Kreativt nyhedsindslag i Tv-avisen - af Niels Kvale - om italienernes syn på Berlusconi

Tv-avisen havde et kreativt tænkt og udført indslag i går i 19.30-eren. Reporter var Niels Kvale. Nyhedsvært Klaus Bundgaard.

   Sømmet var at idag blev retssagen i Italien mod Berlusconi indledt, hvori han står anklaget for købesex med en mindreårig. Den nyhed er blevet for-skræppet i ugevis. Og den blev nyhedsmæssigt også en fuser, for retssagen blev straks udsat. Så redaktionen og reporteren havde måttet være kreative og finde på en anden vinkel end den som begivenheden i sig selv kunne levere.

Selve det redigerede indslag var et delelement i "en pakke" bygget op efter berettermodellens faser: Historien og dens baggrund blev først præsenteret af Claus Bundgaard i en voice over til en montage af dækbilleder fra arkivet;  derefter kom der uddybning og point of no return i en live stand-up dernedefra med reporter Niels Kvale i billedet; så fulgte konfliktoptrapningen i form af selve indslaget med vinklen: at den menige italiener var stærkt delt i synet på Berlusconi: enten forfulgt uskyldighed eller vaneforbryder; og endelig klimaks i form af endnu en live-stand up med Niels Kvale, der blev spurgt om Berlusconi også ville klare frisag denne gang; Niels Kvale havde havde forberedt en flot punch line til at slutte sit svar:

Man plejer i Italien at sige at der altid er tre ting der overlever: Det er Fiat, det er Paven og det er Mafiaen; hvis Berlusconi også overlever denne gang, så kunne det være  man skulle til at sige: at der er fire ting der altid overlever, altså også Berlusconi selv.

Alt det, kan man sige, var lige efter bogen. Sådan bygger man en "pakke" op i en moderne tv-nyhedsudsendelse: en relativt dyr redigeret reportage som kerne, "pakket ind" i en række billigt producererede live-elementer.

Men det var selve det redigerede reportage-indslag jeg opfatter som specielt kreativt tænkt og udført - med et lille dramatisk handlingsforløb der selv var bygget op efter berettermodellens spændingskurve - oplevelsesmæssigt lidt hen i retning af en ultrakort fluen på væggen-dokumentar.

   Hvor man traditionelt ville have valgt at bygge sådan et indslag op af nogle sammenredigerede voxpop-sync-er til at dokumentere vinklen: at italienerne var uenige, evt. bakket op af en ekspert, så havde reporteren her fundet en restauratør som havde en nabo der var frisør, og med de to som hovedkarakterer havde han iscenesat et diskussions- og konfrontations-plot til optagelserne:

   Først oplevede vi restauratøren udtale  sit uforbeholdne pro-synspunkt inde ved bardisken direkte til kameraet; derefter fulgte vi ham gå ind til frisøren ved siden af, der var lige så kraftigt imod og mente at Berlusconi skulle have været dømt for 30 år siden.

   Derfra oplevede vi så de to geråde i "typisk" italiensk livlig og ilter diskussion i salonen, mens frisøren fortsat stod og klippede; og også en kunde blandede sig og kom med indlæg.

   Indslaget udtonede smukt med at vi udefra ind igennem frisørsalonens rude så diskussionens parter fortsætte - med en voice over der spåede at den diskussion ville fortsætte længe endnu (med underteksten: fordi Berlusconi sikkert ville lykkes med at få udsat sagen i rigtig lang tid, eller få den afblæst).

I en kort stund oplevede vi det menige Italien som har levet med Berlusconi år ud og år ind, igennem den observerende dokumentars optik: et lille stykke autentisk nærværende virkelighed, indlagt som en perle i den konventionelle distancerende en nyhedsframe. Og journalistisk set var det et smukt eksempel på metonymisk tænkning hvor vi fik indblik i den store historie gennem den lille.

Godt tænkt, godt udført!

