Høstede metaforer på briksen - til analyse hos dr. Harms

I det følgende har jeg samlet en række eksempler på forskellig brug af metaforer i konkrete aktuelle (avis)tekster.

Her er et eksempel på en "lokal" metafor som fungerer som illustrerende og levendegørende udsmykning af en tekst, og som dermed svarer til hvad den klassiske retorik anså for det væsentlige ved metaforens funktion.

Forbløffelsen opstod, da det blev klart, at disse tre sociale grobrianer ganske enkelt ikke forstod hvad Dr.  Phil talte om. Begreber som manerer, empati og hensyn var dem lige så fremmede som Noam Chomskys teoridannelser for en nyfødt leopardunge. De fattede ikke en klap

          Fra en tv-anmeldelse af Politikens Henrik Palle, 15. juli 

Tekniske set er der dog tale om en sammenligning - ikke en "rigtig" metafor. Det er en absurd analogi til at illustrere og fastslå en værdilade pointe. Og hvordan Henrik Palles krølllede hjerne når fra oplevelsen af et talk-shows medvirkende og deres forhold til dets vært - og så til at få aktiveret et simuleret rum hvori Noam Chomsky holder oplæg for nyfødte leopardunger, må guderne vide.
   Men sjovt er det. Tillykke! 

Her er så et eksempel på en personificerende metafor der fungerer så den formidler forståelse for indholdet i en hel tekst: en hjernes forskellige hukommelsescentre anskues som en række forskellige "arkivarer".

I hjernen sidder flere arkivarer og forvalter Deres hukommelse. Noget skal sidde på rygraden, andet ligger lige på tungen, og noget helt tredje skal gemmes til at give gode eller dårlige mavefornemmelser. Nu viser det sig, at arkivarerne har et tættere samarbejde, og at nye informatoiner lagres langt hurtigere end man tidligere har antaget.

   Ny forskning fra University of Edingburgh vise, at vore erindringer lagres i både netocortex og hippocampus på samme tid, hvis der er en eksisterende kontekst, som det nye minde eller den nye tanke kan knytte forbindelse til.

    Fra Weekendavisens tillæg Ideer, referat fra Science 7. juli

Jeg har lige været i biografen og set en fransk film der fik gode anmeldelser: "Potiche". Den var også glimrende - og morsom.
  Titlen i direkte oversættelse betyder "en dekorativ vase", men er altså her en metafor for en hustru som er blevet gift med en velhavende mand for sit smukke udseendes skyld.

Titlen er ironisk ment.
   Den oversætte i de danske anmeldelser til "trofæhustru", som er en metafor på linie med "bolighaj" eller "skrankepave". Og det danske udtryk er er lånt fra engelsk: "trophy wife".
  Hovedpersonen er blevet gift med sin velhavende mand for at kunne tjene som en dekorativ udsmykning  af hans liv, og som symbol på at han er en vinder der har fortjent hende som et trofæ der kan vises frem. Og som sådan anses hun af familien og omgivelserne for at være en tom "pyntedukke" - som er den metafor filmens danske undertekster anvender.
   Ideen i filmen er så at den frame holder ikke for hovedpersonen, som spilles af Catherine Deneuve. Hun sprænger den og viser sig at indeholde meget mere:  en midaldrende kvinde med skjulte og uanede udviklingsmuligheder - som virksomhedsleder og kommende medlem af den franske nationalforsamling.

Her følger så nedenfor en dobbelt metafor som fungerer som metaforisk frame - en frame der tjener  til at  fremhæve og udstille særlige kendetegn ved en person som tekstforfatteren vil forføre læserne til at "se" på en bestemt måde.  

   Under etiketten "Signatur" lyder rubrikken i Politikens kultursektion den 14. juli: "Agent 00 hedder Bond, Junk Bond". Og manchetten: "Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har udspillet sin rolle som hemmelig agent."

Dansk samfundøkonomi er 'shaken, not sirred'. Hvis finansminister Claus hjort Frederiksen (V) var et værdipapir, var han forlængst blevet solgt til spotpris. Det værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti, som den tidligere partisekretær har været bannerfører for i 00´ern, er endt som det, der i finansielle kredse kaldes  en 'junk bond'; en højrisikabel spekulationsobligation, som man straks bør sælge, hvis man overhovedet kan finde en køber.

   Men der er heller ikke mange der tør satse på Agent Dobbeltnu, Claus Hjort Hvis de aktuelle meningsmålinger holder stik, vil han med stor sandsynlighed ryge ud af Folketinge senere her i 2011.

Her forsøges en blending af to metaforer til at indkredse og ramme "the target": Claus Hjort Frederiksen. "Kilden" til den ene er fænomenet "junk bond" - et værdipapir som der ikke er dækning for. "Kilden" til den anden er "Agent 007 - Bond, James Bond" - en hemmelig agent på mission for nationen. Og "målet" som denne metaforiske lagkage skulle ramme lige i smasken er den nuværende finansminister.

