalvdel dominerende i deres tænkning og problemløsning, mens for andre er det venstre halvdel der dominerer. Og at særligt kreativt personligheder, f.eks. kunstnere, for de flestes vedkommende er udstyret med højre hjernehalvdel-dominans, hvad der kommer til udtryk ved at de tænker og handler intuitivt.

   Man går også ud fra et den tænkning der foregår i højre hjernehalvdel, er ikke-sproglig, visuel og rumlig på en eller anden måde, og at den foregår under bevidsthedsgrænsen. For at komme til orde som bevidste tanker og ideer, skal resultatet af højre hjernehalvdels tænkning derfor samarbejde med venstre hjernehalvdel som "oversætter" dem til noget som kan siges og deles med andre.

   Denne forskel mellem de to slags tænkning, er med til at forklare intuition som en form for ubevidst tænkning der lynhurtigt - som en mental kortslutning - kan nå frem til ellers uforklarligt rigtige beslutninger eller handlinger.

Mens venstre hjernehalvdel tænker lineært, sætning for sætning, i en bestemt bundet rækkefølge, så er tænkningen i højre hjernehalvdel multi-dimensionel og rumlig, så flere tanker og forestillinger kan foregå samtidig og "sideløbende", hvilket gør det muligt for den del af hjernen at associere og forbinde betydnigselementer hen over store "mentale afstande".

Men det er kun den grammatiske og leksikalske side af sproget som er lokaliseret i venstre hjernehalvdel.  
   Den prosodiske side af sproget hænger sammen med processer i højre hjernehalvdel. Det er den del af sproget er knyttet til udtalen, og som man kunne kalde den musikalske del af sproget når det manifesterer sig i talen: sætningsmelodien, udtalestyrken, tryk og eftertryk, tempo, højt eller lavt tonefald.

   Jeg synes det er en opløftende tanke at hvis man skal udsige noget der både er indholdsmæssigt klogt og begavet, og som samtidig skal afleveres i en flydende, overbevisende og engageret talehandling, så skal impulser og signaler fra de to hjernehalvdele spille tæt og harmonisk sammen om opgaven.

   Det ligner jo blending - ikke af konceptuelle inputrum, men af impulser fra procescentre i hver sin hjernehalvdel.

Jeg har i flere tidligere blogindlæg skrevet om den Oscarvindende film "The King´s Speech.
   Set i lyset af teorien om de to hjernehalvdele, så vidste kongens venstre halvdel godt hvad han skulle sige - det stod jo i manuskriptet, men højre hjernehalvdel ville ikke levere varen når ordene skulle udtales, og slog bogstavelig tale bremserne i. Men hvis kongen fik en anden fysisk bærbølge end det talte ord, som f.eks. ved at synge sætningerne, så holdt hans stammen op.

   For nu at bruge en musikmetafor: King George  kendte og kunne noderne, men han skulle skifte instrument, for at kunne spille melodien.

I øvrigt har vi alle sammen oplevet og udnyttet forskellen mellem de to slags tænkning, nemlig når vi i stedet for at skrive en lang og indviklet forklaring, tegner en figur eller model, som gør at vi så i et blik forstår hele sammenhængen.

   Selv kan jeg ikke undervise og vejlede uden at ledsage mine kloge ord og lange forklaringer med tegninger af pile, cirkler og kasser på whitboarden.

   Og jeg fik selv en stor aha-oplevelse under skrivningen af  'De levende billeders dramaturgi' (bind 2 om tv), da jeg fandt ud af at jeg kunne sammenfatte den dramaturgiske konstruktion i de forskellige faktaprogrammer jeg analyserede, gennem et til lejligheden helt nyudviklet visuelt sprog.

   Hvor kom det fra? Ud af en blå skyfri himmel? - Fra højre hjernehalvdels hjælpsomme ubevidste tænketank - tænker jeg.

   Se selv efter, en dag! Særligt tydeligt og meget pædgogisk er det udnyttet i min artikel i bogen 'Historiefortælling i praktisk kommunikation' (Susanne Kjærbeck (red.)): 'Når plottet driver værket. Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer'.

En særligt kreativ personlighed - arkitekt Bjarke Ingels - og hans blending-filosofi

Da jeg havde skrevet indlægget i lørdags om moderne blending-arktiektur der sluttede med omtale af tegnestuen BIG, sad jeg og tænkte: Hvem står egentlig bag? Det ville jeg så researche mandag. Men på Politikens side 2 mandag har deres arkitekturredaktør Karsten R.S. Ifversen gjort arbejdet for mig - i et  portræt med rubrikken: "Arkitekturmand slår til over hele verden igen og igen.

BIG står for "Bjarke Ingels Group", og lederen af tegnestuen hedder Bjarke Ingels. Han var den ene af partnerne i tegnestuen PLOT, som jeg husker for flere kreative og fornyende projekter - og så på grund af det gode navn der refererer til et af dramaturgiens centrale begreber som jeg bl.a. har skrevet om i artiklen: "Når plottet driver værket - Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer", Susanne Kjærbeck (red.): Historiefortælling - i praktisk kommunikation. (2004).

Artiklen i Politiken er en heltehistorie og vinklen er at med den fart han har haft på som arkitekt, stadig kun 36 år gammel, så burde han snart være udbrændt, men nej, tværtimod, han fortsætter vejen mod stjernerne i superhøjt kreativt tempo.  

