Revolutionens dramaturgi og det unge Egyptens aha-oplevelse - YES WE CAN!

Jeg har tidligere været inde på at der er klare strukturelle ligheder - isomorfi - mellem den grafiske fremstilling af dramaturgiens berettermodel og kreativitetspsykologiens grafiske model af flowtilstanden. Men der også en slags isomorfi mellem berettermodellen og modellen af faserne i den kreative proces: 


- Problemrejsning/-formulering
- Informationssøgning/eksperimenteren
- Mætning/frustration
- Inkubation/modning
- Oplysning/indsigt/sandhedens øjeblik (=aha!)
- Verifikation/realisering

Den lighed er naturligvis ingen tilfældighed. Det er heller ingen tilfældighed at når man læser om den egyptiske revolutions start og udvikling i Information i dag den 14. februar, så ligner forløbet til forveksling faserne i den kreative proces. Rubrikken på forsiden af avisen, referer netop til dramaturgien: "Revolutionens nye drejebog".
   Har man set fjernsyn er der ingen tvivl om at de unge egyptere på Tharir-pladsen har gjort erfaring med en aha-oplevelse, en oplevelse af indsigt og ny forståelse som er resultatet af en kollektiv kognitiv udviklingsproces der er foregået "skjult" under en "inkubationstid" på nettet, en inkubationstid som følger efter en kollektiv oplevelse af frustration over udsigtsløsheden, systemtvangen og undertrykkelsen.
   Aha-oplevelsens indsigt indeholder nogle tydelige faktorer: Vi er mange, vi kan kommunikere indbyrdes, vi står sammen, vi har et fælles mål - og systemet bryder sammen. Og oplevelsen fører til ny selvtillid, som glimrende dækkes af Obamas slogan i sin revolutionerende valgkamp: YES, WE CAN!
   Det begynder med nogle få mennesker der foråret 2008 på Facebook opretter en gruppe, og derigennem opfordrer til generalstrejke den 6. april i solidaritet med arbejdere i byen Mahalla og i protest mod de stadigt dårlige livsbetingelser. Strejken bliver slået ned med hård hånd, men Facebookgruppen levede videre på nettet som  6 april-bevægelsen, og gruppen nåede for to år siden op på 70.000 medlemmer, og bliver kernen om de tanker som - uden for den etablerede og censurerede egyptiske medieoffentlighed - udvikles via de digitale medier og platforme om mulighederne for frihed og kravet om systemomvæltning.
   En anden facebook-gruppe der blev oprettet juni sidste år i solidaritet med en ung aktivist der blev myrdet af det egyptiske politi, får meget hurtigt kæmpetilslutning. Få timer efter lanceringen er den oppe på 50.000 medlemmer, den 21. januar havde den 100.000 medlemmer, dagen før den første demonstration den 25. januar havde den 300.000 medlemmer. Og to dage før systemet giver sig og Mubarak træder tilbage, den 9. januar, var den oppe på 640.000 medlemmer.
   Man kan betragte tiden fra den første facebookgruppe blev oprettet som en inkubationstid. Da den anden gruppe bliver oprettet er tiden moden og udløsningen i form af demonstrationer bliver eksplosiv. Ingen tvivl om at Tunis-revolutionen i ugerne inden har fungeret som inspiraton - en præ-aha-oplevelse: Hvis de kan, kan vi også!
   Det er klart at det der har blokeret for indsigten og oplysningen er frygten. Da den forsvandt - aha - vi er frie og stærke og uovervindelige - udløste det kreativ aktion og handling. Frygt og angst er kreativitetens fjende nummer et. Og det der fjerner den her er det jeg andet steds har kaldt kreativ vrede.

Inden for moderne dramturgi har man begrebet "the watercoolermoment", som refererer til den scene i en tv-udsendelse som medarbejderne i virksomhederne snakker om dagen efter på gangen ved den fælles watercooler-dunk af gennemsigtigt plastik som alle moderne virksomheder stiller til rådighed for de ansatte. Sådan et "moment" - et dramaturgisk vendepunkt eller et klimaks - skal der være i ethvert tv-program som skal kunne klare sig i konkurrencen.
   Jeg har læst at egypterne selv kalder det tidspunkt i udviklingen hvor deres frygt var væk, for "Berlinmomentet" - refererende til tidspunktet for Berlinmurens fald.

Pointen i dette blogindlæg er at der åbenbart er isomorfi mellem dramaturgiens spændningskurve, faserne i den kreative proces, og stadierne i en revolutionær udvikling.
   Tidligere da jeg var med til at tilrettelægge redaktionsudvilingskurser/-forløb i DR-regi, brugte vi bevidst berettermodellen som matrice for opbygningen. Så et pædagogisk udviklingsforløb hvor medarbejderne ender med at "tage skeen i den anden hånd" og vælte om på redaktionelle rutiner og normer, og kreativt tager kampen op med konkurrenter, det forløb hører også til i familien af isomorfe udviklingsprocesser.