   Det som er indholdet i det fælles generisk referencerum, er "bond" - et udtryk der optræder i to betydninger: som en værdipapirkategori - og som et berømt efternavn på en fiktiv figur.

   Kommentaren opregner og kildeunderbygger derefter hvor dårligt - "en fiasko" - det er gået med dansk økonomi i den periode Claus Hjort har været ved magten - i forskellige roller: chefstrateg, arbejdsminister, finansminister.

   Kommentaren slutter:

Den en gang så hemmelige og i offentligheden ukendte partiagent Claus Hjort er ved at have udspillet sin rolle. Trods alt er der dog to ud af tre vælgere, som ved, at han er finansminister - ifølge en Gallup-måling. Dermed er han sigende for en VK-regerings gennemslagskraft mere kendt end folk som Bertel Haarder (V) og Brian Nielsen (K), som kun én ud af hver tredje kan sætte ministertaburet på.

   Problemet for Claus Hjort er blot, at han ikke er kendt for økonomisk lederskab. Tværtimod. Venstres gamle chefstrateg er blevet selve symbolet på de ekstremt høje omkostninger ved at basere den økonomiske politik på Dansk Folkeparti.: Hans nye navn er Bond, Junk Bond.

Hvorfor fungerer denne blending-operation ikke? Hvorfor skiller den? - Fordi sammenkoblingen via fælles egenskaber i det generiske rum for blendingen ikke er indholdsmæssig, men rent lydlig.  Blending-operationens forsøg på ironisk-satirisk udstilling fuser derfor ud:

   Lagene i lagkagen kommer aldrig til at smelte sammen. Der sker ingen forførelse af læserne - fordi - man merkt die Absicht... alt for tydeligt.

   Lars Trier Mogensen er kommentatoren!

   Et godt råd når lydassociationer forfører kreative skribenten: Kill your darling!

PS! Det er ikke så tit jeg på disse sider har omtalt "det generiske rum"/"generic space" i forbindelse med blending-analyser. Men det er altså det konceptuelle rum som fungerer som en slags mellemregnings når to ellers klart adskilte input-rum skal blendes i et output-rum. I det generiske rum findes de betydningselementer som er fælles for de to input-rum opg som overføres til output-rummet: "the blend". 
   I metaforen "bolighaj" er der altså generiske elementer som er fælles for en boligudlejer og en haj: "grådighed", "aggressivitet", "udnytter sin magt over andre.
      Problemet i Lars Trier Mogensens blending-operation er at det eneste element der er fælles er et ord med to helt forskellige betydninger som ikke er forbundet af andet end et fælles lydligt udtryk: "bond", så hvad er det egentligt der overføres ved operationen - andet end et indholdtomt ordspil
    Uden at der er et eller andet til fælles mellem de to input-rum, kan blending slet ikke foregå. 
   Se eksemplet til illustration i mit blogindlæg fra den 9. april 2010:
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/fileblending-theoryjpg.html

Grænsebomme - effektiv politik-symbolik og udtryk for mixofobi

Grænsebomme! Hvad er det?
 

Metonym + Metafor > Faktion < Blending = Symbolpolitik

"Grænsebomme" er noget der er nemt at tegne, det er noget der er nemt at forstå hvad meningen er med. Det er noget vi alle har haft personlige erfaringer med. Ordet ligger godt og tungt - på tungen. Og det ligsom runger for det indre øre med minder og associationer. Fedt ord, fedt begreb.

   Som mental forestilling i bevidstheden er "grænsebom" en såkaldt basic-level-kategori. Og basic-level-kategori-ord, er erfaringssprogets gloserarimu og leksikon.
   Derfor er Dansk Folkepart meget mere kreative end nogen af de andre politiske partier. Som altid har svært ved at formulere sig i andet end videnssprog. Og skal have spindoktorer til at oversætte.

Når derimod vores allesammens mentale "hjemme-hjælper-mordanmark" og hendes to blonde og velsoignerede vildmænd udtaler sig i den politiske debat, er det altid med brug af erfaringsprog - og dermed med gennemgående brug af basic-level-kategorier - indhyldet i en sværm af dekorative, forskønnende og kamuflerende omskrivninger: eufemismer

   Det samme saftige og livlige sprog som Glistrup, Erhard Jacobsen og Preben Møller Hansen også så effektivt gjorde brug af.

   Et fremragende eksempel har vi her i Pia Kjærsgaards udtalelse på sin face-book-side:

Regeringen har været alt for eftergivende. Jeg forstår ikke den falden på maven for tyskerne, bare fordi den tyske udenrigsminister og deres ambassadør bliver sure i skralden. Vi skal da ikke finde os i hvad som helst og beskyldes for alt muligt, bare fordi vi beslutter os for en afbalanceret kontrol ved grænsen.