Eventyrskabelonen brugt som metafor i sportsjournalistik

Jeg har i tidligere blogindlæg beskrevet hvordan mange journalistiske fortællinger får særlig emotionel gennemslagskraft ved at have evnetyr og myter som undertekst og resonansbund for i øvrigt realistiske fremstillinger af en aktuel historie. Selve eventyret eller myten fortælles ikke eksplicit, men ligger som en skjult formende struktur under og bag den sproglige eller audiovisuelle "overflade."
   På Politikens sportsider fra i fredags 18/2, møder jeg et lignende fænomen, men her får det eksplicit udtryk som  et langt anslag/præsentation til en artikel om et australsk-dansk par der er ved at nå til tops i international sports- og konkurrencedans. Parret hedder Ashli Williamson og Bjørn Bitch, og den opfindsomme og kreativt skrivende journalist er Amalie Kønigsfeldt. Rubrikken der leverer et pirrende set up til artiklen: "Det standhaftige guldpar sørger for rene gulve". Indledningen til artiklen lyder sådan:

Der var en gang en pige, der søgte en dansepartner med lige så store ambitioner, som hun selv havde. Hendes søgen bragte hende vidt omkring, og i England mødte hun sin hjælper. Han formidlede kontakt til sin bedste danseelev, og snart drog den blot 16-årige australske Ashli af sted til landet mod nord på den anden side af jordkloden. Her mødt hun Bjørn, der hurtigt viste sig at være hendes drømmeprins. Der forelskede sig i hinanden og i dansen, og sammen ville de gå efter guldet. (/) Men jagten på guldet var langt fra en dans på roser. De dansede og dansede, men da ingen af dem var født med en guldske i munden, måtte de også tjene til føden. Sent om aftenen efter mange, lange timer på dansegulvet trak de gummihandskerne på og gjorde rent hele natten. Ashli måtte selv sy perler og fjer på sine danskejoler, når de skulle ud til turneringer, men det var ikke nok til at slå dem ud. (/) (...) og pludselig en dag var guldmedaljerne i huss. Ashli og Bjørn blev verdens bedste 10-dansere og fik guld om halsen. Også deres fingre blev beklædt med guld, da Bjørn bad Ashli om at forlove sig med ham. (/) Om parret lever lykkeligt til deres dages ende, er endnu et åbent spørgsmål, for hverken deres dage eller deres karriere er ved at ende.

Det er rigtig kreativt skrevet. Og meget "gennemført". Læg mærke til hvordan guld-temaet flettes ind og ud hen gennem fortællingen - fra rubrik og til slutningen. Og hvordan der er henvisninger til H.C. Andersen i rubrikkens "standhaftige" - der associerer til eventyret "Den standhaftige tinsoldat" .Og hvordan klicheer og faste vendinger får nyt liv i konteksten: "drømmeprins", "født med en guldske i munden", "ingen dans på roser", "
   Her fungerer eventyrskabelonen ikke som undertekst, men som en kompleks narrativ metafor hvorigennem vi som læsere skal forstå og tolke det unge sammenbragte dansepars historie. Det er altså en tekst der er et produkt af konceptuel blending: sportsportræt-virkelighed + eventyrfortælling-virkelighed a la H.C. Andersen. Og det mix fungerer glimrende, synes jeg.
  I avisen er artiklen i øvrigt illustreret med et fascinerende anderledes iscenesat foto der fornemt underbygger eventyret visuelt - i sit udtryk langt fra de standard-reportagefotos man finder ved at google på danseparret. Det må være aftalt mellem journalisten og fotografen Mie Brinkman.

Fidusen ved eventyrindledningen er så også at den helt automatisk leverer en god pointeret slutning på artiklen, der citerer en udtalelse af Ashli om problemer med at tage irritationer fra træningen med hjem i privaten, og derefter refererer:

Står det til hende, slutter deres historie med minimum en VM-guldmedalje i standard og tre guldklumper på hjemmefronten. Med det i hus kan de leve lykkeligt til deres dages ende.