   Faktaboksen fortæller at han er inspireret i sin arkitekturfilosofi af et ophold på en hollandsk tegnestue OMA. Og i artiklen får vi at vide at Bjarke Ingels er "en gudsbenådet formidler, der kan gøre tilblivelsen af et design til et rent drama."

   Han arbejder "konceptuelt fra grunden" fortæller Karsten Ifversen. Og den unge arkitekturstjerne taler om "arkitektonisk alkymni, hvor han ved at blande forskellige programmer, f.eks. et parkeringshus med en bolig i Bjerget, opnår kvaliteter for både billister og beboere, som ingen ville have fået hvis de var adskilt." For mig at se, formulerer journalisten her på Bjarke Ingels vegne næsten defintionen på den tankeoperation jeg har omtalt om og om igen i denne blog: blending.

   Karsten Ifversen er dog en smule forbeholden: "Prisen for denne pragmatiske tilgang til arkitekturen, (...) er at konceptet altid synes at komme forud for udførelsen."

  Men det er i hvert fald vand på min mølle: om og om igen i min undervisning og specialevejledning af journaliststuderende har jeg prædiket: "konceptuel tænkning før handling" - altså: "formuler et koncept før I går igang med at producere", ." Så Bjarne Ingels "is my man".

  Og Bjarke Ingels formulerer selv til et internationalt publikum sin blending-filosofi på arkitekturens  slagmark - "den tredje vej", her citeret fra Wikeipedia:

Historically the field of architecture has been dominated by two opposing extremes. On one side an avant-garde full of crazy ideas. Originating from philosophy, mysticism or a fascination of the formal potential of computer visualizationsthey are often so detached from reality that they fail to become something other than eccentric curiosities. On the other side there are well organized corporate consultants that build predictable and boring boxes of high standard. Architecture seems to be entrenched in two equally unfertile fronts: either naively utopian or petrifyingly pragmatic. We believe that there is a third way wedged in the nomansland between the diametrical opposites. Or in the small but very fertile overlap between the two. A pragmatic utopian architecture that takes on the creation of socially, economically and environmentally perfect places as a practical objective.

"Overlap between the two." - netop  det der kendetegner et konceptuelt output-rum der indeholder nyt idet det trækker på konceptuelle elementer fra to ellers klart adskilte input-rum.

Fast Company Magazine har 2010 kåret ham som en af verdens 100 mest kreative mennesker:

Og her får jeg så også en overraskelse - aha! Han er blevet fundet værdig til at være hovedperson i en tegneserie:

Arkitekturformidling i tegneserieform: blending igen

Blendede tv-formater - docusoap og realityshow - enkeltformater

Siden midten af 90-erne er udviklingen af nye tv-programtyper - tv-formater - gået stærk. Den har været nærmest eksplosiv, og hvad enten man bryder sig om den slags tv eller ej, så er der tale om en kreativ bølge som endnu ikke er ebbet ud.

  Som jeg tidligere har fremhævet. så viser de sammensatte ord der er opfundet til at betegne de ny genrer, at der er tale om genrerbegreber og koncepter som er et resultat af omfattende konceptuelle blending-operationer:

• "docusoap": blander træk hentet fra "soap" som er en fiktionsføljetongenre med primært underholdning som formål, med træk hentet fra "documentary" som er en faktuelt orienteret genre med sandheds- og virkelighedsforpligtelser knyttet til produktionen,
• "realityshow": blander begrebet "show" som kendetegner en række underholdningsformater som talk-show, quiz-show, game-show, med begrebet "reality" som altså igen signalere at det er "virkeligt" og ikke konstrueret og totalt kontrolleret som et "show" ellers forventes at være; en af definitionerne er "unscriptet drama" som også markerer den bagvedliggende blendingoperation i opfindelsen af formatet: nemlig at det har egenskaber som kendes fra fiktionsdramatik, blandet med egenskaber fra virkelighedens menneskelige samspil - med handling og dialog uden et manuskript for dialogen.

Men der er også enkeltformater hvor selve plottet både er et resultat af konceptmagerens blending-operation (hvad nu hvis...) og hvor udfaldet skal eller kan være en konceptuelt blended virkelighed:

'Hjerterum' var titlen på et format der affødte en serie udsendelser som blev sendt på DR1 for nogle år siden; det gik ud på at lade en indretningsdesigner bestemme hvordan det nye "sammenbragte" hjem skulle indrettes for to singler som flyttede sammen - med brug af større eller mindre dele af de tos hidtidige ting og møbler. Og så se om man kunne få de to til mentalt at acceptere den blending af deres ting og møbler - og se det sammenbragte hjem som et udtryk for et fremtidig fællesskab.

Andre formater hvor man påtvinger mennesker en konfrontation som en udfordring til at tænke nyt, overskride mentale grænser og ændre holdning gennem blending, er: 'Fjenden flytter ind', 'Par på prøve', 'Praktikanten'.
   Poul Martinsen (der var han igen) lavede flere mesterværker som byggede på lignende blending-plot: 'Broen' hvor en gruppe læderjakker og en gruppe langhårede fik en opgave der tvang dem til at finde ud af om de kunne overskride deres konceptuelle foredomme om hinanden og samarbejde om at opnå et fælles mål og opnå en økonomisk gevinst; et andet program med samme grundide:
'Dagbog fra en fristad' hvor en arbejderfamilie fra Hedehusene, der var for at lukke og nedlægge Christiania, i løbet af en uges ophold og samvær med et kollektiv på Christiania, ændrede holdning totalt.