Man bemærker basis-kategori-metaforerne "falden på maven", "blive sure i skralden", "finde os i hvad som helst", og eufemismen "afbalanceret kontrol ved grænsen".

   Læg også mærke til den kreative blending af to metaforiske klicheer: "falde på halen"="opføre sig som en klovn" + "lægge sig på maven"="udtrykke underdanighed". Og blendingen af: "blive gal i skralden"="blive vred" + "blive sur"="blive utilfreds".

   Det er lige efter bogen! Sprogligt kan det ikke gøres mere effektivt i forhold til en bred folkelig målgruppe. Almindelige mennesker vil i deres erfaringsprog have mængder af den slags sproglig blandinger - fagligt kaldt kontaminationer; sproglige vendinger som pæne og dannede mennesker synes er udtryk for uplejet sprog og dårlig sproglig opdragelse.

Tilbage til analysen af grænsebomme og hvad deraf følger:
   "En grænsebom" er et anskueligt metonym på det mere abstrakte fænomen: en grænse. Andre anskuelige metonymer på det samme er: "uniformerede toldbetjente". Et tredje er: "glasbure" på hver side af vejbaner.

 

Er der noget de ønsker i DF, så er det at sætte grænser. Først og fremmest mentale grænser: opdeling af mennesker i kategorier som skal behandles forskelligt: der skal gøres forskel, for at DF kan gøre en forskel.
   Pensionister får ældrecheck (også et basic-kategori-ord), nytilkomne flygtninge og indvandrere får halv kontanthjælp, noget som de med den sædvanlige kreative flair for eufemismer, har tildelt betegnelsen "starthjælp".

   Mixofobi er den vidneskabelige betegnelse for det som DF appellerer til - og som de  til hver en tid og med flid vil fremme.

Tre hundrede millioner kr. er fakta, 100 nyansatte toldere er fakta. Opførelsen af bygninger til disse toldere er fakta (dog først forventet færdigopført 2014). Men det vi reelt skal vi betale for. er et sæt kulisser til en scenografi om et symbolsk teater hvor mentale skygger og næsten usynlige spøgelser fra fortiden kan få rum til at svæve rundt.

Det kreative mesterstykket fra DFS side er at få regeringen til at finansiere opførelsen af  amatørteaterforestillingen "GRÆNSEBOMMENE".

   For disse rekvisitter, kostumer og sætstykker er ikke bare indlysende metonymer, men udgør tilsammen en lige så effektiv metafor på et kompleks af følelser, forestillinger og ideer som findes i en pænt stor del af befolkningen, men som det ellers er politisk ukorrekt at besidde, tænke på og især - tale om:

• fremmedangst og -had
• racisme
• religiøs diskrimination
• etnisk renhed og udrensning 
• nationalisme 
• isolationisme
• egoisme
• misundelse 

Og som underlægningsmusik: en næsten uhørlig melodi der giver en ubestemt fornemmelse af historisk nag og mindreværdsfølelser over for de større og rigere naboer: Tyskland og Sverige.

Fidusen er at en sådan metafor er udtryk for kreativ konceptuel blending af ét mentalt input-rum der er tabuiseret (ikke så meget fy-fy som det har været, og mere af svenskere og tyskere end af os), med et andet input-rum der nu er legaliseret, men juridiske kontroversielt og internationalt meget diskutabelt og kritisabelt.

   Og ud af denne kreative blendingproces kom et mentalt output - et konceptuelt blend: den vage og abstrakte formulering "permanent grænsekontrol" - i en åbent indrømmet politisk studehandel med regeringen.

  Genialt!

Skatteborgerne skal betale omkring tre hundrede millioner kr. om året i en uvis fremtid, for... ja, for hvad?

   Det er der ingen der kan finde ud af. Hverken eksperter, politikere eller journalister.

   DF har ganske vist lavet en aftale med regeringen om at der skal indføres såkaldt "permanent grænsekontrol", men hvad det så derefter indebærer - principielt og i praksis, svar på de spørgsmål blæser i vinden: 
  Om det overhovedet har nogen effekt, og effekt på hvad og på hvem? Om gennemførelsen af "det", er i stride med EU-principper og Schengen-aftalen?

Alt ligger i tåger, og journalisterne går helt agurk! Tjek Tv-Avisen, TV 2/Nyhederne, News, og jeg skal komme efter dig. Dansk public-service nyhedsmedier som PR-agenter for DF mens de kører på nyhedsjournalistisk automatpilot.
   Tillykke!

