"Setup", "frame(up)", "plant(ering)" - om sammenfald mellem krimiens og dramaturgiens begreber - og den kreative proces

Jeg læser mange krimier, har gjort det siden min barndom, og er ret kræsen. For øjeblikket forlyster jeg mig med en serie krimier af den amerikanske forfatter Michael Connelly, der - som mange af de moderne krimiforfattere - har en fortid som avisreporter. MC´s "beat" som journalist var politi- og kriminalstoffet på Los Angeles Times.

Det som slår mig når jeg læser disse politiromaner, er hvordan der er et sammenfald mellem udtryk hentet i dramaturgiens teminologi og udtryk som gang på gang bruges i forbindelse med opklaring af kriminalitet.
   I krimierne bruger de udtrykket: "He set me up" - i betydningen at nogen har tilrettelagt en række falske, men tilsyneladende autentiske spor eller beviser sådan at politiet er blevet forledt til at tro at "han" er skyldig i den forbrydelse som var under efterforskning.
   I næsten samme betydning bruges orde "frame", som jeg jo har brugt tit i denne blog i betydningen: en tolkningsramme eller kategorisering som blandt andet styrer journalistens tænkning og vinkling under arbejdet med en historie, og som begrænser søgningen efter hvad der i forhold til en research er relevant for at nå frem til en historie og en vinkel.
   I sammenhæng med kriminalitet og forbrydelser kan man imidlertid sige: "It´s a frame", "I was framed", som synonymer til formuleringer mede set up. Wikipedia skriver:

A frameup or setup is an American term referring to the act of framing someone, that is, providing false evidence or false testimony in order to falsely prove someone guilty of a crime. It is possibly derived from the English word frame, meaning to cause someone innocent to appear guilty by "putting the person in a picture frame of suspicion". Sometimes the person who is framing someone else is the actual perpetrator of the crime. In other cases it is an attempt by law enforcement to get around due process. Motives include getting rid of political dissidents or "correcting" what they see as the court's mistake. Some lawbreakers will try to claim they were framed as a defense strategy. The term comes from the criminal subculture, with an early version being the claim that "someone is trying to put me in the frame," as in a picture frame.

I krimifiktion bruges de samme begreber derfor naturligvis også som noget af det der skaber spænding. Wikipedia:

Frameups are often used as a fictional device. An innocent party trying to prove that they have been framed for a crime is a popular theme in literature, film, and television. An example of such a storyline is the TV series,The Fugitive, later remade into a 1993 film starring Harrison Ford as the doctor trying to prove that it was not he who killed his wife, but rather a one-armed man who set him up.

I alle tilfælde handler det altså om at nogen skjuler en viden eller en sandhed for andre ved at tilrettelægge virkelighedens overflade så den illuderer eller indikerer en anden sandhed. Og altså typisk i en ond mening: en falsk sandhed, en virkelighedsillusion.
   For at kunne udnytte den mekanisme, kræver det en særlig type kreativitet hvor nogen ved fantasiens hjælp kan forestille sig hvordan andre naturligt vil slutte fra tilsyneladende spor og indicier til en kategorisering: "skyldig", "forbryder", "morder." Sådanne falske spor og indicier kaldes også "a plant", og man vil med terminologien fra før kunne sige: "he was framed as guilty in the murder by different plants."

I dramaturgiens terminologi kobles set up sammen med pay off, og betyder så noget i retning af: en scene/en replik/en rekvisit som introduceres tidligt i fortællingen, men på det sted/tidspunkt ikke tillægges andet end "lokal betydning", og som så senere, ofte i hovedscenen eller klimaks, bliver afsløret  som en kamufleret "forberedelse" til noget senere - pay off - der har afgørende betydning for udfaldet af historien. Dette afgørende pay off vil for publikum have karakter af en aha-oplevelse - et sandhedens øjeblik. 
   Her et illustrerende citat fra en webside der i øvrigt også handler om "tilbage til fremtiden" som mit foregående indlæg: http://backtothefuture.wikia.com/wiki/Setup_and_payoff:

Setup and payoff is a technique used in storytelling, particular in humor, in which a seemingly irrelevant detail or statement is "set up" early in the story, and has an importance that becomes very clear later (i.e. "pays off") later.Back to the Future was praised as a film so tightly written that not a single line of dialogue has been wasted. Writers Bob Gale and Robert Zemeckis employed the technique in the other parts of the trilogy, even to the extent of setting up a sequence in one film and having the payoff come later. One of the more visible examples began inPart II, when Jennifer is in 2015 and hears an elderly Lorraine McFly talk about how Marty's life was ruined by "the accident with the Rolls Royce". Fans waited eight months to see the payoff in Part III, as Marty decides not to race against his friend, watches the outcome, and tells Jennifer "I would have hit that Rolls Royce!

Det handler om vidensdistribution i forhold til forskellige instanser i fortællingen: Den der tilrettelægger - den implicitte fortæller - ved at hans "plantede" set up skal pege frem mod et ordentligt og overraskende pay off. Hovedpersonen ved det ikke - og skal ikke vide det før det planlagte pay off indtræder i handlingsforløbet. Og publikum ved det heller ikke, men må gerne ane det ubevidst - "gennem maven".
   Det klassiske eksempel fra teaterdramaturgien beskrives sådan: "Hvis der hænger et gevær på væggen i første scene, skal det være fyret af senest i sidste scene."
  
Den kreative proces handler jo også om vidensmangel og videns-distribution - og på en vis måde også om "tilbageholdt viden". Når inkubationsfasen indledes, så er det på det tidspunkt hvor det er klart at ny viden i form af en løsning på et problem, ikke kan leveres ad traditionel vej - gennem kendt lineær logik og rutinemæssige problemløsnings-strategier. Der er et "videnshul".
   Fasen inden inkubationen fungerer altså ligesom dramaturgiens set up. Der ligger en skjult (="tilbageholdt") uventet og overraskende løsning et sted i alt den information der er akkumuleret, men den bevidste tænkning kan ikke kan koble de rigtige videnselementer sammen til en løsning.
   Under den ubevidste ikke-lineære problemløsningsproces finder hjernen et match ved at søge på tværs af konceptuelle grænser, og herunder finder og sammenkobler den konceptuelle rum der er lagret langt fra hinanden, hvorefter der foregår en konceptuel integration og komprimering af elementer fra disse rum.
   Løsningen som optræder som en aha-oplevelsen har - det er mit postulat - altid karakter af et "konceptuelt blend" der matcher det "videnshul" som blev oplevet inden inkubationen.