Kreative restriktioner - i Kina: Han Han og 'græsmudderhesten'

Jeg skrev tidligere om Ai Weiwi - den kinesiske avantgarde-kunstner som lod sin protest mod det kinesiske autoritære og undertrykkende styre komme til udtryk gennem undertekst og indirekte henvisninger og associationer.
   Politiken har idag en historie i sin kultursektion om et andet og nok så markant eksempel på det samme fænomen. Det drejer sig om den unge kinesiske forfatter Han Han. Han er et stort idol for den kinesiske ungdom, og hans blog bliver læst af omkring 300 millioner mennesker, fortæller avisen. Og man må gå ud fra det hovedsagelig er kinesere. Han er født 1982 og har udgivet 14 bøger der har solgt i meget store oplag. Oven i er han professionel rallykører og musikproducer. Et kreativt multitalent, kan man slutte sig til. Og utroligt populær blandt de unge kinesere.
  Han har for nylig lanceret et litterært magasin, Dangzhonyan, som i første udgave blev solgt i 1,5 millioner eksemplarer. Men pludselig var der ingen med indflydelse i Kina der ville samarbejde med ham og magasinet, så det måtte lukke. Hvorfor?

En vigtig pointe i Politikens artikel er at Han Han er systemkritiker, men på en måde så det er svært at ramme ham. Han udnytter den kinesiske tradition for dobbeltbundethed og tvetydigheder i sproget. Det at ord som skriftligt har et helt forskelligt udtryk, lydligt ligner hinanden, sådan at kineserne kan få associationer som styret ikke ønsker, men har svært ved at kritisere og dømme ham for.
  Det nu lukkede magasins titel var Dangzhonyan - som er betegnelsen for Kommunistpartiets centralkomite. Men det kan også rent lydligt betyde noget i retning af: "et kor af solister" - hvilket kan give kinesere associationer til ytringsfrihed.
  Politiken artikel citerer Mette Holm, Kinaeskpert, for andre lignende eksempler. På You-Tube finder man et indslag med en sang på kinesisk om det modige og udholdende fantasidyr græsmudderhesten. På hovedsproget mandarin minder udtrykket slående om "din mors vagina". I sangens fortælling besejrer 'græsmudderhesten' en invaderende hær af 'flodkrabber' - et ord der på kinesisk der lyder næsten som udtalen af ordet "harmoni", som jo er Det kinesiske styres faste eufemisme for nødvendigheden af at undertrykke anderledes tænkende.
   Altså det vi i andre sammenhænge har kaldt en undertekst: det der er den egentlige mening, men som er underforstået.

Artiklen nævner at det som Han Han gør i forhold til det kinesiske styre, på mange måder minder om Vaclav Havels måde at forvalte sit forfatterskab på under det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet.
Og om en del danske revyviseforfatteres sange under nazisternes besættelse af Danmark.

Kreative restriktioner er noget som sætter fantasien i gang hos skrivende folk for at komme uden om mure og grænser, forbud og forhindringer . Det er noget kunstnere og journalister kan pålægge sig selv (jfr. dokumentarfilmen De fem benspænd som var et resultat af Lars von Triers udfordring til Jørgen Leth). Men også noget et system kan udfordrer kritiske og modvillige kunstnere med, så de arbejder med fantasistimulerende metaforer og allegorier.

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 12: The inner game of travelling - og hvad det betyder

"Life is what happens to you, while you ar busy making other plans," skrev John Lennon i en sang til sin søn. Tænkt sammen med H.C. Andersens "At rejse er at leve", så er her forklaringen på at jeg ikke bryder mig om at læse guidebøger før jeg rejser.