Krum og sur agurk går der også i Danmarks EU-partnere. Og ikke mindst den største og vigtigste, Tyskland, er gerådet i stor ophidselse (og de har i forvejen jo haft nok at se til hvad  agurker angår).

   Forskellige af regeringens centrale ministrer tumler rundt i udlandet og forsikrer om det ene - og tumler rundt i de danske medier og forsikrer om det modsatte. Et tumultarisk teaterforestilling uden lige.

   Og en total blanding af politisk back-stage og front-stage hvor ingen kan finde den grimasse der kan passe.

   På deres vegne sidder jeg her i sommervarmen i mit sommerhus og krummer - tæer. Det er næste synd for dem.

Den kreative bagmand og manuskriptforfatter i DF er sikkert rejst til Grækenland - og ligger nu i parasollens skygge og nyder at dette land er ved at gå politisk agurk og økonomisk bankerot.
   Det giver lavpris på alle hylder, og man kan få olivenolieret agurke- og tomatsalat med fetaost, grillede lammekoteletter og Retsina - for et rent symbolsk beløb.

Verdensbilledlegatet (2) - seminaret som en mental multimixer af kreative hjerner

Jeg har i forgangne weekend medvirket på et weekendseminar for de 10 vindergrupper af Danidas "Verdensbilledlegatet", som man kan læse mere om på www.3world.dk.
   For godt et år siden skrev jeg et introducerende indlæg om Verdensbilledlegatet som helhed ud fra et kreativitetssynspunkt: http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/verdensbilledlegatet-en-kreativ-ide-der.html.
   Nu zoomer jeg ind på en del af processen: seminaret for de 10 udvalgte grupper der har modtaget legatet, et seminar som afholdes kort efter offentliggørelsen af vinderne og inden legatmodtagerne for alvor slippes løs på virkeligheden.

De 10 grupper, som alle er studerende fra forskellige videregående uddannelser, er sammen et døgn på et kursussted. De får her en masse faktuel nødvendig orientering for at kunne klare alt det høj- og lav- praktiske omkring dette: i løbet af nogle få måneder at have gennemført produktionen af en tematisk bestemt u-lands-dokumentarfilm på 12 minutter, hvor det afgørende element er at de skal rejse til et u-land og i løbet af 14 dage til en måned der lave optagelserne til filmen, som de så skal redigere når de kommer hjem og  skal aflevere til en tidsfrist i starten af september.

  Derudover er seminarprogrammet delt i tre dele: 

• et seks timers kursus i fakta- og dokumentardramaturgi, udelukkende baseret på udvalgte eksempler fra de foregående års legatfilm; det styrende princip for udvælgelsen af de film som vises, er at de skal være nogen af de bedste af de snart 100 film som ligger tilgængelige på nettet, og samtidig skal de eksemplificere et bredt register af fortælleformer og fortæller-plot. 
• en fællesseance hvor hver gruppe efter tur over for forsamlingen først kort "pitcher" den ide de har fået legatet på; derefter kan alle de andre gruppe komme ind med coachende spørgsmål og bidrage med ideer til research, fortælling og videre konceptudvikling; til slut får hver gruppe gode råd og konstruktiv kritik fra to "eksperter" der har læst og reflekteret over alle 10 ansøgninger.
• en legatvinder-gruppe fra sidste år kommer og viser sin film og fortæller om de erfaringer de har gjort sig under forberedelsen, optagelserne og redigeringen af filmen; både principielle og generaliserend konklusioner og lavpraktiske råd og anvisninger. 

Erfaringen er gennem årene at deltagerne er meget, meget glade og meget tændte når seminaret er slut; og synes de er blevet væsentligt klogere på og afklarede med hvad de kan, skal og vil gøre for at få succes med at producere deres film.

Jeg tænker at det skyldes at seminaret er blevet et socialpsykologisk forum for et kompleks af kreative konceptuelle blendingprocesser i hovedet på deltagerne.

Hvilke konceptuelle input-rum er det så som mixes på kryds og tværs - før og under seminaret?

