Karl Ove Knausgårds kamp - mellem fakta og fiktion

I det sidste års tid har jeg gang på gang stødt på omtale af, anmeldelser af og diskussioner om den norske forfatter Karl Ove Knausgårds romanserie: "Min kamp". Romanserien er på 6 bind, og den sidste i serien skulle komme i efteråret. Men er det nu romaner han skriver?
   I Politikens kultursektion har Thomas Bredsdorff  torsdag den 17. februar en klumme der handler om romanserien. Han fortæller at en del af forfatterens familie har reageret mod at blive beskrevet i "Min Kamp", idet 14 af hans slægtninge i et læserbrev har kaldt hans bøger "Judaslitteratur". De må altså reagerer på den selvbiografiske virkelighed den fremstiller som på en eller anden måde "sand", og i kraft af det samtidig som ubehageligt afslørende af private forhold.
   Bredsdorff refererer så litteraturlektor Hans Hauge for på den ene side ikke at ville læse romaner, men på den anden side gerne "gå ombord i Knausgård". Hans Hauge har kaldt bøgerne for "fiktionsfri fiktion" - en måde at karakteriserer bøgerne som ikke-romaner, gætter jeg på.

I min forstand af begrebet faktion er "Min kamp" altså at karakterisere som en slags faktion, en tekst hvor blandingen af fakta og fiktion skaber problemer dels i forhold til den virkelighed den trækker på og refererer til, og dels i forhold til den læseroffentlighed den henvender sig til og udfolder sig i. Øretævernes holdeplads, kreativitetens legeplads.

Bredsdorff forklarer og løser problemet for sig selv med følgende referat af sine oplevelser:

Den langsomme detaljerede fremadskriden, der punkt for punkt ser realistisk ud, antager samlet en surreal karakter. Kvantitet bliver umærkeligt til kvalitet, med det resultat, at dette sprog bringer situationer frem og minder til live, som jeg aldrig har fået fremkaldt af litteratur før. Måske er det drengepubertetens skjulte nicher, Knausgård med sin minutiøse ophobningsteknik har en helt enestående adgang til.

Bredsdorff oplever altså her et match mellem det ydre, tekstens beskrivelser, og det indre - "minder til live som jeg aldrig har fået fremkaldt før. En aha-oplevelse. Og når han bruger ordet "surreel", så er det jo et udtryk for at han oplever teksten som "et blend".
   Men han sidder alligevel tilbage i slutningen af klummen med en usikkerhed over hvad det er der sker i bogens forhold til virkeligheden og i forhold til læserne:

Men virkelighed er den ikke, den er stor kunst, med hemmeligheder der er svært at sætte på formel. Karl Ove Knausgårds prosa er en gåde en gave.