   Pointen i John Lennon-citatet er den samme som gjorde Timothy Gallway´s bog "The Inner Game of Tennis" til en så stor succes, og Timothy Gallway til en kultfigur inden for coaching af sportsfolk og erhvervsledere: Du skal forhindre eller undertrykke den mentale dialog mellem "Self 1" og "Self 2", for det er den dialog som forhindre "Self 2" (=den del af dig der handler og erfarer i nuet) i at fungere optimalt. "Self 1" udgøres af alle de forhåndsforventninger og bekymringer du har til tennisspillet og dig selv som spiller, og som hele tiden interfererer med din krops intuitive forsøg på ud fra tidligere erfaringer at gøre det rigtige i øjeblikket:

If we take a moment and listen to what is really going on in our minds, we will discover that there is a constant dialogue going on. There seems to be one voice doing all the commanding and criticizing and some other part being quiet and doing the actions.We can quickly see that their relationship does not feel too friendly. There is one part, Self 1, which constantly tells the other part what to do. It seems to know everything there is about tennis – how to bend the knees, watch the ball, follow through and so on. And then there is the other part, Self 2, who is a silent doer. And yet, the Self 1 doesn't trust Self 2 much and even takes things in its own »hands« and starts moving the body, tightening all sorts of muscles and makes the arm go where it thinks it »should« go. 

Hvad skal der så til, ifølge Timothy? Man må lære "at lade det ske"/"letting it happen" og "at dæmpe sindet"/"quiet the mind", og sørge for at komme i "en tilstand af ikke bedømmelse"/"a state of non-judgement". For uddybning se f.eks. 

http://www.tennismindgame.com/inner-game-tennis.html.

Det er slående hvor tæt en række af disse principper stemmer overens med den kinesiske religiøse tradition som kaldes Taoisme, og hvis målsætning det er at frigøre mennesket fra alle de trivielle bekymringer og ambitioner som forhindrer det i at leve fuld og helt i harmoni med sig selv og naturen. Jeg citerer lige fra Wikepedias artikel:

Taoismen lærer, at man bør leve et liv i overensstemmelse med tao, den naturlige dynamik i verden; at man bør udnytte denne dynamik i stedet for at stille sig i vejen for den. Dette konkretiseres i princippet om wu wei, opnåelse gennem ikke-handlen. Universet udfolder sig harmonisk ifølge sine egne love og udøvelsen af menneskelig vilje i mod denne udfoldelse forstyrrer denne naturlige harmoni. I stedet bør man lære at fornemme den tao, der flyder gennem alle ting, og handle i overensstemmelse med den.

Man kan sige at vores rejseleders måde at forvalte sin rolle på (se blogindlæg fra den 18. nov.), som var kendetegnet ved at fortælle relativt lidt i forvejen om det vi skulle se, og ofte bevidst tale vores forventninger ned, lå i smuk forlængelse af såvel John Lennons råd til sin søn, og af Timothy Gallways og Taoismens principper.

   

Hvornår kom jeg selv nærmest til mit "Self 2" på rejsen? En aften var vi ude at sejle på floden ved byen Yangshuo, og vores båd fulgte på siden af en fisker der fiskede med tamme skarvfugle. Teknikken som er 1000 år gammel går ud på at de tæmmede skarver får bundet en snor om halsen, så de ikke kan sluge de fiske de fanger. Og når de så vender tilbage til fiskerens båd, så "tømmer" han deres hals for de fisk de har fanget og slugt. Når de tamme skarver accepterer det, er det sikkert det samme tæmningsprincipe som gør at jagthunde ikke spiser de ænder som de apporterer. De har lært at det er en fordel i det lange løb, at lade være. Så bliver de både rost af den menneskelige "alfa-han", og får daglige rationer af letfordøjelig hundemad.

   At opleve det fiskeri i punkt-oplyst mørke om aftenene, var som en drøm og et eventyr - vi var i en times tid i en helt anden verden. Men i vejen for oplevelsen kom - desværre - mine og mine medrejsendes forsøg på at tage fotos af fiskeriet in action,  at tage fotografier i den situation er udtryk for en klar "Self 1"-aktivitet og -bevidsthedstilstand.