1. De forestillinger de studerende har om hvad det er de ikke skal lave: dvs. deres aktiverede forestillinger om u-landsstereotypier og -klicherer som de kender og har fra den normale mediedækning, disse forestillinger blandes med de forestillinger som selve den stillede opgave aktiverer i dem, forestillinger som er styret af de erfaringer alle har med selv at have rejst og evt. arbejdet i u-lande. Outputtet af denne blendingproces er det ideoplæg de har leveret i deres ansøgning om legatet, og som typisk kombinerer ønsketænkning med faktuel viden i et eller andet forhold.
2. Dette oplæg og de bagvedliggende forestillinger konfronterer de så med oplevelsen af den serie af film de får vist fra tidligere års legater på seminaret. De skal altså blende deres egne fantasier med de forestillinger de får aktiveret ved at se, opleve og få sat ord på nogle af de bedste film fra tidligere år. Det giver dem dels en masse ideer til hvordan de kan realisere deres egen film-ide, dels tager de nogle beslutninger a la: "Sådan vil vi i hvert fald ikke lave det", og dels øger det deres generelle ambitionsniveau gevaldigt: "Det kan vi da gøre lige så godt", eller "Det kan vi da gøre bedre", kan man se de sidder og tænker.
3. Ved feed-back-seancen efter det korte kursus pitcher hver gruppe kort deres ide, og allerede på det tidspunkt er der sket ændringer i forhold til det de skrev. Tilbagemeldingen i form af spørgsmål og konstruktive forslag fra andre indebærer at hver gruppe bliver ydereligere afklaret med hensyn til indhold, fortælling og retning for deres film (eller uafklaret og forvirret "på et højere niveau"). Og de sidder når aftenen er slut, med et konceptuelt output-rum omkring deres film som mentalt set bobler og syder, og som emotionelt set er godt varmet op. De er på spring!
4. Dagen derpå møder de endnu et input-rum hvori deres selvbillede og deres egen rolle bliver fremskrevet til et forestillet fremtidsscenario hvor filmen er færdig - i form af den filmforevisning og erfaringsfremlæggelse som en gruppe fra sidste års legatmodtagere leverer. Igen kan man høre på de spørgsmål deltagerne stiller efter fremlæggelsen at den mentale position de nu spørger ud fra, ligger milevidt fra det konceptuelle rum som deres ansøgning fra før seminaret var udtryk for. Spørgsmålene er konkrete og to the point. Denne sidste blendingproces betyder at de nu ser sig  selv placeret i et friskt konceptuelt output-rum hvor de har rollen som potentielle kommende dokumentarfilm-instruktører - med en mission!

Set i en kreativitetsteoretisk frame - gennemført med så få midler og på så kort tid, så fungerer seminarforløbet simpelt hen eksemplarisk. 

   Derudover er der jo også nogle klare sociale gevinster: erkendelsen af at de alle er "i samme båd", og at de rent faktisk kan hjælpe og bruge hinanden undervejs. 

   Det betyder også noget at de får relativeret den faglige frame fra eget studium, ved at møde unge fra helt andre uddannelser med en faglig frame der adskiller sig markant fra deres egen: journaliststuderende, antropologistuderende, lærerstuderende, sygeplejestuderende, statskundskab-studerende, studerende fra kulturmød- og udviklingsstudier, etc. etc.

Caroline Wozniacki som overføringsbillede - når miss Sunshine skinner på den hviderussiske Lord Voldemort - og andre historier

Under rubrikken: "Show. Miss Sunshine spller diktatorens spil" kommenterer og analyserer Hans Bonde, der er professor i idræt på KU, en historie som har "kørt" i medierne i den forløbne uge: at vores allesammens Caroline W. sidste efterår spillede et par bolde på en tennisbane i Hviderusland med diktatoren Lukasjenko i fobindelse med en såkaldt "charity match".
    Professoren er på linje med pressen i øvrigt der fordømmer Caroline for at lade sig misbruge af en notorisk forbryderisk diktator. Professoren anfører at det er en gammel historie der i hvert fald kan føres tilbage til Rom i kejsertiden, at diktatorer bruger sportsfolk og sportsarrengementer til at  "sole sig i".
    Artiklen er illustreret med et foto hvor man ser ryggen af Caroline i foroverbøjet stilling foran netttet, og hvor man se at hun ser på diktatoren på den anden side, der bredt smilende vender sig ud mod publikum, jublende med arme og ketcher i vejret i en klassisk sejrsgestus.
   Publikum ledes helt bogstaveligt til at se Lukasjenko gennem Carolines øjne.




Er der noget kreativt i det som professoren kalder for "et  stunt"? Hvad er den kreative tænkning der ligger bag?

Principielt er der tale om blending: et konceptuelt output-rum - "et blend" - hvori input fra to skarpt adskilte og ellers hinanden fjerntliggende konceptuelle input-rum, mixes. Det ene er "diktatorummet", hvori en diktator lader politiske modstandere fængsle og toturer, presse og ytringsfrihed er en by i Rusland, og der gennemføres pseudovalg hvori der svindles og manipuleres over en bred front.
   Det andet input kommer fra "elitetennisrummet" hvori en ung dansk kvinde er nr. et i verden og idol for et internationalt tennispublikum og den internationale sportspresse. Og herigennem har fået det metaforiske kælenavn "Miss Sunshine".
   Det ene rum er moralsk set kulsort med mørkets fyrste som hersker, det andet har som konceptuelt centrum den rene hvide sport hvor den bedste kvinde vinder.

Der er tale om den særlige form for kreativ blending som jeg har skrevet flere indlæg om i den senere tid: den metaforiske, hvori man konstruerer et udtryk i output-rummet så ét fænomen - "target" - ses, opleves og forstås gennem det andet fænomen - "source" - som en slags konceptuel optik. Her er Lushenko "målet" og Caroline "kilden". Og Caroline har altså frivilligt indgået en aftale om at optræde i den kreativt konstruerede blendede virkelighed hvor de to på lige fod spiller tennis med hinanden.
    Fra at være tennisspiller i sit eget sportsdomæne, har hun accepteret at blive transformeret til en del af en metafor i diktatorens propaganda og spin. "Miss Sushine" er linsen som han anskues og belyses igennem, antagelig med det formål at det blendede rum som vises på fotos og på video, tages som et repræsentativt metonym (=del for helehed) på ham og hans totalitær styre som helhed.
   Ifølge pressen har hun har på undrende og kritiske spørgsmål fra journalister, erklæret at det er ikke hendes bord: "Jeg er ikke politiker, og politikerne må sige hvad de vil. Jeg er komplet ligeglad."
   Hun er dog ikke ligeglad med at det samme metaforiske overføringsbillede kan udnyttes af sælgere af sportstøj og sportsartikler. Der er hun meget bevidst om blendingmekanismen muligheder og effekt og tager sig betalt i millioner og atter millioner for at optræde metaforisk sammen med disse artiklers varemærker.

Når journalisterne har fundet på at bruge metaforen "Miss Sunshine" til Caroline Wozniacki så er hun "target" og solen der skinner, er "source". Og i en normal sproglig metafor som denne, har metaforen kun én overføringsretning: "source"  > "target". Caroline smitter ikke af på solen, så at sige.
   Men man kan diskutere om ikke der i et ovennævnte tilfælde med overføring af "solskin" fra Caroline til Lokasjenko også kan være tale om at der sker overføring af betydning den anden vej:  "target" > "source" - en slags "crime by association". Altså om ikke "mørket" fra det offentlige billede Lukasjenko risikerer at smitte af på billedet af Caroline, så solen formørkes, og solskinsglansen med tiden slides af af hende.
   Man burde have et navn til dette at menneskemetaforen kan kaste negative stråler tilbage på "kilden", hvis "målet" er tilstrækkeligt moralsk anløbent: metaforisk rekyl?

Jeg mindes en tilsvarende diskussion i forbindelse med Dronningens tildeling af Storkorset til Bahrains konge for nylig, ham der nu lader sine soldater skyde løs på demonstranter. Eller diskussionen i forbindelse med at Margrethe for mange år siden holdt tale for den besøgende rumænske diktator Nicolae Ceausescu  efter at han havde fået tildelt elefantordenen.
   Er Caroline nærmere at sammenligne med vores dronning, eller nærmere med den store filmkunstner Leni Riefensthal der i årtier var udstødt fra det pæne selskab fordi hun havde ladet sig bruge til at forskønne Hitler?
   Begge har kastet glans over diktatorer og deres regimer. Hvad er forskellen?

Når kreative vælgere blander de politiske blokkes redningsplaner....

Et lidt længere Ritzautelegram i Information i tirsdags, fanger min opmærksomhed på grund af rubrikken der kunne tyde på at den i hvert fald indirekte handler om kreativ conceptual blending. Under overliggeren "Genopretningsplan" står der: "Danskerne blander rød og blå plan". Og ganske rigtigt!
  Nyheden tager afsæt i en opinionsmåling på vælgerstøtten til henholdsvis den røde og den blå bloks planer for at hive Danmark ud af den økonomiske klemme som det internationale økonomiske sammenbrud udløste.

Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller S-formand Helle Thorning Schmidt er lykkedes med at overbevise danskerne om, at de har fundet vejen ud af den økonomiske krise. Det viser en måling, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende. (/) Mens Løkke vil afskaffe efterlønnen, og Thorning vil øge arbejdstiden, så foretrækker de fleste danskere at kombinere tiltagende fra rød og blå bloks økonomiske planer. (/) Iføgle målingen er en tredjedel af vælgerne fortaler for den ide.

Vi gennemkører en hurtig frame- og blending-analyse. Vi har to mentale input-rum: den røde bloks plan og den blå bloks plan. Vi har to mentale frames som kendtegner de inkarnerede rød blok-vælgere og de trofaste blå blok-vælgere, og som gør at disse to vælgergrupper kun kan se det positive i deres egen bloks planer og har skyklapper på i forhold til at kunne se noget godt i den anden bloks planer, når de bliver spurgt, vel at mærke.
   Og så er der åbenbart en gruppe vælgere på godt en tredjdel som er åbne og kreative nok til at overskride de to mentale frames og etablere sig en tredje ny integrerende frame der muliggør at de bogstaveligt talt kan tænke ud af boksen og foretage en conceptual blending-tankeoperation der resulterer i et mentalt out-putrum hvor findes elementer fra begge planer.
   "Den tredje vej", kunne man være fræk og fristet til at sige, og så i øvrigt jævnføre med arkitekt Bjarke Ingels manifest som jeg citerede to blogindlæg tilbage.