Men den rene "Self 2"-oplevelse indtrådte til sidst.  Fiskeren lagde sin båd med sine tamme fisker-skarvfugle på dækket ind på en sandbanke ved flodbredden, så vi kunne se de mærkelige fortidsfugle tæt på. Han tog en af skarverne på skulderen. Den gik videre til skulderen på en af de andre rejsekammerater. Og jeg trængte mig frem - og pludselig stod jeg med en skarv på skulederen.Den var forbavsende let, men det meste af en fugl der fylder er jo også fjer.

   Jeg kløede min skulder-skarv på halsen - ind under fjerene, og den lagde sit hoved og sit næb ind til min kind. Jeg kunne have stået med den i timevis, hvis det havde været muligt.

Ellers var der klar forskel på kvaliteten af oplevelsen de dage hvor jeg ikke havde kamera med og ikke fotograferede, og så oplevelsen de dage hvor jeg var optaget af at tage billeder.

   Fruen og jeg havde en løs aftale om at skiftes til at tage billeder. Og det at tage billeder med den hensigt og plan at vise dem til dem derhjemme, er selvfølgelig styret af "Self 1" - i en bevidsthedstilstand som en reporters med en distance og et stadigt vurderende blik der stiller sig i vejen for virkelig at leve og opleve her og nu.

Og der er ingen tvivl om at det jeg husker bedst - hvis jeg giver afkald på erindringshjælp fra de fotografier jeg tog på turen - er naturoplevlserne da vi sejlede på Yangtsefloden med de Tre Store Kløfter - og så det meget betagende bjerg- og flodlandskabet omkring byen Yangshou.

Om aftenen var bjergene projektørbelyst - en kunstig ting - men i "a state of non-judgement" kunne man frit give sig hen i oplevelsen af at det var der de gamle kinesiske heltehistorier og eventyr udspillede sig.

   Den oplevelse blev i den grad hjulpet på vej og forstærket af det helt utrolige udendørs lys- og teatershow vi var tilskuere til den sidste aften i Yangshou. Det foregik på en kæmpescene ved floden Lijiang, og kulissen var de belyste bjerge.

   De omkring 600 medvirkende der optrådte i forestillingen, var rekrutteret blandt den fattige lokalbefolkning, som ved at være medvirkende, tjente sig en beskeden ekstraindtægt. Titlen var: Impression Liu Sanjie. Her et stillbillede af et af "impressionerne":

Instruktøren var Zhang Yimou.

   Det var ham der iscenesatte åbningsceremonien ved OL i Peking i 2008. Han har også instrueret filmene Hero og House of Flying Daggers - begge film med eventyrlige historier der er henlagt til Tang-dynastiets tidligste periode i 600-tallet, samme periode som den historiske Dommer Dee levede (se foregående blogindlæg).

   Langt de fleste af Zhang Yimous senere film er henlagt til andre perioder af Kinas historie end hans og vores egen tid. Men man har en klar fornemmelse af at der altid i hans historiske film er en aktuel undertekst med kritisk kant til det autoritære kommunistiske regime og dets undertrykkelse af den jævne kinesiske befolkning; en undertrykkelse som for han selv betød at han som ung blev tvangsfjernet fra sin skole og sendt til en fjern provins for at arbejde i landbruget og på en fabrik.

   Tre af hans tidlige film hvis historie forgik i samtiden, og hvor kritikken ikke er til at misforstå, er blevet forbudt i Kina: Raise the Red Lantern, The Story of Qiu Ju, og To Live.

   Men helt i overensstemmelse med den kinesisk kultur, så løser han sine problemer med det autoritære system ved kreativt at udnytte at kinesere har en tradition for at fremstille virkeligheden i poetisk-metaforisk forklædning, en fremstilling "i overført betydning" magthaverne derfor ikke kan komme efter, men som det kinesiske publikum fint er i stand til afkode.

Historien som lys-showet er inspireret af, har Zhang Yimou  også hentet langt tilbage fra Tang-dynastiets epoke, og ifølge den kinesiske turist-hjemmeside ... 

http://www.yangshuoholiday.com/yangshuo/attractions_liusanjie.htm, 

.... er det et regulært lokalt eventyr som samtidig tematiserer undertrykkelse og frihedskamp:

The story is about a lady called Liu SanJie who lived in the city of Liuzhou where she worked in the fields. Liu Sanjie was well known in Liuzhou for her great singing voice. She would always sing while she worked in the fields. Most of her songs were about the repression felt by her and the farmers from the local landlords who over taxed them. She had to leave Liuzhou for her own safety and came to Yangshuo on a bamboo raft and settled here.Yangshuo's farmers also had problems with their landlord and Liu Sanjie took up singing against them. The local landlord had her kidnapped, but she escaped after the local farmers staged an uprising against the landlord. The locals agreed with the landlord that they did not have to pay taxes if they could sing better than the landlord, something which they always did.Then under the Big Banyan tree, Liu Sanjie tossed her love ball to her loved one, which he accepted and they lived happily ever after.

Min egen konklusion på den her erkendelsesesrejse med udnyttelse af teorier om kreativitet, er at vilkårene for at "The Inner Game of Travelling" kan optimeres hvis man forholder sig bevidst til dem.

   At rejse er at leve! Men hvad vil man have ud af det liv når man rejser?

   Ligesom læsnig af turguider sætter et filter ind foran oplevelsen, så gør fotograferingen af seværdighedene det også.

    Så for fremtiden vil jeg ikke løbe hektisk rundt og fotografere seværdigheder fra min rejse - seværdigheder som jeg så bagefter kan finde meget flottere billeder af på nettet. Og nødløsningen at så placerer vi bare vores kære rejseledsager i forgrunden, slides også hurtigt op.

   For fremtiden når jeg tager på rejse, vil jeg kun fotografere mennesker og ikke-seværdigheder. F.eks. burde jeg i Peking have taget billeder af de hundreder af forskellige mere eller mindre hjemmeproducerede el-cykler, el-knallerter og el-scootere, som var et resultat af en bystyrebeslutning der simpelthen har forbudt kørsel med benzinmotordrevne tohjulede køretøjer inden for bygrænsen.

   Og jeg vil måske prøve helt at undgå at tage kamera med på rejsen. Men måske får jeg så fotograferingsabstinenser.

   Next stop: Kap Verde-øerne!

                                                                      

                                            THE END

Metonymer - del for helhed appellerer til fantasien

Kreativt sprog er i princippet sprog som er grænseoverskridende i en eller anden forstand. Det ligger i definitionen af kreativitet - evnen til at forbinde forhold, emner, problemstillinger som logisk set eller praktisk talt ikke har noget med hinanden at gør.
   Tager man den definition for pålydende, så er brugen af metonymer i sprogbrugen ikke udtryk for kreativitet, men for sproglig økonomi. For det metonyme udtryk og den helhed dette udtryk "står (i stedet) for", tilhører jo samme begrebsverden.

Lakoff og Johnson har i deres bog Metaphors We Live By et kapitel om metonymer  hvor de opstiller en liste over forskellige relationer som et X (metonymet) kan have i forhold til det det står for: Y (target). Fx.

• Ansigt for person: Vi har brug for nogle nye ansigter her på kontoret
• Forfatter for værk: Jeg har Herman Bang stående på den nederste hylde
• Institution for medarbejder: Politiken udeblev fra ministerens pressekonference
• Kropsdel for person: Flyt så din røv! /Vi trænger til nyt blod på holdet
• Instrument for bruger: Førsteviolinen er syg i dag
• Sted for institution: Christiansborg holder sommerferie/Banker i panik i dag
• Dato for begivenhed: Den 4. maj fejres ved stearinlys i vinduerne
• Den kontrollerende for den handling han kontrollerere: Nixon har bombet Hanoi/Hitler tabte slaget
• Farve for fodboldhold: De rød-hvide vandt kampen
• Bord for gæst: Bord nummer 7 har ikke betalt
• Dyr for pels: Her hænger minken, rævene er hængt på lager
• Nummer for soldat: 44 og 67 - trææd aff!