Grafisk model af en blending-operation bag metaforen 'The lawyer is a shark'

Her har vi en typisk model for den blending-operation som kendetegner en regulær metafor som i sætningen: "Sagføreren er en haj". Altså helt parallel med kampagnemetaforer som skatteål og bolighaj.

Vi har et input-rum hvor "sagfører" står med en række typiske og velkendte egenskaber oplistet, som indgår i definitionen af "sagfører". I det andet input-rum har vi "haj" stående, også med en række konventionelle egenskaber for "hajer". I det såkaldt generiske rum er uddestilleret en række fælles egenskaber for sagførere og hajer. Det er dette rums fællesmængde som udgør den mellemregnng som fører til slutresultatet i det blendede output rum: "The lawyer is a shark".

Den kreative personlighed: Günter Wallraff - journalisten der hellere ville være en anden.

Günter Wallraff var i mine unge dage en af mine store helte: den tyske journalist der i en lang periode gik undercover – forklædte sig og levede som en tyrkisk fremmedarbejder, for bagefter at bruge sine oplevelser og erfaringer til kritisk journalistisk dokumentation af den kapitalistiske storindustris grove undertrykkelse og udnyttelse af disse arbejdere. 

   Jeg har i sin tid læste flere af hans bøger med de afslørende arbejdspladsreportager. Men har faktisk ikke tidligere interesseret mig for hvem han egentlig var, hvad hans baggrund var, og hvad der drev ham til disse spektakulære forklædnings- og afslørings historier.

Hvis vi som et grudkendetegn på den særligt kreative personlighed går ud fra at der er tale om en slags mental personlighedsspaltning – så må han i den grad være kandidat i kraft af sin specielle journalistiske arbejdsform. Og denne splittede kreative personlighed, er det jo så min hypotese, hænger sammen med oplevelser af tab og savn, mobning, rodløshed og fremmedgørelse i barndom eller ungdom.

   Der er her i år udkommet en oversat tysk biografi om denne journalist og forfatter med de afvigende kreative og moralsk diskutable researchmetoder: 'Günter Wallraff – manden selv. En biografi af Jürgen Gottschlich'. Heri fortælles på side 36 hvordan Wallraffs mor, på grund af ekstrem fattigdom, mens faderen lå langtidssyg på hospitalet, anbragte sin 5-årige søn på et børnehjem:

På hjemmet skulle børnene aflevere deres tøj. I stedet fik de alle sammen ens kitler. ”Det var som at blive delt i to,” siger Wallraff i dag. ”Man mistede sin egen lugt, hele sin identitet.” Senere har Wallraff forklaret sin lyst til rollespil og til at optræde som en anden person som sin søgen efter egen identitet, der kunne have sit udspring i oplevelsen med børnehjemmet. ”Det var en traumatisk oplevelse for mig.” Hans verden brød sammen, og han følte sig forladt. (…) ”Endnu i dag må jeg kæmpe med angsten for tab.”

Nøgleformuleringen er for mig "Det var som at blive delt i to".

   Jeg har en mere og mere indædt mistanke om at vi hos kreative personligheder næsten altid kan finde den slags kerneoplevelser der har karakter af mentale sår efter stærke oplevelser af savn, udstødelse og tab - og med en permanent psykisk "sårskorpe" der irriterer i underbevidstheden og derfor stimulerer til fantasier og kreativ tænkning.

   Det lugter jo noget af Freud, men hvad så?

Hvis jeg fabulerer lidt videre, så kan man jo tænke sig at de ubevidste blending-operationer som vi har set ligger bag megen om ikke al kreativ tænkning og alle kreative produkter, at de også kan foregå i forhold til en splittet og modsætningsfuld personlighed. 
   Hvis vi betragter den kreative personlighed som en der typisk udgøres af "to personer i en", så ligger det lige for at se de to sider af personen som to forskellige mentale eller konceptuelle rum der leverer input til en kreative proces. 

   Forstået sådan giver det mening af betragte de kunstneriske produkter som "blendede" af virkelig erfaring og fantasivirksomhed - som forsøg på mentalt gennem den kunstneriske virksomhed at bygge bro over personens indre spændinger og modsætninger. 
   Og det giver tilsvarende mening at betragte selve kunstnerpersonligheden som en særlig psykisk konstruktion hvori der permanent er installeret en konceptuel "blender" der hele tiden "kører" for at fortælle den bagvedliggende livshistorie i kamufleret form. 