De to forfattere fremhæver at der er klare ligheder mellem metaforens funktion og metonymets funktion, ved at de begge fremhæver særlige egenskaber ved det M-udtrykket står i stedet for.
   Ved at skrive at "Nixon bombede Hanoi", og ikke at "det amerikanske luftvåben bombede Hanoi", fremhæver man et særligt ansvarsforhold mellem personen Nixon og bombningen af Hanoi. Og ved at sige at "førsteviolinen er syg i dag", og ikke at "Nielsen er syg i dag", understreger man hvad det specielt er ved Nielsens sygdom der er et problem, nemlig at hans plads i orkestret ikke kan udfyldes; hvordan han i øvrigt måtte have det bekymrer vi os ikke om.

På et hospital udgør metonymforholdet - diagnose for patient - en så fast bestanddel af sprogbrugen hos personalet at det udgør en ideologisk frame: "aparatfejlsmodellen": Blindtarmen havde feber igår/Hoften på stue 7 mangler at få taget sin temperatur/Den brækkede arm kan udskrives i morgen.

Både brug af metaforer og af metonymer indebærer altså en form for framing som udvælger, fremhæver og fokuserer på særlige egenskaber ved det som er "target" i begge operationer.

   Men alligevel kan man vel sige at de eksempler som er nævnt ovenfor, ikke virker eller fremtræder særligt "kreative". Der er klart tale om udtryksøkonomi, men er der også fantasi på færde?

Her kan vi så inddrage det mantra som alle journalister opdrages med: "Don´t tell it, show it".
  Fidusen ved det - som er fælles for en masse kreativt sprog - er at fantasien arbejder med det fraværende. Et metonym hvor del står for helhed, betyder at fantasien kan arbejde med og lege med med den "helhed" som ikke er kommet til udtryk, og som jo på en måde er "undertrykt" gennem den metonymiske operation.

Det er et af argumenterne for radioens særlige kvaliteter som fortællende medie (reportage, montage, radiodramatik) at det er gennemført metonymisk, idet lydene som vi  hører i radioen, står for den virkelighed som vi ikke kan se, men som producerer de lyde der høres, og som vi må "nøjes med" at fantasere os til.

Pointen bliver meget tydelig når vi går til levende billed-fortællinger som film og tv. Her er alle enige om at nærbilleder og billeder set fra uvante synsvinkler øger oplevelsesstyrken og -intensiteten, fordi vores bevidsthed ikke kan lade være med at være optaget af det der ligger uden for billedrammen, og som vi ikke kan se; eller fordi den uvante synsvinkel frem hæver sider ved motivet som vi er uvant med at se eller forholde os til.

Tilsvarende med ironi og andre former for undertekst, hvor det der stimulerer, er det at vi ud fra det der siges, skal gætte på eller fantasere over det uudsagte som er det der menes.

    Dermed får vi metonymi koblet sammen med det fænomen som jeg tidligere har brugt blogindlæg på, nemlig kreative restriktioner, som betegner den slags begrænsninger der kan stimulere kunstnere. På modtager- og publikumsiden kan metonymiske udtryk fungerer på samme måde.

Er der tale om konceptuel blending?
   Ja, på samme måde som med ironi: Ét konceptuelt rum hvori "delen" udtrykkes, og et andet konceptuelt rum hvori den "helhed" befinder sig som er "erstattet" af "delen" i formuleringen.
  En uudtalte mental "operator" som er bestemt af kontekst og kultur, sørger så for at der i det konceptuelle outputrum - "the blend" - sker koblingen mellem det udtalte (delen) og det uudtalte (helheden).
   Der er klart tale om det teorien kalder "blending".