   Som metaforisk tanke vel egentlig meget sjov. 

Forestil dig at...

Jeg fortsætter lidt i sporet fra det tidligere indlæg om conceptual blending. Når tænkningen foretager den slags processer så integreres og komprimeres semantiske betydninger fra to forskelllige mentale rum.
   Blending gennemsyrer rigtig mange slags sprogbrug hvor man skal forestille sig en verden hvor noget dårlig sker, og en anden verden som lever op til ens ønsker. F.eks. i skilte:

• Græsset må ikke betrædes. (afsenderen forestiller sig en verden hvor modtageren betræder græsset, og forestiller sig en verden hvor modtageren så ikke betræder græsset af angst for konsekvenserne).
• Cykler fjernes uden ansvar. (tilsvarende: en forestillet verden hvor en cykel er henstillet, og en forestillet verden hvor cyklen alligevel ikke bliver henstillet af angst for konsekvenserne).
• Hunden bider. (afsenderen forestiller sig en verden hvor en person trænger ind på hans eller hendes private grund, og bliver bidt af den hund der er på grunden, og forestiller sig en verden hvor en potentielt indtrængende bliver ude og ikke bliver bidt af hunden - af angst for at hunden skal bide ham).

Der er altså tale om ubevidste tankeprocesser som er gået forud for at skiltene skrives, og som så er blevet integreret gennem udtrykkene på skiltene. Og de skrives som et mentalt produkt af conceptual blending og forudsætter at modtageren i sin forståelse kan disintegrere de mentale rum der indgår i "mixet": Hvis jeg trænger ind, bliver jeg bidt, hvis jeg ikke trænger ind, bliver jeg ikke bidt.

I Weekendavisen indledes en artikel af Birte Weiss med rubrikken "De håndsky"  således:

OXFORD - Man ser ham for sig, fadermonstret. En skygge der tårner sig op foran sin familie, grænseløs i sin magtudfoldelse, umulig at modsige. Han bestemmer, andre adlyder. Og fordi han slipper afsted med det, bliver den psykiske og fysiske terror efterhånden en selvfølge med trusler, tæv, voldtægt og generel vanrøgt. Der er ingen bremseklodser, for myndighederne griber ikke ind. Der er bekymrede, men venter på beviser. De ventede i mere end 30 år.

I forhold til denne historie om et engelsk fadermonster er de meget omtalte danske sager fra Sønderborg og Brønderslev om terroriserede og misbrugte børn til at overskue. Men dilemmaerne er de samme: Hvor slutter privatlivets fred, og hvor begynder samfundets ansvar? Hvor håndfaste skal beviserne være, før myndighederne griber ind? (...)

Hvilken blandingstænkning styrer denne tekstindledning, hvilke operationer mellem mentale rum indebærer den?

Først forestiller et "man" sig et rum i England med et "fadermonster" der terroriserer sin familie på forfærdeligste vis - i 30 år - uden at myndighederne greb ind. Derefter skal vi forestille os et andet rum i Danmark med handlinger og begivenheder der ligner, men ikke er nær så alvorlige. Endelig skal vi forestille os et tredje rum hvor det er disse ligheder der er de eneafgørende, mens vi ser bort fra forskelle i alvor. I denne syntetiske 3. verden er det så muligt at udsige at dilemmaerne er identiske. Og at man altså kan argumentere i forhold til omstændighederne i Danmark ved at beskrive omstændighederne i England.
Denne blending-operation gør det altså muligt at se på de danske myndigheders manglende indgriben og passivitet i de aktuelle sager fra Sønderborg og Brønderslev med en vis forståelse, fordi de engelske myndigheder i et meget værre tilfælde og i en periode på 30 år undlod at gøre noget på en mistanke uden afgørende bevis.

Denne retoriske argumentationsanalyse, som jeg selv er ret glad for, ville jeg faktisk ikke kunne have foretaget før jeg fik og forstod begrebet om "conceptual blending."

Et eksempel fra dagligdagen. Fruen og jeg kører på motorringvejen fra syd mod nord. Vejen har tidligere været en del af den faste rute for min kones tur til arbejde. Hun siger pludselig:

"Når jeg kører her, tænker jeg på hvor dejligt det er at jeg ikke skal til X-byen (=navnet på det sted hun arbejdede i mange år)".

Her kombineres igen to mentale rum via blending-tankeoperationer: et aktuelt input-rum hvori hun kører et eller andet sted hen som ikke er hendes tidligere arbjedsplads, og et fortidigt input-rum der ligner (samme vejstykke), men hvor hun kører på arbejde. Hun udtrykker glæden ved at ligheden mellem de to rum ikke er total, nemlig når det gælder retning og mål for kørslen. Hun har altså frigjort sig fra de negative følelser som ellers ledsagede hende under turen på det stykke vej tidligere